Taktik
I de to foregående artikler er beskrevet udviklingen af en taktisk doktrin og en hertil korresponderende troppeorganisation. Det vil herunder være fremgået, at kampens sammenhæng kun fuldstændigt vil kunne overses på korpstrinet. Det følgende er en fremstilling af, hvorledes man i Canada forestiller sig den foreslåede doktrin og troppeorganisation anvendt af korpset ved gennemførelse af forsvarskampen. Denne kampform er valgt, bl. a. fordi den også belyser brigadegruppens forhold i angrebet.
Kampen i opklaringsrummet (fase 1, udvigende kamp)
De fremskudte styrkers opgave er som tidligere beskrevet at bolde den fjendtlige fremrykning under observation, at sinke fjenden og hvor det er muligt at definere atommål. Chefen for de fremskudte styrker bør stå direkte under korpschefens kommando. Opgaven bør stilles ham i form af en operativ instruktion, som klart fastlægger den forsinkelse, der ønskes opnået. I visse tilfælde vil korpschefen finde det fornødent at udpege vitale områder, som må hævdes i et vist tidsrum. Principielt bør dog chefen for de fremskudte styrker stilles frit med hensyn til tilrettelæggelse af kampen i opklaringsrummet.
Skønt det vil volde vanskeligheder for de fremskudte styrker på noget tidspunkt at udvikle tilstrækkelig styrke til at fremtvinge fjendtlige atommål, bør der dog stilles atomvåben til rådighed for dem. På grund af vanskeligheden ved at føre atomvåbenleveringssystemer tilbage over hindringen vil atomstøtten normalt blive leveret af våben, deployeret bag hindringen.
Chefen for de fremskudte styrker må planlægge kampen således, at han bevarer følingen med fjenden. Der bør tilstræbes en aggressiv, bevægelig kamp med formål at sinke fjendens fremtrængen ved en serie planlagte udvigninger og begrænsede angreb. Fjenden boldes under konstant observation, således at han uden forsinkelse kan engageres med atomvåben såfremt lønnende mål byder sig. Kampen bør planlægges således, at fjenden tvinges til at følge de fremskudte styrkers bevægelser, boldes ude af balance og nægtes mulighed for at gruppere tilstrækkelige styrker til at omgå eller gennembryde de fremskudte styrker.
For at sikre konstant overvågning af fjenden efterlader de fremskudte styrker patruljer bag fjendens linjer. Disse patruljer bpr etableres i terræn med god observation og gode muligheder for at forblive uopdaget. Patruljerne bør bestå af nogle få mand og cn langtrækkende radiostation.
Den vanskeligste del af de fremskudte styrkers kamp er tilbagegangen over hindringen. På dette tidspunkt må chefen definitivt afbryde kampen og søge at foretage overgang uden fjendtlig indblanding. For at opnå dette må den sidste forsinkelsesaktion mod fjenden planlægges et godt stykke foran hindringen. Det kan blive nødvendigt at anvende atomvåben for effektivt at bryde kontakten med fjenden. Ilvis det alligevel lykkes liam at følge tilbagegangen op, kan det blive nødvendigt at ofre mindre dele af styrken for at frigøre hovedstyrken. L nder alle omstændigheder må der etableres og bevares snævert samarbejde med chefen for styrkerne i hindringsrummet. Det vil desuden ofte være hensigtsmæssigt at supplere eksisterende broer med overgange (broer og/eller færger), etableret af ingeniørtropperne.
Der bør sigtes mod at frigøre de fremskudte styrker uden kompromitterende tab, da der er adskillige andre opgaver for denne styrke i kampens øvrige faser. Disse opgaver omfatter: Sikring og skadekontrol i den bageste del af forsvarsrummet, overvågning cg patruljering samt støtte af korpsets modangreb.
Kampen i hindringsrummet (fase 2)
Kampens fase 2 har til formål at overvåge og sinke fjenden, at engagere ham med atomvåben og lede ham ind i atomkilling-grounds, udvalgt som led i tilrettelæggelsen af kampens fase 3. Ilindringsrummet må være tilstrækkelig dybt til at tillade anvendelse af atomvåben i selve hindringslinjen og i rummet mellem hindringen og egne forreste enheder.
Normalt deployeres to brigadegrupper under en divisionskommando i hindringsrummet. Divisionschefen afgør under hensyntagen til den forsinkelse af fjenden, de fremskudte styrkers kamp er planlagt at skulle medføre, hvorvidt der skal udstilles forposter foran hindringen. I bekræftende fald vil han normalt tildele sine brigadegruppecliefer denne opgave. Skillelinjen mellem hrigadegrupperne vil i dette tilfælde blive forlænget ud over hindringen. Som forpost formerer brigadegruppen almindeligvis et kommando, bestående af opklaringseskadronen, eventuelt forstærket med infanteri og kampvogne og støttet af artilleri.
Under planlægning af kampen i hindringsrummet tages først hensyn til det terræn, som dominerer hindringen. Næste hensyn er det terræn, som dominerer fjendens fremrykkeveje fra de mulige overgangssteder, og endelig betragtes det terræn, som må beherskes for at kanalisere fjendens fremrykning ind i korpsets killing grounds, og som kan karakteriseres som skulderpunkter. I hvert af disse terrænområder baseres manøvreplanen på de af den foresatte fører planlagte atommål, idet dog nulpunkter for disse koordineres med den lavere fører og fastlægges i relation til terræn, der begunstiger fremtvingelse af atommål. I praksis betyder dette, at nulpunkternes beliggenhed reguleres under hensyn til egne troppers sikkerhed, og derfor at der som stillingsområder forholdsvis frit kan vælges terræn, der begunstiger kampen på afdelings- og underafdelingstrin.
Overvågning af selve hindringen varetages normalt af elementer af opklaringseskadronen, af artilleriobservatører og infanteripatruljer. Opgaven er at observere, melde om og engagere alle fjendtlige overgangsforsøg med ild fra atomvåben, artilleri og morterer. Styrken er ikke stærk nok til at engagere fjenden med direkte ild, og bør derfor søge at forblive uopdaget.
Bag observationslinjen er anbragt bataillonskampgrupper sammensat af infanteri og kampvogne. Bataillonskampgrupperne er normalt opdelt i kompagnigrupper og fordelt i beredskabsrum (hides), hvorfra indtagelse af forberedte kampstillinger, der blokerer fjendens sandsynlige fremrykkeveje, kan finde sted med kort varsel. Afstanden fra beredskabsrum til kampstilling varierer efter terrænet, men byir altid være tilstrækkelig til at sikre, at skadecirklen for et mindre atomvåben ikke effektivt dækker begge områder. I almindeliglied bør afstanden være mellem 1500 og 2000 m.
Forsøger fjenden overgang over hindringen melder observationsposterne herom og engagerer ham med atom- og konventionel ild. Fortsætter fjenden fremrykningen, indlager kompagnigrupper deres kampstillinger og tvinger med ild fra direkte skydende våben og artilleri fjenden til at standse og derved frembyde atommål. Sådanne mål engageres dernæst med atomvåben, og disses virkning udnyttes af andre kompagnigrupper, der angriber og nedkæmper resterende fjendtlige styrker i området. Hvis den fjendtlige opbygning af styrker i brohovedet fortsætter, viger tropperne i hindringsrummet ud, idet processen: Fremtvingelse af atommål, beskydning med atomvåben og udnyttelse af disses virkning, fortsættes længst muligt. Når det står klart for føreren, at fjenden har sat overlegne styrker over hindringen, redeployerer han forsvarsstyrken, normalt i skulderpunkter i den bageste del af hindringsrummet, og på en sådan måde, at lian er i stand til at tvinge fjenden til at føre sit angreb mod korpsets atomkilling-grounds.
På dette tidspunkt griber operationerne i liindringsrummet og i stabiliseringsrummet ind over hinanden. Dette er især tilfældet, livis fjendens angreb har haft god fremgang. Hvis det er lykkedes at svække fjendens angreb afgørende under kampen i liindringsrummet, kan tropperne i stabiliseringsrummet eventuelt anvendes til endelig nedkæmpelse af fjenden ved angreb.
Andre hensyn ved tilrettelæggelse af kampen i hindringsrummet omfatter luftopklaring over hindringen, gennemført ved dagslys af hærfly og helikoptere, illuminering af hindringen ved nat, primært ved hjælp af lyskastere, forstærkning af hindringen ved minering og ødelæggelser, samt forberedelse af en omfattende konventionel ildplan, hvis gennemførelse ofte vil stille krav om tildeling af yderligere artilleri til divisionen i hindringsrummet. Desuden er der i dette rum et særlig stort behov for en effektiv overvågningstjeneste.
Kampen i stabiliseringsrummet (fase 3)
Kampens fase 3 udkæmpes i et område, der er udvalgt af korpschefen som det mest velegnede for fjendens endelige standsning og ødelæggelse. Ved valg af beliggenhed af dette område tages især hensyn til følgende:
— De forreste kampstillinger i rummet hør være så langt fra liindringen, at fjenden tvinges til at sætte sit konventionelle artilleri over denne for at kunne støtte kampen i rummet.
— Området bør placeres således, at forsvarsstyrken ikke vil blive berørt af fjendens atomildforberedelse forud for hans overgang over hindringen.
— Området bør liavc god naturlig forsvarsværdi.
Stabiliseringsrummet er normalt besat med fra 5 til 7 brigadegrupper, ført af 2 divisionskommandocr. Kampstillinger for bataillonskampgrup- per vil normalt være af størrelsesorden 2x2 km. Minimumsafstanden mellem kampgrupper bør være stor nok til at tillade brug af mindre atomvåben uden fare for egne tropper, d. v. s. ca. 5 km. Afstanden mellem brigadegrupper dikteres væsentligst af terrænet og den taktiske plan, herunder behovet for manøvrerum og atomkilling grounds.
Som i hindringsrummet vil kampgrupperne indledningsvis blive fordelt i beredskabsrum (hides). Primære og alternative kampstillinger rekognosceres og afmærkes. Det bemærkes i denne forbindelse, at kompakte bataillonskampstillinger anses som akceptable i stabiliseringsrummet, hvorimod stillingerne i bindringsrummet principielt er baseret på kompagnigrupper. Denne forskel er begrundet i nødvendigheden af at bringe dybe fjendtlige indbrud til fuld og endelig standsning, men er tillige understøttet af teorien om akceptabcl risiko, jvnf. M. T. Januar 1964, side 16. Stillingsterminologien må ikke opfattes som et udtryk for, at kampen gennemføres som stedbundet forsvar. I princippet følges samme fremgangsmåde som i hindringsrummet, men der bringes større og mere koncentrerede troppestyrker i anvendelse.
Artilleriets opstilling og ledelse er af særlig betydning for kampen. Følgende hensyn kræver særlig opmærksomhed:
—- Tyngden af såvel atom- som konventionel ild skal kunne lægges over de killing grounds, der er udvalgt langs fjendens mest sandsynlige f remrykkeve j e.
— En anden faktor, som vil have indflydelse på artilleriets opstilling, er behovet for at etablere områder, inden for hvilke brigadegruppe- clicfer kan beskyde atommål uden reference til højere chefer. Sådanne områder benævnes primære atomildzoner og bør altid omfatte en brigadegruppes front. På fløjene af eller bag en brigadegruppe etableres sekundære atomildzoner, i hvilke atomvåben kun kan anvendes med divisionschefens bemyndigelse.
— Kravet om spredning vil skabe særlige problemer for artilleriet.
Målet bør være at sikre hver bataillonskampgruppe støtte fra mindst 2, om muligt 3 lette batterier samt fra middeltungt artilleri og atomartilleri.
Med henblik på at bolde fjenden i uvished om vore styrkers opstilling, forhindre overraskelse og sikre en velordnet ovedragelse af taktisk ansvar fra et rum til et andet, anses det som nødvendigt for brigadegrupperne i stabiliseringsrummet at udstille forposter. Hvor det er muligt bør tillige skinstillinger etableres, omfattende falske forstærkningsarbejder og andre foranstaltninger, der liar til formål at bibringe fjenden indtryk af større aktivitet. Opgaver af denne art tildeles normalt brigadens opklaringseskadron, eventuelt forstærket med infanteri, kampvogne og ingeniører.
Når terrænet tillader bør stabiliseringsrummet baseres på en hindring, naturlig eller kunstig. Fremrykkeveje, der fører ind i eller ud af det område, der er valgt som killing ground, bør spærres af minefelter. Det bør tilstræbes, at disse minefelter ikke unødigt vanskeliggør korpsreservens bevægelser. På grund af de store afstande vil det sjældent være muligt at overvåge disse hindringer med direkte ild, men de bør boldes under observation således, at indirekte ild kan bringes i anvendelse mod fjendtlige rydningsforsøg.
Korpsets modangreb (fase 4)
Al defensiv aktivitet i forsvarskampen har til formål at skabe grundlag for overgang til offensiv optræden. Indledning af denne offensiv vil ske i form af et korpsmodangreb. Modangrebet vil blive indsat så snart, fjendens fremtrængen er bragt til standsning i stabiliseringsrummet. Dets formål er at tilintetgøre det fjendtlige indbrud og at genoprette fuldstændig kontrol over forsvarsrummet helt frem til hindringen. Det gennemføres normalt af en divisionskommando som fører 3—4 brigadegrupper, hvoraf mindst 2 i reglen er panserbrigadegrupper.
De følgende bemærkninger om angrebets planlægning på brigadetrin bar generel karakter og refererer altså ikke udelukkende til modangreb.
Brigadegruppens angreb
Almindeligt. Brigadegruppens angrebsplan baseres på korps- eller divisionsbefalinger, hvori opgaven normalt er udtrykt ved bestemte angrebsmål, der skal erobres, og som tillige indeholder bestemmelser om kontrolforanstaltninger såsom skillelinjer, fremrykkeakser o. 1. Efter modtagelse af ordren bør brigadegruppecliefen rekognoscere angrebsområdet; dette er dog sjældent muligt, undtagen livor der er tale om et modangreb eller et angreb med meget begrænset mål, og han må derfor i reglen basere sin plan på et kortstudium.
Valg af mål. Den højere fører fastsætter brigadegruppens angrebsmål. Brigadechefen kan dog udpege mellemfaldende mål for bataillonskamp- grupper, livis lian finder det hensigtsmæssigt. Antallet af mellemfaldende mål bør imidlertid begrænses mest muligt, da de er tilbøjelige til at nedsætte angrebets momentum og til at forårsage uønskelige troppekoncentrationer. Det er almindeligt at opdele brigadegruppens endelige mål i et antal bataillonsområder, bl. a. af hensyn til reorganiseringens gennemførelse.
Atomildstøtteplun. Forud for angrebets start vil brigadechefen modtage detailler vedrørende korpsets atomildstøtteplan og vil få lejlighed til at anbefale justeringer i planen, som vil hjælpe ham til gennemførelse af opgaven. Han vil ligeledes normalt få tildelt et begrænset antal atomvåben til eget brug, idet dog korps og division ofte bevarer myndighed til i det enkelte tilfælde al forbyde anvendelse af et atomvåben, for eksempel af hensyn til andre angrebsstyrkers sikkerhed. Brigadechefen anvender primært de tildelte atomvåben til forberedelse af et antal skydninger om angrebsaksen, som kan påkaldes under angrebet. Der forberedes indtil 4 skydninger per tildelt atomvåben.
Konventionel ildstøtteplan. Denne vil normalt omfatte en serie artillerikoncentrationer om angrebsaksen, som kan påkaldes under angrebet. For til enhver tid at kunne yde denne støtte må artilleriafdelingens batterier benytte springvis fremrykning, og bør derfor føres centraliseret af afdelingschefen. Det vil kun sjældent være muligt at fastlægge et stift tidsprogram for artilleristøtten og da som oftest kun i angrebets indledende fase.
Fremrykkeakser. På grundlag af den fremrykkeakse, der er tildelt brigadegruppen af den højere fører vælger brigadechefen akser for sine ba- taillonskampgrupper. Disse akser bør tillade hurtig fremtrængen og udvikling af styrken og bør undgå hindringer. Afhængigt af brigadegruppens opgave kan akserne vælges med henblik på at omgå fjendtlige modstandsområder, idet det herved bør tilstræbes at undgå defileer og åbenbare fjendtlige killing grounds. På alle trin udpeges en signalakse (Command Axis) og hvilken enhed, der har ansvar for dens rydning.
Troppeinddeling. Føreren må sikre sig, at angrebsstyrken er således afbalanceret, at ban uden forsinkelse kan udnytte svagheder i det fjendtlige forsvarssystem. Han bør derfor formere bataillonskampgrupper bestående af infanteri og kampvogne, støttet af artilleri og ingeniører, hvorved opnås den størst mulige smidighed. Ved fordelingen af ingeniører, herunder specialmateriel, der er tildelt brigadegruppen med henblik på gennembrydning af hindringer, bør det overvejes nøje, hvorvidt samlet eller spredt anvendelse vil føre til det gunstigste resultat i den foreliggende situation.
Gruppering. Brigadegruppens opklaringseskadron vil sålænge det er muligt blive anvendt foran hovedstyrken, ofte som del af et større opklaringskommando. Under angreb på enkelte mål samt iøvrigt når karakteren af den fjendtlige modstand forbyder anvendelse af opklaringsenheder i fronten, anvendes opklaringseskadronen i flankesikringsopgaver.
Hovedstyrken rykker frem med en eller to bataillonskampgrupper i fronten. Formationen vælges under hensyn til opgaven, fjenden, terrænet, skillelinjernes forløb, ildstøtte til rådighed, og situationen på flankerne.
Bataillonskampgrupper, der ikke er indsat i fronten, udgør brigade- gruppereserven.
Hver bataillonskampgruppe bar et selvkørende batteri i direkte støtte. Dette batteri vil normalt bevæge sig 3 til 5 km bag kampgruppen. Under en hurtig fremrykning vil springvis fremdragning af batterier muligvis ikke kunne gennemføres, da batterierne efterhånden falder tilbage. I dette tilfælde vil det ofte være hensigtsmæssigt at indrangere batteriet i kolonnen med henblik på hurtig stillingsindtagelse, når behov for artilleristøtte opstår.
Brigadegruppens raketbatteri (Honest John) vil ofte blive afgivet og anvendt centraliseret under divisionsartilleriførerens ledelse. Batteriets rækkevidde tillader en sådan anvendelse. Sikring af batteriets stillinger vil utvivlsomt frembyde et problem, og det kan vise sig nødvendigt at afgive et mindre sikringselement til dette formål.
O. H. M. Pedersen.
