De Opgaver, der i en kommende Krig ville blive stillede Rytteriet, ere, som Forholdene have udviklet sig, ikke saa vanskelige at angive; man maa kun undre sig over, at det har varet saa længe, før man er kommen helt paa det Rene med, hvad man kan forlange af dette Vaaben, hvad man kan opnaa ved dets 'rigtige Anven delse. Medens det var Krigen i 1866, der bragte Klar hed over, hvorledes Artilleriet skulde organiseres og an vendes, var det. forbeholdt Krigen i 1870 at præcisere Brugen af Rytteriet; det var Feltmarechal Moltke, der, efter at Følingen med Marechal Mac Mahon var gaaet tabt, og Forholdene omkring Metz vare uklare, ved sit bekjendte Telegram af 10. August «Kavallerie weit vor» inaugurerede den ny Æra, Rytteriets Anvendelse i den strategiske Efterretningstjeneste.
Betragter man Gangen i dette Vaabens Udviklings historie, kommer man snart til Erkjendelse af, at Udvik lingen langtfra er jevnt fremadskridende, og den Erfaring, den Lærdom, der er høstet i en Krig, er ofte saa langt fra at gjøres frugtbringende, at den tvertimod meget hurtig er gaaet tabt. Under Frederik den Store f. Ex. ser man saaledes Rytteriet uddannet, ført og anvendt paa en Maade, der nærmer sig det Ideelle, og 40 Aar senere bliver det samme Rytteri stadig slaaet af det franske, hvis gode Føring og Anvendelse bøder paa den mindre gode Cddannelse af den enkelte Hest og Rytter. Forholdet er anderledes nu, og at det er saaledes, er let forklarligt. De udvidede Kommunikationer og lette For bindelser medføre, at den Erfaring, den Viden, der findes i det enkelte Land, hos de enkelte Mennesker, gjennem Bøger og Skrifter hurtig bliver Fællesejendom i hele den civiliserede Verden, og Bevidstheden om, at den kom mende Krig rimeligvis vil afgjøre Nationernes Skjæbne for lange Tider, medfører naturlig, at man med den yderste Grad af Energi træffer sine Forberedelser. Man klarer sig, hvad der vil blive forlangt, man undersøger, hvad der kunde mangle i Styrke, Organisation og Uddannelse, man tilstaar — og det har stor Betydning — aabent Manglerne og søger da at afhjælpe dem.
Hovedmassen af Rytteriet anvendes som selvstændigt Rytteri, i Rytterdivisioner, en mindre Del som Divisions rytteri, der tildeles de enkelte Fodfolksdivisioner og be sørger Sikringen og Opklaringen for disse paa de kortere Afstande; kun i Frankrig har man gjort Armeekorpset til den mindste Enhed, der raader over Rytteri, og da i en Styrke af 1 Brigade. Om man af Hensyn til Hærenes uhyre Forøgelse andetsteds i Fremtiden vil følge den af nævnte Land anviste Vej, maa staa hen; men Opgaven for Armeekorpsrytteriet vil under alle Forhold ikke være forskjellig fra Divisionsrytteriets, og det saa meget mindre, som man, saa ofte det er muligt at anvise hver Fodfolks division sin egen Marchelinie — noget, man af Hensyn til en hurtig Opmarche sikkert vil gjøre — da rent naturlig vil ledes til at give hver Marchekolonne Midler i Hænde til selvstændig Sikring eller opløse Armeekorps rytteriet i Divisionsrytteri.
En Rytterdivision, hvis Sammensætning iøvrigt varierer noget, bestaar normalt af 24 Eskadroner og 2— 3 Batterier. Delte Styrkeforhold anses overalt for det Heldigste, men om de 24 Eskadroner skulle fordeles i 3 Brigader á 8 Eskadroner eller i 2 a 12, er der ikke Enighed om. Spørgsmaalet hænger nøje sammen med Størrelsen af de forskjellige Træfninger; de, der anse den i Tydskland indførle Fordeling paa 3 ligestore Træfninger for den rigtige, holde paa 3 Brigader, de, der foretrække at gjøre 1.Træfning stærkest, anbefale 2. Os synes del natur ligst at gjøre den Træfning, der i Virkeligheden skal føre Slaget, nemlig den første, stærkere, og en sejrrig første Træfning, støttet af 12 intakte Eskadroner, skulde synes at have Chance fremfor en Fjende, der møder med 16 friske Eskadroner til Understøttelse for den første Træf ning, der er slagen.
I Erkjendelse af, at en Hovedvanskelighed vil være løst, naar der skaffes paalidelige Efterretninger om Fjenden — delvis maaske ogsaa for at ægge Vanskeligheder i Vejen for hans Koncentration og Opmarche — , skydes ved Krigens Begyndelse Bytterdivisionerne frem foran Fronten, idet der opgives dem Direktionspunkter — som Regel vel ogsaa, hvor langt Groset skal gaa frem. Et Hovedpunkt, den første Opgave, er at skaffe Efterretninger; men det er ikke nok, at de skaffes tilveje, de maa ind løbe paa rette Sted i rette Tid, det er kun derved, man beholder Friheden til at bevæge sig, Initiativet. Løs ningen af denne første Opgave gjør det ønskeligt, at Divisionerne skydes saa langt frem som muligt, men en anden Omstændighed medfører, at Afstanden mellem dem og Hovedkvarteret maa begrændses; dette maa have det i sin Haand indenfor en vis, begrændset Tid at lede Divi sionerne ind paa ny Veje, at sætte dem i Bevægelse i nv Retninger. Hvor stor denne Afstand, der voxer med Hærenes Størrelse, da skal være, er iøvrigt ikke saa svært at fixere, det er som saa meget andet i Nutidens Ivrige, et ligefremt Regnestykke; man undersøger, hvor lang Tid der vil medgaa ti! Koncentrationen af Fodfolks kolonnerne, der marchere ad forskjellige, parallelt løbende Veje, og fastsætter da Afstanden saaledes, at Meldingerne fra Rytterdivisionerne kunne naa Hovedkvarteret saa tidlig, at de Ordrer, der udgives paa Basis af disse Mel dinger, atter komme de marcherende Fodfolkskolonner i Hænde i saa god Tid, at de Bevægelser, Ordrerne med føre, ogsaa kunne gjennemføres. I Almindelighed kan siges, at jo længer Hyttenet er fremme, jo tidligere paalidelige Efterretninger haves, desto mere vil man have Tropperne i sin Haand, og det ogsaa af den Grund, at Avantgarden da kan gjøres mindre, Groset større.
Fra Rytterdivisionerne fremsendes, foruden selvstændige Officerspatrouiller paa længre Afstande, sluttede Afdelinger, der atter skyde deres Patrouiller frem; jevnlig vil ogsaa 1 eller flere Eskadroner blive udsendte med særlige Hverv. Men selv om nu ogsaa enkelte vel førte og heldige Patrouiller altid ville komme frem, maa man være paa det Rene med, at der fra Fjendens Side vil blive truffet lignende Foranstaltninger, og ut Konstateringen af hans Fodfolksmassers Tilstedeværen eller ikke-Tilstedeværen kun kan naaes ved, at hans Rytteri sprænges eller forjages. Krigene ville saaledes begynde med store Rytterkampe, og det Parti, den Nation, hvis Rytteri faar Overtaget, vil saa godt som halvt have sejret, i hvert Fald have vundet en meget stor Fordel. Forholdet vil omtrent blive det samme, som naar en Blind skal fægte med en Seende; Initiativet vil udelukkende være hos den sidste, medens den første maa indskrænke sig til at parere, og det vil let kunne indtræffe, at han forbereder sig paa at af værge et Stød i Øst, medens det i Virkeligheden føres i Vest.
Den anden Opgave, Rytterdivisionerne have, gaar ud paa at sikre Fodfolkskolonnerne for Overraskelser i stor Stil og forhindre Fjenden i at faa Indblik i deres Bevæ gelser. Den løses saa at sige samtidig med den første; thi gaar man i den Hensigt at skalle Efterretninger re solut frem og kaster Fjendens Rytteri tilbage paa hans Fodfolk, saa sikrer og tilslører man allerbedst. De enkelte fjendtlige Patrouiller, man — som ovenfor anført — maa være forberedt paa, ville slippe igjennem eller udenom det Slør, det selvstændige Rytteri drager, tilfalder det Divisionsrytteriet at forjage.
Ere nu Masserne, efter i Ro og under Rytteriets anstrengte Virksomhed og Kampe at have koncentreret sig, komne til at staa ligeoverfor hinanden, forsvinder dette Vaaben fra Fronten, ikke for at hengive sig til Hvile, men dels for paa Fløjene eller i dækkede Stillinger bag Fronten at afvente Øjeblikket, naar dets Indgriben bliver nødvendig eller kræves, dels for at dække de egne Hæres Flanker og Ryg eller foretage truende Diversioner mod Fjendens svage Punkter. Om Muligheden for Rytteriet til ligeoverfor Nutidens Ildvaaben at optræde i Kampen har Striden været stærk og længe bølget frem og tilbage; de varmeste Forkæmpere har det haft i Østrig, hvor der Ondes en stærk Tro paa, at det vil komme til at spille en stor og ofte afgjørende Rolle. Om det nu endog er utvivlsomt, at Angreb paa intakt og forberedt Fodfolk er meningsløst, vil Overraskelsen altid spille en Rolle, og man maa ikke glemme, at det er med Menneskemateriale, Krigene føres, og at det moralske Element har en stor Re- tydning. I Kraft heraf vil der ogsaa i Fremtiden byde sig Momenter, hvor Rytteriet med overvejende Udsigt til et godt Resultat kan gribe ind. Vanskeligheden vil bestaa i, at de gunstige Momenter forløbe saa hurtig, at det er svært at faa sit Rytteri tilstrækkelig snart tilstede. Meget taler for, at mindre Styrker, som Divisionsrytteriet, der paa Grund af den ringe Plads, det optager, kan tinde dækket Opstilling nærmere Kamplinien, vil kunne faa Betydning. Slagene ville jo næppe udvikle sig saaledes, at der dannes to sammenhængende, parallele Ildlinier af stor Udstræk ning, men ville mere falde i Grnpper, hvor Kampen da føres om bestemte Punkter i Terrainet, om Terraingjenstande. Et pludseligt og uventet Angreb paa en indvendig Flanke, der uden at være blottet dog ikke er saa umiddelbart støttet, at liden fra de nærmeste Afdelinger og Batterier i den korte Tid, det her vil dreje sig om, kan faa nogen Virkning, vil vistnok ikke saa sjeldent kunne føres med Held. Nogen afgjørende Virkning for det Hele kan dog næppe ventes naaet ved slige lokale Attaker, dertil er Styrken for ringe, Reserven, der skal udbytte dem, mangler og maa erstattes af Fodfolket, linder alle For hold kræver det baade moden og hurtig Overvejelse, før man sætter sit Rytteri ind, Materiellet er kostbart og kun vanskeligt at erstatte.
Ligeoverfor de Tab, Rytteriet i 1870 led ved sine Angreb paa Fodfolk og Artilleri, Angreb, der ofte førte til et for det Hele gunstigt Resultat, men for saa vidt vare uheldige, som Rytteriet bagefter maatte gaa tilbage, har man i Modsætning til den tidligere Betegnelse, heldig eller uheldig Attake, opstillet det moderne Udtryk, nyttig eller unyttig. Udtrykket, der viser, hvor nøgternt man nutil dags betragter Krigen, er overordentlig træffende, og man kan nævne talrige Exempler til Støtte derfor. 1 en Artikel i Militært Tidsskrift «Rytteriets Uddannelse» an føres Brigaden Bredows og 1. Gardedragonregiments Angreb den 16. August; begge bevise, at Angreb kunne være uheldige, men meget nyttige, og noget lignende kan maaske, hvad Nytten angaar, dog i noget ringere Grad, siges om det franske Rytteri ved Wørth. Det i samme Artikel nævnte Angreb af Divisionen Margueritte ved Sedan er et Exempel paa, at et Angreb kan være, om end ført med glimrende Tapperhed, saa dog baade uheldigt og unyttigt, naar man da ikke vil regne den Omstændighed med, at Forholdene mulig medførte, at der for Honnørens Skyld maatte attakeres; paa tydsk Side kan under samme Kategori nævnes de brunsvigske Husarer og de 2 Eskadroner af 2. Gardedragonregiment, der attakerede Brigaden Pouget ved Vionville, og 6. Kavaleridivisions mislykkede Forsøg en Time senere, et Forsøg, der iøvrigt gav daværende Oberst v. Schmidt Lejlighed til for første Gang paa Valpladsen at vise sig som fremragende Fører i stor Stil.
Efter det vundne Slag kommer Forfølgningen. Sær lig under større Forhold maa man vistnok ikke vente sig for meget deraf; thi har Rytteriet været sat ind, vil det ofte være saa medtaget, at man maa være tilfreds, naar Kræfterne ere tilstrækkelige til at konstatere, hvor Fjenden bliver af; har det ikke deltaget i Kampen, vil det ofte være saa langt borte, at det ikke kan komme frem samme Dag; det vil ikke usandsynlig jevnlig gaa som ved Wørth, hvor Følingen gik tabt. Tillige ville de hurtigtskydende lldvaaben vanskeliggjøre, at Forfølgnin gen, naar der blot er nogen Orden og Sammenhold til bage hos den slagne Fjende, giver saadanne materielle Resultater som f.Ex. under Napoleon.
Tabes Slaget, tilfalder det Rytteriet, selvfølgelig med Understøttelse af de andre Vaaben, særlig Artilleriet, at dække Retræten. Opgaven er i og for sig en af de vanskeligste og vil ofte medføre, at Rytteriet maa ofre sig, men lettes dog i samme Forhold, som Forfølgningen er vanskeliggjor!
Medens de andre Vaaben, Slagdagene undtagne, i forholdsvis Ro og dækket af Rytteriet kunne marchere derhen, hvor Ordren kalder dem, sine Dage vel endog nyde Hvilens Sødme, se vi dette Vaaben fra den første Dag til den sidste i den mest anstrengende og opslidende Tjeneste, og det vil være indlysende, at kun vel uddan nede og kraftige Folk, beredne paa udholdende og hur tige Heste og tilstede i tilstrækkeligt Antal, under frem ragende Ledelse vil være i Stand til fuldt ud at gjøre Fyldest. Et middelmaadigt Fodfolk og et nødtørftig ud dannet Artilleri vil, godt ført, altid kunne bruges, men den gode Ledelse er ikke nok ved Rytteriet; Materiellet, baade af Mandskab og Heste, maa være seigl, udholdende, vel forberedt, af god Klasse, ellers er det ikke de an vendte Penge værd. Bedre et mindre Rytteri med stor Præstationsevne end et større, der slides op paa 14 Dage.
Kaster man nu et Blik paa, hvorledes Forholdene i Udlandet ere, hvorledes man, særlig med Officersuddan nelsen for Øje, arbejder der, ligger det nær at søge til Tydskland, hvis Rytteri i mange Henseender staar højt. Antallet af Krigseskadroner, 372, overgaas kun af Rus land, og hvad Organisationen af Regimenterne angaar, er den funden saa god, at selv dets bitreste Modstander, Frankrig, har taget den op. Princippet, der gjør sig gjældende, er med faa Ord: Stor Fredsstyrke, lille Krigs styrke, og de Betragtninger, der ligge til Grund herfor, anskueliggjøres trædende af det ansete Organ «Revue de Cavalerie»: «Tout idée de «trompe l’oeil» et d’enflure des effectifs par des moyens factices, toute préoccupation de «faire nombre» est sévèrement proscrite. L’expérience a démontré, qu’il n’y a pas avantage, sous pretexte de mettre plus de sabres en ligne à la première rencontre, de renforcer les escadrons an moyen de non-valeurs re latives, chevaux trop jeunes, trop vieux, malingres, fati gués ou convalescents, qui s’égrèneront sur les chemins et iront prolonger les files toujours trop étendues, quoi qu’on fasse, des infimeries de chevaux ambulantes à l’as pect désastreux.» Hver af Regimentets 5 Eskadroner har 133 Heste, ved en Mobilisering skilles 1 Eskadron ud som Depot, den afgiver sine brugelige Heste til de andre 4 og modtager til Gjengjæld deres Remonter og syge Heste; saaledes at de 4 Krigseskadroner kunne rykke ud med henimod 150 vel redne og kraftige Heste1). Denne Ordning har jo staaet sin Prøve, men medfører dog den Ulempe, at nogle af Folkene og Hestene ere fremmede for Befalingsmændene; man skulde synes, at man ved altid at have 4 Eskadroner med større Hestetal, og saa ved Mobilisering skyde de ukrigsdygtige ud, op- naaede det samme uden at maatte tage den anførte Ulempe med i Kjøbet.
Uddannelsen af Hestene helliges der en ganske overordentlig stor og velfortjent Opmærksomhed. Man nøjes ikke, som f. Ex. i Frankrig, med at stille Fordrin ger, med at angive, hvad Hesten skal præstere, men giver gjennem en fortrinlig Instruktion Anvisning paa, hvorledes Maalet skal naaes. Man er paa det Rene med, at uden en omhyggelig og kyndig Udvikling af den en kelte Hests Kraft og Lydighed er Rytteriets Værd saare ringe, men man veed ogsaa, at der med Hensyn til Me thoden i Dressuren intet nyt kan skabes, at Dressuren forlængst har naaet sit Højdepunkt, og man stræber kun hen imod at opfriske Minderne fra Frederik den Stores Tid.
Hvad Uddannelsen af Folkene angaar, da gaar det som en rød Traad gjennem det Hele, at før en Ting er rig tig lært, opfattet og fordøjet, gaar man ikke videre, et Princip, der ved Rekrutuddannelsen herhjemme ikke absolut følges. Heglementet siger: «Die Ausbildung muss in geordneter Stufenfolge vom Leichteren zum Schwereren fortschreiten. Sie durchläuft von der Ausbildung des einzelnes Mannes und der Dressur des einzelnen Pferdes bis zur Zusammenstellung von Kavallerie-Divisionen ver schiedene Abschnitte, welche in systematischer Folge sich an einander reihen müssen.» Rekrutterne møde om Efteraaret ved Eskadronerne og indrangeres, naar deres Uddannelse er langt nok fremskreden, i Løbet af Foraaret, paa hvilket Tidspunkt Eskadronsexercitsen begyn der, saa at Eskadronen i Maj kan betragtes som index- erceret. Tidligere eller senere, eftersom Regimentet er samlet garnisoneret eller ikke, begynder Regimentsexer- citsen; derefter følge Brigadeøvelserne, Øvelserne i Division — hvert Aar dog kun for de Brigader, der allerede i Fredstid ere sammensatte i Division — og endelig Øvelserne med de andre Vaaben.
Med Hensyn til Officersuddannelsen viser allerede det store Antal Rytterofficerer, der gjennemgaa Krigsaka demiet, at man har Øjnene aabne for, at stor tbeoretisk Viden er heldig. Den lange Periode, Maj—September, i hvilken de taktiske Enheder ere saaledes uddannede, at man ikke behøver at beskjæftige sig videre med Exercitsen, og den rigelige Tid, de større Led raade over, medfører, at det vigtigste Eddannelsesmiddel til Fører virksomheden, den praktiske Øvelse, fuldt ud kan komme til sin Ret. Man veed meget vel, at store Ryttergeneraler kun sjeldent fødes, men man veed ogsaa, at Øvelse skaber, om end ikke Mestere, saa dog brugbare og dygtige Førere, og at det kun er derved, at Officeren i mange enkelte Tilfælde faar Lejlighed til at føre de lærte Prin cipper ud i Livet, at man faar nogen Garanti for, at han i givet Tilfælde vil gribe det Rette. Anlæget for de Øvelser, der afholdes, de Opgaver, der stilles, ere iøvrigt ikke meget forskjellige fra, hvad man ser herhjemme, og ere maaske næppe altid saa simple, som de burde være, man træffer da ofte paa Udtalelser derom; men et Hovedpunkt er, at det ikke alene er de lavere Charger, men ogsaa de højere lige op til de højeste Spidser, man giver Lejlighed til Øvelse. Den theoretiske Øvelse, der gives de unge Officerer som paabudt fra oven, er efter tydske Udtalelser ikke meget omfattende, om den end efter vor Formening maa kaldes ret rigelig; den bestaar i 1 Vin terarbejde, I—2 Beretninger om stedfundne Øvelser og 3—4 Foredrag. Man klager ogsaa over, at det er for lidt; General Hann v. Weihern foreslaar at bøde derpaa ved at lade Regimentskommandørerne eller de etatsmæs sige Stabsofficerer holde Foredrag over Felt- og Patrouilietjeneste, Taktik og lignende, og General Rosenberg bringer et Slags modificeret »Uebungsritt» i Forslag.
Et ikke uvigtigt Led i Uddannelsen er «Kavallerie- Uebungsreisen.» Efter den Fremstilling, Verdy du Vernois giver deraf, er det nærmest at betragte som et Slags Krigsspil i Terrainet, uden Tropper. Der gives i Reglen en Generalsupposition for hele Rejsen, hvis Udstrækning er noget i'orskjellig, omkring 8 Dage, som oftest med særlige Ordrer for det ene Parti, medens det andet spilles af Lederen. Til Assistance for denne komman deres en Generalstabsofficer, og Deltagerne ere Officerer af forskjellige Grader, der da med en bestemt Ordre stilles ligeoverfor en bestemt Opgave , der løses paa Stedet med det virkelige Terrain for Øje. Selvfølgelig giver Øvelsen ogsaa rig Lejlighed til Løsning af Opgaver i Kvarteret, en Lejlighed, der dog efter foreliggende Ud talelser ikke benyttes meget. Ogsaa udenfor Tydskland, f. Ex. i Rusland, drives disse Øvelser i stor Maalestok.
«Uebungsritt» svarer nærmest til en enkelt Dag af en «Uebungsreise», øves ved Regimenterne efter Chefens eller højere Instansers Initiativ, og koster, da de af holdes i Omegnen af Garnisonerne, ingen Penge. De ordnes undertiden saaledes, at der for flere »Ritt» gives en fælles Supposition, saa at den ene Øvelse bliver en fortsættelse af den anden, en Methode, der iøvrigt ogsaa benyttes ved almindelige Eelttjenesteøvelser, og som med fører flere Fordele. Der klæber imidlertid den Mangel ved disse «Uebungsritt«, at det ikke er enhver givet, selv om han ellers kan fylde sin Plads, at gjøre en saa- dan Øvelse tilstrækkelig interessant, og det er vistnok en Retingelse for, at den skal bære Frugt. General Rosen- bergs Æ ndring gaaer ud paa at anvende markerede Styrker, som han tager af Regimentet, og han vil have dem anlagt i stor Stil, som Regel med en Rytterdivision for Øje. Han mener, at naar en Officer een Gang om Aaret har tænkt sig i Generalens Sted, vil han bedre faa Øjnene aabne for, hvad det kommer an paa for denne at faa at vide, de meldende Officerer ville bedre lære at skjelne imellem, hvad der er af Vigtighed, og hvad ikke.
At Krigsspillet, der er frivilligt, spilles med Iver, er selvfølgeligt.
Hvor det gjælder om at vække Interessen for Kjendskab til Hesten, Evnen til at bedømme den, Lysten til at beskjæftige sig med den, gaaer man den sikreste af alle Veje; man giver Løjtnanten en Fourageration, saa at han kan kjøbe og sælge, og man giver ham hans Charge hest til Ejendom, naar han har reden den i 5 Aar. i samme Forhold, som hans Viden paa Hestekjendskabets Omraade stiger, stiger ogsaa hans Indtægt, og at den Freingangsmaade er praktisk til Opnaaelsen af Øjemedet, maa man erkjende.
Betragter man de Opgaver, der i en kommende Krig ville blive stillede vort Rytteri, ville de i Hovedsagen, i Princippet ikke vise sig forskjellige fra det foran skil drede, og det maa være rede til at optræde baade som selvstændigt og som Divisionsrytteri.
At vore Rammer ere for svage, vort Styrkeforhold for lille og vor Organisation paa 3 Eskadroner i Regimentet mindre heldig, har nylig fundet sit Udtryk i nærværnende Tidsskrift, og vi kunne ganske slutte os til det derom udtalte, hvad Firdelingen af Regimenterne angaar, endog i den Grad, at vi vilde foretrække 4 Regimenter, hvoraf selv 1 paa 3 Eskadroner, for den nuværende Ordning. Det Uheldige ved Tredelingen gjør sig nemlig gjældende, ikke alene hvor det drejer sig om Rytteriets, Regimenternes selvstændige Optræden, men ogsaa hvor det gjælder Afgivelsen til Fodfolksdivisionerne. Optræder vor Hær samlet, er der meget, der taler for, at det vil være heldigere at tildele hver Division I Halvregiment à 2 Eskadroner og saa til Gjengæld gjøre det selvstændige Rytteri stærkere end ved paa dettes Bekostning at anvende 3 Eskadroner til hver Division. Omvendt, naar en Division optræder for sig, er sidstnævnte Antal Eska droner sikkert for lille. Under alle Forhold vilde en saadan Forandring i Regimenternes Organisation som en stor Fordel medføre, at der indføres en Instans, laveYe i Grad end Regimentschefen, højere end Underafdelings cheferne, en Instans, det under Krigsforhold er over ordentlig ønskeligt, vel næsten nødvendigt at have. Allerede under den nuværende Ordning at skabe noget lignende vilde iøvrigt ikke være forbunden med Vanske ligheder. Som bekjendt var det i tidligere Tid den yngste Ritmester ved Regimentet, der havde Skolerne, medens det nu snart er den yngste, snart den ældste; indrømmer man, hvad mange og det vistnok med Rette forfægte, at der ikke skal særlige Kvalifikationer til at uddanne Rekrutter, er der intet til Hinder for at gjøre den ældste Ritmester til Skoleforstander, og vilde man gjøre ham til Formand i de forskjellige Kommissioner, er Skolegjerningen, ial- fald den største Del af Aaret, ikke saa anstrengende, at han ikke nok kunde bestride denne Tjeneste. Ved Mobi lisering udvikles Skolen til Depot, men der vil vistnok let mellem de mange afskedigede Officerer findes saadanne, der baade ere villige og fuldt ud kvalificerede til at administrere et saadant Depot, og ordnedes Forholdet saaledes i Tide, vilde den næstældste Officer ved hvert Regiment blive disponibel.
At lede Uddannelsen og føre Vaabenet tilfalder Offi cererne. De Fordringer, der stilles til dem, ere nutildags meget store; de skildres saaledes i «Strategisch-taktische Aufgaben», et Værk, der i Tydskland selv vurderes saa højt, at Generalstaben efter Generalkvartermesterens Ordre leverer Kortene: «Die Zeiten sind vorüber, zu der die Ausbildung des Kavallerie-Offiziers allein in der des Rei ters und Pferdes lag. Alle die Eigenschaften, welche der Truppenführer besitzen muss, um Hervorragendes leisten zu können, müssen beim heutigen Kavallerie-Offizier ver treten sein, nur damit er den an ihn herantretenden Anforderungen gewachsen ist: scharfer Verstand, richtiges und schnelles militärisches Urtheil, schneller Entschluss, Kühnheit und Unerschrockenheit. Ein hervorragender Kavallerie-Offizier wird daher auch stets ein tüchtiger Truppenführer sein». Det er deraf indlysende, at kun et ihærdigt Arbejde kan bringe Officererne i Højde med, hvad de skulle præstere, og den Viden, de Kundskaber, den Øvelse, der mulig i tidligere Tid kunde strække til, gjør ikke længer Fyldest. Men Arbejdet alene er ikke nok, det maa gaa i den rigtige Retning, de Huller, der findes, maa udfyldes, det Øvrige videre udvikles.
Et Felt, man naturligt retter Opmærksomheden paa, er Førervirksomheden. Medens det vel som Regel kan siges om de andre V aaben, at den Kommanderendes Grad stiger i samme Forhold som Vigtigheden af det overdragne Hverv, gælder dette ikke ubetinget ved Rytte riet; her ser man ialfald, at en Opgave, der stilles Løjtnanten, nemlig Føringen af Offieerspatrouillen, er af overordentlig stor Betydning.
En Hovedvanskelighed i Krigen er, som forhen an ført, at skaffe sig paalidelige Efterretninger, og det, man faar at vide gjennem Spioner, Forbindelser i eget eller Fjendens Land, hans Ordre de bataille, Aviser, Breve og lignende, stemmer sjelden overens. At bringe Klarhed tilveje er Officerspatrouillernes Sag, og de ere efterhaanden gaaede over til at blive vigtige Organer i Krigs føringen ; de skulle gaa Fjenden paa Livet, se og melde, og afgjørende Beslutninger ville ofte blive trufne paa Basis deraf. Hvervet er ærefuldt, men kræver mange ikke almindelige Egenskaber, en Evne til at bedømme store Situationer og en Kjendskab til militære Forhold, der ellers ligger over Løjtnantens Alder og Grad. Det kan mulig have sin Interesse at betragte denne Art, Patrouiller lidt nærmere.
Foruden sin mere specielle Opgave skal Patrouillen have at vide, for det første, hvad der vides om Fjenden, even tuelt Terrainet, for det andet eget Partis Hensigter for den nærmeste Fremtid. Reglementet omtaler ikke det sidste, og begge Dele er det dog nødvendigt at være underrettet om, naar Hvervet rigtig skal løses, naar der ved Meldin gerne skal skjelnes imellem, hvad der har Betydning, og hvad ikke. At alt, hvad der iagttages om Fjenden, ikke skal meldes, er klart, det vil som oftest dreje sig om hans Fodfolk, men det, der bidrager til at gjøre denne Art Patrouilleridning vanskelig, er den Omstændighed, at der ingen Kegel kan stilles op, at hvert Tilfælde kræver sin særlige Løsning; og den gode Løsning igjen betinges for en stor Del af, at man er tilbørlig instrueret. Det tydske Reglement opfatter ogsaa Forholdet saaledes og udtaler: «■Je besser der Untergebene über die nächsten Absichten seines Vorgesetzten unterrichtet ist, desto leichter wird er das Wesentliche aus dem Unwesentlichen hervorheben», og «der Offizier soll unterrichtet sein über die Verhält nisse beim Feinde und, soweit zulässig, über die Absichten der Führung.» Omfatter Instruxen yderligere, om andre Patrouiller ere udsendte i samme Egn og eventuelt Paa læg om, til bestemte Tider at indsende Melding, samt hvad Tid det ønskes, Patrouillen skal være tilbage, bør videre være ufornødent; vi sætte udtrykkelig »ønske» for Tidspunktet for Tilbagekomsten, da den saavel i denne Retning som med Hensyn til Vejen maa have fri Hænder; den faar sit Hverv, den har Ansvaret.
Er Føreren instrueret og har faaet sine Ordonnanser, rider han af; hvor mange Folk han skal have med, kom mer an paa Omstændighederne; man kan kun sige, saa faa som muligt, 3— 4— 5— 6 vil vel være det Almindeligste, men selvfølgelig kan Antallet være større. Med Hensyn til Hurtigheden har man ofte et urigtigt Regreb; den er og maa være mindre, end man i Reglen antager. Først kunne Afstandene være saa store, at der maa tages et vist Hensyn til Hestene, saa meget mere, som der meget ofte maa rides længre Strækninger udenfor Vejene, og dernæst rider man ikke i Fjendens Nærhed som paa et Spadsereridt; tages Patrouillen, løses Hvervet ikke, og Hensynet til Sikker heden kræver derfor mange Forsigtighedsregler. Ved Over sigtspunkter maa der gjøres Holdt kortere eller længre T id , fjendtlige Patrouiller og ufremkommeligt Terrain nøder til Omveje, kort sagt, skal der angives et Tal, som vi dog tilføje langtfra altid passer, kan man maaske sætte Milen i 1— 1,25 —1,5 Time som det Hurtigste, man, naar Forholdene ikke ere særlig gunstige, med nogen Sikker hed kan gjøre Regning paa. 1 Almindelighed gjælder, at længer fra Fjenden kan rides hurtigere, nærmere ved langsommere. Nu opdages en fjendtlig Dragonpatrouille, som noder til at gjøre Holdt 1/2 Time i en Skov, og lidt derefter nogle Husarer, der tvinge til en Omvej. Om de nu skulle meldes, afhænger af Omstændighederne; har Udsenderen i sin Instrux udtalt, at Fjenden stod ved N-By i en Styrke af 1 Division og 1 Dragonhrigade, skulle Husarerne meldes, da Fjenden i saa Fald maa have faaet Forstærkning, i modsat Fald rides rolig videre. Den Omvej, Husarerne tvang Patrouillen til at gjøre, førte den over et Vandløb, hvor der ses fjendtlige Patrouiller. •Selv om det nu ligger helt udenfor den givne Opgave, kan det være rigtigt at melde dette, naar det vides, at det er eget Partis Hensigt at sende en Styrke derhen, og at der intet fjendtligt formodes i Nærheden; ellers bør det næppe gjøres.
Vigtigheden af, at Føreren kjender Principperne for Fjendens Sikring, viser sig, naar det drejer sig om at tage en rigtig Direktion, og han maa af de angivne Styrkeforhold og Kortet kunne danne sig en begrundet Mening om, hvor langt Sikringen strækker sig ud til Siden; ellers risikerer han i værste Fald at blive taget eller jaget bort, i heldigste spilder han Tid med at søge Sikringens Fløj.
Er det da endelig ved omsigtsfuld Fremgangsmaade, maaske ad en stor Omvej og med det Held, der ikke kan undværes, lykkedes Patrouillen at komme Fjenden saa nær, at den faar noget at se, kommer Kravene til Officerens fjendskab til Fjendens Organisation, til hans Evne til at bedømme større Forhold. Rent exempelvis ser han maaske en paa en Vej marcherende Kolonne og noget længer tilbage Teten af en anden Kolonne, eller han iagttager en Bivouak. Det er da af stor Betydning, at han veed, hvor stærk en Avantgarde normalt vil være under de forskjellige Styrkeforhold, hvor stor Afstanden mellem den og Groset er, hvorledes den er sammensat, hvor lang Plads i Kolonnen en fuldtallig taktisk Enhed indtager, hvor hurtig der marcheres, om Kompagni cheferne ere beredne, hvor stor Plads en bivouakerende Afdeling indtager, hvem der medfører Faner m. m., alt sammen Momenter, der ere af Vigtighed, naar det gjælder at bedømme, hvad og hvor meget der ses, naar det drejer sig om at slutte fra det, der ses, til det, der ikke ses. Saa skriver han sin Melding, der skal være kort, klar og dog tilstrækkelig omfattende, og at det ikke er saa ganske simpelt at affatte den rigtig, er bekjendt nok; man tænke blot paa den Mand, der begyndte et Drev med Undskyldning for, at det blev saa langt, han havde ikke Tid til at skrive kort.
Derefter følger Spørgsmaalet om, til hvem Meldingen skal sendes, en Sag, der ingenlunde altid er saa simpel, som den ser ud til. Stille en Regel op, der gjælder under alle Forhold, kan man ikke, om det vel end som oftest vil være rigtigt, naar Meldingen sendes til den, der har udsendt Patrouillen; men dette holder dog kun Stik under den Forudsætning, at det er Føreren for de større Led, for Efterretningsrytteriet eller endog for Gro set, der selv instruerer og udsender den, og selv da vil det Tilfælde let kunne indtræffe, at en Patrouille, udsendt af Efterretningsrytteriet, først bør sende Melding direkte til Groset, medens Meldingen til Udsenderen kun kommer i anden Række. En omhyggelig Instrux om Forholdene og Hensigterne paa egen Side spiller sin store Rolle her, thi Patrouilleføreren maa kunne have en begrundet Mening om, hvor Ordonnansen til Groset skal dirigeres hen, at den Tid, der vindes ved at springe Melleminstansen over, ikke skal gaa tabt ved, at han sendes i en urigtig Retning.
Tilsidst skal der afgjøres, i hvor mange Exemplarer Meldingen skal afsendes, om med 1 eller 2 Ordonnanser, og om disse da skulle følges ad eller ride ad forskjellige Veje, Spørgsmaal, som kun de konkrete Forhold kunne afgjøre; men det er indlysende, at det undertiden kan være vanskeligt nok at faa Meldingerne tilbage, særlig naar man maaske staar bag Fjendens Sikringsdele. Dog vil der i Krigen meget ofte raades over længre Tid end ved Fredsmanøvrerne, hvor den korte Afstand, der i Heg len er mellem Partierne, medfører, at Meldingerne jevnlig komme for sent, et Forhold, der ofte har givet An ledning til uhillige Klager.
De theoretiske Kundskaber, der gives de faste Offi cerer, gaa ikke ud over, hvad der læres de unge Fod folksofficerer, og det er vel ikke uberettiget at sige, at naar Hytterløjtnanten skal vide mere, vilde det være heldigt, om han lærte mere. Den praktiske Øvelse, han faar, indskrænker sig hovedsagelig til de Gange, han deltager i de større samlede Øvelser, og det ligger i Forholdenes Natur, at den Lejlighed, der her kan gives til den foran skildrede Art Patrouilleridning, for den en kelte ikke kan være overmande stor, selv om der ogsaa af og til udsendes flere Officerspatrouiiler, end man under virkelige Forhold vilde gjøre. De Øvelser, der holdes ved Garnisonerne, ere kun i lille Stil, og Partierne be gynde ofte i saa kort Afstand fra hinanden, at Lejligheden til Patrouilleridning er indskrænket. Ligeoverfor disse Forhold kunde der mulig være Anledning til at tage under Overvejelse, om særlige Kursus for Hytterløjt nanter, nærmest omfattende Taktik, Strategi, Hærordning, Krigsspil og Øvelsesesridt, ikke vare tidssvarende, og turde det da være det heldigste at henlægge dom til et Tidspunkt, da de unge Officerer allerede havde gjort nogen praktisk Tjeneste og vare fuldt modne dertil.
Den praktiske Uddannelse af Førerne, ialfald for de højere Chargers Vedkommende, foregaar hovedsagelig i September Maaned. Exercerliden, der varer 30 Dage, begynder med, at Enkeltmandsuddannelsen opfriskes hos de indkaldte Folk. Dressuren hos de indkaldte Heste, der tillige sættes i Aande; derefter følger Eskadrons- og Hegimenlsexercitsen. betydningen af den sluttede Exercils for Hytteriet staar ikke altid ganske klar, og det er for- staaeligt, naar man drager Slutninger fra de andre Vaaben. Hvert Vaaben har sin Maade at kæmpe paa, og om et Kompagni ikke kan marchere stramt rettet paa Linie, eller en Kanon ved Exercitsen er for langt fremme eller hænger’tilbage, er for saa vidt uden Betydning ; Kom pagniet skal ikke kæmpe i sluttet Linie, Uden fra Kano nerne koncentreres ligesaa godt fra en brudt som fra en ret Linie, og man kan ikke uden videre drage Slutninger om Kompagniets eller Batteriets Kampdygtighed fra Exercitcen, der for dem begge kun er et Middel, om end uundværligt. Anderledes er det ved Bytteriet. Dette Vaaben kræver en ganske anderledes sikker Indøvelse af Exercitsen, en grundig Udvikling af Evnen til sikkert og hurtig at gaa fra den ene Formation over til den anden og bevæge sig længre Strækninger paa Linie. Linien er Rytteriets Kampformation, og kan en Eskadron, saaledes formeret, ikke ride en lang Galop vel rettet og sluttet, er den overhovedet ikke kampdygtig.
Efter Indøvelsen af de reglementariske Former paa Exercerpladsen følge Øvelserne udenfor denne, Manøv rerne i Terrainet og Felttjenesteøvelser med fuld Styrke indenfor Regimentet. Kritikken har ofte været haard ved Rytteriet, men er for saa vidt overflødig, som ingen bedre end det selv veed , hvorpaa det kommer an, og Krigshi storien har tilstrækkelig belært os om det uheldige i at nære Forkjærlighed for Vejene. At Rytlerbrigaden ved Isted indskrænkede sig til i Firekolonne at ride ad Husby til og saa vendte om, da Teten fik Ild, stammer vistnok for en Del derfra, og Affæren ved Sivkro i 48 peger i samme Retning. Nu har man Øjnene aabne for Nødvendigheden af, hvad man kalder at beherske Terrainet, og det er netop de sidstnævnte Øvelser, der, selvfølgelig med forudgaaet Uddannelse af den enkelte Hest og Rytter, skulle sætte os i Stand dertil. Tilsidst følge Øvelserne med de andre Vaaben. Men Tiden er for kort, det er umuligt, at de forskjellige Krav ordentlig kunne fyldestgjøres, og dog kan man ikke slaa noget af paa noget Felt. Giver man sig Tid til at sætte Hestene, der lige komme fra Distrikterne, i Aande, og Tid til sikkert at indexercere Eskadroner og Regimenter paa Fælleden, kan man ikke naa at holde de nødvendige Øvelser i Terrainet, og begynder man paa disse, før Hestene ere i Aande, før Exercitsen er fuldt ud befæstet, handler man ogsaa urig tig. At Hestene ere tilbørlig forberedte, før de tages i stærkere Rrug, har stor Retydning, og Eskadrons- og Regimentschefer paadrage sig et Ansvar, de ej kunne bære, naar Øvelserne forceres, saa at Hestene lide Skade; det er ikke alene et pekuniært Spørgsmaal, det drejer sig om, men for hver Hest, der af den Aarsag gaar tabt, skal en ny uddannes, og det er et Extraarbejde, der ej er Tid til. Naar under Øvelserne Eskadronerne attakere hinanden paa Vejene, er det uheldigt nok; men man maa erindre, at Eskadronschefen veed, at en stor Del af hans Heste ville lide uforholdsmæssig ved at komme formeget uden for Vejene, da de — de indkaldte — savne den fornødne Forberedelse, og det er under Indtrykket deraf, at han bliver paa Vejen, selv om det er urigtigt. Hestene skulle paa enhver optænkelig Maade skaanes saa meget som muligt, dog kun for i paakommende Tilfælde hensynsløst at kunne bruges; men er man fra Fredstid vant til at holde sig til Vejene, bliver Vanen let til en anden Natur. Nu gaar man ret naturlig en Mellemvej, saa baade Øvelser og Heste lide, og vi anse det derfor for at være af ganske overordentlig stor Betydning for Vaabnets Brugbarhed, at.Exercertiden forlænges til 6 uger, gjengives den Varighed, den tidligere havde. Det, der særlig har gjort Vaabenet berømt, er Enkeltmandsuddannelsen og Kraften, det Sluttede i Attaken; men man kan vanskelig tænke sig, at den sidstnævnte Egenskab, der er af saa stor Betydning baade for den moralske og reelle Overlegenhed, kan bevares under de nuværende Forhold. Nogen finansiel Betydning har Forslaget ikke, saa lidt som noget af de andre her fremsatte, og den Ulempe, den længre Indkaldelse vil medføre for Mandskabet, er baade i og for sig yderst ringe og dertil uden Betydning lige- overfor den betydelige Tilvæxt i Vaabnets Kampdyg tighed, Forslagets Vedtagelse vil føre med sig. En Om stændighed, der yderligere taler for Exercertidens Forlængelse, er den, at de overordnede Instansers betyd ningsfulde Inspicering falder i denne Periode; det er allerbedst ved disse Inspiceringer, at Uddannelsen af de større Led, at Udviklingen i sin Helhed ledes i den rig tige Retning; men det er ogsaa indlysende, at den af kortede Exercertid medfører, at Inspiceringen ofte maa falde paa Tider, hvor Uddannelsen endnu ikke er til strækkelig fremskreden, hvor Afdelingerne ikke kunne bevæge sig i Terrainet med samme Frihed som senere hen, og at som Følge deraf mange Opgaver ikke kunne stilles, Opgaver, der kunne anskueliggjøre, hvad det kommer an paa, der kunne vise, hvad der maa kunne præsteres.
Ved Øvelser indenfor Regimentet faa Løjtnanter og Eskadronschefer en Del af deres Uddannelse, ved Exercitsen og Manøvreren, først paa Exercerpladsen, senere i Terrainet, bringes Regimentets forskjellige Led til at funktionere i Harmoni med hverandre, Regimentet bringes i Førerens Haand. At «Skolerne» bidrage til at vanskeliggjøre, at fremtidige Førere faa fornøden Øvelse i lavere Charger, har allerede andetsteds været fremhævet her i Tidsskriftet, og rent abstrakt betragtet kan det vel ogsaa siges, at en Ritmester kan være vel forberedt paa at administrere et Regiment, men mindre paa at føre det, naar han har staaet sin længste Tid som Skoleforstander og kun i kort Tid, eller maaske slet ikke, haft Lejlighed til at føre Eskadron.
En Øvelse i Regiment, der dog kun kan afholdes i Samklang med højere Autoriteter, ville vi endnu berøre, nemlig Kystbevogtningen. En af de første Ordrer, der efter en Mobilisering vil blive givet ialfald nogle Afde linger, vil rimeligvis lyde saaledes: «N. N. Regiment overtager Kystbevogtningen fra X til Y ; Signalstationer og Edkig ere etablerede der og der, og mulig følger en Fortegnelse over Telegraf- og Telefonstationer.» Skulle de forskjellige Chefer da extemporere over, hvorledes Styrken skal fordeles, og Tjenesten ordnes, er det ialfald ikke umuligt, at Ordningen delvis bliver mindre heldig, og det vilde være saa meget forklarligere, om det skete, som Slyrkefordelingen delvis betinges af de mulige Landgangspunkter, men disse næppe ere almindelig bekjendte.
Øvelser i Regiment bør dog kun være et Led i Uddannelsen, og at Betydningen af større Rytterøvelser anerkjendes, fremgaar af de Øvelser, der enkelte Gange ere afholdte paa Sjælland. Vi tro imidlertid, at de for fuldt ud at stifte den tilsigtede Nytte maa afholdes hyp pigere, og del saa meget mere, som det vel ikke er usandsynligt, at flere Regimenter i paakommende Til fælde ville blive underlagte een Mands Kommando; men ere de da ikke afholdte saa ofte, at der er kommen Fasthed i Kommandoen og Sikkerhed i Bevægelserne, bliver det en Tilfældighed, om de stillede Opgaver løses paa en tilfredsstillende .Maade. Vi ere fuldstændig over beviste om, at vort Rytteri, Mand imod Mand, Eskadron mod Eskadron, endnu kan tage det op med ethvert Ryt teri i Verden, men anses det alle Steder i Edlandet for nødvendigt at give alle Charger Lejlighed til Øvelse, vilde det være baade naturligt og særdeles ønskeligt, om lignende jevnlig skete herhjemme.
Da der er en meget stor Forskjel imellem, om et Regiment holder Øvelser hjemme under Forhold, der ialfald maa være Chefen bekjendte, eller om der skal opereres mod Fjende af ubekjendt Størrelse, et Moment, der ved markerede Styrker kan bringes frem, burde disse Hytterøvelser først omfatte Regiment mod Regiment, og Marchen til Samlingspladsen vilde give god Lejlighed til at øve Patrouilleljeneste paa lange Afstande. Derpaa burde følge nogen Brigadeexercits og endelig Manøvrer Terrainet, Opmarche og Udvikling, Defileeovergange med umiddelbart paafølgende Attake, Øvelser mod markeret Modstander med fuld Styrke paa den ene Side og lignende. Bestemmelser eller et Reglement for Brigadens Optræden burde under alle Omstændigheder resultere deraf, og det vilde jo ikke være umuligt, at den Omstæn dighed, at man vænnedes til at se flere Regimenter op træde samlede under een Fører, kunde bidrage til, at den Udstykning af Rytteriet, man saa ofte ser ved de større Øvelser, indskrænkedes.
Den mest rationelle Maade at ordne Sagen paa, den, paa hvilken de forskjellige Krav — Øvelserne indenfor Regimentet, Regiment mod Regiment og i Brigade — bedst vilde ske Fyldest, turde være, at de sjællandske og jydske Regimenter, hver Gruppe for sig, efter Omstændighederne med Tilslutning af det fynske Regiment, i hvert Firaar, foruden 1 Gang at deltage i de større samlede Øvelser, 2 Gange afholdt Øvelser sammen Den korte Exercertid vilde her atter gjøre sig gjældende paa en uheldig Maade, idet man af Hensyn til de Øvelser, der skulle afholdes ved Garnisonerne med de andre Vaaben, og som have saa stor Betydning for alle, nødsagedes til at forlægge de særlige Rytterøvelser til et tidligere Tidspunkt, end der var heldigt for Øvelserne indenfor Regimentet, men man maa jo tage Forholdene, som de faktisk ere, under søge, hvad der har størst Betydning, og saa indrette sig derefter.
At de ovenfor nævnte Øvelser ved Garnisonerne, saa ofte Omstændigheder tillode det, anlagdes saaledes, at der fra Begyndelsen af de enkelte Øvelser, blev saa stor Afstand mellem de 2 Partier, at Rytteriet fik Plads til at udfolde sig, Tid til at se og melde, vilde være særdeles heldigt. Det er kun ved jevnlig Øvelse i at se og atter se, melde og atter melde, at Rytteriet sættes i Stand til under virkelige Forhold fuldt ud at gjøre Tjeneste i den Retning; det er de andre Vaaben, der skulle drage For del af denne Evne, og de bør derfor paa enhver mulig iYIaade række Haanden til , at denne Evne tilbørlig udvikles. Det er imidlertid ingenlunde vor Mening, at der ikke ogsaa under selve Kampen er Lejlighed til at øve Patrouillegang. Naar Rytteriet f. Ex. i Begyndelsen af en Øvelse er optraadt som Efterretnings- eller Avantgarderytteri, og saa senere, naar Fodfolket begynder at udvikle sig, sendes til Fløjene for at dække dem, bestaar Opgaven ikke alene i at melde, eventuelt søge at standse fjendlige Fremrykninger mod selve Flanken, men ved fremskudte Patrouiller mod eller udenom Fjendens Fløje, ofte maaske ogsaa ved faste Udkigsposter, besatte af Officerer og etablerede paa høje Punkter, i Møller eller lig nende Steder, maa Føreren af det Hele saavidt muligt boldes a jour med, hvad Styrke Fjenden efterhaanden rykker frem med.
Ere nu imidlertid Forholdene, hele Ordningen saaledes, at den praktiske Øvelse, selv om den gives i videst muligt Omfang, ikke kan være fuldt tilstrækkelig, ligger det nær at se sig om efter andre Hjælpemidler, og de, der frembyde sig, ere da ingenlunde at foragte.
Krigsspillet, der iovrigt spilles noget, om end ikke nok, har mødt og møder stadig en ikke ringe Mod stand, men vi have dog ingensinde hørt et eneste alvor ligt Moment til Støtte herfor. At det undertiden spilles paa urigtig Maade, og da navnlig saaledes, at Opgaverne gjøres for store og komplicerede, er intet Bevis, thi at en Sag gribes urigtig an, beviser ikke, at den, rigtig anvendt, ikke kan gjøre Nytte. Der er næppe noget Vaaben, der kan høste mere Gavn deraf end netop Ryt teriet, og spilledes der ved Afdelingerne f. Ex. en Gang hver anden Uge i Løbet af Vintermaanederne, skulde det nok sætte Spor. Mange vigtige Spørgsmaal kunde man der diskutere, maaske bringe Klarhed i, mange Forhold træde paa Grund af Kortets Overskuelighed skarpere frem end i Terrainet, og der er god Lejlighed til imellem at stille de lavere 'Charger overfor større Opgaver, saa at de ved at se, hvad de højere Førere maa vide for at tage deres Bestemmelse, kunne komme til Klarhed over, hvad det er, de selv skulle melde om, og lære at sondre imellem, hvad der har Betydning og hvad ikke. Til Ind øvelsen af den saa overordentlig vigtige Meldingstjeneste og af rigtig Ordregiven, om hvis Betydning f. Ex. Over faldet ved Hopdrup kan fortælle, giver Spillet ogsaa rig Lejlighed. Man har før set en Underofficer blive udsendt med Ordre til «saavidt muligt« at holde Forbindelselse med en anden Afdeling, der maaske er en Mil eller mere borte, uden at der angives ham Holdepunkter, som Byer, Oversigtspunkter og lign., hvor han skal søge de tilsva rende Patrouiller fra den anden Side, og uden at det siges ham, om ban, naar han ikke træffer saadanne, da skal ride til selve den anden Styrke; han siger ingenting og kan i værste Tilfælde skyde sig ind under «saavidt muligt», men ved Krigsspillet skal Lederen, naar han da ellers forstaar sin Metier, nok vide at finde En.
Det vigtigste Supplement til de praktiske Øvelserne er dog Øvelses rejserne. De Opgaver, der stilles, skulle løses med det virkelige Terrain for Øie, og den Omstændighed, at Lederen kan vælges, medfører, at den orienterende Instruktion, der vil blive givet, den Kritik, der vil blive fældet, og de Bemærkninger, der ville blive knyttede til Opgaverne, ville blive særlig instruktive. Ud giften til saadanne Kejser vil ikke være stor, og alene det, at de i stor Maalestok drives i Udlandet, afgiver Garanti for deres Nytte.
De Fordringer, der stilles til Rytterofficeren, ere imidlertid ikke fyldestgjorte, naar han, foruden at ud danne sit Mandskab, tillige kan føre det; man forlanger endnu af ham, at han lede de unge Hestes Dressur.
Vare alle Heste, der leveres, er.s byggede, af samme Temperament og lige udviklede, var det for saa vidt ikke saa vanskeligt at uddanne dem til brugelige Kavaleri heste, men den store Forskjel, der lindes baade i den ene og anden Retning, gjør Uddannelsen til en Kunst, der foruden den Erfaring, der er høstet ved personlig Øvelse i Tilridning, kræver et betydeligt Hestekjendskab.
Hestekjendskab defineres som Evnen til rigtig at erkjende og bedømme Hestens forskelligartede fysiske Anlæg og aaudelige Egenskaber, saa at f. Ex. grove Knokler, en tyk Bug og tung Bevægelse ikke antages for Kraft — Kraftesløshed ikke for Dovenskab — Mangel paa Evne til at tilfredsstille Bytterens Fordringer ikke for Modvillie — Udslag af Smerte og Fortvivlelse ikke for Opsætsighed — Frygt ikke for Ondskab — Svaghed i Bagparten ikke for Haardmundethed o. s. v. Kunsten for den, der leder Dressuren, hestaar nu i efter en rigtig Bedømmelse af de enkelte fysiske og aandelige Egen skaber at afveje den ene mod den anden, drage et rigtigt Resultat herudaf og endelig slaa ind paa en derefter af passet Fremgangsmaade.
At Hestekjendskabet for en Del er baseret paa theoretisk Viden, paa Undervisning i Hestens Bygning og Liv og de enkelte Deles Funktionering, vil være indlysende, men den Undervisning, der gives, indskrænker sig for Hovedmassen af Officerernes Vedkommende i Stof og Omfang til det, der læres Underkorporalseleverne paa Underkorporalskolerne ved I Times ugentlige Foredrag af Dyrlægen om Ydrelære og Beslag, og rent fraset fra, at alle Dyrlæger efter Forholdenes Natur ikke ere egnede til at undervise, kan man vanskeligt tænke sig, at denne Stofmængde kan være tilstrækkelig.
Det naturligste Sted at søge hen for at finde den bedste Undervisning, vilde være Rideskolen; dog kunde det mulig støde paa praktiske Vanskeligheder at sende alle de unge Officerer derhen.
Etableredes de tidligere omtalte Kursus for Rytterløjtnanter, vilde den theoretiske Undervisning i Hestekjendskab kunne forlægges dertil, men den radikaleste Maade at komme over Vanskeligheden paa vil sikkert være at gaa samme Vej som f. Ex. Tydskerne og give Officererne en Fourageration, saa at de ved at kjøbe og sælge kunde skabe sig en Indtægt. At Spørgsmaalet om en gud og hensigtsmæssig Remontering af de beredne Officerer af de andre Vaaben ved en saadan Foranstaltning vilde rykke en praktisk Afgjørelse nærmere, turde være utvivlsomt, og rent pekuniært taget vilde det Beløb, der kom til at figurere paa Udgiftsiden til Fou ragerationerne, mangfoldige Gange opvejes ved den Udgiftsformindskelse til Remontering, det forøgede Hestekjendskab vilde føre med sig.
