I Hærledelsen er der ved hjælp af en arbejdsgruppes studier lagt et program for en ny taktik og dertil svarende organisation. Derpå er der holdt nogle orienterende møder, hvor blandt andre regimentscheferne har deltaget for også at inddrage geledets folk, og der har herved været indrømmet dem nogle korte, men i følge sagens natur, uforberedte indlæg. Specielt på det i det følgende omtalte område har man nu været meget overbevist om det tagne standpunkts rigtighed, hvilket vel også nok skyldes, at indlæggene ikke har været tilstrækkelig forberedte.
Selv om man naturligvis er nået til standpunkterne gennem omhyggelige studier, så er det vel nok også en medvirkende årsag, at i den »Bollekrig«, som føres med fedtblyant på kortets plasticovertræk, og som er et hovedstudiemiddel, der føjer alt sig lempeligt. Man generes ikke af det praktiske livs sekundære virkninger og tingenes påvirkninger på hinanden. Men det er jo blandt andet her, at erfaring sætter ind — den baggrund, der gør det muligt ikke blot at vurdere, men at vurdere rigtigt: hvad der lader sig gøre, og hvad der ser besnærende ud, men er ubrugeligt, fordi det trækker uønskede ting med sig, som ikke på kortet melder sig af sig selv.
Imidlertid føler jeg, at debatten om vort fremtidige virke ikke kan være endt hermed — dertil er det for betydningsfuldt — og jeg mener, at det er meget store kredse, der er indblandet. Jeg har en stærk fornemmelse af, at man stræber efter at være moderne, men ikke er moderne nok. Det er derfor mit håb, at man vil læse dette indlæg og ofre det nogle nøgterne tanker — også selv om man ikke er ganske enig med mig.
Artilleriets fremtid ligger ikke fast. Det kan ses af blandt andet den uensartethed, hvormed forskellige stater har søgt at løse problemerne. Det kan derfor næppe siges med rette, at nogen hærs løsning er den eneste rigtige. Det kan meget vel tænkes, at den, som man vil holde sig til, har grebet fejl. Man må prøve at finde de grundlæggende betingelser og bygge derfra. Det har alle naturligvis gjort, men nogen må øjensynlig liave taget fejl, eller også er de stedlige forudsætninger forskellige. Og så må man forsøge at forstå disse, inden man dømmer videre.
Jeg liar imidlertid ikke sjældent konstateret, at officerers oversættelser kun liar strakt sig til ordenes overfladiske betydning — hvorimod deres baggrund, og som følge heraf hele sætningens vairdi i det fremmede, og endnu mere for os herhjemme, er gået ganske over hovedet på vedkommende. Desværre undertiden med ubehagelige følger.
Det er klart, at man med indførelsen af atomvåbnet må undgå sammenstuvning af tropper. Det, vi søger, er en taktik og organisation, der tager hensyn hertil.
Men vi må på den anden side ikke tabe af syne, at udviklingen for artilleriet de sidste 100 år netop er gået i retning af at samle den støttende ildvirkning i masse. Atomvåbnets eksistens er netop et led heri og tegn derpå.
Hensigten med at skabe den større ildstøtte er dels at kunne slække på koncentration af infanteri, og dels at give den infanteridel, som skal løse en opgave, et sådant overskud af kraft, at den kan løse opgaven hurtigt, selv om den talmæssigt er svag.
Det kunne så tænkes, at det taktiske atomvåben har unødvendiggjort en fortsættelse af bestræbelsen på at kunne samle granatartillericts virkning i masse.
Lad os kort undersøge dette fra grunden.
Infanteriet alene kan kun skabe sin egen overlegenhed ved at massere overskud af infanteri.
Denne vej er ikke farbar.
Så kan man tilføre ildkraft ved det ledsageartilleri, der hedder kampvogne, og øge dets manøvreevne. Men dette blev allerede gjort i Verdenskrig II, og vi ved, at da modparten gjorde det samme, var man lige vidt, hvis man ikke enten havde større masse eller dygtigere tropper end fjenden — eller et trumfkort i forin af en udefra tilført ildvirkning.
Det skete ved luftvåben eller artilleri.
Nuvel! Fjenden kunne ligeledes tilføre denne ildvirkning hen over hovedet på den kæmpende troppedel.
Men der var den væsensforskel og relative fordel ved dette krafttilskud, at det dels ikke lod sig opfange eller hinde af modstanderens tilsvarende styrke og dels, at dets evne til at manøvrere var større — hurtigere skiftende fra sted til sted.
Virksomme kraftsamlinger kunne skabes uden at ændre styrkernes talmæssige forhold.
Vi må da lære det af fortiden, inden vi opfinder fremtiden, at for at få noget ud af den tilførte, øgede bevægelses- og manøvreevne, må vi opbygge en evne til at tilføre tropperne en stærk ildstøtte, hvis kilde ikke er umiddelbart bunden, og som kan følge trit med manøvrerne. Kun hvis vore tropper overfor fjendens er overlegne i kontrolleret manøvredygtighed og slagkraft — enhed taget for enhed — kan vi slække på denne udefra tilførte ildkraft.
Hvis dette ikke er tilfældet vil manøvrerne kun føre til, at der ikke opnås resultater af afgørende betydning noget sted, men begge parter marcherer og slider sig til døde og hiander sig sammen.
Den, der så har flest tropper, har størst chance for at gå af med udmat- telscssejren.
Og hvem skal så egentlig redde dette udmattelsesspil?
Den højere føring! Altså må man give den højere føring midlet til lynsnart at tilføje det ekstra overskud af kraft — uden at poste flere tropper ind — således at en afgørelse kan opnås, først på et sted, så et andet, således at man kan få noget for sine manøvrer.
Hvis det skulle vise sig, at vore tropper ikke er væsentlig hedre end fjendens, opstår der øgede krav til artilleri- og luftstøtten.
Så indfører vi det taktiske atomvåben for at øge denne ildkraft. Men, der er betingelser knyttet til anvendelsen af dette våben.
Forudsætningen for at anvende atomvåben er dels, at man har dem i tilstrækkeligt antal og dels, at man kan erkende mål, der er egnede til deres anvendelse.
Di sse to ting hører sammen.
Har man kun få, må man vælge sit mål med større omhu, og har man mange mål, vil man have hrug for mange våben.
Det synes imidlertid klart, at så mange A-våben, som man kunne ønske, får man ikke til rådighed foreløbig. Og så må nogle opgaver altså løses med granat. Men i følge fjendens naturlige trang til at manøvrere hurtigt for at undgå at blive ødelagt af atomvåben, kan man ikke vente at finde, erkende og stedfæste atommål uden først at fastholde fjenden længe nok, til at gennemføre denne målerkendelse. Også hertil skal man altså bruge granaten.
— Målerkendelsen er af afgørende betydning.
Den tager tid og kræver særlige hjælpemidler.
— På grund af våbnets overvældende virkning kræves der særlige sikkerhedsforanstaltninger.
— På grund af dets relative kostbarhed — især den forsyningsmæssige — kræves der en vurderingsproces, som også tager sin tid.
— Den store virkning gør også, at våbnet ikke kan anvendes så smidigt og tæt til egne manøvrerende enheder som ønskeligt.
Resultatet heraf bliver, at atomskuddene ikke falder så tit og så tæt, som man har brug for.
Der er desuden den lille liage ved deres anvendelse, at virkningen er momentan. Når skuddet er sprunget og ødelæggelsen præsteret, holder virkningen op. Våbnet ligner i så henseende det tidligere, voldsomme luftangreb, der eengang overstået, tillod fjenden at bøde på skaden. Man kan altså ikke vedligeholde et ildpres gennem længere tid og da slet ikke smidigt følgende med en manøvres udvikling. Hvis der har været uheld ved målerkendelsen, og fjenden ikke er blevet ramt så føleligt som tilsigtet, er det svært at gøre om i tide.
Og endelig kommer hertil, som jeg har peget på i artiklen »Alle tiders bombe«, hvis standpunkter fra dag til dag deles af flere, at udviklingen synes at gå i retning af en betydelig mere indskrænket brug af atomvåbnet, end man tidligere antog for givet — bl. a. af politiske grunde.
For en nøgtern betragtning kommer man derfor ikke udenom at lade granatartilleriet leve side om side med atomartilleriet, rede til at forberede dettes indsættelse, supplere dets virkning, støtte udnyttelsen deraf eller til at erstatte dette atomartilleri.
Og det sidste vil hænde i de fleste tilfælde på grund af ammunitionsmangel.
Granatartilleriets udvikling er derfor et meget væsentligt led i moderniseringen af atomtidens taktik og organisation.
Hvad er da kravet til artilleriet i den kommende tid?
Når atom- og granatartilleriet tages under eet, er de grundlæggende fordringer naturligvis:
— at artilleriet kan nyttiggøres og
— at det kan overleve.
Artilleriet må derfor først og fremmest kunne føres, kommanderes og administreres.
Jo mindre den samlede styrke er, des mere nødvendig er en økonomisk føring — altså en centraliseret føring i modsætning til en på forhånd given fordeling af kræfterne.
Hensynet til at gøre det muligt at overleve stiller det samme krav om føringsmulighed, for at man kan undgå farlig sammenhobning, for tidlig blottelse og regelret modarbejdelse af fjendtlig pejling.
Det er selvfølgelig aldeles sikkert, hvad enten man ser på et Ø-forsvar med 2—3 vidt adskilte brændpunkter eller på en kamp med et korps i Jylland med bredt anlagte frontale angreb og samtidig landsætning i flanken og ryggen, at man til en begyndelse må sætte tropper ind alle steder, hver for sig støttede af dele af artilleriet.
Men ligeså sikkert må det øjeblik komme, når man har engageret sig overalt og set udviklingen, at den højere føring må beslutte sig til at gøre det af med fjenden på eet sted, for derefter med øget kraft at kaste sig over ham på det næste. Og så må generalen kunne lade sin artillerifører spare enheder sammen og sætte dem ind, hvor det ekstra tilskud af kraft er fornødent, for kamptropperne er jo bundne. Og denne proces kan ikke udføres efter skema, men må ske efter de forhåndenværende søms princip.
Føring hænger naturligvis nøje sammen med signaltjeneste. Denne er på grund af den tilstræbte spredning af tropperne og disses stadige manøvrer kommet stærkt i modvind.
Dette har medført, at man sine steder delvis har opgivet den stærke centralisering af føringen og har foretaget en fordeling af artillerikræf- teme.
Men det er jo i modstrid med de virkelige interesser, hvorfor man snarere burde sætte fuld kraft ind på at bedre signalmidlerne og kommandoteknikken i stedet for at give op overfor vanskelighederne.
Artilleriet er i visse henseender et anderledes våben end de egentlige kamptropper, med egne særlige love, der hviler i dette våbens natur. Årsagen hertil er vel, at det er ilden, men ikke kanonerne, som kamp- tropperne har brug for •— det, der tidligere har været udtrykt ved, at »artilleriets våben er granaten« (ikke kanoner).
Det er i artilleriets natur, at det ikke er den eksercermæssige eller regelbundne kampteknik med formationer som sådan, der er det grundlæggende træk, men den altid smidige tilpassen sig til situationen, som den nu er — trangen til at gøre det fornødne muligt uden klæben til system eller doktrin.
Artilleriets føring har derfor to bevægelsesretninger.
Den ene kommer fra de laveste, forreste, nærmeste enheder og er af rekvirerende og oplysende natur. Den anden kommer fra oven og er af fordelende, koordinerende, regulerende natur — undertiden, men ikke altid, direkte dirigerende.
Gøres der brud på dette, kan våbnet ikke svare til sin natur og mister i ydeevne.
Jo mere kompliceret våbnet bliver — forskellige kalibre, rækkevidder, projektilsorter og manøvreevner — des mere nødvendig er det at hæge om de føringsmæssige muligheder.
Det her omtalte lyder måske meget teoretisk og filosoferende i vore kollegers øren, men det er ikke desto mindre nødvendigt at forstå og huske dette.
Og endelig hør man huske, når man føler trang til at bøje sig for vanskelighederne og pille ved dette føringssystem, at det er langt lettere at pille ned og slå i stykker, end det er at hygge op.
Det nuværende stade er resultatet af en proces, der begyndte i 1915.
Hvordan man end vil vende eller dreje det, så kommer artilleriet til at virke fra det terrain, som er mest udsat for at blive beskudt med fjendens atomvåben. Herfra undtages det raketskydende atomartillcri, der vil kunne optræde fra dybden, — men til gengæld på grund af sit væsen er lidt sværere at skjule.
Det bliver derfor nødvendigt, at den spredning, som gælder andre tropper, også gælder artilleriets enheder.
Da det er svært at skjule skydende enheder gennem længere tid, bliver det i lighed med spredningen også nødvendigt at gøre de enkelte elementer mindre, at lade dem skifte stilling ofte, at knytte regulære vandrepjecer til enhederne, hvis opgave er at øge pejleforvirringen og lette registrering.
Det er nødvendigt at lade enhederne have deres eget træn, således at de er omtrent selvforsynende og især, at forsyningstjenestens rene forskydningstrafik mindskes til det absolut nødvendige.
Det vil være nødvendigt at lave en organisation og en arbejdsteknik, der gør det muligt at holde skytset udenfor en sikkerhedsafstand, rede til at rykke lige ind i den forberedte stilling og begynde ildkampen umiddelbart.
Det vil være nødvendigt at vænne sig til, at hovedparten af artilleriet først rykker ind, når det er nødvendigt.
Det vil kort og godt være nødvendigt at skabe et særdeles manøvredygtigt artilleri, der smidigt kan følge kampens manøvrer uden nødvendigvis at følge de enkelte troppedele.
Og under disse manøvrer skal det stadig være muligt at koncentrere ilden fra granatartilleriet. Og det skal endvidere være muligt at bringe granatartilleri og atomartilleri i nøje overensstemmelse og samklang.
Der er derfor en ting, der først og fremmest skal bringes i orden.
Artilleriet skal kunne føres og kommanderes, trods de store vanskeligheder, som stærkt øget spredning og stærkt øget tempo medfører.
Det skal ikke nødvendigvis være på samme måde eller med samme midler eller system som hidtil, men i alle tilfælde således at hovedsagen nås, nemlig at tyngden af artilleriets ild hurtigt kan dirigeres til det sted, hvor den højere føring vil søge sine betydende resultater, eller hvor fjenden skal forhindres i at nå sine.
Og tilsvarende — at den strøm af oplysninger, på hvilken ikke alene artilleriets føring baseres, kan få frit løb tilbage, og de sideværts aftaler, oplysninger og støtteforanstaltninger, som skal hære håbet om: at kontrollere ubesat terrain med ild, kan ske ubesværede.
Det er en svær opgave. Og ejendommeligt nok liar man altså sine steder søgt at klare sig ud af klemmen ved så at sige at lade være, og i stedet at opløse den svære slagkraft i småportioner og fordele dem til kampgrupper eller hrigadegrupper for blot at bevare en mindre reserve. Og denne holdning gælder altså nu også os.
Lad være, at man er blevet forskrækket over vanskelighederne og rent midlertidig har grebet en nødudvej.
Men man burde kunne indse, at retningen er galt valgt, og at løsningen er imod våbnets natur og hensigt. Det er da også ganske interessant at se, at USA, som bar haft midler og tid til eksperimenter, nu har været igennem hele udviklingscirklen og har forkastet de geniale kunstgreb og er vendt tilbage til divisionsartilleriet som en masse, der anvendes i sin sammenhæng efter de grundprincipper, som man på slagmarken møjsommeligt har arbejdet sig frem til i erkendelse af, at slagmarken er et bedre laboratorium end skrivebordet.
Granatartilleriet har imidlertid ikke helt fulgt med i udviklingen siden 1945. Man har nok konstrueret nye pjecer, ny trækkraft, regnemaskiner til databeregning, materiel til målerkendelse o. s. v. — vel at mærke i udlandet.
Men artilleriet som sådan, som kampmiddel, dets indre struktur og føring er ikke blevet meget forbedret.
Yi selv synes at mene, at kampvognsmodeller må udskiftes, fly, infanteri-transport, maskingeværer o. s. v. må udvikles, nyanskaffes, men kanoner, artilleri, er noget, man bar.
Vor interesse synes udelukkende at gå i retning af, at hver infanterifører skal have sit eget private artilleri, for at han kan klare sin egen lille private krig.
Vanskelighederne klares på brigadeniveau og ved hjælp af ATOMvåben. Det er denne trang til at være moderne, jeg har tilladt mig at betegne som ikke nær moderne nok.
For meget »Jens Lyn« — for lidt »Tordenskjold«!
Alt for mange, som tidligere anerkendte artilleriets forudsætninger, skal nu være meget klogere — nu da forholdene netop er blevet vanskeligere.
Vi er nået med artilleriet til det samme dilemma, som panservåbnet har været i.
Det, som kampens vilkår og artilleriets grundlæggende væsen dikterer, kan opsummeres således:
— Det er fra det øverste stade: KORPS eller DIV, at problemerne skal ses — ikke fra den laveste ende.
— En fuldstændig sammenhæng af artillerikræfterne skal skabes.
— Føringen skal gøres hurtigere, smidigere og hellige sig hurtige manøvrer til spredning og samling.
— Kommandomidlerne, signalmidlerne og arbejdsteknikken ved kommandoføringen skal styrkes.
— Manøvreevreen skal øges betydeligt, både ved organisationen og ved materiellet.
— Målerkendelsesmidleme skal udvikles meget stærkt og meget snart. Dette gælder også kamptroppernes bistand hertil.
— Måletjenesten skal udvikles, således at den kan følge trit med manøvrerne på trods af vanskeligt terrain.
— Det nu så høje skydetekniske stade skal opretholdes og styrkes.
— Skytset skal kunne skyde længere og meget hurtigere.
— Ammunitionen — især brandrørene skal forbedres, således at der lægges stor vægt på luftsprængning.
— Modforanstaltninger mod fjendtlig stedfæstelse af artilleriet skal udvikles organisatorisk gennem vildledende midler og ved sløringsmidler.
— Beskyttelsen af betjeningsmandskab skal øges ved overdækning af skyts, evt. gravemaskiner. Der skal være rigeligt erstatningsmandskab ved hånden.
— Samarbejdet med kamptropperne skal styrkes gennem førere og observatører, men ikke ved batterierne. Det er ilden det gælder, ikke kanonerne. De skal frigøres fra kolonnerne.
Kun på denne måde kan artilleriet i en kommende kamp løse de opgaver, som alle kamptropper venter og ønsker, således at man altid er stærkest der, hvor man søger afgørelse, og således at man enten kan skabe forudsætning for anvendelse af atomvåben — eller, hvad alle sikkert håber vil ske, for sejr, uden at det skal være nødvendigt at gribe til atomvåben.
Niels Lunn.
