Internationalisme - Socialisme - Nationalisme

Major B. J. Crenzien, Vestre Landsdelskommandos Stab beskæftiger sig i denne artikel med det tilsyneladende paradoks: på samme tid at være internationalist og nationalist, og analyserer på denne baggrund kommunistisk ungdomsopdragelse, specielt i Sovjetunionen

 

 
Militær-patriotisk opdragelse i Sovjetunionen og i de øvrige Warszawapagtlande.
 
 
Det ideologiske grundlag.
I Sovjetunionen sammenfattes under begrebet militær-patriotisk opdragelse en mængde foranstaltninger såvel i skolen som udenfor skolens rammer, som alle sigter på at gøre den sovjetiske ungdom ikke kun fysisk, men også politisk og moralsk-psykologisk, egnet til at være en værdig forsvarer af fædrelandet. I omtalen af denne form for opdragelse tales der altid om en ubrydelig forbindelse mellem en opdragelse til en sovjetisk patriotisme og opdragelsen til proletarisk internationalisme.
 
Selv for en dialektisk uskolet iagttager afsløres der i denne understregning af den »ubrydelige forbindelse« dog to nærmest diametralt modsatte poler. Problematikken omkring disse to begreber har da også siden revolutionens dage i 1917 dannet baggrund for dels teoretisk-filosofiske betragtninger og ikke mindst voldt hovedbrud med hensyn til udformningen af et praktisk uddannelsesprogram, der tog hensyn til såvel den internationale som den nationale opgave. Gennem tiden er der da også blevet lagt vægt skiftevis på det internationale eller det nationale aspekt. »Det nationale er formen, det internationale er indholdet« - denne udtalelse tillægges Lenin, som i hele sin tid lagde hovedvægten på det internationale. I denne ånd betegner han bolsjevikkernes taktik som internationalistisk, selv om bolsjevikkerne jo udgjorde en national form af den kommunistiske bevægelse, »idet den (taktikken) gennemførte størsteparten af det, som i eet land er muligt at gennemføre for udviklingen, støtten og igangsætningen af revolutionen i alle lande«1). På et andet sted definerer han den proletariske internationalismes krav:
 
»... for det første, at interesserne i det ene lands proletariske kamp bliver underordnet den internationale proletariske kamp, for det andet, at den nation, der sejrer over bourgeoisiet, evner og er parat til at bringe de største nationale ofre til fordel for den internationale kapitals endeligt«2).
 
Her fremtræder en dialektisk sammenkædning af det nationale med det internationale med en tydelig vægt på det internationale. Denne sammenkædning var nærliggende, idet den tilgodeså to politiske målsætninger: 1. Sammenslutning af det russiske riges nationaliteter til en union af socialistiske sovjetrepublikker og 2. håbet om en overgriben af revolutionen på Europa. I Stalins tid skiftede vægten til det nationale. I den kommunistiske Internationales program af 1928 står blandt andet:
 
»Sovjetunionen er proletariatets sande fædreland, den sikreste støtte for det, der er nået af det og hovedfaktoren af dets internationale befrielse. Dette forpligter det internationale proletariat til at hjælpe med ved en heldig gennemførelse af den socialistiske opbygning i Sovjetunionen og til med alle midler at forsvare det proletariske diktaturs land mod de kapitalistiske magters angreb
 
Stalin er også den, der har indført det specielle begreb, der går under navnet »Sovjetpatriotisme«, hvis definition fremgår af det ovenfor anførte citat. Fra denne tid stammer også den nære forbindelse mellem denne sovjetpatriotisme og den militære uddannelse, idet en militær-patriotisk opdragelse og førmilitær uddannelse tager sin begyndelse i skolerne samtidigt med, at en rehabilitering af den russiske historie fandt sted. Her siges udtrykkeligt den russiske historie, idet den stor-russiske nation fremhæves som den mest fremragende blandt alle Sovjetunionens nationer.
 
Hensigten med denne tyngdeforlægning til det nationale var umiddelbart indlysende, idet det gjaldt at sammensvejse det sovjetrussiske folk til en enhed overfor de udefra truende farer. Dette kunne ikke gøres udelukkende ved en påberåbelse af sovjetborgernes loyalitet overfor kommunismen og dens verdensomspændende mission, især da den enkelte borger nok havde svært ved at få øje på kommunismens velsignelser i sine nærmeste omgivelser.
 
Efter Stalins død har man forsøgt at dreje roret tilbage til en mere international kurs, som dog har et væsentligt andet ansigt end kursen i Lenin- perioden. Partiprogrammet af året 1961 udtrykker, at socialistisk patriotisme og socialistisk internationalisme organisk indbefatter den proletariske solidaritet med alle landes arbejdende klasser. I formuleringen søger man altså at tilstræbe en ligevægt med hensyn til tyngden af de ideologiske anstrengelser. Imidlertid kan heller ikke sovjetiske ledere springe over deres egen skygge, hvilket i denne forbindelse vil sige, at de i deres taler gang på gang lader en national stolthed og selvbevidsthed skinne igennem ved lovprisningen af Sovjetunionen og sovjetmenneskets dyder. Der er tegn på, at en ny sovjetrussisk form for nationalisme er ved at opstå, som lægger vægt på russisk særpræg, en tro på det sovjetrussiske folks messias-rolle og en ringeagt overfor alt, der ikke er russisk. Denne nationalfølelse er ikke sat i gang af regimet, men må tilskrives at være et følelsesmæssigt resultat af den i Stalin-tiden igangsatte udvikling. Regimet betragter endog denne følelsesmæssige nationalisme med en vis mistro og især efter indførelsen af den nye værnepligtslov i 1967 griber man styrende ind, således at muligheden for at kanalisere denne nationalfølelse til fordel for de øvrige politiske mål ikke forspildes. Til syvende og sidst kunne denne spirende sovjetnationalisme indebære kimen til en fare for selve det kommunistiske systems beståen og videreudvikling.
 
Værnepligtsloven af 1967.
I det foregående er der givet et kortfattet overblik over den ideologiske ramme, som en militær-patriotisk opdragelse givetvis må bevæge sig i. For at kunne få et indblik i indoktrineringsprocessen, der jo må afspejle den dialektiske behandling af sovjet-patriotismen og internationalismen, er opdragelsen af ungdommen det bedste angrebspunkt. Grundlaget for den militær-patriotiske opdragelse og dermed for en ideologisk indoktrinering af ungdommen er givet i den sovjetiske værnepligtslov af 1967, hvorfor der her vil blive givet et kort uddrag af lovens i denne forbindelse relevante dele.
 
Loven som helhed fastsatte en nedsættelse af tjenestetiden med stort set 1 år for alle forsvarsgrene i forhold til den tidligere gældende lov. En - og måske den væsentligste - forudsætning for gennemførelse af denne nedsættelse af tjenestetiden var den lovmæssige fastsættelse af ungdommens før- militære uddannelse. Måske illustreres denne uddannelses betydning bedst ved at citere den sovjetiske forsvarsminister A. A . Grechko, der udtalte følgende ved introduktionen af den nye værnepligtslov for den øverste Sovjet:
 
»Om forberedelsen af ungdommen til tjeneste i Sovjetunionens væbnede styrker. Landets forsvarsmæssige interesser og de ændringer, der er foregået i hærens og flådens udrustning med den nyeste teknik og bevæbning, kræver, at der vies den ungdom, som indkaldes til aktiv militærtjeneste, større opmærksomhed, at den virkeligt forberedes til forsvar af det socialistiske fædreland. Den ved loven af 1939 fastsatte før-militære uddannelse af ungdommen i mellemskoler og hertil svarende læreanstalter fra og med 5. klasse, blev efter den anden verdenskrig forladt af en række årsager. Imidlertid gør de forøgede krav til soldaterne og nedsættelse af tjenestetiden det nødvendigt endnu inden indkaldelsen at forberede ungdommen til tjeneste i de væbnede styrker. Derfor forudser lovforslaget, at der fastsættes et begyndelses-militæruddannel- sessystem for ungdommen. Denne uddannelse skal foregå obligatorisk og planmæssigt under deltagelse af alle unge i før-væmepligtig og værnepligtig alder samtidigt uden afbrydelse i produktion og uddannelse. Under den militære begyndelsesuddannelse af de unge i før-værnepligtig og værnepligtig alder vil vor ungdom blive opdraget i en disciplineret og organiseret ånd og opnå de nødvendige begyndelseskundskaber på det militære område. Alt dette vil skabe forudsætninger for, at de til de væbnede styrker indkaldte unge hurtigere vil kunne beherske de moderne våben og den militære teknik og blive fuldgyldige soldater ...«
 
Så vidt den sovjetiske forsvarsminister, hvad siger så loven i denne forbindelse? Bestemmelser vedrørende ungdommens forberedelse til tjenesten i de væbnede styrker er optaget i værnepligtslovens kapitel III, hvoraf her citeres de vigtigste uddrag:
 
»Artikel 17. Inden indkaldelsen til aktiv militærtjeneste skal der gennemføres en primær forberedelse af unge mennesker i førindkaldelsesalderen (15-18 år) og i ind- kaldelsesalderen, forberedelsen skal finde sted alle vegne uden afbrydelse i produktion eller undervisningen. For ungdom under boglig uddannelse gennemføres den primære militære forberedelse, inklusive forberedelsen til civilforsvaret, i almendan- nende skoler (efter 9. klasse), på speciallæreanstalter på mellemtrin og på læreanstalter til fagteknisk uddannelse. Tildelte militære chefer gennemfører de unges forberedelse. Unge, som ikke går til undervisning på læreanstalter med dagkursus, gennemgår den primære militære forberedelse på undervisningssteder, som oprettes på virksomheder, i institutioner, organisationer og kollektivbrug. Lederne af virksomhederne, institutionerne, organisationerne, kollektivbrugene og læreanstalterne har ansvaret for, at unge i førindkaldelses- og indkaldelsesalderen gennemgår forberedelsen til den aktive militærtjeneste.«
 
I denne artikel er det altså nøje fastlagt, hvem der har det obligatoriske ansvar for, at en før-militær uddannelse finder sted. Det er ydermere nøje fastlagt, hvem der styrer selve denne før-militære undervisnings indhold, idet der siges videre:
 
»Artikel 19. Den primære militære forberedelse og uddannelsen af specialister til de væbnede styrker gennemføres under forsvarsministeriets ledelse. Vedkommende ministerier og myndigheder har sammen med forsvarsministeriet og DOSAAF’s Centralkomité ansvaret for undervisningen og forestår udvælgelsen og uddannelsen af de militære chefer, der skal varetage den primære militære forberedelse, samt føre kontrol med planlægningen og gennemførelsen af denne.«
 
Udførende organer.
Inden omtalen af den militær-patriotiske opdragelses indhold og virkninger skal her kort nævnes de organer, der primært er involveret i udførelsen af den i værnepligtsloven pålagte opgave. Opdragelsesprocessen styres i det store og hele gennem en uddannelse i skolerne og gennem to organisationer udenfor skolerne. Her vil kun blive givet en omtale af de to organisationer udenfor skolerne, som har en væsentlig indflydelse på ungdommens ideologiske indoktrinering.
 
DOSAAF (Dobrovolnoe obscestvo sodejstvija armii, aviacii i floty), hvilket betyder »Den frivillige sammenslutning for styrkelsen af forsvarsevnen og samarbejde mellem hær, flåde og flyvevåben«, er også nævnt i loven som et af organerne. Organisationen har en ledelse — Centralkomité - som indgår i Sovjetunionens forsvarsministerium på linie med de der værende hoveddirektorater. I forbindelse med den nye værnepligtslov er der tildelt denne organisation opgaver, som går betydeligt ud over det, man almindeligvis kan forvente af en »frivillig« sammenslutning. Organisationens opgaver karakteriseres bedst ved i uddrag at citere denne organisations leder, præsidenten for DOSAAF’s Centralkomité, armégeneral Getman, som i anledning af den nye værnepligtslov sagde:
 
Om opgaven:
»DOSAAFs hovedopgave var og er en aktiv medvirken til styrkelse af landets for svarsevne og uddannelse af det arbejdende folk til forsvar af det socialistiske fædreland ...«
 
Om uddannelse af specialister:
»Først og fremmest må vi organisere arbejdet sådan i uddannelsen af ungdommen inden indkaldelsen, at de unge mænd så hurtigt som muligt kan tilegne sig brugen af det komplicerede materiel, og så hurtigt som muligt kan bruges i geleddet .. • For øjeblikket har hver fjerde soldat, der bliver indkaldt til de væbnede styrker et militært speciale, som han har fået gennem DOSAAF. Som fremtidsperspektiv må vi nå dertil, at så mange som muligt endnu inden indkaldelsen har lært militære tekniske specialer og er i stand til at udføre kampmæssige opgaver i hæren og flåden uden en langvarig uddannelsesperiode .. .«
 
Om den almene militære uddannelse:
» I undervisningen får de unge mænd en grundlæggende militær viden, lærer fane- eden at kende, de militære reglementer, tilegner sig dele af den militære tjeneste, undervises i skydevåben og skydere giementer samt består prøver fra sportskomplekset »Beredt til forsvar af fædrelandet ...«.
 
Om udvælgelse af ledere:
»I overensstemmelse med loven om almindelig værnepligt skal den førmilitære uddannelse gennemføres af ordinære militære ledere. DOSAAF’s komiteer og klubber skal sammen med udskrivningskredse på alle måder hjælpe folkeuddannelsens organer i valget af kadrer af militære ledere, med organisationen af den militære og metodiske uddannelse, med oprettelsen af og forsyningen med militære faciliteter samt med gennemførelse af praktiske skydninger ...«
 
KOMSOMOL (Kammunistitscheskij sojus molodjoschi), det kommunistiske partis ungdomsorganisation, er den anden store organisation, der sammen med DOSAAF varetager ungdommens indoktrineringsopgaver efter de samme retningslinier som angivet ovenfor. Denne ungdomsorganisation optager unge i alderen 14-26 år på frivillig basis. Forud for en indtræden i KOMSOMOL får børnene deres første politiske skoling i rækkerne af organisationen »Oktoberens Børn«. Med ti år indtræder de i de »Unge Pionerers« geledder, hvor praktisk taget alle børn mellem 10 og 14 år er optaget. De Unge Pionerer styres af KOMSOMOL, som de unge efter det fyldte 14. leveår kan træde ind i, såfremt de opfylder adgangsbetingelserne, hvortil hører anbefalinger af et medlem af det kommunistiske parti eller anbefalinger af to personer, som i mindst et år har været medlem af KOMSOMOL.
 
I organisationens statut står blandt andet, at medlemmet
»aktivt skal deltage i landets politiske liv, være et forbillede i sin socialistiske holdning til arbejdet og studierne og være parat til at beskytte den socialistiske ejendom og energisk kæmpe imod ethvert anslag imod den socialistiske lovmæssighed og orden ..
 
men derudover forlanges også. at
»han til stadighed er parat til at give alle sine kræfter og i yderste fald sit liv for forsvaret af det socialistiske fædreland .. .«3)
 
Opdragelsens udførelse.
Om selve opdragelsens sigte lades der ingen tvivl, når vi igen ser på, hvad DOSAAF’s præsident siger i den forbindelse:
 
»Når man opdrager sovjetmennesket til en ånd af revolutionære og kampmæssige traditioner, må man nå til det punkt, hvor ungdommen ikke alene kender navnene på folkeheltene, de historiske traditioner og skikke, men også får en dyb forståelse af, at disse traditioner forpligter ethvert sovjetisk menneske til med ære og værdighed at udføre sin borgerlige og patriotiske pligt, at der ikke skal spares på kræfter og energi til at styrke Sovjetstatens økonomiske og militære potentiel. Man bør ikke glemme, at det grundlæggende formål med den militær-patriotiske opdragelse af det arbejdende folk, i særdeleshed ungdommen, består i, at sikre den fornødne politiske og moralsk-psykologiske uddannelse af sovjetiske borgere til forsvar af fædrelandet. En vigtig del af denne uddannelse er en yderligere udvikling af de militært prægede sportsgrene ..
 
Til denne udtalelse kan der føjes et utal af andre, lignende eksempler, hvor vendinger som »at opdrage ungdommen til tapre forsvarere af fødelandet, som kan modstå strabadser«, »modne statsborgere, til hengivenhed og kærlighed til fødelandet«, »kærlighed til fædrelandet og had mod dets fjender« og flere af samme art, som vi kan finde hver eneste dag ved at slå op i sovjetiske aviser og tidsskrifter. Selv om disse fraser på en vestlig eller i hvert fald en dansk iagttager kan virke som stammende fra en svunden tidsalder, hvor man også i vore lande i højere grad talte om »Gud, Konge og Fædreland«, så er der dog ingen tvivl om, at man i den sovjetiske opdragelse i langt højere grad slår på de nationale, følelsesmæssige toner end på omtalen af den internationale solidaritet.
 
Realiseringen af de nævnte opdragelsesmål tilfalder for en dels vedkommende skolerne. Især historie- og samfundskundskab er naturligvis de fag, der stærkest engagerer sig i den retning. Men også litteraturundervisningen og de naturvidenskabelige fag har en tydelig tendens imod det nationale. Russiske digtere og specielt egnede værker som Tolstojs »Krig og Fred« fremhæves, og dyrkelsen af russiske opfindere og tekniske fremskridt af den sovjetiske videnskab antager endog ofte groteske former. Men hvor meget der end trækkes på smilebåndet af disse former for glorificering af det nationalt-russiske, så vil den sovjetiske skoleelev dog gennem denne styrede proces kunne få en forvrænget erkendelse af det bidrag, Rusland har ydet til verdens videnskab og kultur.
 
En fast bestanddel af skoleundervisningen er også patriotiske emner for elevernes stileopgaver, såsom »Deres liv var en heltedåd«, »Mine forældre og slægtninge i den Store Fædrelandskrigs år« og andre. Frem for alt er der på næsten alle skoler indrettet museer, der hædrer arbejds- og krigsbedrifter. Disse museer tjener ikke kun til opbevaring af og udstilling af genstande, som ofte betegnes som »relikvier«, men er samtidigt indrettet som steder, hvor man på mindedage kan festligholde begivenheder - især fra krigshistorien.
 
En større del af den militær-patriotiske opdragelse finder dog sted udenfor skolerne ved aktiviteter, som af skolerne bliver organiseret ved en stedfortrædende skoledirektør for den militær-patriotiske opdragelse. Organisationerne KOMSOMOL og DOSAAF leverer dog den største del af undervisningen udenfor skoletiden. På disse to organisationers foranledning er der ud over Sovjetunionen dannet afdelinger af de »Røde Stifindere« (krassnye sledopyty), klubber og cirkler, der helliger sig militærtekniske interesser eller danner foreninger for sovjethærens unge venner. Eksempelvis kan nævnes følgende aktiviteter:
- Møder arrangeres med borgerkrigens og anden verdenskrigs veteraner, med KOMSOMOL-medlemmer fra revolutionstiden eller med »arbejdets helte«,
- forbindelser knyttes med medlemmer af de væbnede styrker og ven- skabsforbindelser med enheder af de væbnede styrker oprettes,
- de faldnes grave plejes, mindesmærker og -tavler fremstilles, og æresvagter opstilles på mindedage.
 
Mange grupper har navn efter en falden og efterforsker dennes levnedsløb samt lover at vise sig deres helt værdig gennem deres egen livsførelse. Hvert år er millioner af unge undervejs for at besøge den sidste krigs slagmarker, her især Sevastopol, Stalingrad, Kursk og Leningrad. Mange grupper følger en bestemt enheds vej eller opsøger partisaners skjulesteder for at indrette dem som mindesteder. Gravene udsmykkes, mindetavler slås op, øjenvidner til begivenhederne opsøges og udspørges, mindeaftener afholdes i landsbyer, relikvier, dokumenter og optegnelser tages med hjem. Udover denne mere følelsesbetonede del af den militær-patriotiske opdragelse inddrages mange unge i indoktrineringen ved militærsports-lejre. Foruden almindelige sportsdiscipliner som boldspil og atletik får de unge mennesker i disse lejre en indføring i de sovjetiske styrkers organisation, bliver undervist i kortlære, terrænbenyttelse og ABC-beskyttelse. Øvelser i skydning og marchøvelser hører med til programmet. En målestok for omfanget af den slags aktiviteter er oplysninger om, at der i løbet af sommeren 1970 alene i området om Tula blev gennemført 28 sådanne lejre4).
 
Krigsspillet »Zarnica« (Høstild) er et andet stort anlagt foretagende, ved hvis tilrettelæggelse og organisation deltager medlemmer af de væbnede styrker. Dette krigsspil finder altid sted i sommerferierne og udføres som en gruppekonkurrence i terrænsport og militærsportslige discipliner. De bedste grupper fra de enkelte områder kommer til landsomfattende stævner. Alene i året 1969 deltog 16 millioner skoleelever i denne form for prøver. Selv om der fra tid til anden høres kritiske røster med hensyn til disse krigsspil på grund af de meget strenge fysiske krav, der stilles til de unge mennesker, så udtaler fremtrædende sovjetiske generaler, at kærligheden til soldatergemingen bliver vakt, at militære basiskundskaber bliver indøvet, og at den enkeltes fysiske kræfter styrkes. En anden kommentator fremfører, at arbejdsglæden og disciplinen i skolerne nyder godt af den slags øvelser, og at de sportslige præstationer stiger5).
 
I de anførte aktiviteter ses en tydelig vægt på national patriotisme, som på ingen måde modsvares af en opdragelse til en proletarisk internationalisme. Ganske vist findes der i mange skoler »Internationale klubber«, som beskæftiger sig med kontaktvirksomhed med ungdommen i udlandet, specielt de andre socialistiske lande, men omfanget af denne virksomhed kan på ingen måde sammenlignes med den militær-patriotiske opdragelse. Desuden rækker den militær-patriotiske opdragelse dybere, idet den følelsesmæssigt engagerer ungdommen ved bevidst at spille på det romantiske ved heltegerninger og krigstjenesten som helhed.
 
De hidtil anførte forholdsregler med hensyn til den militær-patriotiske opdragelse giver det indtryk, at denne opdragelse af den sovjetiske ungdom er led i en planmæssig, kontinuerlig proces. Tilsyneladende er dette imidlertid ikke tilfældet, idet kritikere i Sovjetunionen bemærker, at der ganske vist sker meget på dette felt, men at anstrengelserne ofte er planløse og uden den tilsigtede effekt. Aktiviteterne er ofte af et for formelt tilsnit og opnår af den grund ikke det ønskede følelsesmæssige engagement. Imidlertid er der med indførelsen af den nye værnepligtslov taget noget fastere fat, og der er iværksat undersøgelser for at tilvejebringe en planmæssig opdragelsesproces. Det er dag uomtvisteligt, at den militær-patriotiske op* dragelse imødekommer ungdommens behov for romantik, dens søgen efter forbilleder og trang til fysisk udfoldelse. I den anledning er resultatet af en lille undersøgelse ganske interessant. Undersøgelsens resultat var, at elever, som kun sporadisk kom i berøring med den militær-patriotiske opdragelse, var bange for militærtjenesten og betragtede den som en højst uønsket belastning. De fleste unge troede ikke på en krigsfare. Ønsket om at blive officer var desuden forholdsvis sjælden6).
 
Virkningerne af den militær-patriotiske opdragelse i Sovjetunionen.
Til trods for åbenbare mangler ved den militær-patriotiske opdragelse kan der ikke herske tvivl om, at den har sin virkning på det sovjetiske samfund som helhed. Det må imidlertid også konstateres, at Lenins lære om, at »det nationale er formen, det internationale er indholdet« ikke efterleves, idet det nationale er såvel form som indhold. Den specielle sovjetiske patriotisme baserer sig på halvtreds års sovjetiske historie som hovedkilde, men resterne af en decideret russisk patriotisme er dog ubrydeligt knyttet dertil. Det militære indslag i denne patriotisme er særdeles tydeligt og manifesterer sig i beredskabet til at ville forsvare fædrelandet, folket og de socialistiske fremskridt« Kun på de områder, hvor dette forsvarsberedskab også udstrækker sig til de lande, der under sovjetisk indflydelse også har et socialistisk styresystem, går denne patriotisme ud over Sovjetunionens grænser og kan lignes en form for internationalisme.
 
I det lange løb kan virkningerne af denne form for opdragelse med dens kraftige fremhævelse af det sovjetrussiske folks fortrin fremfor alle andre ikke undgå at blive mærkbare, især da den bevidst appellerer til ungdommens følelser. Der er langt fra det kommunistiske slogan »Proletarer i alle lande foren Jer« med dette slogans indhold om, at alle proletarer er lige til den rolle, der tildeles Sovjetunionens borgere gennem den sovjetpatriotiske opdragelse med dens indhold af specifikt sovjetiske dyder, der skal beskyttes og viderebringes til de andre i denne forbindelse mindre udviklede lande.
 
De andre Warszawapagt-lande.
Efter denne gennemgang af den militær-patriotiske opdragelse og dens ideologiske aspekter melder sig naturligt det spørgsmål, hvorvidt de øvrige W arszawapagt-lande dels er indstillet på at være et redskab i forsvaret af socialismens fædreland og dels, hvorvidt de indenfor deres egne grænser gennemfører en lignende indoktrinering. Det ville sprænge denne rede- gørelses rammer at gå i dybden med hver enkelt lands opdragelsessystem med henblik på en forberedelse af ungdommen til forsvaret af den bestående livsform, hvorfor der her kun vil blive peget på disse landes specielle problematik med hensyn til dette emne.
 
I det foregående er påvist den sovjetiske ledelses vanskeligheder med at finde en passende syntese ud fra begreberne socialistisk patriotisme og proletarisk internationalisme. I alle folkedemokratierne, der er tilknyttet Warszawapagten, melder der sig et ideologisk og et historisk aspekt med hensyn til en indoktrinering.
 
Fælles for alle folkedemokratierne i Warszawapagten er, at det nubestående socialistiske styre ikke er kommet til magten ved en intern revolutionær omvæltningsproces, men er blevet påtrykt landene udefra ved hjælp af sovjetiske bajonetter i slutningen af den anden verdenskrig. Til trods for mange - og ofte temmelig krampagtige - forsøg på at påvise de styrende regimers folkelige oprindelse, blandt andet ved deres tilknytning til partisanbevægelser og lignende, så kan ikke et af disse lande sige sig fri for en hjælpende hånd fra Sovjetunionen ved etableringen af deres styre. I særlig grad gælder det naturligvis Østtyskland, hvor der end ikke eksisterede nogen antydning af en intern kommunistisk undergrundsbevægelse, der kunne bruges til at retfærdiggøre det nuværende regimes eksistens. Dette faktum er vel den største svaghed ved de pågældende landes ideologiske grundlag: Deres socialistiske rødder suger ikke næring ud af deres eget lands jord, men må betragtes som en påtvunget importvare. Paradoksalt nok kan ikke engang Østtyskland i denne forbindelse påberåbe sig, at kommunismens stamfædre Marx og Engels stammer fra »deres« Tyskland, de er begge fra Rhinlandet.
 
Det historiske aspekt, som jo efterhånden i så høj grad indgår i den sovjetiske opdragelse ved genfortolkningen af den russiske historie, er vidt forskelligt de enkelte lande imellem. Under hensyntagen til deres historiske tilknytning til den nuværende Sovjetunion og det tidligere russiske rige, kan disse lande groft inddeles i to kategorier, idet der her ses bort fra Østtyskland, der som en løsrevet del af det tidligere tyske rige ikke kan rubriceres på samme måde som de øvrige lande.
 
Til den ene kategori hører landene Polen, Rumænien og Ungarn, som igennem hele deres historie har været præget af en decideret anti-russisk indstilling. Ud fra nationale synspunkter vil disse lande altså vanskeligt kunne finde en begrundelse til at acceptere den russiske borgers fortrin, selv om han kommer med kommunismens velsignelser.
 
Den anden kategori udgøres af Bulgarien og Czekoslovakiet, som begge historisk har været pro-russiske. Tragisk nok synes denne pro-russiske indstilling af czekoslovakerne at være blevet sat overstyr af det sovjetiske regime ved besættelsen af landet i 1968. Forholdet gøres endnu mere tragisk, når man tænker på, at Sovjetunionen ved sin indgriben slog benene væk under et land, hvor der som det eneste i Warszawapagten havde været tegn til, at folket frivilligt var ved at slutte op om den kommunistisksocialistiske styreform.
 
Med de her anførte betragtninger være ikke sagt, at der i folkedemokra- tierne i Warszawapagten ikke foregår en indoktrinering af ungdommen. I alle lande findes tilsvarende organisationer, der tager sig af denne opgave. Tydeligst ses det vel i Østtyskland, der næsten slavisk følger det sovjetiske mønster. De samme slagord tjener som grundlag for organisationer, der ganske vist har et andet navn, men hvis opgaver følger den samme recept.
 
Fremtiden.
Igennem det sidste arti har der været talt meget om polycentrismen, når den internationale kommunisme stod til debat. Især de kommunistiske partier udenfor østblokken har mere eller mindre gjort sig til talsmænd for deres egen vej til socialismen og dennes endemål kommunismen, hvilket stærkest er kommet til udtryk i det italienske kommunistparti. Der er tegn på, at Sovjetunionen gradvist og meget forsigtigt er ved at acceptere denne vej også indenfor sin magtsfære. Den såkaldte Brezhnev- doktrin er den af Sovjetunionen indbyggede bremse, hvis udviklingen skulle gå i en for Moskva uacceptabel retning og bringe selve styreformen i fare. Men på den anden side lægger Sovjetunionen selv for med en decideret national vej. Hvis man af de øvrige folkedemokratier forlanger et følgeskab, der blot skal have et minimum af frivillig tilslutning, må der også accepteres en moderat form for national-kommunisme i disse lande. At forlange ubetinget lydighed overfor Moskvas linie, medens man selv tydeligt er ved at slå ind på en mere national linie, ville betyde, at folke- demokratierne ville finde sig i at blive russificeret og vække alle de slumrende nationalfølelser, der i mange af landene igennem deres historie har været udtalt anti-russiske.
 
Hvis man overfor omverdenen vil bevise sin vej til kommunismen som den eneste rigtige, så må man også overlade de andre socialistiske lande en form for valgfrihed i deres vej. Sporene fra invasionen af Czekoslovakiet skræmmer ikke kun udenfor Sovjetunionen, men også i Moskva, tydeligst kom dette vel til udtryk for nylig, da man overlod Polen at klare sine interne problemer selv, til trods for at de dog havde nogen lighed med de czekoslovakiske hændelser.
 
Vi ser tegn på en nationalbevidst kurs i Rumænien og Ungarn, og selv Walter Ulbrichts centralkomité opfordrede forud for 25-årsdagen for det socialistiske enhedspartis (SED) oprettelse den 21. april dette år sine medlemmer til at bringe DDR’s selvbevidsthed stærkere til udtryk også overfor broderlandene7). Moskva husker vel også på, at folkedemokratierne til stadighed foruden Sovjetunionen også har det jugoslaviske eksempel at se på, når de vælger en kurs frem til endemålet kommunismen. Alle disse faktorer må tages med i betragtning ved en vurdering af borgerne i de enkelte Warszawa- pagt-lande og til syvende og sidst ved vurderingen af denne pagts militære apparat.
 
 
Henvisninger
1) Lenin: »Ausgewahlte Werke«, bind III, Berlin 1953, side 471, citeret i E. Eichberg »Militar-patriotische Erziehung in der Sowjetunion«, Wehrkunde nr. 1/1971.
2) samme, side 774.
3) Romsomol-statuttets tekst, aftrykt i Komsomolskaja Pravda den 21/4-1962.
4) E. Eichberg »Militarpatriotische Erziehung inder Sowjetunion«, Wehrkunde nr. 1/1971.
5) samme.
6) samme.
7) »Die Kuh melkt durch das Maul«, SPIEGEL-Report iiber die Sozialistische Einheits- partei Deutschlands, Spiegel nr. 16 af 12/4-1971.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_100_aargang_jun.pdf
 
 

Litteraturliste

Del: