af Dr. J. Østrup holdt i Det krigsvidenskabelige Selskab den 25de Februar 1901.
Vort forsvar og vor Udenrigspolitik.
Mine Herrer!
Vi har i Danmark siden 1864 savnet alt, hvad der hed udenrigsk Politik, naar vi da undtage Kongens og Ministeriets betimelige Indgriben i 1870. Den totale Mistillid til egne Evner og Muligheder, som Krigen voldte, har paa intet Punkt holdt sig saalænge som paa det udenrigspolitiske. Udenrigspolitik er blevet noget ophøjet, ubestemmeligt storartet, noget, som man for enhver Pris ikke tør blande sig i, og i god Overensstemmelse dermed er vore Diplomaters Virksomhed næsten indskrænket til blot Repræsentation. Under Ministeriet Reedtz-Thott skrev endog en Gang selve Regeringsbladet, særlig med Henblik paa det udenrigspolitiske, at Landet: „ikke havde Raad til at drive Politik“.
Her er netop det Punkt, hvor jeg ønsker at sætte ind ; jeg tillader mig at hævde, i Modsætning til Berlingske Tidende, at „vi ikke har Raad til at lade være at drive Udenrigspolitik “ , og det er dette Hovedstandpunkt, jeg i det følgende vil søge at motivere.
Ængstelsen for at adoptere et bestemt udenrigspolitisk System har haft særlig Betydning for hele Forsvarsbevægelsens Udvikling. I god Overensstemmelse med Manglen af et saadant System have de forskellige Ministerier, der siden 1864 har fremlagt militære Lovforslag, aldrig i deres Motivering saa at sige forsynet dem med nogen særlig Adresse. Københavns Befæstning er bleven til med det almindelige Formaal at sætte Landet i Stand til at hævde sin Neutralitet overfor enhver som helst, at muliggøre et Forsvar mod enhver Angriber i hvert Fald saa længe, indtil denne Angribers fødte Modstander blandt Stormagterne kunde træde hjælpende til. Men medens delte saa at sige er det officielle Program for Forsvarssagen, saa er det ingenlunde det folkelige, det, hvorpaa denne Sag engang blev en Magt her i Landet! Thi om man end officielt aldrig saa tydeligt har vist sin Ængstelse for udenrigske Kombinationer, saa har den menige Mand aldrig ladet sig sin Ret fratage til at anstille saadanne, og ganske naturlig blev disse satte i Forbindelse med Forsvarssagen. For den folkelige Opfattelse er et Lands Rustninger mindre fo r Landet selv end m od en fremmed Magt, den menige Mand tænker sig ikke Forsvarsforanstaltningerne anvendte, uden at han samtidig i sin Fantasi forestiller sig, hvem det er, de anvendes imod.
Og den Magt, mod hvem Danmark bereder sig til Forsvar, er for den folkelige Opfattelse som bekendt Tyskland. Den gamle Hævnfølelse, der ved Forholdet til Sønderjylland naturligt er holdt levende, blev jo ogsaa i Forsvarsbevægelsens store Dage i Firserne taget op og dyrket som et virkningsfuldt Ansporelsesmiddel i Taler og Sange; Forsvarsbevægelsen fik derigennem en ganske bestemt udenrigspolitisk Karakter, og blev atter selv Udgangspunktet for videregaaende udenrigspolitiske Kombinationer; hvad det var, der her var oppe i den almindelige Bevidsthed, vistes ogsaa tydelig nok ved den Popularitet, som Czar Alexander III nød her i Landet, og navnlig da i de mest forsvarsvenlige Kredse.
At Landets Forsvarsvæsen saaledes — og iøvrigt uden Protest fra Højreregeringernes Side — blev taget til Indtægt for en bestemt udenrigspolitisk Betragtning, som Led i dettes System, har gjort selve Forsvarssagen stor Skade. Derved, at vort Forsvar blev opfattet som Led i en Politik, der nødvendigvis maatte styrte Landet i store Farer, blev der aabnet Spillerum for den antimilitaristiske Agitation; naar vore Soldater kun vare til for at slaas med Tyskerne, og naar enhver kunde se, at ved en Krig med Tyskland, uanset, hvilke Allierede vi maatte have, vare kun Farerne sikre og Fordelene højst uvisse, fik Raabet: „Hvad kan det nytte ?1' Mulighed for at trænge igennem. Og jo mere Tyskland steg i militær Glans og industriel Velstand, medens dets Modstander Frankrig smuldrede hen i politisk Magtløshad og national Dekadence, desto stærkere blev dette Raab.
I de senere Aar har man fra forsvarsvenlig Side søgt at afparere dette med en Henvisning til, at vi nu er kommen bort herfra og at det, vi tilsigte, i Overensstemmelse med den Holdning, Landet officielt har indtaget, er den absolute Neutralitet.
Det er imidlertid mere end tvivlsomt, hvorvidt denne blotte Forsikring vil være nok til at afkræfte hint Raab om : hvad kan det nytte? Skal nu Forsvarsbevægelsen kunne tages op igen med noget Resultat, da gælder det først og fremmest at gøre den menige Mand blandt Vælgerbefolkningen klart, at han faar noget for sine Penge, og at den Opgavé, der vil blive at løse, ikke kommer til at ligge udenfor Landets finansielle og militære Rækkevidde. Det er Følelsen heraf, der netop i de senere Aar har ledet Folk af forskellige Anskuelser ind paa Tanken om Alliancer. Og herved komme vi netop ind paa det, som for mig er Hovedsynspunktet for al Forsvarsbevægelse, nemlig Nødvendigheden af en Kombination af den militære Aktion med en diplom a tisk . Vor Stilling er i højeste Grad analog med Balkanstaternes, Serbien og Bulgarien; disse bestaa og trives kun i Kraft af en vel gennemført Udenrigspolitik, hvor der kun bliver saare liden Plads for de lyriske imponderabilia.
Og lad os da, førend vi undersøge de enkelte Muligheder, slaa fast, at A llia n c e r er Metoder til Opnaaelse a f visse p o lit iske Fo rm aal, og at der ved Alliancer derfor kun bør spørges om, hvad der opnaas, og hvilken Pris der gives derfor, men ikke om andet. Den Købmand i en indremissionsk Landsby, der ikke vil betjene en Kunde, fordi han hører til de Vantro, ja, han kan være en meget hellig Mand, mén han er kun en meget daarlig Købmand. Danmark har for sine eventuelle udenrigspolitiske Aktioner tvende Formaal at forfølge: det ene er Landets Selvstændighed, det andet er Nationalitetens Selvstændighed, det vil sige, Hensyn til den Del af det danske Folk, der lever under fremmed Herredømme. Man har undertiden stillet sig paa en ret mærkelig Maade til disse tvende Spørgsmaal, og villet kombinere den sønderjyske Agitation med Hævdelsen af absolut Neutralitet. Dette er ikke lo gisk; den sønderjyske Agitation har og maa have det Formaal at frigøre en bestemt Landsdel fra fremmed Herredømme, men dette vil ikke kunne ske, medmindre Landet, enten paa den ene eller paa den anden Maade, træder ud af den neutrale Stilling.
Af disse to Ting, det danske Rige i dets nuværende Omraade og den danske Nationalitet i sin Helhed, tr den første naturligvis absolut den vigtigste. Kun hvis der viser sig en Mulighed for at forbinde begge Hensyn, vil ogsaa den anden kunne faa en Plads i Overvejelserne om en udenrigspolitisk Aktion. Der foreligger nu ialt fire Muligheder: En isoleret Neutralitetsstilling, en Alliance med Sverrig-Norge, en Tilnærmelse til Tyskland, og Tilnærmelse til en eller til en Gruppe af de Magter, der under givne Forhold kunne blive Tysklands Fjender. Disse forskellige Muligheder have allerede Ira forskellige Sider varet drøftede enkeltvis; i Sommeren 1899 udtalte Generalløjtnant Bahn son sig for et skandinavisk Forsvarsforbund, og jeg ser, at Oberst N . P. Jensen i Slutningen af sin grundige og dygtige Bog om »den skaanske Krig« anbefaler den samme Tanke. Planen om en T ilnærmelse til England er særlig bleven undersøgt af en Pseudonym ,,civ is “ i en fra Februar 1899 dateret Pie ce : Skal Danmark søge en Alliance og da hvilken? (jeg kan i Parentes bemærket her kun udtrykke min Forundring over, at noget som helst Menneske, han være højt eller lavt stillet, vil tale med om den Slags Ting uden at lægge sit Navn til), og senere er, særlig med Henblik paa den økonomiske og kulturelle Side af Sagen, den samme Betragtning fremdraget af Dr. H . J . Han sen i den første Del af hans ejendommelige Brochurerække: Danmarks Stilling og Tilstand (1, November 1900). Tanken om en Tilslutning til Tyskland er navnlig bleven fremdraget af Oldenburg i hans bekendte Piece »Strategi og Politik« fra 1881, og senere, om end i noget forskellig Form, af mig i „ Die Zukunft“ Januar 1899.
Af disse Muligheder forekommer det mig, at en isoleret Stilling til Hævdelse af Neutraliteten absolut maa blive den svageste, for saa vidt som det er den, der vil paalægge vort Forsvar de mest udstrakte Opgaver. At holde Danmark udenfor i en ogsaa til Søs ført Krig mellem Tyskland og Rusland-Frankrig eller mellem Tyskland og England, hvis sligt en Gang skulde hænde, turde næppe være muligt. Det at udstede en Neutralitetserklæring, som ikke kan hævdes, vil ikke være tilstrækkeligt; under Krimkrigen erklærede Sverrig aabent over for Rusland, at det ikke vilde lukke sine Havne for Vestmagterne, simpelthen ford i det ikke kunde, og den danske Udenrigsminister Bluhm e søgte gennem vor Gesand ti Petersborg, Piessen, at klargøre for den russiske Regering det naturlige i dette Standpunkt {Frederik Bajer: Le système de neu tralité Scandinave pendan t la guerre de Crimée, i Revue d'histoire d ip lo matique, April 1900). Og jo nærmere Krigen føres ved vore Kyster, desto større blive Vanskelighederne. En Neutralitetserklæringer i og for sig kun Udtalelsen af et Non possumus, idet man for Resten lægger det hele i Fremtidens Haand. I en tysk-fransk eller tysk-engelsk Søkrig kan det komme til at ligge nær for den mindre dybt gaaende Del af en fjendtlig Eskadre at søge in d i Sundet, og for Spørgsmaalet om Tilførsel af Kul og Proviant vil det saa ikke have andre Udveje end med det gode elle r det onde at faa dette over København. Dermed er Situation en givet: en isoleret Neutralitets stilling maa naturnødvendigt føre til, at Danmark maa gøre fjendtlig Front mod den af de krigsførende Magter, der kommer først, og da dette i de fleste Tilfælde vil blive Tyskland, vil altsaa en isoleret Neutralitetsstilling medføre samme Risiko, men uden at medføre samme Fordele som en Tilnærmelse til de Magter, der kan tænkes at ville blive Tysklands Modstandere.
Det er Følelsen af et vist Ubehag over at skulle drages med i den storpolitiske Tummel sammen med Følelsen af det ønskelige i en direkte Magttilvækst, der har skabt Tanken om en skandinavisk Sammenslutning. Jeg maa tilstaa, at selv Ængstelsen for som ren Lægmand og Civilist at skulle gaa imod to krigsvidensskabelige Autoriteter som G e n e ral B ahn so n og O berst Jen sen ik k e kan faa m ig til at fo rd ølg e , at jeg ik k e ind ser, h vad der ved en saadan P o litik vinde s fo r D anm a rk . F o r det fø rs te er selve den dire k te M ag tfo røgelse in g e n lu n d e b e ty d elig , og fo r det andet lig g e de to L a n d e s In te re s se r saa f je rn t fra h in a n den som vel m ulig t. H v is S v e r rig v ir k e lig udsæ ttes fo r et A n g re b fra ru s sis k Side , in d s e r jeg ikk e , h va d B e ty d n in g et d an sk H jæ lp e k o rp s skuld e k un n e faa; jeg tro r at den K rig sm in is te r , der skuld e fo re tage en M o b ilis e rin g her med det F o rm a a l at sende dan ske S old a te r mod R u sse rne , v ild e faa en hø jst u b e h a g e lig S tillin g . O g h v is S v e r rig ik k e er udsa t fo r et saadan t A n g re b , som er det eneste p o sitiv t m ulig e , v ild e altsaa denne M ag t b liv e den ydende og D anm a rk den nydende , men jeg in d s e r ildve da, h v o r fo r frem tidig e Le d e re a f sven sk U d e n rig s p o litik sku ld e væ re m ere ab s trak t id e alis tisk e end G ripenstedt og de G ee r\ a r e i 1864. Det fo re kom m e r mig, at haade den h is to risk e E r fa rin g og det lo gisk e Ræ sonnem en t taler im od den s k a n d in a v is k e Tan k e . Ik k e en g ang k u ltu re lt kan jeg tillæ gge N y s k a n d in a v ism e n s y n d e rlig B e ty d n in g ; d e r til lig n e v i S v en sk e rn e fo r lid t og ved en g e n sid ig A a n d s u d v ik lin g b liv e r det næ ppe os, der p ro fite re mest; men der er den dog fo rh o ld s v is u sk yld ig . M en v il man tilm ed g iv e den p ra k tis k -p o litis k B e ty d n in g , da tu rde det v el væ re paa T id e at mane M in d e rn e frem ; h vad S v e r rig ik k e kun d e elle r tu rd e i 1864, v il det endnu m in d re evne elle r vove nu.
T ilb a g e s taa r da kun S pø rg sm aale t, cm D a nm a rk s In teresser fald e samm en med en a f de s toire M ag te rs i den G rad , at d e r d e rp a a kun de baseres en u d e n rig s p o litis k A k tio n , be regn e t til at gaa H a a n d i H a a n d med Lan d e ts eget F o r s v a r til Hæ vdelse a f S elv stæ ndigheden . M a a jeg h e r fo ru d s k ik k e den alm in d elig e B em æ rknin g , at ligesom al P o litik m aa d riv e s ,,von F a il zu F a il “ saaledes ogsaa al A llia n c e p o litik . Det er d e r fo r ved den S lag s O v e rv e jelser n a tu rlig v is den ø je b lik k e lig e M ag tfo rd elin g , d e r tages S ig te paa; dette h a r jo og saa faae t sit k o rre k te U d t r y k i, at slig e K om p rom is’er m ellem Sla te rne , som f. E k s . T rip le a llia n c e n , kun a fslu tte spaa et vist, n e tk o rt A a rem a al.
Saafremt Danmark indretter sig paa Tilslutning til en af de Magter, der i givet Fald kan blive Tysklands Fjende, vil Spørgsmaalet vel først og fremmest blive det: Kan denne Magt i alle Tilfælde komme tidsnok til at undsætte Danmark, det vil sige Danmarks Hovedstad. Det viser sig da ogsaa, at de Forfattere, der have taget Ordet for en saadan Politik, alle have hævdet, at København maa beskyttes mod at kunne tages ved et pludseligt Overfald.
Det er klart, at Faren ved et saadant er mangefold større, naar Tyskland er Fjenden, end naar Talen er om en anden Magt. Det er endvidere sandsynligt, at netop det pludselige Overfald vil blive den Form, hvorunder Krigen kommer til vore Kyster, hvis den kommer. Jeg kan her henvise til Udtalelser af den tyske Politiker, Professor Delbriiclc, med hvem jeg i Januar 1899 havde en Samtale om denne Sag. Han paaviste, at Tysklands Stilling overfor Danmark under en fremtidig Krig meget let kunde blive lig med Englands i 1807; han meddelte endvidere — jeg gengiver her hans Ord uden Forbehold og uden Garanti, blot med den Tilføjelse, at Delbrtick gennem sine Forelæsninger over Krigshistorie staar ledende Militærkredse nær — at det i den tyske Generalstab var den herskende Opfattelse, den, der ved Udarbejdelsen af Planerne var lagt til Grund, at det ved et eventuelt Angreb paa Danmark først og fremmest maatte komme an paa at komme saa hurtigt som muligt og med saa faa Forberedelser som muligt levnet for det danske Forsvarsvæsen. Nu er det ganske vist, at den verdenspolitiske Situation ikke fra en Dag til en anden antager en saadan Karakter, at det kunde foranledige et Overfald. Alligevel tror jeg ikke, at det er berettiget at anlægge Danmarks Forsvar paa den Forudsætning, at der vil blive givet rigelig Tid til at forberede sig. En vigtig Faktor netop i dette Spørgsmaal vil ogsaa vore ulykkelige indre politiske Forhold blive. Med de berømte 500,000 til Brisantgranater i frisk Minde vil i hvert Fald intet Venstreministerium og vel heller næppe noget Højreministerium allerede ved de første Allarmsignaler vove sig frem til omfattende Forholdsregler; hvilken Krigsminister vil vel overfor en saadan, paa en Gang pjanket og stædig og tillige af Antimilitarisme gennemsyret Befolkning som den danske, have Mod til f. Eks. at rydde Forterrainet paa Nordfronten, førend vi har Fjenden lige for Næsen af os? Og er den Betragtning herskende i den tyske Generalstab, som Professor Delbrtick betonede for mig, da vil jo netop selv den mindste Rørelse fra vor Side bringe Tyskland frem paa Scenen; det vilde næppe være vanskeligt for Tyskland allerede i første Omgang gennem et diplomatisk Tryk at standse alle Forberedelser eller hvis dette ikke frugter, daa tslaa til. Fyrst Bismarck har en Gang skildret en saadan politisk Situation ved det drastiske Billede af to rejsende, der mødes i den mørke Skov; den ene lægger Fingeren paa Aftrækkeren blot for at være forberedt paa alle Tilfælde, men da fyrer den anden allerede. Og det lader sig ikke nægte, at i selve Spørgsmaalet om at faa Pistolen hurtigt op af Lommen — alle Styrkeforskelligheder iøvrigt fraregnede — har Tyskland i selve sin Organisation et betydeligt Forspring fremfor os. Selv om vi, hvad der vel nok skulde kunne gøres uden at forurolige nogen, foretage betydelige Troppedislokationer og Omordning af Garnisonerne i Fredstid til Gunst for Københavns Befæstning, vil det at sætte Fæstningen i Forsvarsstand for os dog bestandig være en Sag, hvor det drejer sig om Dage, medens en tysk Troppestyrkes Overførsel til Sjælland er noget, hvor det kun kommer an paa Timer.
Det er klart, at vi, naar Danmark skal søge sin Støtte hos en anden Magt end Tyskland, væsentlig vil have at tage Hensyn til Styrkeforholdene paa Søen, da det jo er ad denne Vej, at den Undsætning skal komme, som er den stadige Forudsætning for en heldig Gennemførelse af Københavns Forsvar. Lad os et Øjeblik dvæle ved hver af de to Muligheder. I en Krig mellem Tyskland og Frankrig-Rusland vil det være naturligt for Tyskland at søge at faa Herredømmet i Sund og Bælt; det vil derved kunne holde den russiske Østersøeskadre borte fra den franske Flaade og selv ved Hjælp af Kielerkanalen være i Stand til at møde hver af Fjenderne paa det belejligste Tidspunkt. I Følge Opgivelser af Kaptajn E a rd le y -W ilm o t i et Flyveskrift: Our n a v al supremacy, is it assured ? udgivet af den engelske K a v y Lcague i Januar 1900, var Styrkeforholdene saaledes: A f Slagskibe og af første og anden Klasses Panserkrydsere besad Frankrig 40, Rusland 29 og Tyskland 29 (heri iberegnet de Skibe, som vare bevilgede eller under Bygning); i Alm a na ch Haehette 1899 angives den samlede Tonnage for de tre Landes Mariner til henholdsvis 540,733, 237,244 og 241,055 Tons. For Chancerne for en Kamp i vore Farvande maa det imidlertid erindres, at baade den russiske og den franske Marine er fordelt paa to Have, medens den tyske, takket være Kanalen, kan virke som en Enhed. Og hvad endelig angaar Muligheden af et Overfald paa Danmark, maa det erindres, at Tyskland er i Stand til at optiaa betydelige Fordele ved at vælge Tidspunktet for sin Flaademobilisation. Det vil maaske være Dem bekendt, at naar England i sin Tid traadte saa kraftigt frem i Fashoda-Åffæren, var det, fordi de engelske Statsmænd vidste, at Frankrig ikke paa d»‘t Tidspunkt var i Stand til at foretage en Mobilisation af Flaaden, fordi Søfolkene fra Bretagne og Normandiet paa den Tid af Aaret liggerpaa Torskefiskeri ved Newfoundlandsbankerne ; Englandkunde derfor netop i det Øjeblik spille et højere diplomatisk Spil end det maaske ellers vilde have vovet.
Det vil af alle disse Grunde næppe være klogt at stole for meget paa den Undsætning, der skal komme sejlende til os paa franske eller russiske Skibe. Noget ganske andet bliver Forholdet, naar Talen er om England; en engelsk Flaade vilde ret hurtigt kunne feje rent i Østersøen og de danske Farvande. Men de geografiske Afstande vil den ikke kunne formindske; det vil mindst tage tre Dage for en engelsk Fiaadeafdeling at naa herop, og da vil København allerede kunne være cerneret. Og mindst fjorten Dage vil det, efter hvad engelske Officerer have opgivet mig, udkræve at at bringe et tilstrækkeligt stort Landgangskorps (25-30,000 Mand) hertil, og da vil Københavns Skæbne kunne være afgjort. Med Københavns Fæstning i Hænderne paa et tysk Korps vil dette vistnok med Sindsro finde sig i at blive cerneret for længere Tid paa Sjælland, og en Kamp om København med Fjenden indenfor og Vennen udenfor hører til de Ting, som en dansk Fædrelandsven vistnok nødigst af alt vilde opleve. Hertil kommer, at det for de Folk, der have anbefalet en T ilnærmelse til England, ikke er lykkedes at bevise, hvilken Fordel der deraf vilde flyde for England. Det er sandt, at det, trods alle de strategiske Betænkeligheder, som den nære Afstand til Tyskland kan vække, alligevel for os altid vilde have sin Betydning at staa skærmet af England. Selve det diplomatiske Tryk, England uden direkte Magtanvendelse vilde kunne anvende for at holde agressive Tendenser borte, vilde være af størst Nytte. Men jeg formaar ikke at indse, hvad vi kan udrette for England. Det er bleven sagt, at det vilde være bekvemt for England at faa sin Tilførsel af Levnedsmidler sikret over Danmark, men det er jo kun, hvis Danmark forbliver neutral; vil Tyskland spærre denne Tilførselskilde, saa er vi jo lige midt i Tumlen. Saafremt England forbliver Herre paa Havet, vil det kunne faa sin Tilførsel fra alle mulige Steder end netop fra Danmark, og i modsat Fald vil heller ikke et venligsindet Danmark kunne nytte det noget.
Det er klart, at alle de i det foregaaende anførte Grunde mod nogen Tilnærmelse til en eller flere af dem, der kan blive T y sk lands Fjender, bliver ligesaa mange Bevisgrunde for den modsatte Politik, en Tilnærmelse til Tyskland. I det Øjeblik, man tænker sig Tyskland borte fra de mulige Fjenders Række, bliver Københavns Befæstning effektiv. Den vil da blive angrebet af en Fjende, der kommer langvejs fra og som altsaa vil give tilstrækkelig Tid til at forberede sig; der vil kun kunne blive Tale om mindre Landgangskorpser, som ikke komme til at operere med Hjemmet umiddelbart i Ryggen. Og dette Landgangskorps’s fødte Fjende vil kunne komme til Stede med kort Varsel og tryg ved en god Retrætelinie. Under saadanne Forhold vil Københavns Befæstning virkelig kunne opfylde sin Bestemmelse, den vil ikke blive et Lokkemiddel, men et Skræmmemiddel, som vil faa Fjenden til at betænke sigto Gange, førend han tager fat. Fæstningen vil da virkelig blive Pantet paa Landets Selvstændighed, Konsekvensen bliver da dette : Vore m ilitæ re Fo rhold sregle r m aa suppleres med en diplom a tisk Ak tion , der bo rtelim inerer Ty skland a f de m ulige F jenders Rækker. Og dette kan da tænkes paa to Maader: enten som et direkte Forbund, et Schutz- und Truts- Bü n dnis , eller som en ente7ite cordiale , der sikrede os imod Angreb fra Tyskland, samtidig med at vi forpligtede os til at værne vort Land og vore Farvande mod T y sk lands Fjender
Ved denne Betragtning komme imidlertid bo^ Momenter ind, som i det foregaaende slet ikke have eksisteret. Det ene er det i Indledningen antydede Hensyn til Nationalitetens Selvstændighed, det andet er Hensynet til den i Flertallet af den danske Befolkning herskende principielle Uvillie overfor Tyskland. Det vil til rette Forstaaelse af det første af disse to Momenter va^re af Interesse at se paa, hvorledes Sagen, Forholdet til Danmark og Sønderjylland, betragtes fra tysk Side. Den almindelige Synsmaade i Tyskland er, at hvad der end maatte ske i Verden, saa vil Danmark altid være at finde paa T y s k lands Fjenders Side. Dette er officielt blevet udtalt af Caprivi i Rigsdagen, og den Tone, der gaar gennem den Del af den danske Presse, som læses i Tyskland, har, ogsaa naar det drejer sig om alle andre Spørgsmaal end det sønderjyske, kun kunnet bestyrke denne Opfattelse. Vi ere gennemgaaende i vor Behandling af udenrigske Spørgsmaal langt større Chauvinister, end vi selv ved af; den Glorie, der i sin Tid lagdes over København ved Czar Alexanders stadige Ophold, smigrede os, og de mange løse Presserygter, der bredte sig om København som et Midtpunkt for antityske Makinationer, fik Lov at brede sig. Agitationen i det danske Folk i Sommeren 1870 er heller ikke gaaet Tyskerne af Minde, og det er derfor naturligt for dem at tro, at vi red første Kanonskud ere villige til at gaa imod dem. Medens Tyskerne ere enige i deres Opfattelse af, hvorledes vi vil stille os til dem, ere de indbyrdes uenige i Opfattelsen af, hvorledes de bør stille sig til os. Indrepolitiske Hensyn gribe herind, saa vidt jeg red personlige Forespørgsler i forskellige Partier har kunnet erfare — en systematisk og afsluttende Karakter have mine Undersøgelser desværre ikke kunnet faa — saa er Foiholdet det: de højkonservative vil ikke vide noget som helst af hvad dansk er; disse Folk ere væsentlig østelbiske Agrarer, som frygte, at en T ilnærmelse Danmark-Tyskland skulde kunne medføre Toldforbund og som frygte den danske Konkurrence paa Markedet for Landbrugsprodukter. De frikonservative og nogle af de nationalliberale, nemlig visse Folk fra akademiske Kredse, har et levende Indtryk af den Uret, der øves mod den danske Befolkning i Sønderjylland og vilde gærne have denne Sag bragt ud af Verden, naar der samtidig kunde opnaas politiske Fordele for Tyskland; disse Folk arbejde tillige med de mere abstrakte Hensyn som Pangermanismen, saaledes som den bekendte politiske Forfatter, Professor K on ra d M eyer i Wiirzburg, der netop for et Par Maaneder siden har talt for en fredelig Ordning af det sønderjyske Spørgsmaal. Det mægtige Centrumsparti interesserer sig kun for denne Ting, for saa vidt som der derigennem kunde aabnes en Mulighed for en Formindskelse af Marineudgifterne. De numerisk betydningsløse, frisindede Partier vil af rent ideelle Grunde være stemte for en fredelig Ordning af Mellemværendet Danmark-Tyskland. Om Socialdemokraterne har jeg intet erfaret. Vanskeligheden ved i det hele taget at sige noget om, hvordan den tyske Regering og det tyske Folk vil stille sig til eh Tilnærmelse fra Danmark ligger deri, at som sagt denne Mulighed slet ikk e er dem præsent; men der er Grund til at tro, at netop Overraskelsens Moment, som altid vil ligge i en eventuel dansk Forespørgsel, vilde være et Plus for Tilvejebringelsen af et gunstigt Forhandlingsgrundlag.
Det er klart, at de to nye Momenter, der fra dansk Sido kom me ind, saasnart den eventuelle diplomatiske Aktien kommer til at gælde Tyskland, nemlig Hensynet til Sønderjylland og Uvillien overfor alt tysk, vil komme til at modarbejde hinanden. En Ordning af det sønderjyske Spørgsmaal, eventuelt ved en Gra nseregulering, vil forpligte Danmark til at indlade sig dybere i Forholdet til Tyskland, og Talen om Faren for den danske Nationalitet i Kongeriget vil da blive stærkere og virkelig ogsaa mere berettiget. Det var rart, om de Folk, der give sig saa meget af med Sønderjylland, vilde gøre sig klart, at vi under de nuværende Forhold i Europa intet kan opnaa for dette uden at risikere noget for Kongeriget; vil vi have en Grænseregulering, maa vi lukke Kongeriget op (or Tyskerne og saa stole paa. at vor Nationalitet er stærk nok til alligevel — selv om vi politisk og delvis ogsaa økonomisk gaar Haand i Haand med Tyskland — at bevare sin Renhed. Det var ud fra dette Synspunkt, at jeg i 1899 skrev min Artikel i „Zukunft“ : jeg foretrak og foretrækker, for at nævne Tingen i sine alleryderste Konsekvenser, at leve som tysk Vasalstat med den danske Nationalitet samlet til en Enhed og med Mulighed for at hævde denne Nationalitet saavidt den i det hele selv formaar, fremfor at gaa i en evig Angst for Fjenden syd fra; det kan maaske blive svært at holde den danske Nationalitet ren og ublandet, naar v i træder i et venskabeligt Forhold til Tyskland, men det vil sikkert blive umuligt i Tilfælde af en tysk Annektion; da vil hurtigt Hovedstaden falde, senere Øerne, sidst Jylland, og den dygtige Del af den daflske Nation v il ende som Udvandrere for i det næste Slægtled at være et engelsktalende Folk.
Der er imidlertid ingen Grund til foreløbig at male Fanden paa Væggen; hvor slemt det vil blive med den overlegne, tyske Nations Tryk paa os, kan vi jo ikke ret vel vide noget om, førend vi faa at vide, hvor meget Tyskland overhovedet vil indlade sig med os. De rent militære Fordele, der er for Tyskland ved en Tilslutning fra Danmark, ere jo iøjnefaldende nok, men ligesaa klart er det, at i samme Grad som disse Fordele ere store, i samme Grad forrykkes den politiske og militære Ligevægt i Nordeuropa ved et dansktysk Forbunds Indgaaelse, og det Odium og den Risiko, som følger heraf, vil naturligvis fortrinsvis falde paa Tyskland. Det er meget muligt, at Tyskland vilde se sin Fordel ved, at Danmark bevarede en velvillig Neutralitet, saaledes at man var sikret mod ethvert Angreb fra dansk Side, samtidig med at al Tilførsel kunde foregaa over Danmark. Naar Danmark altsaa vil indrette sit Forsvarsvæsen saaledes, at de Opgaver, der stilles det, ikke komme til at ligge udenfor dets Evners Rækkevidde, og dette er, som vi ovenfor have set, kun muligt, naar Tyskland borteliinineres af de eventuelle Fjenders Rækker, — ja, saa maa man i alle Tilfælde begynde med en Forespørgsel hos Tyskland, en Forespørgsel, der, som vi have set, vil komme ret overraskende. Med Landets Selvstændighed som det principielle og med Hensynet til Søndeijylland som det underordnede vil da Tilbud og Krav blive at forme efter Tysklands Svar; der vil jo i anden Række komme en Mængde andrp Hensyn til, saaledes f. Eks. Hensynet til Fordele for vort Landbrug og de mulige Tab for vor Inaustri ved en eventuel Tilnærmelse til Tyskland.
De lyriske Hensyn, der maatte komme op imod en saadan diplomatisk Aktion, det, at man overhovedet ikke vil forhandle med Tyskland med Muligheden for et Forbund eller en entente cordiale, maa, forekommer det mig, bestemt tilbagevises, og jeg mener, at ingen er nærmere end Hæren til at tage Aflære i denne Sag. I Diplomatiet saavel som i Krigen (og Krigen er jo, som Clausewitz sagde, ikke andet end en Fortsæltelse af Diplomatiet med andre Midler) gælder ingen andre Hensyn end de rent rationelle; de Motiver, som ere de mest rationelle, de ere eo ipso ogsaa de mest patriotiske. Man skulde synes, at de Officerer, der i sin Tid at lyriske Hensyn blev tvungne til at indtage Dannevirkestillingen og som paadrog sig et helt Folks Vrede og Foragt, fordi de vare patriotiske nok til at forlade den, — at de ikke kan være særlig interesserede i at opelske tilsvarende lyriske Følelser hos det næste Slægtled. Man priser i vore Dage Klogskaben og Forudseenheden hos den gamle Hannibal Sehested, der i sit berømte politiske Testamente efter Krigen i 1660 raadede til at lade Revancheideerne fare og anvende Landets politiske Kraft til andre Opgaver; hvorfor da ikke drage Analogien heraf for vor egen Samtid og tage efter den Lære, som ligger deri? Det forekommer mig, at der netop i disse Dage er Anledning til at betone dette. Jeg har — som vel de fleste Forsvarsvenner — med Glæde hilst den Bevægelse, der er opstaaet for gennem Højskolerne at gøre det opvoksende Slægtled interesseret for Hæren og dens Formaal; hvis ad denne Vej den antimilitaristiske Gift kan bekæmpes og udryddes, saa er det kun godt. Men noget ganske andet er, om de historiske Betragtningsmaader, der hidtil have været herskende paa Højskolerne, nu ogsaa skal indpodes Officererne; skal Hæren nu flaskes op med en Mikstur af oldnordisk Mythologi og Tyskæderi, saa ere vi jo ikke komne længere end vi vare før 1864. Det fnaa ikke glemmes, at Højskolen i dens nuværende Form er den direkte Arvtager efter de Mænd og de Anskuelser, som fremtvang Dannevirkestillingen paa Grund at dens »løftende« historiske Minder, og derved gav Krigens Førelse en skæv Retning fra Begyndelsen af. Det er Hæren selv, det tilkommer at afgøre, om der kan kæmpes og hvor der skal kæmpes. Vi har at sørge for, at Hæren kan blive saa god, saa godt uddannet og saa vel udrustet som muligt, Resten maa vi overlade til den selv. Og ser Hæren, at Anskuelser, der ere populære i Landet, ville drive den ind i en uholdbar Stilling, ja, da er som sagt ingen nærmere end Hæren selv til at rejse en Protest herimod.
Det forekommer mig, at den af mig antydede Politik, Forbindelsen af en diplomatisk Aktion med de militære Rustninger, vil kunne faa Betydning for Hæren under den politiske Eventualitet, vi ikke tør se bort fra, nemlig naar vi faa et Venstreministerium. Jeg ser, at Venstres Fører, Christensen-Stadil, i sin nys udgivne Piece »Dansk Politik« er kommen bort fra sine tidligere Udtalelser om, at Hæren blot skulde bruges til at »konstatere« vor Neutralitet. Maa jeg her blot indskyde, at det forekommer mig, at være den mest aabenbare Forbrydelse at ville anvende saa meget som en eneste Soldats Liv til en saadan »Konstatering«, saafremt denne er det endelige og eneste Formaal for en militær Aktion, Men det er han da ogsaa kommen bort fra nu, og Side 26 af sin Piece opstiller han som Venstres Program: »En Ordning, bygget paa vor Neutralitet og med det Formaal at sikre Landet mod Overrumpling«. Jeg ved nu ikke, og det ved heller ingen Venstremand, hvor vidt det vil lykkes Venstre at rive sig løs fra Konsekvenserne af sin egen aarelange, antimilitaristiske Agitation. Men hvis den kan det, saa vil det være at ønske, at man ved diplomatiske Forhandlinger kan have skabt en mere rationel Basis for Hærens militære Virksomhed end den nuværende; Hæren kan da med større Selvtillid stille sine Fordringer, fordi den ved, at det ikke vil kunne siges, at disse Fordringer ere unyttige og de Formaal, de tjene, umulige. Den Tanke, at Hæren selv skal interessere sig for en diplomatisk Aktion, har, forekommer det mig, saa meget mere pa'a sig, som der her ikke vil stille sig praktiske Hindringer i den nuværende Ordning. 1 Følge Forholdenes Natur er den udenrigske Politik det Qmraade i Statslivet, der er mest uafhængig af Folkerepræsentationens Kontrol. Den Tanke forekommer mig ikke at ligge fjernt, at man gennem den øverste Krigsherre maatte kunne tilvejebringe en Forbindelse mellem de to Departementer, det militære og det udenrigske. Hertil kommer, at de Spørgsmaal, der ved en diplomatisk Forhandling af den ovenfor antydede Natur maatle komme paa Tale, jo fortrinsvis ville blive af ren militær Natur, og derfor høre ind under Hæren. Og med Hensyn til det rent formelle kan jeg henvise til, at man baade i Frankrig og endnu mere i Tyskland i de senere Aar i stigende Grad er kommen ind paa at anvende Militærpersoner i den diplomatiske Tjeneste, baade paa ordinære Poster og til ekstraordinære Sendelser.
Det skulde glæde mig, saafremt man her i denne Kreds maatle finde, at det, jeg her har tilladt mig at antyde som en Opgave for Hæren, heller ikke ligger udenfor, hvad den vil eller kan. Det forekommer mig, at Hæren for enhver Pris maa søge sig befriet forat leve under det forfærdelige Tryk af Visheden om engang at skulle blive stillet overfor en uløselig Opgave. Det forekommer mig, at set fra et militært Standpunkt er Fredsperioden ikke andet end den naturlige Forberedelsestid til Krigen; det er en Opgave af ren. diplomatisk Natur at udsende éclaireurs for at undersøge, hvor og med hvem, der skal kæmpes. Det gælder at faa saa meget som muligt at vide og saa træffe sine Forholdsregler derefter; thi baade i den diplomatiske og i den militære Aktion gælder først og fremmest Ordet:
,,savoir et prévoir, c'est pouvoir“.
Marts 1901. Dr. J . Østrup.
