Billede: Rhin-forsvarslinjen længst mod vest. NATO.
Af Peter Bogason, professor emeritus
Dette første bidrag om NATO’s 75-års jubilæum stiller skarpt på Danmarks strategiske situation i perioden 1945-51 med hovedvægten på årene 1948-51, hvor danske politikere blev enige om at opgive den klassiske neutralitet og i stedet ville samarbejde med andre stater om et forsvar rettet imod forventede angreb fra Sovjetunionen. De politiske diskussioner er velbeskrevne og lades derfor ude, fokus er på de militære synspunkter i forløbet fra neutralitet til alliancepartner.
De vigtigste kilder til analysen fremgår af noterne, men det skal bemærkes, at indholdet er tæt inspireret af forfatterens tidligere udgivelser om det danske forsvar og NATO.1
Det skandinaviske perspektiv
I de første år efter 1945 genetablerede Danmark sin status som neutral stat, nu under FN’s auspicier. I FN arbejdede man på at etablere en form for militær sikkerhedsstyrke under Sikkerhedsrådet, men det blev ikke til noget.
I løbet af få år udviklede Sovjetunionen en stadig mere aggressiv rolle i Østeuropa og fik hurtigt kommunistpartierne til magten i alle lande bag jerntæppet. Sovjet havde besat Bornholm i maj 1945, men forlod øen i april 1946. Forinden havde Sovjet presset den danske regering til at erklære, at Danmark ville overtage øen med egne tropper og administrere den uden hjælp fra andre magter.
I marts 1948 overtog kommunisterne regeringsmagten i Tjekkoslovakiet ved et kup og kort efter begyndte Sovjet at blokere for vestmagternes adgang til Berlin. Dette skabte stærk bekymring i Skandinavien, og i september 1948 indledte Danmark, Norge og Sverige forhandlinger om at skabe et Skandinavisk Forsvarsforbund. En særlig komite gennemgik ganske detaljeret de tre landes militære forhold og analyserede en række scenarier for et sovjetisk angreb på de tre lande. På grundlag heraf opstillede komiteen en række specifikke former, hvormed de tre lande kunne støtte hinanden.
Rapporten kom i januar 1949 og forblev højt klassificeret indtil efter den kolde krig.2
Den viste, at militært set var Sverige ret stærk, hvorimod Norge og specielt Danmark var ret svage. Derfor ønskede Norge at fastholde et samarbejde med USA for at kunne få militært udstyr, og Danmark havde en lignende interesse. Men Sverige ønskede en helt neutral alliance, hvorefter USA uformelt meddelte partnerne, at en neutral alliance ville komme sidst i en amerikansk prioritering af militær støtte. I februar blev det klart, at standpunkterne ikke kunne finde et kompromis, og Norge trak sig derefter fra forbundstanken, snart fulgt af Danmark. Begge lande indgik i det nye NATO i april 1949, mens Sverige forblev neutralt.
Rapportens analyser viste, at ethvert sovjetisk angreb, som berørte Danmark, initialt ville være rettet mod det sydlige Sverige og de danske øer Bornholm, Lolland-Falster og Sjælland.3 Samtidig ville de danske gennemsejlingsfarvande være oplagte til at blokere for den sovjetiske flådes bevægelser og for forsyninger ad søvejen. Tankerne i Det skandinaviske Forsvarsforbund var i udgangspunktet, at forsvaret af landområderne skulle overlades til de enkelte lande selv, men der kunne blive behov for at flytte styrker til et af de andre lande, fx i et dansk tilfælde af tilbagetrækning af styrker fra Sjælland til Skåne (Helsingør-Helsingborg), hvorimod svenske styrker i Skåne sandsynligvis ville blive trukket nordpå mod Hallandsåsen, som er et naturligt forsvarsværk.
For søforsvarets vedkommende kunne Danmark og Sverige have et samarbejde eller i det mindste skabe en koordineret indsats i den sydvestlige Østersø, Øresund og Kattegat. Hertil kom mulighederne for at koordinere placering og indsats af kystbatterier i Øresund. Ubådes indsats skulle koordineres i Østersøen fx ved angreb på landgangsstyrker såvel som transportskibe og større orlogsfartøjer. Overfladeenheder kunne tilsvarende koordinere angreb i Østersøen med diverse artilleri- og torpedoangreb samt minelægning. Man forestillede sig en inddeling af Østersøen i adskilte områder for de to mariner for at skabe operationsfrihed. Man måtte desuden dele viden om placering af minefelter og andre hindringer for skibsfarten. I Øresund var tæt samarbejde nødvendigt i alle henseender mht. minefelter og kystbatterier - ubåde kunne ikke operere i det lavvandede område. Tilsvarende forudsatte operationer i Kattegat og Skagerrak i de fleste tilfælde koordination, og der ville være behov for fælles konvojering for transportskibe. Minestrygning ved kysterne forblev nationale opgaver.
Landenes flyvevåben skulle etablere et samarbejde, men på daværende tidspunkt var det danske flyvevåben kun på planlægningsstadiet. Alligevel var fly fleksible i brug, og man kunne forholdsvis let koordinere dem og skabe koncentrerede operationer mod land- og sømål. Piloterne skulle derfor øve brug af de andre landes flyvestationer, og kommandosystemerne måtte gøres fælles. Rekognoscering måtte også gøres fælles.
Dette omfattende samarbejde krævede fælles signal-. og kommunikationssystemer; fri adgang til hinandens baser og fuldstændig deling af information fra efterretningsafdelingerne.
Figur 1. Kort fra forhandlingerne om forsvarsforbundet. Man ser de planlagte minefelter med lyseblåt, 2’ verdenskrigs felter med mørkeblåt, og 1’ verdenskrigs med rødt. Rigsarkivet.
Det Skandinaviske Forsvarsforbund forblev altså en papirtiger, men det omfattende samarbejde mellem militært personel, udvekslingen af militære oplysninger og omfattende analytiske diskussioner af strategier placerede landenes stabsofficerer i en enestående position til at analysere forsvarsmulighederne for Danmark og Norge, da de blev medlemmer af NATO kort tid efter. De havde lært samarbejdets kunst og var godt orienterede om styrkerne og planerne i de to lande. De havde lært at gennemtænke strategi og taktik i et større perspektiv end den snævre nationale interesse, som var dominerende for dem som neutrale stater.
Strategiske overvejelser for NATO
NATO-medlemskabet ændrede fuldstændig danskernes militære udsyn. Danmark var nu en del af en meget stor forsvarsunion og man måtte redefinere de militære roller i dette perspektiv. I stedet for det nationale forsvar fik man nu udfordringerne i at indgå i en arbejdsdeling med henblik på også at forhindre skader uden for egne grænser.
Nøglen til dette samarbejde lå i de danske gennemsejlingsfarvande - Lillebælt, Storebælt og Øresund. Danmark kunne forhindre angreb på andre lande ved at hindre passage og holde fjenden væk fra at kunne bruge landets baser og flyvestationer. I NATO-forståelsen var dette “en for alle” i musketer-eden. Men tilsvarende kunne danskerne forvente “alle for en” ved at få assistance fra andre medlemslande til denne opgave.
Her i det 21’ århundrede er det nok værd at erindre læseren om, at de militære våben og kapabiliteter var radikalt anderledes i 1949 - anderledes end i dag, men såmænd også end for bare 10 år senere. Den teknologiske udvikling gik meget stærkt. I 1949 var forholdene som under 2. verdenskrig: ingen missiler, den elektroniske kommunikation var primitiv, og der var ingen taktiske atomvåben. Derfor lå Sovjetunionens styrke i en meget stor konventionel hær, som – i modsætning til de vestlige lande - ikke var blevet skåret ned efter krigen. Flyvevåbnet og flåden var ikke så stærke, men var dog stadig nødvendige at regne med, ikke mindst i Østersøen.
Vægten lægges i det efterfølgende på betydningen af de danske stræder, og derfor får de sømilitære forhold stor betydning. Landmilitært var hovedproblemstillingerne at etablere et forsvar i Sønderjylland og Slesvig-Holsten samt på de sjællandske kyster mod sydøst. Pladshensyn tillader ikke en nærmere gennemgang deraf.
NATOs første strategi blev udviklet af fem regionale udvalg, samtidig med at de nationale myndigheder analyserede deres forhold. Hvis vi vil have indblik i, hvorledes den danske militære top så på forholdene, er et godt udgangspunkt at finde i en serie notater, skrevet af den tidligere tysk admiral Heye. Han var medlem af en gruppe tyske tidligere topofficerer, the Naval Historical Team, som arbejdede for amerikanerne i perioden 1949-52. Officielt skulle de analysere søkrigen 1939-45, men reelt skrev de analyser af, hvorledes den sovjetiske flåde opererede, og hvordan man kunne bekæmpe den. Således analyserede de, hvordan en kommende vesttysk flåde kunne bruge strategiske og taktiske pricipper.4 Et af medlemmerne blev den første chef for den vesttyske flåde, da den blev dannet i 1956.
Heye havde været chef for “små enheder” i Østersøen og kendte forholdene der godt. Han mente, at store skibe havde dårlige operationsvilkår i de farvande; man kunne operere meget bedre med Motortorpedobåde (MTB), små ubåde og minefelter. At have mange skibe var vigtigere end deres størrelse. Man skulle undgå faste baser; værksteder, reparationssystemer mv. skulle være mobile.
De strategiske samtaler mellem søværnsstaben og Heye begyndte i 1949.5 Selv om han var flådemand, var Heye interesseret i meget mere end søkrigsforhold. Han understregede behovet for, at alle tre militære grene arbejdede sammen i områder som Østersøen og de danske farvande – et tema, som blev helt afgørende senere med dannelsen i 1961 af den dansk-tysk-norske NATO-kommando BALTAP, for Baltic Approaches, der havde til opgave at koordinere sikringen af adgangen til Østersøen. I et notat om Østersøens militærpolitiske role6 kritiserede han, at NATOs planlæggere tilsyneladende interesserede sig mest for hærstyrkerne i Centraleuropa. De havde kun analyseret søkrigsmagt, når det drejede sig om Middelhavet og Atlanterhavet. Betydningen af Østersøen begreb de åbenbart ikke.
Således indså de ikke, at den, der havde sømagt i Østersøen, havde stor indflydelse på krigen i Central- og Nordeuropa. Dette forudsatte imidlertid, at hær, flåde og flyvevåben arbejdede sammen i en fælles strategisk ramme, noget a la den måde, USA opererede i Stillehavskrigen. NATO måtte ikke tillade de tre militære grene at operere uafhængigt af hinanden. Det var endvidere bemærkelsesværdigt, at det sovjetiske militære system så flåden som et instrument for hæren, fx ved at sikre forsyninger i de forskellige havne, efterhånden som hærens behov opstod. Det var ligeledes ønskeligt, at flåden angreb fjendens kommunikationslinjer til søs, først og fremmest med ubåde, og således vanskeliggjorde fremførsel af forsyninger. Sovjets flådestyrker var derfor forholdsvis svage, mens NATO havde stærke flåder, der skulle bruges som anført nedenfor.
Heyes analyse understregede, at Østersøen havde mange havne langs med den baltiske kyst, som var vigtige for Sovjetunionen; der var megen industri og mange skibsværfter, og derfor var området centralt for at producere, håndtere og transportere forsyninger til den sovjetiske hær i Central- og Nordeuropa. Flåden havde vigtige baser og omkring halvdelen af sine flådestyrker der. Følgelig måtte Sovjet sikre sine LOCs ved at få kontrol over de danske gennemsejlingsfarvande og de tilstødende landområder. Samtidig måtte man sikre, at Sverige forblev neutralt, således at NATO ikke kunne bruge dets baser og flyvestationer.
Hovedopgaven for NATO var derfor at kontrollere de danske gennemsejlingsfarvande, at blokere Sovjets LOCs og at opbygge en stærk landgangsstyrke baseret på alle tre værn, som var klar til at gå i land hvor som helst på den baltiske kyst.
Hvis man ikke kunne opbygge en sådan styrke, skulle der være en minimumsstyrke klar til aktion, hvis krigen brød ud. Den skulle bestå af en stærk flystyrke til rekognoscering, til angreb på forskellige mål og samtidig beskytte egne styrker; mellemstore ubåde (350 tons), som kunne udlægge miner, bevogte minefelterne og angribe fragtskibe; mini-ubåde til lavvandede områder; minelæggere; små anti-ubåds (ASW) fartøjer og MTB. Herudover skulle dansk område beskyttes af minefelter og (helst) mobile kystbatterier. I danske farvande skulle man have minestrygere, ASW og antiluftskyts. Og endelig skulle man oprette et omfattende net af udkigs- og radarsystemer; rapporter skulle udarbejdes jævnligt for at klarlægge alle sovjetiske bevægelser i Østersøen.
Ovennævnte styrker kunne ikke etableres af Danmark alene. Det var en NATO-opgave, og USA måtte påtage sig en stærk lederrolle, specielt for at få bygget de nødvendige skibe og ubåde i stort antal. Men det ville med tiden også blive nødvendigt at inddrage Vesttyskland (som ikke blev genbevæbnet før i 1955) - folk fra den tidligere Krigsmarine havde viden og erfaring til at opfylde opgaverne.
Figur 2. Heye’e kort over angrebs- og forsvarsretninger. Rigsarkivet.
Ovenstående viser klart, at Heye forstod betydningen af at have strategiske parametre, og han klarlagde betingelserne for søkrig i Østersøens lukkede farvand: At skabe “choke points”, der med lave egne omkostninger kunne forhindre fjenden i passage, brug af mindre fartøjer til søs, etablere samarbejde mellem de tre værn og skabe et stærkt rekognosceringssystem. Dette var i nogen grad på kant med NATOs sømilitære top, som var domineret af “blue water” principper med kamp på de store have, hvor ”brown water” kyster, strømme, lavt vand og andre forhindringer ikke findes.
Heye udarbejdede en rammeplan for flådeudvikling inden for NATO. Kun to flåder - USA’s og Englands - havde store nok flåder til at skabe sømagt i Atlanterhavet og Middelhavet. De øvrige flåder skulle specialisere sig og få roller tildelt inden for en større plan. Udgangspunktet for Heye var afskrækkelse - og den skulle udvikles i den sovjetiske ledelses hoveder. De skulle permanent være i tvivl om, hvad NATO kunne finde på. Heye gav ikke meget for britisk og amerikansk efterretningstjeneste, og danskerne forstod hurtigt, at hvis Danmark kunne opbygge et moderne efterretningssystem baseret på radar og elektronisk aflytning, ville Danmark få en vigtig rolle inden for det early-warning system, som NATO var ved at opbygge.
Heye påpegede, at NATO var stærkere end Sovjetunionen til søs og i luften, mens det omvendte var tilfældet til lands. Derfor var Østersøen og de danske gennemsejlingsfarvande vigtige militære scener. Historisk havde russerne haft hære med svage flanker og de danske og norske styrker, som var i Slesvig-Holsten, kunne sammen med britiske styrker og danske styrker fra Jylland angribe den sovjetiske centralhærs flanke i Nordtyskland. Denne mulighed skulle hjælpe til at afholde Sovjet fra at angribe vestover.
Samlet ville Danmarks rolle blive at blokere de danske farvande for gennemsejling med miner, således at man forhindrede Sovjetiske ubåde og andre fartøjer i at komme ud i Atlanten. Forudsætningen var et stærkt samarbejde mellem flåde og flyvevåben, og at hæren var indsatsparat i områder, hvor styrker kunne landsættes. Man måtte have store minedepoter og et effektivt mobiliseringssystem. Søværnet havde brug for små minelæggere, MTB og hurtige patruljefartøjer, dertil mellemstore undervandsbåde såvel som mini-ubåde. Mobile kystbatterier kunne yde støtte i snævre farvande og ved landgangsstrande. Flyvevåbnet skulle understøtte Søværnets operationer, og et stærkt efterretningsvæsen var uomgængeligt. England og Frankrig kunne supplere med MTB, ASW og minestrygere, og Royal Air Force burde overtage en række flyopgaver i Østersøen, evt. fra egne baser i Vesttyskland.
Som vi skal se, var Heyes ideer i det store og hele acceptable for den danske militære top og blev på forskellig vis anvendt i årene derefter.
NATO’s første strategiske tiltag
NATO-traktaten blev underskrevet i april 1949 og ratificeret af de enkelte landes parlamenter i månederne derefter. I løbet af det første år blev skelettet for en organisation dannet. Det Nordatlantiske Råd var indskrevet i traktaten, og på dets første møde i september 1949 dannedes Forsvarsudvalget (Defence Committee, forkortet DC) for at udvikle og følge NATOs medlemslandes kapaciteter til at modstå et angreb. Forsvarsudvalget fik et stabsorgan, Militærudvalget (Military Committee, MC); det omfattede medlemslandenes militære chefer. MC fik så et stående udvalg (Standing Committee, SG). I starten havde det kun tre medlemmer fra de tre dominerende lande, men efter nogle år fik alle landene et medlem.7
Som nævnt blev fem regionale udvalg nedsat for at analysere de militære problemstillinger og planlægge derefter for Nordeuropa, Vesteuropa, Sydeuropa og Middelhavet, USA/Canada, og Nordatlanterhavet.
Der var altså ingen egentlig militær organisation med topleder og stab. Som vi skal se, tog det flere år. NATO var skabt som et instrument i nødstilfælde til at reagere, hvis Sovjetunionen angreb vestover. Derfor var der i starten ingen gennemgribende strategiske principper og taktiske planer til at styre militære bevægelser, hvis sovjetiske tropper krydsede en grænse. Der var heller ingen fælles forståelse om Sovjetledelsens intentioner. Der var kun en enighed om, at Sovjet forekom truende, og at skiftene i Østeuropas regeringer var klare indikatorer på, at lignende kunne forventes i Vesteuropa, hvis de blev besat af Sovjet. Derfor NATO’s musketer-ed: hvis et land blev angrebet, kom svaret fra alle.
NATO skulle være klar til et massivt sovjetisk angreb over en bred front i Europa, men i udgangspunktet var dette baseret på de enkelte landes egne militære planer. Og NATO’s dominerende medlemmer - de amerikanske politikere og militære chefer - tvivlede stærkt på, at et sovjetisk angreb i Vesteuropa kunne modstås.8 Et Europakort vil vise, at en første “naturlig” forsvarslinje set østfra ligger i Rhinen og vejen til dens udløb i Holland. Denne blev kendt som Rhin/Ijsel-linjen - og den efterlod i realiteten Nordtyskland og Danmark åben for angreb, se kortet nedenfor.
Figur 3. Rhin-forsvarslinjen længst mod vest. NATO.
Danske, norske og britiske tropper skulle indsættes for at stoppe sovjetiske tropper, men de var kun nogle tusinde mand med lette våben. Derfor stod det hurtigt den danske militære ledelse klart at den eneste måde, man kunne styrke forsvaret af Jylland på, ville være at genopruste Vesttyskland (dette vil blive behandlet nærmere af Iben Bjørnsson senere i denne artikelserie).9 Den danske militære top udtalte sig ikke offentligt om problemet, det var klart at læse i de militære dokumenter om styrkeevalueringer mv., men de blev jo ikke offentliggjort.
NATO’s første gennemgribende strategiske dokument kom fra Standing Group, der integrerede arbejderne fra de regionale udvalg i dokumentet DC13, også kaldet MTDP (Medium Term Defence Plan), som fra april 1950 blev grundlaget for det videre strategiske arbejde.10
DC13’s grundlæggende budskab var, at den sovjetiske ledelse stræbte efter et verdensherredømme, styret fra Moskva. Vi skal ikke komme ind på detaljerne i dette politiske budskab og istedet koncentrerer vi os om de militære elementer af strategien i det nordeuropæiske område, specielt Danmark.
Som man så det, var følgende strategiske forhold gældende for Danmark:
- Danmark var muligt baseområde for Nordtyskland og Østersøen: for Sovjets ubåde, overfladeskibe og fly. Tilsvarende for NATO. Derfor skulle området og specielt infrastrukturen holdes af NATO. Specielt skulle den vesttyske kyst til Østersøen kontrolleres som en slags brohoved, der forhindrede sovjetiske forsyninger ad den vej.
- De danske gennemsejlingsfarvande var nøglen til Atlanterhavet, som man skulle forhindre sovjetiske enheder i at nå ud i. Farvandene skulle kontrolleres og miner lægges ud; samtidig skulle sovjetisk minelægning hindres, konvojsystemer etableres og ASW-fartøjer sættes ind.
- De danske styrker var små og vanskelige at flytte rundt med på grund af de mange øer. Tidlig varsling var derfor nødvendig, og man måtte forvente sovjetiske forsøg på overraskelsesangreb. Styrkerne skulle derfor fordeles rigtigt, og fleksibilitet var vigtig, når angrebet satte ind.
- Modoperationer var ønskelige mod bl.a. sovjetiske flyvestationer for at sikre NATO’s luftherredømme. Man måtte igangsætte omfattende luftbombardementer af baser, lufthavne og skibe. De sovjetiske LOCs skulle skæres over med ubåde og overfladeenheder. Minelægning fra skibe og fly var også mulig.
DC-13 specificerede truslerne mod de enkelte regioner; vi behandler den nordlige region: Norge, Danmark og Slesvig-Holsten. Man forudså to mulige angreb: et angreb på Danmark-Norge og et på alle tre skandinaviske lande.
I det første tilfælde forventede man et angreb på Danmark gennem Nordtyskland, koordineret med de øvrige angreb på Vesteuropa, og ledsaget af luft- og søbårne operationer mod de danske øer, specielt Sjælland. Norge ville blive angrebet samtidig med en amfibie- og luftoperation først mod den norske Skagerrakkyst og Oslo, derefter langs med jernbanerne mod Trondheim, Bergen og Stavanger. En samtidig operation ville udgå fra Murmansk og udvikles mod Narvik fra havet, kombineret med overskridelse af den norske grænse via vejene. Fremstødet ville gå så langt mod syd, som naturforholdene tillod.
I det andet tilfælde ville hovedangrebet starte i syd med et sekundært angreb fra nord, som beskrevet ovenfor, og gennem Finland mod Sverige. Kun i syd kunne der leveres landbaseret flystøtte fra Østersøkysten.
Forsvarsopgaverne i DC-13 var ret abstrakt formulerede. Den generelle opgave var at forsvare så langt mod øst som muligt og at opretholde kontrollen over forsvarets nøglepunkter. Der blev ikke sagt meget konkret om hærene udover behovet for offensive og defensive operationer; der var behov for panserværnsvåben, og fjenden skulle mødes således, at han måtte sende større mængder tropper frem, end der var forsvarere.
Flyvevåbnene skulle etablere luftherredømme, for at styrkerne på jorden kunne operere sikkert; derfor skulle fjendtlige flyvestationer og deres fly på jorden bombes ligesom deres benzindepoter, fly, hangarer mv. Effektive luftforsvar skulle beskytte egne LOCs og vigtige administrative centre og byer ved at bruge interceptor-fly og antiluftskyts. Radar og kontrolcentre skulle maksimere effektiviteten. Operationer ind i fjendens luftrum skulle forstyrre fjendens trafikbillede.
Flådestyrkerne skulle beskytte egen handelsflåde, havne og baser. Indre farvande og gennemsejlingsvande skulle beskyttes, minestrygning udføres og defensive minefelter lægges på passende steder. Farvande, som fjenden kunne besejle, skulle lukkes af. Offensivt skulle fjendtlige enheder og landinstallationer angribes fra søen, og kommandoaktioner udføres mod baser og diverse kystbatterier mv. Der skulle planlægges konvojsystemer, og omfattende operationer mod sovjetiske ubåde igangsættes, koordineret mellem NATO’s regioner. Egne havne og LOCs skulle beskyttes mod miner, og miner skulle lægges offensivt ved fjendens havne.
Disse betragtninger lagde rammerne for dansk forsvarsplanlægning til lands, til søs og i luften. Nu var opgaven at præcisere dem i samspil med den danske forsvarstop. NATO’s første militære organisation og taktiske tiltag. DC-13 lagde altså grundstenene til udviklingen af det militære forsvar, men de regionale udvalg kunne ikke gøre planerne operationelle. Deres personel arbejdede for de nationale forsvarschefer og havde dermed ikke det nødvendige internationale perspektiv til operationer på tværs af landene.11
Korea-krigen gjorde det hurtigt klart for NATO’s medlemmer, at det var nødvendigt med en international kommandoorganisation, hvis man skulle være i stand til at modvirke og, om nødvendigt, møde og standse et sovjetisk angreb mod et eller alle NATO-landene. Så i september 1950 dannede NATO-rådet en integreret kommando for land, hav og luft: Supreme Allied Commander Europe (SHAPE), som blev placeret uden for Paris, og chefen (SACEUR) blev den amerikanske general Eisenhower. Han skulle tiltræde i april 1951. Der blev desuden dannet en kommando for Atlanterhavet (SACLANT) og for områderne ved den engelske kanal (ACHAN). For det traditionelle Danmark var det SACEUR, der var umiddelbart relevant, men Færøerne og Grønland var beliggende i SACLANTs område.
Eisenhower’s basale strategi var at opbygge et stærkt landforsvar i Centraleuropa med stærke luft- og søstridskræfter på flankerne (Nord- og Sydeuropa); her behøvede man ikke helt så stærke landstyrker. Sovjetiske landstyrker under angreb i Centraleuropa ville blive bombarderet på flankerne - nordpå fra luftbaser i England og Skandinavien og sydpå fra Italien, Nordafrika og Mellemøsten.12 For den nordlige flankes vedkommende var det i god overensstemmelse med Heye’s tanker, som gennemgået ovenfor.
Eisenhower organiserede SHAPE i fem underkommandoer, for Danmarks, Norges og Slesvig-Holstens vedkommende en integreret kommando (AFNORTH) i Oslo. Den fik selv fire underkommandoer; en for flyvevåbnene, en for flåderne, og en for hver af Danmarks og Norges landstyrker. De to hærkommandoer lå i hver sit land, og de to andre kommandoer fik hver sine nationale kommandoer i Danmark og Norge. I det daglige var ansvaret dermed i realiteten nationalt forankrede; NATO-hovedkvarteret havde overopsynet og udarbejdede krigsplanerne, herunder planerne for forstærkning udefra.13
Figur 4 Organisationen for AFNORTH.14
Eisenhower fik hurtigt organiseret arbejdet med taktiske planer for SHAPE, og i maj 1951 kom Strategic Guidance no 1.15 Det udfyldte Eisenhower’s flankestrategi, hvor AFNORTH’s hovedroller var:
- At fastholde baseområder i Danmark og Norge til offensive og modangrebsoperationer;
- At lukke de danske gennemsejlingsfarvande;
- Efter at have stabiliseret det sovjetiske angreb at udslette fjendestyrker i området. I juni 1951 kom et taktisk direktiv, hvis parametre af relevans for Danmark var:16
- Danmark og Norge skulle betragtes som ét forsvarsområde; de vigtigste opgaver var at holde kontrollen over havne og flyvestationer og lukke gennemsejlingsfarvandene. Derfor var det yderst vigtigt at undgå at Danmark som første led blev besat.
- For Danmarks vedkommende ville det blive vanskeligt at holde Slesvig-Holsten, hvis man kun kunne regne med den skandinaviske brigadegruppe. Den skulle derfor være klar til at udkæmpe et tilbagetrækningsslag nordover til en stærkere forsvarsposition, som dækkede tilgangen til Danmark.
- En yderligere fare for Danmark var sø- og luftlandsætninger; disse skulle blive mødt med stærke og velorganiserede lokalforsvarsstyrker støttet af mobile regulære hærstyrker.
Direktivet pegede også på behovet for at etablere et kommandosystem, der integrerede luft- og landstyrker.
I juli 1951 specificerede Taktisk Direktiv nr. 2, hvordan en række forhold skulle opnås17. Her blev det klarlagt, at NATO planlagde at bruge sine flystyrker øjeblikkelig for at etablere modangreb, først og fremmest mod sovjetiske taktiske flystyrker og flyvestationer, derefter mod diverse depoter, havne og ubådsbaser og LOCs. Fly fra hangarskibe kunne forventes indsat.
Hertil kom en række generelle opgaver, såsom oprettelse af et tilstrækkeligt luftforsvarssystem, etablering af et efterretningssystem til at advare mod forberedende aktiviteter til luftbårne eller skibsbårne operationer; beskyttelse af LOCs, havneområder, flyfaciliteter, transportsystemer og andre nøglefænomener; planer for deployering af allierede skibe og fly efter behov; og forberedelse af detaljerede offensive og defensive planer forud for udbrud af fjendtligheder.
For Østersøen og de danske stræder fastlagdes en række opgaver:
- Taktisk luftrekognoscering for landstyrker og dyberegående rekognoscering i den sydlige Østersøregion;
- Planer for anti-invasions minefelter i såvel danske stræder som norske farvande;
- Maksimal udnyttelse af alle minelægningsressourcer (også ubåde) for at frigøre flystyrker til andre vigtige opgaver. Miner fra NATO-fly skulle kun anvendes mod fjendtlige farvande;
- Flyvestationer i Danmark skulle udbygges til at yde tilstrækkelig luftstøtte for hærstyrker i området. Man skulle overveje deployering og forstærkning fra andre områder.
Sådanne krigslufthavne skulle kun udvikles til minimumsstandard.
- Der skulle etableres systemer til at spore ubåde, der søgte ud fra Østersøen i perioden før et angreb;
Der skulle koordineres tæt med SACLANT og ACAN i at dække udsejlingerne fra Østersøen, i at støtte operationer mod landsætning af styrker i Danmark og Norge og i at styrke LOCs fra England og havne i den Engelske Kanal til norske og danske havne.
Disse taktiske opgaver fra 1951 forblev relevante og blev dimensionerende for udviklingen af det danske forsvar gennem hele Den Kolde Krig. Men nogle af tiltagene havde vanskeligt ved at få politisk godkendelse, selv om den militære ekspertise anbefalede dem. Det gjaldt specielt stationering af fremmede styrker i Danmark i fredstid.
Det danske forsvars muligheder i NATO
Efter krigen måtte det danske forsvar genopbygges, da der stort set ikke var noget tilbage efter den tyske besættelse. Genopbygningen skete under overopsyn af et udvalg i Rigsdagen, som tildelte midler og godkendte visse større indkøb. Men genopbygningen gik langsomt, og som vi så ovenfor, var karakteristikken af det danske forsvar under arbejdet med Det Skandinaviske Forsvarsforbund, at det var “meget svagt”.
I oktober 1950 omorganiserede Danmark sit forsvar til en opdeling i hær, flåde og flyvevåben, og der blev indført en forsvarschef, der havde den samlede kommando. Forsvarschefen, hans stabschef og de tre værnschefer indgik i en Forsvarsstyrelse, der stort set mødtes hver fredag og gennemgik alle temaer af fælles interesse, herunder naturligvis budgetforhold.
I december 1950 sendte forsvarschefen sin vurdering af det danske forsvars tilstand til sin minister18. Han indledte med følgende:
“Det er af største vigtighed for mig så tidligt som muligt at henlede Hr. Ministerens opmærksomhed på landets fuldstændig katastrofale mangel på evne til at forsvare sig selv...”
Denne udtalelse blev underbygget på de efterfølgende 24 sider. Hæren havde for få soldater til sine opgaver. Der var ingen kampvogne, mangel på panserværnsvåben, intet svært og middelsvært artilleri og meget lidt let artilleri; ekstremt svagt luftforsvar, alvorlig mangel på signalenheder og dermed ringe evne til koordineret kamp; en uheldig blanding af danske, svenske, britiske og amerikanske våben og materiel, og mangel på reservedele og krigsammunition.
Flåden manglede kystjagere til at angribe en invasionsflåde, nye patruljefartøjer var for svagt armerede, der var for lidt luftværnsartilleri alle steder, besætningerne blev ikke tilstrækkeligt trænede, der var ikke nok minestrygningsudstyr til at opretholde de minestrøgne ruter, der var kun 1000 miner i depot, man manglede 2000, og reparationsværkstederne var for få.
Flyvevåbnet havde kun 16 METEOR-jagere, som var up-to-date, 24 SPITFIRES var forældede. Intet brugeligt radarsystem, hvorfor interception af fjendtlige fly var meget vanskelig. Hæren og flåden kunne ikke regne med støtte. Kun begrænset rekognosceringsevne. Ingen evne til natflyvning.
Denne miserable rapport var vel at betragte som et stærkt input til at få flere midler til forsvaret. Ovenfor så vi NATO’s taktiske krav til forsvaret. Men den nationale formulering blev noget svagere. Det overordnede mål blev: “at holde udvalgte områder i krigszonen og, så længe og effektivt som muligt, at nægte fjenden muligheden for at forlade Østersøen. Alle tilgængelige midler vil blive brugt til at forstyrre sovjetisk fremrykning, sinke og ødelægge sovjetiske styrker og udstyr så langt mod nord og syd som muligt.”19
Disse formuleringer gav ikke meget håb om et kraftfuldt NATO-svar på et sovjetisk angreb. AFNORTHs første plan fra januar 1952 havde følgende elementer:20
Landstyrker. Hovedstyrkerne ville være i Jylland og Slesvig-Holsten, og medregnet norske og britiske styrker var der syd for Kielerkanaler tre infanteridivisioner og 2/3 kampvognsdivisioner; nord for 1/3 infanteridivision og en kampvognsbataljon. På Sjælland var der 1/3 infanteridivision og en kampvognsbataljon. I hele landet skulle der herudover være 24 infanteribataljoner, 37 tunge og 96 lette artilleribatterier.
Det var planen. Virkeligheden var anderledes. Planen opererede med otte til ni divisioner, men Danmark havde ikke flere end tre til fire, og nordmændene og briterne leverede kun en brigade og et regiment. Divisionerne syd for Kielerkanalen var tankespind.
Søstridskræfter. I Østersøen skulle offensive operationer gennemføres med ubåde, destroyere og MTB, Hertil regnede NATO med seks ubåde, fire destroyere og 16 MTB. Invasionsforsvaret af de danske stræder skulle tage otte destroyere, 40 MTB, tre ubåde, 12 patruljefartøjer, to moderskibe for MTB og ubåde, samt 24 minestrygere. Men Danmark og Norge var langt fra disse mål, så enhver tanke om offensiv i Østersøen var umulig.
Luftforsvar. NATO-opgaverne var at forsvare vitale områder mod luftangreb og etablere så meget luftherredømme, at hær og flåde kunne operere relative frit; støtte disse styrker, angribe fjendtlige styrker på jorden; hjælpe med at lukke gennemsejlingsfarvandene, bekæmpe fjendtlig skibsfart, støtte minelægningen og gennemføre rekognoscering.
Disse opgaver krævede for Danmark og Norge tilsammen 695 jagerfly, 135 lette bombemaskiner, 64 støttefly til flåden plus fly til rekognoscering. Landene havde faktisk tilsammen 89 jagerfly, 47 jagerbombere, seks rekognosceringsfly og 10 transportsly. Ingen natlagere.
Derfor kom der NATO-tilbud om at stationere fly fra USA og England på dansk jord, men det kunne ikke godkendes politisk.
Man kan således samlet sige, at det danske forsvars top på alle måder forstod og gik ind for de ændringer, der var nødvendige for et land, der ændrede sin status fra neutralitet til alliance. En række af de danske politikere derimod var tøvende over for at gå ”all-in”, fordi de så potentiel udstationering af udenlandske militære styrker i fredstid som et overgreb på dansk selvstyre. De havde uden tvivl et grundlag derfor i Grundloven og i den danske befolknings skepsis, men det er vel i et vist omfang et spørgsmål om fortolkning og om folkelig oplysning.
Noter
[1] Bogason, Peter. 2015. Søværnet under den kolde krig - politik, strategi og taktik. København: Snorres Forlag; Bogason, Peter. 2023. NATO and the Baltic Approaches 1949–1989. When Perception Became Reality. Berlin: De Gruyter.
[2] Rapporten findes i Rigsarkivet: Marinestaben: V. Den skandinaviske Forsvarskomité (1948–1949) 1.
[3] Et angreb mod Jylland gennem Slesvig-Holsten ansås ikke for relevant, Tyskland var på det tirspunkt ikke-eksisterende som stat og var besat af de fire stormagter.
[4] Pfeifer, Douglas. 2002. “Forerunners to the West German Bundesmarine: The Klose Fast Patrol Group, the Naval Historical Team Bremerhaven, and the U.S. Navy’s Labor Service Unit (B).” International Journal of Naval History 1(1).
[5] Med mindre der henvises til andet, er kilderne i dette afsnit at finde i Rigsarkivet: Forsvarets Efterretningstjeneste: V. Diverse sager (afklass.) (1940–1966) 4: Diverse 1942– 1966, Heye. Se for et mere politisk perspektiv Henriksen, Jesper Thestrup. “Side om side i det kommende Europa.” Sønderjyske Årbøger, 2016 2016, 95–120.
[6] I “Die militaerpolitische Bedeutung der Ostsee”, øjensynlig skrevet af Heye på en ikke-tysk skrivemaskine.
[7] Pedlow, Gregory W. 1997. NATO Strategy Documents 1949–1969. Bruxelles:
Supreme Headquarters Allied Powers Europe, vii.
[8] Villaume, Poul. 1991. “Mulig fjende - nødvendig allieret?” In Danmark, Norden og NATO 1948–1962, Carsten Due Nielsen, Johan peder Noack, and Nikolaj Petersen. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 147–90.
[9] Et konkret tysk forslag herom fra føromtalte Naval Historical Team herom blev behandlet af Forsvarsstyrelsen på dens møde 7. marts 1952; her havde kun
Forsvarschefen betænkeligheder, men akkviescerede i lyset af værnschefernes positive standpunkter.
[10] Detaljerne findes i Pedlow, NATO Strategy Documents 1949–1969.
[11] SHAPE. 1953. SHAPE History Volume I. Versailles: SHAPE.
[12] Davis, Robert Thomas. 2008. The Dilemma of NATO Strategy, 1949–1968. Athens, OH: Ohio University.
[13] Flere detaljer findes i SHAPE, SHAPE History volume I pp 159-163
[14] SHAPE, SHAPE History Volume I, 161.
[15] SHAPE, SHAPE History Volume I, 208–09.
[16] SHAPE, SHAPE History Volume I, 349–51.
[17] SHAPE, SHAPE History Volume I, 352–57.
[18] Brev HEM 5-12-1950, Forsvarschefen 0.252.
[19] Kortfattet redegørelse for nuværende planer for forsvaret af Danmark. HEM bilag til FCH skrivelse C.K.10/0.5154 8-12-54.
[20] SHAPE, SHAPE History Volume I, 212–16.
