Det er vigtigere i dag end nogensinde for, at det amerikanske folk forstår sin militærpolitik, for 1950 har været et vendepunkt i verdensbegivenhederne. De frie folk i verden har besluttet sig til at bekæmpe kommunistisk aggression, hvor den end måtte finde sted, og om nødvendigt med våbenmagt.
Når vor udenrigspolitik nu har ændret sig fra at holde kommunismen i tomme til at bekæmpe den, står det mere end nogensinde i forbindelse med vor militærpolitiks muligheder og begrænsninger. Amerikanerne har krav på at kende sandheden om vor militære styrkes muligheder og begrænsninger i den øjeblikkelige situation.
Vor nation må have en fremsynet politik at bygge sit beredskab på. Den kan ikke på et øjeblik improviseres til at møde en særlig krise, lige så lidt som den kan skifte med enhver vind, der blæser over Elben i Tyskland eller ned ad Yangtzeflodcn i Kina.
I militære spørgsmål er Sovjetunionens og kommunismens holdning klar. Kommunisterne bar, ved at gribe efter det de ønsker, vist, at de ved, hvad de stiler imod og vil nå dertil så hurtigt som muligt.
For at følge en fast kurs i international politik må vi amerikanere forstå vor militære stilling i 1950. Vi må stile mod vort mål. Den militære politik, der understotter vor udenrigspolitik og vore nationale mål, må harmonere med begge dele. Den må have fuldkommen støtte til at møde de udfordringer, vi står overfor.
Som soldat ønsker jeg ikke at trænge ind på det udenrigspolitiske område. Ledelsen af udenrigspolitik påhviler civile. I vort demokratiske Amerika må militærpolitik altid forblive et redskab for nationale mål. Men i dag, midt i nye verdensomspændende farer, kan hverken diplomaten eller soldaten alene vise det amerikanske folk vej til klog international politik. Begge parter må bores, hvis den fulgte kurs skal blive realistisk og effektiv.
Soldaten ser strategiske farer, som den civile let overser. Soldaten må ikke bestemme den civile politik, men den civile må aldrig kompromittere soldaten for stærkt. Vi må aldrig føre en udenrigspolitik, der sender vore væbnede styrker på verdensopgaver, de ikke er i stand til at klare.
Militærpolitik er blevet defineret som „en nations traditionelle politik eller praksis i organiseringen af dens militære midler til forsvar eller angreb samt i forberedelser til og foring af krig“.
De forenede Staters militærpolitik soger i 1950 at skabe sikkerhed for vort land og at støtte vore nationale fredsmål overalt i verden. Aggressionen i Korea viser — set med militære øjne — kommunisternes villighed til at tage våben i brug for at nå deres mål uden hensyn til følgerne for freden og til ikke-kommunistiske nationers reaktion.
Koreakrigen understregede nødvendigheden af at opretholde tilstrækkelig militær styrke til at give os smidigbed til at møde vort øgede militære ansvar. For at skabe den sikkerhed, der er målet for vor militærpolitik, må vi have større forsvarsstyrker, der giver større militær magt at anvende, hvor som helst det måtte være nødvendigt. Desuden må vi fremskaffe de militære midler til at løse Koreasituationen.
Ved denne fremgangsmåde kan der ikke være nogen hovedforsvarsplan pænt forsynet med fodnoter og registreret at luegge bort til senere brug. Der er et stadigt skiftende grundlag for militær planlægning som følge af nye våben og nye metoder i krigsførelsen. Men militærpolitikken må være konstant og samtidig tilstrækkelig smidig til at afpasse sig efter udenrigspolitiske krav.
I dag falder målet for vor udenrigs- og vor militærpolitik sammen på tre fundamentale punkter:
1. Vi vil beskvtte og forsvare vor regeringsform og vor levevis mod enhver udæskning, koste hvad det vil. På dette område anerkender vi ingen begrænsning af udgifter eller anstrengelser.
2. Med alle til rådighed stående midler søger vi fred. Vi vil ikke provokere nogen til krig, og vi vil ikke føre en præventiv krig selv mod en ærkefjende. Men fred for enhver pris — det vil vi ikke.
3. Vi søger fred ikke alene for os selv, men for alle; vi nnder- stotter derfor Forenede Nationer. F. N.s flag i Korea er ikke blot et internationalt symbol. Det repræsenterer vor militærpolitik lige så klart, som det repræsenterer vor udenrigspolitik. Soldater såvel som civile er enige om, at verdensfred er en forudsætning for fred for Amerika.
Året 1930 er et skridt henimod opnåelsen af disse mål.
I Asien trak vi en forsvarslinie mod kommunistisk aggression under stor militær risiko. Vi foretrak at forsvare Korea, da det blev angrebet, fremfor at se angriberen „snuppe det“ og så vente og se, livilket land der skulle blive det næste. Vi vidste fra erfaringerne i trediverne, at een indrømmelse fører til flere, og krig kan blive uundgåelig.
I år forsøger vi at styrke vesteuropas forsvar gennem alle 12 atlantpagt landes anstrengelser. Vi håber, et passende forsvar vil forebygge enhver yderligere aggression. Men vi vil ikke lade en fjende erobre Vesteuropa og stå overfor den opgave endnu engang at skidle befri vore venner.
På D-dag i 1914 deltog jeg i operation Overlord og krydsede den engelske kanal under angrebet på „Omaha“ og „Utab“ strandbredderne i Normandiet. Muligheden for at operationen skulle slå fejl beskæftigede ikke mine tanker. Jeg vidste, vi måtte sejre. Men da jeg så landgangsbåde splintret mod undersøiske spær- ringer og borte vore feltpra-ster give doende amerikanske drenge den sidste olie, kunne jeg kun tænke på det store offer, vi amerikanere bragte ved at vende tilbage til Europa for at vinde krigen.
Jeg sagde til mig selv: „Dette må aldrig gentage sig. I enhver kommende krig vil prisen for et brohoved blive for høj.“
Og jeg håber nu, at ingen amerikaner nogensinde igen skal stå overfor at fore amerikanere under et nyt angreb for at befri Europa.
I dag falder vore grænser sammen med europæernes midt i Europa. I en tredie verdenskrig vil jeg hellere kæmpe for at forsvare Vesteuropa i allerede indrettet terrain end miste fodfæstet og være tvunget til at vende tilbage gennem luften eller over havet.
Vor udenrigs- og vor militærpolitik kræver i 1930 forsvar af Vesteuropa fra begyndelsen og ikke befrielse af vore venner, efter at de er blevet løbet over ende og deres hjem besat.
Korea er et meget betydningsfuldt skridt i De forenede Staters militierpolitik. Det amerikanske folk har truffet en stor boslutning med hensyn til Asien og bør vide, hvorledes man — efter militær opfattelse — nåede frem til denne beslutning.
I måneder havde mange kæmpet for, at vi et eller andet sted skulle trække en grænse for kommunistisk aggression i Asien. Det blev imidlertid anerkendt, at Amerikas militære styrke ikke måtte svækkes uforsvarligt ved indblanding i områder af sekundær betydning og af ubetydelig strategisk værdi. Korea er ikke et område af førsteklasses strategisk betydning. I en omfattende verdenskrig ville det være yderst vanskeligt at bolde. Men i Korea var vi bundet af en international aftale indgået i Cairo 1943 samt af F. N.s garanti for oprettelsen af den sydkoreanske republik. Man kunne ikke lade den kommunistiske aggression gå upåtalt ben. Enhver amerikansk aktion ville være i overensstemmelse med Forenede Nationers pagt, og hvis forsvaret af Syd-Korca betød risiko for verdenskrig, lå valget ikke bos os, for kommunisterne havde kastet handsken. Præsident Trumans beslutning om at forsvare Syd-Korea blev truffet på hans rådgiveres eenstemmige anbefaling og med fuld tilslutning fra forsvarsminister Louis Johnson, ministrene for hær, flåde og flyvevåbnet, mig selv og de øvrige medlemmer af Joint Cbiefs of Staff.
Da præsidenten fremsatte sin historiske koreanske erklæring den 27. juni, berørte han også Filippinerne, Formosa og Indo-Kina.
Filippinerne er af stor strategisk betydning for os. Sammen med Japan — sålænge det er besat af os — og med Okinawa danner de vor forreste forsvarslinie i Stillehavet. Desuden er vi knyttet til Filippinerne ved en gensidig bistandstraktat. Vi har luft- og flådebaser på Filippinerne, og vi søger nu vor støtte der.
Formosa frembyder sig nu i ny skikkelse. Jeg bar altid ment, at Formosa i en verdenskrig ikke måtte være i fjendens hånd. Jeg har imidlertid også ment, at Formosa ikke er af tilstrækkelig strategisk værdi til at retfærdiggøre, at vi besætter den med risiko for at fremkalde en krig.
I dag mener vi på grund af den kommunistiske natur, der blev afsløret ved angrebet på Korea, at vor flåde bør afpatrouil- lere havet mellem Formosa og det kommunistiske Kina, og den gør det. Vi mener, at Formosa bør va-re fredet, indtil dens stilling er afgjort ved en japansk fredstraktat eller af F. N.
I Indo-Kina anvender Frankrig en stor del af sine regulære tropper samt anselige indfødte styrker mod kommunisterne. Fransk- mændene bar ikke anmodet om amerikanske tropper, men vi sender dem en del militær udrustning.
Der er talrige andre områder i Asien, der rummer mulighed for lokale krige. Blandt dem er Siam, Birma, Afghanistan, Iran, Irak og Tyrkiet. I virkeligheden kan hele Asiens uhyre halvcirkel fra det Kinesiske Hav til Middelhavet betragtes som en række vulkaner, som kan bryde ud i lokale krige, når som helst kommunisterne vil det. To principper bør lede os i vor holdning overfor alle sådanne lokale krige:
1. Vi vil kun yde hjælp til de folk, der er villige til at bekæmpe kommunistisk aggression.
2. Vi vil aldrig lade lokale krige aflede os uforsvarligt fra vor primære opgave. Ue må aldrig få lov til at opsluge så mange af vore tropper og militære midler, at det undergraver vor styrke og bringer vor sejr i en verdenskrig i fare.
En fjende vil næppe kunne besejre os, medmindre han forst har taget Vesteuropa, som stadig er verdens strategiske navle. Lad os derfor drofte forsvaret af U. S. A., vor primære opgave, og derefter forsvaret af Vesteuopa, der fremmer dette mål.
Det, der har afskrækket mest fra et omfattende angreb på LI. S. A., har været vort lager af atombomber og vore langdistance- flyvemaskiner, der er i stand til at udfore strategiske bombeangreb mod fjerne vitale mål.
Ingen kan mere end jeg tro på et kraftigt flyvevåben og, som en del af denne luftmagt, på udviklingen af en strategisk flyverstyrke i stand til at udfore store interkontinentale bombeangreb. Ikke desto mindre betvivler jeg, at strategisk bombning alene kan vinde en krig. Vor erfaring i Korea bar understreget den kendsgerning, at vi også må have taktiske flyverstyrker til støtte for jordtropperne. Vi må have ligevægt mellem strategiske og laktiske flyverstyrker.
Jeg understreger betydningen af ordet ligevægt. Vi må have ligevægt mellem de mange forskellige flyvemaskintyper, der er til rådighed. Ligeledes kræver forsvaret af vort land ligevægt mellem vort flyvevåben, vor hær og vor flåde. De militære rådgivere forstår, at forsvaret af vort land kræver en udvikling af alle tre værn afpasset efter tle opgaver og hverv, hvert af dem skal løse i vor forsvarsplan.
Hvis vort land skulle blive udsat for et angreb, må vi liave et tilstrækkeligt luftforsvar og en flyverstyrke til øjeblikkeligt interkontinentalt gengældelsesangreb. Men vi må samtidig iværksætte andre operationer, som et flyvevåben alene ikke kan udføre.
En af disse operationer vil bestå i at bolde søvejene åbne og sikre. Vor import af krigsviglige råstoffer — som kobber, tin og mangan — må fortsætte. Samtidig må vi forsyne vore angrebsstyrker og baserne, hvorfra de kæmper.
Under denne flådeopgave er tilintetgørelse af fjendtlige undervandsbåde afgørende. Vi sætter ubåds- „lnter-killer“ -grupper — omfattende marineluftfartojer på hangarskibe og specielle marinefartøjer udstyret med søgeapparater og ødelæggende våben i første række. Vi må også have „killer*‘-ubåde, der har til opgave at jage fjendtlige ubåde.
THE FLEET MARINE FORCE er en vigtig bestanddel af vor flådestyrke. Disse fremragende jordtropper, med deres egen taktiske flyverslyrke som en del af The Marine Corps, skal løse flåde- opgaver, men kan også tjene som regulære jordtropper sammen med bæren. Deres speciale er amfibieoperationer.
Derefter kommer hærens opgave. Tværs over havene, som flåden har gjort sikre, må hæren skaffe sig fremskudte baser så tæt på fjenden som muligt. Fra disse må den rykke frem — støttet af flyvevåbnet og om nødvendigt af flåden — gennem terrainet for at udføre det endelige store angreb til lands; kun en bær med den mest moderne udrustning kan løse denne opgave med held. Korea bar igen understreget, at jordtropper bar afgørende betydning, ikke blot for at afvise en fjende, men også for at bryde lians vilje og til sidst besejre ham.
Vore planer for forsvar af U. S. A. bygger ikke på en enkelt form for krigsførelse, men på enhver form, vi kan anvende, eller som vi vil kunne anvende i fremtiden. Disse planer må støtte sig på sikker militær efterretningstjeneste. Vi må til enhver tid kende vor fjendes muligheder og om muligt lians hensigter. En koordineret efterretningstjeneste er vital for vor militære succes.
I 1950 nærmer vi os en passende ligevægt mellem luft-, sø- og landstyrker til forsvar af Amerika. Ingen borger må tro, at vor virksomhed i Asien eller i Europa nogensinde vil tilsidesætte vor første militære pligt at forsvare selve Amerika. Men husk, at vore frontlinier ligger på den anden side af begge verdenshavene.
Vor virksomhed i Europa retfærdiggøres af såvel amerikanske som af europæiske motiver. Nu eksisterer den nordatlantiske organisation, omfattende:
to amerikanske lande: Canada og U. S. A., to nordatlantiske ølande: England og Island,
otte kontinentale europæiske lande: Norge, Danmark, Holland, Belgien, Luxemburg, Frankrig, Italien og Portugal.
Disse landes forskellige geografiske beliggenhed giver dem varierende chancer og pligter. De har forpligtet sig til at yde hinanden hjælp mod enhver aggression, og de er gået ind for, at forsvaret af det nordatlantiske område skal udføres på afpassede kollektive styrkers princip. Jeg betragter dette princip som et internationalt militært begreb af den allerstørste betydning.
Det indebærer, at den nordatlantiske organisation kan betragtes som en pulje af militære styrker. Det ville være ødselt og umuligt at lade hvert land opstille alle de styrker til lands, til søs og i luften, som det ville behøve, såfremt det måtte kæmpe på egen hånd i tilfælde af angreb på Vesteuropa.
Princippet forfægter, at hvert land skal yde de flyver-, sø- og landstyrker til det fælles forsvar, som dets geografiske beliggenhed, dets industrielle kapacitet eller dets ressourcer og befolkningstal gør rimeligt. Disse individuelle bidrag vil blive samlet i en fælles afpasset helhed. På denne måde vil den nordatlantiske organisation få en militær styrke, som medlemsstaternes nuværende overgribende anstrengelse aldrig vil kunne nå.
Det ville for eksempel være naturligt, at U. S. A. under en sådan ordning særligt bidrog med strategiske flyverstyrker og England med taktiske, hvorpå det er særlig rigt. Det ville være naturligt, at U. S. A. og England ydede hovedparten af flådestyrkerne. Og det ville være naturligt, at de lande, der ligger nærmest operationsrummet, opstillede hovedparten af de første landstyrker.
Disse eksempler viser grundprincippet. Der kunne gives mange andre, men i vore drøftelser hæver der sig ganske naturligt en røst, der siger: „Kanonføde“.
Hvem skal levere landstyrkerne?
Beretningen om to verdenskrige fortæller Vesteuropa, at vi amerikanere ikke viger tilbage for at kæmpe til lands. Jeg mener, Korea giver et nyt bevis herpå. Vi tøvede ikke med at sende vore hære til Europa i de to verdenskrige, og i dag har vi i Vesteuropa 100.000 mand placeret i Tyskland, Østrig og Triest. Disse styrker vil blive udsat for det første fremstød under et omfattende angreb på Vesteuropa, men det vil tage lang tid at forstærke dem.
Konklusionen er tydelig:Det vesteuropæiske kontinents lande må yde et særlig stort bidrag af landstyrker til atlantorganisationens militære pulje til at møde det første angreb på deres hjemland.
Jeg ved, hvilket smerteligt slag denne udsigt må være for mange vesteuropæiske lande. Holland har for eksempel altid lagt særlig vægt på sin flåde til brug ved forsvaret af besiddelserne i det fjerne osten. Det liar lagt langt mindre vægt på en hær. Jeg må dog pege på, at Holland ligger på den direkte vej for et russisk fremstod mod kanalen. Holland må til sit eget forsvar råde over flere landstyrker.
Frankrig står også overfor at måtte skabe et stærkere forsvar. Frankrig har ved at sende styrker til Indo-Kina i lioj grad svækket hæren i hjemlandet. Frankrig må tilmed have styrker i sine besiddelser i Afrika. Frankrig liar imidlertid storre mandskabsressourcer både for industriel og militær anvendelse end nogen anden kontinental europæisk nation i vort forbund. Vore afpassede kollektive styrker har i boj grad behov for denne mandskabsstyrke til øjeblikkeligt forsvar.
Ingen tilstræbt europæisk „neutralitet“ vil være en hindring for et russisk angreb. Vesteuropas befolkning må stille den forste styrke, der skal dæmme op for et sådant angreb. Paris, Rom og Bruxelles er mere udsat end Chicago, Detroit og Kansas City såvel fra luften som fra landsiden.
Alle atlantpagtlandes militære ledere har i flere måneder diskuteret deres planer for kollektive afpassede styrker. Tiden for diskussionen er nu forbi, nu i efteråret 1950 må vi handle.
Demokratierne synes til tider at være stolte af sendrægtige handlinger. De gentager stadig selvtilfredse den gamle stereotype påstand, at demokratierne altid er uforberedte. Jeg føler ikke nogen som belst demokratisk stolthed over forhalinger, der kunne koste hundreder af tusinder af mine landsmænds liv. Jeg har i sinde af al min magt at tilskynde atlantpagtlandene til handling — øjeblikkelig og effektiv handling — for så hurtigt som muligt at omsætte begrebet kollektive afpassede styrker i virkelig organiseret styrke. For et år siden syntes det ikke muligt at forsvare Vesteuropa. I dag ser det meget lysere ud, og der er såvel økonomiske som militære grunde hertil.
1. De forenede Staters økonomi er på ingen måde brudt sammen, således som den kommunistiske lære tillidsfuldt forudsagde. Amerikas produktionsevne er på sin højeste tinde.
2. Vesteuropas økonomi er ved hjælp af Marshallplanen, men også ved sin egen nedarvede kraft på næsten mirakuløs måde kommet til kræfter igen.
3. Atlantpagtens ånd har — skønt endnu ikke legemliggjorl i fuldkomne planer — i høj grad givet kraft til Vesteuropas militære virksomhed.
Desuden er det militære hjælpeprogram — hvoraf 8/10 går til atlantpagtlandene — på vej mod sin anden billion dollars. Den er netop lige ved at begynde at virke, men den har allerede forbedret Vesteuropas forsvar. Med det udvidede program, der nu er under udarbejdelse, kan vi se frem til endnu storre forsvarsmuligheder.
4. Der er en betydningsfuld udvikling i gang af våben, der vil være nyttige for Vesteuropas forsvar.
Da vor nationale politik ikke er aggressiv, opfordrer vor militærpolitik til at tale om forsvar. Men enhver, der bar erfaring med hensyn til våben, ved, at der kun er få rent defensive våben. Panserværns- og luftværnsvåben er typiske eksempler på sådanne våben.
De fleste andre våben, atombomben indbefattet, har både defensive og offensive muligheder. Da vi stiler imod at bolde Vesteuropa, vil vi udvikle deres defensive muligheder til det yderste. Men hvis vi tvinges ind i en omfattende krig, må vi visselig benytte dem under offensiv krigsførelse for at sejre.
Jeg ønsker at forsikre det amerikanske folk om, at vi, der tilhorer værnene, gør vort bedste for at forbedre vore våben. Dette års budget indbefatter ca. 600 millioner dollars til det militære forskningsprogram.
Vi vil ikke overse nogen linie i udviklingen, der muligvis kunne bidrage til vor sikkerhed. Vi forsøger at give hvert værn en rimelig part af disse penge. På mange områder har vi forenet vore anstrengelser, og gennem nær kontakt mellem værnene udveksler vi resultater, således at alle tre værn drager fordel af enhver ny udvikling.
Der er nogen overgriben i forskningsarbejder, fordi nogle af de nye opdagelser er så vidtrækkende i deres muligheder, at hvert værn må arbejde på sin egen udnyttelse af dem. Dette gælder især fjernstyrede projektiler, på hvilket område hvert værn gør store fremskridt.
For panserværnsvåbnenes vedkommende bar den nye bazooka gjort fodfolk til en panserværnsstyrke, der kan gøre det af med en kampvogn. Forbedringer i bazookaens træfsikkerhed og panserbrydningsevne havde en effektiv virkning på de nord-koreanske kampvogne, da vort fodfolk gav vor 3.5 inch bazooka dens første ildprøve — under kamp.
Forskere fortadler mig, at vi muligvis bliver i stand til at forene bazookaens panserbrydningsevne med artilleripiecens præcision og rækkevidde og derved få et fremragende panserværnsvåben. Vi er na'r ved at kunne drage fordel af denne kombinations nøjagtighed, således at det en skønne dag bliver muligt for os at slå en kampvogn ud ved forste skud i 9 af 10 tilfælde.
Jeg kan ikke afslore detaillerne, men hvis vor forskning falder luddigt ud, vil store masser af kaunpekampvogne blive mindre frygtindgydende.
Men kampvognen or stadig en vigtig faktor på slagmarken. Det er nødvendigt at ltave kampvogne både i angreb og i forsvar, og hæren negligerer dem heller ikke, bare fordi panserværnsvåbnene svnos at love så godt.
I forsvar er bekæmpelsen af flyvere, såvel lavtflyvende maskiner som hojtgående bombere, en vanskelig og vigtig opgave. Til forsvar mod maskiner, der flyver hurtigere end lyden, forbedrer vi stadig ildledersystemerne, der rotter kanoner hurtigt nok, til al de kan opnå virkning. Varslingssystemer og herunder radarnet er en vital del af et sådant forsvar. Hærens og flådens forsøg med fjernstyrede projektiler har givet os nvt håb om at forbedre vort luftværns rækkevidde, nøjagtighed og effektivitet.
Kampen mellem el våben og dets modvåben er varig. I forbindelse med venligsindede nationer er vi i færd med at finde frem til modvåben, der i nogen grad vil tage føringen i kampen. En af de store opgaver i forbindelse med Vesteuropas forsvar vil blive gjort lettere, når vi fremstiller disse panserværns- og luftværnsvåben i massevis og deler dem med alle vore venner.
Lad os så se på atomenergien. Den mest overraskende udnyttelse til dato er atombomben, der som gengaddelsesvåben bar een frygtelig magt. Den kan bruges effektivt mod en fjendes industrielle hjerte og militære centrer. Vi bar den og kan anvende den over lange afstande, hvilket er af stor strategisk betydning.
Medens vi allerede bar B-36 og 15-29 til interkontinental og anden bombning, arbejder vi på jet-bombemaskiner, som kan kaste bomben under stor hastighed og derved begrænse fjendens muligheder for at lægge vore bombeforsog hindringer i vejen. Vi bar nu sådan en jet-maskine. Den har en kortere aktionsradius end B-36, men den kan blive nyttig i tilfælde af en storkrig, hvor vi har fodfa-ste i Europa.
Jet-motoren med alle sine forbavsende muligheder stiller imidlertid vort flv vevåben overfor en mængde nye problemer, og forskningen må fremmes mest muligt.
Foruden at bruges til strategisk bombning kan atombomben finde begrænset anvendelse som taktisk våben til stotte for landstyrker. I denne rolle kan den bruges defensivt eller offensivt. Men hvis vi bar landstyrker nok til at tvinge enbver, der angriber Vesteuropa, til at koncentrere foran de naturlige forsvarslinier, og til at fore sit angreb langs de naturlige fremrykningsveje, vil atombomben udgøre et formidabelt defensivt våben. Det er en af grundene til, at det er så vigtigt for os at liave mange af dem.
Det fjernstyrede projektil er af særlig interesse. Dets muligheder er ubegrænsede. Hæren kan anvende det som luftværnsgranat, og den kan tillige bruges i stedet for artilleri. Vor maksimale ræk- kevidde ligger for kanoners vedkommende på omkring 20 miles. Udover den afstand bruger vi flyverbomber. Det fjernstyrede projektil kan give os en artilleristisk rækkevidde på mere end 100 miles, og det kan muligvis nedsætte behovet for taktiske flyverstyrker.
Nogle tilhængere af denne udvikling mener, at det fjernstyrede projektil vil kunne erstatte endog strategiske fjernbombardementer. Men flyvemaskiner vender tilbage efter at liave lost deres opgaver, og de kan sættes ind på ny, hvilket i øjeblikket er mere virksomt end ubemandede projektiler, der aldrig vender tilbage.
På den anden side er flyvevåbnet i høj grad interesseret i at anvende det fjernstyrede projektil til angreb mod vitale mål, der måtte være så stærkt forsvaret, at angreb gennem konventionelle luftbombardementer ville blive for kostbare. Efterhånden som det fjernstyrede projektils muligheder øges, og dets pris går ned i forhold til fly vemaskinens, vil denne tanke blive lettere gennemførlig.
Også flåden har interesse i de fjernstyrede projektiler. Den ønsker at udnytte dem som luftværnsvåben og til beskydning af jordmål fra sosiden. De kan udskydes fra en ikke neddykket undervandsbåd og fra andre skibe.
Da hvert værn bar særlige interesser og særlige problemer, må forskningen på det fjernstyrede projektils område drives til det yderste af dem alle under samarbejde og under udveksling af resultater. Da vore allierede på mange områder er lige så langt fremme som vi, må vi også fortsat udveksle nye tekniske resultater med dem.
Medens vi alle er stærkt interesseret i den videre udvikling af det fjernstyrede projektil og atomkraften, må vi huske på, at det endelige forsvar af enbver nation afhænger af bæren og af feltsoldaten. Selv om det ikke fremgår tydeligt, er der gjort visse fremskridt også til fordel for ham.
Feltsoldaten har sine egne specielle forskningsproblemer. Vi er ikke nået nær langt nok med hensyn til at gore fodmandens udrustning lettere. For at klare sig igennem og vinde slaget må soldaten være den bedst udrustede og den bedst beskyttede samt have den letteste udrustning.
Amerikansk snilde har ikke fuldt ud helliget sig dette problem. Men vi har fremstillet en lettere og bedre automatisk riffel, og vi er ved at fremstille en hjælin, der beskytter soldaten lige så godt som den gamle, men som kun vejer nogle få ounces.
Når jeg taler om våben, må jeg advare mod overdreven optimisme. Vi må ikke undervurdere fjendtlige landes evne til at udnytte deres forskningsresultater. Rusland bar nogle fremragende videnskabs- mænd og har efter krigen fået assistance bos mange tyske viden- skabsmænd. Vi må anstrenge os på ethvert forskningsområde, hvis vi ønsker at bevare vort forspring.
Vi må også yde den største anerkendelse til venligsindede nationers videnskabsmænd og militære teknikere. Mange af de opfindelser, jeg har omtalt, skyldes britisk og fransk forskning lige så vel som vor egen.
Hvis det kommer til en endelig prove under kamp, vil vor store fordel ligge i industriel kapacitet og i bedre våben klogere anvendt. Af den grund er vort forskningsprogram af stadig større vigtighed for vor sikkerhed.
I vore betragtninger over, hvad nye våben betyder for Europas forsvar og for den endelige sejr i en eventuel verdenskrig, må vi huske et vigtigt punkt: I moderne krig er mænd uden våben hjælpeløse, men våben uden mænd er intet. En maskine kan ikke tænke. En maskine kan ikke erstatte viljen til kamp for bevarelsen af vor amerikanske levevis.
Lad os gaa over til at tale om mennesker, om karakter og om lederegenskaber.
Soldaten i hæren, i flåden og i flyvevåbnet er ikke født i uniform, de er af civil herkomst. Deres natur er formet i civilt ler. Vort civile samfunds karakter er i høj grad bestemmende for vore væbnede styrkers karakter.
Vi er heldige, at vort civile samfund er så rigt udviklet med hensyn til menneskelig snilde og initiativ. Vi er heldige, at vore ledere i alle livets forhold i så stor udstrækning kommer fra vore civile rækker. Vi er ikke en nation med få herrer og mange undertrykte. Enhver amerikaner har næsten ubegrænset chance for at blive leder.
Vore væbnede styrker afspejler den amerikanske ånd — og burde afspejle den endnu niere. Officerer uddanner ikke blot deres folk til lydighed, men også til at handle selvstændigt i de forvirrende nødsituationer, der så ofte opstår under kamp. Amerikanerne er allerede verdens mest selvstændige soldater. De viser en forbavsende rådsnarlied, når de er i vanskeligheder.
Jeg vil opfordre mine civile medborgere til at støtte vore væbnede styrker ved selv at kæmpe på den civile valplads. I venter sikkert, at den amerikanske soldat og sømand gor tjeneste og bringer ofre, men glem ikke, at de har ret til at vente, at også I gor tjeneste og bringer ofre. Det er svært for den mand, der er udsat for krigens hårdhed og farer, at forstå, hvorledes andre derhjemme kan udnytte situationen til egen fordel. Lad dem ikke vende hjem Ira Korea — eller et hvilket som helst andet sted — for at se, at I, medens de var borte, i stedet for at spænde livremmen ind har spændt den ud.
Forretningsfortjenester, arbejdslønninger og landbrugspriser må ikke alene give udtryk for ligelig fordeling af byrderne på hjemmefronten. De må også give udtryk for en anerkendelse af det store offer, der bringes på slagmarken. Hvis I vil forbedre frontsoldaternes moral, så lad dem høre, at I frivilligt har påtaget jer savn og byrder.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at disse byrder vil blive kortvarige, men jeg kan ikke gøre det med god samvittighed. Intet menneske kan i øjeblikket forudse, hvornår afslutningen på denne periode, hvor vi udsættes for et så voldsomt pres, vil komme. Det eneste, vi ved, er, at vi må fortsætte mod denne afslutning urokkeligt og tillidsfuldt. Vor fjende tror på materielle ting. Som soldat vil jeg ikke tage i betænkning at sige, at vi må tro på åndelige værdier. En sådan tro gør de fysiske byrder lettere at bære og forhøjer fysisk tapperhed. Den kan — og jeg er overbevist om, at den vil gøre det — afkorte vor prøvelsestid og fremskynde vor triumf.
Kf.
