Af Oberst I. C. M. R. Skade.
I alle de siden Verdenskrigens Ophør fremkomne Afhandlinger, Artikler, Foredrag m. m. angaaende Sønderjylland har de politiske Hensyn været om ikke eneraadende saa dog ret dominerende. Sproglige, kommercielle og økonomiske Spørgsmaal er dog ogsaa bievne berørte; men om strategiske Forhold har der været fuldstændig Tavshed.
Den, der kender de indrepolitiske Forhold i Danmark, savner næppe Forklaring herpaa; men i Udlandet vil det dog maaske vække en vis Forundring, at der blandt de mange Argumentationer, hvormed man søger at underbygge de forskellige Grænsekrav, ikke findes en eneste, der blot antyder, at Problemet ogsaa har en militær Side. En saadan Forundring har Pariserbladene da ogsaa røbet, da det gik op for dem, at den Ekspert, om stod ved den danske Sendemands Side, da Sagen blev foredraget for Kongressen, ikke var Officer, men derimod Latinskolelærer.
At Danmark har kunnet bevare sin Neutralitet under Verdenskrigen, maa man selvfølgelig betragte som en Lykke; men man gør sikkert vel i at stille sig klart, al dette næppe lader sig gøre, naar den Tid kommer, da Nationernes Forbund som en mægtig Koalition imod visse Magter, der foreløbig maa blive udenfor, stiller Danmark overfor Valget imellem at træde ind eller ik ke ; saavel det ene som det andet vil nemlig være ensbetydende med en Partitagen.
For saa vidt Danmark træder ind, hvad der indtil videre maa anses for sandsynligt for ikke at sige uundgaaeligt, maa det antagelig som Vederlag for Fordelene ved at være i Forbundet paatage sig visse militære Forpligtelser, blandt hvilke den, der gaar ud paa at holde de naturlige Vandveje til Østersøen aabne for Vestmagternes Flaader, vil medføre, at vor vestlige Krigsskueplads, Jylland—Fyen ikke mere vil kunne nøjes med et Forsvar som det nuværende; thi ikke blot Sjællands Vestkyst, men ogsaa Fyens Østkyst maa kunne værnes mod tysk Besættelse, naar Passagen gennem Store Bælt skal være fri; og Fyen lader sig ikke forsvare undtagen i Forbindelse med Jylland.
Basis for vor Hærstyrke i Jylland— Fyen kan, saa længe Danmark staar ene, kun være Fredericia-Middellart, men over Esbjerg gaar den korteste Forbindelse med Vestmagterne, og Linien gennem disse to Punkter vil altsaa blive Forbundets Basis i Kampen mod Tysklands Nordhær.
Det er nu overflødigt at tilføje, at ikke blot Store Bælt, men ogsaa Lille Bælt skal holdes aaben for Vestmagternes Krigsskibe; thi allerede det foregaaende viser, at Danmarks nuværende Landgrænse mod Tyskland (a— a, se Skitsen) maa flyttes, og tager man i Betragtning, at den sandsynligvis underlegne danske Hær skal kunne klare sig alene i nogen Tid for at kunne sikre den overskibede Forbundshær en ubrudt Basis, vil det forstaas, at vor Grænse maa flyttes saa langt mod Syd, at Basis ikke bliver kompromitteret ved et enkelt taktisk Uheld. Den oprindelige Clausen’ske Grænse (b—b, se Skitsen) ligger kun 60- 70 km. Syd for Jernbanen Fredericia—Esbjerg; men selve Grænsen kan ikke'bruges som Forsvarsstilling, bl. a. fordi en saadan kræver en vis Forberedelse, om ikke i dyb Fred saa dog i hvert Fald inden Fjendtlighedernes Begyndelse. Ved den her omhandlede saa vel som ved alle andre frontale Stillinger i Sønderjylland vil Forberedelsen for en Del bestaa i Opstemning af Vandløb for at skabe oversvømmet Forterrain. Det ringe Fald og den til Tider ringe Vandmasse bevirker, at Oversvømmelsens Etablering kræver Tid, og kommer nu hertil Nødvendigheden af visse permanente Konstruktioner, vil det forstaas, at Stillingens Forterrain eller i hvert Fald den Del af samme, som skal oversvømmes, maa ligge indenfor Statsgrænsen. Hvor langt indenfor, kan selvfølgelig ikke siges i al Almindelighed; men adskilligt kunde tale for, at man i det foreliggende Tilfælde maatte søge Stillingen ved Brede Aa i Vest, Arnaa og Rødeaa i Midten og Aabenraa Fjord i Øst. Afstanden til Basis vil hermed være formindsket til ca. 50 km. og kun hvis man i rette Tid har truffet lignende kostbare Forberedelser længere mod Nord f. Eks. ved Ribe Aa, Gram Aa og Nørreaa, har man Mulighed for med de resterende Kræfter at indtage en nogenlunde brugbar Mellemstilling, som dog kun vil ligge i almindeligt Kanonskuds Afstand fra Basis.
Naar man genkalder i Erindringen den Kraft og Hurtighed, hvormed frontale Angreb under Verdenskrigen trods betydelig Modstand er bleven ført frem saa at sige uden Standsning og i endnu større Dybde, end der her er Tale om, vil det forstaas, at den Grænse, som Magister Clausen har foreslaaet, gør det umuligt for dansk Militærmagt at løse den Opgave, som Forbundet uundgaaeligt maa stille den, nemlig at holde en Basis brugbar for dets Undsætningshær. Det maa derfor hilses med Glæde, at den oprindelige Clausen’ske Grænse kan betragtes som opgivet, dels derved at Magisteren selv i sin Piece „ Før Afgørelsen“ har foreslaaet en sydligere Grænse og dels derved, at der baade Nord og Syd for Kongeaa har dannet sig en stærk offentlig Mening for at faa Flensborg med til Danmark. Den saaledes i Udsigt stillede Grænse (c—c, se Skitsen) synes at skulle begynde et Sted, ved Flensborg Fjord vistnok Holnæs, gaa temmelig tæt Syd om Lyksborg og fortsættes over Jaruplund for sluttelig at følge Søholm Aa til Vesterhavet.
Det maa indrømmes, at denne Grænse forbedrer Situationen, for saa vidt som den ligger saa langt foran den før omtalte, at denne kan bruges som Forsvarsstilling, hvortil den vistnok vilde egne sig ganske godt, hvis den ikke havde Flensborg liggende i forholdsvis kort Afstand foran sig. Ulemperne herved er) dog saa væsentlige, at det er tvivlsomt, om man overhovedet bør regne med denne Stilling og med denne Grænse; thi Flensborgs Ødelæggelse ved danske Kanoner, hører til de^Ting, som helst skal undgaas; og den eneste Udvej hertil er at tage Opstilling foran Byen og foran Lyksborg; men ulykkeligvis forbyder dette sig af sig selv af den Grund, at man vil faa Fjorden umiddelbart bag sin Ryg. Den Fare, som Fjorden rummer, formindskes ikke nævneværdigt, selv om man, hvad nogle har foreslaaet, rykker den østlige Del af Grænsen frem til Linien Gelting Bugt— Oversø, og da det uoverskuelige og stærkt kuperede Terrain i Angel gør det vanskeligt at finde udprægede Stillinger her, bliver Slien—Danevirke —Husum det næste, der skal undersøges.
Denne Linie er foreslaaet som Grænse, og den kan, i hvert Tilfælde for den større østlige Dels Vedkommende, tillige bruges som Stilling. Reideaadalen og den nedre Trenedal maa imidlertid kunne oversvømmes, og vil man sikre sig denne Foranstaltnings rettidige Udførelse, maa Grænsen foran den vestlige Halvdel af Danevirke skydes lidt frem mod Syd og ved Hollingsted drejes skarpt mod Syd, saa at den naar Ejderen 10— 12 km. Øst for Frederiksstad. Bortset fra denne Krumning vil Statsgrænsen paa denne Maade faa Hovedretning Nordøst—Sydvest, hvad der henset til Kystretningen baade i Vest og i Øst i og for sig er passende. Stillingen langs Slien —Danevirke er ogsaa i mange Henseender fordelagtig, og navnlig maa det fremhæves, at den har gode Forbindelseslinier baade bagud og parallelt. A f Ulemper skal nævnes, at den er temmelig lang, at selve Slifjorden næppe har stor Betydning som Hindring og endelig, at Forsvaret mod Forcering af Floder, lange smalle Havarme o. 1. trods de kendte og klare Theorier, erfaringsmæssig ofte kommer til kort i Praksis.
Disse Forhold opfordrer i høj Grad til at overveje, om ikke Partiet imellem Vindeby Nor og Sliens store Bredning maa foretrækkes som Stilling fremfor Sliens nordlige Bred. Ganske vist vil Besætningen der staa med Slien i Ryggen; men denne Ulempe formindskes noget ved de mange Overgange og den synes mere end opvejet ved de utvivlsomme Fordele, som en ca. 20 km mindre Frontudstrækning og en effektiv maritim Understøttelse fra Eckernførde Fjord byder. Rent militære Betragtninger fører altsaa til en Grænse, (d—d, se Skitsen), der følger Midllinien i Eckernførde Fjord og gaar tæt Nord om Eckernførde By, derfra i vestlig Retning til den østlige Ende af Reideaadalen, langs dennes Sydrand henimod Hollingsted, hvorfra den følger Trenedalen mod Syd indtil Ejderen og derpaa denne Flod indtil Vesterhavet. Selvfølgelig er det kun militære Betragtninger, der skal gøres gældende her; men det kan dog næppe være uden Interesse, at henlede Opmærksomheden paa, at Ingeniør Vilhelm Marstrand i sin interessante Afhandling „Grænsespørgsmaalet, belyst fra adm inistrative, handels- og sam fæ rd sels teknisk e Synspunkter“ kommer nøjagtigt til den samme Grænse.
Naar der i det foregaaende er paaregnet effektiv maritim Understøttelse fra Eckernførde Fjord, men derimod intet tilsvarende fra Flensborg Fjord, skyldes dette den iøjnefaldende Forskel baade i Brede, Længde og Form. Det taler i høj Grad til Ugunst for Stillingen langs den nordlige Clausen’ske Grænse, at den stærkt indskaarne og derfor langstrakte Nordside af Flensborg Fjord med Nybbøl Nor og Vemmingbund vil kræve en ikke ringe Bevogtningsstyrke; ja det maa endogsaa betvivles, at Als kan undvære en saadan, naar Gelting Bugt ikke er paa danske Hænder. Lignende Forhold gør sig ikke gældende ved Eckernførde Fjord, og naar nu hertil kommer, at den fri Passage gennem Lille Bælt i ikke uvæsentlig Grad betinges af, at hverken Flensborg Fjord eller Gelting Bugt er i fremmed Eje, vil det forstaas, hvor vigtigt det er i militær Henseende, at Statsgrænsen ikke vælges i Mellemslesvig, men derimod i Sydslesvig.
Et andet Forhold peger i samme Retning, nemlig Muligheden for at kunne anvende den fra vore slesvigske Krige kendte Flankestillingsstrategi. Selvfølgelig er Dybbøl forældet; men fra Aabenraa Fjord over Tastebjerg, Øst om Felsted og Kværs og ned gennem Skovene ved Graasten vil der utvivlsomt kunne traceres en Stilling, som vil tvinge en Syd fra kommende Angriber til Standsning eller Detachering og i kendelig Grad forringe den Styrke, hvormed Fremrykningen mod Nord kan fortsættes. Hermed skal dog intet være sagt til Anbefaling for Flankestillinger hverken i Almindelighed eller særlig i Sønderjylland. Drøftelsen af deres Fortrin og Mangler hører selvfølgelig ikke hjemme her; men da det nu en Gang er en Kendsgerning, at vi tidligere har taget vor Tilflugt til Flankestillinger for at bøde paa Ulemperne ved de henimod 100 km lange Frontalstillinger, som navnlig i strænge Frostperioder har krævet betydelig større Styrker, end vi hidtil har ofret paa dem, saa vil det vistnok være letsindigt, naar man har Valget, paa Forhaand at berøve sig Muligheden for fremdeles at kunne anvende dem, og netop dette gør man, naar man vælger Statsgrænsen i Mellemslesvig i Stedet for i Sydslesvig.
Som en Ulempe ved den her omtalte Flankestilling vil man maaske anføre, at den forudsætter ubestridt Herredømme paa Havet; men hertil kan svares, at ganske det samme er Tilfældet med de frontale Stillinger. Danmark kan i det hele taget ikke føre Krig i Sønderjylland uden at have Herredømme paa Havet enten ved egne eller ved fremmede Stridskræfter; thi uden dette vil en Landsætning i vor Ryg kunne true fra mange Punkter paa Nørrejyllands udstrakte Kyst. Spørgsmaalet bliver derfor, om vi har Udsigter til at blive stærke paa Havet, og til Besvarelse tjener følgende.
Det kan betragtes som givet, at Fredsbetingelserne vil fastsætte en Maximumsgrænse for Tysklands Rustninger baade til Lands og til Vands, og der kan næppe være Tvivl om, at Vestmagterne eller, om man vil, Folkeforbundet vil føre nøje Kontrol med Overholdelsen af denne Betingelse. Det er jo en bekendt Sag, at en saadan Kontrol med Prøjsens Rustninger glippede for Napoleon efter Jena; men dels drejede det sig den Gang kun om Hæren, ikke om Flaaden, og dels adskiller Nutiden sig fra Napoleonstiden ved parlamentariske Regeringsformer, offentliggjorte Budgetter, hurtige Meddelelsesmidler og meget andet, som vistnok vil afgive en mere fuldkommen Betryggelse. Det er ikke utænkeligt, al Tysklands Østersøflaade vil blive holdt nede under det Minimum, som vil blive krævet af Danmark, og selv i modsat Fald stiller Sagen sig ikke værre, end at britiske Søstridskræfter, for s$a vidt de ikke til Stadighed er stationerede i vore Farvande, vil kunne naa hertil med et Par Døgns Varsel.
Som bekendt findes der foruden det danske Folk adskillige andre, hvis Statsgrænser skal reguleres eller nyskabes i den nærmeste Fremtid, og man tager næppe fejl, naar man gaar ud fra, at intet af disse Folk vil undlade iat tage strategiske Hensyn, naar de fremsætter deres Krav eller Anmodninger til Fredskongressen. Der foreligger ingen Grunde til, at Danmark tør tillade sig at danne en Undtagelse i saa Henseende. Ganske vist forlyder det, at Nord-Østersøkanalen skal tages fra Tyskland, og for saa vidt man kan fæste Lid hertil, synes det ogsaa berettiget at forudsætte militær Besættelse af et vist Landomraade paa begge Sider af Kanalen, hvilket med andre Ord vil sige, at det umiddelbare Naboskab mellem Danmark og Tyskland skal ophøre.
At en saadan Ordning paa mange Maader vilde være heldig for Danmark, kan vel betragtes som hævet over al Tvivl, men det maa paa den anden Side betones, at Opgaven for den internationale Besætning i Kanalzonen selvfølgelig ikke vil være at forsvare den danske Statsgrænse, men derimod at betjene og bevogte de Spærringsanordninger, som i paakommende Tilfælde skal bringes til Anvendelse i Kanalen. Nogen stor Styrke vil der næppe blive spenderet herpaa; ja Efterretningerne derom er endog saa usikre og saa selvmodsigende, at man maa være forberedt paa slet ikke at faa Besætning i Kanalzonen, og at dennes Sikkerhed udelukkende skal søges i Fjernelse af al tysk Krigsmagt fra selve Zonen og fra et betydeligt Landomraade Syd for samme. Kom nu hertil en af Forbundet udøvet Kontrol med Kommunikationer og Forvaltning i det omhandlede Landomraade, vilde Danmark vel nok kunne opnaa en vis Sikkerhed mod Overraskelser, men dog ikke mod Krig overhovedet. Forberedelse overfor denne Eventualitet vil den fremtidige Verdensordning næppe kunne spare hverken os eller andre for. Det nye, som den vil bringe, maa snarere søges i de Forudsætninger, som maa lægges til Grund for Drøftelserne angaaende Værnets Art og Anvendelse, og her vil det maaske nok blive følt som noget uvant, at disse Forudsætninger ikke som hidtil rummes i det ene Ord Neutralitet.
