Overintendant J. Wille rejser i augustnummeret/1951 af dette tidsskrift spørgsmålet, om hvilke munderingsgenstande soldaten dårligst kan undvære og opfordrer samtidig tidsskriftets læsere til at ytre sig i denne sag.

Disse linier fremkommer i første række som en ubetinget til­ slutning til at få sat debatten om problemet i gang — i eller uden for Militært Tidsskrifts spalter.

Spørgsmålet har altid haft og vil altid have en stor krigsindu­ striel og forsyningsmæssig interesse, og hele ideen med at vænne forsyningspersonellet til at tænke i „trangfølge-orden“ synes mere end væ rdifuld. Også langt udover intendanturm ateriellets område.

Derudover frister overintendantens indlæg til nogle korrige­rende kommentarer.

Men lad det allerførst blive pointeret, at det spørgsmål, overintendanten rejser, i enhver krig meget hurtigt kommer ned fra sit akademisk-abstrakte høje stade og bliver hård virkelighed for krigsmagtens forsyningstropper og materielanskaffende instanser.

2. verdenskrig vrimler med exempler. Den norsks hærs mobi­lisering efter at hovedparten af depoterne den 9. april var faldet i fjendens hænder. Englands situation, da hæren bogstaveligt talt halv- eller helnøgen nåede over kanalen efter Dunkirk, situationen på Kreta umiddelbart før det tyske angreb i 1941, o. m. a.

Men også i Danmark har vi haft spørgsmålet inde på huden. Det kan enhver, der var med til at rejse modstandsbatailloneme under besættelsen, tale med om, ligesom de folk, der organiserede Sverigesbrigaden, fik rig lejlighed til at grunde over problemet, der igen blev aktuelt ved væmenens retablering i 1945.

Endelig kan man jo pege på alle de situationer, hvor skibsfor­ liste tropper sættes i land — måske hele batailloner i pyjamas, hvor orlogsgaster tvinges til at gå fra borde fra fartøj eller fort for at kæmpe som fodfolk etc., etc.

En meget væsentlig ting at bemærke er, at spørgsmålet ikke lader sig generelt besvare, idet opstillingen af en trangfølge må baseres på situationen. Er folkene civile på det pågældende tids­ punkt, er de svømmet i land fra en torpederet damper, skal de umiddelbart i kamp igen, er der fred i landet, er det personel, der er uddannet eller under uddannelse o. s. v. Trangfølgen vil veksle hyppigt — også med årstid og breddegrad.

Men visse sandheder, visse uomgængelige krav vil hurtigt melde sig — og her må overintendanten have overset nogle enkeltheder. Den anførte liste synes udelukkende at dreje sig om „sager, der henhører under forsvarets materielintendantur“, for nu at bruge vor officielle, korte og knappe udtryksmåde for intendantur-mate­riel! Og endda kun sager under rekvisitgruppen. De munderings­ sager, der „henhører“ under andre materielanskaffende myndighe­ der, er ikke nævnt — og enkelte af disse vil komme endog meget højt op på listen. Ligeledes er alt forbrugsgods uomtalt — stoppe­ garn undtaget.

Således ved enhver, at livremmen (med skulderremme) må meget højt op på listen, idet den sammen med paksa-kken er for­ udsætningen for, at soldaten overhovedet kan få udleveret og med­ føre de andre nævnte sager — og iøvrigt er den jo basis for hans videre virksomhed, i det øjeblik man går fra passiv til aktiv virk­somhed og dermed skrider fra munderingsgruppen over i ud­rustningsgruppen. Meget højt oppe kommer også spørgsmålet om toiletsager (der jo er en stærk blanding af rekvisitter og forbrugsgods), til hvilke der — sammen med støvlepudsesager — i løbet af få timer vil blive stillet krav. Endelig kan situationen, jfr. det ovenfor omtalte, være af en sådan art, at kampudstyrsgruppen hur­ tigt bliver den mest efterspurgte med anti-ABC-udstyret øverst på listen — i hvert fald et godt stykke over hjelmen.

Efter indførelsen af „krus“ (hvis officielle benævnelse i al korthed er „bæger til feltflaske“) kan enmandskogekedlen (det længste ord man kunne finde i stedet for „madkar“) godt placeres noget lavere, idet netop vort nu reglementerede krus m/48 har den egenskab, at det kan bruges som nødspisekar for hovedparten af de retter, der udleveres fra et feltkøkken.

Drejls„tøjet“ kan man godt putte langt ned, og drejlsblusen kunne uden skade udgå, efter at vi nu har fået en reglementeret soldaterskjorte, hvorved blusen faktisk kun er blevet en skjorte, der bæres uden på buxeme, med det resultat, at soldaten får en skjorte mindre udleveret. Resultat: alle tænkelige civile skjorter „tillades“ til uniform — i alle spektrets nuancer. (Se på danske soldater i vore varme sommerdage — civile sko, civile skjorter, civile styrthjelme, tilnød et par reglementerede buker).

Derimod tror vi, tæppet kommer højt op på listen. Normale mennesker føler trang til søvn een gang i døgnet. Soldater er ingen undtagelse.

Skulle man derfor — med alt forbehold mod vexlende situa­ tioner— opstille en rent akademisk liste for det mest nærliggende: den civile mand, der skal indpasses i en militær enhed og straks kunne bjærge livet i felten (uden kampvirksomhed, men under et land i krig), bliver trangfølgen således:

Forbrugsgods :
støvler med blanksværte
sokker
buxer m/rem
kappe eller regnslag (årstiden) m/remme feltflaske, vand
krus, forplejning og tobak
ske (som langt den vigtigste del af bestikket) toiletrekvisitter og -midler
tæppe m/remme
livrem
paksæk
kam pudstyr (efter krigssituationen)

og endelig for at gå uden for munderings- og ind på udrustningsgruppen, som rummer een ting, der næsten er ved at blive mun­ dering, idet den snart synes livsnødvendig for alt personel såvel i geled som i stabe: fodfolksspade.

Ved udarbejdelsen af dette indlæg er anvendt den i „Soldater­bog“ opførte liste over „Normal-mundering“, en liste som ikke alene er fyldestgørende, men også autoriseret, hvad mange myndig­ heder skulle have opmærksomheden henvendt på, hvorved forsvaret kunne spares for en masse skriverier og forklaringer, hver gang begreberne „mundering“ og „udrustning“ kommer på tale.

Der kan ikke være 2 meninger om, at mundering omfatter alt individuelt udleveret, båret eller medført og anvendt passivt mate­riel, der ene tjener til soldatens beskyttelse mod krigens og felt­ livets strabadser. Den kan logisk deles i „normalmundering“, der uden ændringer igår i ALT personels individuelt udleverede pas­ sive materiel, og „specialmundering“, der omfatter beklædnings- og beskyttelsesmidler for personel med særlige opgaver.

Glosen „udrustning“ må være forbeholdt det materiel, hvor­ med den enkelte mand udfører den funktion, til hvilken han er uddannet i krigsmagten. Ordet „vinterudrustning“ eller „special­ udrustning“ (som af overintendanten anvendt) skulle således ikke kunne forekomme. Det må blive „vintermundering" og „special­ mundering“.

Efter at hver mand efterhånden er blevet specialist i sin en­ hed, kan man ikke mere bruge ordet „special-udrustning“ inden for udrustningsgrupperne. Hvilken udrustning er ikke special — nøje afstemt efter den enkelte mands funktion? Selv infanteristens udrustning med gevær, bajonet, sværdtaske og universaltasker er i dag en specialists udrustning, som færre og færre folk er normeret med.