Skydeskolen har ved sit 50 Aars Jubilæum udgivet en Skydelære fo r geværbevæbnede Tropper, forfattet af Oberstløjtnant P. Pagh-Hansen, Chef for Skydeskolen, og Kaptajn A. C. J. A. Hartz, Lærer ved Skydeskolen.
Medens andre Afdelinger ved Jubilæer plejer at udsende Afdelingens Historie, har Skydeskolen paa en anden Maade sat et Mindesmærke for dens første 50 Aars Virksomhed, et Mindesmærke, som viser, hvad Skolens Arbejde gaar ud paa, og som giver et Udtryk for, hvad Skolen anser for den rette Skydeuddannelse, idet Skydeuddannelse her tages som et videre Begreb end netop det at lære en Mand at faa god Virkning af sine Skud.
Bogen fortjener at kendes overalt i Fodfolket og Rytteriet og for saa vidt ogsaa i de andre Vaaben, som kun nøje Kendskab til de forskellige Vaabenarters karakteristiske Egenskaber giver det fornødne Grundlag for en heldig Samvirken. Vi skal paa Grund af, at Bogen indeholder en saa værdifuld Redegørelse for Skolens Synspunkter paa alt vedrørende Skydning, nedenfor tillade os at gøre den til Genstand for en noget mere indgaaende Anmeldelse, end der ellers bliver militære, litterære Frembringelser til Del.
Bogen falder i 7 forskellige Afsnit, i Spidsen for hvilke der findes en Indledning, hvori der som en Slags Program for Bogen anføres, at der til den gode Udførelse af en feltmæssig Skydning foruden en grundig Uddannelse af den enkelte Mand ogsaa kræves dygtig Føring og Udledelse, streng Ilddisciplin og en god sjælelig Tilstand hos Tropperne. Gennem en kritisk, historisk Gennemgang af Krigshistorien paavises det, at en grundig Uddannelse i Fredstid af den enkelte Mand i Præcisionsskydning er en Hovedbetingelse for at opnaa et godt Resultat af Skydningen i Krigstid.
De forskellige Afsnit i Bogen falder i 2 Hovedgrupper, nemlig Skydelære og Skydeuddannelse. I 1., 2., 6. og 7. Afsnit behandles Skydelæren. Dennes ballistiske Del falder i 2 Dele, dels en „elementær“ Ballistik (1. og 2. Kapitel), dels en mere udvidet Ballistik i Forbindelse med Sandsynlighedsregning (6. Afsnit samt den Del af 7. Afsnit, som ikke optages af Tabeller).
Behandlingen af de ballistiske Problemer er øjensynligt afpasset efter de særlige Forhold ved Skolen med Hensyn til tilmaalt Tid til Undervisningen og til Elevernes matematisk«! Kundskaber, hvorfor en Ballistiker ikke ved alle Spørgsmaalenes Behandling finder denne saa exakt som ønskelig. Særlig er der et Punkt, hvorpaa vi i saa Henseende vil henlede Opmærksomheden, nemlig den Anvisning, som gives paa Fremgangsmaaden ved Beregning af Skydetabeller; i det herom handlende A fsnit findes ikke bemærket, hvorledes man reducerer de opnaaede Skyderesultater til normale atmosfæriske Fo rhold og Vindstille. Formler til Bestemmelse af Luftvægten (Vægten af 1 m3 Luft) findes anført saavel som Formler til Bestemmelse af Vindens Indflydelse; men Brugen af disse Formler omtales ikke. I Skydereglement for Fodfolket 1912 og i Foreløbigt Reglement for Rekylgeværkompagnier ved Fodfolket findes anført, at Skydetabellernes Angivelser svarer til visse atmosfæriske Forhold, saa ved Skydeskolens Behandling af Skudresultaterne tages der det rette Hensyn til disse Forhold, men det vilde have været en Hjælp ved Anvendelsen af Bogen, om en Anvisning til den omhandlede Bearbejdelse af Skudresultaterne havde været medtaget.
Det vilde føre for vidt at gaa nærmere ind paa disse Afsnit, saa meget mere som vi vil foretrække at gøre 2. Afsnit om Skydelære for feltmæssig Skydning med Gevær 1889 og Rekylgevær til Genstand for en mere indgaaende Omtale, da de deri fremsatte Betragtninger maa anses for at være af særlig Interesse.
Det første Begreb, som behandles her, er Nedslagsbælternes Dybde og de Forhold, som har Indflydelse paa dem, saasom Skytternes Antal, Skydningens Varighed og Skudhastigheden. Paa Grundlag af de i 1916 udførte, omfattende Skydeforsøg til Udarbejdelse af Træffetabeller for Rekylgeværet er anført Nedslagsbælternes Dybde for Rekylgeværet i forskellige Anslagsstillinger og ved forskellige Skydemaader samt for Gevær 1889; det er interessant at se, hvor nær Skytteild med flere Geværer 1889 i Henseende til Nedslagsbæltets Dybde ligger automatisk Skydning med flere Rekylgeværer, et Forhold, som naturligvis spiller en væsentlig Rolle ved Rekylgeværernes Anvendelse i Skyttekæderne.
Træffertætheden, som kan ventes mod forskellige Maal ved forskelligartet Skydning, er paa en meget illustrerende Maade vist ved Kurver, som angiver Træfferprocentens Variering efter Maalets Beliggenhed i Forhold til Visérskudsafstand, idet Træfferprocenterne er tagne fra Tabellerne i Rekylgeværreglementet.
Afstandsbestemmelsen, Metoderne til dens Udførelse og Indvirkningen af en mindre god Afstandsbestemmelse paa Skydningen, ligesom Indflydelsen af Brugen af flere Visérer omtales. Et meget tydeligt Billede af, hvilken væsentlig Betydning Anvendelsen af Afstandsmaaler har for Afstandsbestemmelsen, faar man af Figuren S. 120, som paa en slaaende Maade viser Afstandsmaalerens Overlegenhed over Bedømmelsen. Først paa 1500 nr A fstand er Nedslagsbæltets Dybde mindre end det Bælte, hvori Maalet maa befinde sig, naar Afstanden er maalt med Afstandsmaaler, og man tager Hensyn ti! Fejlene paa Afstandsmaalingen, medens man ved Afstandsbedømmelse allerede faar dette Forhold frem paa 600 m.
lidtempo. Ildkraft og Ildværdi er Genstand for indgaaende Behandling, og det er da ogsaa Anvendelse af disse Begreber ved Bearbejdelse af Skyderesultater, der giver det rette Grundlag for Vurdering af en Skydning. Ildtempoet er Antal Skud pr. Skytte pr. Minut, vel at mærke sigtede Skud; det angives saaledes for menige Skytter: 2 ved langsom Skytteild, 5 ved almindelig og 8 ved hurtig Skytteild samt 11 ved Magasinskydning, alt ved Gevær 1889; for Rekylgeværet angives 21 for Enkeltskydning og 165 for automatisk Skydning; hertil er at bemærke, at ved Rekylgeværet spiller Patronantallet i Magasinerne en væsentlig Rolle; ved Anvendelse af dobbeltradede Magasiner med f. Eks. 40 Patroner, hvis Længde meget nær er den samme som det nuværende 20-Patrons-Magasins, vil man kunne paaregne, at Ildtempoet forøges med ca. 60 "/„. Hvorvidt det er ønskeligt at indføre saadanne Magasiner, kan dog ikke afgøres alene ud fra Spørgsmaalet om Ildtempoet.
Ildtempoet afgiver ikke noget direkte Middel til Bedømmelsen af Sk j«ingen s Værdi; dennes tekniske Værdi faar man angivet' gennem Ildkraften, der er defineret som Antal Træffere pr. Minut pr. Skytte. Her faar Skydningens Varighed Indflydelse, og medens man paa Kurverne over Træffertætheden ser Enkeltskydning med Rekylgevær og Skytteild med Gevær 1889 staa over automatisk Skydning med Rekylgevær, saa faar man gennem Ildkraftkurverne tydeligt Indtryk af den automatiske Ilds betydelige Overlegenhed over de to andre Ildmaader. I en lang Række Eksempler beregnes for forskellige Forhold, hvor mange Geværer 1889 et Rekylgevær ækvivalerer. Som Resultat af disse Undersøgelser anføres, at man rundt kan sætte 1 Rekylgevær lig 20 Geværer 1889. En Sammenligning mellem Rekylgeværet og MaxiniMitrailleusen er ligeledes anført med det Resultat, at 1 Rekylgeværsektion er lig 1 Maxim-Mitrailleuse (tung). Medens Ildkraften anvendes til Bedømmelse af Skydningens tekniske Værdi, benyttes Ildværdien som Maal for Skydningens taktiske Værdi, idet man i dette Begreb indfører Træfférnes Fordeling. Ildværdien, der er et af Forfatterne indført nyt Begreb, er defineret som Antal trufne Figurer pr. Minut pr. Skytte. Er Ilden ligelig fordelt, er der en bestemt Sammenhæng mellem det sandsynlige Antal Træffere og det sandsynlige Antal trufne Figurer, en Sammenhæng, som nærmere udvikles, og som er opstillet tabellarisk i en ,Ildfordelingstabel, ved Hjælp af hvilken man kan undersøge, om det opnaaede Antal trufne Figurer svarer til de opnaaede Træffere. Begrebet Ildværdien spiller en væsentlig Rolle ved Bedømmelsen af Udsigterne til at gennemføre en Ildkamp med Held. Gennem Oversigter over, hvilken Træfning man kan vente sig med forskellig Ildværdi hos de to Modstandere, vises det, hvorledes Styrkeforholdene i Kampens Løb forandres, og det fremgaar med Tydelighed heraf, hvormeget den numerisk underlegne maa forøge sin Ildværdi, for at Styrkeforholdet ikke skal forringes.
Hvorledes Ildkraft og Ildværdi varierer med Ildtempoet gøres til Genstand for en indgaaende Undersøgelse. Resultatet af denne er, at baade Ildkraft og Ildværdi vokser med Ildtempoet, et Resultat, som er bleven bekræftet ved Skydeskolens Fægtningsskydninger ved Borris 1919, hvor 3 forskellige Rekrutkompagnier udgjorde Øvelsesapparat. I dette Afsnit omhandles ogsaa de forskellige Formationers Saarbarhed, et Forhold, hvis taktiske Betydning jo er overordentlig stor. Til Slut slaar Forfatterne til Lyd for Anvendelsen af de fremsatte Teorier, dels ved Skydeøvelsers Anlæg, dels ved Kritik af udførte Skydninger. Om dette sidste Punkt udtaler Forfatterne:
Bedømmelsen af en feltmæssig Skarpskydningsøvelse bør altsaa ske paa det fulde Domsgrundlag, nemlig 1) de Handlinger. der er foretagne, og 2) det Træfferresultat, der er naaet. Bedømmelsen kan derfor til Nod gives i to Afsnit: straks efter Øvelsens Afslutning en Bedømmelse af de Handlinger, Førere og,-Skytter har udført, senere, naar Træfferresultaterne er o^ jorte og behandlede, en Bedømmelse af Kampens Forløb og Udfald. Bedst er det dog utvivlsomt, da Resultaterne i Kampen, efterhaanden som den skrider frem, er afhængige af de forudgaaede Handlinger, ikke at dele Bedømmelsen, men kun at afholde een Kritik, og da først efter at Træfferresultaterne er opgjorte og behandlede. Der kræves her et Arbejde af Øvelseslederen efter Øvelsens Ophør og forud for Kritikken, som er nødvendigt, naar en retfærdig Bedømmelse skal kunne ske.“
Hvorledes Bearbejdelsen bør foretages, gøres til Genstand for en meget detailleret Behandling, saaledes at man faar en meget fuldkommen Vejledning i saa Henseende. Man maa i høj Grad paaskønne, at Forfatterne saa stærkt har fremhævet dette sidste Punkt, da det jo maa anses for uomtvisteligt, at kun det mest fuldkomne Kendskab til Skydningens Værdi baade i teknisk og taktisk Henseende, danner et tilstrækkelig fast Grundlag for en retfærdig Bedømmelse og Kritik; og Reglerne bør følges ved enhver Bedømmelse af feltmæssige Skydninger; det giver baade Fører og Mandskab en forøget Interesse for Skydningen.
3. Afsnit behandler Skudfeltrekognoscering, hvorunder direkte Skydning, skjult Skydning, Skydning med indirekte Sigte og indirekte Skydning omtales, og der gives ved Hjælp af fortræffelige Skitser en indgaaende Fremstilling af, hvorledes Skudfeltrekognosceringer skal udføres, og hvorledes Afstandskort for saavel Forsvarer som Angriber skal udfærdiges.
4. Afsnit omhandler Skytternes Uddannelse i Fægtning. Pladshensyn forbyder at give en blot nogenlunde Forestilling om den Rigdom af praktiske Anvisninger og Vink for Uddannelse i Skyttetjeneste, som dette Afsnit indeholder.
Under Omtalen af Bevægelsesinaaderne bevises blandt andet, at Ildkraften mod det kravlende Maal er mere end 2'/„ Gang saa stor som mod det løbende Maal. Og som et enkelt karakteristisk Eksempel paa, at „Skydelære for geværbevæbnede Tropper“ er skrevet af praktiske Folk og for Geleddets Befalingsmænd, skal citeres følgende Passus fra Omtalen af Valg af M aal: „Man bør dog selvfølgelig lære Skytten at benytte enhver Chance til at tilføje Fjenden Skade, og i disse Opgaver ikke lade sig hilde i doktrinære Teorier om, hvilket Maal der er det farligste. En Opgave som denne: En liggende Skytte har over for sig 2 fjendtlige Skytter, hvoraf 1 er i liggende (d. v. s. Skud-) Stilling paa 180 in, medens 1 er i Fremløb paa 200 m — vil en behjertet Skytte løse ved først at skyde den fremløbende, fjendtlige Skytte og derpaa reKe sin Ild mod den liggende, skønt denne sidste maaske nok kan kaldes den farligste. Da den løbende Skytte skal frem til den liggendes Understøttelse, er det af mindst lige saa stor Betydning, at han bliver skudt først, som at denne bliver det, og da Chancen er langt større for at ramme den løbende end for at ramme den liggende Skytte, bør der skydes først paa den løbende.“
Under den indgaaende Omtale af Brug af Visér og Retningspunkt bevises og fremhæves, at „man — i hvert Fald ved Fredsskydninger — mod fremløbende Fodfolk faar bedst Træfning ved at benytte et Visér, der er indtil 100 m højere, end Afstanden er lang, og at man altsaa ikke bor skyde med et lavere Visér.“
I denne Forbindelse kan det være af Interesse at bemærke, at den tyske „Maschinengewehr-Schieszvorschrift“ af 1911 i Punkt 75 skriver: „VisérinJstillingen vil i Almindelighed være rigtig, naar omtrent V, af Nedslagene observeres foran Maalet. “ Angaaende Ildtempoet under Fægtning skriver Skydelæren : „Man bør altsaa ikke skjule for Skytterne, men tværtimod understrege for dem, at Krigens Situationer ofte vil kræve et forholdsvis stærkt Ildtempo, at Skytterne derfor maa kunne skyde hurtigt og dog godt, og at man som Regel aldrig bør skyde langsommere end Fjenden.“ I Skydelærens 5. Afsnit er gennem en lang Række taktiske Eksempler med tilhørende Skitser givet en meget grundig og meget interessant Fremstilling af alle Forhold [vedrørende Ildledelsen (Valg af Maal, Udpegning af Maal, Valg af Visér, Regulering af Visér, Ildfordeling, Valg af Retningspunkt, Retningslinie, Valg af Ildmaade, Ildens Aabning), og der anføres ikke blot, hvad der skal gøres i de mange Situationer, der oprulles, men ogsaa hvorfor. Endvidere indeholder Afsnittet en udmærket Vejledning i Iagttagelse af Ildvirkning, Opretholdelse af Ilddisciplin, Regulering af Ammunitionsforbruget, Erstatning af Ammunition, Skyderegier og i Øvelser i Ildledelse.
Et Sted i Skydelæren efter Omtalen af nogle forholdsvis simple Regler for, hvor Skytten skal holde, naar han vil ramme en Infanterist og en Rytter under Bevægelse til Siden, skrives:
„Det er ikke rimeligt, at Geledskytten kan lære og huske ret meget af disse Regler“ — og mangen Befalingsmand, der første Gang holder den 462 Sider tykke Bog om „Skydelære for geværbevæbnede Tropper“ i sin Haand, vil maaske i første Øjeblik ogsaa stille sig tvivlende over for sine egne Evner til at tilegne sig Skydelærens Lærdomme; men det vil meget hurtigt gaa op for ham, at denne Bog kommer han ikke udenom, hvis han af Hjertet ønsker at gøre Fyldest i sin Stilling, og han vil ogsaa hurtigt erkende, at vor sparsomme danske Militærlitteratur er blevet et stort og smukt Værk rigere i denne Bog, og at hans egen daglige Gerning med Uddannelse af Mandskab og Befalingsmænd har faaet ny Interesse for ham. gennem „Skydelære for geværbevæbnede Tropper“.
Viggo Balslev. Halvor Jessen.
