Fodfolket rykker i dag frem spredt over et stort område, medens artilleriet, såsnart sammenstød med fjenden kan ventes, står i stilling klar til at støtte fodfolket, hvis det støder på alvorlig modstand eller udsættes for fjendtligt angreb. At holde forbindelsen mellem det fremrykkende fodfolk og det i stilling værende artilleri er det vanskelige problem og afgørende for kampens heldige udfald.
Samvirket mellem fodfolk og artilleri står og falder med forbindelserne. Sålænge forbindelsen holdes, holder samvirket. Svigter forbindelsen mellem fodfolk og artilleri eller mellem observator—kanon, er samvirket afbrudt. Skyldes dette, at man er nået til grænsen for meddelelsesmidlernes eller kanonens rækkevidde, må der skiftes stilling. Det er derfor vigtigt, at artilleriel for fremrykningen masseres så stærkt frem bag fodfolkets udgangsstilling som i den foreliggende situation forsvarligt. Under samlede øvelser er det undertiden hændt, at fodfolket bliver utålmodigt og ikke vil vente på artilleriet, enten det nu drejer sig om udførelsen af en artilleriforberedelse, eller fordi artilleriet må skifte stilling, da det har nået grænsen for kanonens eller meddelelsesmidlernes rækkevidde. Fodfolket bor i sådanne tilfælde ikke fortsætte sin fremrykning, for artilleriforberedelsen er udfort, eller før dele af artilleriet har skiftet stilling og igen står klar til at overvåge den videre fremrykning.
At gå frem uden artilleriforberedelse eller ildstøtte er næppe noget, man gør ustraffet i vore dage. I sådanne tilfælde burde kampdommerne gribe ind og tvinge fodfolket til standsning for på denne måde at fremkalde den rigtige forståelse af samvirkets nødvendighed.
Vi har i dag gennem radioen fået et middel, som gor det muligt for artilleriobservatøren — selv under bevægelse — stadig at være i forbindelse med sin afdeling.
6. artilleriafdeling bar i 1949 under forårsmanovren i Nordsjælland ved sjællandske division, under den norsk-danske øvelse ved brigaden på Lüneburg hede og under skarpskydningerne i Münster i Tyskland vist, at med veluddannet og veldisciplineret radiomandskab kan radioforbindelsen til stadighed holdes selv på ret store afstande (7—8 km).
Telefonforbindelsen soges dog altid oprettet, da den er og bliver den sikreste forbindelse. Luder fremrykning vil det dog være praktisk, at kun afdelingen lægger en stamlinie (telefon) frem, hvorfra der, såsnart fremrykningen standser, kan lægges telefon ud til de enkelte observatører (batteri-chefer).
Artilleriafdelingen, der sandsynligvis vil komme til at bestå af 3 batterier à 6 kanoner, vil normalt være mindste skvdetaktiske enhed. Afdelingen skal virke ved indsats af bele sin styrke og almindeligvis ikke splittes ud i batterier endsige halvbatterier.
Inden fremrykningen påbegyndes, er afdelingens 3 batterier sat i stilling tæt bag fodfolket, og Ac./II A. A. instrueres af Rc.,/ I. R. om planen for fremrykningen, hvilken modstand der kan ventes, de forskellige standsningslinier af hensyn til stillingsskifte, kodenavne i stedet for kortets navne, navne, bogstaver eller tal for områder, hvorimod ild eventuelt ønskes forberedt o. s. v.
Ac. instruerer derefter afdelingens skydeoffieer og batterichefer (observatører) m. fl. i overensstemmelse hermed.
Artilleriobservatøren (Bc.) bevæger sig under fremrykningen fra oversigtspunkt til oversigtspunkt bag det fremrykkende fodfolks forreste kompagnier, idet han, liver gang ban skifter stilling, soger kontakt med Kompagnichefen på stedet.
For at artilleriobservatøren (batterichefen) skal kunne løse sin opgave — at hjælpe fodfolket — må han skaffe sig observation mod det terrain, fodfolket skal rykke frem imod, og samtidig være i kontakt med kompagnichefen ved det kp., han følger. At det ofte kan være vanskeligt at få begge krav opfyldt, siger sig selv, men netop her ligger artilleriets kunst.
Står valget mellem gode observationsmuligheder og usikker kontakt med fodfolket, eller ringere observationsmuligheder og snæver kontakt med fodfolket, bor det sidste vælges for helhedens skyld.
Hvad skal artilleristen stille op med et fremragende observationsstade, når ban ikke får noget at vide om: „når, hvor, hvad og hvorledes?“
Generes fodfolket under fremrykningen af enkelte maskingeværer og lignende, bar det sine morterer ved hånden, som med deres ringe spredning, korte forbindelser og umiddelbare kontakt med det fremrykkende fodfolk er langt bedre egnet til bekæmpelse af disse mål end feltartilleriet.
I de krigsberetninger, jeg har læst, bar jeg heller ikke een eneste gang bort om, at fodfolket påkaldte artillerihjælp for at nedkæmpe et maskingevær. Det brugte sine morterer. At artilleriet i en given situation også skal kunne løse en sådan opgave, er en selvfølge, men det bør væne undtagelsen.
En artilleriobservator skal almindeligvis ikke skyde på punktmål. Det ville være som at sky de gråspurve med kanoner. De opgaver, fodfolket kan forlange løst af sit artilleri, er beskydning af flademål, en fjendtlig stilling om et bakkedrag, gærde, skov, vej, landsby, bebyggelse, et storre fjendtligt angreb o. 1. Det ville derfor være en fordel, om artilleriets officerer under skydeuddannelsen blev vænnet til at skyde mod virkelige artillerimål, flademål i terrainet, i stedet for at skyde stregskydning mod de traditionelle skiver på vore skydebaner. Når artilleriobservatøren ligger derude og skal støtte fodfolket med sin ild, burde han gennem sin uddannelse have fået det rigtige øjemål for at se terrainet i batteribredder, og han skal være i stand til under indskydningen at udnytte alle de oplysninger, som terrainet giver om skuddenes beliggenhed, så han kan indskyde sig på et par skud. Fodfolket venter, og der er ikke tid til unødige finesser.
Standses fodfolkets fremrykning af alvorlig fjendtlig modstand, henvender kompagnichefen sig til artilleriobservatøren, viser ham i terrainet eller på kortet, hvor fjenden ligger (og hvor hans egen forreste linie gåri og anmoder om artillerihjælp, aftaler eventuelt hvornår I klokkeslet I og hvorlænge (klokkeslet eller signal til standsning af ilden, eventuelt fremlægning af denne). Observatøren kakler gennem radioen afdelingen og giver skudordre. Er der flere observatorer, der på samme tid ønsker rådighed over afdelingens ild, bestemmer afdelingens skydeofficer etter afdelingschefens ordre eller direktiv (i overensstemmelse med troppeførerens ønske om, hvor tyngden skal lægges), om eller hvornår skydningen kan skydes. Kan afdelingens ild ikke stilles til rådighed, meddeler observatoren straks kompagnichefen dette, så han, hvis han stadig ønsker artillerihjadp, kan rekvirere denne gennem bataillonen. Får observatøren stillet afdelingens ild til rådighed, kan han, da det normalt drejer sig om flademål, indskyde sig ved hjælp af 2—4 skud, hvorefter han vil være klar til at gå over til virkningsskydning med hele afdelingen. Virkningsskvdningen vil kunne påregnes at falde i målet ca. 10 min. efter, at afdelingen har givet tilladelse til at skyde, og skudordren til indskydningen er blevet rigtigt modtaget på kommandostationen.
Da det er af afgørende betydning, at afdelingens ild anvendes taktisk rigtigt, må Ac. foruden at være i snæver kontakt med troppeforeren (her bataillonsehefen/I. B., hvor trykket skal lægges) være i stadig forbindelse med sin kommandostation (skydeofficeren), således at afdelingens ild hele tiden kan lægges der, hvor troppeføreren ønsker trykket lagt. Ellers vil det gå således, at den kompagnichef, som råber mest op om artillerihjælp, får artilleriobservatoren til stadigt at forlange afdelingens ild, medens troppeføreren måske ønsker vægten af artilleriilden lagt på et lielt andet sted.
De her fremsatte betragtninger indeholder i og for sig ikke noget principielt nyt, men da problemet er af yderste vigtighed at få endelig løst, og den lier skitserede fremgangsmåde dog har den fordel, at den har stået sin prøve i praksis, bl. a. ved 6. artilleriafdeling i 1949 under samlede øvelser såvel her i landet som i Tyskland, er jeg af den formening, at sagen måske kan have almen interesse.
Fremgangsmåden er i alle tilfælde simpel, men det skal den jo også være for at kunne bruges i krig.
V. Capito.
