Overfor en interesseret og sagkyndig Kreds, der maa antages at have fulgt de i Dagspressen fremkomne Medd'elelser, er det ikke let at meddele noget virkelig Nyt fra Konferencen. Dette gælder i særlig Grad for de Folk, der har fulg t et a f de store udenlandske Blade, f. Eks. „le temps“ . Men lad mig forsøge. Først den ydre Ramme. Selve Delegeretforsamlingen holdt sine Møder i Salle du Conseil Général (ancien Bâtim ent Electoral). En meget stor Sal uden Tilløb til Udsmykning. I Baggrunden en stor Tribune i 3 Etager, nederst Stenografer, fran ske og engelske. I næste Etage Talerstolen midt for. Ved Siden a f denne Plads til Tolkene, a f hvilke navnlig en fransk nyder stor og berettiget Anseelse, ja næsten Beundring fo r fænomenal Evne til øjeblikkelig Gengivelse endogsaa a f V ittig heder (de er sjældne) og Ordspil. I Baggrunden Pladser til begge Sider, paa den ene Side sidder de fire Vicesekretærer, blandt hvilke man sæ rlig lægger Mærke til en kæmpemæssig Japaner, paa den anden Side lavere stillede Tjenestemænd a f Sekretariatet. Dernæst sidste Etage, i Midten Formandspladsen, beklædt af Mr. Henderson, den er hævet noget over de to andre Pladser, der indtages a f Generalsekretær Sir E ric Drummond og den førnævnte franske Tolk. Paa Gulvet de Delegeredes Pladser. Lange Skoleborde, beklædt med noget sækkelærredlignende Stof, meget spartansk. Ingen Skuffe, men ved hver Plads en Telefon med Øreklapper og Forstærker, saaledes at man altid selv paa de fjerneste Pladser kan høre. Taleren. Ret bekvemme Stole. For at kunne sove der skal man dog være særlig indstillet. Jeg har kun set det lykkes fo r ganske enkelte. Hver Delegation har in d til fire Pladser. Landene sidder i Bogstavorden efter deres franske Navn. Danmark sidder følgelig ret langt fremme, hvilket med al Respekt for Telefonen alligevel er en Behagelighed.
Langs Siderne am fiteatralske Bænkesæder, hvor ikke paa Gulvet placerede Delegerede og den fo r nogle Landes Vedkommende vældige Stab a f Eksperter tager Plads. Ved en Del a f disse Pladser ogsaa Telefon. I Baggrunden a f Salen reserverede Tilhørerpladser ligeledes am fiteatralske og endelig hele Salen rundt et Galeri med Tilhørerpladser fo r mange Hundrede. Dernæst Organisationen. Først selve Delegeretforsamlingen (l’assemblée), hvor alle Delegerede har Adgang, men hver Delegation kun een Stemme. Den styres a f et Bureau (vort Præ sidium) bestaaende a f Formanden, en Række Vicepræ sidenter og Formændene fo r de nedennævnte Kommissioner. E fter A fslutningen a f Generaldebatten nedsattes straks Hovedudvalget, Commission générale, bestaaende a f hvert Lands fø rste Delegerede, dog saaledes at han altid kan erstattes a f en anden Delegeret, en Regel, der følges fo r alle Udvalg, og som er nødvendig, da intet Land nogensinde har mere end een Repræsentant i Udvalgene. Dette Udvalg indsatte straks fire U nderudvalg, benævnede terrestre (Hæren), navale (Flaaden), aerienne (Luften, med en Genévevittighed kaldet den himmelske som Pendant til den jordiske) og en Budgetkommission (des dépenses de défense nationale). Endelig indsattes der efter Franskmændenes Ønske en C. politique, der særlig skulde behandle visse politiske Spørgsmaal. Man havde Indtryk af, at det her drejede sig om et Forsøg paa at faa Ledelsen af Forhandlingen a f disse Spørgsmaal lagt i andre Hænder end det fo r C. générale konstituerede Bureau (Henderson med et Par Vicepræsidenter og Rapporteur), men hvis det var Meningen, mislykkedes det i hvert Fald, idet Ledelsen blev nøjagtig den samme, hvortil Franskmanden Paul Boncour, da Afgørelsen tegnede sig uundgaaelig, naturligvis udtrykte sin næsten begejstrede Tilslutning. Senere er nedsat en Kommission fo r den moralske Afvæbning, der a f en vis Sekt a f Afvæbningsvenner anses fo r en nødvendig Forudsæ tning for den materielle Afvæbning. Endvidere er der et sæ rligt Udvalg fo r den kemiske og bakteriologiske Krigsførelse. Ligesom næsten alle Kommissioner har nedsat mindre Underudvalgskomitéer. Indledningstalen a f M r. Henderson var ret mat. Han var og gjorde Indtryk a f at være Rekonvalescent og var tydelig præget a f den trykkede Stemning, der ganske naturlig t maatte hvile over en Afrustningskonference, der aabnedes under Akkompagnement a f den rullende Torden fra Øst.
En af de første Dage var helliget Modtagelsen a f alle Fredsforeningernes Demonstration. Der holdtes en Række, heldigvis korte Taler, ved hvilke en ung fransk Student gjorde sig bemærket ved sin straalende Veltalenhed, der udfoldede sig ganske uhæmmet af, at han talte til et Verdensparlament. Den morsomste a f denne Række Talere var Belgieren Vandervelde, der talte som Formand fo r de internationale Arbejderorganisationer. Det var Veltalenhed a f den dramatiske Form , som vi slet ikke kender herhjemme, med bydende imperatoriske, truende, anraabende, besværgende, samlende, splittende og mange andre Slags Gestus og Betoninger. Han bad ikke, han krævede i sin Organisations Navn øjeblikkelig, fuldstændig og garanteret A frustning. En dansk Deltager bemærkede, at de Taler, samme Mand i sin Tid som belgisk M inister havde holdt i Folkeforbundet, havde haft et noget afvigende Indhold. Garantien skulde naturligvis skabes gennem Arbejdernes Organisationer, hvilket kan være særdeles udmærket, men jo straks frem kalder nogle Overvejelser m. H. t., hvorledes nu denne Form fo r Garanti vilde arte sig i Rusland. E fte r disse Taler fulgte en vældig Opmarch a f Repræsentanter fo r Kvindeorganisationerne Verden over, der afleverede den ene Pakke a f Adresser efter den anden. Nogen Skønhedskonkurrence var Toget ikke, men det tilstræbte det jo heller ikke. Det var aabenbart Hensigten at imponere ved Massevirkningen gennem Adressernes Tal, og det var virkelig en ganske imponerende Dynge, der efterhaanden hobedes op. Pludselig væltede den og havde nær knust et Pa r meget fredsommelige Stenografer, hvilket unægtelig vilde have været tragisk. Der forelagdes her Resultatet a f et kolossalt Arbejde, der er ud ført til ingen Verdens Nydte, thi hvem tvivler om, at K vin derne i al Almindelighed er Modstandere a f K rig ? Formodentlig ingen. H vorfor skulde Kvinderne være mere blodtørstige end Mændene? Og derom kan jo ingen T vivl være, at hvis man kunde afskaffe K rigen ved en Afstem ning hele Verden over, saa vilde den være afskaffet i Morgen med Verdenshistoriens mest knusende M ajoritet, selv om man lod Mændene alene stemme. Noget nyt blev altsaa ikke oplyst. En vis øjeblikkelig Stemning blev fremkaldt, men jeg føler mig fuldkommen sikker paa, at ikke en eneste Delegeret følte sig anderledes indstille t overfor det kommende Arbejde efter Opmarchen, end han havde været det før.
Derefter begyndte Generaldebatten, indledet a f den engelske Udenrigsm inister John Simon, der ikke skuffede de Fo rventninger, man maatte nære til en Mand, der en Tid skal have været Englands højest betalte Forsvarer. En ypperlig Nævningetale mod K rigen og mod de farligste Angrebsvaaben, dramatisk, modulerende Stemme, kaldende paa Stemninger og Følelser. Derefter den franske Udenrigsm inister Tardieu, blændende elegant, klar, logisk med sit musikalsk skønne Fransk. Næste Dag U. S. A.s Gesandt M r. Gibson og den med Spænding hørte Rigskansler Brüning, der ene a f alle talte Tysk og virkede ret stærkt, en rolig, behersket, klog absolut uprøjsisk Prælattype, hvis Ord fald t med Vægt og Værdighed. Derefter hele den lange Række a f mere eller mindre interessante Talere, a f hvilke der særlig er Grund til at fremhæve Ungarns Repræsentant, den ranke gamle A ristokra t Grev Apponyi, født 1846!, talte et elegant Fransk, 30— 40 Minutter, citerende Folkeforbundspagtens Paragra ffer o. s. v. uden Manuskript, uden eet Notat. En glimrende Tale, i hvilken han bl. a. paa gribende Maade fremhævede, at hans Fædreland selv i den fortvivlede Stilling, hvori det var ved Krigens A fslutning, dog aldrig v ilde have underskrevet Trianonfredens Afvæbningsbestemmelser, hvis det ikke fra Sejrherrerne udtrykkelig var sagt, at dette var Indledningen til en almindelig Nedsættelse a f Rustningernes Omfang, og at de besejrede Stater derfor havde et ju ridisk og moralsk K rav til Sejrherrerne om nu at betræde denne Vej. Han sagde iøvrig t noget, der sikkert gengav den under Generaldebatten herskende Stemning. „Jeg kom herned fyld t a f Skepsis, men efterhaanden, som jeg hørte Stormagternes Repræsentanter tale, forsvandt den.“ Dette var rigtigt. Der var mellem alle Stormagtsrepræsentanterne, og iøvrig t ogsaa de mindre Staters, en saadan Overensstemmelse i Retning a f A fskaffelse a f visse a f de værste Krigsm idler, at man — al medbragt Skepsis til Trods — ikke kunde frigøre sig fo r det Indtryk, at der maatte være en fælles V ilje til at naa noget og noget betydeligt paa Konferencen. Det var de samme Ting, de alle nævnte. Svært A rtille ri, Tanks, Giftgas, Bombeflyvere, U-baade o. s. v. Og fælles fo r alle Udtalelser var Styrken og den Uforbeholdenhed, hvormed man gik ind fo r denne den saakaldte „kvalitative Nedrustning“ . Naturlig-vis fremhævede alle Talere Vanskelighederne, der vilde være at overvinde. Men atter og atter fremhævedes Rustningsbyrden. Nægtes kan det naturligvis ikke heller, at det fo r Stater, hvis Finanser er i Uorden, og det gælder jo ikke saa ganske faa, maatte stille sig som en ganske tiltalende Tanke at naa eller dog nærme sig Balance ved øjeblikkelig Nedsættelse a f de militære Udgifter. Hvor meget dette samfundsøkonomisk vilde betyde i Retning a f Byrdernes Lettelse er et andet Spørgsmaal. Der kan vist anføres meget til Fordel fo r den Betragtning, at Lettelsen vil blive ganske betydelig mindre end almindelig antaget. Saaledes var Stemningen i Februar ret forhaabningsfuld. Det kan jo ikke nægtes, at den er skiftet siden. Tre Maaneder er gaaet, og man marcherer stadig, men man marcherer paa Stedet. Det maa erkendes, at Opgaven er kæmpemæssig, og at hvert Skridt byder paa Vanskeligheder. Det maa erkendes, at Konferencens Arbejde er blevet sinket ved ydre Forhold. Den ekstraordinære Folkeforbundsforsamling, der nødvendiggjordes a f Sammenstødet mellem Kina og Japan, tog sin Tid. I mange Lande hersker meget urolige politiske Forhold. Den engelske Regering synes i Virkeligheden ret svag, den tyske vakler, den franske er faldet, hvorledes vil Forholdene udvikle sig i Japan o. s. v. o. s. v., en lang Række Momenter lammer ganske naturlig t Regeringernes Handlekraft. Ikke mindst skæbnesvanger fo r Arbejdet hernede er Forholdene i Frankrig , thi det kan ikke nægtes, at Franskmændene og ikke mindst Tardieu personlig virkelig havde nogen Evne til at faa Arbejdet fremmet. De foretog Gang paa Gang Udspil, der trak de andre med. Men nu ligger der som en død Haand over Arbejdet. Det maa erkendes, at Apparatet i sig selv er uhyre tungt og vanskeligt at haandtere. Det gælder at manøvrere, saa Afstem ninger med deraf følgende Misstemninger hos de overstemte saa vidt m uligt undgaas. Der er saaledes F rik tion nok, der fo rklarer, at man ikke er kommet videre, men det er i V irk elig heden et stort Spørgsmaal, om man ikke havde tjent Sagen bedre ved at udsætte det hele, til de politiske Forhold paa fo rskellige Hold var noget afklarede.
Allerede fra' første Færd tegnede Modsætningen mellem det franske og det tyske Standpunkt sig meget klart. Tyskerne vil Ligestilling , enten saaledes — og det er naturligvis det, de siger paa Afrustningskonferencen — , at alle andre a fska ffer de Vaaben, der er dem forbudt, eller saaledes, at det tillades dem at have de samme Vaaben som de ikke bundne Stater.
H vis det sidste skulde blive Resultatet a f Konferencen, om ikke direkte saa paa den Maade, at Konferencen endte resultatløs, og Tyskland derefter uden videre satte sig ud over Bestemmelserne, vilde det i Sandhed være en Skæbnens Ironi. Den kvalitative A fru stning vilde allerede a f den Grund, selv om den kun blev trinvis og ikke særlig store Trin , dog have en betydelig politisk Væ rdi; den vilde kunne tjene dels til virkelig at berolige Tyskland, dels gøre det lettere fo r en Række Magter at afvise Tysklands K rav om øjeblikkelig Ligestilling . Ogsaa dette M otiv fører til at haabe, at der trods alt dog vil komme noget ud a f Konferencen. En øjeblikkelig eller meget hurtig Gennemførelse a f det tyske Ligestillingskrav vilde i V irk elig heden betyde Tilvejebringelse a f en sikker tysk Overvægt. Den tyske Hær med sin lange Uddannelsestid vilde form entlig i saa Fald være den bedste i Verden og maa efter det tyske Budgets Størrelse antages at være fo rtrin lig t udrustet. H e rtil kommer, at Tysklands krigerske Spændkraft — potentiel de guerre — maa antages at være betydelig større end f. Eks. Frankrigs undtagen paa eet ganske vist vig tig t Omraade, nemlig det finansielle.
Ser man ganske usentimentalt paa Tingene, maa det naturligvis erkendes, at det er en mindre Fare fo r Freden, at den militæ re Overvægt er paa den sejrende end paa den tabendes Side. Historisk set opstaar Faren fo r nye K rige jo enten, naar Sejrherren synes, at han ikke har faaet nok ud a f Sejren, og fra denne Mulighed kan der i denne Forbindelse ses bort, fo rdi Sejrherrerne fra sidste K rig var saa mange og er saa uenige, eller naar den besejrede mener sig stærk nok til at tage Hævn fo r sit Nederlag. Men naturligvis har de Folk Ret, der siger, at man ikke i det lange Løb kan holde et saa stort og dygtigt Folk som det tyske nede i en U frihedstilstand. Det maa blot erindres, at historisk set er 14 Aar ikke noget „langt Løb“ .
Det franske Standpunkt: Sikkerhed fø r A frustning, er saa uim odsigeligt logisk rig tig t, at det maa undre, at det ikke i højere Grad vinder Tilslutning, men i Virkeligheden har det franske Standpunkt ikke nogen Forstaaelse uden fo r den Kreds a f Magter, der altid følger Frankrig . Der kan im idlertid ikke være nogen Tvivl om, at Udviklingen inden fo r Folkenes Samfund vil følge den samme Lin je som inden fo r de nationale Samfund, nemlig at de enkelte Individer først afvæbnes, naar Samfundet er saaledes organiseret, at det kan kaldes et Retssamfund. D ertil hører Love, Domstole og udøvende M agt! Dette støder an mod en Mængde nedarvede Forestillinger om Staternes Suverænitet o. s. v. Man vil sige, at dette er Utopi. Ja, det er muligt, at det i hvert Fald i en lang Aarrække vil være det, men eet er sikkert, at mindst lige saa længe er Afvæbningen en Utopi. A t denne Konference ikke vil bringe Løsningen paa dette Problem, er umiddelbart indlysende. Det er en Frem tids Opgave. Det, der er Nutidens, er at søge at faa de vældige Rustninger noget nedsat. Det kan med Bevarelse i væsentlig Grad a f den nuværende M agtfordeling naas ad den kvalitative A frustnings Vej, hvis der blot haves tilstræ kkelig modige og maalbevidste Statsmænd, der derved utvivlsom t vilde gøre hele K u lturudviklingen en meget betydelig Tjeneste. Derved vilde man bevæge sig hen imod en Tilstand, som Frank rig ogsaa kæmper for, at man kunde skabe en international til Raadighed fo r Folkeforbundet staaende Styrke, der med al Ufuldkommenhed dog kunde være en Støtte fo r Folkeforbundet ved Haandhævelsen a f den spirende Retstilstand, der er skabt paa visse begrænsede Omraader ved Folkeforbundspagten, i det Tilfælde, hvor det ligeledes meget ufuldkomne Organ, Raadet eller Folkeforbundsforsamlingen, maatte være naaet til Fastslaaen a f en Retskrænkelse. Det er ufuldkomment, det er svagt, men det er i de smaa Staters Interesse, at Spiren søges holdt i Live, og at den søges bragt i Vækst. D erfor maa Danmark være med i Arbejdet trods al berettiget Skepsis. Man maa blot ikke bilde sig ind, at Bygningen er fæ rdig til Indflytning, og man maa heller ikke tro, at man bidrager til Sikkerheden og Trygheden ved at skabe Danmark om til m ilitæ rt set at være terra nullius, Genstand for fri Bemægtigelse.
Til sidst et Par Ord om Arbejdet i Kommissionerne. De arbejder hver inden fo r sit Omraade med at faa fastslaaet, hvilke Vaaben (Krigsm idler) der maa siges at have en særlig offensiv Karakter, at være særlig farlige fo r det nationale Fo rsvar og fo r den civile Befolkning. Besvarelserne samles saa i C. générale. Her er man overalt kommet ind i den samme Blindgyde. Overalt er man optaget a f den utvivlsomme Kendsgerning, at ethvert Vaaben efter sin N atur kan anvendes offensivt eller defensivt. Selv et Flyverangreb med Giftgas mod en aaben By kan jo, naar det udføres a f en underlegen Magt, der er udsat fo r et Angreb, siges at være Led i Forsvaret, naar det udføres fo r at tvinge Angriberen til at afstaa fra sit Angreb. Under Verdenskrigen brugte F ran k rig utvivlsom t selv det sværeste A rtille ri til Formaal, der stort set kan siges at være defensive. Men stilles Problemet paa denne Maade, er Konferencen dømt til at ende. i Negativitet. Problemet maa stilles saaledes. Det, der tilstræbes, er at vanskeliggøre det pludselige brutale Overfald, ikke paa en Stat, der ligger forsvarsløs hen, men paa en Stat, der har tru ffe t visse rim elige og naturlige Foranstaltninger til at sikre sine Grænser. Her kan der, fo r at holde os til Jorden, ikke være Tvivl om, at bevægelige svære Kanoner og svære Tanks er de virksomste Midler. Tænker man sig de svære Kanoner borte ved Verdenskrigens Begyndelse, er der jo ingen Tvivl om, at den belgiske Fæstningsrække vilde have været i Stand til at opholde den tyske Hær meget længere, og at hele den tyske Angrebsmarch gennem Belgien derfor form odentlig ikke vilde være blevet udført. Hvilken Modstandsevne er der ikke i en Feltbefæ stning med Pigtraad, naar den ikke kan angribes med svært Artilleri og Tanks. Det Spørgsmaal, der skal løses, er ikke et m ilitæ rt teknisk, men et politisk. Kunde Politikerne enes om en vis lav Grænse f. Eks. for svært bevægeligt Artilleri, skulde Militæ rteknikerne nok finde ud a f at skabe Forsvaret den Overvægt, der i Virkeligheden er en saa betydelig Fredsgaranti.
Genève, den 25/5 1932.
Victor Pürschel.
