Af Kaptajn Halvor Jessen.
Efter at jeg har haft Lejlighed til forskellige Steder at se de efter de nye Principper organiserede Fodfolkskompagnier i Ildkampen, er der et Par Forhold, som hyppigt har slaaet mig, og som jeg gerne vil have Lov til at henlede Opmærksomheden paa, fordi de er af afgørende Betydning med Hensyn til at faa det fulde Udbytte af Rekylgeværerne i vort Fodfolk, nemlig vedrørende:
a. Iagttagelse af Nedslag.
b. Valg af Udstilling.
c. Rekylgeværets og Gevær 1889’s Opgaver under Fægtning.
a. Iagttagelse a f Nedslag. Det er ikke tilstrækkeligt at have et Vaaben, der skyder godt, og Skytter, der betjener dette Vaaben udmærket. Jo bedre Vaabnet skyder, og jo dygtigere Skytten er, desto nødvendigere er det, at det af Skytten valgte Retningspunkt netop er det, der skal bruges for at faa Træfning. Jeg har staaet bag Rekylgeværskytter, der udførte den nydeligste automatiske Skydning, men hensynsløst sendte alle deres Magasiner hen over Hovedet paa det Maal, der skulde rammes, og omvendt har jeg staaet bag Skytter, der under Skydningen sendte hvert eneste Magasin (paa c. 400 m Afstand) lige midt i Maalet, saa dette ustandseligt stod indhyllet i en Røgsky. Det er absolut nødvendigt, at Hjælper Nr. 1 eller Sektionsforeren melder omhyggeligt om Nedslagene tit Skytten; uden dette kan Skydningen let blive værdiløs, og det er en god Regel, der staar i den tyske „MaschinengewehrSchieszvorschrift“ af 1911, Punkt 75:
„Viserindstillingen maa i Almindelighed betegnes som rigtig, naar omirent !if Nedslagene observeres foran Maalet.“
Man skat have Nedslag tæt foran Maalet, forinden man gaar over til virksom automatisk Skydning. Ved Hjælp af et Par Enkeltskud eller et Par Smaaklatter automatiske Skud (3— 4 ad Gangen) maa Skytten finde sit Retningspunkt, og først derefter kan han skyde løs med fulde Magasiner. Mod denne Regel blev der syndet meget ved Fægtningsskydningerne,
b. Valg af Ildstilling. I alle Reglementer, der er udkommen efter Verdenskrigen, fremhæves Nødvendigheden af, at Rekylgeværerne anvender en filerende Ild og Krydsild. Og i Pjecer, der er udsendt af Officerer, der har deltaget i Verdenskrigen, dokumenteres Nødvendigheden heraf indgaaende. Her skal kun citeres en enkelt Forfatter, den tyske Hauptmann Waldemar Pfeifer. I sin Bog „Gesichtspunkte fiir die Gefechts-Ausbildung der Infanterie im Angriff 1919“ skriver han som Indledning til Afsnittet „De lette Maskingeværers Anvendelse“ :
„Skydning hen over egne Tropper kan kun komme til Anvendelse, hvor dette ogsaa er muligt for Infanterigeværerne. Derimod skal flankerende Ild under alle Omstændigheder være Reglen. Kun i yderste Nød skyder de lette Maskingeværer frontalt, principmæssigt skyder de foran Naboafsnittet.“
Denne Grundregel bliver i det hele vist ogsaa overholdt, men saa forsynder man sig paa anden Maade under Udførelsen af denne Skydning. Skytten kan efter min Mening ikke lægge sig paa den fremadvendende Skraaning af en Bakke (en Dækning) og skyde enfilerende Skydning, han maa ligge bagved, vælge sin Standplads saaledes, at han har Dækning eller dog Skjul for frontal Beskydning, mens han ligger og skyder sin enfilerende Skydning. Terrainet ved Frederiksværk (Revlerne, det ujævne Terrain) er f. Eks. som skabt til at udføre en saadau Skydning: ved Hjælp af Spaden, der jo desværre ikke maa benyttes i Skydeterrainet, kunde i en Fart være indrettet ideale Skydestandpladser for ( Rekylgeværerne. Men selv uden Spadens Hjælp ligger Stillingerne deroppe saa ganske |aabenbare, at en Rekylgeværskytte (Sektionsfører) med et Blik straks skulde kunne afgøre, hvor han skal gaa i Stilling. Under Forsvar kan Delingsføreren bestemme Skudopgaver og dermed Skydestandpladsens Indretning for hvert enkelt Rekylgevær; under Angreb kan man for at sikre sig, at hele den fjendtlige Front kan tages under Ild, have den simple Regel, at Rekylgeværerne i Sektioner med ulige Numre fortrinsvis skuder til venstre, i Sektioner med lige Numre til højre. Naar Delingen da gør Holdt eller gaar i Stilling, skal Rekylgeværskytterne anbringe sig saaledes bag Dækninger (skjulende Terrainformationer), at Ild kan afgives i den befalede Retning. Ilden fra en angribende Deling i Stilling vil da uden særlig Ordre blive afgivet saaledes:
løvrigt skal hvert enkelt Rekylgevær søge at indrette eller vælge sin Stilling saaledes, at det kan skyde i alle Retninger — ogsaa frontalt, hvis der her skulde vise sig lønnende Maal eller Maal, som nødvendigvis maa nedkæmpes. Ved Indretning (Udgravning) af en Rekylgeværstand. plads bør Grundridset være som nedenfor skitseret:
Skyttens (og Hjælper Nr. l ’s) Standplads under Skydning bliver enten ved Ildlinien G —E eller F — H med Skudretning Sj eller S.,; i Nødsfald bliver Standpladsen ved C — D til frontal Skydning (Skudretning S,). Naar man ved Fægtningsskydningerne i saa ringe Grad ser Rekylgeværerne anbragt saaledes, som de efter min Mening burde være anbragt, er Grunden maaske som Regel, at Gevær 1889-Skytterne hindrer dem i at udnytte Terrainet, som de skulde, idet disse Skytter som Regel overalt lægger sig i Skyttekæde paa Højde med Rekylgeværskytterne, og herved er enfilerende Skydning (Skraaild) praktisk talt forhindret. Skal Rekylgeværerne anvendes efter de Bestemmelser, der nu er knæsat overalt i Udlandet, maa de overalt, hvor det er muligt, være foran Infanterigeværskytterne — blot 1 Meter foran Infanterigeværskytterne vil være tilstrækkeligt, og Skytten skal have Lov til at vælge sin Ildstilling først og uden Hensyn til Sektionens Infanterigeværskytter.
c. Rekylgeværets og Gevær 1889’s Opgaver under Fægtning.
I sin forannævnte Bog skriver Hauptmann Waldemar Pfeifer følgende fortræffelige Bemærkninger, som jeg vil ønske, vil brænde sig ind i alle Fodfolkets Befalingsmænds Bevidsthed herhjemme:
„I Modsætning til Maskingeværerne skyder Infanteriet kun frontalt. Dersom Infanteriet skulde præstere en kraftig Ild til Flanken, maatte det foretage en Svingning og herved forandre Front. løvrigt maa den Grundsætning trænge igennem, at Infanteriet kun skyder, naar det ligger paa ganske aahent og dækningsløst Terrain*) og derfor ved ikke at skyde vilde lade sig værgeløst skyde ned, og desuden kun skyder under Angreb paa kort Hold ved „Schnappschusz“ mod lønnende Maal, som for Eksempel: der bliver pludselig hos Fjenden bragt et Maskingevær op i Stilling, eller: Fjenden har ladet et Maskingevær ligge oven paa Dækningen, og nu dukker pludselig Betjeningsmandskabet op over Dækningen. Men overalt, hvor Infanteriet finder Dækning, overlader det Udkampen til de lette Maskingeværer), indtager fuldstændig Dækning og iagttager kun ved en kort „Kiggenop-over Dækningen.“ I Virkeligheden er næsten intet Terrain saa fladt, at man ikke ved at trykke sig helt fladt ned i det mindste kan dække sig imod Indseende. Man skal blot ikke altid lade sig trække helt op mod den forreste Rand af en Terrainbølge, men man skal lægge sig paa en lavere Plads. Ved en overflødig „Gøren-sig-nyttig“ med Ilden forhøjer Infanteriet kun de skydende lette Maskingeværers Ildkraft ganske uvæsentlig......
Paa den anden Side kan unyttige Tab blandt Infanterigeværskytterne blive ganske kompromitterende for Kampen paa nært Hold, idet Bajonet- og Haandgranatmændene da mangler. Maskingeværet er intet blankt Vaaben og kan ikke erstatte det blanke Vaaben, fordi dets Ild vel kan dræbe en Fjende, naar han stikker Hovedet op over Dækningen, og det kan ogsaa holde ham nede bag Dækningen, men det kan paa Grund af den flade Kuglebane ikke ryge ham ud af Dækningen. Naar derfor den Bebrejdelse saa ofte lød i 1918, at Infanteriet ikke skød mere, men overlod Ilden til de lette Maskingeværer, saa var denne Bebrejdelse uberettiget, Infanteriet har helt instinktmæssigt gjort det rigtige.“ — — —
Ved Fægtningsskydninger ser man endnu alt for ofte lange stive Skyttekæder komme op og lægge sig paa den højeste Kréte, frembydende sig som et stort, tydeligt og yderst taknemligt Maal for de fjendtlige Maskingeværer, der efter Grundlagene som oftest maa forudsættes at kende den nøjagtige Afstand til Kréten; Rekylgeværerne lægger sig paa de højeste Punkter eller endog paa den fremadvendende Skraaning paa den Plads, der nu engang er bestemt ved deres Plads i Skyttekæden. Det rigtige maa være, at de enkelte Sektioner gør Holdt og falder ned kort bag den mod Indseende udefra skærmende Dækning, og at Rekylgeværskytterne med Hjælperne Nr. 1 efter en hastig Vurdering af Terrainets Udstillinger derefter alene gaar i Stilling, dækket mod frontal Beskydning og med Mulighed for at skyde i den befalede Retning (til højre eller venstre, eftersom Sektionen har lige eller ulige Nummer), medens Sektionens Infanterigeværskytter forbliver i Dækning tæt bag Rekylgeværet, rede til at træde til Hjælp ved Rekylgeværet, hvis Rekylgeværskytten eller Hjælper Nr. 1 skulde blive ukampdygtig, og rede til at supplere Rekylgeværets Ammunitionsforsyning. Jeg skal fæstne Billedet ved en lille Skitse over 2 Sektioner i Stilling.
Muligheden for at skyde i anden Retning end Hovedskudretningen maa være undersøgt og forberedt, og der skal af Sektionen være udtaget 1 Mand til at observere frontalt og 1 Mand til at holde Øjeforbindelse med Delingsføreren. Med Hensyn til Rekylgeværets og Infanterigeværets Ild skal sluttelig bemærkes følgende:
Det er en given Sag, at Infanterigeværskytter, der i Ro og Mag lægger sig til Rette paa en Bakkekréte og herfra afgiver en langsom og rolig Ild, vil opnaa gode Træffeprocenter mod de store, tydelige og ubevægelige Papskiver — bedre end Rekylgeværer, der skyder automatisk. I Fægtningsskydeterrainet er der jo intet, der forstyrrer Infanterigeværskytten; han kan give sig god Tid, de fjendtlige Papskiver besvarer ikke Ilden. Med fjendtlige Skytter foran sig vil Forholdet stille sig helt anderledes; da gælder det om hurtigst muligt at opnaa størst mulig Træfning, samtidig med at man byder de mindst mulige og færlest mulige Maal for Fjenden. I Krigen bestaar Ildafgivelsen i, at Skytten dukker op af sin Dækning, hurtigt afgiver sin Ild og derefter atter trykker sig (gaar i Dækning), det gælder ikke blot om at dræbe Fjender, men der maa gøres det yderste for at skaane Menneskeliv paa egen Side, for at indskrænke egne Tab til det mindst mulige og for at have saa mange Bajonetmænd i Behold til Stormen som muligt. Og her er det, at Rekylgeværet er kommet som den store Hjælper for Fodfolket i Krigen; dette Vaaben formaar ved sin automatiske, enfilerende Ild i kortest mulig Tid at tilføje Fjenden størst mulige Tab med et ganske ringe Antal godt skjulte og mod frontal Ild dækkede Skytter i Ildlinien. I de Værker, der er udkommet om Verdenskrigen, vil man Gang paa Gang støde paa den Bemærkning, at Indførelsen af det lette Maskingevær i Fodfolket ikke blot har tilført Fodfolket en enorm Ildkraft, men har reddet Mængder af Menneskeliv for egen Hær.
