Oberst C.F. Hagen er formand for Den alternative Forsvarskommission. Som sådan holdt han for godt et års tid siden et foredrag i Krigsvidenskabelige Selskab, hvorunder han gennemgik Regeringskommissio- nens og "Den alternatives” beretninger. Dele af foredraget var imidlertid sat i direkte relation til officerskorpsets holdninger og dets rolle i forsvarsdebat og forsvarspolitik. Det er disse dele, der i let bearbejdet form gengives i den føl gende artikel.
En blandt flere læseværdige artikler i MT’s februarnum- mer havde som overskrift marskal Foch’s gamle valgsprog: “De quoi s’agit-il ?” - Hvad drejer det sig om? Det kunne udmærket også være overskriften på mit foredrag i aften. Evt. med undertitlen “lad os kalde en spade for en spade”. Der kan godt være grund til, selv i dette selskab, at fremhæve betydningen af at fastholde det essentielle, og at se kendsgerningerne nøgternt i øjnene - også de ubehagelige. Uden derfor at forfalde til modløshed. Evnen til at bevare kampviljen trods ugunstige betingelser skulle jo i grunden være adelsmær ket for et officerskorps.
Hvad drejer forsvaret sig om ? Grundlæggende er det politikerne, der skal svare på det. Både om vi skal have et forsvar, og hvad dets formål skal være. Men lige så selvfølgeligt bør det herefter være den militære sagkundskab, der må give klart udtryk for, hvad der skal til for at opnå formålet. Det problem vender jeg senere tilbage til. Men hvad skal der til? Har vi overhovedet en brugbar målestok for et forsvar som vort, der skal forebygge og om nødvendigt kunne imødegå et angreb? Jeg tror ikke, at der findes en eksakt målestok. Men jeg er samtidig sikker på, at en efterhånden mangeårig begrebsforvirring, der på det seneste er accentueret af begivenhederne i Østeuropa, bestemt ikke gør det lettere at finde en brugbar måle stok. Jeg tænker her på sammenblandingen af to faktorer: Dels den vurderede politiske risiko, forstået som risikoen for en beslutning om aggressioner imod os, dels den militære trussel d.v.s. de magtmidler, der i givet fald kan bruges imod os. Det ryster mig altid, når ellers velbegavede mennesker udtaler sig umådeligt skråsikkert om fremmede statslederes hensigter. Enhver vurdering af andres hensigter er og bliver gætteri - og hensigterne kan endda skifte meget hurtigt. Når der så - i alt fald i vort nærområde - findes en uforandret afgrund mellem erklærede hensigter og omfanget af offensive magtmidler, der stadig moderniseres, burde det dog give stof til eftertan ke. Prøvestenen for hensigters holdbarhed er handlinger. Derfor ryster det mig også at konstatere de hjemlige ten denser til at lade totalt usikre politiske vurderinger influere på vores militære indsats. Tendenserne spores langt ind i forsvarets egne rækker, både mentalt og operativt. Også derfra lyder jubelskriget “Freden er brudt ud”, og også derfra kan man høre bekræftende svar på det utroligt puerile spørgsmål “Tror De på Gorbatjov?”. Det er i disse euforiske tider vigtigere end nogen sinde at kalde spaden for en spade, at holde hovedet koldt og begreber ne ude fra hinanden. Mener man, at al aggressionsrisiko er druknet i den østeuropæiske stormflod, skal forsvaret afskaffes. Mener man derimod, at der trods alt er en risiko - stor eller lille - som man ønsker at tage højde for, må forsvaret også dimensioneres efter det, der kan komme. Forsvarets hele eksistensberettigelse er dets reelle evne til at imødegå aktuelle militære aggressionsmuligheder. Målestokken for dets dimensionering er derfor det militære trusselsbillede, ikke den formodede politiske risiko. Det var lidt om den militærpolitiske side af sagen. Man kan også spørge om, hvad forsvaret drejer sig om - rent militært. Det drejer sig selvfølgelig om at kunne kæmpe effektivt - løse krigsopgaver med succes og færrest mulige tab. Men man kan fundere over, hvor mange af forsvarets officerer, der tænker tanken helt til bunds og fastholder den i hele deres virke. Har de for alvor gjort sig klart, at f.eks. det miljø, opgaverne skal løses i, er aldeles usammenligneligt med den daglige, fredelige fredstidstjeneste? Et miljø med livsfare, fysisk udmattelse, uvished, voldsomme og hjerteskærende syns- og høreindtryk, søvnmangel, sult, kulde og væde. Er det elementære perspektiv gået tabt, fordi “Forsvaret som arbejdsplads” fortrænger det fra bevidstheden og dikterer den daglige tjeneste? Eller satser man håbefuldt på, at vi før et angreb altid får en til strækkelig lang krise, hvorunder den forsømte tilvæ nning kan indhentes? Det er for mig at se en dristighed, der langt overskrider den kalkulerede risikos rimelige grænser. Den slags kalder man normalt for hasard. Populært sagt drejer det sig jo om noget, der hverken kan nås på 14 dage eller en måned. Nemlig om at enkeltmand og enheder fra starten af deres uddannelse systematisk må bibringes viljen, evnen og sammenhængskraften til at slå flest mulige angribere ihjel og bedst muligt unddrage sig modstanderens til svarende bestræbelser. Og vel at mærke i et yderligtgående belastende miljø, uendeligt ^ernt fra den civile velfærds hverdag. Den slags skurrer ganske vist fælt i fredselskende dan skeres følsomme ører. Men det er ikke desto mindre essensen af, hvad det hele går ud på. Det gavner hverken landet eller forsvaret, hvis dets officerskorps fortrænger kendsgerningerne eller accepterer rollen som omkringvandrende undskyldning for sig selv. Og det afleder opmærksomheden fra det væsentlige, hvis man ustandselig hen viser til de mange, men helt sekundære, fredsmæssige opgaver, forsvaret kan løse. Forsvaret har en unik opgave - både den og dens barske konsekvenser skal man være sig bekendt. Man må vedstå, at spaden er en spade - og gerne også være stolt af det.
(Herefter følger en sammenlignende og kommenteret gennemgang af Regeringskommissionens og “Den alternatives” beslutninger). I afslutningen af “Den alternatives” beretning har vi i en mere populær form fremlagt nogle synspunkter og holdninger, vi finder bør være styrende for ordningen af det danske forsvar. Herunder har vi også formuleret nogle hovedpunkter som enhver dansk politiker - og borger for den sags skyld - burde tage stilling til.
De følger her:
MAN FÅR INTET BRUGBART FORSVAR TIL LAVPRISER
Det er aldeles urealistisk at forvente troværdighed af et forsvar, hvis budget år efter år ligger langt under, hvad hovedparten af andre demokratiske lande følger sig tvunget til at ofre. Vi foreslår, at vort budget lægges efter gennemsnittet af, hvad andre nordeuropæiske lande yder.
Danmark skal først og fremmest forsvares af danskere Af ren og skær påholdenhed indkalder vi dårligt nok halvdelen af vort værnepligtige potentiel og giver dem kun halv delen af WAPA’s uddannelse. Alligevel forventer vi som en selv følge, at allierede landes ungdom skal forbløde for vor skyld. Derfor geninførelse af den aim. værnepligt.
INTET ER FOR GODT TIL DANSKE SOLDATER
Utilstrækkelige og urealistiske forberedelser i fred koster altid ekstra blod i en krig. Det er politikerne, der i givet fald skal beordre dansk ungdom ud i en kamp med livet som indsats. Det er deres moralske ansvar at skaffe midler til en uddannelse og udrustning, der giver flest mulige en chance for overlevelse. I en krise er det for sent at indhente forsømmelserne - kvaliteten skal skabes i fredstid. Den sidste del af mit foredrag omhandler nogle mere personlige og til dels provokerende betragtninger over officerskorpsets og forsvarsledelsens placering i forsvarspolitikken. Et forsøg på at uddrage visse konklusioner og trække linier op af principiel karakter, der måske netop i dette forum kunne have interesse. Vi står med et kvart århundredes konstant, dansk ned rustning bag os. Den er gennemført helt uafhængigt af ydre og begivenheder, og er nærmest blevet en indenrigspolitisk naturlov. Regeringskommissionens arbejde kan ses som det nyeste skridt ad samme vej. Eller, som professor Bent Jensen udtrykte det i sin anmeldelse af “Forsvarets rolle”: Man kan næsten regne sig frem til den dag, da den sidste danske soldat hjemsendes. Vi står med en lige så lang erfaring om danske politikeres useriøse holdning til forsvaret. Uanset hvilke forhåbninger, vi måtte have knyttet til dette eller hint parti, er de altid blevet skuffede. Politikerne burde forsvare forsvaret, der jo er et bam af deres egne beslutninger. I stedet har de utvetydig demonstre ret, at forsvaret ikke er en parlamentarisk kamp værd, samt at de er bedøvende ligeglade med, om dets mål og midler hænger sammen. For dem drejer det sig øjensynhg kun om at finde et niveau, der ikke er helt ufordøjeligt for NATO, og som ikke får sikkerhedsbevidste danskere til at gøre alt for meget vrøvl. Vi taler altså for døve øren, når vi taler til politikerne om forsvaret. Den politiske bekvemmelighed, bekvemt sløret under “det muliges kunst” overskygger inferiøre sager som sik kerhed og forsvar. Det er kun befolkningen - vælgerne - der kan tvinge dem til større ansvarUghed. Før befolkningen vågner op og bliver klar over situationen, sker der ingen ændringer. En vigtig bivirkning af politikernes ligegyldighed er imidlertid befolkningens utrolige uvidenhed om forsvaret og dets behov. Hvad man som foredragsholder rundt om i landet oplever af spørgsmål fra positivt interesserede, er mildt sagt rystende. Dette er de situationsdannende faktorer, som jeg ser dem. Lidet opmuntrende, men de ændrer sig ikke, blot fordi vi lukker øjnene for dem. Skal forsvaret - og dets officerskorps - passivt afvente sin egen begravelse i stilhed, evt. i form af en overførelse under miljøministeriet til nyttigt arbejde i skov og mark? Eller kan og bør det selv gøre noget - og i givet fald hvad? Hvis der overhovedet skal gøres noget, må det starte i officerskorpset - med viljen, modet og realitetssansen til at erkende behovet for handling. For reahtetssansen er det her et problem, at forsvarets udhulning efter salamimetoden sjældent registreres i sit akkumulerede omfang. Mange når at tilpasse sig de seneste nedskæringer, før næste forlig bringer de næste. Andre psykologiske barrierer udspringer af officerens selvfølgelig pligt til at udnytte selv utilstrækkelige midler optimalt og til at indgyde undergivne tillid til sagen. Paradoksalt nok: Jo bedre, han lever op til disse vigtige krav, desto større er risikoen for selvoverbevisning gennem en fortrængning af mangler og svagheder. Resultatet kan let blive, at også særdeles dygtige officerer glemmer krigens ubønhørlige målestok, at de mentalt accepterer urealistiske rammer for tjenesten, at de stiller sig tilfreds med opnåelige delmål. Hvad enten man nu er enig eller uenig heri, er én ting sikker: Befolkningen vågner ikke op, før den militære sagkundskab ophører med forsikringerne om, at (næsten) alt er godt. Danskeren skal have gode grunde for at ofre flere sure skattekroner på forsvaret. Grundene må skæres ud i pap og konsekvenserne slås fast med syvtommersøm. Ellers fortsætter marchen mod begravelsespladsen. Selvfølgelig skal officerskorpset som sådan ikke gå ud på gader og stræder og drive oplysningsarbejde. Det er ikke, og kan aldrig være en del af dets tjenstlige forpligtelse. Derimod findes der vist nok stadig et betragteligt - omend måske svindende -antal officerer, der ser andet og mere i jobbet end blot levebrødet, og som stadig holder sig for øje “hvad det drejer sig om” . Og netop den del af officerskorpset kunne måske nok som enkeltpersoner, som engagerede borgere med særlig indsigt lade deres stemme høre. Jeg tænker ikke her på det nylige hundeslagsmål om kaserner og flådestationer og det kommende om flyvestationer. De officerer, der har ladet sig inddrage i den debat, kunne unægtelig have gjort forsvaret en større tjeneste på en helt anden bov: ved at forklare deres lokalpolitikere og lokalbefolkninger, at sky tset måtte rettes imod partikammeraterne på Christiansborg for den nedrustning, der er årsag til miseren. Men med de politiske toner, der nu lyder om hurtige og drastiske reduktioner på forsvarsbudgettet, er der hårdt brug for en langt bredere indsats med nye ideer og argumenter, end vi hidtidige Tordenskjolds soldater kan præstere. Måske med et hovedtema, der går på, at forsvaret nødvendigvis må svare til den militære trussel, hvis det skal have mening. Og med en påvisning af, at et løft i bedre udrustning og en bedre og mere realistisk uddannelse nu er påtrængende nødvendigt. Således at det vi har, også omsider kimne blive godt nok i relation til den ultimative opgave. Hvad det ikke er i dag. Jeg ser altså en individuel, men bred ofEcersindsats i debatten som nødvendig. En anden forudsætning er forsvarsle- delsens holdning. Det er min tese, at det i et demokratisk samfund må være forsvarsledelsens pligt at fortælle ikke blot politikerne, men også landets borgere, hvad der skal til for at opfylde forsvarets formål - og gøre det i et klart sprog. Kommissionens omskrivninger, der kun forstås af en individuel kreds, er til ringe nytte. Jeg synes ikke, at forsvarsledelsen har løst denne opgave. I stedet han den valgt en linie, som jeg selv iagttog med undren, da jeg i sin tid var sekretær i den gl. forsvarsstyrelse. Jeg vil kalde den en politiserende linie. Ikke i partipolitisk for stand, men derved, at den af pragmatiske hensyn til nuet er gået på akkord med militærsaglige hensyn. Politiseringslinien træder tydehgst frem omkring de mange nedrustningsforlig. Forud har vi hver gang hørt vægtige argumenter imod nye nedskæringer. Og bagefter lige så troligt erklæringer om, at forsvaret dog stadig var troværdigt. Vel er troværdighedsbegrebet elastisk - men under ingen omstændig heder i en grad, der dækker forsvaret både i dag og i 1965. Menigmand kan naturligvis heller ikke gennemskue, at “struk turtilpasninger” betyder nedlægning af enheder, at forsvarets “udvikling” er skridt til dets afvikling, vel dårlig nok at “sænkning af aktivitetsniveauet” på aim. dansk indebærer en forrin gelse af den uddannelse, enhederne skal overleve på i en krig.
Der er altså sket det, at landets øverste militærsaglige autoritet officielt har legitimeret og tilsløret nedrustningen gennem alle årene. Og den slags koster. For det første har forsvarsledelsen derigennem pådraget sig et ubestrideligt medansvar for tilstande, den umuligt kan have ønsket. Dernæst er den blevet tvunget ind i en konstant defensiv, en henholdende kamp, der blot går ud på at afværge det værste, ikke at opnå det nøvendige. Symptomatisk for mange års pragmatisk-defensive attitude er udtalelser som “man kan ikke argumentere ud fra en afgrund af mangler”, eller - efter hvert minusforlig: “det kunne være gået meget værre”. Man forholder sig relativt til øjeblikkets situation. Men hvad er summen af 10, 15 eller 20 gange “det kunne være gået værre” - er det ikke tæt ved det værste? Det er altid farligt at være i defensiven. Endelig betyder legitimeringen også et signal fra toppen og ud i forsvaret om accept af middelmådighed - i normer, i midler og i muligheder. Intet forsvar og ingen officer kan leve på middelmådighedens præmisser og alligevel bevare effektiviteten. Min kritik er ikke et angreb på de involverede officerers hæderlighed eller motiver, men derimod en påvisning af, at den valgte linie principielt er uholdbar og pragmatisk har vist sig at være virkningsløs. Fortsætter den uforandret, må jeg bringe professor Bent Jensens profeti i erindring. Det er helt utvivlsomt, at ethvert alternativ vil være besværligt og tomefuldt. Personligt har jeg da heller ingen lette løsninger i ærmet, men dog visse ideer, der går på både holdning og handling. Grundtanken bag dem kan jeg belyse med et lille krigshistorisk eksempel: I foråret 1942 stod Rommel med underlegne styrker foran den britiske Gazala-stilling. Han vidste, at fremtiden indebar en stadig forringelse af styrkeforholdet og dermed før eller siden et nederlag. Hans konklusion var lærerig: Frem for en udsigtsløs defensiv kamp så han som eneste udvej at angribe, at tilrive sig initiativet på trods af de ugunstige odds. Som bekendt med betydelige resultater. Overført til det danske forsvar indeholder eksemplet adskillige vigtige pointer.
Forsvarets hidtidige samarbejdsform med politikerne giver kun udsigt til en fortsat henholdende kamp. Forsvarsledelsen defensive holdning må erstattes med et aktivt initiativ. I praksis kan initiativet udmøntes på mange måder, og en god, omend spæd begyndelse var i virkeligheden udsendelsen af “Forsvarets rolle”. I en fortsættelse kunne man så redegøre dels for de grundlæggende krav, der må stilles til forsvaret af et lille land i en udsat position, dels for forsvarets aktuelle og usminkede status i forhold til kravene. Det burde være muligt at få danskerne til at forstå f eks. de tre slagord, som jeg tidligere har omtalt. Især, hvis også et større antal officerer bidrog til for- svarsdebatten. Men jeg finder det herudover også helt afgørende, at forsvarsledelsen tager konsekvenserne af politiseringsliniens demonstrerede fallit. Det indebærer, at den fremover fastholder sine saglige vurderinger, også overfor politiske pressionsforsøg. Ledelsens egen troværdighed står på spil. Og ansvaret for for svarets fortsatte afvikling må entydigt placeres, hvor det rette ligt hører hjemme: Hos politikerne. Chefredaktøren for et stort svensk dagblad udtalte engang: At købslå i porten er ikke forsvarschefens opgave; det er politikernes privilegium”.
