Log ind

Oppakningsproblemer

#

I Oktober forrige Aar nedsatte Krigsministeriet »Hærens Oppakningskommission af 1947« med Opgave at »gøre Problemerne om en rationel Sammensætning, Inddeling, Fremskaffelse og Administration af Enkeltmandsudrustningen for alt Hærens Personel til Genstand for nærmere Undersøgelse og Vurdering for herved at naa frem til Fastsættelsen af en Udviklingen og danske Forhold tilpasset, hensigtsmæssig Norm«.

Kommissionen har taget Arbejdet op, idet dog Problemerne med visse Munderingssager (Over- og Undermundering) behandles særskilt af »Hærens Uniformskommission af 1945«.

Et af de vigtigste Punkter i Kommissionens Opgave er at stille Forslag til samtlige de Oppakningsgenstanåe, Hæren i Fremtiden vil gaa ind for, samt de hertil hørende mest effektive Føringsmidler.

Kommissionen har som Grundlag for sit Arbejde dannet sig et Overblik over Oppakningsteknikkens Udvikling i de fleste Kulturstaters Hære efter de to Verdenskrige, men maa, før den træffer endelig Afgørelse, ønske at indhente yderligere Oplysninger og maa tillægge det stor Betydning at blive sat i Stand til at udnytte Geleddets praktiske Erfaringer paa dette Omraade. Kommissionen har da ogsaa rettet Opfordring til enhver — uanset Grad —, der maatte have Idéer eller Forslag af Interesse for den danske Soldats endelige Oppaknings Sammensætning og Føringsmaade, til at henvende sig direkte til Kommissionen med disse.

I Anledning af dette skal i al Korthed trækkes op, hvilke Krav der efter Kommissionens Opfattelse maa stilles til en moderne Soldats Oppakning.

1. Begreberne Mundering og Udrustning maa, klart defineret og skarpt adskilt (se »Militært Tidsskrift«, December 194.6), ikke blandes sammen og med Hensyn til Pakning og Føring holdes hver for sig (Munderingen følger Manden, Udrustningen Funktionen).

Der maa skelnes skarpt mellem Rekvisitter (herunder Beklædningssager) og Forbrugsartikler.

2. Kampoppakning og Ke^seoppakning maa være klart adskilt, og Overgang fra den ene til den anden Form for Oppakning maa kunne ske let og hurtigt.

3. Alle Munderingssager, der indgaar i Kampoppakningen, maa kunne medføres, selv om den enkelte Soldat under Kamp faar specielt, tungt Materiel, der optager hele Rygpladsen.

4. Frigørelsesmuligheden for Oppakningsgenstande, der i afgørende Øjeblikke kan blive af underordnet Betydning, maa være til Stede og saaledes gennemarbejdet, at intet Materiel, der tjener til Kamphandlingens Gennemførelse, efterlades.

5. Intet, udover Vaaben, der nedtages i Kampøjeblikket, maa føres »i Rem over Skulderen« — altsaa over Brystet — og derved ogsaa kompromittere Sættet af Komponenter, der muliggør hele Oppakningens Af- og Paatagning i et Greb (Livremsspændets Oplukning og Spænding).

6. Der maa være taget Hensyn til Spørgsmaalet om Oppakningssystemets vægtmæssige Balance, hvad enten der fortil føres skarp Ammunition eller ikke.

7. Pakmidler bør f. Eks. være lige anvendelige for til Fods marcherende, cyklende, kørende, flyvende og sejlende Tropper.

8. De enkelte Oppakningsgenstande maa være let paaspæn- delige og aftagelige (Fremføring af ukampdygtigt Personels Udrustning under Kamp).

9. Alle Oppakningsgenstande maa være i Terrainfarve og kunne holdes i Terrainfarven.

10. Intet maa rasle i Oppakningen.

11. Førerudrustningen (Kikkert, Kompas, Kort o. s. v.) og Pistolskytteudrustningen maa ikke røbe Befalingsmændene for Fjendens Finskytter.

12. Inficeret med Krigsgas maa samtlige Sager kunne afgas- ses (i Operationsomraadet).

13. Fastudstyr (Tæppe og Teltdel) maa kunne paa- og afspændes baade Rejse- og Kampoppakningen med faa Greb. Endelig følger en Række »Selvfølgeligheder«:

Sagerne maa være lette, stærke, billige, vandtætte, nemme at magasinere, enkle i Konstruktion og Betjening, rustfri og antimagnetiske, kunne taale Klima- og Temperaturforandringer og — om muligt — kunne virke sammen med for- haan den værende Beholdninger.

Stillet over for Dilemmaet: Læder eller Bomuldsvæv til Remme og de saakaldte »smaa« Oppakningsgenstande, taler næsten alt for Bomuldsvæv, medens Læder kan byde paa et væsentligt Fortrin: det findes her i Landet. For de »store« Genstandes Vedkommende (nærmest fra Magasintasker og opefter) gør især Slørings-, Pris- og Vægtmomentet sig saa stærkt gældende, at Bomuld sikkert maa være at foretrække.

Ud over, hvad der paa Grundlag af foranstaaende maatte fremkomme for Kommissionen af Forslag m. v., er denne særligt interesseret i at søge Afklaring paa følgende Problemer:

1. Kan nogen finde et effektivt Skulderremssystem, der tillader op til 10 kg Ammunition at blive baaret i Ammunitionstasker fortil paa Livremmen, uden at denne »hives op« bag til, naar Paksækken aftages? (Det engelske 1944 Skulderremssæt findes for kompliceret. Ikke at forveksle med det ogsaa herhjemme i Brug værende 1937-Sæt).

2. Hvilke Bepakningssager, hvilke Undermunderingsgenstan- de og hvilket Kostudstyr bør Paksækken kunne rumme, naar Soldaten maa regne med ikke i en Uge at komme i Nærheden af sin paa Trainet førte Rygsæk?

3. Kan en Standard-Ammunitionstaske, som f. Eks. engelsk »basic pouch 1937« eller »Utility pouch 1937«, erstatte alle Føringsmidler til almindelig Haandvaabenammunition — især Ladeskinner à 5 Geværpatroner — Haandgranater, Rekylgevær- og Maskinpistolmagasiner?

4. Hvilke Sager (Rekvisitter saavel som Forbrugsartikler) bør indgaa i Begrebet »Førerudrustning« — d. v. s. Bataillons-, Kompagni- og Delingsf ørerudrustning? Hvilke bør Delingsnæstkommanderende og Gruppeførere have?

5. Kan nogen konstruere en let, sammenklappelig Mejs, der kan holde Paksækken ude fra Kroppen, naar den er ført paa Ryggen, men aftages, sammenklappes og stuves af Vejen uden at tage Plads op, naar Paksækken føres ved Siden under Livremmen?

6. Hvilken Skademodel bør Fodfolket normeres med, og hvordan bør den føres i Oppakningen?