Af Premierløjtnant Helge Bennike.
(Sluttet).
Den engelske Hær var ligeledes den 23. i Egnen om Mons Genstand for et overvældende Angreb af hele 1. tyske Armé. Til Trods for at der her kæmpede 5 tyske Korps mod 2 engelske, hævdede Englænderne dog deres Stilling Dagen igennem; men om Aftenen saa de deres højre Flanke blottet paa Grund af 5. franske Armés T ilbagegang, medens E tyske Armé paa deres venstre Fløj var ved at udføre et virksomt omfattende Angreb. Saaledes omklamret paa begge Fløje besluttede Feltmarskal French at gaa tilbage til Linien Maubeugc— Valenciennes. Tilbagetoget paabegyndtes den følgende Nat og udførtes under uophørlige Kampe med Fjenden, der fulgte meget energisk efter. Om Aftenen den 24. stod den engelske Hær med sin højre Fløj støttet til Fæstningen Maubeuge og med den venstre i Terrainet om Valenciennes.
Sammenligner man paa dette Tidspunkt Situationen ved de to Hære, vil man se, at Fordelen afgjort ligger paa tysk Side. Tyskerne var ubestridt Herre over Initiativet, de havde gennemført deres Opmarch planmæssigt, og de første Kampe havde faaet et gunstigt U dfald ganske svarende til Overkommandoens Hensigter.] Paa fransk Side fremviser Situationen derimod et ret forvirret Billede. Operationerne har allerede for anden Gang skiftet Formaal. Først tilsigtedes der en stor O ffensiv i Lothringen; efter at denne var begyndt og Opmarchen vel omtrent fuldført, maatte hele Planen atter opgives. Hæren gives en ny Inddeling og Optnarchen ændres paa en gennemgribende Maade i Løbet af meget kort Tid. Samtidig synes Efterretningstjenesten at have svigtet, og for ikke at lade Initiativet glide ud af Hænderne, iværksætter man, til Trods for at Hæren staar adsplittet og i en uklar Situation, en stor Offensiv over den belgiske Grænse. Dette Fremstod udføres med langt underlegne Kræfter og bliver haardt afvist, hvoretfer de tyske Arméer trænger ind paa fransk Grund, kastende de franske Tropper foran sig. Hermed er Initiativet imidlertid absolut gaaet tabt, thi i de følgende Dage gør den franske Hær i det væsentlige ikke andet, end hvad Tyskerne tvinger den til, og før den 3. September har General Joffre næppe haft anden Tanke end at vinde Tid og undgaa et Nederlag. Da ly skerne øjensynlig ønskede at omklamre den franske Hær fuldstændigt, trængte de i de følgende Dage meget stærkt fremad med deres højre Fløj (L, 2. og 3. Armé), medens deres Centrum (4. og 5. Armé) synes at have indskrænket sig til kraftige Demonstrationer mod Linien Mézières— Sedan— Stenay. Følgen var, at den fransk-engelske Hær maatte bøje sin venstre Fløj stærkt tilbage, medens dens Centrum med Held forsvarede sin Stilling bag Maas. Haardest gik det ud over den engelske Hær, der efterhaanden blev trængt af L, 2. og 3. tyske Armés forenede Kræfter (ialt 11 Korps). Under Tilbagetoget forstærkedes den engelske Hær med et tredje engelsk Korps og bestod derefter af 3 Korps.
Allerede den 25. om Morgenen maatte Englænderne tiltræde Tilbagetoget fra Maubeuge. I Fæstningen efterlodes en fransk Garnison, der i Forbindelse med en mindre engelsk Styrke forsvarede sig indtil den 7. September, paa hvilken Dag Fæstningen blev overgivet. Den 25. August om Aftenen naaede den engelske Hær Egnen om Le Cateau— Landrecies. Samme Dag trængte store tyske Ryttermasser, støttede af Jægerbatailloner, frem over Lille mod Arras og Bapaume; om A ftenen blev Cambrai besat af tysk Rytteri. Ogsaa det tyske Fodfolk gik kraftigt frem og angreb om Natten de engelske Kantonnementer i Landrecies. VII Reservekorps blev efterladt som Belejringshær ved Maubeuge. Den 26. ved Daggry angreb de tyske Arméer med en saadan Kraft, at den engelske Hær nær var blevet fastholdt og tvunget til en afgørende Kamp. Med stor Vanskelighed lykkedes det dog hen paa Eftermiddagen at komme løs af Fjenden, og uden at gøre yderligere Modstand fortsatte Englænderne et næsten uafbrudt T ilbagetog indtil den 28. om Aftenen, da Hæren i stærkt udmattet Tilstand naaede Linien Noyon— La Fere.
Medens den engelske Hær den 25. gik tilbage fra Maubeuge, stod General d’Amade med en fransk Styrke paa 2 Reservedivisioner (61. og 62.) i Egnen ved Arras. Uden at deltage i nogen alvorlig Kamp sikrede denne Styrke Englændernes Tilbagegang ved at spærre Vejen for det tyske Rytteri, der søgte at trænge frem mod Englændernes Ryg. Den 28. om Aftenen naaede General d’Amades Styrke til Egnen Syd for Péronne. Den øvrige Situation var paa dette Tidspunkt følgende: Paa fransk Side stod 5. Armé bag Oise i Egnen Syd for Guise. 3. og 4. Armé stod endnu bag Maas mellem Stenay og Méziéres. 6. Armé var ført til Egnen om Roye, 7. Armé til Egnen om Reims. Paa tysk Side stod 4. og 5. Armé endnu Nordøst for Maas, medens L, 2. og 3. Armé havde naaet Linien Péronne— St. Qiientin— Guise.
Paa denne Dag (28. August) synes General Joffre at have fattet Beslutningen om almindeligt Tilbagetog. For at dette kunde udføres under betryggende Sikkerhed, maatte der tilføjes den stærkt fremtrængende tyske højre Fløj et Standsningsstød. Da den engelske Hær i høj Grad trængte til Hvile, beordredes 5. Armé, midlertidigt kommanderet af General Pau, der lige var ankommet fra Elsass, til den 29. at udføre et Fremstød mod Linien St.Quentin— Guise, medens General d’Amade beordredes til at angribe 1. tyske Armés højre Fløj. Den 29. udviklede der sig saaledes en Kamp i Egnen om St. Quentin, hvorved den tyske Fremmarch blev bragt til midlertidig Standsning. Efter Kampen gik de franske Styrker atter tilbage. Med Opgivelse af alle de nordfranske Fæstninger satte General Joffre Marnelinien som Maalet for T ilbagetoget. Arméerne marcherede med følgende Direktionspunkter;
3. Armé: Vouzier— St. Menehould.
4. Armé: Rethel— Chalons s. M.
7. Armé: Mod Épernay, udfyldende Hullet mellem 4. og 5. Armé.
5. Armé: Soissons— Chateau Thierry. D e n engelske Ha: r: Compiègne— Me-mx.
6. Armé: Clermont— Paris.
Den 3. September stod den fransk-engelskc Hær i Linien Paris— Verdun. Den tyske Hær var fulgt efter under stadige Kampe med de franske Arrieregarder. Den 2. September uaaede 1. Armé Roye, 2. Armé La Fere, 3. Armé Laon, 4. Armé Rethel og 5. Armé Vouziér. Der var saaledes et betydeligt Rum mellem 3. og 4. Armé, og udfor dette Rum viste 7. franske Armé sig pludselig ved Reims. Det synes, som om der hos Generaloberst von Hausen er opstaaet en Frygt for. at de 3 isolerede tyske A rméer paa lio.ire Fløj under disse Forhold skulde blive Genstand for et Angreb paa lignende Maade, som de blev det den 29. August; men den 2. September viser en Styrkeberegning, at under en saadan Kamp vilde 10 tyske Korps komme til at staa overfor vistnok 15 franske og engelske (nemlig den engelske Hær, 5., 6. og 7. franske Armé). Vistnok for at afparere denne Fare, ændrede Generalobersten 3. Armés Marchretning, og den 3. September marcherede Arméen i sydøstlig Retning lige mod Reims. For ikke at blive isolerede inaatte nu 2. Armé og efter denne ogsaa 1. Armé nærme sig til de øvrige Arméer ved en March mod Sydøst. Herved kom 1. Armé til i Flankemarch at marchere ' forbi 6. franske Armé, der stod Nordost for Paris. Saaledes opstod en for den franske Hær gunstig Situation, der gav Mulighed for et omfattende Angreb mod den tyske Hærs højre Flo.i. For at udnytte denne Situation fuldt ud, gav General Joffre den engelske Hær, 3., 4., 5. og 7. Armé Ordre til uden Ophold at fortsætte Tilbagegangen mod Seine og Aube, og til alt Held for Franskmandene fulgte Tyskerne ufortovet efter.
Generaloberst von Hausen har sikkert ikke handlet i Overensstemmelse med Overkommandoens Hensigter ved at forskyde 3. Armé mod Øst, idet Følgen var, at Angrebet paa Paris, der skulde have været udført af 1. Armé, slet ikke kom i Stand. Naar Generalobersten kort Tid efter blev erstattet af General v. Einem som Chef for 3. Armé, maa Aarsagen dertil vistnok soges i disse Begivenheder.
