I.
Under Overskriften „O fficerer og Politikere i Verdenskrigen“ indeholdt Berl. Tidende den 13/3 d. A. paa frem trædende Plads en A rtikel a f H r. Henning Kehler, i det væsentlige formet som en Anmeldelse a f schweizisk Oberst Birchers nylig udkomne Bog „K rieg ohne Gnade. Von Tannenberg bis zur Schlacht der Zukunft.“ Den omhandlede A rtikel indeholder en Række Bemærkninger om Verdenskrigens Historie, a f hvilke nogle er a f en saadan A rt, at en Imødegaaelse forekommer nødvendig. Ved Imødegaaelsen støder man straks paa den Vanskelighed, at Fo rf. med megen Overlegenhed behandler alle Spørgsmaal i saavel K rigshistorien i Alm indelighed som Strategien i Særdeleshed, hvad der navnlig ytrer sig i en meget kategorisk Anerkendelse a f visse Politikeres strategiske Fortjenester og en ligesaa kategorisk Fordømmelse a f Verdenskrigens militæ re Førere. Grundtonen anslaas med følgende Udtalelse: „Professionel Solidaritet og Kollegialitet har hid til bevirket, at Sandheden om Verdenskrigens strategiske Førelse kun har gjort smaa Frem skridt i de a f Militærpersoner eller Institutioner udsendte og kontrollerede Bøger, Beretninger og officielle Frem stillinger. Det er næsten umuligt for den højere O fficer, uanset hans Nationalitet, uanset om han tilhører en a f de under den store K rig neutrale Nationer, at komme til det Resultat, at Civilister fø r og under Verdenskrigen paa afgørende Punkter og i det store og hele viste mere Forstaaelse a f Krigens Vilkaar og Muligheder, end den øverste Hær- og Marineledelse i de respektive krigsførende Lande. Ogsaa i Danmark har den højeste professionelle Sagkundskab lejlighedsvis udtalt sig i Tilslutning til den militære Strategi under Verdenskrigen og affejende om den K ritik og Modstand, det Initiativ og de Forholdsregler, som anbefaledes a f Politikere." De Politikere, som Fo rf. navnlig tænker paa, viser sig at være Churchill, Lloyd George og Clemenceau, og der gøres i A rtiklen nærmere rede fo r deres Indsats, som efter Forf.s Mening væsentligst bestaar i, at de har g jort sig til Talsmænd for at forlægge K rigens Hovedcentrer fra Vestfronten til de saakaldte sekundære Krigsskuepladser. Det er selvfølgelig um uligt her at gøre rede fo r den overordentlig fyldige Litte ra tu r om Krigen, i hvilket de nævnte Spørgsmaal er diskuteret. Der skal kun peges paa enkelte Steder, hvor ledende Personligheder under K rigen eller efter denne har udtalt sig paa en Maade, der modbeviser det a f Hr. K. frem førte. Sam tidig hermed skal — fo r de enkelte Forholds Vedkommende — en Række positive F e jl i nævnte Dagbladsartikel blive berigtiget.
II.
Først Dardanellerekspeditionen og Churchills Andel i denne. Herom hedder det: „N u anerkendes det, at Gallipoli-Ekspeditionen var et genialt strategisk Træk, og man ved, at den kun mislykkedes, fordi Admiral, Lord F isher og den engelske Hærledelse ...... saboterede den, og fordi de kommanderende Generaler og Adm iraler paa Stedet ikke var dristige og foretagsomme nok ..... Men Hensynet til de forældede Slagskibe, som havde været Verdens fineste og nyeste, dengang de kommanderende Admiraler var Kadetter, sejrede." H e rtil er at bemærke: „Hensynet til de forældede Slagskibe“ bestod i, at den kommanderende Adm iral (de Robeck) besluttede at afbryde Kampen efter, at 1) Slagskibene „Irresistible“ og „Ocean“ var minesprængt og dømt til Undergang, 2) Slagkrydseren „In flexible“ minesprængt, omend i Stand til at holde sig flydende, 3) det franske Slagskib „Bouvet“ ligeledes minesprængt, men gaaet til Bunds i Løbet a f 3 Minutter, hvorved 600 Mennesker omkom. De 3 engelske Skibe minesprængtes i Løbet a f 40 M inutter og repræsenterede et Tab, der var større end noget andet, den engelske Flaade endnu havde lid t under Krigen. Hvad angaar Beslutningen om at afbryde Kampen, udtaler Churchill selv (The Great W ar, S. 616— 617): „On this (de nævnte Tab) Adm iral de Robeck detørmined to break o ff the action. No one can accuse this decision. It was impossible to contimie the attack on the forts in face of such losses and uncertainty.“ Denne „uncertainty“ skyldtes den fuldstændig overraskende Optræden a f Miner, som Flaadeledelsen mente at have renset Farvandet for. Det blev da ogsaa først paa et meget senere Tidspunkt konstateret, hvorledes Minerne var kommet der.
Dette vil sige, at de havde en Alder fra 19 A a r og nedefter; desuden deltog der dog langt nyere Enheder i iSlaget, saaledes den engelske Flaades Stolthed, Superdreadnought’en „Queen Elisabeth“ . Men sættes Gennemsnitsalderen saa højt som 15 Aar, viser dette et Byggeaar omkring 1900; i dette A a r havde den kommanderende Adm iral været Søofficer i 18 Aar, medens Skibene efter Forf.s Frem stilling skulde have været nye, dengang han var Kadet. Der hersker i øvrigt den Dag i Dag stor Uenighed om, hvorvidt Gallipolihalvøen var noget gunstigt Sted fo r et større Angreb i 1915. Thi det maa ikke glemmes, at med hver Soldat, der blev taget fra Vestfronten, øgedes Tyskernes Chance fo r at realisere et Gennembrud. Og var Gennembruddet sket, kunde ikke Alverdens G allipolifelttog have hindret Tyskerne i at vinde Krigen. Som bekendt var Gennembrudsstrategien paa Vestfronten (og paa Østfronten med) en Nødvendighed, fo rdi der ingen Flø je var at omfatte. De førende Generaler under Verdenskrigen faar læst og paaskrevet, idet „de gjorde, hvad de kunde fo r at tabe Krigen ved hensynsløs og uhyre kostbar ...... K rigsførelse“ . Denne Udtalelse knyttes til Clausewitz’ Grundsæ tning om Forsvaret som den stærkere Kampform , en Grundsætning, som ingen bedre end C. selv forstod var a f negativ A rt, fo rdi Forsvaret i sig selv ikke hid fører nogen Afgørelse, men overlader det strategiske Initia tiv til Modstanderen. I Forbindelse hermed citeres en Udtalelse a f Bircher, ifølge hvilken „ i Materialkrigen er Defensiven blevet mange Gange stærkere end fø r“ . Det tyske Stormløb mod Verdun i 1916, der tør siges at være en udpræget Materialkrigsoperation, kostede dog Forsvareren betydeligt større Tab end Angriberen, efter Churchills Opgivelse i Forholdet 3— 2. Hvad i øvrigt angaar Dardanellerfelttoget, der er dette A fsnits Genstand, har den „professionelle Solidaritet“ ingenlunde afholdt forskellige betydende militæ re fra at anerkende Dardanellemes meget store strategiske Betydning. Falkenhayn skriver i „D ie Oberste Heeresleitung 1914— 1916“ , Side 17: „Gelang es nicht, die Engen zwischen Mittel- und Schwarzem Meer dem Verkehr der Entente dauernd zu verschliessen, so mussten sich die Hoffnungen au f einen glücklichen Kriegsverlauf sehr beträchtlich vermindern.“ A f H r. K . hævdes det, at „Beviserne“ (for Rigtigheden a f bl. a. Churchills Opfattelse) senere er tilkommet og „endog“ har fundet Vej til danske militæ re Tidsskrifter. Dette er ikke nogen uangribelig Paastand; thi allerede i 1917 har daværende Kaptajn W. W. P rio r i „M ilitæ rt T id s sk rift“ , N r. 9, i store Træk g jort rede fo r Dardanellerekspeditionens Forhistorie, paapeget de a f de ledende militære begaaede Fe jl, paavist — som Churchill selv senere har g jort det — , hvorledes det i første Række var den mangehovedede, baade a f O fficerer og civile bestaaende, engelske Krigsledelse, der bærer Skylden for, at Foretagendet ikke kunde gennemføres, og sammenfattet Resultatet med følgende Ord, der sikkert har fuld Gyldighed den Dag i Dag: „Det er im idlertid som bekendt forholdsvis let at kritisere bagefter. Meget tyder paa, at det er den under Verdenskrigen almindelig udbredte Undervurdering a f Modstanderens Evne til Forsvar i feltbefæstede Stillinger, der ogsaa her har frem kaldt Skuffelserne. Men dersom man, hvad der ikke er usandsynligt, i 8— 9 Maaneder har bundet en overlegen tyrkisk Styrke,. har Ekspeditionen ikke været unyttig, og har man tilfø je t Tyrkerne mindst ligesaa store Tab (til Lands), som man selv har lidt, kommer Foretagendet dog maaske alligevel i det lange Løb til at svare Regning.“
III.
„... at han (Churchill) ... kastede sig ind i Fæstningen Antwerpen med 6000 Marinesoldater, er oftest blevet vurderet som en Drengestreg. Dog bidrog denne Drengestreg til at binde et Pa r ekstra tyske Armékorps i Belgien — Tropper, der ellers kunde have optraadt i Mam eslaget“ , hedder det videre i Artiklen. Hvad Styrkeforholdene ved Antwerpen angaar, ligger disse ret klart belyst; f. Eks. har baade Jo ffre og Churchill i deres Erindringer nogenledes ensartede Opgivelser derom. I Fæstningen Antwerpen befandt sig selve Garnisonen samt den belgiske Felthær, ialt ca. 150.000 Mand, medens den tyske Belejringshær kun omfattede ca. 90.000 Mand, hvoraf kun 1 A r mékorps (III. Reservekorps). Det er derfor kun naturligt, naar Jo ffre siger (Mémoires, I, Side 464) : „Si on tient ces chiffres pour exacts, on est amené à constater une fois de plus qu’une armée qui s’est enfermée dans le périmètre d’une place fo rtifiée ne joue plus un rôle adéquat à ses e ffectifs“ . Man maa derfor med Undren spørge efter, hvilke de Arm ékorps var, der, foruden det Par, der blev bundet „ekstra“ , har været. Men endnu besynderligere er det, at disse Armékorps takket være de engelske Marinebrigaders Indtræ ffen blev holdt borte fra Marneslaget. T hi de første Marinetropper ankom til Antwerpen den 4. Oktober, mere end lh Duge efter, at Mameslaget vær endt!
IV.
Der citeres en Udtalelse a f Ob. Bircher, hvor denne om Tankvaabnet siger, at det havde angrebet og kun lid t „latterlig smaa Tab“ . Det turde være et Særsyn at se en m ilitæ r Fører bruge Udtrykket „la tte rlig smaa“ om Tab a f Menneskeliv, der var ham betroet. Karakteristisk er bl. a. forskellige Udtalelser a f Foch, der hører til de a f Fo rf. saa stærkt angrebne militære, der „ald rig kom videre“ (end til at gøre, hvad han kunde, for at tabe K rigen ved hensynsløs K rigsførelse). Der var som bekendt mange, der ønskede, at Freden — eller rettere Vaabenstilstandsbetingelserne — skulde dikteres i Berlin. Foch erklærede heroverfor, at dette ikke var nogen m ilitæ r Nødvendighed, at Tyskland var nødt til at antage enhver Betingelse, man foreskrev det, og at han derfor maatte være imod et saadant Skridt. Han udtalte: „Quelques milliers ou quelques dizaines de milliers de soldats français, américains, anglais, belges, auraient été tués entre temps, sans que le résultat final eût été en quoi que ce soit, changé. E n mon âme et conscience, jugeant ce sacrifice inutile, j ’estimai, que je n’avais pas le droit de l’in fliger aux troupes qui se trouvaient sous mes ordres. Qui donc oserait m’en blâmer?“ Det er sikkert ogsaa kun et forsvindende An tal O fficerer, der, som Ministerpræ sident O llivier i Deputeretkamret den 15. Ju li 1870, tør sige, at de „med let H jerte“ vilde tage Ansvaret fo r Afgørelser, der med Sikkerhed kunde forudsiges at ville koste mange Mennesker Livet. Hvad selve Realiteten i Begrebet „la tte rlig smaa Tab“ for Tankvaabnets Vedkommende angaar, oplyser den bedste engelske Frem stilling Tankkorpset vedrørende, „The Tank Corps“, at Korpsets Tab i Tiden 8/8— 11/11 1918 (altsaa efter at man havde læ rt at anvende Tanks helt rig tig t) beløb sig til mere end 3000 Mand a f en Styrke paa mindre end 10.000. Om man v il betegne saadanne Tab som „la tte rlig smaa“ , afhænger selvfølgelig a f K ritikerens personlige Indstilling.
V.
Til Trods for, at Clemenceaus Billede pryder Artiklen sammen med Churchill og Lloyd George, anføres der ikke Eksempier paa den gamle Tigers særlige strategiske Fortjenester. Forfatteren, der saa stærkt fremhæver de civile Politikeres A fsky fo r Offensiven, bør derfor stifte Bekendtskab med følgende Passus fra Martins udmærkede lille Skildring a f Clemenceau (I „Statesmen of the W ar“ ) : „Clemenceau har en Spillers Temperament. Han var stedse Tilhænger a f Offensiven, beredt til at tage alle dens Fa re r paa sig, uden at bekymre sig om de Midler, der var til Raadighed. Det er en Lykke fo r Frankrig , at han først kom til Magten i det Øjeblik, hvor Offensiven, takket være Am erikas Indtræden i Krigen, blev mulig. H vis han var kommet tidligere, vilde hans O ffensivtrang have bevirket Katastrofer. „V i maa straks gribe O ffensiven“ , sagde han i 1915. „Og hvis den slaar fe jl? “ — „Jeg er endnu i Stand til at skyde mig en Kugle i Hovedet.“ — fo r ham gaves der kun denne Opfattelse a f Nederlaget.“ Ingen vil bestride, at Lloyd George og Clemenceau har en væsentlig Andel i de Allieredes Sejr. A t de ogsaa har det i Versaillestraktaten, hvis Skæbne enhver nu kender, er jo en anden Sag.
VI.
Det er flere Gange nævnt, at A rtiklens Forfa tter meget kategorisk betegner de militære Førere under Verdenskrigen, f. Eks. med Ordet „fo rryk t“ om deres ledende Tanker. Ikke fo r intet advarer den historiske Videnskab imod saadanne K ritikere, som, uden at granske Beslutningers Forudsæ tninger og hele det Milieu, hvori de er opstaaet, karakteriserer Førerafgørelser som „forrykte“ eller med andre stærkt dømmende Adjektiver. Og navnlig i Aarene lige efter en K rig er Bagklogskaben iv rig t paafærde. E fte r 1866 var Alverden optaget a f at falde over den ulykkelige General Benedek. Men Moltke, Tysklands store militære Geni, Benedeks Besejrer ved Koniggratz, sagde blot: „Der arme Benedek. So ein braver und tuchtiger General.“ Næppe nogen har mere rammende end Ludendorff henvendt sig til dem, der bagefter udtaler deres K ritik a f Fø rin gen. Han siger i sine Krigserindringer (Dansk Oversættelse ved C. F. Løkkegaard, S. 86) : „A lle de, der kritiserer Føreres Forholdsregler, skulde fø rst lære Krigshistorie, hvis de da ikke har g jort en K rig med som Førere. Jeg vilde ønske fo r dem, at de selv engang skulde lede et Slag. De vilde blive forfæ rdede over Situationens Uklarhed, over de vældige K rav og Opgavens Størrelse og —• blive mere beskedne ...... Hos ham (Statsoverhovedet) drejer det sig om en eneste vældig Beslutning, fo r Føreren træder de frem hver Tim e paa Dagen. A f ham afhænger mange Hundredtusinders Ve og Vel. Der gives fo r en Soldat intet større, men heller intet sværere, end at staa i Spidsen fo r en Arm é eller den hele Hæ r.“
VII.
Der kunde peges paa endnu flere Ting i den omhandlede A rtikel, men det maa være tilstræ kkeligt at nævne endnu en Detaille: I Spalte III siges: „Fak tisk afgjorde Tankvaabnet Krigen, hvad Vestfronten angaar.“ Men i Spalte IV citeres Bircher, der skriver: „D et ser ud, som om Tankvaabnet hidførte Afgørelsen paa Vestfronten. Men det er en falsk Slutning.“ Intet Under, om en eller anden skulde være lid t desorienteret efter at have læst den nævnte A rtikel. Skulde nærværende Linie r have bidraget til en Smule K la rin g paa enkelte Punkter, vilde Hensigten med dem fuld t ud være naaet.
Mogens Boisen.
