Ødelæggelse som krigsinstrument

(Uddrag af Dr. Anthony E. Sokols artikel „War and the Atom “ i Marine Corps Gazette, Nov. 1957, i oversættelse ved red.)

Der er ingen tvivl om, at ødelæggelse og lidelse er naturlige for krigsførelsen, fordi de sammen med frygten for endnu større skader bidrager til at tvinge nationer til at acceptere vilkår, der ellers ville være uantagelige. Men ødelæggelse er ikke det samme som krig. Tværtimod, hvis ødelæggelsen ikke holdes indenfor visse ud­ holdelige grænser, vil den ødelægge selve det formål, for hvilket krigen kæmpes. Selv om vi ser bort, fra problemets humane — el­ ler rettere inhumane — sider, så er ødelæggelse i sig selv ikke no­ get særlig virkningsfuldt værktøj i krig. I betragtning af det stær­ ke forsvar, som ethvert levedygtigt og teknisk vel udrustet folk vil etablere for at undgå eller formindske ødelæggelsens virkninger, bliver det en overordentlig kostbar og usikker metode til at over­ vinde modstanden. Især hvis modstanderen kan give igen med samme mønt.

Tyskerne måtte betale dyrt for at finde ud af, at denne måde at føre krig på ikke betalte sig i det lange løb. Da resultatet skulle gøres op, viste det sig, at de havde modtaget, mere, end de havde givet. Men den allierede bombning af tyske byer var hel­ ler ikke nogen ubetinget succes. Nogle britiske autoriteter hævder, at det var en af de mest kostbare fejltagelser i britisk krigshistorie. Selv om den ganske vist hjalp til at blødgøre den tyske modstand og forberede landet for den allierede invasion, så tvang den ikke i sig selv Tyskland i knæ, og den fritog heller ikke de allierede for at slå de tyske hærstyrker. Til gengæld krævede den en sådan indsats af personel og materiel, at den forsinkede og vanskelig­ gjorde afgørelsen på landjorden. Eksperter i asiatiske spørgsmål har også udtalt at efter deres mening gjorde atombomberne mod Japan i det lange løb USA mere skade end Japan, fordi de gav U S A ry for at være hensynsløst antiasiatiske, en opfattelse, som det er meget vanskeligt at fjerne igen, og som gør asiaterne mis­ tænksomme overfor alle USAs motiver og handlinger.

Man kan naturligvis mene, at indførelsen af de enormt øde­ læggende kernevåben vil have til følge, at den angrebne nation tvinges til underkastelse så hurtigt, at man faktisk redder liv og ejendom på denne måde i modsætning til den konventionelle krigs­ førelses langsomt virkende metoder. Men der gives ingen sikkerhed for, at denne påstand er rigtig, og adskillige argumenter kan føres i marken mod den.

For det første: Ned gennem historien er krigens værktøj ble­ vet stadig mere effektivt og mere dødbringende. Men tab af men­ neskeliv i krigen er — heldigvis — ikke vokset i samme forhold. Sværd og pile dra bte relativt lige så mange på deres tid som ka­ nonkugler og torpedoer senere hen. Een årsag hertil er de større udgifter ved fremstillingen af de dødelige våben, en anden er den sideløbende forbedring af beskyttelsesmidler og -foranstaltninger. Udviklingen af offensive og defensive våben foregår som efter en vippeleg, men i det lange lob bringes vippen i balance.

For det andet: Terror og ødelæggelse medvirker ikke blot til at sprede frygt i det angrebne folk men tjener også til at ophidse det til at stå imod og svare igen til det yderste. Storbritanniens, Tysklands og Ruslands eksempler viser tydeligt, at ødelæggelse ale­ ne, uanset de store tab og lidelser som følger med den, ikke er nok til at tvinge en stor nation til overgivelse. I det mindste ikke så længe der er håb om, at den med tiden kan vende brodden mod sin plageånd; at den — inden det er for sent — kan iværk­ satte en modoffensiv og vinde den endelige sejr. De giver kun op, når alt håb er ude. Det sker sædvanligvis først, når deres militære styrker, deres levende sværd og skjold, er belt tilintetgjorte, har lidt endeligt og uigenkaldeligt nederlag. Afgørelsen i krig falder når alt kommer til alt lige så meget som folge af psykologiske fak­ torer som på grund af materielle forhold. Det er frygten for de endnu større lidelser, som en fjende i fremdrift endnu kan nå at påføre en, mere end den øjeblikkelige — men kun midlertidige — skade, der får nationer til at give efter for tvang.

Endelig: kommer vi til en særegenskab ved luftkrigsførelse, som sætter den i stærk kontrast til andre former for krig. Land­ styrker bar, hvad man kunne kalde en dobbelt virkning. En bær, der trænger frem i fjendtligt område, ikke alene berøver modstan­ deren hans territorium , arbejdskraft, ressourcer, forbindelseslinier, men den vinder samtidig disse værdier og fordele for sig selv. Jo mere den svækker fjenden, jo mere øger den sit eget styrke­ grundlag. Det samme kan siges om sømagt, omend det her kun gælder forsyningslinier og adgangen til resourcer. Strategisk luft­ krig bar imidlertid kun en enkelt virkning — ødelæggelse. Selvom den borteliminerer fjendens basis for styrke, erobrer den den ikke samtidigt for egen side. Derfor må den, for at være lige så effek­ tiv som et felttog til lands, være mindst dobbelt så intens.

Lad os nu antage, at en større konflikt mellem den vestlige verden og kommunistblokken bryder ud og virkelig udspilles som en udveksling af kernevåben mellem modstanderne. Hvad der end ellers måtte ske, og hvor kort eller lang kampen end måtte blive, een ting er sikker: Den vil føre til, at begge parter bliver slemt ødelagte og udmattede. Selv om vor side vandt den endelige sejr, så ville den skade, som alle deltagerne ville have lidt, skabe de tilstande af kaos, elendigbed, håbløshed og skuffelse, som er den allerbedste grobund for kommunisme. Det kan sandelig ikke være i vor interesse at fremme og lette udbredelsen af denne dystre dok­ trin. Men hertil kommer, at USA, som efter to verdenskrige har været i stand til at påtage sig rollen som kornmagasin, bank og reparationsværksted for de krigshærgede lande, hvad enten det drejede sig om ven eller fjende, for at hjælpe dem at komme over krigens ødelæggelser og bygge op igen, hvad den havde revet ned, nu selv ville være ramt i en sådan grad, at de ikke ville kunne tilbyde hjælp til andre. Ødelæggelsen af en stor del af verden ville vare ved, ville fortsætte med at brede sig, for til sidst at afslutte det, som krigen havde begyndt, nemlig den fuldstændige opløsning ikke blot af hele nationer men af civilisationen som helhed.

At forlade sig på ren og skær ødelæggelse som hovedinstru- strument for vor strategi ville således være uøkonomisk, næppe føre til de ønskede resultater og helt og aldeles uklogt.