I de existerende Skildringer af Oldtidens Kampe og krigerske Begivenheder savner man hyppigt en militær teknisk Begrundelse og Kritik.
Naar t. Ex. Herodot fortæller, at Xerxes’ Hær talte 5,283,220 Md. foruden utallige Kvinder, eller at de græske Hopliter tilbagelagde 8 Stadier (c. 2300 Alen!) i Løb ved Marathon, saa viser han dermed, at han mangler en hver Forestilling om Tal og Vejlængder, og naar hans Angivelser ukritisk kan vandre over i moderne Lærebøger, saa røber dette en noget for stor Respekt for de saakaldte Klassikere og et noget for lidet Kjendskab til det saglig mulige.
Cannæslaget hører nærmest ind under de mystiske Begivenheders Kategori. Den mærkelige romerske Quin- cunx, Hannibals endnu mærkeligere halvmaaneformede Opstilling, det gaadefulde ved, at 50,000 Md. Infanteri og Kavaleri omklamre og bogstaveligt nedslagte 76,000 Romere, alt dette har den filologiske Forskning naturlig vis ikke formaaet at bringe Klarhed i , saa lidt som den trods vældige Kampe har fundet ud af, om Slaget stod paa Aufidus’ højre eller venstre Bred — hvad der er ret ligegyldigt, eftersom det intet oplyser om den mærkelige Katastrofes indre Aarsager.
Den historiske Forskning har i den nyeste Tid indset, at den for at kunne bedømme Feltherrer og krigerske Be givenheder ikke kan undvære et militær-teoretisk Grundlag (saa lidt som iøvrigt en Krigshistoriker kan undvære historisk Fordannelse). Denne Fordring om krigsviden skabelig Fordannelse, som først er fremsat af Professor i Historie ved Berlins Universitet, Hans Delbrück, har aabnet Historieforskningen nye Veje. Delbrück selv er gaaet i Spidsen og har udgivet en Række Bidrag af betydelig krigshistorisk Værdi, jeg skal saaledes blot minde om Gneisenaus Biographie med den bedste af de existerende Skildringer af Waterloo-Slaget, Perser- og Burgunder- krigene o. fl. Samme Forfatters Bidrag M til Forstaaelse af Romernes Krigskunst have muliggjort en samlet Frem stilling af den romerske Exercerkunsts og Taktiks sand synlige Udvikling og derigjeunem en klarere Forstaaelse af Slaget ved Cannæ.
I.
Materialet til den gængse Opfattelse af den romerske Manipulartaktik findes hos Marquardt-Mommsen.
Den normale Legion bestod i Polybios’ Tid (c. 146 f. Chr.) af:
1200 hastati
1200 principes
600 triarii
1200 velites.
Legionens svære Fodfolk deltes i 30 manipuli, hver af disse i 2 centuriæ.
De Letbevæbnede, velites, vare hverken ordnede i Manipier eller Centurier, ikke heller havde de egne Offi cerer, men de fordeltes ligeligt til hver af de 30 Manipier.
En manipulus hastatorum deltes i 2 Delinger (centuriæ), hver centuria havde 60 Md. hastati og 20 Md. velites, hvilken Styrke opstilledes paa 8 Geledder med 10 Mand i hvert Geled, de Letbevæbnede bagest. Den samme Styrkeog Opstilling havde principes,medens triarii med sine 10 Md.s Front kun havde 5 Geledders Dybde.
Paa Republikkens Tidx stod Legionen opstillet ti Slag i 3 Træfninger, hastati i første, principes i anden og triarii i tredie Træfning. Opstillingen var den saakaldte «quincunxiale», 10 Manipuli hastatorum dannede første Træfning, mellem Manipierne var der et Interval lig Manipiens Frontlængde; bag ved første Træfnings Manipier stode 10 manipuli principum nøjagtigt rettede paa første Træfnings Mellemrum; i tredie Træfning endelig havde 10 manipuli triariorum deres Plads bag anden Træfnings Mellemrum. Lykkedes Hastaternes An greb ikke, saa trak de sig tilbage gjennem anden Træf ning, medens principes rykkede frem gjennem de slagne Hastaters Intervaller. Triaderne forbleve i deres Position dækkende sig i knælende Stilling med deres Skjolde. Først naar ogsaa principes vaklede, kom Touren til Vete ranerne, Triarierne, de optoge hastati og principes i deres Intervaller, og saa rykkede hele Legionen formeret som en Phalanx frem til Angreb. Saa vidt Marquardt.
Denne Slagorden kunne vi strax underkaste en prak tisk Prøve og forsøge den paa den romerske Hær ved Cannæ. I Slaget deltoge efter Polybios paa romersk Side 70,000 Md. Fodfolk imed Fradrag af 10,000 Md. til Lejrens Bevogtning) og 6000 Md. Rytteri, o: 14 Legioner. Da Legionens første Træfning bestaar af 10 Manipier, udgjøres hele Hærens Front af 10 x 14 = 140 Manipier. Regne vi et Skridt (80cm) pr. Md. i Fronten erholde vi, da Intervallerne skulle være lig Manipiernes Frontlængde, 140 x 20 plus 139 x 20 = 5580 Skridt, eller ca. 4,5 Kilometer. Det romerske Fodfolk skulde saaledes have indtaget en sammenhængende Frontlængde af over en halv Mil.
En nogenlunde erfaren Exercermester vil strax er klære dette Regnestykke for galt. Til den skildrede Op stilling kræves der et ganske særegent Terrain. Det er muligt, at Sletten ved Cannæ var af en saadan Beskaffen hed, at den tillod at opstille og rette 3 Linier af 4,5 Km. Længde (og Linierne maatte hovedsagelig være rette, ind- eller uadgaaende Vinkler vare til Hinder for Maskineriets Funktionering); men det var da en ren Undtagelse. Man kunde ikke indrette sin Taktik efter et Terrain, som i Reglen ikke fandtes. Men selv om man altid fandt pas sende Terrain, saa blev der dog den Vanskelighed til bage at opstille 3 parallele Linier af 4,5 Kilometers Længde, hver især bestaaende af 140 isolerede Smaa- legemer adskilte ved 139 Mellemrum af 20 x Længde og med Manipierne nøjagtigt skakbrædtformet opstillede gjennem hele Længden.
Dette kan vi med Nutidens Erfaringer for Øje er klære for umuligt. Det kan i alt Fald kun lade sig gjøre, naar man har ualmindelig god Tid og ikke behøver at frygte for Fjendens Angreb.
Den mindste Rykken til en af Siderne inde i Legionerne — og hele Opstillingen maa gjøres om. Dog ogsaa Opstillingen kan vi acceptere, der bliver da tilbage at forklare, hvorledes Bevægelsen af denne kunstige Ordning er gaaet for sig. Det er jo nemlig aldeles uimodsigeligt, at efter nogle faa Skridts Bevægelse ere alle Afstande og Mellemrum gaaede tabt. Selv for Nu tidens Hære med deres højt udviklede Exercerkunst er jo netop Bibeholdelsen af Afstande p. p. noget af det allervanskeligste. For at Romernes Opstilling ikke skal gaa istykker under Bevægelsen, udfordres der, at Front linien danner en ret Linie, og at alle 140 Manipelfløjmænd marchere paa Linier, der ere vinkelrette paa Frontlinien, og at der under Bevægelsen holdes Retning i alle tre Træfninger.
Efter den gængse Opfattelse af Romertaktiken vare Manipel-Intervallerne netop Alfa og Omega, de turde ikke blive for smaa; thi saa kunde den træfningsvise Afløsning ikke finde Sted, uden at de afløsende eller af løste Manipier kom i Uorden; men de maatte heller ikke blive for store, thi saa gik jo Finessen ved Quincunxen tabt.
Kun paa een Maade kan man tænke sig Bevægelsen udført nemlig saaledes, at Tribuner og Legater have redet foran og hvert Øjeblik have kommanderet holdt for at rette paa Opstillingen, det kom da an paa at beregne Manøvrerne saaledes, at Legionerne netop vare rettede ved Sammenstødet med Fjenden.
Der turde strængt taget ikke behøves flere Ord for at vise, at den klassiske Quincunx aldrig nogensinde har været anvendt, men at den er et rent Stuepaahit. Denne Formodning bekræftes ved en nærmere Betragtning af de taktiske Bevægelser.
Naar nemlig Hastaterne ikke længere kunde holde Stand, afløstes, de af principes, som rykkede frem gjennem Hastaternes Mellemrum. Denne Manøvre kan simpelthen ikke tænkes. Det er nemlig aldeles umuligt at tilveje bringe den Villieenhed mellem 140 Manipier, som skal bringe dem til samtidig at trække sig tilbage, og Sam tidighed er nødvendig,- om ikke Reserverne skulle opbruges hurtigere et Sted end et andet. Det uholdbare i denne Afløsningshypothese paavises af Delbrück, som rigtigt gjør opmærksom paa, «at Tropper der befinde sig i Haandgemæng ikke kunne afløses, fordi Fjenden ikke lader dem trække sig tilbage, men netop benytter deres hjælpeløse Tilstand under Tilbagegangen til at gjøre det af med dem». Saa snart Manipelsoldaterne fjerne sig blot et Skridt fra Fjenden, ere de med deres korte Sværd yderst uheldigt stillede over for Spydkæmperne, der meget hurtigt støde Resten af Manipien over Ende. Saalænge den med det korte Sværd bevæbnede er inde paa Livet af Spydkæmperen, er han denne over legen, han behøver kun ringe I’lads for med sit korte Sværd at ramme sin Fjende; Spydet og det lange Sværd ere til at «løbe under», dette er umuligt ved det korte Sværd: Nærkæmperen er i Fortid som i Nutid Fjernkæmperen overlegen. Men saa snart Nærkæmperen fjerner sig kun ganske lidt fra sin Modstander, er han falden over i Defensiven og under Tilbagegangen idelig udsat for Landsernes Stik, fra hvilke han kun kan unddrage sig ved Flugt. Hvilken overmenneskelig Exercerdygtighed be høves der dog ikke for i selve Nederlagets Stund at ud føre denne Afløsning.
Antage vi videre, at Legionerne trods alle Gjen- vordigheder i god Orden støde paa Fjenden, saa staar denne som Latinerne, der havde Romernes Taktik, i Quincunxopstilling eller i Phalanx. Betragte vi med Delbrück først Kampen mod Phalanxen. «20 Roder af denne støde paa en Manipel, 20 Roder paa et Inter val o. s. fr. Blive de, der støde paa Intervallet staaende for roligt at afvente Udfaldet af Kampen ved Siden af? Kun et af to er muligt, enten rykke de igjennem In tervallet, indtil de støde paa 2. Træfning, principes, eller, hvad der vel er det rimeligste, de trænge kun faa Skridt ind i Intervallet, vende sig til højre og venstre og an gribe Manipierne i Flankerne. Herefter har Romernes anden Træfning intet ilsommere at gjøre end at rykke ind i Mellemrummene for, inden første Træfning er overmandet, at jage de indtrængende ud — hvorved man da paa romersk Side ender lykkeligt i den kontinuerlige Phalanx og hele den kunstige Manipulardisposition er forsvunden».
«Hvis nu ogsaa Modstanderen benytter Quincunxen, saa bliver Konfusionen almindelig. Det kommer da an paa, om en Manipel tilfældigt træffer paa en Manipel eller paa et Interval. I begge Tilfælde vinder den, der hurtigst udfylder forreste Træfnings Intervallet og altsaa gaar over til Phalanxen.»
Fremstillingen af Angrebets Fornyelse med de slagne Træfninger og Triarierne, der som gamle Soldater altsaa ikke netop vare de bedste Tropper om end paalidelige Folk, er mildest talt tvivlsom. Dog dette Spørgsmaal kan vi lade ligge.
Det maa paa. dette Standpunkt være os tilstrækkelig klart, at hele dette Billede med Quincunxopstillingen og den træfningsvise Afløsning maa stryges, og Spørgsmaalet bliver da, hvad der skal sættes istedet.
Den ældre, ovenfor skildrede, Opfattelse af Romertaktiken er, som bekjendt, en Konstruktion af vilkaarlig Art; thi saa vel om Manipiernes Geledantal som om In tervallet mellem Manipierne give Kilderne ingen Oplysning, og netop paa Intervallets Størrelse beror hele Afløsnings-Hypothesen. Aldeles bestemt vide vi derimod, at Phalanxen var Romernes oprindelige Fægtningsform.
Phalanxen, der i Parenthes bemærket ikke, som Bloch synes at antage i en af sine Lærebøger, er udtænkt af Philip, bestod af en sammenhængende Linie paa 10 eller flere Geledder. Dens Mangler ere almenkjendte. Dens Flanker vare saarbare, under Bevægelsen gik Retning og Føling idelig tabt, et Sted opstod der Duller, et andet Sted Trængsel, og med den korrekte Opstilling gik ogsaa Overskueligheden og tildels Kommandoen tabt. Paa hvilken Maade virker nu saadan en Phalanx i Kampen, eller hvad er det, der giver den ene Phalanx Overvægten over den andeu? Man forestille sig to saadanne Men neskehobe paa 1000 Md. hver, 100 Md. i Fronten og 10 Md. i Dybden, i fuldt Løb mod hinanden. Begge Phalanxernes forreste Geledder tørne sammen enten Skjold mod Skjold, hvis de begge ere bevæbnede med Sværd, eller med Spydene mod Skjoldene, hvis en af dem fører Spyd.
Den derved opstaaede Standsning ophæves øjeblik keligt af de bagvedværende Geledder, som forblive i Bevægelse og skubbe de forreste Geledder fremad med en Kraft som afhænger af Geleddernes Antal og Bevægelsens Hastighed. iNu begynde de to Masser en Trængen paa Liv og Død; den, der ikke kan holde sig oprejst i den forfærdelige Trængsel, er fortabt. Om Brugen af Vaabnene er der foreløbig ikke Tale, kort forinden have de forreste maaske forsøgt at spalte Skjoldene hos Modstanderne, og at udnytte en eller anden Blottelse, men ellers gjæl- der det nu Sammenholdet i Hoben. Til egentlig Sværd kamp kommer det først i det Øjeblik, den ene af Hobene maa give efter for Modstanderens fysiske Tryk. Har den ene faaet Overvægten i Trykket, saa gaar han ustandseligt frem, og den vigende Part kan ikke ved nogensomhelst Beslutning eller ved et Kommando standse Tilbagegangen end sige atter gaa fremad. Efter nogle faa Øjeblikkes Forløb er den vigende Phalanx allerede berøvet sine for reste Geledder , som enten ere rendte overende eller dræbte: Slaget er afgjort. Det kan vare længe, inden Afgjørelsen falder. Elvis Kræfterne ere nogenlunde lige paa begge Sider, saa trænges og skubbes, stødes og puffes der, indtil den gjensidige Afmattelse nøder Phalanxerne til at trække sig tilbage, for at ordne sig til en ny Dyst.
Det er altsaa Kraften i Chok’et, som er det afgjørende ved Phalanxens Angreb. Dr. Edmund Lammert, fra hvem denne Beskrivelse af Phalanxkampen tildels er laant, tilføjer: «At Romerne ved deres An greb regelmæssigt forsøgte at virke ved Chok’et, ser vi ikke alene af Sprogbrugen, ifølge hvilken Udtrykkene incursus og concurrere vare ensbetydende med impetus og impetum facere, men ogsaa af bestemt overleverede Kjendsgjerninger. De forsynede deres Skjolde med langt fremstaaende Bukler (umbones) for at forøge Stødets Virkning. Man gav Tegnet til Løb i saa lang en Af stand fra Fjenden, at Folkene vilde være bievne aldeles udmattede og i Uorden være stødte paa Fjenden, om ikke denne var kommen imøde i Løb. Herpaa gjorde man sikker Regning, og herpaa byggede Pompejus sin Plan, da han ved Pharsalus staaende afventede Cæsars fremstormende Legioner. Han gav Afkald paa Chok’ets For dele i Haab om , at løjendens Udmattelse og Uorden (efter det lange Løb) endnu sikkrere skulde kunne skaffe ham Sejren.»
Naar det altsaa kan anses for godtgjort, at Romerne endog saa sent som ved Pharsalus have betragtet Chok’et som det væsentligste Moment ved deres Infanteriangreb, saa er det aabenbart, at de til dette Massestød have be nyttet en anden Formation end den luftige Manipular- quincunx, som uundgaaeligt bliver tilintetgjort af enhver nogenlunde vel indexerceret 10 Geledders Phalanx: Chok’et er aldeles uforeneligt med Forestil lingen om Quincunxen.
Blive vi altsaa staaende ved Phalanxen som det sikkreste Grundlag, saa gjælder det om at bestemme de Udviklingsmuligheder, den rummer i sig. Der viser sig da kun en af to Veje at gaa, enten yderligere at potensere Phalanxens Defensivkraft, altsaa dens Ubevægelighed, eller at udvikle dens offensive Evner, altsaa dens Be vægelighed. Denne sidste Vej gik Romerne. For at gjøre Phalanxen bevægelig maatte den forsynes med Bevægelsesled eller, om man vil, Reguleringsintervaller, d. v. s. der maatte gjøres nogle Indsnit i Phalanxens tykke Masse. Men Snittene maatte ikke gaa helt igjennem, man kunde da risikere, at Phalanxen ved Sammenstød med Fjenden havde store Huller, som ikke mere kunde lukkes, Snittene gik altsaa ikke -dybere end til Midten, d. v. s. der er gaaet et Længdesnit forud for Tværsnittene. Denne af Delbrück opstillede Formodning om Manipular- phalanxens Tilblivelsesmaade, finder sin Bekræftelse bl. a. deri, at Kong Servius’ gamle Phalanxlegion talte 15 Centurier hastati og låCenturier principes. Efter Længde snittet fulgte Tværsnittene, hvorved de administrative Enheder, Manipier eller Centurier opstode. Man behøver nu blot at trække Leddene lidt ud fra hinanden, og Pha lanxen bevæger sig med en hidtil ukjendt Frihed fremad.
«Enhver Manipel behøver under Bevægelsen kun at tænke paa at forblive sluttet i sig; opstaar der et Sted et større Mellemrum, fordi en Manipel har trukket sig til en af Siderne, saa fremkalder denne Omstændighed ingen Uro eller Tvivl hos Fløjtnændene i Nabo-Maniplen; thi de vide, at det er Sammenholdet i deres egen Manipel, det gjælder, og ikke Sammenholdet med Naboens. Bliver Intervallet for stort, saa er der sørget for dets Lukning derved, at Principes-Manipierne med deres Midte ere rettede paa Hastaternes Intervaller, saa at de med nogle faa hurtige Skridt kunne udfylde Aabningerne.
Phalanxens Væsen, den kontinuerlige Linie, er bi beholdt; Phalanxen er ikke engang leddelt, men er blot forsynet med Bevægelsesled. Intervallerne mellem Ma nipierne have i og for sig ingen taktisk Betydning, de kunne naar som helst gaa tabt, de give ikke den enkelte Manipel Selvstændighed, de have kun den Bestemmelse at markere Afsnit inden for Phalanxen og derved give denne det nødvendige Spillerum for Bevægelsen.»
Gjennem de saaledes skabte Mellemrum kunde de Letbevæbnede bevæge sig ud og ind, derfor vare de i et Antal af 40 tildelte hver enkelt Manipel.
Hvis denne Delbrücks Hypothèse om Manipular- phalanxen er rigtig, saa følger deraf, at Udtrykket Træf ning for hver af de tre Afdelinger hastati, principes og triarii maa forkastes. Til Begrebet Træfning hører nød vendigvis taktiske Legemer, som bevæge sig selvstændigt — men dette kunde, som vi senere skulle se, ikke en gang triarii ved Cannæ. Sandsynligvis har der kun været nogle faa Skridts Afstand mellem de to Linier af hastati og principes. Forskjellen mellem den her skit serede Manipularphalanx og den ældre bestaar altsaa væsentligt deri, at de berømte Intervaller ere bievne væsentligt mindre og have faaet en anden Betydning; men dette Resultat er i hvert Fald i bedste Overensstemmelse med Livius, som udtrykkeligt fortæller, al Manipierne havde staael «distantes inter se modicum spatium». Den, der har skrevet disse Ord, kan umuligt have havt den Forestilling, at Intervallerne vare lig Manipiernes Front bredde.
For Hypothesens Rigtighed taler Analogien fra Kavaleritaktiken. Legionen havde 300 equites inddelte i 10 turmae. En turma stod paa 3 Geledder og benyt tede ligesom Legions-Maniplen sluttede eller aabne Roder. Opstillingen med sluttede Roder benyttedes ved Chok’et (der forekommer hyppigere i den ældre Tid end senere), naar man ved Landsestød og Anløbets Hæftighed vilde bryde Fjendens Linie; til staaende Kamp derimod toge Roderne Afstand, for at Rytterne kunde manøvrere Hestene og bruge deres Vaaben. Altsaa: til Chok’et benyttes den sluttede Orden, til det derefter følgende Haandgemæng eller til Forfølgningskamp anvendes den mere spredte Orden. Denne Kampmaade er som skabt for Manipular- phalanxen, som paa Grund af sin Inddeling i mindre Kommando-Enheder hurtigt kan tilvejebringe det for En keltmandskampen nødvendige Spillerum.
Naar det anføres, at i Slaget ved Pydna frembød de ved Fremrykningen over ujævnt Jordsmon i Phalanxen opstaaede Huller de bedste Angrebspunkter for Manipierne, der derved bleve istand til at sprænge Phalanxen, saa er dette naturligvis rigtigt og forklares netop bedst ved at antage Delbriicks Opfattelse af Manipularphalanxen. Thi dennes Overlegenhed over Phalanxen bestod netop deri, at den kunde rykke hurtigt frem over ethvert Terrain uden at generes af dettes Ujævnheder og i sidste Øjeblik lukke alle forhaandenværende Intervaller. Phalanxen behøvede Tid til at gjenoprette den taktiske Orden, og denne Tid levnedes den ikke af den hurtigt avancerende Manipular- phalanx, som med Dele af sin kontinuerlige Linie kunde trænge ind i Phalanxens Blottelser. Netop fordi Romerne altid mødte med kontinuerlig Linie, bleve de istand til at udnytte opstaaede Huller i den fjendt lige Slagopstilling, og Manipelinddelingen gjorde det let for Romerne altid at tilvejebringe den fornødne Villie- enhed i Handlingen.
«Den romerske Infanteri-Elementartaktik udvikler sig nu videre saaledes: Indsnittene blive efterhaanden større og føre til Legionens Opløsning: Delene blive selv stændige. Da Manipien imidlertid er for lille til selv stændig Optræden, saa blive tre og tre Manipier slaaede sammen til Kohorten. Kohorterne ere altsaa virkelige selvstændige taktiske Legemer, som efter Felt herrens Bestemmelse kunne opstilles i een, to, tre eller fire Træfninger, antage passende Formationer og under en systematisk Benyttelse af Terrainet bevæge sig frit til alle Sider. Det er den romerske Kohortetaktik. Saa ledes viser den sig hos Cæsar.» Heri har Delbruck utvivlsomt Ret. Den gængse Opfattelse ser i Kohorten et Tilbageskridt fra den berømmelige Manipulartaktik: vi have imidlertid set, at det fra et militært Synspunkt er umuligt at anse Manipierne for selvstændige taktiske Legemer.
Udviklingen hos Romerne gaar jo nemlig fra Milits hær til staaende Hær. Ved Cannæ faar Militshæren det tilintetgjørende Fodspark for alle Tider. Romerne kunde herefter ikke blive staaende ved det gamle; over for den Fare, som truede dem fra Kartago, maatte de nødvendigvis forbedre deres Militærvæsen. Mod en fjendtlig Feltherre af Hannibals Rang kunde man ikke tænke paa endnu en- Gang at opstille Militssoldater under Anførsel af Borger mestre. Ved Zama kæmpe Romerne derfor ogsaa for første Gang under en Feltherre. Overgangen fra Militshær til staaende Hær er et betydeligt militært Fremskridt, og med det organisatoriske Fremskridt følger nødvendigvis ogsaa det taktiske, o: Exercerkunsten bliver fuldkomnere. Det er urimeligt at antage, at Manipulartaktiken betød Højde punktet af romersk Krigskunst, at Manipierne — disse altfor smaa Kompagnier — paa Grund af mindsket Exercerdygtighed maatte slaas sammen i større Batailloner, hvorefter Cæsars Krigere altsaa skulde have været slettere Soldater end Cannæmilitsen.
Man skjelner nu almindeligt mellem fire Perioder i den romerske Infanteritaktiks Udvikling:
1) En Phalanx bestaaende af to Afdelinger hastati og principes å 15 Centurier (Manipier), opstillede med smaa Intervaller, de bageste Centurier rettede paa de foranværende Intervaller; hver af den forreste Afdelings 15 Centurier var der tildelt 20 Letbevæbnede; 900 andre Letbevæbnede vare uden for Phalanxen. Denne Ordning antages at siamme fra Tiden omkring Samniterkrigene.
2) En Phalanx bestaaende af tre Afdelinger, hastati, principes og triarii, hver Afdeling talte 10 Manipier, hver Manipel talte 120 (Triarierne kun 60) Hopliter og 40 Letbevæbnede. Manipiernes Opstilling var som forhen, maaske med lidt større Intervaller. Denne Phalanx bestod i Aaret 216.
3) Den tidligere, sammenhængende Manipularphalanx ind deles i 3 Træfninger ved Scipio Afrikanus Major.
4) Legionens Inddeling i to ensartet bevæbnede Kohorter maaske ved Marius.
Den saglige Rigtighed af denne Opfattelse er ikke bleven bestridt, og den maa nu vistnok anses for viden skabeligt fastslaaet, særlig efter at Delbruck har vist, hvorledes den kan bringes i Overensstemmelse med Kil derne.
Medens Romerne gjøre deres Phalanx smidigere og reformere Fægtekunsten ved Indførelsen af det korte Sværd og Kastespydet, (pilum) gaa de macedoniske Konger den ovenfor antydede modsatte Vej: de forøge Phalanxens defensive Evne. De 5 á 6 forreste Geledder udrustes med ulige lange Sarisser, saaledes at den forreste Hoplit er dækket af ialt 5 á 6 Spyd, hvis Spidser danne en vertikal Buex), og i «Forskjoldning» staar Phalanxen som en uigjennemtrængelig Mur. Sarisse Phalanxens uover vindelige Defensiv suppleres ganske naturligt af Kyras- serernes stormende Offensiv, og saaledes, mener Del- briick, ere de macedoniske Konger at anse som Skaberne af de forbundne Vaabenarters Taktik. En saadan Udvikling svarer til Monarchiets Væsen; en Hær bestaa- ende af republikanske Militser under Anførsel af aarligt skiftende Borgermestre er henvist til simplere Former, som ikke kræve en overlegen, intelligent Føring.
Den romerske Phalanxtaktik var tilstrækkelig for Ro merne til at undertvinge Italien, saa snart den borgermesterlige Militshær stødte sammen med en af en Felt herre ført Soldaterhær, maatte den bukke under. Dette skete ved Cannæ.
II.
Det Problem, der forelaa for Hannibal at løse ved Cannæ, var med 40000 Md. Infanteri og 10000 Md. Kavaleri at besejre en Hær paa 70000 Md. Infanteri med 6000 Ryttere. Troppernes Kvalitet har været nogen lunde ens paa begge Sider; selv om den romerske Hær kun bestod af Militstropper, saa kan den utvivlsomt sættes mindst lig med Hannibals broget sammensatte Skarer. Derimod fortjente det karthagiske Kavaleri i Virkeligheden Navn af Kavaleri — det romerske var et yderst tarveligt Rytteri — ligesom Libyerne vare et fortræffeligt og prøvet Infanteri.
Vi beregnede Side 211, at den romerske Hær efter den ældre taktiske Anskuelse maatte have indtaget en Front længde af 5580 x , dette giver ca. 12 Md. pr. x . Da vi af Slagets Forløb vide, at Hannibal med Libyerne angreb begge den romerske Hærs Fløje, saa maa hans Slagopstilling have deborderet den romerske med mindst 100 x paa hver Fløj, følgelig maatte hans Frontlæogde have været 5780x med kun 6 á 7Md.pr.x. Dette Forhold er, naar henses til Slagets Udfald aldeles absurd og viser atter det uholdbare i den gængse Opfattelse af Manipularopstillingen. Napoleon har engang sagt, at man burde vogte sig for at angribe begge Fløje, da man derved gjorde sit Centrum saa tyndt, at man risikerede et Gjennembrud. Dette er saa selvindlysende, at det ikke behøvede Napoleons Autoritet for at staa til troende. Med den antagne Opstilling maatte Hannibals Slaglinie have været gjennembrudt, inden der kunde tænkes paa noget Flankeangreb, og med de deborderende 600 ä 700 Md. kan den skete Masseslagtning ikke udføres.
Polybios fortæller, at Romerne ved Cannæ havde givet Manipierne større Dybde end Bredde og stillet dem nærmere ved hinanden. En af Aar- sagerne hertil har været, at Legionerne*havde faaet en Forstærkning af 800 Md. hver, der efter Polybios altid fordeltes ligeligt mellem hastati, principes og velites (Triarierne bibeholdt deres Styrke); Manipierne med Und tagelse af Triadernes skulde saaledes have talt 150 Hop liter og 50 Veliter. Efter Polybios’ Angivelse maa denne Masse have været opstillet enten med 8 eller 10 Md.s Front og med henholdsvis 25 eller 20 Md.s Dybde, eller naar man fraregner velites, 6— 10 Md.s Front og henholdsvis 25— 15 Md.s Dybde, andre Kombinationer kunne ikke godt tænkes. Hvorfor valgte Romerne at for stærke Dybden fremfor at forlænge Fronten?
Delbrück, som vistnok med Rette tvivler paa Hypo thesen om de 6 Geledder å 20 Md. og mener, at den reglementsmæssige Opstilling snarere har været 12 Ge ledder ä 10 Md., forklarer Forholdsreglen ved at hen vise til Vanskeligheden ved de lange Liniers Bevægelse.
Den preussiske Hær i Slutningen af det 18. Aarhundrede brugte, naar den var opmarcheret, flere Timer om at komme blot en Fjerdingvej fremad. Med langt større Lethed bevægede Schweitzernes og Landseknægtenes Fir kantshobe sig. Disse vare ofte 10000 Md. stærke men havde kun 100 Md. i Fronten, og enhver Exercerkyndig ved, at med Fronten voxer Vanskeligheden ved Bevægel sen. Det lader sig derfor meget godt forklare, mener Delbriick, at Romerne, som ikke forsiode sig paa Over- fløjning, Omklamring eller Manøvrering, have foretrukket at anvende Forstærkningen til at øge Dybden med frem for at forlænge Fronten. Med denne Forklaring som Grundlag faae vi et langt naturligere Forhold i den gjen- sidige Styrke. Antage vi som forhen, at der stod 140 Manipier i Fronten, saa er denne 1400 x lang; hertil maa endnu lægges Intervallernes samlede Længde. Regne vi Intervallets gjennemsnitlige Længde til 5 x, faae vi 5. 139 = 695 Skridt eller ialt ca. 2000 x , hvilket giver 35 Md. pr. x paa romersk Side og 18 Md. paa kar- thagisk. Herved er Forholdet blevet betydeligt bedre for Hannibal, end om Romerne numerisk vare dobbelt overlegne.
Naar vi nu huske, at det afgjørende Moment i Infanteriangrebet var Chok’et, saa er det udenfor al Tvivl, at den Hannibalske Opstilling efter faa Øjeblikkes Forløb efter Sammenstødet maa være rendt overende, nedtrampet og nedhugget. 18 Md. formaa kun i en meget be- grændset Tid at modstaa Trykket af 35. Det Hannibalske Centrum kan umuligt udholde Trykket af den uhyre Men neskemasse, som vælter ind paa det; det er da lige gyldigt, om Hannibals Opstilling er længere, og om han har Verdens bedste Infanteri paa sine Fløje — naar hans Centrum er sprængt, saa er hans Fløjlegioner fortabte eller virkningsløse; thi de kæmpe isolerede mod en uhyre Overmagt, som har gjort sig fri i Fronten. Og selv om disse Fløjafdelinger holde Stand eller endog gaa an grebsvis tilværks, saa er der dog intet til Hinder for, at Romerne kunne tage Flugten og med Bistand af deres 10000 Md. stærke Lejrvagt naa deres Lejr. Dette sidste lykkedes dem som bekjendt ikke. Hvad er det altsaa for en Omstændighed, som hidfører den enestaaende Katastrofe?
Vi have set, at Romerne nødvendigvis maa sejre, saa længe deres store Masse er i Bevægelse fremad; men saa snart Tryk og Modtryk ophæve hinanden d. v. s. saa snart den romerske Phalanx tvinges til at standse, er dens Angrebskraft brudt. Netop i denne Omstændighed maa Hemmeligheden til Hannibals fænomenale Sejr søges. For det karthagiske Kavaleri var det en let Sag at forjage de romerske Ryttere, det kom nu blot an paa at forhindre, at Centrum blev sprængt inden Hasdrubal kunde være tilbage fra For følgningen for at angribe den romerske Opstilling i Ryggen. Hvad Centrum behøvede var, en moralsk Af stiver , da en fysisk ikke kunde skaffes, derfor valgte Hannibal sin Plads i Centrum midt iblandt dette upaa- lidelige Skrabsammen af Celtere og Iberere. Og som vi senere skulle se, er det denne Disposition, som giver hin puniske Semit Ret til Prædikatet: Feltherren af Guds Naade.
Hannibals hele Bestræbelse gaar ud paa at tvinge Romerne til Standsning, og denne Standsning skal til vejebringes ved et Kavaleriangreb i Romernes Ryg. Indtil dette kan ske, maa Centrum for enhver Pris holdes; naar den romerske Phalanx først har gjort holdt, svinge Fløjafdelingerne ind i Flanken paa Romerne, som da ere indesluttede paa alle fire Sider og redningsløst hjemfaldne til de puniske Sværd. — Det er Delbrücks store For tjeneste at have fremhævet dette Moment: Virkningen af Kavaleriangrebet, som det afgjørende for Slagets Udfald. Gangen i Slaget følgende. Det puniske Rytteri angriber det romerske, som kastes. Derefter støde de to Fod folksmasser sammen, kort før Hasdrubal vender tilbage fra Forfølgningen; om han har hjulpet til at kaste de romerske højre Fløjturmer, faaer staa hen, og det er ogsaa uden Betydning for Sammenhængen, det er os nok at forstaa, at i det Øjeblik han viser sig i den romerske Hærs Ryg, saa høres der gjennem Rækkerne Raabet: Angreb i Ryggen! Saa snart det er blevet klart for hele Massen, at det puniske Kavaleri er ifærd med at hugge ind — saa standser Phalanxen. Krigshistorien viser os saa at sige paa hvert Blad, at et sejrrigt fremtrængende Infanteri tvinges til Standsning, naar det trues af Kavaleri. For Militære er det ufornødent at dokumentere dette; men af Hensyn til andre, ærede Læsere skal der frem drages et Par Exempler. I Slaget ved Naseby bleve de puritanske Infanteri Regimenter strax efter Slagets Begyndelse saa haardt trængte af de kongelige Tertier, at begge de puritanske Kavaleri-Generaler, Ireton og Cromwell, øjeblikkelig skrede til Indhug hver paa sin Fløj i den Hensigt at tvinge det kongelige Infanteri til Standsning. Iretons Attakke mislykkedes paa Grund af mangelfulde Dispositioner; men Cromwell tvang ved sin blotte Trussel om et Flankeangreb hele den kongelige Infanteri-Træfning til at standse og degagerede derved det haardt trængte puritanske Infanteri.
Ved Breitenfeld huggede Gustav Adolfs Kavaleri, efter at have forjaget det fjendtlige Kavaleri, ind paa Tillys Tertier og tvang dem til at standse, hvorefter han be arbejdede dem med sine Læderkanoner.
Fra Nachod har man det bekjendte Exempel paa Samvirkningen mellem Infanteri og Kavaleri, idet et schlesisk Dragon-Regiment ved sine Angreb tvang en østerrigsk Bataillon til at standse og formere sig i Karré, hvorefter Dragonerne svingede til Siden for at give Plads for deres eget Infanteris Ild mod den sluttede Masse — dette Spil gjentoges.
Saaledes som i disse Exempler er det ogsaa gaaet til ved Cannæ: Det puniske Kavaleriangreb tvang Ro mernes bageste Rækker til at gjøre omkring, og for at Slagordenen ikke skulde gaa istykker, maatte hele Massen stoppe op. I det Øjeblik hastati og principes ikke længere trænge fremad, ere de faldne fra Offensiven over i den rene Defensiv, Trykket paa Celterne og Ibererne ophører, og disses Mod hæves pludseligt ved Hasdrubals Tilsynekomst i Romernes Ryg. Nu svinge ogsaa Li byerne ind mod Flankerne og indeslutte den romerske Masse, af hvilken kun de yderste Rækker kunne bruge deres Vaaben, medens Hannibals yderste (bageste) Rækker ideligt presse deres forreste Kammerater fremad. Uvil- kaarligt trænge Romerne sig mere og mere sammen mod Midten, — og som en hjælpeløs Flok nedslagtes hele Hoben.
Romernes smalle Front blev skjæbnesvanger for dem; thi hele Massen indvendig i Phalanxen var kun en ren virkningsløs Fyldekalk under den staaende Kamp, og der opstod saaledes en Tilstand, i hvilken et Mindretal kunde overvinde og tilintetgjøre et Flertal lige saa tapre Mænd, som ingen Retraite havde.
Men selv med den smallere Front vilde Sejren utvivl somt være tilfalden Romerne, saa snart man tænker sig enten det puniske Kavaleri borte (holdt i Skak af det romerske) eller, som vi senere skulde se, de tre Af delinger hastati, principes og triarii som Træfninger. Det afgjørende for Slagets Udfald — deri har Delbriick upaatvivlelig Ret — er Kavaleriangrebet i Ryggen, hvorved Bevægelsen gaar istaa; det afgjørende er ikke det libyske Infanteris Flankeangreb, om end dette potenserede Romernes Nederlag til Tilintetgørelse.
Aarsagen til, at Romerne indtoge den skjæbnesvangre smalle Front, have vi allerede omtalt. Hannibals Kunst stykke med den lange tynde Linie kunde ikke gjøres efter af hvem som helst, thi det krævede som Forud sætning et overlegent Kavaleri, og det krævede som en anden ikke mindre vigtig Forudsætning en Modstander, der var saa almindelig bekjendt for Manøvre-Uduelighed, at der overhovedet kunde gjøres sikker Regning paa, at et Kavaleriangreb i Ryggen vilde være tilstrækkeligt til at standse deres ellers velkjendte Offensiv.
Hvilket Billede giver ikke dette Slag af den berømte Manipulartaktik? Hvad havde været simplere end at imødegaa Kavaleriangrebet med: Triarier holdt! Omkring! Og forslog Triaderne ikke, saa kunde man godt have taget principes med; de resterende 15 à 20 Geledder Hastater vare mere end nok til at holde Bevægelsen mod Hannibals Centrum ilive. Men saa megen Exer- cerkunst, som denne simple Evolution kræ vede, besad Romerne ikke. Havde de overhovedet indøvet den, saa havde de dog i alt Fald forsøgt at bringe den til Anvendelse i Slaget, og saa havde de været bekendte for deres Manøvredygtighed og deres uafhængigt af hverandre kæmpende Træfninger, og saa havde Hannibal aldrig kunnet tænke paa at bringe Ro merne til at standse ved et Kavaleriangreb i Ryggen.
Slaget viser fremdeles hele Urimeligheden og Uhold barheden af Afløsningstheorien. Intetsteds ankes der over, at Hærens sammentrængte Opstilling forhindrede Hastaternes Afløsning, og vi kunne vistnok gaa ud fra, at hvis man i Træfningernes Afløsning havde set et væsentligt taktisk Middel, saa havde Varro sikkert ikke vovet paa selve Valpladsen at improvisere noget Nyt og ukjendt. Hen romerske Exercerkunst og Taktik befandt sig saaledes paa et meget primitivt Standpunkt i Aaret 216, og man tør heri se eet Bevis for, hvor uhyre vanskelig en Kunst Exercerkunsten er, og hvor langsomt den udvikler sig.
Vort Resultat afviger ikke saa ganske lidt fra den gængse Forestilling om Slagets Gang.
Foruden de tre »Træfninger« og Afløsningen spiller Hannibals halvmaaneformede Opstilling en stor Rolle. Hin snedige Punier havde gjort Regning paa, at hans Slaglinies konvexe Form, efterhaanden som Romerne an- grebe, skulde antage en konkav Form, hvorefter alt skulde lukke sig uden om de i Fælden gaaede Romere! Antage vi den Hannibalske Linie bestaaende af ved Siden af hverandre opstillede Manipier eller Centurier, saa kan den halvmaaneformede Opstilling tænkes tilvejebragt der ved, at den midterste Centurie trækkes frem, de to Side- centurier følge efter og stilles en Centuriedybde bag den midterstes Frontlinie o. s. fr. Hvad sker, naar denne Linie støder sammen med Romerne? Disses Midte, d. v. s. 10 k 20 Roder, støde sammen med Midtecenturien, de øvrige Roder til højre og venstre mærke lidet eller intet til den i Midten opstaaede Standsning men trænge ustandseligt frem, og efter faa Øjeblikkes Forløb vil den romerske Linie have antaget en konkav Form. Om den herefter kan antage en konvex Form, afhænger af, om Centrum har Kraft nok til ustandseligt at skyde Fjendens Centrum frem, og om de øvrige Dele af Linien ville lempe deres Kraft efter Centrum, saaledes at der efter Manøv rens Slutning faas en Stilling symmetrisk med Begyndelsesstillingen. Som man ser, er hele denne fantastiske Opfattelse af den konvexe Linies Forvandling til en kon kav kun mulig, naar man tænker sig Sagen rent meka nisk, d. v. s. naar man forestiller sig den puniske Hær som en Blystang, der hviler med begge sine Ender paa en fast Understøttelse, og den romerske Hær som en anden Stang af et haardere Materiale trykkende paa Bly stangens fremadbøjede Midte, hvorved da det Kuriosum indtræder, at Blystangen efter at have naaet den rette Linies Form stadig kun modtager Trykket paa Midten! Historien om den vigende Halvmaane er øjensynlig en ren Fabel som saa mange andre af den ældre Histories Krigsberetninger.
Det er meget muligt, at den Hannibalske Linie under Bevægelsen har faaet en Bugt paa Midten og for fjernere- staaende har taget sig ud som en Halvmaane, tilmed da det libyske Infanteri var holdt tilbage paa begge Fløje. Men der har ikke ligget nogensomhelst Hensigt bag ved denne Form, de hinanden trængende, puffende og stødende Roder kunne overhovedet ikke bibeholde nogen geometrisk Form, Hovedsagen er Sammenholdet. Derimod kunde der være Anledning til at spørge om Aarsagen til, at Hannibal holdt begge sine Fløjafdelinger tilbage? Som vi have set, var Romernes Tryk saa mægtigt, at Hannibal kunde risikere at se sit Centrum sprængt, inden den omgaaende Bevægelse kom til Udførelse, og ved Liby ernes tilbagetrukne Stilling forhaledes deres Indgriben og det kritiske Moment forlængedes. Hvad foranledigede altsaa Hannibal til denne ejendommelige Forholdsregel? Jeg følger her ganske Delbrücks som det forekommer mig uangribelige Motivering.
«Hvor meget Hannibal var sig den Fare bevidst, for hvilken han udsatte sit Centrum beviser, den Omstændig hed , at han selv tog sit Standpunkt her. Dette er et meget væsentligt Moment i hans Disposition og burde ikke udelades i nogen Beskrivelse af Slaget. Man forestille sig blot engang disse halvt modvillige Forbundsfæller, Celterne og Ibererne, som se, at de alene blive udsatte for den overmægtige Fjendes Stød, medens deres Venner tilsyneladende holde sig udenfor Skudvidde! Kun Feltherrens personlige Nærværelse paa dette Sted kunde give dem det nødvendige moralske Rygstød til at modstaa Krisen. Den som Frase klingende Paastand, at Feltherren alene er 50,000 Md. værd, har her for en Gangs Skyld reel Virkelighed: ved sin Person gav Sejrherren fra Trebia og Trasimenus sit Centrum en Modstandskraft, som ellers kun det fordoblede Antal havde kunnet yde. Naar Hannibal nu forlængede den farlige Overgang derved, at han opstillede Libyerne længere tilbage, saa kan jeg ikke tænke mig nogen anden Grund, end at han derved skjulte Længden af sin Slaglinie. For modentlig stod Kavaleriet oprindeligt foran begge Fløjene i Højde med Centrum og skjulte saaledes det bagved staaende Infanti. Var det ikke sket, saa havde Romerne dog sandsynligvis truffet nogle Modforanstaltninger. — »
Centrums Opgave var at holde ud, indtil Kavaleriet og Libyerne havde fuldført deres omgaaende Bevægelse. Centrums Vigen skadede ganske vist ikke, naar den blot foregik i god Orden (hvad der var meget vanskeligt), men den nyttede heller ikke noget, i det mindste ikke i Forhold til den Fare, som den medførte (nemlig Sprængningen).
Naar nu Centrums Opgave var vanskeligere end Fløjenes, saa kunde man vente, at Hannibal havde stillet sine paalideligste Tropper, Libyerne, i Centrum. Nu vender rigtignok Plutarch med en skjøn Sjæls strategiske Visdom (mit der strategischen Weisheit einer schonen Seele) Sagen om og seer en særlig List i at stille de daarligere Tropper i Centrum, hvor de vigende trak Fjenden efter sig. Vi have set, at der ikke kan være Tale herom1); naar Hannibal anbragte Libyerne paa Fløjene, saa har dette sikkert ikke havt nogen anden Grund, end at han derved søgte saa meget som muligt at skaane disse ubetinget paalidelige og allerede stærkt sammensmeltede Kjærnetropper. I Slaget er der virkelig ogsaa kun faldet 1500 Libyere og Iberere tilsammen, der imod 4000 Celter. Det omvendte Forhold vilde noget have givet Sejren Karakteren af en Pyrrhussejr. Denne Disposition synes altsaa nærliggende, og dog — det er et Træk, som, hvor ringe det end synes, alligevel for- raader den store Feltherres Genius, en Handling, som en mindre storladen Natur ikke engang formaaede at efterligne. Hvor let synes ikke den Beregning: Garden paa det Sted, hvor den er mindst udsat! Men om Cel- terne nu ikke holde Stand, og Slaget derved gaar tabt, bliver til et Nederlag, som maa føre til Hærens, Felt herrens og Karthagos Undergang? Naar den, der ene bar Ansvaret, maatte sige til sig selv: hvorfor stillede jeg dog ikke mine Libyere i Centrum — og Samtid og Fremtid stadigt havde repeteret dette Spørgsmaal for ham? Hvor findes det Menneske, som ikke skulde føle et Øjebliks Gysen ved at tænke paa selv at skulle træffe Afgjørelse herom? Enhver almindelig, selv den tapreste Mand søger i Kampen om Væren og Ikkeværen at vinde de størst mulige Chancer for den momentane Afgjørelse. Kun den absolut sikkre Dømmekraft, den ubetingede af Faren uberørte Beslutningens Koldblodighed, Egenskaber, som udgjøre Feltherren, ere istand til ogsaa i et saadant Øjeblik ikke at tabe Fremtiden af Sigte og for det foreliggende Øjemed ikke sætte mere end netop det til strækkelige ind paa at naa Maalet. Det var Hannibals Beslutning at betro Celterne sit Centrum; for Sikkerheds Skyld blandede han dem med iberiske Afdelinger og be gav sig selv hen iblandt dem. Saaledes ville de overstaa Krisen og Libyerne erholde Fløjene.»
Der er ingen Tvivl om, at vi ved den nyere Forsk nings Hjælp ere komne et godt Stykke fremad til en rigtig Forstaaelse af de Gamles Taktik og Exercerkunst. Det er meget vigtigt for os at forstaa de enkelte Faser i den gamle Verdens taktiske Udviklingsgang, fordi vi derigjennem faae et værdifuldt Korrektiv til en Forstaaelse og Vurdering af Nutidens Exercerkunst. Saadanne Holde punkter behøves i en Tid, hvor man ofte hører den Paa stand fremsat, at lidt Gymnastik og Skydning kan gjøre det hele. I Virkeligheden lære vi af Historien, at Trop pers Tapperhed staa i den nøjeste Forbindelse med deres Exercerkunst.
Vi have set, at Romerne ved Cannæ stode paa et forholdsvis lavt Trin af Exercerduelighed. Dette Resultat staar i den mest skjærende Modstrid med den gængse Fremstilling af Romertaktikken, som med sine træfnings vise Afløsninger forudsætter en Exercervirtuositet, som overgaar alt, hvad selv de staaende Hære i det 18. og 19. Aarhundrede have præsteret.
Fra Phalanxen til Manipularopstillingen er Skridtet kun lille, og dog er denne lille Forandring saa betyd ningsfuld, at den i lang Tid skaffer Romerne Overvægten over alle deres Fjender. Endnu mindre er Skridtet (naar bortses fra den organisatoriske Forandring) fra Cannæ til Bæcula og Zama. Forskjellen paa Romerne i Apulien og Romerne i Afrika er blot den, at de enkelte Leds Manøverdygtighed er bleven noget større, og at hastati, principes og triarii have faaet egne Kommandeurer, d. v. s. have faaet Karakteren af Træfninger, der nu ere istand til at forlænge en Fløj eller ved en Skraamarche lukke en foranværende Aabning. Forandringen er saa ringe, at Polybios i sin ret fuldstændige, men iøvrigt ganske for virrede Beskrivelse af Zama-Slaget ikke engang nævner den.
Hvad Scipio paabegyndte, bringer Cæsars Kunst til Fuldendelse, Kohorternes Taktik er Oldtidens højeste taktiske Standpunkt.
Oktober 1892.
