Den af Oberst O. Vaupell nylig offentliggjorte Biografi af Oberst Læssøe og Anmeldelsen af samme i det sidste Hæfte af «Militært Tidsskrift» — hvis Redaktion slutter sig til Biografiens sympathetiske og smukke Omtale af Læs søe, hvorimod den, og det med Rette, strengt laster de deri udtalte nedsættende Domme om Generalerne Hedemann og Krogh — føre Tankerne tilbage til de sollyse Aar 1848— 50, i hvilke Danmark ved endrægtig Modstand mod Over magten godtgjorde sin nationale Levedygtighed, og fra hvilke vi, der som Unge toge Deel i Begivenhederne, have bevaret Minder, om hvilke vi efter at være bievne gamle omhyggeligt frede som indeholdende en dyrebar Forjættelse om vort kjære Fædrelands fortsatte selvstændige Bestaaen. Blandt Minderne fra hine Dage staaer Læssøes i en egen Lysglans. Da jeg derfor kom til at sysle med Erindringerne om de 3 Krigsaars Oplevelser, traadte hans Skikkelse klart frem for min Tanke, og der opstod hos mig en Trang til i korte Træk at gjøre ogsaa Andre bekjendte med det Billede af ham, jeg bærer hos mig, og dertil at knytte nogle Bemærkninger. Dette er skeet i de efter følgende Linier.
Allerede medens Læssøe endnu var ung Officeer, lød der om ham den Dom, at han med en udmærket For stand og en klar Dømmekraft forbandt gode og alsidige Kundskaber; men naar han dengang — hvad ofte skete — nævntes i Forbindelse med sin et Aar yngre Kam merat i Generalstaben, den siden som Videnskabsmand og Politiker bekjendte Gehejmekonferentsraad An dræ, sattes denne med Hensyn til Genialitet i almindelig Forstand og videnskabelige Anlæg adskilligt højere. Læssøes senere Liv bekræftede fuldstændigt den om hans Intelligents fældede gunstige Dom; men i Handlingens Dage traadte ogsaa andre Egenskaber frem, der fik en mindst ligesaa stor Betydning for hans Liv og Indflydelse paa dets Resultater, nemlig en sjelden Karakteerstyrke, parret med en Sjælsreenhed og aandelig Ædruelighed, der indgjød alle Agtelse, og med en udpræget Sands for alt Ædelt. Den, der har været i nærmere Berøring med ham, kan ej heller nære Tvivl om, at der bankede et varmt Hjerte i hans Bryst; men hans Kjærlighed var fornemmelig rettet mod to be stemte Maal: hans Moder og hans Fædreland. Uagtet han ogsaa mod Andre altid viste et venligt Sindelag og var en god Kammerat, ligesom ogsaa, efter hvad man har sagt mig, en kjærlig Slægtning, gav han sig ikke hen til Nogen. Undertiden kunde Udtrykket i hans Ansigt — Trækket om hans Mund — endog være noget haardt, og i det Hele taget kan man ikke just sige, at han vakte Kjærlighed hos sin Omgivelse, om end Indtrykket ved Omgangen med ham ubetinget maatte kaldes vindende; som næsten alle stærke Karakterer var vel ej heller han fri for at være noget Despot. Overfor Damer viste han en vis Skyhed, og han lagde ikke Skjul paa, at han følte sig mindre vel tilpas i Dameselskab. At det desuagtet ikke manglede ham paa mildere Følelser og paa Sands for Hygge, derom vidnede hans Kjærlighed til Hjemmet, og derpaa tydede hans Forhold til en af de under ham tjenende Adjutanter, nemlig Premierlieutenant O. Vaupell, hans senere Biograf. Denne unge Officeer ledsagede ham som oftest paa Spadsere- og Ridetoure og hyggede ved alle Lejligheder om ham. .Man var dog ved Generalkommando- staben enig om, at det ikke var nogen fremtrædende Forret ningsdygtighed hos Vaupell, der drog Læssøe til ham; ved Siden af Vaupells varme Fædrelandssind og hans ubetingede Tilsidesættelse af Hensynet til sig selv, naar det gjaldt om at udføre et ham overdraget Hverv, skyldtes det der imod hans tiltalende Umiddelbarhed og livlige Fantasi, altsaa Egenskaber, der nærmest maatte betegnes som selskabelige; og Vaupell blev ofte af Kammeraterne i Spøg kaldet «Læssøes Kone». Efter at i April 1849 Hæren havde skiftet Overkommando, og Læssøe kort efter var bleven Chef for 12. lette Bataillon, skal en anden ung Officeer, den i flere Retninger begavede Premier- lieutenant i Generalstaben G. W. Blom, have indtaget Vaupells Plads i Læssøes Omgang, om end paa en noget anden Maade, da han var af et andet Stof; i Slaget ved Isted gik denne Læssøes unge Ven sammen med ham i Døden. -— At Læssøe ogsaa var religieus, derpaa tydede Yttringer, som under hans Ophold i Fredericia i Vinteren 1848/49 lejlighedsvis undslap hans Læber; men om sit indre Liv var han iøvrigt tavs.
Enhver, der har arbejdet sammen med Læssøe, har maattet beundre den Energi og Grundighed, han lagde for Dagen i Udførelsen af sin Gjerning; men maaskee har denne hans Grundighed, da den ikke i nogen fremtræ dende Grad var parret med egentlig Genialitet, foranlediget, at han har udviklet sig mindre hurtigt, og derfor været en medvirkende Aarsag til, at han i 1848 kun er bleven betegnet som et «fremspirende» militært og administra tivt Talent (se Generalstabsværket om den dansk-tydske Krig i Aarene 1848— 50, 1. Del, Side 164), uagtet han dengang allerede var 36 Aar gammel. Det Side 49—51 i Biografien indrykkede særdeles smukke Brev fra ham til Krigsministeren efter Fægtningen ved Oversø, hvori han paatager sig Hovedskylden for de der begaaede Fejl, er et talende Vidnesbyrd om hans samvittighedsfulde Selvkritik og hans alvorlige Villie til at søge grundig Ud vikling ad Erfaringens Vej.
Som Læssøe i det Hele taget var sand, saaledes fandt ogsaa hans indre Egenskaber et sandt Udtryk i hans Ydre og hele Maade at være paa, og de, der have kjendt ham, ville mindes hans sikkre Optræden, hans ild- fulde Blik og aandelige Livlighed, som undertiden parredes med Jovialitet, og hans konscise, klare Udtryksmaade. Ikke høj af Væxt tildrog han sig dog, naar han færdedes, paa en behagelig Maade Opmærksomheden ved sin faste Gang i hurtigt Tempo, sin ranke Holdning og sit soig nerede Ydre; tilhest, paa den bekjendte Rødskimmel, tog han sig særlig godt ud.
Uagtet Læssøe, som allerede berørt, ikke just ved Kjærlighed knyttede sin Omgivelse i videre Omkreds til sig, fik han ved den Respekt, han indgjød, ved den Til lid, han vakte, og ved sin bestemte og dog taktfulde Optræden en saadan Indflydelse paa dem, han kom i tjenstlig Berøring med, at hans Over- og Sideordnede tillidsfuldt fulgte hans Ilaad, og at hans Undergivne vil ligt udførte hans Ordrer. Denne hans personlige Over legenhed i Forbindelse med hans militære Blik og Dyg tighed, hans mangesidige Kundskaber, fædrelandske Sind og ærlige frisindede Stræben forklarer tilstrækkeligt, at efter hans Fald ved Isted den 25. Juli 1850 Alle vare enige om at beklage Tabet af en af Hærens og Fædre landets Ypperste.
Naar jeg ovenfor har tegnet, i korte Træk, et Billede af Oberst Læssøe efter mine egne personlige Indtryk, uden — som ved biografiske Arbejder — at dokumentere disse Indtryks Rigtighed ved oplysende Akter, saa kunne Læserne forlange at vide, i hvilke Forbindelser jeg har staaet til ham, for at de kunne bedømme, om jeg har havt saadan Lejlighed til at lære ham at kjende, at mit blotte Ord kan staae til Troende. Idet jeg finder en saa dan Forklaring saa meget mere nødvendig, som der nu ikke er ret Mange tilbage, der af egen Erfaring kunne kontrollere Rigtigheden af min Fremstilling, medtager jeg som Indledning til mine øvrige Bemærkninger ogsaa Oplysning derom.
Da Krigen udbrød i 1848, havde jeg allerede flere Aar tilbage været i Berøring med Læssøe. Paa den mili tære Højskole var han som Kapitain Lærer i Militærgeo grafi for det Hold Elever af ældste Afdeling, til hvilket jeg hørte; og da han i Foraaret 1845 paa Grund af indtraadte uregelmæssige Forhold paa Højskolen afgik fra sin Lærerstilling midt i et Kursus, var jeg blandt de Elever, som formaaede ham til privat at fuldføre sit ypperlige Foredrag. Af de fra Højskolen allerede af- gaaede Officerer var det An dræ og Læssøe, til hvilke vi Yngre fornemmelig saae op, og begge havde de ogsaa udenfor Hæren tildraget sig Opmærksomheden ved deres Frisind. Da Læssøe, der af de to afgjort var den meest militære, i Marts 1848 valgtes til Stabschef for Felthæren, vakte det derfor almindelig Tilfredshed. Kort efter, midt i April, afgik jeg som ung lngenieurofficeer til Felthæren i Følge med Major Lunding, der som Chef for Ingenieur- kommandoen begav sig umiddelbart til Hovedkvarteret i Sles vig By, medens han undervejs sendte mig til Als for at deeltage i den første (lette) Befæstning af det paa den Tid ligesaa ubekjendte som siden velbekjendte Dybbølbjerg. Der traf jeg for første Gang i Felten Læssøe — dengang endnu kun Kapitain — , da jeg fra Sønderborg red den efter Slaget ved Slesvig tilbagevigende Hær imøde. Hans første Ord til mig var et Vredesudbrud over, at den næsten færdigt byggede Skibsbro over Alssund var, paa Grund af en Misforstaaelse fra den paa Als fungerende Kommandants Side, ifølge dennes Ordre bleven afbrudt, netop som vor Hær skulde have Nytten af dens Anlæg. Siden under vort første Felttog kom jeg som Følge af min Ansættelse ved Ingenieurkommandoen, der fulgte med Hovedkvarteret, adskillige Gange i personlig Berø ring med Læssøe; men det var dog først, da jeg efter Afslutningen af Vaabenstilstanden ansattes som Ingenieur- officeer i Adjutantstilling ved Nørrejyllands Generalkom mandostab, for hvilken Læssøe kort forinden var bleven Chef, at jeg kom i stadig Forbindelse med ham. Der efter arbejdede jeg umiddelbart under ham i Vinteren 1848— 49 ved Generalkommandostaben og siden, efter det 2. Felttogs Begyndelse, ved Hovedkvarteret i de bevægede og for Læssøe, uden Brøde fra hans Side, saa skjæbnesvangre Dage, der gik forud for General Kroghs og hans egen Afgang fra Overkommandoen i Midten af April 1849. Uagtet jeg saaledes i henved 1/2 Aar var i daglig Berø ring med Læssøe, kan jeg dog ikke rose mig af at være kommen i noget særdeles nært, endsige fortroligt, Forhold til ham — jeg varjo ogsaa 13 Aar yngre —; men jeg fulgte med Opmærksomhed min højt agtede Foresattes Færd og Tale, og jeg havde rig Lejlighed til at høre Andres Dom om ham.
Efter April 1849 saae jeg ikke Laissøe, og kun een Gang endnu kom jeg i større Nærhed af ham — uden dog at træffe sammen med ham — ; det var paa hans Dødsdag, Slagdagen ved Isted. Læssøes Færd paa denne Dag bor tages i fortrinlig Betragtning, naar en Dom skal fældes om ham; og da hans Indflydelse paa Slagets Ud fald efter min Formening ikke er tilstrækkeligt fremhævet nogetsteds, selv ikke i den nylig fremkomne Biografi, anseer jeg en nærmere Omtale af den her at være paa rette Sted, for at han kan komme til sin fulde historiske Ret. Jeg var dengang paany ansat ved Felthærens Ingenieurkommando, og jeg befandt mig i Nærheden af Overkommandoen paa Bakkeryggen S. for Helligbæk Kro, da paa den nævnte Dag henimod Kl. 8 Formiddag Melding indløb om General Sehleppegrells, Oberst Læs søes, Oberst Trepkas og Fleres Fald, samtidigt med at der indtraf Efterretning om Overfaldet ved Landsbyen Stollik paa vor 2. Brigade (Oberst Baggesen), som dan nede Hærens venstre Centrum, og Rygter om Brigadens fuldstændige Opløsning. Da Overkommandoen til Under støttelse for 2. Division, til hvilken Brigaden hørte, maalte trække saa stærkt paa vor Infanterireserve, at der kun blev to Batailloner til Rest; da derhos under vore Øjne 1. Brigade (Oberst Irminger), der dannede højre Centrum, syntes at vakle; og da Efterretningerne fra den mod V. detacherede 3. Brigade (Oberst Sche- pelern) udeblev, — maatte Overkommandoen og de, der vare i dens Nærhed, faae Indtrykket af, at Situationen var i høj Grad kritisk; og endnu staaer levende for min Erindring det her omhandlede Øjebliks knugende Æng stelse for, at der skulde times Hæren og Fædrelandet den Ydmygelse at see Insurgentarmeen gaae af med Sejren. Overkommandoen fandt det da ogsaa nødvendigt at træffe Foranstaltninger med et ugunstigt Udfald af Kampen for Øje.
Men Sagerne, stode ikke saa slet til, som det den gang maatte synes os, og havde Overkommandoen vidst, hvad der paa den Tid foregik i Fjendens Centrum, vilde den i Stedet for at ængstes have følt, at den netop da kunde siges at holde Sejren i sin Haand; thi Fjenden var stærkt rystet, og dette skyldtes fornemmelig Oberst Læssøes sidste Daad som Fører for 2. Brigades Avantgarde, nemlig hans resolute Fremrykning mod og Gjennembrvdning af Fasset ved Grydeskoven — mellem Isted Sø og Langsø — i højre Flanke af Fjen dens Centrum. Det fremgaaer nemlig af Generalstabens Skildring i «den dansk-tydske Krig i Aarene 1848— 50», til hvilket Værks 3. Deel jeg i de nærmest følgende Linier skal henvise, at den nævnte Gjennembrydning og den derefter foretagne Fremrykning til Kathrineskoven, som fandt Sted omtrent Kl. 6,5 Morgen, ikke alene bidrog væsentligt til, at Oberst Henckel omtrent Kl. 7:3/4 kunde hurtigt og forholdsvis let kaste Fjenden ud af Øvre-Stollik (den nævnte Deels Side 611—12), men ogsaa var den sandsynlige Aarsag til Fjendens Flugt Kl. 7:1/4 fra Syd kanten aflstedBy til henimod Isted Skov (Side 566— 67), hvilken Flugt General Willisen personlig var Vidne til (Side 573), og efter hvilken han, i Betragtning af Situationens Mislighed efter det skete Angreb paa hans Centrum, besluttede at opgive Slaget og i den Anledning strax lod udgaae de fornødne Ordrer til de forskjellige Dele af den fjendtlige Hær om Til bagegang, saasnart denne vilde kunne skee med Orden efter en meddeelt Plan, og endvidere beordrede Hoved kvarteret, der var etableret paa Falkenberg, medens han selv personlig opholdt sig N. for Isted Skov, tilbage til Byen Slesvig (Side 574). Allerede Kl. 7,5s — altsaa tidligt paa Dagen og samtidigt med, at den danske Hærs Over kommando fik de tidligere omtalte alarmerende Efterret ninger — var saaledes i Virkeligheden Slagets Skjæbne saagodtsom afgjort til Gunst for os, og da den 12. Bataillons Chef havde havt Hovedrollen ved Angrebet paa det nævnte Pas, var det heldigt, at 2. Bri gades Chef, Oberst Baggesen, der omtrent Kl. 7 var reden bort fra Stollik i den Hensigt at kalde Bataillonen tilbage (Side 607), kom for sent. Men Læssøe var falden under Stormen paa Grydeskoven, og Følgen af dette sørgelige Tab viste sig snart. Den fjendtlige Hærs Tilbage gang blev nemlig ikke længe efter foreløbigt stillet i Bero, og dette skyldtes især den Omstændighed, at vor over Passet ved Grydeskov fremrykkede Styrke — 12. lette Bataillon, 2. Reservebataillon (3 Kompagnier) og 5. Linie- bataillon — ikke efter Læssøes Fald havde paa Stedet Nogen, der som Avantgardefører kunde tage Arven op efter ham, hvoraf fulgte Opgivelse foreløbig af de vundne Fordele og vore Troppers Tilbagegang Kl. 8:1,4 bag Passet (Side 614 — 15). Der var derved paany vakt Haab hos Fjenden i Centrum af Stillingen, og det bestyrkedes noget efter ved den Stilstand i Slaget, som blev en Følge af, at den danske Hærs Overkommando omtrent Kl. 9 af Hensyn til det paatæukte samlede Angreb paa den fjendtlige Stilling lod udgaae Ordre til foreløbig kun at holde Fægt ningen staaende (Side 626—27). General Willisen gik derfor Kl. c. 9,5 ind paa de ham nærmest staaende Førerers Forslag, endnu at holde ud i Stillingen, og beordrede det fjendtlige Hovedkvarter atter frem til Falken- berg (Side 639—40); men ved hvad der tidligere var foregaaet var hans Tillid rystet, Kraften brudt , saa at der ikke fra Fjendens Side skete noget nyt energisk Skridt for at tilkjæmpe sig Sejren; og da Kl. 11,5 de første Kanonskud hørtes fra vor 3. Brigade V. for Skovby bag Fjendens Stilling (Side 648), tog General Willisen derfor Anledning deraf til henved Kl. 12:1/4 al give sin endelige Ordre til, at Slaget skulde afbrydes og Retraiten til trædes (Side 652). Omtrent samtidigt dermed, noget over Kl. 12:1/4, udgik der imidlertid fra General Krogh Ordre til vort Infanteri om at gaae frem til samlet Angreb (Side 654), og vi kom, som bekjendt, tidsnok til at kaste Fjenden ud af Stillingen. Vor Sejr var fuldstændig.
Foruden med sine Undergivne delte Oberst Læssøe Æren for 2. Divisions afgjørende Angreb paa Passet ved Grydeskoven med de Mænd, der havde lagt Slagplanen saaledes, at det nævnte Angreb passede ind i den, og med dem, der havde havt den øvre Ledelse af Slaget, særligt med Divisionens Chef, General Schleppegrell , om hvem der siges i Generalstabsværket (Side 552) at «det syntes umiskjendeligt, at Generalen særligt havde sin Opmærksomhed henvendt paa at trænge frem over Passet mellem Isted Sø og Langsø». Men Læssøe personlig tilkommer der den Fortjeneste: at have grebet Tanken om Angrebet paa Passet med Varme og fuld Forstaaelse og at have som Bataillonschef og tillige som Avantgardefører ført Stødet med Hurtighed og Kraft, og det lige til Hjertet af Fjendens Stilling; thi af de til for nævnte 3. Deel af Generalstabens Værk føjede «Rettelser og Tilføjelser» fremgaaer, at Læssøes Indbydelse paa Sagens Gang ikke var afsluttet med det Øjeblik, da han lukkede sine Øjne. Der er nemlig udtalt samme steds, al 12. Bataillons Forcering af Passet og videre Fremrykning til Kathrineskoven skete i Henhold til en for inden af Oberst Læssøe given Ordre til Kapitain Knud Møller, hans ældste Kompagnichef, der gik i Spidsen ved Angrebet og ikke erfarede sin Chefs Død, før Passet var taget og han i Spidsen for sit Kompagni var avanceret videre til henimod Kathrineskoven, hvilken Fremrykning, som hanselv siger andetsteds, skete ikke alene efter Ordre men i fuld Tillid til hans Obersts klare Blik og i Forventning af, at denne snart selv vilde følge efter med den øvrige Avantgarde. Det bør ogsaa her fremdrages, at 12. Bataillon oprindeligt ikke havde den Bestemmelse at skulle gaae mod Passet, idet nemlig General Schleppegrells Ordre lød paa, at den efterat være passeret Øvre- Stollik skulde marchere tilhøjre henimod Isted By (Side 553) . Det var Oberst Læssøe, der, efterat Vejen gjennem Landsbyen var tilbagelagt af Bataillonen «tildeels i rask Løb», af eget Initiativ — ja mod den oprindelige Ordre — hastede ligefrem med den iStedetfor at dreje af tilhøjre; og afdøde Kapitain Aarøe har fortalt den Officeer, af hvem Generalstabens Skildring er udar bejdet, at da han som Adjutant ved Bataillonen strax efter overbragte General Schleppegrell sin Chefs Melding om den skete Afvigelse fra Ordren, vakte det ikke Dvillie hos Generalen , som tvertimod viste sin Tilfredshed der med ved at gnide sig i Hænderne med omtrent de Ord: »Det er udmærket; det er en herlig Mand!» Dermed var Afvigelsen approberet; der kom tre Batailloner under Læssøe til at rykke mod Passet i Stedet for to under andre Førere, og Læssøe kom til at udrette, hvad han før Udryknin gen om Morgenen synes at have forudseet at skulle blive hans Opgave den Dag. Der fortælles nemlig i en Artikel med Over skrift «Oberst Læssøes Tanke», som afdøde Oberst Knud Møller— den samme Offlceer, som foran er nævnt— lod ind rykke i «Nationaltidendens» Nr. 2953 af 23. Juli 1884, og som gav den første Anledning til de allerede omtalte Tilføjelser i Generalstabsværket, at han om Aftenen den 24. Juli blev vækket af sin Chef, som var i levende bevæget Sindsstemning, og som under en flere Timers Vandring i Bivouaken talte med Liv og Iver om den forestaaende Kamp og meddeelte sine Tanker, af hvilke Oberst Møller erklærer at have «fastholdt ordret følgende»: «at forcere Fremrykningen, navnlig Defileet mellem Isted Sø og Lang sø, og, naar dette saaledes er taget, at trænge frem i Ryggen paa Fjendens Centrum». Læssøe var intet Stemnings-Menneske; og har han, Natten før han om Morgenen Kl. 3 skulde med sin Bataillon drage i Kamp, berøvet sig og sin Næstbefalende ved Bataillonen flere Timers Søvn for at sætte denne ind i sine Tanker, saa maa det være skeet med Hensigt. Knud Møller opfattede ogsaa Sagen paa denne Maade og betragtede den modtagne Instruktion som en Ordre, han næste Dag ogsaa sam vittighedsfuldt fulgte, efterat han under Fremrykningen mod Passet var af sin Chef stillet i Teten med sit Kom pagni, og efterat denne, som det oplyses i en Artikel af Oberst Knud Møller i «Vort Forsvars» Nr. 188 af 4. Marts 1888, havde under Udrykningen af Øvre-Stollik mindet ham «endnu en Gang om hurtig Fremrykning imod og Erobring af Bropasset». Naar det i Generalstabens Fremstilling hedder, at Knud Møller handlede «efter eget Initiativ i Henhold til en forud af Oberst Læssøe given Ordre«, er derved vistnok givet enhver af disse to Mænd, hvad der tilkommer ham. Samtalen Natten før Slaget synes ogsaa at tyde paa, at Læssøe fra Begyndelsen af nærede et bestemt Ønske om at kunne føre sin Afdeling mod Bas set og haabede, at Omstændighederne vilde begunstige saadant. Baade føjede Lykken ham deri, og fik hans Plan det forønskede Udfald, saavidt han havde kunnet forberede den ved sin Instruktion.
Ved Isted blev Sejren vunden; men smertelige vare de Offre, som havde maattet bringes, og der efterlodes store Savn, blandt hvilke næppe noget er følt dybere og længere Tid efter end Læssøes. Det er derfor ganske naturligt, at, da en ny Prøvelsens Tid oprandt i 1864, det Ønske oftere paatrængte sig: Gid vi endnu havde havt Læssøel Men naar efter vor sidste ulykkelige Krig enkelte ansete Politikere have udtalt, at havde Læssøe levet i 1864, vilde Krigens Resultat været blevet gun stigere, saa deler jeg ikke deres Anskuelse, dersom de dermed have villet sige, at Læssøe i Spidsen for den Hær, der den 1. Februar 1864 stod ved Dannevirke, og der kun blev støttet af provisoriske Befæstninger som de dengang anlagte, vilde have kunnet tilkjæmpe os et bedre Enderesultat af Krigen. Vor Hærs Førere i 1864, der fuldtud have gjort deres Pligt, bør, ligesom Hæren i det Hele taget, kunne regne vedblivende paa Fædrelandets Taknemmelighed; og som vort Lands Forsvar dengang var forberedt fra oven — eller rettere: som det dengang var utilstrækkeligt for beredt — , vilde en anden Ledelse af Hæren næppe ved Vaabendaad have kunnet udrette saa Meget mere, at derved de overmægtige diplomatiske Hensyn vare bievne bøjede væsentlig mere til vor Fordeel. Men med en anden Udtydning af den skete Udtalelse vilde den maaske ikke ganske have savnet Berettigelse. Havde nemlig Læssøe levet i Tidsrummet mellem de to Krige, og havde han som Krigsminister staaet ved Siden af sin Ungdomsfælle Andræ, da denne (i 1857) som Finantsminister tvang Bevillingen til Kjøben havns Søbefæstning igjennem, og nogle Aar forinden, saa vilde han sikkert have været en indflydelsesrig Tals mand for det allerede i 1853 af Ingenieurkorpset udarbejdede Forslag til permanent BefæstningafDybbølstillingen og af Fredericia; thi at han ogsaa efter at være overgaaet fra Stabschefsstillingen til Geleddet vedblivende interes serede sig varmt for Halvøens «Flankeforsvar», sees blandt Andet af et Brev, som tilfældigt er kommet mig for Øje i disse Dage, et Brev, som han den 3. Januar 1850, medens han under Vaabenstilstanden laae med sin Bataillon paa Als, skrev til daværende Ingenieurkapitain, nu General major, Jørgensen. Deri hedder det:
«Veed De hvad man gjør ved Fredericia? Dybbølbjerg har jeg pudset paa» (o: presset paa) «saa meget som muligt; det forekommer mig, at man skulde benytte Vinteren saaledes, at man vidste, hvor hver Spade skulde stikkes i Jorden derovre, saasnart det atter gik løs, og at man havde alt Træ arbejde m. m. fuldt færdigt til de Befæstninger, som man nu i god Ro og .Mag kan summe sig paa, hvorledes man vil have. Men det gode Ingenieur- korps skulde skee Skam, at det ikke noget kraftigere har paa Samvittigheden, hvad der er dets Sag at faae udrettet i Vinter».
Det vil erindres, at Sundeved dengang midlertidigt var ude af vor Besiddelse, saa at der foreløbigt Intet kunde gjøres ved Dybbølstillingen, og at der i Vinteren 1849/50 arbejdedes efter Omstændighederne ret kraftigt paa Forstærkningen af Fredericia. Til Trods for de store Vanskeligheder, politiske og pekuniære, som vilde have stillet sig i Vejen, vilde han og Andræ i Forening maaske laritet og Erfaring have kunnet opnaae før 1864 Udførelsen af i hvert Fald stærkere Befæstningsanlæg end de, der paabegyndtes i 1861; og havde Læssøe været Krigs minister i Tiden mellem de to Krige, vilde han sikkert ej heller have forsømt Hærens betimelige Ormorgani- sa'tion. Var han dernæst ved Krigens Gjenudbrud i 1864 traadt i Spidsen for en velorganiseret Hær med permanente Befæstningsanlæg ved Dybbøl og Fredericia til Støtte, saa vilde Flankeforsvaret, der dengang endnu — medens Tydskland var uden Krigshavn og Flaade — havde gode Chancer for sig, have kunnet føres med Kraft og Virkning; og maaskee vilde da Dvbbølbjerg og Fredericia have kunnet hævdes og Nordslesvig have kunnet bevares for Danmark. — Ganske vist er dette kun et Tankeexperiment, hidsat for at godtgjøre Læssøes Værd og for at vise, hvor store Forventninger hans Samtid i og udenfor Hæren nærede til ham — mere end til nogen Anden; men det er dog ikke noget tomt Fantasibillede; thi var Læssøe vendt levende tilbage fra Krigen, v i l d e Vejen til Krigsministerpladsen og siden til Stillingen som Overgeneral for Felthæren have ligget ligesom banet for ham. Læssøe var netop jævnaldrende med Oberst Lundbye, som var Krigs minister paa den Tid, Befæstningssagen drøftedes i Rigsraadet, og han vilde i enhver Henseende have passet i et Ministerium, hvis Finantsminister, i nogen Tid Konseilspræsident, Andræ var; ogsaa var han ved sin faste Karakteer og Krigserfaring vel skikket til at vække de politiske og militære Samvittigheder af deres Slummer; og ikkealenehavde han selv varm politisk Interesse, men han var bekjendt i en større Kreds for sit Frisind, saa at en anseet Politiker i Efteraaret 1849 lod rette Forespørgsel til ham, om han var villig til at modtage Valg til det første Landsthing, hvad han dog maatte afvise, fordi han endnu ikke var 40 Aar gammel.
Og ved Gjenudbruddet af Krigen i 1864 vilde han, der dengang var 52 Aar gammel, da efter sin hele Fortid have været selvskreven til Overgeneral. En smuk og betydnings fuld Løbebane vilde saaledes have vinket ham, dersom han havde levet, og det er derfor naturligt, at hos Læssøes gamle Kammerater Tanken undertiden søgte tilbage til ham, naar det forekom os, at de Styrende manglede det rette Fremsyn og gjorde utidig Sparsommelighed gjældende, — og da bagefter denne Frygt viste sig at have være grundet.
Nu ligger det nær at spørge: Har Forjættelsen fra 1848 da ganske svigtet? Er Læssøes og de mange Andres Blod, som i den første og nu ogsaa i den sidste Krig villigt udøstes for Fædrelandet, flydt ganske til Unytte? Betegner vort Lands Amputation i 1864 i Forbindelse med dem i 1658 og 1814 kun en fortsat Ned gang henimod dets fuldstændige Udslettelse af Staternes Tal? Paa disse Spørgsmaal haaber jeg, at Alle i varm Forvisning om vor i over et Aartusinde hævdede Nationa litets fulde Berettigelse og i Overbeviisningen om, at der er forbeholdt de smaa Stater, som formaae at hævde deres Selvstændighed, særlige Opgaver at løse i Civilisa tionens Tjeneste, ville være enige om at svare Nej og atter Nej! Men skal der være Alvor i et saadant Svar, og skal der kunne næres berettiget Haab om Andres Agtelse og Bistand til Bevaring af vor Selvstændighed, saa maa der bagved Svaret ligge en fast Beslutning om, at vi selv ville bringe de til Hævdelsen af denne vor Selvstændighed nødvendige Offre, holdende os for Øje, at nu, da »Flankeforsvaret» desværre er umuliggjort, ere vi som visse andre mindre Stater, der ere udsatte for An greb af overmægtige Naboer, henviiste til, foruden det levende Værn at nøjes med et befæstet Afsnit, hvis Tilstedeværelse kan modvirke, at vi drages med ind i Krig, og hvis Benyttelse, naar Krig bliver uundgaaelig, kan forhale det Øjeblik, da vi nødes til at give tabt — hos os nødvendigviis: Sjælland med et befæstet Kjøbenhavn.
Vende vi med Fremtiden i Tankerne atter Blikket tilbage paa vor Krigsførelse i de to Krige, saa faae vi Indtrykket af, -at vor sejrrige Fremgang i Treaars-Krigen 1848—50 i væsentlig Grad skyldtes den Omstændighed, at vi kunde begynde Krigen med en Hær, der vel var lille, men bestod af veløvet Mandskab og førtes af et tilstrækkeligt Antal veluddannede Befalingsmænd, medens vore Nederlag i Krigen 1864 væsentlig maae tilskrives deels vor Hærs uheldige Sammensætning i For bindelse med Mandskabets mangelfulde Øvelse og Ud rustning, deels Forsømmelser med Hensyn til Udførelsen itide af Befæstningsanlæg. Vore egne Krigserfaringer opfordre os derfor til ikke at undlade eller opsætte, hvad der endnu behøves til hensigtsmæssig Organisation, Indøvning og Udrustning af et levende Værn — Hær og Flaade— , i Størrelse svarende til vort Folketal og vort Lands sær egne Forhold, og hvad der udkræves til at fuldføre vore Befæstningsanlæg. Lad os derfor ikke lytte til dem, der af Mangel paa Blik for de Farer, som øjensyn ligt true vort lille Lands Integritet og selvstændige Be- staaen, sætte Hensynet til Befolkningens Velvære over Hensynet til Fædrelandets Forsvar, og ligesaa lidt til dem, der paastaae, at vi savne Evne til at offre paa Forsvaret, hvad dertil udkræves. I 1867 og 1868, alt- saa kort efter vor sidste ulykkelige Krig og med de begaaede Forsømmelser og Fejl i frisk Minde, gjordes der efter moden Overvejelse af Politikere og militære Sagkyndige i Forening kraftige Skridt i Retning af det levende Værns og Administrationens Organisation; og vi kunne endvidere glæde os over, at nu de ved Kjøben- havn udførte Befæstningsarbejder og forskjellige Anskaf felser til Hærens Forsyning, navnlig til dens Bevæbning, ere sanktionerede, ligesom ogsaa over, at der er skeet visse Forøgelser af Befalingspersonalet i Hæren og For bedringer ved dens .Materiel. Særdeles Meget er allerede gjort; men skulle vi til enhver Tid være forberedte paa uopholdelig at kunne møde et Overfald med vor fulde Styrke — og dette er nu en uafviselig Betingelse for et kraftigt Porsvar — saa er der endnu forskjellige .Mangler, som nødvendigviis maae afhjælpes, for Hær og Flaade kunne opnaae den fornødne Tillid til sin militære Dygtig hed og vinde fuld Overbeviisning om Hjælpemidlernes Tilstrækkelighed.
Jeg troer derfor ikke at kunne slutte de Bemærkninger, jeg har formeent at burde knytte til Omtalen af den Hædersmand, hvis Navn danner Overskriften over disse Linier, og som satte Hensynet til Fædrelandets Vel over ethvert personligt Hensyn, bedre end med Udtalelsen af det dobbelte Ønske: at mine yngre Kammerater i Hæren ville tage ham, med hvem de nu have kunnet stifte nærmere Bekjendtskab gjennem Oberst Vaupells Værk og disse Linier, til Forbillede ved deres egen For beredelse til Krigens alvorsfulde Gjerning; og at der efter en moden Overvejelse som den, der fandt Sted før Hærlovsændringcu i 1867, maa uden Opsættelse blive tilvejebragt, hvad der under de nuværende Forhold, — som ere meget forskjellige fra dengang — mangler vor Hær og vor Flaade af organisatoriske og administrative Be stemmelser samt af Hjælpemidler, personelle og materielle, naar vi skulle kunne føle os fuldt færdige til at gjøre kraftig .Modstand mod ethvert pludseligt Overfald af en overlegen Fjende. Vi kunne ikke vide, om ikke en ny Prøvelsens Tid er nær forestaaende, og først naar Forholdene i Hær og Flaade ere saaledes ordnede, at de enkelte Personer og de samlede Værn ere rede og skikkede til saa godt som uden Varsel at tage Kampen fuldt op, ville vi efter den alvorlige Paamindelse, vi modtoge i 1864, kunne med god Samvittighed gaae Fremtiden imøde og i Bo skjænke Befolkningens øvrige aandelige og mate rielle Interesser den ønskelige Opmærksomhed. Men opfyldes de udtalte Ønsker, ville vi kunne haabe paa, at der atter i Farens Stund vil fremstaae Mærnl som Læssø e og som de mange Andre, hvem vi mindes med Ærefrygt; og ligeledes ville vi da — men ogsaa kun da — kunne vente i Nødens Stund at see Hæren, Flaaden og hele Landet paany gjennemstrømmede af den Endrægtighedens og Tillidens Aand, som ved tidligere Lejlighed har fordoblet vor Kraft og tydeliggjort for Verden vor Berettigelse til fortsat national Selvstændighed — Aanden fra 1848.
