Log ind

Exercise Post Mortem

#

Oberstløjtnant Hans A. Schröder, Flyvevåbnet, gennemgår her den heit specielle luftforsvarsøvelse, som Royal Air Force gennemførte i Danmark i sommeren 1945. Øvelsen understregede den vigtige rolle, som elektronisk krigsførelse spillede i luftkrigen allerede i slutningen af den anden verdenskrig.

Det tyske kontrol- og varslingssystem

Alle, der har besøgt hovedkvartererne BALTAP, NAVBALTAP, AIRBALTAP eller Flyvertaktisk Kommando i Karup, vil have bemærket den store firkantede bunker, som blev påbegyndt af tyskerne engang i 1942 i dette hjøme af den daværende Fliegerhorst Grove. Det var en på den tid bombesikker betonbunker, hvorfra alle Luftwaffeoperationer i Danmark skulle ledes. I december 1943 stod bunkeren færdig som Jagdleitzenter Gedhus, og Jagerabsnittfürer Dänemark kunne melde sig klar og operativ fra det store operationsrum. Kampfzentral Grove. Det var et meget anseligt bygningsværk, som her var gennemført, idet den færdige bunker målte ca. 68 meter i længden, ca. 54 meter i bredden og udvendig var ca. 18 meter høj. Den stod på et 8 meter tykt betonfundament, som var 10 meter bredere end bunkeren. Men varslingen begyndte naturligvis ude på radarstationerne. På FRE YA søgeradarscopeme kunne operatørerne aflæse retning og afstand til de fjendtlige formationer. Disse oplysninger blev plottet på et glasplottebord, der var belyst nedefra, og som var forsynet med et kort med et geografisk koordinatsystem samt en drejelig lineal monteret over en gradskala med centrum i det punkt på kortet, hvor radarstationen var placeret. Radaroperatørens melding om retning og afstand blev ved hjælp af lineal og gradskala plottet på kortet med fedtstift, og nu kunne plottet aflæses og videreformidles som positioner i et koordinatsystem angivet med bogstaver og tal. Retning og afstand blev dernæst overført til en præcisionsradar af typen WÜRZBURG, som, når den fandt målet, kunne angive høj de vinklen og dermed flyvehøjden for de fjendtlige fly. Fra radarstationen gik meldingen videre til en radarcentral, hvor den blev sammenholdt med tilsvarende meldinger, fra nabostationerne samt radarcentralens eget billede. Herfra gik den endelige, filtrerede melding pr. telefon eller radio til signalkontoret i den nye bimker i Gedhus. Fra signalkontoret telefoneredes meldingerne videre til plotterne i det kæmpestore operationsrum, som udgjorde den såkaldte Kampfzentral i midten af bunkeren. Dette rum var ca. 35x16 meter i gulvareal og ikke mindre end 14 meter højt. Dette meget store rum var delt i to af et kæmpestort glaskort, der gik fra gulv til loft. På hver side af dette kort var rummet bygget op som et auditorium med front mod glaskortet. Bag kortet sad tre rækker BlitzMädeln - altså tyske kvindelige flyvere. Hver af disse plottere havde en lille projektør, hvormed hun kunne markere en position på det store kort. Et hvidt symbol markerede et fjendtligt fly eller raid, mens et grønt T markerede egne jagere. På den anden side af kortet sad øverst oppe en Jagdleitoffizier. Han havde det samlede ansvar for jagerkontrollen over Danmark. Ved hans side var placeret forbindelsesofficerer fra Hæren og Marinen. På rækkerne nedenunder sad operatører, som havde forbindelse til flyvepladserne og luftvæmsbatterieme i Danmark. Andre operatører havde direkte radioforbindelse med natjagerilyene og kunne på grundlag af plotterne på kortet dirigere dem hen til de fjendtlige formationer, hvorefter natjageme selv overtog Einsvaret for den videre luftkamp. Ledelsen af natjageme kunne også delegeres til særUge jagerledelsesstationer, hvorfra natjageme kunne dirigeres helt hen i nærheden af de enkelte fjendtlige fly. Fra den store bunker blev der også givet flyvervarsel til de tyske luftmeldecentraler, som videregav meldingeme til Statens Civile Luftværn i de forskeUige byer, så der kunne blive blæst luftalarm med sireneme.

Elektronisk krigsførelse

Hen mod slutningen af krigen i Europa anvendte Royal Air Force ganske betydelige ressourcer på at udvikle og anvende elektroniske forstyrrelsesmetoder mod det tyske luftforsvar. De der forestod dette arbejde, var overbeviste om, at det var en fomuftig og effektiv måde at anvende ressourceme på, og at virkningen på det tyske luftforsvarssystem måtte være stor. Andre mente, at den britiske efterretningstjeneste på det elektroniske område var så mangeKuld, at det var et stort spørgsmål, om ikkp de mange ressourcer kunne have været anvendt bedre til bombefly, våben og ammunition.

Da en af de mest eftertragtede former for klogskab som bekendt er bagklogskab, og da alle involverede parter længtes efter at sige: »Hvad sagde vi?«, var der almindelig enighed om, straks da krigen i Europa var slut, at gennemføre en stort anlagt afprøvning af den elektroniske krigsførelses effekt over for det tyske luftforsvarssystem.

Oplæg til øvelsen

Afprøvningen skuUe ske i to faser. Først en række øvelser rettet mod det tyske radarsystem i Danmark, hvorunder en lang række kombinationer af elektroniske forstyrrelser og deres virkninger skulle observeres. Dernæst en tilbundsgående afhøring af de mest erfarne tyske natjagerpiloter. Den samlede øvelse blev med ægte britisk sarkasme betegnet EXERCISE POST MORTEM. Den 12. juni 1945 ankom to Wing Commanders fra Royal Air Force til Schleswig for at begynde forberedelserne til øvelsen. De forhandlede dels med Luftflotte Reich, som var den organisation, som skulle sørge for, at radarsystemet blev bemandet og aktiveret, dels skulle de forhandle med de lokale Royal Air Force myndigheder - nemlig Headquarters 83rd Group - for at sikre, at denne stort anlagte øvelse ikke officielt kom i konflikt med det igangværende »disarmament programme«, som gjorde tyskerne til krigsfanger, med alt hvad dertil hører, og samtidig pålagde englænderne hurtigst muligt at destruere alt tysk krigsmateriel i Danmark. Allerede d. 18. juni kunne de to Wing Commanders meddele Air Ministry, at alt var i orden, og at øvelsen kunne begynde den 25. juni, såfremt Air Ministry ville sørge for at fremskaffe de fornødne inspektionshold.

Operationsordren

I den operationsordre, som Air Ministry udgav, og som tyskerne selvfølgelig ikke måtte se, var der beskrevet to angrebsruter fra England mod Flensburg. Den ene var vinkelret på kysten, for at angriberne skulle udgøre så lille et reflekterende mål som muligt, og den anden var på skrå med indflyvning mod sydøst. En tredie rute, som først skulle bruges i exercise no. 10, havde København som mål og var tænkt som den vigtigste afprøvning af systemet. 14 raids var planlagt og øvelsesperioden blev fastsat til 25. juni til 7. juli. Da det kom til stykket kunne man imidlertid kun gennemføre 11 raids, og øvelsen sluttede derfor allerede den 5. juh. For hvert raid beordrede Air Ministry Bomber Command til at stille 200 bombefly til rådighed. - Hertil kom op til 82 specialfly, fortrinsvis MOSQUITOs fra No. 100 Group, som var den enhed, som var oprettet specielt med det formål at føre elektronisk krigsførelse mod tyskerne. For at nå at gennemføre øvelsen så hurtigt som muligt blev det bestemt, at der kunne gennemføres op til to raids pr. dag, idet andet raid godt kuime være på vej mod målet, samtidig med at første raid var på vej hjem. Det var således meget store ressourcer, Royal Air Force satte ind på at gøre EXERCISE POST MORTEM så realistisk som muligt.

Tyske styrker

Det blev besluttet, at det tyske luftforsvarssystem, som skulle genaktiveres for uigenkaldeligt sidste gang, skulle bestå af: Kampfzentral Grove. Radarcentralen i Skovby syd for Bogense med to underlagte radarstationer, nemlig Hemstok nordvest for Skanderborg og Fitting øst for Vorbasse. Radarcentralen i Kryle på kysten nordvest for Ringkøbing med to underlagte radarstationer, nemlig en i Thyborøn og en i Blåvand. Endvidere en radarcentral umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse med tre underlagte radarstationer, nemlig en på Sild, en på Rømø og en i Løjt Skovby nord for Åbenrå. Da hver radarstation rådede over flere forskellige radarer, blev det samlede antal aktiverede radarenheder ikke mindre end 39! Den tysk bemandede luftmeldecentral i Kolding med 21 underlagte poster blev også aktiveret. Endelig blev to pejlestationer, såkaldte Y-stationer, aktiverede med ordre om at melde direkte til Grove, hvor de under normale omstændigheder ville have meldt til en radarcentral. Det sidste og afgørende led i det tyske luftforsvar - jagerflyene - besluttede man ikke skulle aktiveres. Dels følte englænderne, at det ikke kunne udelukkes, at en eller flere Luftwaffe-piloter ville benytte lejligheden til at genemføre en sidste nedskydning. Dels vUle man ikke friste de tyske besætninger til at stikke af til Sverige for at undgå krigsfangenskab. Men det kan selvfølgelig ikke nægtes, at herved introducerede man den første af flere faktorer, som skabte en vis manglende realisme i denne stort anlagte øvelse. For nu blev man ikke i stand til at vurdere virkningen af den støj sending, man havde udviklet, for at hindre kommunikationen mellem kontrolsystemet på jorden og jagerflyene i luften, hgesom støjsending mod de tyske natjageres radarudstyr heller ikke kunne afprøves.

øvelsens gennemførelse

Den 23. juni ankom 131 observatører fra Royal Air Force til Grove og Schleswig, hvorfra de fordelte sig til de forskellige radarstationer og operationscentraler. Senere på dagen kom Air Commodore W. Pretty og Group Captain R. Hiscox til Schleswig, hvor Wing Commander Keighley modtog dem og førte dem ud i en granskov 16 km fra byen, hvor luftflotte Reich havde sit mobile hovedkvarter. Her mødte man den tyske Generalmajor Alfred Boner, som var ansvarlig for aktivering og bemanding af det tyske system. Han bad om at måtte følge med til Grove for at overvære øvelsen der. Det fik han lov til, og sammen drog det lille selskab derop, og om aftenen den 24. juni blev et signal sendt til Air Ministry med besked om, at øvelsen kunne begynde den følgende morgen. Indledningsvis var englænderne spændte på, om det tyske personel overhovedet ville gå ind for sagen. De havde jo trods alt netop tabt krigen, og man kunne vel nok betvivle, hvor entusiastisk de ville medvirke i sådan en øvelse. Generalmajor Boner har siden fortalt, at hele øvelsen nær var gået i vasken, fordi englænderne havde medbragt nogle tolke, som viste sig at være tyske jøder, som var flygtet til England før krigen. Uden at de engelske officerer var klar over det, gik disse tolke rundt i bunkeren på egen hånd og fortalte det tyske personel, at når denne øvelse var overstået, kunne de godt regne med at havne i Sibirien hele bundtet. Heldigvis fandt man ud af, hvad der foregik, og tolkene fik besked på blot at passe deres arbejde, og det tyske personel blev beroliget. Nu viste det sig, at tyskerne gennemgående var så stolte af deres system, at de geme ville demonstrere, hvor godt det kunne fungere. Jo højere de var placeret i det tyske kommandosystem, des mere gjorde de deres bedste under øvelsen. Englænderne måtte imidlertid konstatere, at de kvindelige plotteoperatører udgjorde et særligt problem. De var bestemt ikke samarbejdsvillige, men optrådte surt og negativt, og i flere tilfælde var de direkte ansvarlige for forsinkelser og udeladelser af plot på den store tavle. Om dette har Generalmajor Boner oplyst, at disse piger kun var underlagt Luftwaffe i operativ henseende, mens deres kommandovej og ikke mindst klagevej gik direkte til tops i partiets kvindeorganisation, hvorfra de blev styret med hård hånd, og her kunne man garanteret ikke forstå, at man nu skulle samarbejde med den tidligere fjende.

Generalmajor Boner fortæller også, at han under det meste af øvelsen kørte rundt i en BMW sammen med Air Commodore Pretty og Group Captain Hiscox. De besøgte samtlige radarstationer, og Boner fandt det vigtigt personligt at opfordre cheferne og mandskabet til at spille loyalt med. Han gjorde dette efter grundige overvejelser, hvorunder også spørgsmålet om han egentlig optrådte som landsforræder indgik, men alt i alt fandt han, at han gjorde det rigtige.

Øvelsesresultater

Generalmajor Boner gav udtryk for, at besætningerne på radarstationerne var forholdsvis veltrænede, men at de ikke som deres kolleger i Tyskland havde været vant til at følge så store formationer fjendtlige fly og slet ikke havde oplevet så koncentrerede elektroniske forstyrrelser som under denne øvelse. Det viste sig da også, at de radarstationer, der klarede sig bedst, var de tre sydligste, som under krigen havde rapporteret til operationscentralen i Stade ved Hamburg. Et gennemgående træk var, at personellet i centralen i Grove virkede mindre kompetent end dem på radarstationerne. De to aktiverede pejlestationer var meget effektive. Blot et enkelt fly havde tændt sin H2S navigationsradar eller havde glemt at slå sit elektroniske identifikationssystem, IFF, fra, kunne tyskerne følge det meget præcist. Dertil skal så føjes, at Grove under normale omstændigheder ikke ville have to men seks af den slags pejlestationer til rådighed. Det bør vel også nævnes, at med Flensburg som mål i de ti ud af de elleve øvelser, var det begrænset, hvor lang tid de britiske fly skulle tilbringe over »fjendtligt« territorium, hvilket kun levnede de tyske controllere meget lidt tid til at vurdere modpartens hensigter og reagere derefter. Dette kom ikke mindst frem i den øvelse, som havde København som mål. Skønt det tyske system opdagede de britiske fly i god tid, blev det alligevel snydt, fordi englænderne kun lod ganske få fly styre mod Flensburg, mens hovedstyrken drejede mod København. De fly, som fløj mod Flensburg, brugte imidlertid deres elektroniske forstyrrelsesmidler - først og fremmest udkast af staniolstrimler, det såkaldte WINDOW, til at få tyskerne til at tro, at langt flere fly, end det var tilfældet, var på vej mod Flensburg. I alle de andre øvelser blev de store formationer gennemgående korrekt plottet i Grove. Det viste sig også, at tilstedeværelsen af mange forskellige typer tyske radarer gjorde det imauligt for englænderne at forstyrre dem alle på en gang.

Anvendelsen af elektronisk støjsending hjalp tværtimod i flere tilfælde tyskerne til på et meget tidligt tidspunkt at erkende, at et nyt angreb var under opmarch. Anvendelsen af WINDOW gjorde det i perioder nærmest umuligt for tyskerne at vurdere antallet af fjendtlige fly i en formation, og dermed var de bragt i en meget vanskelig situation, når de skulle prioritere anvendelsen af de meget begrænsede ressourcer, de havde. Ikke fordi de manglede jagerfly, men fordi brændstofsituationen hen imod krigens afslutning var så anstrengt, at den kun tillod 50 til 80 natjagerstarter pr. nat i hele det tilbageværende tyske rige. Afhøring af såvel controllerne i Grove og på radarstationerne som af natjagerpüoteme i Schleswig gav det samstemmende resultat, at natjageroperationeme blev praktisk taget umulige at gennemføre, når kommunikationen mellem controllerne på jorden og natjagerpiloteme i luften blev forstyrret af støj sending. Man havde naturligvis forsøgt at snyde englænderne ved hyppigt at skifte frekvenser, men operatørerne i bombeflyene fandt som regel hurtigt de nye frekvenser og slog så støjsenderen til; i perioder var støjsenderen endda noget så primitivt som en mikrofon anbragt ude i en af motorerne.

Hovedkonklusioner

Da øvelsen var slut, blev det tyske materiel demonteret og ødelagt, og personellet blev sendt hjem til Tyskland. Dermed vEir en både interessant og vigtig periode i luftforsvarets historie - det tyske luftforsvar i Danmark imder den anden verdenskrig - definitivt slut, og to hovedkonklusioner kunne drages: Kombinationen af WINDOW og kommunikationsstøjsending var meget effektiv mod tyskernes anvendelse af natjagere mod de store britiske raids, som altid gennemførtes om natten. Royal Air Force’s forhåndsviden om det tyske luftforsvarssystem var særdeles præcis takket være en fremragende elektronisk efterretningstjeneste. EXERCISE POST MORTEM havde således været en succes, navnlig for de mennesker, der mente, at den elektroniske krigsførelse fra nu af skulle tillægges større betydning end hidtil. Om vi så siden da har været dygtige nok til at tage ved lære af resultaterne af EXERCISE POST MORTEM - og om vi har prioriteret betydningen af elektronisk krigsførelse i rimeligt omfang - ja, det er jo en ganske anden historie.

Kilder

Martin Streetly: Confound and Destroy. London 1978 (FLV Bibliotek). Brevveksling mellem Generalmajor a. D. Alfred Boner og forfatteren. Maj 1986 (Flyvehistorisk Samling). Generalstabens Efterretningssektion. G. E. 124 af 8 SEP 1945. Rapport over Luftwaffes Luftforsvarsorganisation i Danmark (Flyvehistorisk Samling).