Af Oberstløjtnant F. C. E. Mørch.
Skønt Krigen har staaet paa i 2i/2 Aar, kunde det synes tidlig t nok at tale om E r fa rin g e r fra V erdenskrigen. K rigslittera turen , i hvert F ald den officielle , kompetente Litteratur, som ellers er Midlet, hvorved IkkeDeltagere i K rigen skal høste Belæ ring, har, som rim e lig t er, hid til været ret sparsom . D er er dog Om raader, paa hvilke der foreligger en Del, der berettiger til at drage Slutninger, sæ rlig naar det bedømmes i Sammenhæng med den forudgaaende Udvikling . D elle gælder bl. a. om den krigsmæssige Uddannelse. Sæ rlig i Bevægelseskrigen kan det vistnok siges, at den talmæ ssige Overlegenhed h a r vist sig at spille en endnu større Rolle , end m an maaske tidligere h a r været tilb ø jelig til at mene. Den af Parterne, der har kunnet samle den største Styrke til rette T id og paa de rette Punk ter, har i Reglen opnaaet Overlegenhed, forudsa t at T rop pe rn e h a r været i Besiddelse af fornøden D is cip lin og af den rette Aand. Dette sidste har været a f endnu større B etydning end T roppe rne s Uddannelsestrin øg Alder. M an h a r set M andskab af saa at sige alle Uddannelsesstandpunkter og Aldre , og man kan sikkert sige, at de ældste ikke h a r været de ringeste. Land sto rm safdelinger h a r været anvendt saavel i Fæ stnings- som i Feltk rig en og har g jo rt god Fyldest. Noget tilsvarende har ogsaa g jort sig gældende i vo r Sikringsstyrke, naar m an blot h a r m ød t de væ rnepligtige med den Forudsæ tning, at Præ stationsevnen var den samme fo r det ældre og fo r det yngre Mandskab, hvad den fak tisk i Hovedsagen er. E t a f de opm untrende Mom enter i vor korte Uddannelse er netop dette, at det lærte gennemgående har fæstnet sig saa godt. Disse gode Ydelser af det ældre M andskab har antagelig sin naturlige F o rk la ring i den med Alderen stigende Ansvars- og P lig tfølelse og ikke, som del ogsaa er bleven formodet, i synkende K valitet lios Ungdomm en. E r M odstanderne hinanden nogenlunde jæ vnbyrdige, afløses Bevægelseskrigen for eller senere af Skyttegravskrigen, dette mærkelige Fænom en i Nu tidskrigen , hvis Betydning i dens nuværende S kik kelse man, navnlig fo r den østasiatiske K rig , vilde have forsvoret.
Dens Styrke og M ulighed be ro r paa den forenede V irk n in g af Spaden, Geværilden. Maskingevæ rilden, Haandgranaten, Bajonetten og Piglraad shind ring en i Fo rbind else med „Spæ rreilden“ fra det lette og svære F elta r tille ri fra sk julte og maskerede Batterier. M an komm er herved ind paa et andet af de Mom enter, der i N u tid sk rigen bidrager i saa høj Grad til at opnaa Overlegenhed, det tekniske. Ildens Virknin g har ved Tekniken s stadige F rem sk rid t naaet en H ø jde som ald rig før. D e r er her sket en F o rskyd nin g til F o rd e l fo r A r tille rie t ved Anvendelsen af det svære A r tille ri i Feltk rig en og ved de uh y re Amm unitionsmæ ngder, der er sat ind saaledes, at Spørgsm aalet om Overlegenhed undertiden næsten har været afhængigt af, hvilken af Parterne, der kunde præ stere den største Mængde af A rtille rim a te riel og Amm unition . U n d e r Marneslaget skal det franske A r tille ri have bortskud t c. U 4 M illio n Skud, og ved det fran skengelske Gennem brudsforsøg i Champagne skal af e. 5000 Pie ce r være fo rb rug t c. 6 M illio n e r Skud. Medens m an c flc r den fransk-tyske K rig 1870/71 regnede med, at c. 90 pCt. af Saarene skyldtes Gevæ rilden og kun 10 pCt. A r tille riild e n og de blanke Vaaben, og dette K o rh o ld efter den østasiatiske K rig ansloges til 85 :.15, er F o lh o ld e t under Verdenskrigen næsten byttet om, id el c. 00 pCt. a f Saarene tilskrives A r tille riild e n og kun 10 pCt. de øvrige Vaaben. F n stadig betydningsfuldere F a k to r baade under Angrebet og Forsvare t er som bekendt M a s k in g e væ rild e n Om M a skin geværet kan erstattes a f Rekylgevæ ret maa vel fo re løbig staa hen. AL det sidsle, sæ rlig i Angrebet, besidder visse F o rlr in frem fo r det første kan næppe bestrides.
De i uhyre Udstræ kning anvendte Skyttegrave har som bekendt antaget mange forskellige Form er. D er har været anvendt Skyttegrave med og uden Skydeskaar, disse har været baade overdækkede og uoverdækkedc, og de h a r vendt baade den brede og den sm alle D el udad. Skvdeskaaret har den Svaghed, al det udgør et tydeligt M aal fo r fjendtlige Skarpskytter,, der paa de korte Afstande, de r i Skyttegravskrigen i Reglen er T ale om, vil have god Udsig t til T ræ fning paa de Skytter, der viser sig i Skydeskaarene. Paa den engelske F ro n t siges m an at være mest tilbø jelig til at anvende sm alle Skyttegrave med T raverser og uden S k y d e s k a a r samt med R ygvold til Opfangelse af Spræ ngstykker og med en smal Passagegrav c. 2 m. bagved og parallel med Skyttegraven, forbunden med denne ved talrige smaa Forbindelsesgange, om trent en fo r hver 10m. M an kunde tænke sig U d vikling en gaaende i Retning af ret dybe Skyttegrave uden Skydeskaar, beregnet paa Skydning med Periskopsig te og forsynet med Læ gtetrin til Anvendelse baade ved Angreb udover Rrystvæ rnet og ved F o rsv a r i Stormangrebets sidste Face. E t taktisk M om ent af den største Retydning er M odang rebet. Det har bekræ ftet sig, at dette er nødvendigt fo r et effektivt Forsvar, og at det er muligt, hvad der, fo r ikke saa mange A a r siden, var dem, der var mest tilbø jelige til at betvivle. E fte r Angreb er atter og atter fulg t Modangreb, og Angriberen er mange Gange kastet ud af en n ylig erobret Stilling. Selv under fo r tsat Tilbagegang, hvo r Foretagsom heden og M oralen skulde antages svækket, er hyppig t foretaget Modstod, der paa heldig Maade har dæmmet op fo r den fremvæltende Angriber. N a tlig e F o re ta g e n d e r , baade i større og m indre Stil, har, som man kunde tænke, fundet Sted i meget stor Udstræ kning, vistnok isæ r i de sidste T im e r fø r Daggry. T a lrig t Lyskaster- og Ly srake tpislolm aleriel er selvfølgelig her af stor Retydning. Det kunde efter A rtikle n „S torm angrebet i Skyttegravskrigen“ i M. T . N r. 2/1917 synes, som den forlængst banlyste „Ild under Bevægelse“ unde r visse F o rh o ld har fundet Anvendelse,. ligesom noget saa ejendomm eligt, m an kunde fristes til at sige abnorm t, som U d førelse a f en D el af Stormangrebet i T r it og under Retning. Angaaende del nyeste Angrebsmiddel, de giftige Lu ftarter, skal kun nævnes, at man har anset en P'orsyning af 2 Gasmasker pr. Md. fo r nødvendig til Sik ring m od Gassens frygtelige Virkning . Nødvendigheden a f en F ellu n ifo rm af krigsmæssig Fa rve kan inu betragtes som fastsla,aet, den er p ra k tisk talt in d fø rt overalt.
Ogsaa Ind førelsen af Staalh jelm en til Dæ kning af Hovedet m od Stre jfskud og Spræ ngstykker har vist sig nødvendig. Endogsaa Pik k elliu en , der næsten var bleven et Symbol, h a r den begyndt at fortrænge. E n a f de mæ rkeligste Foreteelser under Verdenskrigen er den Udholdenhed , Tapperhed , Haard førhed , N e rvek ra ft og Evne til at indrette sig under de mest p rim itive og uvante F o rh old , der er udvist a f Befalingsmænd og M andskab a f alle Sam fundsklasser, og tiel ikke b lo l af de robuste Germaner, men a f alle de k rig sførende Nationer. D er er ved utallige Le jlig h ed e r ud vist et Heltem od og en O ffe rvillighed , som ikke staar tilbage fo r nogen Tidsalders. Folkene har, trods den Blødaglighed og Enervcrthed, der alm indelig antages at følge med den højere K ultu r , og den A fsky fo r Krigshaandvæ rket, der ansaas fo r alm indelig i store L a g af Befolkningerne , fo r en stor D el vist sig i Besiddelse a f de mest oprindelige: Soldateregenskaber. Disse Egenskaber gælder det ved den m ilitæ re U d dannelse og Opdragelse om at frem kalde og udvikle saa meget mere, som det u tvivlsom t er Egenskaber, der er alm ent sam fundsnyttige og fremm ende fo r Folke ts Lev e dygtighed og Liv sk ra ft. Ved al m ilitæ r Uddannelse, og især ved en ko rt Uddannelse, gælder det selvfølgelig først og fremmest om, al det blive r en Uddannelse fo r Krigen , at først del for K rig en væsentlige, i anden Ræ kke det m indre væsentlige indøves, og at det unyttige udskydes som skadeligt og tidsspildende. Her kan altid være nogen M enings forskel om , hvad der er det væsenllige, og hvad der er unyttigt, men i Hovedsagen vil M eningerne næppe være stæ rkt afvigende. Jeg skal tillade mig at frem føre nogle M om enter angaaende dette vigtige Spørgsmaal til Overvejelse. —
(Fortsættes.)
