Nærværende Afhandling skal give en kort Redegjørelse for de forskjellige europæiske Artilleriers Udrustning tilligemed en Fremstilling af det Standpunkt, som Felt- kanon-Spørgsmaalet i England for Øjeblikket indtager. Det moderne Feltartilleris Historie falder i 3 Afsnit; det første er det riflede Skyts’s Fremkomst i det italienske Felttog 1859, hvor dette ny Vaabens Fortrin fik Lejlighed til at vise sig; det andet er dette Yaabens Indførelse i alle europæiske Staters Hære og dets Anvendelse i Felt togene 1866 og 1870 — 71; det tredie er Indførelsen af det nuværende Materiel efter den tydsk-franske Krig, som viste, at det var nødvendigt at have bedre og kraf tigere virkende Skyts. Et Blik paa de forskjellige euro pæiske Feltartillerier vil vise, at de nu alle ere udrustede med Skyts med stor Begyndelseshastighed, og som ud skyder Granatkardætsker og forbedrede Granater. I det italienske Felttog — det første, i hvilket rif lede Kanoner bleve anvendte — synes deres Virkning navnlig at have været af moralsk Natur, idet Østerrigerne overraskedes over at blive trufne paa Afstande, som hidtil havde ligget udenfor Artilleriets Rækkevidde. Men det fremgaar ingenlunde af Beretninger om denne Krig, at det franske Skyts skulde have haft nogen stor fysisk Virkning. Og det vilde i Virkeligheden ogsaa have været overraskende, om det havde været Tilfældet ; thi uagtet de ny Vaaben vare bedre end de gamle glatløbede Kanoner, saa skøde de dog endnu ikke meget sikkert, og det Pro jektil, som de udskøde, en almindelig Granat, havde langtfra tilstrækkelig Virkning. Dertil kom, at Artilleriet ved Ind førelsen af det riflede Skyts maatte give Afkald paa An vendelsen af Kardætsker, da Kardætskkuglernes Række vidde og Virkning blev betydelig reduceret paa Grund af den ringe Ladning og deraf følgende ringe Begyndelses hastighed. Uagtet de riflede Kanoner anviste den Vej, ad hvilken Udviklingen skulde gaa, var der dog mange, der sukkede efter de gamle Kanoner med deres død bringende Virkning paa 6 à 700 Skridt. Indrømmes maa det, at denne Forkjærlighed var bedre begrundet, end det ved første Øjekast skulde synes. Thi da det riflede Skyts først blev indført, laa dets eneste Fordel i den større Rækkevidde og den større Precision paa lange Afstande. Paa den anden Side havde de Granater, som det udskød, ikke saa stor Virkning paa de Afstande, paa hvilke tidligere Kardætskerne bleve brugte. Men den almindelige Indførelse af riflede Haandskydevaaben virkede tilbage paa Artilleriet. Siden Infanteriet nu kunde op træde mod Artilleriet paa langt større Afstande end tid ligere, blev Artilleriet nødsaget til ved en Forbedring af Skytset at se at erobre sin gamle Overlegenhed tilbage. Da det paa forholdsvis smaa Afstande led saa overmaade meget mere end tidligere, maatte dets Bestræbelser øjen synlig gaa ud paa at opnaa at faa en Sort Skyts, som ved forøget Rækkevidde og større Træfsikkerhed vilde sætte det istand til at skyde med ligesaa stor Virkning paa store Afstande, som det tidligere havde gjort paa de smaa Afstande. Da nu de glatløbede Kanoner ikke vare istand til at undergaa yderligere Forbedringer, saa frem kom de riflede Kanoner som en Nødvendighed.
Det korte Felttog 1864 forøgede det gunstige Indtryk, som de riflede Kanoner havde gjort, og dette blev yder ligere styrket ved Krigen 1866. I dette Felttog var det østerrigske Artilleri forsynet med en riflet Forladekanon af Bronze, medens Preusserne dels havde glatløbede Kanoner, dels riflede Bagladekanoner af Staal. Det tekniske Udbytte af Krigen var ringe. Dette skyldes til dels den Kjendsgjerning, at det preussiske Skyts, som i og for sig var det østerrigske overlegent, ikke blev saa godt betjent. De tarvelige Resultater, som det preus siske Artilleri opnaaede, tilskreves næsten udelukkende denne Omstændighed, medens Østerrigerne, der vidste, at deres Kanoner havde gjort god Nytte, heller ikke fandt nogen Grund til at gjøre Forandringer. Da derfor Krigen med Frankrig udbrød, stod det tydske Artilleri, skjøndt nu helt udrustet med Bagladekanoner, i teknisk Henseende paa samme Standpunkt som i Krigen 1866. I Krigen 1870—71 saa vi paa den ene Side gode Kanoner godt betjente, paa den anden Side slette Kanoner slet betjente. Det var da ganske naturligt, at Tydskernes Held i en væsentlig Grad blev tilskrevet deres Artilleris gode Vaaben, og en af de første Anstrengelser, som Franskmændene gjorde endog under selve Krigen, var, at forsyne deres Artilleri med bedre Skyts. Reffye-Kanonen — canon de 7 —, med hvilken en stor Del af de Batterier bleve ud rustede, som under Krigen bleve organiserede i Provind- serne, var i mange Henseender de tidligere Forlade kanoner langt overlegen; men selv den har maattet vige Pladsen for bedre Skyts. Ogsaa i Tyskland var det det første, man gik i Gang med efter Krigen, at indføre et fuldstændig nyt og mere virksomt Skytsmateriel. Men inden vi gaa over til at meddele, hvorledes dette blev gjort, kunde det være godt at gjøre mere detailleret Rede for, hvilke Hovedfejl det Skyts, som existerede før 1871, havde.
Det glatløbede Skyts udskød Fuldkugler, Granater, Granatkardætsker og Kardætsker. Af disse vare Granat kardætskerne i mange Krige anvendte med betydelig Virkning især af det engelske Artilleri, men de bleve ikke almindelig anvendte i de europæiske Feltartillerier, og i intet almindelig bekjendt Slag havde de gjort Epoke. Vi skulle derfor ikke omtale dem videre. Fuldkugler ere aabenbart af mindre Virkning ved Feltskytset, som jo hovedsagelig bruges mod levende Maal eller Maal, som ere lette at ødelægge. Tildels af den Grund adopterede Franskmændene canon Napoléon, som hovedsagelig kua udskød en c. 12 îfc’s Granat og ingen Fuldkugler. Hvad Skydning med Granater angaar, da stode de riflede Ka noner over de glatløbede, idet hine udskøde Granaterne med større Sikkerhed og paa længre Afstande; men paa den anden Side kunde de riflede Kanoner ikke skyde med Kardætsker, og Granaterne kunde paa Kardætskskuds Af stand ikke erstatte dem. Vel kunde man udskyde Kar dætsker af riflede Kanoner, men disses ringe Ladning gav en saa formindsket Begyndelseshastighed, at Virk ningen blev betydelig reduceret. Følgende Data ville vise dette klart.
Begyndelseshastigheden for den 12 ft’s og 9 ft’s Bronzekanon var henholdsvis 540 og 492m, men Be gyndelseshastigheden for Armstrongs 12 og 9 Punder var kun 350 og 322m. Som Følge deraf havde paa c. 700 Skridts Afstand — Kardætskskuds Afstand — det glatte Skyts Fordelen af en større Hastighed og en større Effekt. — Det første, der maatte gjøres, var derfor at forøge det riflede Skyts’s Virkning. Man maatte se at faa en Granat, der sprang i et større Antal Stykker, for at komme tilbage til den gamle Kardætskvirkning, samtidig med at denne sikrere blev bragt ud paa længre Afstande. Det første Skridt i denne Retning var Indførelsen af Armstrongs velbekjendte Segmentgranat. Denne Kon struktion gav Sikkerhed for, at den sprang i flere Stykker end den almindelige Granat. Saaledes indeholdt den 12 ft’s Segment-Granat 48 Stykker, af hvilke 42 Stykker, som hvert vejede 43gr-, hvert for sig afgav et anseligt Projektil, hvortil endnu kom Sprængstykkerne af Gra natens Vægge. En sædvanlig Granat af samme Kaliber vilde kun give 20 — 30 Sprængstykker. Men desuagtet var Segmentgranaten, skjøndt ganske vist en Forbedring, ingenlunde noget fuldkomment Projektil. Da den først fremkom, troede man, at den vilde fortrænge alle andre Projektiler, idet den paa een Gang opfyldte de forskjellige Fordringer, som man stillede til Granaten, Granatkar- dætsken og Kardætsken. Men det viste sig snart, at den kun ufuldkomment kunde tjene disse forskjellige, med hinanden i Strid staaende Maal. Segmentets uregelmæs sige Form gjør det mindre vel skikket til at gaa gjennem Luften. Dette i Forbindelse med Projektilets store Om drejningshastighed og Sprængladningens centrale Belig genhed foraarsagede, at Sprængstykkerne spredtes for meget og ikke kunde give kraftig Virkning i Dybden. Det var derfor nødvendigt, at Granaterne kreperede tæt ved Maalet, og at man maatte anvende et Perkussions- brandrør. Man fik ingen god Granatkardætskvirkning med den, naar man anvendte Tidsbrandrør, og som Kardætsk stod den ogsaa tilbage for den gamle Form. Tilmed for mindskede den ringe Sprængladning dens Brandvirkning betydelig i Sammenligning med den almindelige Granats. Derfor blev den kun undtagelsesvis adopteret af andre Stater, uagtet den som sagt i visse Tilfælde havde ube stridelige Fordele.
Det næste Skridt bestod derfor i at søge efter et andet Projektil med større Virkning, og saa vendte man sig til Granatkardætsken.
Ligesom man i England først havde erkjendt Nød vendigheden af at forøge Antallet af Granatens Spræng stykker, saaledes var det ogsaa først i England, at man adopterede Granatkardætsken for det riflede Skyts. Men nu afhænger Virkningen af en Granatkardætsk, naar ellers alt Andet er lige, af dens Hastighed i Sprængøjeblikket o: af den Hastighed, som Kuglerne erholde, naar de blive fri. Og denne Hastighed afhænger atter af Begyndelses hastigheden og af Projektilets Evne til at overvinde Luftmodstanden. Ved Granaten derimod maa man tage med i Beregningen ikke alene Hastigheden i Sprængøjeblikket, men ogsaa den Virkning, som Sprængladningen udøver paa Sprængstykkerne.
Ved Granatkardætskerne maa man altsaa lægge Vind paa en stor Begyndelsesliastighed. — Saa snart man derfor hos os gik i Gang med at anstille Forsøg for at erholde en for Indien passende Kanon, besluttede man strax at gaa ud fra en Begyndelseshastighed, der var betydelig større end den hidtil forsøgte. Lignende Grunde have paa samme Maade fremkaldt Fremskridt i andre Landes Artilleri. Naar man ser tilbage paa Felt- artillerispørgsmaalets tidligere Historie, er det interessant at se, hvorledes det riflede Skyts’s større Træfsikkerhed rent synes at have ladet træde i Baggrunden den Fordel, som man opnaaede ved en stor Begyndelseshastighed, nemlig et større bestrøget Rum. Da hos os de riflede Kanoner bleve indførte, havde det mangelfulde Baglade- Syslem, som ikke tillod Anvendelsen af store Ladninger, endel med dette Spørgsmaal at gjøre, og i Tydskland har den samme Omstændighed vist heller ikke været uden Indflydelse, samtidig med at ogsaa selve Kanon-Materialet — de dengang støbte massive Staalkanoner vare ikke saa gode som nu — spillede en vis Rolle. 1 hvert Fald se vi, at de riflede Kanoner ved deres første Fremkomst kun havde en Ladningskvotient af 1/8 —1/9. Den følgende Tabel angiver Ladningskvotienten, Begyndelseshastigheden og Granatens Vægt for Felt artilleriets Skyts i de forskjellige europæiske Stater paa den Tid, som vi her tale om.
Men af de gamle glatløbede Kanoner — med deres Ladningskvotienter, der varierede fra x/a til Vé — gav 12 Punderen — Ladningskvotient lk — en Begyndelsesh. af 540m- og 6 Punderen — Ladningskv. 1U — 452m-. Saa snart man imidlertid var bestemt paa igjen at indføre Granatkardætsker, maatte Begynd.-Hast. øjensynlig forøges, og Overgangen til de større Ladninger blev lettet ved de betydelige Fremskridt, man imidlertid havde gjort baade m. H. t. Behandlingen af Skytsmaterialet og til selve Kon struktionen.
Det første store Skridt i den ønskede Retning blev gjort ved Indførelsen af den 9 fb’s Kanon til Brug i Indien. Denne Kanon med sin Begynd.-Hast. af 42lm- viser en betydelig Overlegenhed over det i foranstaaende Tabel angivne Skyts, hvis Projektil omtrent er det samme. Og efter at man nu havde viist, hvad der kunde gjøres i denne Retning, gik man snart videre. Men Bronze skytset viste sig i flere Henseender uheldigt. Det var for tungt, og Materialet var for uensartet i sin Textur. Man tyede derfor til Staal og Smedejern. Staaltuber vare allerede tidligere anvendte af os til Kanoner, og paa Fastlandet kom dette Materiale hurtig til Ære. I England tog man sin Tilflugt til Staalcylindre, der bleve omlagte med Smedejerns-Coils, en Konstruktion, der viste sig meget anvendelig saavel for store som for smaa Kanoner, medens de fleste andre Nationer alene benyttede Staal. Men der var stor Forskjel paa den Maade, paa hvilken Fremskridtene bleve gjennemførte. Medens vi vendte tilbage til Forladekanoner, antog alle fremmede Nationer, som ikke tidligere havde haft dem, Bagladere. Denne Frontforandring for vort Vedkommende skyldtes navnlig en Rapport fra en Komite af Artilleriofficerer af højeste Rang i Aaret 1866, som udtalte den Dom om Baglade- kanoner som Udrustning for Feltartilleriet, at de ikke besade noget Fortrin fremfor Forladere og til samme Tid vare mere komplicerede. Denne Omstændighed i Forbin delse med Vanskeligheden ved at forfærdige og reparere Armstrong-Bagladekanoner i Indien synes at have ført til Forsøget med Bronzeskytset til Tjeneste i Indien. Re sultatet var, at England, som havde været den første til at antage Baglade-Feltkanoner, nu gik tilbage til For ladere.
Og naar man tager de forskjellige Omstændigheder paa den Tid i Betragtning, var dette Omslag i Meningerne ikke saa ganske uden Grund. Armstrongs Bagladesystem var meget ufuldkomment og kompliceret, Preussen var den eneste Stat, som dengang havde Baglade-Felt kanoner, og uagtet dets Kanoner vare gode, var det dog sikkert, at de paa ingen Maade vare bedre end de 9 og 16 St’s Forladere, som man sluttelig foreslog at antage i England. Tvertimod maa man indrømme, at 16Punderen var et virkeligt Fremskridt i Sammenligning med den gamle Model for den preussiske 9cm- Kanon, medens de Bagladesystemer, som i Preussen de 8 og 9cm- Kanoner vare forsynede med, især de sidste, ingenlunde kunde kaldes fuldkomne. Tager man dernæst i Betragtning, at der — da Komiteen afgav sin Rapport — ikke existerede noget virkelig godt Bagladesystem, og at man ikke kunde forudse den Retning, som Fremskridtene i Artilleriet vilde tage, saa kan man ikke undre sig over, at man tog den Beslutning at vende tilbage til Forladerne. England var baade i sin gode Ret, da det antog Armstrong- Systemet, den Gang det blev antaget, som da det senere antog den nuværende Udrustning med Forladere. I begge Tilfælde var Resultatet den Tids bedste Skyts, og efter en fransk Komites Udsagn, som udtaler sig om Resultaterne af en udtømmende Række Experimenter, som i Aaret 1872 bleve anstillede med en 8 Ctn. tung 9 ffc’s Kanon, var Woolwich-Materialet i det Hele taget et Feltartilleri- Materiale af 1ste Klasse.
Ulykkeligvis staar Artillerispørgsmaalet lige saa lidt længe stille, som nogen anden Gren af Krigskunsten. De vedvarende Fremskridt med Hensyn til den mekaniske Færdighed stille Kanonerne fra 1870 langt tilbage for dem fra 1880, og uden Tvivl ville de Kanoner, som vi nu konstruere, atter blive overtrufne.
Vi have sagt, at Krigen 1870—71 førte til en For andring af Tydsklands Feltskyts. Vel var der før denne Krig gjort Forsøg med Skyts af forbedret Konstruktion, men det var dog uden al Tvivl de i denne Krig vundne Erfaringer, som klart godtgjorde Nødvendigheden af en større Virkning af Artilleriet*).
Men derfor maa man ingenlunde tro, at de tydske Kanoner ikke havde stor Indflydelse under Kampen, eller at de ikke ved forskjellige Lejligheder skulde have bidraget væsentligt til Sejren. Thi franske Beretninger tilskrive det tydske Artilleri 20 % af deres Tab. Men man indsaa og tilstod, at ligeoverfor de ny Haandvaaben og ligeoverfor Brugen af Infanteriilden paa de store Afstande maatte Artilleriet paa sin Side ogsaa gaa frem. Man søgte at naa større Virkning ad 3 forskjellige Veje. Først bleve de lette Feltbatterier afskaffede og en svær Kanon antaget for alle Batterier. For det andet forøgedes Virkningen derved, at denne udskød sværere Projektiler med større Ladniuger, som gave betydelig større Hastigheder, og endelig blev Granaternes Sprængvirkning forøget og en Granatkardætsk indført. Med disse Forbedringer ere senere de større europæiske Stater fulgte efter.
Før vi imidlertid betragte Resultatet af disse For bedringer og den Retning, i hvilke yderligere Fremskridt skulle gaa, vilde det være rigtigst at give en Beskrivelse af de forskjellige europæiske Feltartilleriers Udrustning.
Begynde vi altsaa med Tydskerne som dem, der først indlode sig paa Fremskridtene, saa ere deres Feltkanoner af Støbestaal og paa den bageste Del forsynede med en Kappe af samme Materiale. Baglademekanismen er den bekjendte Rundkeil-Verschluss, der bestaar af en cylindro- prismatisk Kile, som ved Hjælp af en paa den halve Side afskaaret Skrue, der staar lodret paa Sjælelinien, bliver presset ind paa sin Plads. Tætningen frembringes ved en Ring af blødt Staal, hvilken virker efter Broadwell- Princippet, og som bagtil ligger an mod en Staalplade, der sidder i Kilen.
De russiske Kanoner og de italienske 9cm- Kanoner ere af lignende Konstruktion, og disse, saavel som de tydske, faa de forskjellige Regeringer fra Krupp i Essen. Baglademekanismen ved disse — ligesom ogsaa ved den italienske 7cm- Kanon — er omtrent som den ved de tydske Kanoner anvendte.
De franske Kanoner ere ogsaa af Staal og ere paa den bageste Del forstærkede med 6 Ringe af et blødere Staal, hvilke ligesom i England lægges varme paa. Den italienske 7om- Kanon er af Bronze.
De østerrigske Kanoner ere af den saakaldte Staal- bronze. Denne er en Legering af 92 Dele Kobber og 8 Dele Tin. Kanonerne støbes i kolde Jernformer, og Sjælens Vægge hærdes og sammentrykkes ved, at Staal- cylindre drives igjennem den. Paa denne Maade forandres Materialet saaledes, at det indenfra udefter befinder sig i den Tilstand, som bedst er istand til at modstaa Krudtets explosive Kraft. Baglademekanismen ligner den tydske kun med den Forskjel, at Kilen bagtil ikke er rund, men den bageste Kileflades Kanter ere af stumpede. — De franske Kanoners Baglademekanisme frembyder forskjellige Ejendommeligheder. Den bestaar af en massiv Skrue, som kan udløses af Skruemoderen i Kanonen derved, at Gængerne begge Steder ere bort- høvlede paa hveranden Sjettedel af Omkredsen, saaledes at altsaa en Sjettedel-Omdrejning bevirker, at Skruen kan trækkes ud af Kanonen. Tætningen besørges af en paddehatformet Staalplade, hvis Stilk gaar igjennem Bund- skruen og har et vist Spillerum i Axens Retning, og af den elastiske Tætpude. Denne sidste bestaar af en tyk Kage af 65 °/o Asbest og 35 °/'o Talg. Kagen er overdækket med Lærred og indesluttet mellem 2 Tinskaale, forstærkede med Messingringe. Denne Pude sidder paa den padde- hatformede Staalplades Stilk, mellem Hattens Bagflade og Bundskruens Forflade, og vil paa Grund af sin Elasticitet spærre for Gassen, naar Skuddet affyres. Kanonerne have central Antænding gjennem den paddehatformede Plades Stilk.
Den tydske, russiske og den italienske 9cm- Kanon have Fænghullet gaaende igjennem Baglademekauismen, og Ladningen kan ikke antændes, før denne er helt lukket. Den østerrigske og den italienske 7om- Kanon have Fæng hullet gaaende gjennem selve Kanonen. De østerrigske, tydske, italienske og russiske Kanoner anvende 3 Slags Projektiler, nemlig Ringgranater, Granatkardætsker og Kardætsker. De franske have ligesom de engelske al mindelige Granater — Forsøg med Ringgranater ere i Gang —, Granatkardætsker og Kardætsker. De dobbelt- væggede Ringgranater fortjene speciel Opmærksomhed. Den indre Væg bestaar af et vist Antal ovenover hinanden liggende Ringe, der indvendig ere glatte, men udvendig have en Række pyramideformede Tænder. Den ydre Væg er støbt over disse Ringe og tjener til at holde dem sammen. Med denne Konstruktion give Granaterne 4—5 Gange saa mange virksomme Sprængstykker som de engelske.
De østerrigske, italienske og russiske Granatkar dætsker have Sprængladningen anbragt ved Projektilets Bund. Ved de tydske Granatkardætsker er den anbragt i Midten. Den Model til Granatkardætsk for den 9cra- Kanon, som foreløbig er antaget i Frankrig, er væsentlig forskjellig fra de andre Nationers. Den bestaar af 9 over hinanden liggende Rækker af Jernkugler (8 i hver) og 3 Ringe af Segmenter, af hvilke 2 ligge over Kuglerækkerne og 1 under dem. Omkring disse støbes nu en Ydervæg, der altsaa holder dem paa deres Plads. Ladningen ligger i Projektilets Midte. For Øjeblikket er endnu ingen Granatkardætsk definitivt antaget for den 8cm- Kanon. Man har foretaget Experimenter med Projektiler, der ere en Kombination af Granatkardætsk og dobbeltvægget Granat. De østerrigske Kanoner føre endnu Brandgranater med sig. De østerrigske, franske, italienske og russiske Pro jektiler styres ved Kobberringe. Tydskerne ere bleven staaende ved den tynde Blykappe, som Englænderne ogsaa anvende ved Armstrong-Granaterne.
Vi skulle her henlede Opmærksomheden paa den simple Maade, som Franskmændene anvende for at be fæste Kobberringene paa Projektilerne. Ringen bliver nemlig anbragt i Granatformen og saaledes støbt ind i Granaten. Indvendig er Ringen 12kantet, hvorved den hindres i at dreje sig rundt. Ved de andre Nationers Projektiler blive Ringene pressede ind i Riller, der ud drejes paa Projektilets Omkreds, hvilket aabenbart er en omstændeligere og dyrere Fremgangsmaade.
Lavetterne til de østerrigske Feltkanoner ere af Staal, medens den tydske, russiske og italienske 7cm- have dem af Jern. De franske Lavetter ere dels af Jern, dels af Staal, men hovedsagelig af det sidste Materiale, hvoraf saaledes Lavetvæggene ere gjorte. Den italienske 9cm' Kanon har en Trælavet. Forstillingerne til alle de oven nævnte Kanoner ere af samme Materiale som Lavetterne. Forstillingerne aabnes ved de tydske, russiske og øster rigske Kanoner og ved den italienske 7cm- bagtil. Begge de franske og den italienske 9cm- Kanon have Forstillinger af sædvanlig Konstruktion. Samtlige ovennævnte Affutager have Gaffelstang og Hjul med Metalnav.
M. H. t. Riffelgangene er der ikke meget at bemærke. Alle Kanonerne have mange, ikke dybe Rifler med ens formig Stigning undtagen de franske, som have progres sive Rifler.
Tabel A giver de vigtigste Data, som ere nødvendige til Sammenligning af de forskjellige Feltskytssystemer, saaledes som de nu ere i de store europæiske Stater.
Alle Kanonerne ere Bagladere med Undtagelse af de engelske. Det er maaske knapt Umagen værd at komme tilbage til det meget omtalte Spørgsmaal, Forlader contra Baglader. Men for dem, som ikke fuldstændig ere inde i de Argumenter, der anføres fra de 2 Sider, kunde det maaske være hensigtsmæssigt at omtale det kortelig.
Først maa man da indrømme, at hvad angaar Skyde- præstationerne, saa er der ikke meget at vinde ved Bag- ladekanoner, endskjøndt man vil finde, at hvis man kon struerede to aldeles ens Kanoner, men lod den ene være en Forladekanon med alle Nutidens Forbedringer, og den anden en Bagladekanon efter de nyeste Principper, denne sidste dog vilde have lidt Fortrin m. H. t. Begyndelses hastigheden og Træfsikkerheden. Men Gevinsten er saa lille, at den alene ikke vilde retfærdiggjøre en fuldstændig Forandring i Udrustningen ved at antage Bagladekanoner, som utvivlsomt ere mere komplicerede end Forladekanoner af samme Beskaffenhed som de engelske 9 og 16 Pundere. Men ulykkeligvis ere de moderne Forladekanoner ingen lunde af en saa simpel Konstruktion som disse.
Et af de største Fremskridt i den moderne Skyts konstruktion blev gjort ved den Opdagelse, at det for at faa en ensformig Skydning er nødvendigt, at Ladningen stedse indtager samme Rum. De nyeste Kanoner ere ogsaa, saavel For- som Bagladere, forsynede med et større Krudtkammer for at erholde en større Begyndelseshastighed og derved større Skudvidde og en rasantere Bane — uden i tilsvarende Grad at friste Kanonen mere. For nu at kunne bruge et større Krudtkammer og at sikre sig, at Lad ningen stedse indtager det samme Rum, er det nødvendigt, at Projektilet hver Gang bliver bragt paa samme Plads ved Ansætningen. For at opnaa det, har man fundet det nødvendigt ved Forladerne at indsnevre Løbet lige foran Krudtkammeret. Derfor bliver det vanskeligt at viske dette, da Viskerkolben maa være smal nok til at gaa igjennem Indsnevringen, og der opstaar da den Ulempe, at der kan blive brændende Rester tilbage i Krudt kammeret.
Men ved en Baglader kan Krudtkammeret, naar Me kanismen er aabnet, let overses og omhyggelig udviskes. Det fremgaar heraf, at Forladerne i deres nyeste Skikkelse have en Mangel, som ikke hæfter ved Bagladerne. Bag- lademekanismen gjør ganske vist disse mere komplice rede end hine. Men man maa i den Henseende erindre, at Baglade-Feltkanoner nu ere anvendte i 3 Krige, den østerrig-preussiske, den tydsk-franske og den russisk tyrkiske. Medens Preusserne baade 1866 og 1870—71 havde Bagladere, havde Østerrigerne Forladere i 1866 og opgave dem først i 1870-71. Franskmændene have gjort det samme. Russerne og Tyrkerne havde Bagladere og have dem endnu. Man maa derfor indrømme, at Bag laderne have været ganske gode Prøver underkastede, og at de, der have forsøgt dem, holde paa dem og ikke anse dem for komplicerede. Man har ofte imod dem anført, at i den fransk-tydske Krig havde Tydskerne en stor Del Kanoner, som bleve ubrugbare, fordi Baglade- mekanismen kom i Uorden. Men man maa huske paa, at den allerstørste Del af dem bestod af 9cm- Kanoner, som vare forsynede med den forældede Wahrendorff'ske Mekanisme. Kun faa Kanoner af Krupps System bleve ubrugelige, og siden dette senere er bleven yderligere forbedret, har, saa vidt vi vide, ikke en eneste svigtet. Baade Krupps og Vavasseurs, baade det franske og det af Sir William Armstrong anvendte Princip, hvilket sidste er en Modifikation af det franske, ere fuldkommen istand til at levere et paalideligt System af Bagladekanoner. Da den tidligere omtalte Komite udtalte sig imod Bagladere, saa havde den fuldstændig Ret. En virkelig brugbar Baglademekanisme for Feltkanoner var den Gang ikke bekjendt, og Komiteens Rapport kan anses for en Rap port respektivt over de første Armstrong-Feltkanoners
Fordele og deres utvivlsomme Fejl, som imidlertid ikke alle maa skrives paa Baglademekanismens Regning, og over de forbedrede Forladekanoner, som den Gang bleve konstruerede. Men Standpunktet for 16 Aar siden har nu ingen Indflydelse paa Spørgsmaalet. Bagladere ere i visse Maader mere komplicerede, men de ere ikke saa farlige som Forladere af den Grund, som vi nys have lært at kjende, og de besidde andre utvivlsomme Fordele.
For at begynde med Projektilerne, saa ere Bagladerne nu riflede saaledes, at hvis man skulde konstruere Forladere efter de samme Principper, saa maatte Pro jektilerne forsynes med en udvidelig Føreindretning, som er langt mere kompliceret end den af F’ranskmændene anvendte Kobberring, der, som ovenfor omtalt, under Støbningen befæstes paa Granaten. Fremdeles kunne de lange Granater med mindre Spillerum, som nu bruges, let klemme sig fast, naar de skulle passere hele Løbets Længde fra Mundingen af. Dette kan ikke ske ved Bag ladere. Dernæst existerer ikke mere den Fordel, som man tidligere tillagde Forladerne, nemlig at Brandrørene vare simplere. Thi ved de nyeste Forladere maa man benytte de samme Tidsbrandrør, som ved Bagladerne, nemlig saadanne, som have en speciel Tændemekanisme, da Flammen fra Krudtladningen ikke kan naa at tænde Brandrøret, naar Spillerummet er meget lille. Endelig besidde Bagladerne i Sammenligning med Forladerne en Fordel, som nu, da vor Tid har medført større Virkning af Infanteriilden paa store Afstande og en udvidet Anvendelse af Granatkardætsker, er af største Vigtighed, og det er, at Betjeningsmandskabet er bedre dækket, da det ikke behøver at gaa frem foran Skytset for at lade. Paa Bagladere kan man anbringe tynde Staalskjærme, bag hvilke Konstablerne, sikrede mod al Geværild, kunne betjene Skytset. Dette kan ikke gjøres ved Forladere, hvor de ladende Numre maa gaa frem foran Skytset. For at vise, hvor let Betjeningsmand skabet kan blive dækket, behøve vi blot at sige, at det ved Forsøg er godtgjort, at Staalplader af c. 4mm Tyk kelse beskytte imod Projektiler fra et Henry-Martini Gevær paa 100 Skridt.
En Kvadratfod af disse Plader vejer omtrent 3kg:' og vilde beskytte baade mod Infanteri- og Granatkardætskild. Pladerne give ingen Splinter. Granater med Perkussions- rør, som ramme Pladerne, give ikke alene ingen Splinter, men synes endog først at krepere bag Betjeningsmand skabet. Det er efter det ovenfor Udviklede ingen Tvivl un derkastet, at ogsaa England maa følge den almindelige Retning og gaa over til Baglade-Feltkanoner. Det vilde være overflødigt nu at gjentage de i Tidens Løb frem satte Indvendinger, som i de sidste 15 Aar have gjort deres Skyldighed. Det er en Kjendsgjerning, at der findes mere end 10,000 Baglade-Feltkanoner i Europa, af hvilke de 8000 ere forfærdigede af Krupp eller i det mindste efter hans System. Man kan umulig tro, at, naar dette System var saa upaalideligt, som det ofte paastaaes i England, enhver stor Nation med Undtagelse af Frankrig da skulde have antaget det. Franskmændene havde deres gode Grunde for ikke at tage deres Kanoner fra Tydskland. Men de have selv efter en Række om hyggelige Forsøg med vore Kanoner ikke et Øjeblik tænkt paa at antage Forladere. Grunden dertil vil nu være klar, nemlig, at et Projektil af en given Vægt bedre ud skydes af en Baglader end af en Forlader, og at de første besidde den Fordel, at de betjenes sikrere og tillade Mandskabet at være dækket.
Hvad Lavetterne angaar synes vi ikke at have meget at lære af andre Nationer. Men ved den russiske Lavet er der en Indretning, som synes at være værd at lægge Mærke til. Ved de nyere Kanoner med deres store Begyndelseshastighed er Rekulen meget stor, og der maa hæmmes for at lette det idelige Arbejde med at bringe Kanonen frem. Gjør man dette ved at bræmse Hjulene, bliver Lavetten meget anstrengt. At undgaa dette er Øjemedet med den russiske Indretning. Axlen er anbragt saaledes, at den kan bevæge sig frem og tilbage i en Udskæring under Lavetvæggene. Fra Axelarmenes Sam menstød med Axeldammen gaa 2 stærke Jernstivere til bage til Lavetsvandsen, hvor de forenes ved en Tverbolt, som er befæstet til den ene Ende af en elastisk Buffer, hvis anden Ende fastholdes ved en Rigel, der ligger mellem Lavetvæggene. Ved Skuddets Afgang rekulerer Kanon og Lavet, medens Axlen i første Øjeblik bliver staaende stille. En Del af Rekulens Kraft absorberes af Bufferen, og først da begynder Axlen med Hjulene at bevæge sig tilbage, hvorved altsaa Tilbageløbet bliver endel mindre. Lavetten skal have viist sig meget god i Praxis og er bleven indført i hele det russiske Felt artilleri. Den er ogsaa med Held bleven forsøgt i England.
Med Hensyn til Projektilforsyningen saa medføre vi et meget større Procentantal Granatkardætsker end Preusserne og Østerrigerne, som have to Granater for hver 1 Gra- natkardætsk, medens Italienerne og Russerne omtrent have lige mange af begge. Grunden hertil skyldes uden Tvivl for en stor Del den Omstændighed, at disse Nationers Granater, som ovenfor omtalt, give et betydelig større Antal Sprængstykker end vore. Vore give 30—40 virk somme Sprængstykker, de andre Nationers 120—150. Granaterne kunne derfor paa en vis Maade træde istedenfor Granatkardætsker.
Hvad Virkning vil nu Anvendelsen af det Feltartilleri, som nu udgjør de kontinentale Artilleriers Udrustning, udøve? Endnu er ingen europæisk Krig udkæmpet dermed, og vi kunne derfor kun dømme efter Skydepladsens Resul tater. Vel anvendte Tyrkerne Skyts, som i Virkeligheden var det samme som det, med hvilket det preussiske Artilleri er bevæbnet, men man maa huske paa, at man ikke kan vente saa gode Resultater af daarlig uddannede tyrkiske Soldater, som man vilde opnaa, naar det samme Skyts betjentes af godt uddannede Artillerister. I eet Punkt er dog den Lære, der kan drages af denne Krig, meget vigtig — den viser Granatkardætskildens Værd. De russiske Beretninger stemme alle overens i dette Punkt, og man vil finde, at det russiske Artilleri fører forholdsvis flere af disse Projektiler med sig end de fleste andre kontinentale Magter.
Skydningen med Granatkardætsker og Granater, som ere saaledes konstruerede, at de give et Antal Spræng stykker, der er 4 eller 5 Gange saa stort som ved de i England anvendte Projektiler, og som udskydes af Skyts, som giver en stor Begyndelseshastighed, kan ikke undgaa at for øge Artilleriildens Virkning i høj Grad. Selv i tidligere Krige, hvor Skytset blev godt anvendt o: i Masser, har som bekjendt dets Virkning været meget betydelig. I Krigen 1870—71 vare 20% af de franske Tab foranledigede af det tydske Artilleri. Ifølge Forsøg, der fornylig ere an stillede i Frankrig, er Virkningen af en Divisions 4 9™- Batterier paa 1000 à 1200m- lig Virkningen af Divisionens Infanteri, formeret til Angreb. Vore egne Forsøg i Oke- hampton vise ogsaa, at man kan opnaa store Resultater af godt betjent Skyts.
Det er utvivlsomt Tendensen i den moderne Krigs førelse at tillægge et virksomt Artilleri stor Værdi. Infanteriilden er nu saa frygtelig og føres ud paa saa store Afstande, at det er bleven absolut nødvendigt, i samme Maal at forøge Artilleriets Skudvidde. Det er naturligvis vel bekjendt, at Virkningen af Artilleriets Ild tiltager, jo mindre Afstanden bliver, men den er dog mere end Infanteriilden istand til paa store Afstande at udvikle stor Kraft. Saaledes vil Virkningen af Artilleriets Ild paa 3000 Skridt være meget betydelig, medens Infanteriets paa den Afstand næsten har tabt al Betydning. De tid ligere omtalte franske Forsøg vise, at Forholdet mellem det ved Artilleri og ved Infanteri opnaaede Antal Træffere voxer fra at være det dobbelte paa 800m- til at være 7 Gange saa stort paa 1800m-. Disse Resultater ere op naaede med Granatkardætsker eller Granater, som gave mange Sprængstykker og vare forsynede med Perkus- sionsrør. Tabel B giver en Række Data, som tjener til at vise Træfsikkerheden ved det nyere Feltskyts. Tabellen taler tydlig nok og behøver ikke nogen Kommentar. Efter saaledes at have givet en Beskrivelse af de vigtigste europæiske Feltartilleriers Udrustning, skal jeg nu omtale de nyeste Feltkanoner, som ere bleven kon struerede af forskjellige velbekjendte Kanonfabrikanter.
Det er klart, at Kanonfabrikanten m. H. t. Fremskridt, der nødvendiggjør betydelige Forandringer i Fabrikationen, befinder sig i en ganske anden Stilling end et Regerings departement. Kanonfabrikanten behøver kun at have sin egen Fordel for Øje, og han staar sig bedst ved at sørge for, at hans Kanoner til enhver Tid ere Andres overlegne. Men for Regeringsdepartementet er Hovedopgaven Fabri kationen afVaaben af en given Model. Kanonfabrikanten kan ændre sin Model efter de Kunder, han har at gjøre med, og saaledes stadig gjøre Fremskridt, medens De partementet maa tage Hensyn til Yaabnets berettigede Fordring paa Ensformighed i Materiellet. Deraf fremgaar, at Departementet altid vil være tilbøjeligt til at være mere eller mindre konservativt, fordi det kjender Vanskelig hederne og Omkostningerne ved idelige Systemforandringer. En Lejlighed for et Regeringsdepartement til at vise sin Dygtighed er en fuldstændig Forandring i Udrust ningen, saaledes som vi snart ville se den foregaa i vort Feltartilleri. Derfor er det meget nyttigt at give Oplys ninger om de Fremskridt, som Privatfabrikanter gjøre, for at de ikke skulle blive oversete af dem, hvis Pligt det er at overveje de Forslag, der fremkomme fra alle Sider. Og naar man paa samme Tid sætter dem, som ikke specielt have studeret Artillerispørgsmaal à jour med det, hvorom Sagen drejer sig, bliver Departementets Stilling atter styrket, og det bliver, idet der vises, hvad Andre have udrettet, istand til at gjøre ikke et lille, men et stort Skridt fremad.
Tabel C giver de væsentligste Dimensioner paa de Kanoner, som Armstrongs, Krupps og Vavasseurs store Fabrikker fornylig have leveret, tilligemed nogle Oplys ninger over de sidste i Woolwich forfærdigede Forsøgs kanoner.
Armstrongs 9 Pundere og Krupps 7,5cm- Kanoner kunne anses for de bedste og nyeste Modeller af let Feltskyts. Den kruppske Kanon er i alle vigtige Punkter, hvad Fabrikationen og Baglademekanismen angaar, den samme Kanon, som i de sidste Aar er udgaaet fra Essen, og med hvilken næsten alle Europas Feltartillerier mere eller mindre ere udrustede. Den adskiller sig kun derfra ved, at den er lettere og i Forhold til sin Vægt kraftigere end nogen anden let Feltkanon i Europa. Armstrong- kanonen kan anses for en Type paa Armstrongssystemet i dets nyeste Udvikling. Den er af Staal med Smede jernskappe , og Baglademekanismen ligner noget den fmnske, idet Hovedbestanddelen er den franske Bund skrue. Men Tætningen tilvejebringes ved en flad Staal- skaal, som sidder paa Bundskruens forreste Flade, og Skaalens Kanter, som udvides ved Krudtgassens Tryk, forhindre paa en heldig Maade Gassens Undslippen. Begge Kanonerne give en meget stor Begyndelseshastighed, de medføre et stort Antal Projektiler i Forstillingen, medens Belastningen for hver Hest ved dem begge er mindre end ved nogen anden for det ridende Artilleri bestemt Kanon.
For at vise, hvad Armstrongkanonen kan præstere, give vi Resultaterne af efterfølgende Forsøg, der ere ud førte med en Kanon, der næsten er ganske ens med den i Tabellen angivne, men som er en Forlader. Det er imidlertid sikkert, at Bagladeren vilde give fuldstændig lignende Resultater som dem, der nu skulle anføres. For at prøve Træfsikkerheden, bleve to Skudrækker af fyrede mod en Skive 2,75m- i Kvadrat paa c. 1000m- Afstand. Alle Skud traf Skiven og gave en Middel-Højdeafvigelse af 0,39“■ en Middel-Sideafvigelse af 0,l5m-, Ved en anden Lejlighed vare disse Afvigelser henholdsvis 0,29m- og 0,l7m-. Derefter bleve Forsøg anstillede for at prøve Virkningen af en ny Granatkardætsk. En Række af Skiver vare saaledes opstillede: Den første stod paa 1000m- fra Mundingen og var c. 13m' lang, 2,75m- høj og c. 2cm- tyk; 18m- bagved stod en lignende Skive, som var 16m- lang, og atter 18m- længer borte en tredie Skive paa 18m- Længde. Imod disse Skiver bleve 16 Rækker à 6 Skud affyrede med Granatkardætsker med kombinerede Tids- og Perkussionsrør. Træffernes Antal vare :
Dette giver for 6 Skud 210 Gjennemslag eller, naar Anslagene regnes med, 229 Træffere.
Da 97 °/o af Træfferne i den første Skive vare Gjen nemslag, er det klart, at Granatkardætskkuglerne havde tilstrækkelig Hastighed for at gjøre en Mand ukampdygtig. Træfferne vare ikke indskrænkede til Midtedelen af Skiven, men vare fordelte over hele Skiven, hvilket viser, at Gra- natkardætskerne funktionerede godt.
For at vise, hvad selv en lille Kanon kan udrette, give vi nedenfor Resultaterne af nogle fornylig anstillede Forsøg med en Krupps 6,6cm- Bjergkanon til at skille ad. (Se Tabel C.) 3 Skiver med c. 2,75m- Højde og 30mLængde stode paa 1000m-Afstand med indbyrdes Afstand af 15m-. 9 Rækker Granatkardætskskud med Tidsrør gave følgende Resultater:
Dette giver c. 90 Gjennemslag pr. Række eller 105 Træffere, naar Anslagene tælles med, og man maa vel erindre, at det er en Bjergkanon. Den 10. Række var endnu bedre, da Træffernes Antal beløb sig til 160, af hvilke 147 vare Gjennemslag. Man kan rolig sige, at disse Resultater, som de to Fabrikanter saaledes have naaet, hidtil ikke have været ansete for mulige.
De ved disse to Tilfælde anvendte Granatkardætsker fortjene Opmærksomhed. Armstrongs er en Staalcylinder med Bund af Smedejern, og foran paa Staalcylinderen er indskruet et Hoved af Fosforbronze. Ladningen ligger fortil i Projektilet. — Den kruppske Granatkardætsk er helt af Smedejern, og Ladningen er anbragt ved Bunden. Føringen tilvejebringes ved en Kobberring, som ikke langt fra Projektilets Bund drives ind i en Rille. Dette System blev opfundet i 1866 af J. L. Vavasseur ved Lon doner Skytsstøberiet og er antaget af alle europæiske Magter med Undtagelse af England. Armstrong-Granat- kardætsken føres v. H. af den Indretning, som er al mindelig bekjendt under Navnet Elswicker Kanonfabriks gas-check. Den bestaar af en 2,5cm- høj Kobberring, som er loddet paa Projektilbundens nederste, udskaarne Del og med en Læbe griber om denne. I denne Ring er der uddrejet 2 Riller, for at Felterne lettere kunne skære sig ind i Ringens Metal.
Den 7 ffc’s Armstrong-Kanon og Krupps 6,5om- Kanon fortjene speciel Opmærksomhed, da der ved dem er anvendt en ny Opfindelse, hvis Omfang man endnu ikke er istand til helt at overskue. Begge disse Kanoner skulle bruges i Bjergkrigen ogbestaa af 2 Dele, som kunne skrues sammen. Paa den Maade kan Kanonen deles i 2 let haandterlige Dele, som hver især kunne bæres af et Muldyr. Ved Arm- strong-Kanonen vejer hver Del 90k?-. Naar de ere skruede sammen, hvilket let og hurtig lader sig gjøre, saa faar man en Kanon, som i Træfsikkerhed og Hastighed langt overgaar alt, hvad man kan opnaa med en Bjergkanon af sædvanlig Konstruktion, da dennes Længde og Vægt nødvendigvis ere begrændsede derved, at den skal kunne bæres af Muldyr. Den nys beskrevne Armstrong-Kanon er med overordentlig Fordel bleven anvendt i Afghanistan.
Den IB ffi’s Armstrong-Kanon og den 13 ff’s Woolwich- Bag- og Forladekanon, hvilke næsten ere ens konstruerede og næsten give de samme balistiske Resultater, kunne anses for de sidste officielle Forsøg for det britiske Feltartilleris ny Udrustning. Baglademekanismen er den samme, som allerede er beskreven ved Armstrong-Kanonen. Forladeren adskiller sig fra de tidligere konstruerede Felt kanoner ved flere vigtige Enkeltheder. Den er meget længre end de tidligere Kanoner. Man har anvendt et forstørret Krudtkammer i den Hensigt at opnaa større Begyndelseshastighed og derved større Skudvidde, et større bestrøget Rum og mere Virkning uden i tilsvarende Grad at friste Kanonen mere. Kanonen har mange Rifler og til Føring af Projektilet tjener en Kobberexpansions- bund (gas-check). Ved Hjælp af en Rille er Expansions- bunden fæstet til Projektilet, og radielle Furer paa Bund fladen forhindre, at Expansionsbunden kan dreje sig paa Projektilet. For at forebygge, at Projektilet gaar ind i Krudtkammeret, er dette foran indsnevret saaledes, at der opstaar en Slags Afsats i Sjælen.
Disse Kanoner have en betydelig Overvægt over baade de til Tjeneste værende 9 Pundere og 16 Pundere (se Tabel B), men*de ere ikke et Udtryk for, hvad det nyere Feltartilleri kan præstere, og det er ingen Tvivl underkastet, at de ville blive overtrufne af de Vaaben, som i Fremtiden ville blive det britiske Feltartilleris Ud rustning, og som skulle slaaes fast ved de Forsøg, som nu blive anstillede. Fremtids Kanonen vil sikkerlig blive en Baglader, da 13S>’s Forladeren har nogle Fejl, som ville undgaaes ved et Bagladesystem. Dette er allerede antydet ved Undersøgelsen af For- og Bagladekanonernes Fordele og Mangler.
Den 13 $t>’s Vavasseur-Kanon kan anses for et Mønster m. H. t. den store Beg.-Hastighed, der uden Tvivl vil blive antaget, saa snart det lykkes at konstruere La vetter med hæmmet Rekule. Og saadanne maa man have, inden man bliver istand til at drage Fordel af alle de Fortrin, som den større Begyndelseshastighed giver m.H. t. større Skudsikkerhed og Skudvidde, mere raserende Bane og bedre Virkning af Granatkardætskilden.
Vavasseur-Kanonens Baglademekanisme, som iøvrigt ligner den Kruppske, fortjener speciel Opmærksomhed hvad Tætningen angaar. Denne tilvejebringes nemlig ved en cylindrisk Ring af Kobber, der sidder i et Leje i Sjælens bageste Del og ligger an mod Tætpladen i Kilen. Tætpladen er halvkugleformet, dens flade Side vender fremad, og den ligger i en tilsvarende Hulning i Kilen og fastholdes der ved en gjennem Kilen gaaende Bolt. Med en saaledes indrettet Kanon er der nylig gjort 719 Skud, uden at de ringeste Udbrændinger eller andre Ulemper have viist sig. En anden Kanon gjorde 1374 Skud med en Ladningskvotient af 1!s, og derefter opda gede man en lille Udbrænding i Krudtkammeret. Skyd ningen fortsattes imidlertid, og efter 1640 Skud var Kanonen endnu brugbar.
Sluttelig maa vi gjøre opmærksom paa Krupps 9,6cm- Kanon. Denne fortjener i flere Henseender speciel Opmærksomhed. De sidste Krige have viist, hvor ønske ligt det er at faa større Virkning af Projektilerne, saavel af Granatkardætskerne mod udækkede' Maal, som af Gra naterne mod Jordvolde. Frankrig har som den vigtigste Udrustning for sit Feltartilleri indført en Kanon, der udskyder en Granat paa 8kg-. De russiske svære Feltkanoner have Granater paa over 12k«\ Den franske Kanon vejer over I00kg- mindre end vor 16 Punder, og den russiske omtrent det samme. Kaste vi et Blik paa den Tilvæxt i Projektilvægt, som tydelig viser sig ved alle nyere Ka noner (se Tabel C), saa bliver det os klart, at Tendensen gaar i den Retning, ved forbedret Kanon- og Lavet konstruktion at forøge Skytsets Virkning uden at forøge den af den enkelte Hest trukne Vægt. Den svære rus siske Feltkanon er konstrueret af Krupp, og den 9,6cm- Kanon blev af ham tilvirket i den Hensigt at erholde en Kanon, som omtrent skulde udskyde et Projektil af samme Vægt men under gunstigere Omstændigheder. For at opnaa dette maatte man gjøre Forbedringer saavel ved selve Kanonen som ved Affutagen. Hvad Kanonen angaar, saa vejer den, som man ser, 14kg- mere end vor 16 Pun der, men udskyder en Granat paa 12ks- istedenfor paa 7,3k?- med en næsten 30m- større Begyndelseshastighed. Dens Begyndelseshastighed er i Virkeligheden lige saa stor som de i Tabel A anførte svære Kanoners, medens dens Granater veje en halv Gang saa meget som Gra naterne til de østerrigske, engelske, franske, tydske eller italienske svære Kanoner, og den overtræffer den russiske saakaldte 9 Punder, da den har en saa betydelig større Begyndelseshastighed. Desuagtet er den Vægt, der skal trækkes, faktisk endel mindre end ved vor 16 Punder og kun lidt større end ved de franske, tydske og østerrigske svære Kanoner, som føre saa betydelig lettere Projektiler. Et saadant Resultat er hovedsagelig naaet ved en bedre Konstruktion af selve Kanonen, men ogsaa ved store Forbedringer ved Lavetten. Denne er fuldstændig tilvirket af pressede Staalplader. Lavetvæggene ere paa Kanterne bøjede indad og erholde derved med ringere Vægt samme Modstandskraft, som om der var Vinkeljern, uden at Lavetvæggene behøve at gjennembores for at nitte Vinkeljern paa. Lavetten vejer [kun c. 520kg- mod c. 730kg- ved vor 16 Punder og c. 700kg- ved den franske 9cm Kanon. Lavetten er forsynet med en simpel Bræmse, ved hvilken Rekulen formindskes. En Sammenligning mellem den af denne Kanon udskudte Granatkardætsk og dem, som for Øjeblikket bruges, og som findes anførte i Tabel A, vil vise, hvilket virksomt Vaaben den er. De dobbeltvæggede Granater, som den ligesom næsten alle europæiske Feltkanoner udskyder, giver omtrent 150 Sprængstykker. Skudvidden er ved 30° Elevation over 8200m- ; med en Elevation af 3°28' gaar Projektilet c. 2000m- langt, omtrent ligesom 13Punderens, men med en Slutnings hastighed af 317m-, medens 13 Punderen i dette Tilfælde kun har 290”1,. Dette Resultat skyldes Projektilets store Tversnitsbelastning. Træfsikkerheden kan bedømmes deraf, at paa 2000m- af 6 Skud mod en Skive paa c. 6m- i Kvadrat 5 traf Skiven og gave en Middel-Højdeafvigelse af 0,70m- og en middel Sideafvigelse af 0,35m-, medens Middel- længdespredningen var 6,lm- Denne Nøjagtighed taler for sig selv.
Der gives nutildags en stor Mængde militære Auto riteter, der som Modvægt mod den tiltagende Brug af Feltbefæstninger holde det for nødvendigt at føre med i Felten en Slags Haubits eller kort Granatkanon, som paa samme Tid, som den selv er let, dog kan udskyde en svær Granat. Foruden at kunne bruges i Feltkrigen vilde et Vaaben af den Art være til stor Nytte ved mange Operationer under en Belejring. Fordringerne til et saa- dant Vaaben synes at være meget godt tilfredsstillede ved en Konstruktion, som Krupp nylig har udført, nemlig den 15em-Morter. Den vejer kun 360k«- og med Lavet færdig til Skud 735k8\ Dens Totalvægt med Brisk beløber sig til 1360kg-, saaledes at den let kan transporteres, og den udskyder en Staalgranat paa 31,75k«- med en Sprænglad ning 2,ikg-, Paa en Afstand af 2000m- med c. 900sr- Lad ning gave 13 Skud en Middel - Længdespredning paa c. 10,3m-, en Middel-Sideafvigelse til højre af 5,8m-. Med fuld Ladning af l,5k^ var Skudvidden med 40° Elevation 3450m-, og ved 5 Skud Middel-Længdespredningen c. 17m og Middel-Sideafvigelsen c. 9m-. Inden vi forlade denne Del af vort Emne, vilde det maaske være heldigt endnu specielt at omtale, at de nyeste af Krupp og Armstrong konstruerede Granatkar- dætsker enten tilvirkes af Staal eller af Smedejern. Paa den Maade opnaaer man med samme Modstandskraft større Lethed, end om man anvendte Støbejern, og det er klart, at jo mindre Granatkardætsken selv vejer, desto flere Kugler kan den rumme, og desto større kan Virkningen blive.
Vi ville nu i Almindelighed undersøge, hvilke For dringer man maa stille til et godt Feltartilleri. Idet vi for Øjeblikket lade Bjerglande uden Veje ude af Betragt ning, ville vi fæste vor Opmærksomhed paa en i Europa opererende Armee. Hvad vil man da forlange af Felt artilleriet?
Man maa ikke forglemme, at Terrainet selv i Europa kan være meget forskjelligt. Krigstheatret kan være Frankrig eller Mellemeuropa med talrige og gode Veje, eller ogsaa Tyrkiet uden Veje, eller Norditalien, gjennem- skaaret af Kanaler eller Vandingsgrøfter, saaledes at Artilleriet helt er indskrænket til at bevæge sig paa Vejene, eller det kan være et Land som Polen, der til visse Tider er een stor Sump. Bevægelighed er derfor af største Vigtighed. Det duer ikke at have Kanoner, der vilde være af stor Nytte, om de overhovedet kunde naa til Valpladsen, men hvis Vægt forhindrer dem i at gjøre det. Ved lige Bevægelighed er det System det bedste, som leverer det virksomste og sikrest skydende Skyts. Ere Kanonerne lige gode, saa er det System det bedste, som fører mest Ammunition med sig. Eller med faa Ord: et typisk Skytssystem skal være bevægeligt, føre en stor Ammunitionsbeholdning med sig, udskyde saa store og virksomme Projektiler som muligt med stor Begyndelseshastighed og medføre i Slaget saa mange Mand, som ere nødvendige til Betjening.
Hvad Bevægeligheden angaar, saa kan der efter Tabel A og G at dømme gjøres Regning paa, at 2000kg’ kan trækkes af 6 Heste, naar man opererer i Lande med mange og gode Veje som Frankrig og Mellemeuropa. Det er imidlertid notorisk, at i den russisk-tyrkiske Krig blev den svære Feltkanon, der omtrent har samme Vægt som den tydske 9cm- Kanon, funden for tung. For Lande, hvor der kun findes faa eller slette Veje, skulde man derfor aldrig overskride Vægten for den engelske 9 S’s 6 Ctn. Kanon — nemlig c. 1700kg- —; thi med den kan man, som Erfaringerne fra Zulukrigen træffende vise, manøvrere overalt, hvor Vogne kunne komme frem. Holder man fast ved den Vægt, synes det ovenfor Udvik lede ligesom ogsaa fornylig anstillede Experimenter at vise, at man for en let Kanon skal have et Projektil paa 4,5—6kg-, for en svær Kanon et paa 9—ll,5kg-, medens Vægten af selve den lette og svære Kanon kan være hen holdsvis 6— 8 Ctn. og 10—12 Ctn.
Ved Kanoner af ovennævnte Art maa der træffes specielle Foranstaltninger for at mindske Rekulen, og Forsøg med den Engelhardt’ske eller en hydropneumatisk Lavet vilde sandsynligvis føre til den bedste Løsning af Vanskelighederne. Men et saadant Forlangende afvises sædvanligvis med den Bemærkning, at disse Indretninger ikke passe eller ere for komplicerede for Betjeningen i Felten. Det maa imidlertid anses for givet, at naar man skal bruge lette Kanoner med store Ladninger, saa maa man have en eller anden saadan Indretning. Til Bevis herfor kunne vi anføre, at Rekulen for den ny 13 S’s Forladekanon paa jevn Standplads gaar op til 6m-.
I Bjerglande maa man tage sin Tilflugt til sammen satte Bjergkanoner, som bæres af Lastdyr. M. H. t. Projektilerne maa, naar man lader Kardætskerne ude af Betragtning, tre forskjellige Maal holdes for Øje. For det første en muligst stor dødelig Virkning mod levende Maal, for det andet en explosiv og for det tredie en antændende Virkning. Mod levende Maal paa fri Mark er Granatkardætsken med Tidsrør afgjort det bedste Pro jektil. Men i Almindelighed anser man den ikke for meget virksom mod Mandskab, der befinder sig bag selv lette Jordværker, endskjøndt nyere Experimenter synes at vise, at de med deres nuværende store Hastighed, naar man skyder med dem med Perkussionsrør mod en ikke alt for stærk Dækning, have god Virkning. Derfor synes det tilraadeligt at antage et kombineret Tids- og Perkus sionsrør, saaledes som Franskmændene nu have det ved deres Granatkardætsker, og som Armstrong har anvendt det ved sit nyeste Skyts.
Den explosive Virkning af de i den nyeste Tid til Feltskyts konstruerede Granater er meget ringe. Granaten er i Forhold til sin Vægt meget lang og rummer derfor kun en lille Sprængladning. Forsøg ville vise, om man kan bøde paa denne Fejl ved Anvendelse af Skydebomuld. Brugen af dette Sprængmiddel vilde maaske tillade en saadan Forandring i Konstruktionen, at den dræbende Virkning kan blive forøget, uden at den explosive Kraft svækkes for meget. De ved alle fremmede Artillerier indførte Ringgranater ere een Løsning af dette Problem, skjøndt det synes, at saa længe Krudt skal bruges som Sprængladning, denne da er for lille til at frem bringe stor explosiv Virkning. (Se Tabel A.) Skulde Skydebomuld anvendes, saa maatte man imidlertid tage sin Tilflugt til en speciel Brandgranat, saaledes som Østerrigerne have, eller en saadan, som fornylig er bleven forsøgt i England, det vil sige en Granat med lille Spræng ladning og et Antal «Stjerner», der ved Granatens Ex plosion antændes og kastes rundt omkring.
Hvad Brandrørene angaar, saa kan man vel nok sige, at det, som for Øjeblikket bruges hos os, ikke er over dreven godt. Den Mangel, at Graderingen ikke var fin nok, har man afhjulpen ved det 15 Sekunders Rør, men man har bibeholdt den uheldige Tempering ved Boring. Alle andre Nationer anvende et Tidsrør, som ganske simpelt indstilles efter Afstanden, og som medføres anbragt i Projektilet. Ved vort System maa Røret bores — temperes —, inden det sættes ind, en Operation, der falder noget besværlig især i fjendtlig Ild, og som ikke tillader, at Røret medføres siddende i Granaten. Dertil kommer den Mangel, at et een Gang temperet Rør kun kan bruges til den Afstand, hvortil det er temperet, eller til en mindre Afstand. Fremskridtene m. H. t. Brandrør synes at stile hen til et kombineret Tids- og Perkus- sionsrør, saaledes at Projektilet kreperer i Opspringet, hvis det ikke har gjort det før. Saadanne Rør anvendes allerede ved det franske og schweitziske Artilleri, og andre Nationer — vi ogsaa — gjøre Forsøg med det. Det vilde ogsaa være ønskeligt, om man kunde finde en Sats, maaske en kemisk Forbindelse, som kunde brænde regelmæssigere og ikke som den nuværende Sats var udsat for at forandre sig ved Opbevaring.
Det er ligeledes nødvendigt at have Opmærksomheden henvendt paa vore Kanoners Sigtemidler. Det nytter ikke at have et Vaaben, med hvilket man kan ramme en Dør paa 1800m-, naar Sigtemidlerne ikke tillade at rette Ka nonen rigtig nøjagtig. De af Kaptejn Scott foreslaaede Teleskop-Opsatser gjøre Skydningen 3 Gange saa nøjagtig, men de synes — i det mindste efter de fleste artilleri stiske Autoriteters Mening — at være for komplicerede til Feltbrug. Imidlertid ligger det sikkert indenfor Op tikkens mulige Grændser at konstruere en teleskopisk Opsats, sôm vil kunne tilfredsstille de Fordringer, som en simpel Betjening stiller, og vi tvivle ingenlunde om, at en Opfordring til engelske Optikere snart vil tilveje bringe det ønskede Instrument.
Sluttelig maatte det være os tilladt kortelig at berøre Krudtspørgsmaalet. Med stor Hastighed og flad Bane ere Afvigelserne i Skudvidde betydelige. De fremkomme først og fremmest af Mangel paa Ensformighed i Elevation — tildels som Følge af Sigtemidlernes Unøjagtighed — og dernæst ved den ikke tilstrækkelig ensartede explosive Kraft af Krudtet. For at give et Begreb om, hvad Indflydelse en Forskjel i Ladningens Vægt kan gjøre, ville vi anføre, at ved et Remigton-Gevær, som har en Ladning af 80 Gran, hæver eller sænker et Gran mere eller mindre Træffepunktet paa en Skive paa 900m- 22,5cm-. Derfor maa Ladningerne altid være nøjagtig afvejede, og Krudtet maa forbrænde meget regelmæssig. Det er tvivlsomt, om der i den Henseende er bleven gjort saa store Frem skridt i England som i andre Lande, især i Preussen med det prismatiske Krudt og i Italien med det saakaldte Fossanokrudt.
Efter hvad vi ovenfor have fremstillet, vil det være klart, at vi for Øjeblikket m. H. t. Feltartilleriets Udrust ning staa tilbage — og det ikke ganske lidt — for hele det øvrige Europa.
Det er ikke denne Artikels Hensigt at undersøge, hvorfor vi alene i de sidste Aar synes at have staaet stille, medens andre Nationer have gjort saa store Frem skridt. Den Kjendsgjerning, at det forholder sig saaledes, maa staa klart for Alle, og synes ogsaa nu endelig at være trængt ind i vor Bevidsthed.
Nu have vi Lejlighed til at forsyne vort Artilleri med et Skytssystem, som maa staa lige saa højt over ethvert existerende System, som Henry-Martini-Geværet engang stod over Tændnaalsgeværet.
Vi ville ved en saa god Lejlighed ikke være tilfredse med blot at komme i Højde med andre Nationer, nej, vi ville forsøge at overgaa dem langt. Vilde det ikke med Tanken paa, at Henry-Martini-Geværet var Resultatet af en Konkurrence ligeoverfor en ikke ganske officiel Komite, maaske kunne være godt at indbyde til en offentlig Konkurrence om et Feltskyts-System? Forsøg, ved hvilke saavel Armstrong, Krupp, Creusot, Vavasseur, Whitworth som ogsaa Woolwich-Autoriteterne vare representerede, vilde ganske vist bidrage væsentlig til at belyse Sagen, og den Sum, som man eventuelt maatte give ud til Forsøg og til Belønninger, vilde uden Tvivl være vel anvendt, da den vilde forskaffe England det bedste Feltskyts i Verden.
