Angribende infanteri støttet af T-34 kampvogne i nærheden af Brjansk, september 1943.

Den sovjetiske hær udviklede i løbet af 2. verdenskrig en angrebsdoktrin, der lagde vægt på store infanteriangreb støttet af panser og voldsomme koncentrationer af artilleri. Når fjendens frontlinje var gennembrudt, skulle pansrede og mekaniserede enheder fortsætte angrebet i dybden af fjendens stilling og fuldstændiggjorde ødelæggelsen af hans enheder. (Foto, Ivan Shagin, RIA Novosti).

 

>Få adgang til de første tre dele af artikelserien ”Panserværn i Hæren” her< 

 

Med truslen fra sovjetisk panser i horisonten.

 

 Ved 2. verdenskrigs slutning vendte Danmark tilbage til den neutralitetspolitik, man siden Napoleonskrigenes afslutning havde været tvunget til at føre. Tyskland, der siden 1871 havde udgjort den største militære trussel, var nu slået og besat af de allierede sejrmagter. Som en af 2. Verdenskrigs sejrmagter havde Sovjetunionen, sammen med sine vestlige allierede, besat det slagne Tyskland. Samtidig var store dele af Østeuropa også blevet befriet eller besat, og den sovjetiske ledelse søgte nu at indsætte venligtsindede regeringer her, for at undgå at området på ny kunne bruges som udgangspunkt for aggression imod Sovjetunionen. I tilgift opretholdt Sovjetunionen store stående hærstyrker udrustet med tusindvis af pansrede køretøjer, som med kort varsel kunne indsættes imod Danmark.

 

I løbet af 1940´erne blev det dog i stigende grad klart, at en potentiel konflikt imellem Sovjetunionen og de øvrige allierede stormagter lurede i kulissen, idet Sovjetunionen konsoliderede sit greb om landene i Østeuropa ved at gennemtvinge indsættelsen af kommunistiske regeringer. Fra dansk side frygtede man derfor, at Sovjetunionen kunne finde på at kræve en venligtsindet regering indsat i Danmark eller måske ville stille krav om brug af dansk territorium, f.eks. Bornholm. Danmark lå geografisk udsat på skillelinjen imellem parterne i denne potentielle konflikt og det var ikke umiddelbart klart, at nogen af de øvrige allierede sejrmagter var parat til at sikre Danmark imod en eventuel sovjetisk aggression. Det neutrale og militært svage Danmark kunne derfor ikke tillade sig at melde klart ud til fordel for nogen af parterne. Denne mangel på politisk stillingtagen havde den uheldige bi-effekt, at det danske forsvar ikke kunne indrettes med henblik på en specifik modstander. Den organisation og tilhørende doktrin der var blevet indført med 1937-forsvarslovene, der implicit var rettet imod Tyskland, fortsatte derfor med at være i effekt i efterkrigsårene, til trods for at den ikke længere modsvarede de reelle udenrigspolitiske forhold.

 

I et forsøg på at skaffe sig en eller anden form for sikkerhedsgaranti prøvede Danmark at tilnærme sig Storbritannien, der havde befriet Danmark og var den geografisk nærmeste af de allierede stormagter. Man håbede på at kunne købe britisk velvilje igennem en række tiltag. Det første af disse var udsendelsen af en brigade, der skulle sendes til den britiske besættelseszone i Tyskland og støtte den britiske hær i sine okkupationsopgaver. Det andet var indkøbet af betydelige mængder britiske våben. Det tredje var at tillade, at danske frivillige kunne melde sig til tjeneste i det britiske imperiums militære styrker. Med tilnærmelsen til Storbritannien var det således klart, at den danske befrielsesregering allerede fra 1945 reelt havde fravalgt Sovjetunionen som mulig alliancepartner. Men som lille neutralt land kunne Danmark ikke tillade at opføre sig på en måde, som Sovjetunionen ville opfatte som fjendtlig.

 

I efteråret 1943 begyndte man med den svenske regerings billigelse at uddanne en fodfolksbrigade. Den Danske Brigade i Sverige skulle kunne indsættes sammen med andre allierede styrker, når det blev tid til at befri Danmark.  I maj 1945 blev brigaden overført til Sjælland og kæmpede nogle mindre kampe i København imod danske kollaboratører i tysk tjeneste. De få pansrede køretøjer, kollaboratørerne måtte have rådet over, blev ikke indsat i kampene. I løbet af 1945 blev brigadens personel hjemsendt og brigadens våben, der var doneret af den svenske stat, kom til at danne grundlaget for udrustningen af de første enheder i efterkrigstidens danske hær. Det meste af det materiel den tyske Værnemagt havde efterladt, skulle destrueres i henhold til de allierede sejrmagters fælles bestemmelser. Derved ville det være umuligt at basere genopbygning af Danmarks forsvar på efterladt tysk materiel. Under alle omstændigheder ville det dog på sigt være svært at skaffe yderligere ammunition og reservedele til de pågældende våben, idet den tyske produktion af åbenlyse årsager var indstillet.

 

Efter overenskomst med den britiske regering blev det i sommeren 1945 muligt at indkøbe store mængder britiske håndvåben. Idet Danmark også var blevet bedt om at stille med enheder til besættelse af det slagne Tyskland, blev der i løbet af efteråret 1945 også påbegyndt anskaffelse af britiske håndvåben, signalmateriel, tunge våben, artilleri og køretøjer til at udruste en undertallig fodfolksdivision. Denne skulle bestå af en styrke på to brigader samt divisionstropper. På denne materielmæssige baggrund skulle Hæren uddanne og opstille en selvstændig fodfolksbrigade, der fra foråret 1947 skulle løse opgaver i den britiske besættelseszone i Tyskland. Af yderligere våbenmateriel var der også en del håndskydevåben og mandbårne panserværnsvåben af forskellige modeller til rådighed, der oprindeligt var blevet nedkastet til modstandsbevægelsen eller stjålet fra den tyske besættelsesmagt.

 

Andre opgaver optog også Hærens tid og ressourcer. Først og fremmest grænsebevogtningen, der havde til opgave at visitere og afvæbne hjemrejsende tysk militært personel og søge efter krigsforbrydere. Hertil forelå en stor minerydningsopgave i forbindelse med sløjfningen af de mange tyske anlæg i Danmark. Disse anlæg skulle også bevogtes, indtil de kunne ryddes og demonteres. Til sidst forelå også opgaven med at bevogte flere hundrede tusinde tyske flygtninge strandet i Danmark, indtil disse kunne hjemsendes. Store dele af den danske hær var således bundet af opgaver, der havde meget lidt at gøre med at træne og forberede sig til at føre en kamp imod en konventionel modstander udrustet med pansrede køretøjer.

 

Udvikling af panserværnsvåben under verdenskrigen.

Som nævnt i denne artikelseries tredje del havde 2. Verdenskrig både bekræftet og afkræftet nogle af de forventninger, den danske hær havde haft til de forskellige våbensystemers effektivitet på slagmarken. Trukne panserværnskanoner havde vist sig at være virkningsfulde våben under krigen i kraft af deres mulighed for at åbne overraskende ild fra velslørede stillinger. Men idet panserværnskanonerne måtte blive både større og tungere for at holde trit med tykkelsen på de nyere kampvognstypers panser, blev de samtidig også mere og mere ubevægelige. En trukken panserværnskanon kunne måske nok regne med at få lov til at åbne ild, men risikerede samtidig at blive erkendt og bekæmpet med ringe mulighed for at skifte stilling. Det var derfor i stigende grad nødvendigt for forsvareren at holde panserværnskanoner i reserve med henblik på at indsætte dem i de områder, hvor fjenden koncentrerede sine kampvogne. For at dække behovet for mobilt panserværn var de krigsførende magter også i stigende grad begyndt at anvende panserjagere (kanonbevæbnede pansrede køretøjer), der havde samme bevægelighed som de angribende kampvogne, kombineret med en kanonbevæbning der ofte var kraftigere. Typisk medførte panserjageren derfor mindre brisantammunition til sin kanon eller færre maskingeværer. De var ofte også tyndere pansret, og var derfor mindre egnet til at løse de samme offensive opgaver som egentlige kampvogne.

 

Et andet taktisk problem der var blevet pinligt klart for den danske hær den 9. april 1940, var det generelle fravær af panserværn, ud over de få dedikerede panserværnskanoner som var organisatorisk til stede eller tildelt de forskellige enheder. Hvis disse blev nedkæmpet, var der meget lidt til at forhindre fjendtlige kampvogne i at rulle tværs igennem fodfolkets stillinger med ødelæggende effekt til følge. Som beskrevet i artikelseriens tredje del havde de fleste hære (inklusivt den danske) i løbet af krigen indført forskellige former for nærbekæmpelsesmidler for at løse dette problem, der dog alle havde den ulempe, at de krævede fysisk kontakt med målet for at opnå effekt.

 

I den senere del af krigen var våben, der anvendte det såkaldte hulladningsprincip dukket op. En hulladning er en retningsbestemt sprængladning, der når den træffer målet affyrer en sprængstråle af kobber. I modsætning til almindelig fuldskarpe granatpatroner der var afhængig af kinetisk energi for at gennembryde panser, mistede hulladningsgranaten ikke gennemslagskraft på længere afstande. Hulladningsvåbnene havde dog generelt en lav mundingshastighed og derfor kort effektiv skudvidde, før de mistede deres præcision. På længere afstande krævede de således præcis afstandsmåling for at kunne ramme. De kunne dog gøres ganske små og kunne derfor affyres fra geværgranater samt raketstyr, granatkastere og kanoner. De havde høj gennemslagskraft og kunne generelt skyde igennem frontpanseret på de fleste middeltunge kampvogne og igennem sidepanseret på tunge kampvogne. Dermed gav de alle enheder en stærkt forøget panserværnskapacitet på kort hold. Den danske hær havde ingen nævneværdig erfaring med sådanne våben, idet Hærens opløsning den 29. august 1943 havde blokeret for en mulig anskaffelse.

 

Velsløret 57mm Panserværnskanon M.45.E. i stilling.

Trukne svenske og britiske panserværnskanoner udgjorde den danske hærs primære langtrækkende panserværnsvåben i efterkrigsårene. På trods af sin ringe størrelse havde 57mm panserværnskanonen stadig en respektabel slagkraft imod middeltunge kampvogne, især hvis den som vist her kunne åbne ild fra en ikke erkendt og skjult stilling. (Foto, Hans Hansen ved Steen Boye Poulsen, www.stenboye.dk).

 

Kampvognen havde i kraft af sin mobilitet, pansring og ildkraft vist sig som et fremragende offensivt og defensivt våben. I takt med at størrelsen på kampvognenes bevæbning og vægt øgedes, voksede deres frontpansring også for derved at kunne modstå frontal beskydning fra de kampvogns- og panserværnskanoner, der ligeledes var blevet større og tungere. Ved krigens slutning var frontpanseret på de fleste middeltunge kampvogne derfor ofte over dobbelt så tykt som sidepanseret og kunne modstå frontal beskydning fra alt andet end de tungeste panserværnskanoner. I kraft af deres mobilitet kunne kampvognene koncentrere sig og dermed overbelaste det forsvarende panserværn, nedkæmpe de få tunge panserværnskanoner der måtte være til stede hos de angrebne enheder og herefter bryde igennem. I kapløbet imellem kampvogne og panserværnsvåben havde kampvognene således et forspring ved 2. Verdenskrigs afslutning.

 

Dette forspring betød dog ikke, at kampvognene uhæmmet kunne optræde taktisk selvstændigt. I de situationer hvor forsvareren havde haft mulighed for at koncentrere sine panserværnsvåben og udbedre sine stillinger med ingeniørmidler, var kampvognene afhængige af støtte fra andre våbenarter: Artilleri til at røgblænde eller holde de forsvarende panserværnsvåben nede med ild, infanteri til at rense det lukkede terræn og feltbefæstede stillinger, hvor panserværnsvåben ofte gik i stilling, samt ingeniørtropper til at rydde de hindringer som spærrede kampvognenes fremrykkeveje og kanalisere dem ind i panserværnsvåbnenes skudfelter. Erfaringerne fra verdenskrigen understregede således behovet for konstant samvirke imellem de forskellige våbenarter.

 

1945-1949. Materiel:

Da det i maj 1945 blev tid til at genopbygge det danske forsvar, var dette forbundet med en række udfordringer. Danmark var ikke blevet egentlig krigsskueplads, men man havde dog været tvunget til at betale for sin egen besættelse. Der var således ikke mange penge til rådighed. Et andet problem var, at store dele af førkrigstidens danske våbenindustri var ødelagt af modstandsbevægelsens sabotage. Et tredje problem var spørgsmålet om betalingsbalancen, idet importerede våben skulle betales i international gangbar valuta, altså dollars eller pund. De panserværnsvåben den danske hær rådede over i de umiddelbare efterkrigsår var således primært det den Danske Brigade i Sverige havde bragt med sig hjem, eller som var blevet indkøbt til at udruste den Danske Brigade i Tyskland.

 

Øvelse med 37mm Panserværnskanon M.34.S.

De våben, den Danske Brigade i Sverige havde med sig hjem til Danmark, var i høj grad de ældre typer, som den svenske hær nemmest kunne undvære. Især panserværnsvåbnene var utilstrækkelige og levede ikke længere op til efterkrigstidens krav. (Foto, Frihedsmuseet).

 

De panserværnsvåben, den Danske Brigade i Sverige havde overdraget, bestod primært af den såkaldte 20mm Maskinkanon M.40.S samt 37mm Panserværnskanon M.34.S.T. I kaliber og gennemslagskraft modsvarede disse våben de panserværnsvåben, den danske hær havde haft indtil 1943. De var derfor reelt forældede, men idet den svenske hær selv skulle bruge sine mest moderne panserværnsvåben, måtte den Danske Brigade i Sverige tage til takke med, hvad den kunne få. De svenske 37mm panserværnskanoner havde godt nok en forbedret type panserpatron, der igennem en patronkerne af wolfram opnåede højere gennemslagskraft, men selv dette var ikke tilstrækkeligt imod hverken front- eller sidepanseret på efterkrigstidens middeltunge kampvogne. Man måtte håbe på heldige træf imod kampvognens sårbare dele såsom drivhjul, vejhjul, kanonløbet eller sigteperiskopet. De svenske våben blev derfor primært anvendt til uddannelsesformål og blev ikke udsendt sammen med den Danske Brigade i Tyskland, idet brigaden anvendte britisk materiel. Omkring halvdelen af Hærens beholdning af panserværnsvåben bestod af disse utilstrækkelige svenske våben.

 

De britiske panserværnsvåben der blev anskaffet, var derimod både mere moderne og slagkraftige. De bestod af våben som den britiske hær med succes havde anvendt imod tysk panser i den sidste halvdel af krigen, og var for så vidt både moderne og slagkraftige, da anskaffelsen af dem blev påbegyndt i 1945.

 

Fodfolk med 90mm Panserværnsgevær M.45.E.

Panserværnsgeværet var hærens første mandbårne hulladningsvåben. Våbnet blev ladt ved at indsætte en granat i granatlejet og fremstår afladt på billedet. Indførelsen af hulladningsvåben i den danske hær forøgede alle enheders evne til selvforsvar overfor pansrede køretøjer.

(Foto, Forsvarsgalleriet.dk)

 

For det første fik Hæren sit første hulladningsvåben i form af det såkaldte 90mm Panserværnsgevær M.45.E (den danske betegnelse for den britiske ”Projector Infantry Anti-Tank”). Dette var et mandbårent panserværnsvåben, der affyrede en 90mm hulladningsgranat med en effektiv rækkevidde på lidt under 100 meter. Det var således et selvforsvarsvåben, men det gjorde dog, at det ikke længere var ufarligt for angribende fjendtlige kampvogne at overrulle danske enheder. Imod moderne middeltunge kampvogne, såsom den sovjetiske T-34/85, skulle våbnet helst indsættes flankerende for at være sikker på at gennemskyde panseret. En gennemtrængning af frontpanseret var muligt, men krævede et næsten vinkelret anslag, for at hulladningen derved kunne opnå størst effekt.

 

Herudover indkøbte Hæren også to traditionelle panserværnskanoner. Den første af disse var 57mm Panserværnskanon M.45.E, der var den danske betegnelse for den britiske ”Ordnance QF 6-pounder Anti-Tank Gun”. Denne kanon var med sine 1100 kilo betydeligt tungere end de 37mm kanoner, der hidtil havde udgjort Hærens største panserværnsvåben, men det var stadig muligt at flytte den i terrænet ved håndkraft. 57mm kanonerne blev trukket af let pansrede bæltekøretøjer og kunne igennem deres gode mobilitet i terrænet følge egne enheders bevægelser. Med almindelig fuldskarp ammunition kunne den gennemskyde panseret på efterkrigstidens middeltunge kampvogne på afstande op til ca. 500 meter og bekæmpe lettere pansrede køretøjer ud til sin maksimale effektive skudafstand på ca. 1200 meter.

 

 

Skydeøvelse med 57mm Panserværnskanon M.45.E.

I kraft af sin evne til at bekæmpe middeltunge kampvogne og det forholdsvist store antal indkøbt, udgjorde 57mm kanonen rygraden i hærens panserværn i de umiddelbare efterkrigsår. Manglen på opgraderet moderne ammunition gjorde dog denne kanon mindre slagkraftig, end den kunne have været. (Foto, Hans Hansen ved Steen Boye Poulsen, www.steenboye.dk)

 

Den anden panserværnskanon der, i meget lille antal, blev indkøbt kort efter krigen, var 76mm Panserværnskanon M.45.E (den danske betegnelse for den britiske ”Ordnance QF 17-pounder Anti-Tank Gun”). Denne kanon havde været en af krigens mest slagkraftige. Prisen for denne slagkraft var en vægt på ca. tre ton, hvilket gjorde det meget svært at bevæge kanonen med håndkraft. Reelt krævede det derfor en eller anden form for maskinstøtte at bringe kanonen i stilling. Til dette formål blev der indkøbt let pansrede halvbæltekøretøjer, der gav kanonerne en god terrænmobilitet og med deres monterede spil kunne hjælpe 76mm panserværnskanoner ind og ud af stilling. Med almindelig fuldskarp ammunition kunne denne kanon bekæmpe middeltunge kampvogne på afstande op til ca. 1200 meter og let pansrede køretøjer på afstande op til kanonens effektive skudafstand på 1500 meter. Imod ældre modeller af sovjetiske kampvogne og selvkørende kanoner ville gennemskydning af tårnets eller overbygningens frontpanser have været mulig på afstande op til ca. 1000 meter.

 

Den danske hær indkøbte ikke den underkalibrerede ammunition, der i krigens sidste år havde givet både 57mm og 76mm panserværnskanonen yderligere gennemslagskraft og gjort dem farlige overfor selv de tungeste og mest moderne tyske kampvogne. Man rådede således kun over fuldskarpe panserpatroner til begge våben. Dette begrænsede deres effektive skudvidde og gennemslagskraft. Især hvad angik 57mm panserværnskanonen, der kun var effektiv imod middeltunge kampvogne, såsom den sovjetiske T-34, på afstande op til 500 meter. Med underkalibreret ammunition ville den på samme afstand også have været effektiv imod tårnet og overbygningen på tungere pansrede køretøjer, imens den effektive skudafstand imod middeltunge kampvogne ville være blevet fordoblet til ca. 1000 meter. Med underkalibreret ammunition ville 76mm panserværnskanon også have kunnet gennemskyde alle dele af frontpanseret på tårnet og overbygningen på samtidens tunge kampvogne og selvkørende kanoner op til 1000 meter, og ville have kunnet gennemskyde frontpanseret på skroget af disse køretøjer på afstande imellem 500-1000 meter.

 

Gennemtrængningsevnen på den danske hærs panserværnskanoner var således ikke så god, som den kunne have været med opgraderet ammunition. Hvorfor dette var tilfældet, er svært at sige. Muligvis kan det skyldes, at briterne ønskede at reservere beholdningerne af underkalibreret ammunition til deres egne våben, eller at den danske hærledelse på dette tidspunkt troede, at gennemslagskraften med almindelige fuldskarpe patroner var tilstrækkelig. En tredje mulighed var, at den underkalibrerede ammunition til 57mm og 76mm-kanonerne lejlighedsvist var ustabil i skudbanen, og derfor risikerede at gå forbi målet på skudafstande længere end 500 meter. Den danske hær ønskede måske ikke at indkøbe ammunition, hvor træffebilledet risikerede at skifte fra skud til skud. Under alle omstændigheder betød dette, at både gennemslagskraften og den maksimale effektive skudvidde på både 57mm og 76mm panserværnskanonen var mindre, end hvad den kunne have været.

 

Også efter 1945 rådede man over panserbrydende håndvåbenammunition til håndvåben, men det er uklart i hvor høj grad, denne ammunition var udleveret som en fast del af enhedernes organisatoriske tildeling af ammunition. Under alle omstændigheder fremgår det klart af de taktiske reglementer, at denne type ammunition ikke længere udgjorde nogen forudsætning for enhedernes panserværn, idet den kun var effektiv imod de mest let pansrede mål. Under alle omstændigheder rådede man jo nu også over det betydeligt mere effektive 90mm panserværnsgevær som basispanserværnsvåben for alle enheder.

 

Den danske hærs to rytterregimenter blev med ankomsten af de britiske våben i høj grad til pansrede enheder. Hvert regiment modtog således et større antal britiske panservogne. Størstedelen af disse var enten maskingeværbevæbnede spejdervogne eller panservogne med 37mm kanoner, der i gennemslagskraft modsvarede de svenske 37mm panserværnskanoner. Hertil kom et mindre antal tunge panservogne med 75mm kanon, der på grund af deres lave mundingshastighed og mangel på opgraderet ammunition kun havde en gennemslagskraft, som nogenlunde modsvarede 57mm panserværnskanonens.

 

Artilleriet modtog 88mm Feltkanon M.45.E (den danske betegnelse for den britiske ”Ordnance QF 25-pounder Field Gun”). I både rækkevidde og slagkraft var den førkrigstidens lette danske feltartilleri overlegen. Til selvforsvar imod angribende pansrede køretøjer rådede man over en fuldskarp panserpatron, der på op til 600 meters afstand kunne gennemskyde frontpanseret på de fleste af verdenskrigens middeltunge kampvogne. Ligeledes modtog artilleriet 40mm Luftværnskanon M.45.E (den danske betegnelse for den licensproducerede britiske variant af den svenske 40mm Bofors luftværnskanon). Denne automatkanon supplerede de svenske 20mm maskinkanoner som luftværnsvåben. Med panserbrydende ammunition havde de britiske 40mm kanoner en effektiv skudvidde imod let pansrede mål på op til 500 meter. Man indkøbte også tungere luftværnskanoner, men disse var opstillet stationært omkring København, og var således ikke umiddelbart til rådighed for felthærens enheder. De ville dog kunne anvendes til panserbekæmpelse i tilfælde af et direkte angreb på byen.

 

Hvad ingeniørtropperne angik fik disse adgang til forskellige svenske og britiske landminetyper, både anti-personel og panserminer. Antallet af indkøbte miner var dog ikke tilstrækkeligt til anlæggelse af andet end mindre felter, men det var nu muligt at lave meningsfulde mobilitetshæmmende foranstaltninger i tilknytning til egne stillinger.

 

88mm Feltkanon M.45.E. under stillingsindtagelse.

De britiske våben gjorde det muligt hurtigt at opbygge fungerende kampenheder til de højest prioriterede opgaver. 88mm feltkanonen var et moderne artillerivåben og kunne også virkningsfuldt indsættes i direkte skydning imod middeltunge kampvogne, der måtte være brudt igennem de foranliggende fodfolksenheders stillinger. (Foto, Mogens Larsen, Danske Hærhistoriske Museer).

 

Som beskrevet ovenfor var det reelt kun de britiske våben, der var i stand til at tackle et angreb fra moderne middeltunge og tunge pansrede køretøjer - og det endda kun på afstande op til 500 meter. Grundet manglen på opgraderet ammunition til 57mm panserværnskanonen var kun 76mm kanonen reelt effektiv på større afstande. I tilfælde af krig ville det således være et alvorligt problem, at store dele af den danske hærs panserværnsvåben reelt ikke ville kunne gennemskyde hverken front eller sidepanser på datidens middeltunge og tunge pansrede køretøjer. Et andet problem med især britiske våben var, at man havde modtaget forskellige modeller af de våben, man havde indkøbt. Våbnene affyrede måske nok den samme type ammunition, men de konstruktionsmæssige detaljer var forskellige på flere punkter. På grund af dette kunne man derfor ikke altid bruge eller bytte reservedele på tværs af de samme våbentyper. Størstedelen af de britiske våben havde også været brugt under krigen, og var derfor nedslidte. Nogle af dem måtte således kasseres allerede ved modtagelsen. Til sammen gjorde disse faktorer, at det var tvivlsomt i hvor lang tid, denne blanding af svenske og britiske våben kunne løse Hærens behov for tidssvarende panserværnsvåben, idet de på grund af deres manglende gennemslagskraft enten var forældede, eller snart ville blive det.  

 

1945-1949. Organisation:

Den første organiserede enhed i efter krigstidens hær var den Danske Brigade i Sverige. Brigaden havde som sine primære kampenheder fire fodfolksbataljoner bevæbnet med lette håndvåben. Hver bataljon havde tre fodfolkskompagnier. Alle de tunge våben var koncentreret i brigadens femte bataljon. De panserbrydende våben var samlet i et maskinkanonkompagni, med tolv 20mm maskinkanoner samt et fodfolkskanonkompagni med seksten 37mm panserværnskanoner. Herudover havde den femte bataljon også et maskingeværkompagni og et morterkompagni. Alle bataljonens tunge støttevåben var motoriserede, og det var meningen, at støttevåbnene fra den femte bataljon efter behov skulle fordeles til de fire fodfolksbataljoner. Der var også en enkelt 20mm maskinkanon i brigadens stabskompagni, der skulle luft- og pansersikre brigadens kommandostation.

 

Hvad panserværnsvåben angik var den Danske Brigade i Sverige således betydeligt stærkere rustet, end et tilsvarende dansk fodfolksregiment ville have været i 1940. I gennemsnit ville der være 37mm panserværnskanoner nok til, at hvert fodfolkskompagni ville kunne blive pansersikret af en kanon, samtidig med at der ville være kanoner nok tildelt hver fodfolksbataljon til at give et fodfolkskompagni to panserværnskanoner. Herudover var der 20mm maskinkanonerne, der primært var beregnet på at luftsikre brigaden, men som også kunne indsættes som panserværn. I tilgift til de våben der organisatorisk tilhørte enhederne, rådede brigaden også over reservebeholdninger, og efter krigen indkøbte den danske stat yderligere svenske våben.

 

Den Danske Brigade i Sverige blev nedlagt i løbet af 1945, og den danske hær genoprettet. Dette skete på baggrund af 1937-forsvarslovene. Med andre ord skulle den danske hær altså indrettes på samme måde, som den havde været imellem 1937 og 1943. Denne organisation er beskrevet i første del af denne artikelserie. Dette frembød flere problemer. For det første rådede man selvsagt ikke over de samme våbentyper som før 1943, men derimod over britiske, svenske og til dels også danske, tyske og amerikanske substitutter. For det andet var der simpelthen ikke våben nok til at udfylde strukturen, selv med de supplerende anskaffelser der var gennemført af svensk og britisk materiel i de umiddelbare efterkrigsår. Især tunge våben såsom panserværnskanoner, morterer, artilleri og luftværnskanoner var en mangelvare.

 

Et andet problem for organiseringen af Hæren var de bundne opgaver, man fra politisk hold var blevet pålagt. Her først og fremmest udsendelsen af en brigade til Tyskland samt garnisoneringen af Bornholm med en bataljon forstærket med en artilleriafdeling. Denne bataljon kunne være udrustet med svenske eller engelske våben, mens artilleriafdelingen havde engelske feltkanoner. Enhederne til disse opgaver måtte i sagens natur være fuldt enkadreret og udrustet. Og siden man skulle rotere nye enheder til Tyskland og Bornholm med seks måneders mellemrum, måtte man også kontinuerligt uddanne nye enheder, der ligeledes skulle råde over deres normerede antal af mandskab og våben.

 

Dette gjorde, at størstedelen af Hærens mest moderne materiel, nemlig det britiske, reelt var båndlagt til de prioriterede opgaver med at rotere enheder til Tyskland og Bornholm. De resterende dele af Hæren, der ifølge 1937-ordningen skulle bestå af to divisioner med hver tre fodfolksregimenter, et rytterregiment samt 1-2 artilleriregimenter, måtte således tage til takke med det materiel der var tilbage. Og her var der ikke tunge våben nok til at udruste mere end måske 2-3 fodfolksregimenter til deres normerede styrke. De dele af Hæren der ikke var tunge våben til, måtte nøjes med håndvåben og løste forskellige former for vagt- bevogtning-, og rydningsopgaver. Der kunne med andre ord være stor forskel på det materiel, der burde være til stede i henhold til den organisatoriske normering, og det materiel der rent faktisk fysisk befandt sig hos den enkelte enhed.

 

Som en afledt konsekvens af denne mangel på mandskab og materiel, var det heller ikke muligt at oprette de mobilile forstærkningsenheder som ifølge 1937-ordningen skulle have varetaget forskellige lokalforsvarsopgaver. Hvis disse opgaver skulle løses, måtte man derfor bruge af de felthærsenheder, der som nævnt ovenfor heller ikke kunne opstilles som planlagt i henhold til 1937-ordningen.

 

Organisatoriske og tildelte panserværnsvåben ved et forstærket dansk fodfolksregiment i 1948

(forudsat organisatorisk og tildelt materiel er til stede).

 

Opsummering: Antallet af panserværnsvåben ved et forstærket dansk Fodfolksregiment i 1948.

(forudsat organisatorisk og tildelt materiel er til stede).

 

En anden tendens i organiseringen af efterkrigstidens danske hær var den tiltagende motorisering. I henhold til erfaringerne fra verdenskrigen var heste og cykler nu endegyldigt på vej ud til fordel for motorkøretøjer. Enheder udrustet med heste og cykler fortsatte dog med at eksistere på papiret, idet de jo havde udgjort en vigtig del af 1937-ordningens enheder. Dette betød, at fodfolkets tunge støttevåben samt artilleriets kanoner nu blev transporteret på lastvogne. Også ingeniør, træn -og telegrafenheder blev motoriseret i det omfang indkøbet af køretøjer tillod. De to rytterregimenter var ledende i denne motorisering, idet de fuldstændigt brød med 1937-ordningens blanding af ryttere, cyklister, motorcyklister og panservogne til fordel for at blive rene pansrede enheder - de første af sin slags i Hæren. Der blev i perioden 1945-1949 indkøbt nok panservogne til, at begge rytterregimenter kunne opstille tre panservognseskadroner, hvoraf hvert regiment på skift udsendte en eskadron til Tyskland. Hver panservognseskadron rådede over syv maskingeværbevæbnede pansrede spejdervogne, ti lette panservogne med 37mm kanon samt to tunge panservogne med 75mm kanon. Hertil kom to maskingeværdelinger med fodfolk i pansrede hjulkøretøjer. I kraft af sin motorisering og lette pansring besad panservognseskadronen en høj grad af bevægelighed. Den var derfor velegnet til kamp imod andre let pansrede enheder og upansrede fodfolksenheder, men var ikke velegnet til kamp imod tungt pansrede enheder, idet kun eskadronens tunge panservogne med deres 75mm kanoner havde håb om at opnå nogen effekt.

 

Panservogne fra Gardehusarregimentet.

De britiske panservogne gjorde det muligt at opbygge hærens to rytterregimenter til fuldt pansrede enheder. Den let bevæbnede Humber panservogn (til højre i billedet) udgjorde panservognseskadronernes primære kampkøretøj, imens den tunge Staghound panservogn (til venstre) med sin 75mm kanon leverede støtte til de lettere bevæbnede panser- og spejdervogne. (Foto, Bent Rohde Jensen, Danske Hærhistoriske Museer).

 

Den danske brigade i Tyskland rådede i kraft af sin anderledes organisation over flere panserværnsvåben end et typisk fodfolksregiment, idet brigadens enheder skulle samarbejde direkte med britiske styrker, og derfor var organiseret i henhold til den britiske hærs gældende organisation. De britiske enheder tildelte generelt flere panserværnsvåben til hver enhed, end det var tilfældet ved danske enheder af tilsvarende størrelse. Brigaden primære kampenheder bestod af tre fodfolksbataljoner og en panservognseskadron. Hertil kampstøtteenheder i form af et artilleriregiment med tre artilleri afdelinger og en luftværnsartilleriafdeling samt et ingeniørkompagni og øvrige logistiske og faglige enheder. I kraft af sin privilegerede stilling rådede brigaden også over en betydelig andel af de motorkøretøjer og det radiomateriel, man havde indkøbt i Storbritannien, og kunne derved nemmere koordinere sine enheders bevægelse og kamp.

 

Organisatoriske panserværnsvåben ved den Danske Brigade i Tyskland i 1948.

 

 

Antallet af panserværnsvåben ved den Danske Brigade i Tyskland i 1948:

 

Den Danske Brigade i Tyskland havde således en betydeligt bedre panserværnskapacitet, end det var tilfældet for et tilsvarende forstærket fodfolksregiment. Det ser ud som om, det også var meningen, at brigaden organisatorisk skulle have haft et panserværnskompagni med tolv af de slagkraftige 76mm panserværnskanoner. Det primære problem her var, at disse tolv kanoner repræsenterede hele den indkøbte bestand af dette våben. Der var med andre ord ikke nok våben til både at have en kompagnibeholdning udsendt med brigaden og samtidig have yderligere en kompagnibeholdning i Danmark til at uddanne næste hold på. Brigaden blev således udsendt uden et panserværnskompagni, men siden opgaverne i den britiske besættelseszone ikke inkluderede egentlige kampopgaver imod konventionelle pansrede enheder, har man måske ikke ment, det havde den store betydning.

 

Værnepligtstiden blev sat op fra 5 måneder til 9-11 måneder, dels som følge af behovet for at have tilstrækkeligt mandskab ved enhederne til at løse de mange opgaver, dels fordi de enheder, der skulle til Bornholm og Tyskland, skulle nå deres grundlæggende enkeltkæmper-og enhedsuddannelse, før de skulle udsendes i seks måneder.

 

Cyklistregimentet og Fodfolkspionerkommandoet, de to enheder der med 1937-Hærordningen specifikt var blevet opstillet for at imødegå et tysk angreb på Jylland, blev reelt aldrig genopstillet. Dette skyldes givetvis, at de taktiske opgaver de skulle løse nu, enten var bortfaldet sammen med den tyske trussel, eller var blevet overflødiggjort af den stigende motorisering. Cyklistregimentet fungerede nu reelt som et almindeligt fodfolksregiment, dog med et mindre antal bataljoner. Fodfolkspionerkommandoet blev reelt heller aldrig opstillet i den form 1937-ordningen tiltænkte. De to fodfolkspionerbataljonerne endte således i stort omfang med at blive opstillet som almindelige fodfolksbataljoner. Hele den danske hærs beholdning på tolv 76mm panserværnskanoner endte dog hos fodfolkspionererne, givetvis fordi en af deres tiltænkte doktrinære opgaver, var at fungere som bevægeligt panserværn for Jyske Division.

 

Doktrin.

Den trussel man forestillede sig at stå over for, kom primært fra den sovjetisk ledede østblok og ville kunne manifestere sig på flere niveauer. Den kommunistiske del af den danske modstandsbevægelse havde beholdt sine våben og fortsatte med at eksistere efter krigen, i form af en række hjemmeværnsforeninger. Man kunne derfor frygte uroligheder eller ligefrem et kup fra disse, der ville blive støttet af Sovjetunionen. En anden trussel var muligheden for, at en fjendtlig magt kunne tænkes at besætte dele af landet i et lynangreb ved brug af faldskærms- og landgangsenheder, ligesom tyskerne havde gjort 9. april 1940. Truslen ansås at være størst for Sjælland og Bornholms vedkommende. Den sidste og mest alvorlige trussel var et generelt angreb på Vesteuropa, hvor Danmark blev inddraget i kraft af sin geografiske placering. Kun i det sidste tilfælde ville større mængder af fjendtligt panser, umiddelbart kunne tænkes at optræde imod danske styrker. 

 

Indtil august 1943 havde den danske hær prøvet at holde sine reglementer opdateret i henhold til, hvad man havde kunnet indhente af oplysninger om de krigsførende parters erfaringer. Til trods for dette forblev Hærens doktrin fast forankret i den måde, man før krigen havde forestillet sig at føre kampen på, som er beskrevet i denne artikelseries første del. Man forestillede sig således stadig, at forsvarskampen skulle tage form af en kontinuerligt bemandet linje af skyttegravssystemer bemandet af fodmarcherende og hestetrukne enheder, imens de mobile enheder skulle føre ”Tilbagevigende Kamp” foran denne stilling. Dette til trods for at de enheder den danske hær opstillede efter 1945, reelt ikke modsvarede de enheder, der var nødvendige, for at førkrigsdoktrinen kunne fungere. Den eneste potentielle fordel den danske hær havde var, at de panservognsudrustede rytterregimenter nu havde større mobilitet og slagkraft, idet disse enheder var fuldt pansrede. Derved kunne de bedre kæmpe i henhold til principperne for den ”Tilbagevigende Kamp” set i forhold til rytterregimenterne i 1937-ordningen, der jo bestod af en uhomogen blanding af beredne, cyklende, motoriserede og pansrede enheder. Et andet problem var, at den bedst udrustede og uddannede enhed i Hæren, den Danske Brigade i Tyskland, måske heller ikke ville være til rådighed for landets forsvar. Det var meningen, at brigaden skulle trækkes tilbage til Danmark i tilfælde af en krise med Sovjetunionen. Men i kraft af enhedens placering var der risiko for, at den i stedet ville blive afskåret, og derfor ende med at kæmpe sammen med britiske enheder i Nordtyskland i tilfælde af en europæisk storkrig. Et tredje problem var at Søværnet, hvis indsats stadig udgjorde forudsætningen for et velgennemført forsvar af øerne øst for Storebælt, reelt ikke kunne løse sin opgave på grund af manglen på orlogsskibe. På denne måde gjorde de materielle og organisatoriske mangler, at den gældende doktrin for gennemførelse af forsvarskampen næppe var gennemførlig i perioden 1945-1949. Den valgte danske neutralitetspolitik, der betød at Hæren måtte basere sig på 1937-ordningen, gjorde også, at det var vanskeligt for den danske hærs generalstab åbenlyst at tilpasse doktrinen til kamp imod en bestemt modstander. Man måtte søge at tillempe den eksisterende doktrin til de nye trusler.

 

Det danske forsvars prekære situation blev dog afhjulpet noget af, at Storbritannien havde et betydeligt antal enheder udstationeret som besættelsesstyrker i Tyskland. Ved krigens slutning i maj 1945 stod således et korps med to infanteridivisioner og en panserdivision i Slesvig-Holsten og Hamburg-Lüneburg området. Denne styrke blev gradvist demobiliseret i årene efter krigen, men selv i 1948 stod der i området styrker svarende til en forstærket panserdivision med over 200 middeltunge kampvogne. I tilfælde af et generelt angreb fra østblokstaterne imod Vesteuropa ville disse britiske styrker, i noget tid kunne blokere for et angreb imod Jylland.

 

I kraft af Hærens samvirke med den britiske hær udviklede der sig i løbet af 1940´erne to doktrinære skoler i Hæren. Den ene skole bestod af danske hærenheder i Danmark, der i høj grad baserede sig på reglementarisk materiale fra før 29. april 1943. Den anden fraktion bestod af enhederne i den Danske Brigade i Tyskland, der af hensyn til deres effektive samarbejde med de britiske besættelsesstyrker måtte inddrage britiske reglementer og doktrin i deres øvelsesvirksomhed. Dette betød, at enhederne i Danmark i det omfang de overhovedet foretog større øvelser, primært trænede den form for lineære indsættelse af bataljonerne i udbyggede og sammenhængende skyttegravs-stillinger, som den danske hær havde trænet før krigen. Den danske Brigade i Tyskland begyndte derimod at anvende den doktrin for forsvarskampen, den britiske hær havde udviklet i løbet af 2. Verdenskrig. Her blev der lagt vægt på, at hver fodfolksbataljon skulle opbygge sin egen ”forsvarsboks”, indrettet til 360-graders forsvar. Ilden fra hver bataljons tunge våben skulle kunne overlappe med nabobataljonerne, hvorved der ville blive sammenhæng i brigadens forsvar. Denne opstilling gjorde, at bataljonerne kun i mindre grad var sårbare overfor at blive omgået af fjendtlige kampvogne og infiltrerende infanteri, idet bataljonens forsvarsboks var indrettet til forsvar i alle retninger, og dermed ikke havde nogen sårbare flanker. Bataljonens organisatoriske og tildelte panserværnsvåben skulle her både søge at beskytte bataljonens egne kompagnier imod pansrede køretøjer, men også at kunne virke med flankerende ild overfor køretøjer, der søgte at angribe nabobataljonerne. Den Danske Brigade i Tyskland indøvede denne doktrin på de øvelser, de enkelte bataljoner deltog i, samt ved krigsspil og procedureøvelser på brigadeniveau. Siden denne britiske indflydelse have stor betydning for udviklingen af den danske hærs doktrin i 1950´erne, vil denne blive behandlet mere indgående i næste artikel i serien.

 

Modstanderen.

 

Den sovjetiske hær havde båret hovedparten af verdenskrigens kampbelastning og lidt langt størstedelen af de tab, der var nødvendige for at knuse det nazistiske Tyskland. Til trods for at store dele af de sovjetiske styrker var blevet demobiliseret efter krigen, havde Sovjetunionen stadig en stående styrke på over tre millioner mand. Sovjetunionen kunne også forvente at modtage støtte fra den polske folkehær, der, hvad udrustning og materiel angik, lignede den sovjetiske hær og stod under kommando af en sovjetisk marskal. Den polske hær var udrustet med næsten de samme typer af pansrede køretøjer som den sovjetiske.

 

Om hvorvidt Sovjetunionen planlagde et militært angreb på Vesteuropa i perioden 1945-1949, ved vi reelt ikke. Det er også et åbent spørgsmål om, hvorvidt den krigsudmattede sovjetiske stat havde ressourcer og vilje til mere end at dominere de stater i Østeuropa, hvor sovjetiske tropper opholdt sig, da krigen sluttede. Set fra den lille isolerede og neutrale danske stats synspunkt var denne udvikling selvfølgelig foruroligende. Idet Danmark lå geografisk udsat og uden hjælp udefra, ville det være vanskeligt at modsætte sig sovjetisk diplomatisk eller militært pres.

 

Den sovjetiske hær havde under krigen udviklet eller importeret en række pansrede køretøjstyper beregnet på at løse alle former for taktiske opgaver. Opklaringsopgaver blev varetaget af forskellige let pansrede køretøjer, her først og fremmest den maskingeværbevæbnede BA-64 panservogn. Herudover anvendte den sovjetiske hær også flere forskellige modeller af let pansrede og maskingeværbevæbnede køretøjer, man havde modtaget som våbenhjælp fra USA og Storbritannien.

 

Størstedelen af den sovjetiske hærs kampvognsbestand udgjordes af den middeltunge T-34 kampvogn. Denne kombinerede en pansring, der kunne modstå de fleste lette panserværnsvåben med en god mobilitet og en slagkraftig 76mm eller 85mm kanon. De tunge kampvogne var knap så talrige og bestod af IS-2 og -3 modellerne. Disse udmærkede sig ved et stærkt frontpanser, der kun kunne gennemskydes af de tungeste panserværnsvåben. Samtidig bevarede de en acceptabel mobilitet og en stærk bevæbning i form af en 122mm kanon. De tunge kampvogne blev derfor som regel indsat som tyngdedannende hovedvåben i den sovjetiske hærs angreb.

 

Sovjetiske panservogne i Rumænien, efteråret 1944.

Til opklaringsformål rådede den sovjetiske hær over en række let pansrede køretøjer. Først og fremmest den maskingeværbevæbnede BA-64 panservogn, hvoraf to kan ses til venstre i billedet. Mange af køretøjerne, såsom den amerikanskbyggede M3 Scoutcar der ses til højre i billedet, var blevet leveret som våbenhjælp under krigen. I modsætning til den danske hærs panservogne rådede den sovjetiske hærs panservogne ikke over kanonbevæbning. (Foto, RGAKFD).

 

Idet det sovjetiske feltartilleri på dette tidspunkt ikke var specielt taktisk fleksibelt og ofte blev indsat efter en ildplan i stedet for at blive påkaldt af en observatør, var det nødvendigt med direkte skydende artilleri, der kunne følge de angribende sovjetiske enheder og bekæmpe opdukkende mål, der måtte have overlevet den indledende artilleriforberedelse. Dette var en opgave for de selvkørende kanoner. Med deres bevæbning kunne disse pansrede køretøjer også fungere som panserværnsvåben for den enhed de støttede. Den sovjetiske hær havde mange forskellige typer selvkørende kanoner, fra den let pansrede SU-76 til de middeltunge SU-85 og SU-100 modeller. De tungeste selvkørende kanoner var ISU-122 og -152 modellerne. Fælles for dem var, at de var tårnløse, og derfor havde kanonen monteret i en overbygning på et kampvognschassis. De havde ofte heller ikke nogen maskingeværbevæbning, og var derfor ikke egnet til at lede angreb på samme måde som egentlige kampvogne.

 

Organisatorisk var de sovjetiske og polske hære groft sagt opdelt i to forskellige enhedstyper. Den første enhedstype var skyttedivisionerne, der udgjorde hærens offensive og defensive rygrad. Disse enheder blev primært udgjort af fodmarcherende infanteri med hestetrukne støtteenheder og en begrænset mængde organisatorisk tildelte motoriserede og pansrede køretøjer. Sammen med yderligere støttevåben i form af panserværn, artilleri og ingeniørtropper udgjorde 6-9 skyttedivisioner en armé.

 

En sovjetisk skyttedivision bestod i slutningen af 1940´erne af tre fodmarcherende skytteregimenter, hver med tre skyttebataljoner, der igen bestod af tre skyttekompagnier samt et maskingeværkompagni og et middeltungt morterkompagni. En sovjetisk eller polsk skyttebataljon var dog mandskabsmæssigt kun halvt så stor som en tilsvarende dansk. Hvert regiment rådede også over et batteri SU-76 selvkørende kanoner samt et kompagni trukne panserværnskanoner og et tungt morterkompagni. På divisionsniveau var en et panserværnskompagni en motorcyklist-bataljon med et dusin panservogne, en artilleribrigade med fem afdelinger rørartilleri og en tung morterafdeling, samt en ingeniørbataljon. Hertil kom telegraf-, sanitets-, træn-, og faglige enheder. Som følge af erfaringerne fra verdenskrigen var hver division blevet tildelt store mængder organisatorisk artilleri og et kampvognsregiment med fem kompagnier T-34 kampvogne samt et kompagni SU-100 selvkørende kanoner. Ved offensive opgaver blev skyttedivisionen ofte forstærket med yderligere artilleri- og ingeniørenheder fra højere myndigheders styrkepulje. Dette gav skyttedivisionen taktisk fleksibilitet og evnen til at kæmpe offensivt og defensivt i alle former for terræn. En skyttedivision havde som regel en begrænset mængde radiomateriel til rådighed og anvendte felttelefon som sit primære kommunikationsmiddel. Store dele af divisionens træk- og transportkraft blev stadig leveret af heste, men antallet af motorkøretøjer var dog stigende. Polske skyttedivisioner var stadig udrustet som under verdenskrigen, og havde derfor ikke pansrede køretøjer organisatorisk tildelt. Disse skulle først tildeles skyttedivisionen fra højere myndigheds side og bestod ofte af ældre og mindre kampkraftige køretøjsmodeller. De var derfor generelt dårligere udrustet end tilsvarende sovjetiske enheder, og havde ikke det samme offensive potentiale.

 SU-76 selvkørende kanon i Budapest, 1956.

Den sovjetiske hær anvendte en lang række af selvkørende kanoner af forskellig størrelse. SU-76 var bygget på chassiset fra en forældet let kampvogn og var bevæbnet med en 76mm feltkanon, der var den lette standardfeltkanonen i den sovjetiske hær. (Foto, Jack Metzger, ETH-Bibliothek Zürich).

 

Størstedelen af den sovjetiske hærs kampvogne og motorkøretøjer var koncentreret i de pansrede og mekaniserede enheder. Talmæssigt udgjorde disse enheder ca. 25% af den sovjetiske hærs styrke, idet størstedelen af de styrkereduktioner sovjethæren havde foretaget efter 2. verdenskrig, havde ramt de mandskabstunge skyttedivisioner. Organisatorisk kunne mekaniserede og pansrede divisioner være afgivet enkeltvis til at støtte en armé og ville her typisk blive brugt som en opfølgestyrke, der skulle udnytte og udvide de huller, som skyttedivisionerne måtte have lavet i fjendens forsvarsstillinger. Alternativt kunne mekaniserede og pansrede divisioner være organiseret i en separat mekaniseret armé, der kunne bestå af 1-2 pansrede og 1-2 mekaniserede divisioner samt støtteenheder. Den mekaniserede armé var primært beregnet som en gennembrudsstyrke, der først skulle indsættes, når de foranliggende skytteenheder havde kæmpet sig vej igennem fjendens udbyggede forsvarssystem. De mekaniserede og pansrede enheder rådede også over mere radiomateriel end de fodmarcherende skyttedivisioner, hvilket gjorde det nemmere at koordinere taktiske bevægelser og ildens anvendelse. Den polske hær havde umiddelbart efter krigen opløst sin eneste pansrede division, men i lyset af de forværrede internationale forhold i slutningen af 1940´erne var polakkerne i gang med at konvertere allerede eksisterende skyttedivisioner til mekaniserede og pansrede enheder.

 

Angribende T-34 kampvogne med opsiddet infanteri, Ukraine april 1944.

Den sovjetiske hærs mangel på pansrede mandskabsvogne gjorde det nødvendigt for infanteriet at ride på kampvognene for derved at sikre det nødvendige taktiske samarbejde. Dette udgjorde hovedgrundlaget for de mekaniserede og pansrede enheders kamp. (Foto, Sovfoto).

 

Af de to enheder var panserdivisionen den klart mest offensivt orienterede. Kernen i divisionen bestod af tre panserregimenter, hver bestående af to panserbataljoner, med tre panserkompagnier, samt en motorskyttebataljon med tre skyttekompagnier og et morterkompagni. Sidstnævnte enhed støttede de to panserbataljoner ved at lade skyttekompagniernes mandskab ride på kampvognenes dæk, hvilket sikrede et nært samarbejde imellem infanteri og kampvogne. Panserdivisionen havde også et tungt panserregiment bestående af to bataljoner tunge kampvogne og en bataljon med tunge selvkørende kanoner samt en maskinpistolbataljon, der ligesom i de øvrige panserregimenter støttede de pansrede køretøjer ved at ride på deres dæk. Det tunge panserregiment var divisionens tungest pansrede og hårdtslående enhed, og havde derfor ofte rollen som tyngdeskabende reserve.

 

Hertil kom et motorskytteregiment med tre motorskyttebataljoner, opbygget som de i panserregimenterne samt en let artilleriafdeling og en morterafdeling med middeltunge og tunge morterer. Det var motorskytteregimentets taktiske opgave at følge efter panserregimenterne og sikre det terræn, de havde erobret. Tillige var det regimentets opgave at kæmpe i terræn, hvor panserregimenterne havde vanskeligt ved at operere effektivt, såsom by og skov, samt ved overgang over vandløb. Divisionens motorcykelbataljon havde opklaringsopgaver, og bestod derfor af to kompagnier motorcykelinfanteri, et kompagni med et dusin panservogne samt et kompagni middeltunge T-34 kampvogne. Hvad artilleri angik, rådede divisionen over to morterafdelinger, en rørartilleriafdeling samt en raketkasterafdeling. Hertil kom en luftværnsafdeling, en ingeniørbataljon, en telegrafbataljon samt sanitets-, træn-, og faglige enheder.

 

De mange kampvogne, kombineret med manglen på infanteri og artilleri gjorde panserdivisionen egnet til offensiv kamp i åbent terræn, hvor enhedens pansrede styrke på lidt over 270 kampvogne og selvkørende kanoner kunne udfolde deres fulde kampkraft.  Det blev her forventet at kampvognene sammen med det infanteri, der red på deres dæk, ville kunne bære kampens hovedbelastning uden særlig megen støtte fra divisionens øvrige enheder.

 

Den mekaniserede division var organiseret efter de samme linjer som panserdivisionen, dog med lidt færre kampvogne og noget mere infanteri og artilleri. Den var derfor en mere velafrundet kampenhed i både angreb og forsvar, og havde ikke de samme problemer med at kæmpe i lukket terræn og feltbefæstede stillinger som panserdivisionen. Den mekaniserede divisions primære kampkraft var tre mekaniserede regimenter, hver med to motorskyttebataljoner organiseret på samme måde som de i panserdivisionen. Det mekaniserede regiment havde også en panserbataljon med middeltunge T-34 kampvogne samt et opklaringskompagni. Hertil kom en morterafdeling med middeltunge og tunge morterer samt en let artilleribataljon, et ingeniørkompagni samt telegraf-, sanitet-, og faglige enheder.

 

Divisionen havde også panserregiment og en motorcykelbataljon, organiseret som panserdivisionens. Den mekaniserede divisions tunge panserregiment havde en overvægt af tunge selvkørende kanoner i forhold til tunge kampvogne, idet denne enhed skulle levere direkte skydende ildstøtte til de angribende mekaniserede regimenter. Hos den mekaniserede division udgjorde det tunge panserregiment således i mindre grad en kampafgørende tyngdeenhed og i højere grad en puljeenhed for tildeling af ildstøtte til divisionens øvrige enheder. Divisionen var også noget bedre udrustet med artilleri, med to tunge morterafdelinger, to middeltunge haubitsafdelinger samt en raketkasterafdeling og en luftværnsafdeling. Hertil kom ingeniør-, telegraf-, sanitet-, træn-, og faglige enheder.

 

 

Østblokhærenes organisation i 1948.

Antal pansrede køretøjer i forhold til større troppeenheder.

 

Den sovjetiske hær rådede også over næsten et dusin faldskærmsdivisioner, hvoraf enkelte kunne tænkes indsat imod Danmark. Disse havde dog ingen pansrede køretøjer. Det sovjetiske marineinfanteri var også blevet nedlagt efter krigen, men de polske og sovjetiske flåder rådede over nok landgangskapacitet i Østersøen til at kunne landsætte et skytteregiment forstærket med op til en bataljon kampvogne. Størstedelen af disse landgangsskibe bestod af mindre fartøjer med begrænset sødygtighed, der enten var blevet taget som krigsbytte fra de tyske og italienske flåder eller leveret som amerikansk våbenhjælp under krigen. Dette gjorde det muligt at foretage landgang på en uforsvaret strand i godt vejr, men set i forhold til de få fuldt udrustede danske styrker, der var til stede på den sjællandske øgruppe, var selv denne begrænsede landgangskapacitet en alvorlig trussel, især set i lyset af den danske hærs begrænsede evne til at bekæmpe de kampvogne, der ville blive landsat allerede i første angrebsbølge. Den sovjetiske erfaring med luftbårne og amfibiske landsætninger havde dog været særdeles blandet under krigen, idet ca. halvdelen af de nedkastninger eller landsætninger der var blevet foretaget, var endt som blodige fiaskoer, hvor størstedelen af de indsatte styrker var gået tabt.

 

Uddannelsesmæssigt var den grundlæggende værnepligtstid i Sovjetunionen på tre år og i Polen af to års varighed. I tilgift havde begge lande en kerne af officerer med reel kamperfaring fra verdenskrigen. Dette gav et udmærket fundament for at uddanne enheder, der kunne agere i overensstemmelse med de valgte doktriner, også selvom dele af værnepligtstiden ofte blev brugt på ikke-militær gavntjeneste.

 

Selvkørende kanon SU-85 i Minsk, sommeren 1944.

De middeltunge SU-85 og SU-100 selvkørende kanoner var baseret på det samme chassis som T-34 kampvognen. Udover at skulle fungere som direkte skydende artilleri, fungerede SU-85 og SU-100 også som virksomme panserjagere. (Foto, Ministerstvo oborony Rossii, mil.ru).

 

Den doktrin som både de sovjetiske og polske hære anvendte, afhang af om, hvorvidt enheden var en skytteenhed eller en pansret/mekaniseret enhed. Skyttenhedernes angrebsdoktrin lagde vægt på en overvældende koncentration af artilleri, mandskab og materiel i en meget smal gennembrudssektor. Kampen skulle styres centralt fra divisions- og arméchefens side, både hvad manøvreplan og ildens anvendelse angik. Afhængigheden af fungerende felttelefonforbindelser samt manglen på radiomaterielville ville givetvis også have gjort det vanskeligt at føre enhederne mere fleksibelt. Enhederne, og de officerer der førte dem, forventedes at gøre som de fik besked på, for derved at kunne udfylde deres rolle i den manøvreplan, som højere stabe havde fastlagt.

Artilleriilden var centraliseret og gennemført i henhold til at befalet ildplan i stedet for at blive fleksibelt påkaldt af observatører. Kun skydninger med let feltartilleri og mortérer blev som regel gennemført, som påkaldte skydninger.

 

Når artilleriforberedelsen, der kunne vare op til to timer, var overstået rykkede angrebsenhederne frem. Et skytteregiment, der lå i angrebets tyngdepunkt, kunne have en frontbredde på helt ned til 500 meter, med en skyttebataljon forstærket med et panserkompagni og ingeniører forrest. En lignende skyttebataljon fulgte efter, imens regimentets tredje skyttebataljon opstillede en kompagnikampgruppe, forstærket med ingeniører og selvkørende kanoner til at tackle eventuelle forbipasserede støttepunkter samt yderligere en kompagnikampgruppe, forstærket med ingeniører til brug ved yderligere rydning af hindringer. Det sidste kompagni udgjorde regimentsreserven og skulle fastholde det terræn, de øvrige enheder måtte have vundet ved deres angreb. Hvis regimentet ikke var indsat i angrebets tyngdepunkt, ville de to forreste bataljoner angribe side om side. Frontbredden ville så blive fordoblet, og dybden i angrebet ville blive tilsvarende reduceret. Fra kompagniniveau og opefter blev angrebet grundlæggende set gennemført frontalt. Hvis den første bataljon blev stoppet, søgte den med ild at støtte næste bataljons angreb, der blev gennemført i samme sektor, hvor den første bataljons angreb havde fejlet. På regimentschefens ordre kunne de specialiserede kompagnikampgrupper indsættes til angreb på befæstede støttepunkter eller yderligere rydningsarbejde. Denne doktrin var brutalt effektiv og stillede ikke store krav til hverken mandskabets eller officerernes uddannelse. Ideen var at kunne opnå det ønskede gennembrud på det befalede sted og til det befalede tidspunkt.

 

Tung IS-2 kampvogn ved Leningradfronten, juni 1944.

Med deres svære 122mm kanoner udgjorde de tunge kampvognsbataljoner nogle af de mest slagkraftige enheder i de sovjetiske og polske hære. Iblandt de panserværnsvåben den danske hær rådede over, var det reelt kun det lille antal af 76mm panserværnskanoner der var i stand til at gennemskyde de tunge sovjetiske kampvognes frontpanser. (Foto, Boris Kudoyarov, Sputnik Images)

 

Som man vil kunne erindre fra denne artikelseries første del, skulle et dansk fodfolksregiment i forsvar, ifølge de doktriner der blev udarbejdet før 2. verdenskrig og som stadig var gældende i efterkrigstiden, kunne dække en frontbredde på 9-10 kilometer. Det vil sige at et fodfolksregiment, der var indsat, hvor den sovjetiske eller polske arméchef valgte at skabe sit gennembrud, skulle kunne modstå et angreb fra helt op 2-3 forstærkede sovjetiske eller polske skyttedivisioner. Et dansk fodfolksregiment udenfor gennembrudssektoren ville måske kun blive angrebet af en styrke op til divisionsværdi. En dansk fodfolksbataljon kunne ligeledes forvente at blive angrebet af adskillige skytteregimenter og måske over en skyttedivision. Som allerede nævnt er det dog værd at huske på, at sovjetiske og polske skyttebataljoner generelt kun havde ca. halvt så meget mandskab som en tilsvarende dansk fodfolksbataljon, så de angribende styrkers talmæssige overlegenhed var ikke så høj, som forskellene i enhedsstørrelse umiddelbart kunne antyde. De ca. 30 pansrede køretøjer der, ideelt set støttede skytteregimentets angreb udgjorde derimod et stort taktisk problem, som den danske skyttebataljon med sine 6-7 organisatoriske eller tildelte panserværnskanoner reelt ikke havde noget fornuftigt modsvar på.

 

Det sovjetiske skytteregiment i angreb.

Princippet om de samvirkende våbens kamp udgjorde grundlaget for den sovjetiske hærs angrebsdoktrin selv på det laveste taktiske niveau. Et angribende skytteregiment ville således være massivt støttet af kampvogne, selvkørende kanoner, ingeniørenheder, let feltartilleri indsat i direkte skydning samt middeltungt artilleri og tunge morterer indsat i indirekte skydning.

 

Denne kombination af angribende pansrede og fodmarcherende enheder udgjorde et dilemma for den forsvarende enhed. Hvis ilden blev åbnet for tidligt, ville det angribende sovjetiske infanteri falde ned og finde dækning. Imens ville de støttende kampvogne, selvkørende kanoner og øvrige tunge våben tage de forsvarsstillinger under beskydning, der havde afsløret sig ved deres ildåbning. Muligvis ville den indledende artilleriforberedelse endda blive gentaget i reduceret omfang, hvis forsvaret var særligt hårdnakket. Derved ville de forsvarende enheder have afsløret sig selv uden at have opnået nogen afgørende effekt med deres ildåbning. Hvis ilden blev åbnet for sent, ville det angribende sovjetiske infanteri være så tæt på de forsvarende enheders stillinger, at de ville kunne levere effektiv ild fra deres egne støttevåben og håndvåben, og derved kunne opnå ildoverlegenhed. Når de forsvarende enheder på denne måde var holdt nede, fulgte indbruddet og rensningen af de angrebne stillinger.

 

Der var dog også klare svagheder ved de fodmarcherende skytteenheders doktrinære måde at føre angrebskampen på. En af de største var den ekstreme grad af tyngdedannelse i angrebssektorerne, hvor adskillige tusinde mand og flere dusin køretøjer var presset ind i et rum på få kvadratkilometer. Denne høje koncentration forstærkede effekten af de forsvarende enheders ild, først og fremmest af fladevåben som artilleri og morterer. Også forsvarerens minefelter opnåede selvsagt større effekt jo flere angribende enheder, der blev presset ind i dem.

 

De pansrede og mekaniserede enheders doktrin var på væsentlige områder anderledes end de fodmarcherende skytteenheders. I princippet skulle disse enheder først frigives på det tidspunkt, hvor de angribende skytteenheder havde opnået et eller flere gennembrud. Herefter skulle de støde frem med henblik på at kunne udnytte deres bevægelighed og ildkraft til at foretage dybe fremstød rettet imod at omringe fjendtlige enheder eller nå taktiske og operative mål i fjendens bagland. Hvis indsættelsen af de mekaniserede og pansrede enheder skete for tidligt, var der risiko for, at de skulle bruge tid og kampkraft på at passere igennem, hvad der måtte være tilbage af de forsvarende enheders stillinger og minefelter. Skete indsættelsen for sent, ville modstanderen måske kunne nå at bagstoppe sin forsvarslinje med reserveenheder, som de mekaniserede og pansrede enheder skulle bruge ressourcer på at nedkæmpe, og derved ville være ude af stand til at løse deres opgave som gennembrudsstyrke.

 

Den pansrede eller mekaniserede division rykkede typisk frem ad 2-3 parallelle akser med dele af motorcykelbataljonen forrest på hver fremrykkeakse efterfulgt af et pansret eller mekaniseret regiment. Ofte kunne frontbredden her være meget stor - helt op til 10-15 kilometer. Hvis større modstand blev mødt på en af disse akser, ville motorcykelbataljonen indsætte sit eget panserkompagni imod modstanden, imens resten af bataljonen ville søge at omgå den forsvarende stilling. Hvis dette ikke var nok, ville den første pansrede eller mekaniserede bataljon, der fulgte efter motorcyklistbataljonen forsøge sig med et angreb fra bevægelse. Hvis dette også fejlede, ville resten af det pansrede eller mekaniserede regiment på denne fremrykkeakse angribe efter en kort opmarch. Hvis dette også fejlede, ville regimentet søge at fastholde fjenden, imens reserveenheder eller enheder fra parallelle fremrykkeakser søgte at omgå og isolere den fjendtlige modstandslomme. Alt dette for at kunne opnå så højt et fremrykketempo som muligt. De efterfølgende motorskytteenheder ville som regel have til opgave at fastholde det terræn, som de angribende panser- eller mekaniserede regimenter havde vundet og skulle også løse de taktiske opgaver, som kampvognsregimenter kunne have svært ved, f.eks. overgang over vandløb samt kamp i lukket terræn såsom by og skov. Siden de mekaniserede og pansrede enheders doktrin skulle komme til at danne grundlaget for al videre doktrinudvikling i østblokken, vil emnet blive behandlet mere indgående i næste del af denne artikelserie.

 

De mekaniserede og pansrede enheder ville i højere grad søge at udnytte deres motoriserede mobilitet og større tildeling af radiomateriel til at forsøge at flankere eller omgå fjendtlige stillinger i stedet for at angribe dem frontalt ligesom de fodmarcherende skytteenheder. Målet her var at opnå en såkaldt parallel forfølgelse, hvor de angribende pansrede og mekaniserede enheder rykkede hurtigere frem, end forsvareren kunne trække sig tilbage. Herved ville de forsvarende styrker blive afskåret og ødelagt. Der blev derfor også forventet en noget større grad af initiativ og selvstændig optræden fra officererne i de mekaniserede og pansrede enheder. Indenfor den overordnede plan skulle de søge at tilpasse deres ild og bevægelse til den gældende taktiske situation. Selv for de mobile enheder var det dog et ufravigeligt krav at opfylde de taktiske og operative mål i den overordnede plan til de befalede tidspunkter.

 

Forsvarerens dilemma, om hvornår ilden skulle åbnes, var også til stede her, dog yderligere forværret på grund af det store antal pansrede køretøjer. Hvis ilden blev åbnet for tidligt imod de fremrykkende sovjetiske kampvogne og det infanteri, der var på dem, ville infanteriet sidde af kampvognene og gå i dækning, imens panseret nedkæmpede modstanden med deres kanonener og maskingeværer. Hvis ilden blev åbnet for sent, ville det maskinpistolbevæbnede infanteri på kampvognene allerede være på stormafstand og ville umiddelbart kunne bryde ind i de forsvarende enheders stillinger, støttet af de overlevende kampvognes ild.

 

Der var dog også svagheder, ved den måde de mekaniserede og pansrede enheder kæmpede på.

Den største var givetvis den potentielle mangel på samvirke imellem våbnene, idet den primære offensive kraft i disse enheder bestod af kampvogne med infanteri opsiddet på dækket. Hvis det var muligt at adskille kampvognene fra infanteriet, f.eks. igennem beskydning med artilleri og morterer, ville de ikke længere kunne støtte hinanden gensidigt. Herved ville angrebet enten gå i stå, eller de isolerede kampvogne risikere at lide unødvendige tab til panserværnsvåben, de kun vanskeligt kunne stedfæste uden infanteriets hjælp.  

 

Mulig situation ved et hypotetisk krigsudbrud i forbindelse med Påskekrisen i foråret 1948.

På den viste kontrafaktiske skitse har den Danske Brigade i Tyskland nået at forskyde til Holsten før krigsudbruddet, hvor britiske styrker (indtegnet med lyseblåt) allerede befinder sig. Angrebsstyrken imod den sjællandske øgruppe andrager et skytteregiment forstærket med kampvogne samt en faldskærmsdivision, senere forstærket med op til to yderligere skyttedivisioner. Angrebsstyrken imod den jyske halvø består af det meste af en armé med op til fire skyttedivisioner, forstærket med 1-2 pansrede eller mekaniserede divisioner. Den danske hærs svage og mangelfuldt udrustede enheder er forsøgt indsat efter gældende førkrigsdoktrin, med en division på Sjælland og en i Jylland. Divisionen i Jylland har måttet afgive et reduceret fodfolksregiment til forsvaret af Fyn. Ingen forstærkningsbataljoner er til rådighed for lokalforsvaret af vigtige objekter og infrastruktur.

 

Det har indtil videre ikke været muligt at foretage studier over, hvilke styrker Sovjetunionen og Polen kunne tænkes at have indsat imod Danmark, hvis det lille neutrale land var blevet inddraget i en generel stormagtskonfrontation i 1940´erne. En styrke af arméniveau, forstærket med faldskærmsenheder og landgangsfartøjer, ville givetvis have været passende til både at nedkæmpe de danske og britiske styrker på den jyske halvø og indtage øerne øst for Storebælt med luft- og sølandsætninger. Styrkefordelingen kunne således tænkes at være 4-6 skyttedivisioner imod den jyske halvø, muligvis forstærket med 1-2 pansrede eller mekaniserede divisioner. Tilsvarende kunne styrken imod øerne øst for Storebælt tænkes at have bestået af en faldskærmsdivision samt 2-3 skyttedivisioner med landgangskapacitet nok til at landsætte et skytteregiment forstærket med kampvogne. Når de luft- og sølandsatte styrker havde erobret en større havn, kunne resten af styrken landsættes med civile fragtskibe.  

 

 

Konklusion for perioden 1945-1949.

Tiden efter 2. verdenskrig var præget af, at Hæren for det første skulle genopbygge næsten samtlige sine kapaciteter, og samtidig forsøge at omstille sig til de nye taktiske, operative og strategiske vilkår, som krigen havde gjort gældende. Dette skulle ske på baggrund af en hærordning og en doktrin for forsvarskampen, der i slutningen af 1930´erne var blevet udviklet til at kunne bekæmpe et angreb fra det nazistiske Tyskland. Perioden 1945-1949 var således en overgangsperiode, hvor man forsøgte at integrere erfaringerne fra 2. Verdenskrig med den eksisterende doktrin og organisation samt det forhåndenværende materiel, der for panserværnsvåbnenes vedkommende enten var britisk eller svensk. I tilgift skulle Hæren også løse en række politisk pålagte opgaver, hvor udsendelsen af enheder til Bornholm og Tyskland reelt båndlagde store dele af det moderne materiel, man rådede over.

 

Overfor dette stod Sovjetunionen og dets allierede stater i Østeuropa, der i løbet af anden halvdel af 1940´erne fremstod som den potentielle modstander. Truslen herfra bestod i angreb af samme type, som de der havde knust den nazistiske værnemagt på østfronten. Det indledende gennembrud blev skabt igennem fodmarcherende infanterienheders tyngdedannelse i snævre angrebssektorer, støttet af store mængder kampvogne og selvkørende kanoner samt en voldsom artilleriforberedelse. Når dette angreb havde gennembrudt modstanderens forsvarslinje, ville mekaniserede og pansrede enheder med hundredvis af pansrede køretøjer blive indsat for at fuldstændiggøre ødelæggelsen af de gennembrudte enheder. Det store antal kampvogne, der ville have støttet tyngderetningen i et polsk eller sovjetisk angreb, understregede den erfaring, den danske hær allerede havde måttet lære den 9. april 1940 - nemlig at forsvarskampen nu i høj grad var blevet en kamp imod pansrede køretøjer.

 

Et angreb imod Danmark i den umiddelbare efterkrigstid ville have bestået af hundredvis af kampvogne og andre pansrede køretøjer. Dette ville være tilfældet, selv hvis hovedparten af styrkerne var polske skyttedivisioner, som ville have rådet over et ringere antal kampvogne og selvkørende kanoner end tilsvarende sovjetiske enheder. Var Hæren klædt på til at kunne standse sådan en trussel?

 

På den sjællandske øgruppe ville meget afhænge af, hvor stor skade Søværnet ville kunne påføre en invasionsflåde. Givet værnets ringe størrelse i den umiddelbare efterkrigstid og manglen på egentlige større krigsskibe er det usandsynligt, at værnet alene ville have kunnet standse en invasion. Siden de undertallige og mangelfuldt udrustede danske hærenheder på Sjælland ikke kunne dække alle potentielle invasionsegnede strande og nedkastningsområder, ville østblokstaterne derfor have kunnet gøre landgang med en styrke af regimentsstørrelse forstærket med op til en bataljon middeltunge kampvogne, støttet af en luftlandsat faldskærmsdivision. Siden de danske enheder primært var udrustet med utilstrækkelige panserværnsværnsvåben i kaliber 20mm-37mm, ville de reelt have været ude af stand til at gøre noget ved de landsatte kampvogne. Udover Gardehusarregimentet og dets panservogne rådede man heller ikke over nogen mobil og pansret enhed, der kunne modangribe et panserbesat brohoved. Hvis ikke hjælp fra en venligsindet stormagt var indtruffet indenfor kort tid, ville øerne derfor sandsynligvis være gået tabt.

 

I Jylland var situationen en smule bedre, primært fordi britiske styrker i Slesvig-Holsten- og Hamburg-området ville have taget det første stød fra et østligt angreb. Dette ville dog kun vare, indtil de britiske styrker var presset imod vest eller nedkæmpet. Ligesom på den sjællandske øgruppe var de undertallige og mangelfuldt udrustede danske enheder i Jylland heller ikke i stand til at dække hele bredden på den jyske halvø med et sammenhængende forsvar. Det faktum at den danske hærs doktrin fordrede en lineær opstilling i en sammenhængende skyttegravslinje, hjalp heller på dette problem. Enhederne i Jylland rådede også primært over forældede panserværnsvåben, der ikke kunne gennemskyde frontpanseret eller endda sidepanseret på hovedparten af de angribende pansrede køretøjer. De få 76mm panserværnskanoner, der rent faktisk ville have været begrænset effektive imod østblokkens tunge kampvogne og selvkørende kanoner, befandt sig dog i Jylland, og ville være blevet indsat her. Udover Jydske Dragonregiment med dets panservogne var der heller ikke nogen reserver til rådighed i landsdelen, hvorved ethvert gennembrud af den danske hærs stillinger øjeblikkeligt ville være blevet til en taktisk krise og på sigt til en operativ katastrofe. Det er selvfølgelig muligt, at den Danske Brigade i Tyskland tidsnok ville have kunnet nå at forskyde til Danmark fra sit indsættelsesområde i Nordtyskland og derved være i stand til at forstærke forsvaret af den jyske halvø, men selv denne hjælp ville højst have kunnet forsinke udfaldet af kampene i Jylland. Ligesom på den sjællandske øgruppe ville det i løbet af kort tid have være nødvendigt med hjælp fra en venligtsindet stormagt, for at forhindre den jyske halvø i at blive erobret.

 

Hæren kunne i løbet af perioden 1945-1949 reelt ikke honorere de krav, som erfaringerne fra 2. verdenskrig viste var nødvendige for at kunne modstå et større kampvognsangreb. Til trods for den stigende motorisering var ingen dansk kampenhed reelt i stand til at flytte tyngden i anvendelsen af sit panserværn for at kunne modvirke en koncentration af fjendtligt panser, der truede med at gennembryde enhedens forsvarssektor. Det var antallet af rådige panserværnsvåben simpelthen for lille til. Ikke engang den danske Brigade i Tyskland, Hærens mest veludrustede enhed, kunne reelt honorere tidens krav til en kampenhed af brigadestørrelse, primært fordi den ikke rådede over noget panserværnskompagni med tunge panserværnskanoner, der ville have givet brigadechefen mulighed for at opbygge tyngde i panserværnsilden. Udover rytterregimenterne, der primært var udrustet med panservogne bevæbnet med den utilstrækkelige 37mm kanon samt nogle få begrænset effektive 75mm kanoner, rådede den danske hær i den umiddelbare efterkrigstid heller ikke over nogen enheder, der kunne udgøre en mobil panserværnsreserve. Indførelsen af 90mm panserværnsgeværet forøgede danske hærenheders evne til at forsvare sig imod panserenheder, der forsøgte at overrulle deres stillinger, men dette var ikke i sig selv nok til at kompensere for manglen på langtrækkende og slagkraftige panserværnsvåben.

 

Hvis man ser på de mulige trusler imod Danmark i anden halvdel af 1940´erne, er det således klart, at den eneste trussel det var muligt at imødegå effektivt, var den, der kom fra et kommunistisk kup. Selv et isoleret angreb på f.eks. Sjælland eller Bornholm ville være vanskeligt at imødegå, idet et sådant angreb ville været støttet af landsatte kampvogne, som Hærens enheder ville have haft svært ved at bekæmpe. Et egentligt større angreb imod hele Danmark ville det nok ikke have været muligt at stoppe i længere tid, idet Hæren som nævnt ikke rådede over tilstrækkeligt med moderne panserværnsvåben til at imødegå truslen fra de hundredvis af middeltunge og tunge pansrede køretøjer, der fra østblokkens side ville være blevet indsat i et sådant angreb.

 

I den umiddelbare efterkrigstid havde Hæren således hverken materiellet, organisationen eller doktrinen til at modstå et panserstøttet angreb fra østblokken. Der var heller ikke noget, der umiddelbart tydede på, at det for rent nationale midler ville have været muligt hurtigt at opbygge evnen til at kunne forsvare sig imod et sådant angreb. Det ville således være nødvendigt med hjælp udefra, hvis den danske hær i løbet af kort tid skulle gøre sig håb om at kunne opstille styrker, der ville have en realistisk forhåbning om at kunne forsvare landet i længere tid imod en modstander, der rådede over et større antal pansrede køretøjer. Men i tilfælde af en storkrig i Europa ville de andre europæiske stater givetvis have travlt med at forsvare sig selv, så hvor skulle denne hjælp komme fra?

 

Litteraturliste Del 4 (1945-1949)

Bonnesen, C.H. 2008. Hærens motorisering og genopbygning 1943-1950. Syddansk Universitet. Center for Historie

Christensen, J.O. & Iversen, R.H. 2014. Hæren: 400 års danmarkshistorie. Gads Forlag.

Clemmesen, M.H. 1987. ”Udviklingen i Danmarks forsvarsdoktrin fra 1945 til 1969” i Militärhistorisk Tidskrift 1987:1, Stockholm.

Dansk Institut for Internationale Studier. 2005. Danmark under den kolde krig. Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991. Bind 1. København.

Феськов, Виталий Иванович, Голиков, Валерий Иванович, Калашников, Константин Анатольевич, Слугин, Сергей Анатольевич. 2013. Вооруженные Силы СССР после Второй мировой войны: от Красной Армии к Советской. Ч. 1. Сухопутные войска. Томск

Finsted, P. 2004. Den Danske Brigade 1943-45. Taget fra: https://www.chakoten.dk/militaerhistorie/den-danske-brigade/ (tilgængelig 15.05.2021)

Generalkommandoen. 1951. Den sovjetrussiske hær. Organisation og taktik.

Generalinspektøren for Artilleriet (Red.). 1946. Uddannelseshefte For Artilleriet Nr. 2. 40 mm L/60 Luftværnskanon M. 45 E. (Q.F. 40-Mm, Mark. I, Model Bofors.) Betjening I.

Generalinspektøren for Artilleriet (Red.). 1947. Uddannelseshefte for Artilleriet nr. 17. Kampvognsskydning (88 mm L/27 F.K. M.45 E.)

Generalinspektøren for Artilleriet (Red.). 1947. Uddannelseshefte For Artilleriet Nr. 21. 20 Mm Maskinkanon M. 40 S. Betjening.

Generalkommandoen. 1946. Foreløbigt Reglement for Betjening af og Skydning med 90 mm Panserværnsgevær M.45 E.

Hærens taktiske og operative reglementer fra deling til bataljonsniveau generelt, herunder Feltreglementerne.

Kajetanowicz, Jerzy. 2004. Polskie wojska lądowe w latach 1945-1960, Toruń.

Militært Tidsskrift for perioden 1945-1949.

Miśkiewicz Benon, 2006. Wojsko polskie w XX wieku, Poznań: wydawnictwo Kurpisz.

Rasmussen. P.H. 2019. Den danske Tysklandsbrigade 1947-1958. University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences, vol. 579.

Senger und Etterlin, F.M. von. 1961. Die Panzergrenadiere: Geschichte und Gestalt der mechanisierten Infanterie 1930-1960. J.F.Lehmanns Verlag.

Vegger, A.C.B. 1985. Slesvig-Holsten fra 1945-1962. En beskrivelse af de militære forhold i Slesvig-Holsten fra 5. maj 1945 til etablering af "Enhedskommandoen for den sydlige del af NATO's Nordregion" den 1. juli 1962. 2. udgave. Det Kongelige Garnisonsbibliotek.

Vegger, A.C.B. 1989. Udviklingen af den det danske doktrinære grundlag for forsvarskampen i årene efter anden verdenskrig, baseret, dels på krigens konventionelle erfaringer, dels på tilkomsten af (taktiske) atomvåben.

 

Arbejdsredskaber til kort og grafik:

-https://maps-for-free.com/ (Hans Braxmeier, mail@braxmeier.de)

-http://www.mapsymbs.com/ (Major Tom Mouat, tommouat@compuserve.com)

 

Tak til:

-Andreas, Danny, Frederik, Mikkel, Nicolai, Patrick, Sebastian og Thomas.

-Danske Hærhistoriske Museer

-Forsvarets Bibliotek

-Forsvarsgalleriet

-Krigsmuseet og Jens Ole Christensen.

-Pansermuseet i Oksbøl.

-Steen Boye