Medens Fodfolket og Artilleriet i den nyere Tid have gjort saa store Fremskridt ved de hurtig- og langtskydende Vaaben, er det kun en forholdsmæssig underordnet Nytte, Rytteriet kar kunnet drage af disse, og naar det dog efter Evne har villet følge med, for saa vidt muligt at hævde sin Betydning i Krigen, har der — paa Materiellets Omraade — væsentlig ikke været Andet at gjøre end at søge Hestens Hurtighed' forøget det mest mulige. Det er da ogsaa en Kjendsgjerning, at man i de senere Aar næsten alle Steder og særlig i de store Militærstater gjør store Anstrengelser for at drive Hesten til et Højdepunkt af Hurtighed og Udholdenhed. Mod dette Maal arbejder man nu ikke alene ved en dertil sigtende omhyggelig Forberedelse og Øvelse af Hestens Kræfter (Trænering), men ligesaa meget ved en hensigtsmæssig Remon tering, og ved at Staten som en Betingelse for, atdenne kan finde Sted, i en stor Maalestok fremmer og støtter den ædle Hesteavl. —- Naar man saaledes ser, at den tydske Stat alene i vore tre tidligere Hertugdømmer holder henved halvandethundrede Landstodhingste, og at f. Ex. Øst- og Vestpreussen ved Hjælp af Stutterierne og de udstationerede Hingste have bragt det saa vidt, at der i 1877 alene i disse 2 Provindser kunde kjøbes 4400 Heste af de 6400, der udgjorde dette Aars Remontetilgang, da er delle et Bevis paa, hvor stor eu Vægt man i Tydskland lægger paa den ædle Hesteavl for derved at have et nødvendigt Materiale til Hærens Remontering. Det er imidlertid ikke min Hensigt ved denne Lejlighed at komme nærmere ind paa, hvad der i saa Henseende sker i Udlandet, og jeg skal kun gjentage, at det ikke alene er i Tydskland, men ogsaa i de fleste andre Lande, at man gjør lignende Anstrengelser i denne Retning og derfor paa dette Omraade er kommen langt forud for os.
Da disse Forhold nok tildels ere bekjendte, men sikkert ikke blive tilstrækkelig paaagtede, og da jeg troer, at Grunden hertil maaske noget ligger i, at man i Al mindelighed her hjemme omkring i Landet har et forkert Begreb om de Fordringer, der i vore Dage stilles til Krigshesten, skal jeg i det Følgende tillade mig lidt nær mere at omtale disse.
Det maa da særlig i saa Henseende fremhæves, at det er nødvendigt, at Hesten i enkelte, forholdsvis korte Momenter er istand til at udholde en betydelig Anstren gelse og formaaer at udvikle stor Hurtighed og Kraft, samt at den i kortere Tidsperioder kan lide Mangel og taale Strabadser uden at blive slap og forsagt. Det er navnlig i denne Henseende, at Fordringerne til Kavaleri hesten i den nyere Tid ere blevne betydelig større, og skjøndt de Opgaver, Rytteriet har at løse, ere af meget forskjellig Art, vil man dog se, at ovennævnte Fordringer have den største Betydning ved dem alle. — Betragter man saaledes Anvendelsen af Rytteriet paa Valpladsen — Rytteri mod Rytteri —, da er det indlysende, af hvor stor Vigtighed det er, at man i selve Fægtningens Øjeblik har den størst mulige Hurtighed og Energi til sin Raadighed. Det forholder sig med Troppeafdelingers Kamp som ved en Kamp mellem enkelie Mennesker: En let og hurtig Modstander vil altid have lettere ved at kunne anbringe sit Slag paa den bedste Maade. i det belejligste Øjeblik end et tungt og ubehjælpsomt Menneske.
Man taler vel om Massen i Sammenstødet, og ganske vist maa der, hvor 2 Rytterafdelinger tørne mod hinanden, ogsaa tages Hensyn hertil; men naar man troer, at et Rytteri med forholdsvis lette og hurtige Ilesle i saa Henseende skulde være absolut ugunstig stillet over for en Modstander paa svære, tunge Heste, befinder man sig vist i en stor Vildfarelse. Det, hvorpaa det i saa Henseende kommer an, er at udvikle den størst mu lige Kraft i Sammenstødsøjeblikket; og dette Maal kan naaes lige saa vel, om ikke bedre, ved hurtigere Heste med mindre Masse, som ved langsommere Heste med større Masse. Og er det nu end omtvisteligt, hvem der i dette Moment er gunstigst stillet, Rytteren paa den lette eller den svære Hest, saa kan der dog næppe være Tvivl om, at under alle andre Forhold, i alle andre Si tuationer, har den Første ubetinget Overvægten. Lad os blot tænke os Stillingen, som den er, umiddelbart efter at det egentlige Sammenstød har fundet Sted. Har det svært beredne Rytteri faaet Overvægten, bliver ganske vist en Del af Modstanderne paa Pladsen; men de, der ikke umiddelbart ere redne overende og derved satte hors de combat, kunne ved Hjælp af deres Hestes større Hurtighed og Lethed undslippe Forfølgerne og ville snart være saa langt udenfor disses Rækkeevne, at de kunne finde den fornødne Ro til atter at samle sig. — Helt anderledes gaar det med det svært beredne Rytteri. Ligger det under i Sammenstødet, lider det ikke alene det Tab, som deraf opstaar, men det har ingensomhelst Chance for al undgaa sine hurtigere Fjender, og hvis ikke Omstændighederne paa anden Maade komme det til Hjælp, saasom ved andre Troppers Indgriben ell. Lign., er der en overvejende Sandsynlighed for, at det vil blive helt oprevet og tilintetgjort. Det Rytteri, der er beredent paa de hurtigste Heste, vil derfor, selv om det i flere andre Henseender er Modstanderen underlegent, sjeldent være udsat for saa store og afgjørende Nederlag, at det ikke atter kan bringes paa Fode.
Med Hensyn til Angreb paa Fodfolk og Artilleri erdet indlysende, at det kun er Hestens Hurtighed, der noget kan formindske de uhyre Tab, der nuomstunder maa ventes at være forbundne dermed.
Men af hvor stor Betydning Hurtigheden end er paa selve Valpladsen eller ved Sammenstødet mellem større Masser, saa er den dog i Forening med Udholdenheden endnu vigtigere, naar der bliver Tale om Rytteriets Anvendelse i den nu saa udstrakte Sikrings- og Efterretningstjeneste, hvilket under vore smaa Forhold faar en forøget Vægt. Skal man kunne tage det op med fjendtligt velberedent Rytteri i Patrouille- og Ordonnans tjenesten, ved dristige Rekognosceringer og langtudgaaende Bevægelser, eller overhovedet hvor man i mindre Afdelinger og enkeltvis kommer indenfor dets Oinraade, da viser det sig endnu tydeligere, at Rytteriet fremfor Alt maa være i Besiddelse af Heste, som for det første rent fysisk set formaa at præstere, hvad der forlanges, og som dernæst ere i Besiddelse af tilstrækkelig Energi og Livskraft til ikke at tabe Modet overfor Anstrengelser, om end disse betydelig overskride, hvad Hesten til daglig Brug er vant til. Intet er mere trættende, mere demoraliserende for en Rytter, Intet betager ham mere den nødvendige Raskhed, Dristighed og Tillid i hans Foretagender end Følelsen af at have en Rest under sig, der kun nødtvungent og slapt lystrer hans Opfordring. Der er en Vexelvirkning mellem .Mand og Hest, hvis Betydning man ikke kan vur dere højt nok, og det er udenfor al Tvivl, at Intet er af større Vigtighed for det moralske Element i Rytteriet end Bevidstheden om at være bereden paa Heste, der ere Modstandernes nogenlunde jevnbyrdige, der ikke lade En i Stikken paa Halvvejen og i hvert Fald villig gaa, indtil de positivt ikke kunne mere. Energi og Hurtighed ere derfor to Fordringer, som Rytteriet nutildags nødvendigvis maa stille til sine Heste, og det saa meget mere, som man sikkert i Fremtidens Krige i højere Orad end nogen sinde vil søge at overgaa hinanden med Hensyn til, hvor hurtig og overraskende man kan udføre sine Bevægelser, saavel Masserne som den Enkelte.
Men indser man den store Betydning, en energisk, hurtig og udholdende Hest har for Rytteriet, hvilket jeg her i faa Træk har søgt at fremhæve, og holder man sig Forholdene andre Steder for Øje som den Maalestok, der nu i saa Henseende maa anlægges, da vil det ogsaa være klart, hvor meget det gjælder om at skaffe Rytteriet Race heste eller ædle Heste. Enhver, der har set disse Side om Side med den simple Flest eller Landhesten ved saadanne skarpe Prøver, hvor de skulle udfolde de Egen skaber, som ovenfor ere nævnte, og har set den sidste i en fri Galop allerede at have arbejdet sig slap og træt, naar man paa den første kun mærker, at den er hidset til større Hurtighed, — Enhver, der har set, hvor meget Racehestens Spring ere længre og lettere, hvor meget dens Nerveliv er fyrigere og stærkere, vil sikkert erkjende dennes store Overlegenhed netop paa det Omraade og under de Omstændigheder, som ere de afgjørende for Krigsbruget. Det benægtes ikke, at en enkelt særlig god Landhesl ved Trænering er istand til at levere respektable Præstationer ogsaa i denne Henseende og maaske kan være en enkelt særlig daarlig Racehest overlegen, men som Regel er der her en Væsensforskjel mellem den simple Hest og den med det fremtrædende Racepræg, som næsten aldrig vil fornægte sig. — Selv i hvad man kan kalde vor Landliests bedste Form (den gamle danske Remontehest), saaledes som den ofte fandtes i gamle Dage, men nu kun saare sjeldent, er den som Kavaleri hest paa ingen Maade istand til at tage det op med et isig selv maaske langt ringere Dyr af forædlet Race; og hvor meget mindre vil den da ikke være det, naar den, som nu er Tilfældet, i Virkeligheden ikke er Andet end en god solid Arbejdshest. Paa sit Omraade og til sit Brug kan den være meget hensigtsmæssig, men til Ka valerihest duer den ikke. Og kan den end have tilfreds stillet i tidligere Dage, hvor Forholdene vare helt andre, hvor Krigsførelsen var anderledes, og hvor Brugen af forædlede Heste ikke var saa almindelig udbredt, saa gjør den det ikke i vore Dage, da man er saa godt som sikker paa i Felten at komme til at staa overfor en Modstander, der ved sine hurtige Heste i alle Henseender vil være os saa afgjort overlegen.
For Elytterofficerernes Vedkommende ville gode Exemplarer af meget ædle Heste være absolut nødvendige, hvis de paa fyldestgjørende Maade skulle røgte deres Hverv i Felten, og i Fredens Dage ville saadanne Heste være dem en Opmuntring og Spore til flittig og passioneret Ridning. — Jeg vil her tillade mig at citere en Udtalelse, som forekommer mig at kunne være af Interesse, da den hentyder til Forhold, som ikke ere vore ulige. For noget over halvthundrede Aar siden, da Spørgsmaalet om Militær hesten i Forening med den ædle Hesteavl stod paa Dags ordenen i Tydskland, da den engelske Fuldblodshest endnu ikke ret var anerkjendt, ser man følgende Udtalelse i «Einiges über edle Pferde», Side 123 (Biel):
. . . . «Übrigens müssen wir der Meinung — aus Erfahrung — sein, dass die Phantasie der Krieger in den Heeren, wo Dienstpferde sind, so abgespannt sei, dass ihre Forderungen an Pferde nicht sehr gross sein können. Der gute, passionierte und vielverlangende Reiter wird nur durch fortwährenden Gebrauch guter Pferde geschaffen. In den Augen und noch mehr nach dem Gefühle derer, die an gute Pferde gewöhnt sind, können Dienstpferde aber nur schlechte Pferde sein, die zu reiten Herrendienst ist, der jede Lieb haberei zu den Pferden selbst ertödtet. Will man Krieger haben, die im Reiten fast kein Hinderniss kennen, so schaffe man Pferde, die den Englischen- Vollblut-Jagdpferden gleich oder ähnlich sind, gebe sie denselben zum freiesten Gebrauche und führe Jagden und Steeple-Chases ein. So, und nur allein so, werden tüchtige Reiter ausgebildet, die wissen, was sie von einem Pferde fordern können, und dann bald ebenso ausgezeichnete Leistungen dem erstaunten Publicum des Continents zeigen werden, als solches seit langer Zeit so gewöhnlich in England ist. Ein auf diese Weise ausgebildeter Krieger auf einem solchen Pferde kann allein ohne Tollkühnheit Unternehmungen gegen ein ganzes feindliches Regiment ausführen, da anzunehmen ist, dass in demselben kein einziges Pferd ist, was ihm folgen oder dieselben Hindernisse beseitigen kann.»
Det vil ses, i hvor høj Grad han har faaet Ret, og at det er den Vej, man siden har fulgt i Tydskland, det Land, der dog i militær Henseende indtager den mest fremragende Plads. Ligesom man der ved Remonteringen søger saa nær som ouligt til de ædle Racer og ved Træneringen med næsten hensynsløs Iver søger at ud vikle Dyrenes Hurtighed og Udholdenhed til det mest Mulige, saaledes anser man ogsaa i det tydske Rytteri Væddeløb og særlig Jagtridt for en for Rytteriofficerernes Uddannelse uundværlig Sport. Det er sikkert ogsaa sandt, at det kun er ved Bragen af meget forædlede Heste og ved Kjendskabet til, hvad disse kunne præstere, at en Rytter ret udvikles og faar forhøjet Interesse for sin Idræt, og at det for en ikke uvæsentlig Del er ved Sporten — holdt indenfor passende Grændser — , at det rette Liv og den rette Aand vækkes i Rytteriet. Sporten er nødvendig, hvis man ikke i Hæren skal miste Rytterdygtigheden, og Tilbøieligheden til at udøve den vil rimeligvis komme ganske af sig selv, naar Materialet —- den ædle Hest — først er tilstede; men uden den vil den sjeldent eller al drig blive Andet end en Vantrivning. — Det er kun faa, der komme saa vidt med Tilridning af Heste, at de her- igjennem kunne faa nogen rigtig Passion for Ridning. Det sker først, naar man mærker, at man har faaet Fær dighed i at bøje, udvikle og dressere en Hest; men hertil fordres, om man end har nok saa gode Anlæg, et lang varigt og strengt Arbejde, som under vore Forhold bliver yderligere besværliggjort dels ved de især om Vinteren utilstrækkelige Lokaliteter, dels ogsaa ved de mangehaande andre Tjenstforretninger, som Befalingspersonalets Faatalliglied medfører for den Enkelte. Det indrømmes iøvrigt, at det er denne Passion og denne Færdighed, der er den solideste og for Vaabnet værdifuldeste, den, der giver Garanti for, at man forstaar den Kunst at uddanne Mandskabet fyldig og rigtig, samtidig med at ogsaa Hestemateriellet paa rette Maade udvikles og bevares. Men er det saaledes, at man som anført kun i et meget begrændset Maal kan skaffe denne Dueligbed tilveje for Befalingsmændene, da vil Sporten være saa meget mere nyttig eller nødvendig, som den er et yderligere Middel til at holde Ridelysten, Interessen og Færdigheden vedlige. Hovedsagen er jo, at man virkelig er og føler sig som Rytter, at man synes at være i sit rigtige Element, naar man sidder paa Hesteryggen — med Lyst til at forsøge Alt og foretage Alt, og at man forstaar at overføre Noget heraf paa sine Undergivne.
Ved Benævnelsen «ædel Hest» er nærmest tænkt paa den engelske Fuldblodshest. Orientalerne og de gamle Stutteriracer kunne i sin Tid have været meget gode; men de Egenskaber, som vare disse Hestes Fortrin, ere kun tildels dem, som vi nuomstunder nærmest søge hos Militærhesten. De ere i de fleste Henseender bievne saa langt overfløjede af den engelske Hest med Hensyn til Størrelsen, Hurtigheden og det Konstante i Racen, eller den arvelige Energi og Livskraft, at man efterhaanden næsten alle Steder har vendt sig fra dem eller i det mindste har blandet dem med engelsk Blod. Disse Racer have maaske som Ridedyr nogle gode Egenskaber, som den engelske Hest ofte mangler; men da det hidtil ikke er lykkedes at faa alle heldige Egenskaber hos de forskjellige Hesteracer forenede, saa maa man holde sig til den, der med sine Mangler dog byder de fleste Fordele.
Jeg er derfor enig med Formanden i «Foreningen for den ædle Hesteavl», der (i en Artikel i Dagbladets Landbrugstidende af 16. Marts 1881) har udtalt, at det maa være «de mere eller mindre umiddelbare Krydsnings produkter af den engelske Fuldblodshest», vi skulle søge som Remonteheste, og at Idealet for Nutidens Soldater hest er den engelske Jagthest. Med denne som For billede tænke vi os en Hest med Størrelse og Energi, Hurtighed og Dygtighed til at komme frem i Terrainet, og da man i Almindelighed vil kunne finde disse Egen skaber i forøget Maal med en større Forædlingsgrad, saa bliver ofte denne et væsentligt Moment ved Bedømmelsen af Hestens militære Værd. Udførlig at gaa ind paa den engelske Blodshests Fortrin og Mangler vilde blive for vidtløftigt og er desuden Noget, som saa ofte er bleven tilstrækkelig afhandlet andre Steder. Jeg skal kun tillade mig korteligen at omtale nogle af de Indvendinger eller Betænkeligheder, som altid fremsættes, naar der er Tale om principielt at indføre Blodshesten i Hæren.
Disse pleje omtrent at være følgende: At vore Folk ikke kunne ride den, at Tilridningen vil blive for van skelig, og endelig at den ikke passer for vor Foderhesteinstitution.
Hvad det Første angaar, da troer jeg, det er en For dom, at vore Folk ikke skulde kunne ride Blodsheste; i det mindste ved jeg ikke, at denne Tro hidtil har viist sig retfærdiggjort i det danske Rytteri. Blandt de ganske vist ikke mange højtforædlede Heste, vi i Øjeblikket be sidde, ved jeg ingen, som ikke med Lethed lader sig ride af en menig Dragon i Marken og paa Exercerpladsen.
Vore Folk have jo gjennemgaaende forinden deres mili tære Uddannelse hængt paa Hesteryggen eller have i det mindste Fjendskab til Behandlingen af en Hest, og naar Uddannelsen er endt, ere de dog taalelige og vist ligesaa gode Ryttere som Tydskerne ved samme Tid. Den Tro, at vore Bønderkarle ere saa tunge og klodsede, at de skulde have nogen særlig Vanskelighed ved at finde sig tilrette paa Blodsheste, er vist uden al Grund — i det mindste er man ikke berettiget til at antage dette, naar henses til den Grad af Smidighed og Behændighed, der ved Gymnastikundervisningen kan bibringes dem paa Rytteriets Skoler. Naar Lærere og Befalingspersonale selv ere fortrolige med Brugen af Raceheste, er det derfor næppe rimeligt, at det vil falde vanskeligt ogsaa at vænne Mandskabet til disse, saa meget mere, som vore Folkssindige, rolige Karakter er en god Betingelse for rigtig at kunne behandle den energiske og heftige Blodshest, der kan blive vild og uregerlig ved skjødesløs, haard Behandling, men som oftest let føjer sig efter en jevn og rolig Hjælp.
Hvad dernæst Tilridningen angaar, da er det vel sandt, at den engelske Hest er mere stiv i sin Struktur og mere haard i sine Bevægelser end den simple Hest; den maa ogsaa især ved Dressurens Begyndelse behandles med mere Omtanke og Forsigtighed end denne. Men man vil tillige snart mærke, at de stærke Muskler langs Ryg, Lænd og Bagpart give den hvad man kan kalde Sammenhængskraft eller Midler til at kunne samle ogbære sig, som den almindelige Hest ikke har, og som ofte, trods en ugunstig Halsstilling, en lang Ryg og for stor Højde over Baglemmerne, kan gjøre den til en meget bekvem Ridehest. Dertil kommer, at Kroppens Vægt er gunstig fordelt ved den for det meste tørre, senespændte og lette Forpart, og at Forbindelsen mellem Hoved og Hals i Almindelighed er god. Det er værd at lægge Mærke til, at naar en Blodshest snubler, da er den strax ved egen Hjælp oppe, hvorimod man, naar dette passerer med en simpel Hest, for det meste har den med hele dens Vægt i Ilaanden. Muskulaturen og Temperamentet komme ofte disse fleste saaaledes til Hjælp, at man for deres Vedkommende ikke kan anlægge den samme Maalestok med Hensyn til de for Ridebruget ugunstige Bygningstræk som for den almindelige Hest. Med nogen Omhu og Forsigtighed overhovedet og særlig ved Bear bejdelsen af Ilals og Ryg antager jeg, at Dressuren ikke vil skaffe os væsentlig større Vanskeligheder, end vi have haft hidtil.
Hvad endelig vor Foderhesteinstitution angaar, da er Blodshesten vel ikke absolut heldig for denne; men Hen synet maa dog tages til Hærens Tarv fremfor til Foder værternes, og der har i ethvert Tilfælde hidtil været en saadan Overflod af Foderværter paa Regimenternes Exspektancelister, at man nok faar Hestene udstationerede, om end Foderværterne tildels blive andre Folk end de nuværende; og har man fra Regimenterne skaffet dem Indpas omkring i Landet, ville maaske Adskillige, som nu ikke kjende denne Slags fleste og nære Fordom imod dem, faa Øjnene op for, i hvor mange Henseender deres gode Egenskaber kunne gjøre sig gjældende, og lidt Terrain kan maaske derved vindes for Muligheden af en fremtidig større indenlandsk Avl.
Hvorledes man nu end vurderer disse Vanskeligheder, om man troer dem svære eller forholdsvis lette at komme over, saa forekommer det mig dog, at man maa være enig om, at de i hvert Tilfælde ville blive af underordnet Betydning i Sammenligning med, om fornævnte saa væ sentlige Betingelser for Hestens Brugbarhed og Krigs dygtighed ske Fyldest.
Undersøger man nu, hvilke Hjælpekilder Landet frembyder for Tilvejebringelsen af et saadant Hestemateriel, da bliver Resultatet kun sørgeligt. Man vil se, at vor Hesteavl stadig har udviklet sig mere i Retning af at frembringe en svær Landhest, der skal være skikket til et Arbejde, hvortil der slet ikke fordres de Egenskaber, der nutildags ere nødvendige for Militærhesten. Hvor mange blot nogenlunde ordentlige ædle og lette Hingste findes der vel for Tiden som Tillægsdyr i Jylland? Og naar vi undtage det lille Fuldblodsstutteri paa Frederiks borg og nogle ganske enkelte, Privatmænd eller Aktie selskaber tilhørende, engelske Fuldblodshingste, gives der ej heller paa Øerne at regne noget Tillægsdyr af saa ren Race og saa god Kvalitet, som det er at ønske for Tillæg af Remonteheste.
Allerede for 10 Aar siden fandt derfor Remontekommissionen Anledning til at indberette til Krigsministeriet, at der af Landets Hestebestand umulig kundegjøres et tilstrækkeligt Opkjøb af Heste, der vare egnedetil Hærens Brug. Sagen blev taget under Overvejelse afen i denne Anledning nedsat Kommission, der bl. A. fremkom med et Forslag om at indkjøbe endel engelskeFuldblods- og Halvblodsheste og stille disse til Bedækningomkring i de dertil mest egnede Provindser. Dette Forslag blev som bekjendt ikke taget tilfølge, hvorimod Kontoen for Remontekommissionen blev saaledes forhøjet, atman ved Hjælp af Mellemhandlere kunde forskaffe sigdet fornødne Antal Remonteheste fra Udlandet. Vi have da siden i stedse stigende Grad maattet tage vor Tilflugt til vore Nabolande Sverig og især Tydskland for at skaffe navnlig vort Rytteri en nogenlunde brugelig Hest.
Selv om man nu ogsaa under almindelige Forhold ved Opkjøb fra Udlandet vil kunne skaffe Hestene tilveje i det fornødne Antal og til en rimelig Pris, saa er der dog herved den mindre heldige Omstændighed, at Remontekommissionen for disse Hestes Vedkommende altid er i fuldstændig Uvidenhed med Hensyn til adskillige Ting, som især i et lille Land ikke sjeldent kunne tjene til Vejledning ved Bedømmelsen af Hestenes Godhed og Brugbarhed, ligesom man ogsaa er udsat for, at mange Heste ved at overføres til et andet Klima og overhovedet andre stedlige Forhold kunne blive angrebne af forskjellige Sygdomme. Det er engang bleven udtalt — og det vil maaske heller ikke kunne benægtes — , at vi ere udsatte for at faa endel Heste, som de andre Landes Remonte- kommissioner have vraget, undertiden maaske netop paa Grund af dette kjendskab, som vi ifølge Ovenstaaende mangle. Det er tillige indlysende, at Remontekommissionen udelukkende bliver henvist til Mellemhandlere, da den jo ikke kan kjøbe Heste af Opdrætterne i fremmede Lande, og at saaledes Priserne ved Transport, forøget Risiko etc. blive forholdsvis høje og vanskelige at kon trollere. For danske Hestehandlere er Risikoen ved Remonteopkjøb i Udlandet saaledes ikke ringe og fordrer en Dygtighed og Evne til at kunne orientere sig paa de fremmede Handelspladser, som det sikkert ikke er let at tilegne sig, og som bevirker, at det kun er Faa, der have Lyst til at give sig af med denne Handel. Ligeoverfor den udenlandske Forhandler er man i tiere Henseender vanskelig stillet, f. Ex. ved Retskrav paa Grund af skjulteFejl ell. desl. Overhovedet kan Resultatet ofte for meget blive afhængigt af disse Mellemhandlere, om de altid ere til at finde, og hvor dygtige de ere i deres Fag.
Og hvorledes ville vi nu i Tilfælde af Krigsberedskab her eller i de Lande, hvorfra vi remontere, kunne kom plettere vort Hestemateriel med det meget betydelige An tal, der i saa Tilfælde skal skaffes tilveje? Vi ere da nødsagede til at holde os til de Fleste, der findes i Landet, men ville derved, hvis Hæren i Forvejen gjennemgaaende er remonteret med de fremmede, lette Heste, faa et uensartet og derved daarligt Hestemateriel, idet de ved en saadan Lejlighed indkjøbte eller tilvejebragte Individer ikke alene slet ville svare til deres Bestemmelse, men tillige ofte ville forhindre, at man kan drage den fulde Nytte af de andre.
For nærmere at præcisere Meningen med ovenstaaende Linier vil jeg gjentage: At vi have en næsten fuldstændig Mangel paa Heste til militært Brug her i Landet, at vi til dette Brug nødvendig skulle have ædle Heste — Krydsningsprodukter af det engelske Fuldblod — , at vi under indtrædende krigerske Forviklinger for os selv eller i vore Nabolande, hvorfra vi skulle skaffe os disse, ville komme i stor Forlegenhed med Remonteringen, at denne ogsaa under fredelige Forhold forvolder os adskillige Ulemper, og endelig at denne Forlegenhed bliver saa meget større, som Kravet paa en forædlet Hest til Krigs brug er voxet samtidig med, at Landets egen Hestebestand er bleven en saa fuldstændig Arbejdsrace.
Med Hensyn til, hvad der bør gjøres for at raade Bod paa disse Forhold, vil jeg indskrænke mig til fore løbig at henvise til de Forslag og Udtalelser, der fore ligge fra ovennævnte Kommission, og maa det for Hærens Skyld ønskes, at disse ikke alene atter maa blive tagne under Overvejelse, men ogsaa snart paa bedst mulig Maade bragte i Udførelse.
Endskjøndt det saaledes ikke er min Agt at komme nærmere ind paa det egentlige Spørgsmaal om den ædle Hesteavl — en Sag, der i Forvejen har en ikke ubetydelig Literatur — , er der dog ved denne Lejlighed nogle faa ganske almindelige Bemærkninger, som jeg føler Trang til at fremføre. — Det er selvfølgelig vanskeligt særlig for en Ikke-Landbruger at udtale nogen begrundet Mening om, hvorledes Avlen af lette og ædle Heste vil kunne trives her i Landet. Imidlertid troer jeg, at det er en Kjendsgjerning, at vi ere og altid have været et hesteproducerende Land, og at vi have mange Betingelser for heldig at kunne være det. Hvorfor have vi da i denne Henseende ladet os saa aldeles overfløje af vore Naboer, der nu i over halvthundrede Aar have drevet den ædle Hesteavl i stedse større og større Udstrækning, og som dog formodentlig, selv med Statens Opmuntring og Støtte, ikke vilde have haft denne Standhaftighed, hvis de ikke som Regel havde haft Fordel deraf? Hvorfor have vi ladet det komme saa vidt, at vi fra Udlandet skulle hente ikke alene Alt, hvad der falder ind under Begrebet egentlige Luxusheste, men ogsaa Heste til mangt et nyttigt Brug? Der fordres ganske vist større Indsigt og Omhu ved Til læg og Opdræt, men hvorfor skulle vi i disse Henseender være Tydskerne og de andre Nationer underlegne, hos hvem den ædle Hesteavl — maaske trods oprindelig ugun stigere Vilkaar — nu er saa vidt fremskreden? Kom munikationerne ere jo i vore Dage saaledes, at Markedet eller Afsætningen af vort Produkt er ligesaa let for os, som Tilfældet er for Andre, og enhver virkelig god Hest vil altid finde sin Kjøber. Ingen af de Anker, jeg har hørt fremsætte mod den ædle Hesteavl, synes mig til strækkelig Anledning eller forklarlig Grund til, at vi saa fuldstændig forsømme denne Gren af Hesteavlen, da de samme Vanskeligheder maa have været tilstede omtrent i samme Grad andre Steder. Man skulde netop tro, at der maatte være gunstigere Betingelser for en Begyndelse, hvor man kunde føre sig Andres Exempel og Erfaringer til Nytte. For vor saa højt skattede svære Landrace be høve vi vist ikke at frygte. Den vil nok ligesaa godt her som andre Steder, uanfægtet af den ædle Race, kunne gaa sin egen Gang og udvikles i og ved sig selv, hvis dette anses for rigtigt; og vi maa overhovedet tiltro os selv en ringe Grad af Skjønsomhed, hvis vi frygtede for, at vi ved at indføre den ædle Hest som Middel til at frembringe forskjellige Hesteslags til forskjelligt Brug skulde forkvakle hele vor Hesteavl.
Den ædle Hesteavl ved den engelske Fuldblodshest har i dette Aarhundrede faaet en saa stor Udbredelse over saagodtsom hele den civiliserede Verden, at man næsten kan sige , at den er fulgt Kulturens Spor som et Led i den; og alene eftersom Luxus, Smag og Skjønhedssands udvikles, er det naturligt, at der ogsaa engang her i Landet vil komme en større Interesse for at have Hesten i dens ædle Form for Øje, at bruge, opdrætte og eje den saaledes, og at denne Interesse da heller ikke vil lade det skorte paa de Midler, der skulle bringe Sagen frem. Det er derfor jeg troer, at den ædle Hesteavl —» hvor megen Modstand den end for Øjeblikket møder her hjemme — i Tiden ogsaa vil vinde Indgang hos os. Men inden det sker, kan der maaske for os, som dog endnu ofre megen Omhu og mange Penge paa vor Hær og vort Forsvar, blive Anledning til at fortryde, at vi ikke itide have ofret denne Sag den fornødne Opmærksomhed. De andre Vaabenarter have dog faaet et godt og tidssvarende Ma teriel; hvorfor da ikke hjælpe Rytteriet, hvis det kan godtgjøres, at der er en absolut Trang dertil — og det saa meget hellere, som det her ikke blot drejer sig om en Udgift til Hæren, men ligesaa meget om et Forsøg paa at skabe Landet en Erhvervskilde, der maaske kan blive af ikke ringe Betydning.
(April 1883.)
