Under ovenstaaende Titel er udkommet et Værk om den sidste Krig, hvorpaa vi .ønske at henlede Opmærksomheden. Det er ikke blot en historisk Fremstilling af Begivenhederne fra Krigens Udbrud til den sørgelige Katastrofe, da Rhinliæren og Fæstningen Metz kapitulerede, men Forfatteren analyserer Kjendsgjerningerne for deraf at udlede de Bevæggrunde, der have været de ledende, og derved kommer han, navnlig for Marechal Bazaines Vedkommende, til Resultater, der afvige en Del fra de hidtil almindelige. Ved Krigens Udbrud forelaa der en Felttogsplan fra Mareehal Niels Haand, hvorefter der skulde dannes tre Hære, hvoraf de to fornemlig vare bestemte til en offensiv Bevægelse, medens den tredie skulde danne Reserven og tillige tjene til Besætning og Forsvar af Frankrigs Grændser; denne Plan blev pludselig opgiven af Keiseren, muligvis fordi han frygtede for at skabe altfor hoie og fristende Stillinger for de til Hærførere udsete Marechaller, blandt hvilke man naturligvis nævnede Mac-Mahon og Bazaine. Keiseren med Leboeuf som Stabschef overtog selv Overbetalingen over de franske Hære, og denne Forandring, hvis Bevæggrunde neppe vare Bazaine ubekj endte, saarede i høi Grad dennes Ærgjerrighed og vakte en Bitterhed i hans Sind, som oftere gav sig Luft i Udtalelser til hans Nærmeststaaende, og som ikke formindskedes ved Overkommandoens Indblanding i de indre Kommandoforhold ved Hæren. — Da senere Begivenhedernes Gang tvang Keiseren til at nedlægge Overkommandoen og forlade Hæren, havde disse Følelser, efter Forfatterens Mening, hos Bazaine modnet Planen til med den ham underlagte Rhinhær saavidt mulig at isolere sig og bevare sig fuldstændig Handlefrihed. I Slagene ved Borny og Rézonville hævdede Marchallen sit Feltherrenavn, han indtog derpaa den defensive Stilling ved Metz, som det neppe nogensinde har været hans Alvor at forlade; med Klarhed gjør Forfatteren Rede for Bazaines Beregninger, hvorefter det i ethvert Tilfælde, hvadenten Mac-Mahons Bestræbelser for at forene sig med ham lykkedes eller ikke, dog maatte blive Rhinhæren og dens Fører, der kom til at gjore Udslaget, og ham selv, der blev Herre over Situationen.
Begivenhederne gjorde imidlertid hans Beregninger til Skamme, Mac-Mahons Hær maatte kapitulere, Keiseren forlade Skuepladsen, og Regjeringen af 4de September greb Styret, men Bazaines Skinsyge rettede sig nu mod Trochu og de ledende Mænd i Regjeringen.
Værkets anden Del har til Overskrift "Underhandlingerne ved Metz" og kan betragtes som et Forsvarsindlæg for Hæren mod dens Fører, idet Forfatteren her viser, hvorledes Hæren stedse var rede til at kæmpe og bane sig Vei gjennem Fjendens Rækker, medens Marechallen i enhver Henseende forsømte de militære Anliggender for kun at forfølge sine politiske Planer, som han dog saae strande, den ene efter den anden, indtil Kapitulationen frembød sig som den sidste sørgelige Udvei.
Overalt, hvor Leiligheden tillader det, anstiller Forfatteren Sammenligning mellem den franske og den preussiske Hærs Forhold og viser, vistnok med stor Selvbeherskelse, hvorledes Fordelen overalt var paa preussisk Side; kun hævder han det franske Fodfolks Overlegenhed overalt, hvor det i omtrent lige Styrke mødte lige over for det preussiske Fodfolk alene, og denne Overlegenhed tilskriver lian ikke blot det franske Gevær, men ogsaa Folkenes større Angrebskraft og Energi.
Værket slutter med en Række «almindelige Betragtninger, af hvilke de saakaldte taktiske og administrative forekommme os at have en mere almindelig Interesse, da de i sammentrængt Form give et klart og sandt Billede af Frankrigs militære Forhold ved Krigens Udbrud, hvorfor vi gjengive dem i det Efterfølgende med enkelte uvæsenlige Forkortelser.
Taktiske og almindelige Betragtninger.
I en af de parlamentariske Kampe under den foregaaende Regjering udtalte en berømt Mand fra Talerstolen de Ord: «der er ikke en eneste Feil mere at begaae", og en mægtig Minister forsøgte at gjendrive denne ildevarslende Oplysning, idet han udbrød: «der er ikke begaaet en eneste Feil». Det vare to hinanden modsatte M eninger, der dengang kunde udlægges paa forskjellig Maade, men om det nu afsluttede ulykkelige Felttog kan der kun herske een Dom, Kjendsgjerningerne tale for sig selv og tilraabe det ydmygede og lemlæstede Frankrig: «alle mulige Feil ere bievne begaaede», og Ingen vil vove at finde denne Dom for streng lige over for Udfaldet. Der er begaaet Feil i politisk, administrativ og militær Henseende, og det seer i Sandhed ud, som om samtidig Forstanden, Tankerne og Hjerterne i Landet have været lammede. En almindelig Blindhed var det mest fremtrædende Tegn paa det moralske Onde, der angreb alle Grene i vor civile og militære Forvaltning, og dog havde det i de senere Aar ikke manglet paa Advarsler. Under Debatterne i Senatet og den lovgivende Forsamling var Regjeringen jævnlig bleven gjort opmærksom paa de Farer, den udsatte sig for; Beretninger fra vore diplomatiske Agenter, Rapporter fra de Officerer, der vare sendte til Udlandet, A fhandlinger af dygtige Mænd, der grundig havde sat sig ind i de vanskelige Spørgsmaal om Hærordning og den nye Taktik, med et Ord, paalidelige Oplysninger i alle Retninger satte Regjeringen istand til at indføre de Forandringer og træffe de Foranstaltninger, der udfordredes for at den med Tryghed kunde møde de almindelige Forviklinger, hvormed den kommende Tid truede. Til Alt dette blev der ikke taget noget Hensyn, alle Oplysninger, alle Forslag bleve besvarede enten med ligefrem Uvillie eller med forfængelig Selvtillid. Ingensteds blev der gjort Noget, og heller ikke Krigsbestyrelsen undgik denne sørgelige Indflydelse, hvis Resultat er bekjendt nok.
Publikum blev høilig forbauset, da Oberst Stoffels mærkelige Rapporter bleve offenliggjorte; dette vilde i langt høiere Grad have været Tilfældet, hvis det havde lært de Bemærkninger at kjende, som de mest sagkyndige Myndigheder havde gjort til dem; der vilde de have seet, med hvilken Letsindighed de desto værre altfor rigtige Udtalelser af vor militære Afsending i Berlin vare bievne behandlede. Det vil den Dag idag ikke opvække mindre Forbauselse, naar man faaer at vide, at Krigsministeren havde en Mængde andre lige saa interressante Rapporter ihænde, der alle behandlede de samme militære Spørgsmaal fra forskjellige Synspunkter, og som alle kom til samme Slutning: do tydske Hæres Overlegenhed baade med Hensyn til Organisation og Taktik, og Nødvendigheden af snarest mulig at indføre væsenlige Forbedringer i vor egen Hær. Generaler, Officerer af alle Grader og alle Vaabenarter havde ydet deres Bidrag til Behandlinge.n af disse vigtige Sporgsmaal, men alle Anstrengelser strandede paa Bestyrelsens og Komiteernes Modstand.
Der kunde skrives en interessant Historie om alle de Oplysninger, der bleve givne før Krigen, om det ringe Hensyn, der blev taget til dem, og om de sørgelige Følger af denne strafværdige Ligegyldighed, men dette ligger udenfor dette Værks Grændser, og vi ville indskrænke os til i Korthed at antyde de Feil, der ere begaaede dels i de forskjellige Vaabenarters Taktik, dels i den administrative Forvaltning, og som have forøget Tallet paa de mangfoldige Aarsager til vor Ulykke.
Fodfolket. Fra det Gieblik af, at man i Preussen indførte riflede Kanoner, indsaae man, at Fodfolkets Rolle maatte forandres; lige over for Forøgelsen i Skudsikkerhed og Skudvidde kunde man ikke længer tænke paa at lade Batailloner i Linieformation staae ubevægelige i den ødelæggende Artilleriild; det blev nødvendigt at skaffe dem Dækning, kun at udsætte saa lidt som mulig og at gjøre dem bevægelige nok til, at de hurtig kunde unddrage sig den fjendtlige Ild. Disse Grundsætninger har Prinds Friederich Carl ypperlig udviklet i sin Pjece: «Kunsten at slaae Franskmændene», og han har resumeret dem i følgende Regler, der have tjent til Grundlag for det nye preussiske Infanteri-Reglement af 1868:
1. Udelukkende Anvendelse af Kompagnikolonner ved Tirailleurangreb og deres Indførelse i de forskjellige Kampformationer.
2. Formindskelse af Frontlinien og fortrinsvis Opstilling i Dybden for at forøge Flankernes Modstandsevne, Reservernes Antal og Letheden af omgaaende Bevægelser.
3. Formeringen en échelons af Hovedstyrken saavel ved Angreb som Forsvar.
Det følger af disse Grundsætninger, at det preussiske Fodfolk, der er udstykket i smaa taktiske Enheder med en ringe Frontbrede, med Lethed kan føie sig efter enhver Skikkelse af Terrainet, kan skjule sig deri og lade en Del af sin Styrke blive tilbage, fuldstændig dækket, saaledes at den bevarer sin fulde Kraft til det afgjørende Gieblik. Denne meget vigtige Forandring i Fodfolkets Taktik blev først prøvet i det bøhmiske Felttog, før den blev reglementarisk indført, og den blev senere stadig anvendt paa ethvert Terrain under Gvelserne og særlig ved Armeekorpsenes store Efteraarsmanocuvrer; de af vore Officerer, der vare udsendte for at bivaane disse, forbausedes ved denne Taktiks Fortrin, de indsaae Alle, at den baade vænnede de preussiske Tropper til hurtig at opfatte Terrainet og til at drage Nytte deraf ved Bevægelser i Felten. Deres Rapporter viste tydelig, hvad de havde seet, og de 48 Lærdomme, vi kunde drage deraf, men Infanterikomiteen, der havde det Hverv at undersøge disse Rapporter, svarede, at vi Intet kunde lære af Preusserne, at disse forskjellige Manoeuvrer kun gave et daarligt Billede af de virkelige Krigsoperationer, og at man deraf kun kunde vinde endnu større Tillid til vort Held, naar Kampen engang kom til Udbrud. Lige over for en intelligent Fjende, der uophørlig beflittede sig paa Forbedringer, mødte vi altsaa med vort gamle Reglement fra 1791, der kun var ubetydelig forandret i 1831 og 1862, det vil sige paa to Tidspunkter, da de hurtigskydende Haandvaaben endnu ikke vare indførte i vor Hær, og da Artilleriets store Rækkeevne endnu ikke var kjendt*); kun Instruktionen for Tirailleurerne var bleven forbedret og havde sikkerlig givet udmærkede Resultater, hvis den var bleven anvendt efter en større Maalestok. Men, istedenfor at antage denne Fægtningsformation, den eneste mulige lige over for det overlegne preussiske Artilleri, bevarede man haardnakket alle de gamle Vildfarelser. Vort Fodfolk formerede sig i to Linier ligesom ved Chalons og i Boulogneskoven, uden at bryde sig om Terrainet og om den Støtte, det kunde finde deri; overalt stillede det sig heltemodig blot for Artilleriilden, uden Maal eller Nytte, indtil det •Øieblik, da de fjendtlige Tirailleurers Fremtrængen gjorde det muligt for det selv at komme i Virksomhed. Den forreste Linie frembød et fast Maal, der var let at naae, og den anden, der neppe var 5 — 600 Alen længere tilbage, blev lige saa godt truffen af Projektiler, hvis Rækkeevne oversteg 4000 Alen; Felgen deraf var, at Tropper, der burde have været urørte og færdige til nye Anstrengelser, allerede vare rystede og havde lidt følelige Tab, endnu fer man havde tænkt paa at benytte dem. Istedenfor at maskere vore Batailloner efter Preussernes Exempel og at trække anden Linie længer tilbage segte man at bede paa Feilen ved at lade Mandskabet lægge sig ned, men Granaterne naaede dem lige godt, Tabene bleve ikke mindre, og de vare saa meget mere sørgelige, som de ikke formaaede at fremtvinge noget Resultat. V i kunde nævne en Brigade, der under hele Slaget ved Rézonville stod i anden Linie uden at løsne et eneste Geværskud, og som dog havde en Afgang af ikke mindre end 30 Officerer i hvert af dens Regimenter; lige saa let man forsoner sig med Tabet af Menneskeliv under de afgjorende Oieblik i en Kam p, lige saa harmeligt er det under saadanne Forhold. Det skal imidlertid indrømmes, at man havde forudseet den Fare, vort Fodfolk vilde blive udsat for, og allerede Marechal Niel havde foreskrevet Anvendelsen af Skyttegrave baade ved Forsvar af Stillinger og ved Kamp i aaben Mark, han havde ogsaa holdt paa, at Tropperne bleve øvede i hurtig at dække sig paa de Punkter, hvor Terrainet ikke ydede den nødvendige Dækning. Disse Forskrifter bleve indskærpede ved Felttogets Begyndelse, og man maa tilstaae, at, hvis de vare bievne fulgte, havde Udfaldet af vore Kampe været ganske anderledes; men disse nye Opfindelser vilde have forstyrret vore Anføreres gamle Slendrian og afrikanske Traditioner, og Ingen af dem tænkte derpaa med Undtagelse af Marechal Leboeuf under Forsvaret af Linierne ved Amanvillers den 18de August, og det er vist, at det tildels skyldes disse kloge Forholdsregler, at det lykkedes ham at hævde det 3die Korps i sine Stillinger til Trods for Fjendens numeriske Overlegenhed og gjentagne Angreb.
At lade Fodfolket lægge sig ned paa Jorden eller dække det ved Skyttegrave vare Midler til at beskytte det imod Artilleriilden, men de formindskede aldeles ikke 50 Vanskelighederne ved Angrebet lige over for Nutidens Vaaben, det var hverken en taktisk Tanke eller en ny Fægtningsmaade. Naar man gik frem til Angreb paa Stillinger, skete det i samme Formation som under det første Keiserdømme, som ved Alm a eller Solferino, dengang da man med Geværet kun gjorde 3 Skud i Minuten, og da Kanonernes Skudvidde kun var 2000 Alen. Ved saadanne Ledigheder udfoldede vore Soldater en Kraft og Fasthed, der burde være brugt med mere Skønsomhed; uden at lade sig standse af Kugleregnen eller de uhyre Tab, de led, angreb de ofte Fjenden med en uimodstaaelig Kraft, som Preusserne aldrig udviste. Voltigeurdivisionens Holdning i Kampen ved Bellevue, den 7de Oktober, bærer Vidne om den mest fremtrædende Egenskab hos vore Tropper, men paa samme Tid vidner det store Tab, den led, om Feil i Dispositionerne til Angrebet.
General Ladmiraults Krigserfarenhed lod ham snart faae Ginene op for Ulemperne ved vore forældede Formationer og Fægtningsmaade. Han havde seet sine Linier og Kolonner decimerede hele Timer i Rad, hvor de stode uden at kunne røre sig af Stedet, medens det preussiske Fodfolk, der var skjult i Slugter og Skove, ikke havde Noget at frygte af vore Granater. Ved at lade sine Folk lægge sig ned raadede han kun ufuldstændig Bod paa Ondet, deres moralske Kraft led under den stadig truende Regn af Projektiler, hvis Piben og Sprængning uophørlig angreb deres Nerver; naar Gieblikket til at reise sig og træde i Virksomhed kom, havde de nødvendigvis tabt en Del af deres Kraft og Tillid. Det havde uden Tvivl været bedre med Bestemthed at fore dem frem fra første øieblik af, enten formerede som Tirailleurer eller i tynde Linier med dybe Mellemrum, Fjendens Granater havde da skadet dem mindre, hans Ild havde været mindre sikker mod et stedse bevægeligt Maal, og det Oplivende i en Fremmarche havde forøget deres Kraft, der kun blev svækket ved en lang Stillestaaen under saadanne Forhold.
Det har uden al Tvivl været lignende Betragtninger, der bragte General Ladmirault til henimod Begyndelsen af September Maaned at udstede for sit Armeekorps en meget mærkelig Instruktion om dets fremtidige Opstilling til Kamp. Massen af Fodfolket skulde ifølge denne boldes skjult for Fjenden indtil det Gieblik, da det skulde bruges, dets Optræden skulde støttes baade af Artilleriet og af stærke Tirailleurkjæder, hvis Hovedformaal skulde være at bortskyde det fjendtlige Artilleris Betjeningsmandskab. Af alle hans Tropper vilde da kun et ringe Tal have været udsat, og det under ikke altfor uheldige Betingelser, og hele Resten vilde være urørt indtil det afgj ørende Gieblik. Herved yilde man naae paa samme Tid at gjore den bedst mulige Brug af vort Geværs store Skudvidde og at opveie vort Artilleris Underlegenhed; det er afgjort, at vore Geværkugler vilde have naaet de preussiske Artillerister, før de kunde begynde deres Kardæskskydning, eller deres Bedækning kunde aabne sin Ild; naar saa vore Tirailleureruden stor Fare nærmede sig tilstrækkelig, vilde de have tvunget de fjendtlige Batterier til at gaae tilbage, hvis de ikke vilde udsæt sig for at miste deres Kanoner, og Kampen vilde da være bleven en ren Infanterikamp, og her vilde Fordelen have været paa vor Side.
Det var paa denne Maade, at Oberst Davoust, den 31te August, forte en Linie af de bedste Tirailleurer i sit Regiment, det 95de, ind paa en Afstand af 1500 Alen fra de preussiske Batterier, der beskød Noisseville, og i kort Tid tvang han dem til at gaae tilbage, uagtet vore 4pundigere ikke havde formaaet at bringe dem til Taushed. I Slaget ved Rézonville havde General Deligny ligeledes den Plan at tage det store Batteri, der tilfoiede os saa megen Skade, med sine Voltigeurer; han begyndte ogsaa sin Bevægelse glimrende med de tre Batailloner, der stode til hans Raadighed, men han befandt sig lige over for en betydelig Styrke, og, da han ikke blev understøttet, maatte han opgive sin Plan. Samme Dag havde Marechal Leboeuf havt isinde at forsøge den samme Operation med Divisionen Castagny, som Rytterdivisionen Clérambault skulde understøtte, men Aarsager, som man kun kan beklage, hindrede ham.
Dette er Exempler, som man strux burde have draget Nytte af, i Særdeleshed burde man lige efter de første Sammenstød have begrebet, at de nye Vaabens Eiendommelighed fordrede oieblikkelig Forandring i vor Taktiks gamle Slendrian, men man tænkte ikke derpaa, i det Mindste er der intet Bevis for, at man har tænkt derpaa. General Ladmiraults Instruktioner kom for sent til at finde Anvendelse, og for Hesten forbleve de ubekjendte for den øvrige Del af Hæren, der følgelig ikke vilde have kunnet drage Nytte af dem. Man kan derfor sige, at naar vort Fodfolk overalt har gjort sin Pligt og paa flere Steder har været glimrende ført, har dette kostet store Offre, der ofte have været unyttige og let havde kunnet undgaaes. En mere intelligent Førelse, der bedre havde rettet sig efter Terrainet, en skønsommere Anvendelse af det udmærkede Vaaben, det havde ihænde, havde sikkert skaanet det for mange Tab.
Rytteriet. Om end Indførelsen af Bagladegeværer og langtrækkende Kanoner havde forandret Betingelserne for Fodfolkets Fægtningsmaade, havde den dog frembragt langt større Resultater for Rytteriet. Krigen i 1866 havde godtgjort Umuligheden af for Fremtiden at virke med de store Ryttermasser, som Murat, Lassalle, Montbrun og saa mange Andre havde revet med sig ind i de fjendtlige Karreer og Skandser. Kommandoen over et Rytterkorps, det sidste Spor af Erindringerne fra den keiserlige store Taktiks Dage, var af Kong Vilhelm betroet til hans Broder, Prinds Albrecht, men han fandt under hele Felttoget ikke en eneste Gang ret Leilighed til at anvende det, medens de Brigader eller Regimenter, der vare tildelte Divisionerne, ofte gjorde god Tjeneste. Denne Lærdom var ikke spildt paa Preussen eller de andre europæiske Stater; man indsaae overalt, at de nye Vaaben havde forandret Rytteriets Rolle, uden i nogen Maade at berøve det en væsenlig Indflydelse paa Slagenes Udfald og Ledelsen af Operationerne. Som Modvægt mod Fodfolkets hurtige Skydning og Artilleriets langtrækkende Kanoner maatte man udvikle en større Bevægelighed ved at lægge Vind paa Hurtighed og Simpelhed i Bevægelserne. Som Følge heraf ophørte Brugen af store Ryttermasser, Rytteriet blev fordelt til Infanteridivisionerne, og man indførte nye Manoeuvrer; kun enkelte Divisioner bleve endnu holdte sammen til Brug i længere Afstand foran Kolonnerne og til at drage det fulde Udbytte af en Seir.
I Modsætning til hvad der saaledes gik for sig i andre Lande, saae man endnu hos os Anførerne for Rytteriet og dets Komite systematisk modsætte sig enhver ny Forandring og med Foragt afvise Alt, hvad Fjenden lærte os. Baade i Konferencer og i trykte Pjecer benægtede de Virkningen af Fodfolkets Ild og vilde ikke tage noget Hensyn til de riflede Kanoner; Formering af store Ryttermasser, Ployeringer, Deployeringer og Angreb, som ved Moscova og Waterloo, havde været Rytteriets rette Taktik under det første Keirerdømme og burde efter deres Mening ogsaa være det endnu, uden nogen Frygt for de nye Vaaben eller Terrainforholdene; fulde af Selvtillid spaaede de vore Eskadroner samme Held, som Pappenheims og Caulaincourts Kyradserer havde liavt. Marechal Niel var langtfra at dele denne Mening, han indsaae, at de forskjellige Vaabenartermaae staae i gjensidig Vexelvirkning, saa at Frem skridt i det ene med Nødvendighed maae medføre lignende i de andre eller forandre deres Rolle. Modstanden, som han mødte hos Ryttergeneralerne, standsede ham ikke, han lod Spørgsmaalet undersøge af en fremragende Officer, og, da dennes Arbeide var forelagt ham, udstedte han en ny Instruktion for Rytteriets Tjeneste i Felten. Det var paa en Gang en Organisationsforandring, en Udvikling af nye taktiske Grundsætninger og en sammentrængt Fremstilling af Rytteriets Rolle i Hærene; ifølge denne bor Rytteriet i lang Afstand foran Kolonnerne afsøge Terrainet, vedligeholde Forbindelsen mellem Tropperne, stadig harcelere Fjenden, forurolige ham i Flankerne og Ryggen og følge ham Skridt for Skridt; under et Slag fordeles det til Infanteridivisionerne, bor komme dem til Hjælp, naar Gieblikket er gunstigt, indskrænke sig til Demonstrationer lige over for det fjendtlige Fodfolk, naar det er i Stilling, kun angribe det, naar det alt er rystet, spare sine Angreb til det fjendtlige Rytteri og endelig fuldstændiggjøre en Seir ved en kraftig Forfølgelse.
Naar man læser de Regler, som Marechallen havde til Hensigt at foreskrive Rytteriet, forbauses man ved næsten ordret at finde deri, hvad Fjendens Rytteri saa vel har forstaaet at bringe til Udførelse, men det er pinligt at maatte indrømme, at disse kloge Forholdsregler mødte almindelig Misbilligelse fra Rytteriets Chefer, der deri kun vilde see en Forringelse af deres Kommando, idet de lukkede Ginene for det muligvis gode Resultat, og denne Modstand gik saa vidt, at Marechallen fandt sig foranlediget til selv at tage Ordet for at overbevise dem om, at deres Virkningsomraade, istedenfor at indskrænkes, tvertimod vilde blive forøget. Hans Ord fandt imidlertid ikke noget villigt Gre, og, neppe var han død, for Kavaleri-Komiteen skyndte sig med at bede hans Eftermand om at sætte den omhandlede Instruktion ud af Kraft og lade den gamle Tilstand bestaae; det var altfor fristende for Marechal Leboeuf at tiltræde sit Ministerium med en saadan Gunstbevisning, til at han skulde have afslaaet denne Bøn. Man maa derfor ikke forbauses over, hvad vort Rytteri har udrettet i det sidste Felttog eller rettere ikke har udrettet.
Til daglig Brug har det Intet gjort, det har aldrig afsogt Terrainet eller foretaget nogen alvorlig Rekognoscering, og man har under Felttoget havt det mærkelige Skuespil stedse at see Rytteriet leire bag Fodfolks Divisionerne, istedenfor at det burde have været langt forud for disses Front for at skaffe tilbørlig Underretning. En sjelden Gang gav Korpscheferne deres rytterdivision eller en af dens Brigader Ordre til at foretage en Rekognoscering ud i Egnen, naar man havde faaet Underretning om Fjendens Nærmelse; man saae da Rytteriet afmarchere i Kolonne, som om det red ud til øvelsespladsen, og ganske rolig komme tilbage, naar det havde tilbagelagt en M ils Vei uden at have opdaget Noget, men med den Overbevisning, at det fuldstændig havde fuldført sit Hverv. Undertiden vovede det ikke engang at gaae saa langt frem men fordrede indtrængende Understøttelse af Fodfolk, inden det rykkede videre. Paa denne Maade gik Sagerne i hele Tidsrummet far Hærens Indeslutning i Metz, der gaves kun to Undtagelser, og paa Grund af deres Sjeldenhed skulle vi nærmere omtale dem. Under Paavirkning af den energiske General du Barrail hævdede de afrikanske Jægere deres gamle Ry og afrikanske Traditioner og søgte altid at støde paa Fjenden istedenfor at undgaae ham . men, da de uheldigvis kom for sent til Hæren, kom de ikke til at gjøre al den Nytte, man havde Ret til at vente af dem. Det 2det Husarregiment stod ved Felttogets Aabning alene paa yderste venstre Fløi, i Nærheden af Sierck, foran Divisionen Cissey. Da Generalen havde fordret, at Regimentet skulde dække hans Front og afsøge Terrainet foran samme, skilte det sig glimrende ved dette Hverv, og takket være dets Iver var General Cissey altid vel underrettet om, hvad der gik for sig i et Par Dagmarchers Afstand, og havde ikke nødig at frygte nogen Overraskelse fra Fjendens Side.
Hvis det var gaaet til paa samme Maade ved de øvrige Armeekorps og Divisioner, vilde man ikke hver Dag have faaet disse Overrumplinger at see, der have forøget vore Ulykker ved at paatrykke dem et Skin af det Latterlige. Der har hersket den samme Sorgløshed paa alle Punkter, til Trods for Overkommandoens gjentagne Paamindelser og de dyre Lærepenge. Rhinhæren frembyder det i Militærhistorien enestaaende Syn, aldrig at have havt Underretning om, hvor Fjenden var, og stedse at være bleven overrumplet, naar den kom i Fægtning. Ved Vissembourg er det Divisionen Douai, der bliver overrumplet af 30000 Bairere, ved Reichshofen er det det 1ste Korps, der ikke veed, at det har 140000 Mand foran sig, ved Spichern falde tre preussiske Korps uventet over General Frossards Tropper, ved Borny er det vor Arrieregarde, der bliver overrumplet af hele Steinmetz1 Hær og en Del af Prinds Friederich Carls, og Dagen før, den 13de August, var 3die Korps’ Leir bleven foruroliget af Rekognosceringsafdelinger af preussisk Rytteri, der ikke tog i Betænkning at kjore deres Kanoner op 3— 400 Alen fra Forpostlinien. Ved Rézonville gik det endnu besynderligere til, her var det den Rytterdivision, der skulde dække Hæren og besørge Sikkringstjenesten paa Veien til Verdun, der selv lod sig overrumple, medens den vandede Hestene — i Sandhed Uagtsomhed af ringere Natur end denne straffes i Henhold til den militære Lov. Endelig den 16de August ved Saint Privat, da 250000 Mand allerede den foregaaende Dag opmarcherede paa vor Front, var det atter i det Gieblik, da vi mindst ventede det, at 4de og 6te Korps bleve angrebne, uden at der var truffen nogen Foranstaltning til Sikkring, og under det paafølgende Tilbagetog gik en Del af Leirtilbehøret og Bagagen tabt.
Skal man nu af denne Liste over bedrøvelige Kjendsgjerninger drage den Slutning, at vort Rytteri ikke var sit Kald voxen? Det vildo være en stor Vildfarelse: Regimenterne vare udmærket godt beredne, bleve kommanderede af unge og ivrige Oberster, havde dygtige Officerer, der vare besjælede af den bedste Aand, og de vare beredte til at tilfredsstille enhver Fordring, der blev stillet til dem, hvilket de tilfulde have vist ved den Opoffrelse, der oftere blev fordret af dem paa Valpladsen. Men, hvad der manglede vort Rytteri, det var den Instruktion, som Marechal Niel havde isinde at give det, og som Preusserne lægge en ganske særegen Vægt paa, og det var fremfor alt Førere, der indsaae denne Instruktions Vigtighed og forstode at anvende den. V i have imidlertid, seet, at Førerne vare fremmede herfor og nu, som i Fortiden, kun heskjæftigede sig med Sadeltøi, den sløvende Garnisonstjeneste og Enkelthederne i en bindstærk Theori, der var laant fra Preusserne i 1788, forandret og forøget i 1804 og 1829. De ansaae denne golde og forældede Kundskab for tilstrækkelig til at vinde Feltslag og til at beseire en Fjende, der havde forstaaet at omforme Rytteriets Bevægelser i Overensstemmelse med ethvert nyt Fremskridt i Taktiken, og desuagtet sammentrængt hele dets Instruktion i et lille Bind. De havde ihænde det mærkelige Værk af en af deres Forgængere, General Brack, der omhandler Rekognosceringer, men de tænkte aldrig paa at følge hans Grundsætninger. Den Oplysning, der kunde hentes i Udlandet, afviste de med Foragt under Paaskud af, at de ikke kunde lære Noget deraf. Historien har paataget sig at vise dem, at de tvertimod havde meget at lære og endnu mere at forandre, og det er en Lærdom, som Landet ikke vil tillade dem at glemme, hvis det ikke vil see de samme Ulykker gjentage sig af de samme Aarsager. Paa denne Maade kan man forklare sig vort Rytteris Underlegenhed i dette Felttog, medens det dog var i Besiddelse af alle Betingelser til at sikkre sig Overlegenhed over Fjenden; det kunde have foretaget sine Rekognosceringer ligesaa dristig som Preusserne, der ofte ilede 15— 16 Mil forud for Kolonnerne, og i den dille K rig vilde det sikkert have overgaaet dem i Kraft og Bestemthed men det manglede en forstandig Ledelse.
Ved de faa Leiligheder, hvor Rytteriet er kommen i Virksomhed paa selve Valpladsen, har det givet Beviser paa en Dygtighed, som Ingen nogensinde vil frakjende hverken de menige Soldater eller deres Førere; men Kjendsgjerningerne have uimodsigelig bevist, at Rytteriet, som Marechal Niel sagde, havde udspillet sin Rolle lige over for Bagladegeværer og riflede Kanoner. For at dets Optræden der skulde være til nogen Nytte, maatte man kunne paavise heldige Resultater; det er ikke nok at sende Eskadroner til den visse Undergang mod Fodfolkets Linier, hvad man jo altid kan gjøre, men deres Opoffrelse maa kunne standse Fjendens Fremtrængen eller kaste ham tilbage. Men hvad for et Udbytte have Rytterangrebene ved Reichshofen og Sedan bragt os? De have kun været en Slags krampagtig hoisindet Opoffrelse. I Slaget ved Rézonville lod Marechal Bazaine paa Anmodning af General Frossard, hvis Korps med Nød og Neppe holdt sig, Gardekyradser Regimentet gjøre Indhug paa de preussiske Linier, og det var et smukt Syn, da de prægtige Eskadroner satte sig i Bevægelse som en Jernmur ved Lyden af deres kæmpemæssige Obersts tordenlignende Røst, men Hjertet sammensnøredes ved den Tanke, at de bleve sendte til en lige saa sikker som unyttig Død. Nedskudte af de fjendtlige Karreer, inden de naaede dem, bedækkede de Sletten med deres Lig, og af saa mange heltemodige Ryttere kom kun en Trediedel tilbage. Dette sørgelige Udfald kunde været forudset, man trodser ikke ustraffet Taktikens Grundsætninger; naar man uden at have forberedt Angrebet ved en vel vedligeholdt Artilleriild lader Rytteriet gjøre Indhug paa urørt Fodfolk, der er i Stilling, udsætter man sig for et sikkert Nederlag. Marechallen havde rigtignok ved den omhandlede Ledighed ladet et Batteri Gardeartilleri rykke frem , men de fremstormende Kyradserer ventede ikke, til det havde aabnet sin Ild. Preusserne begik samme Dag, nogle Timer fenere, den samme Feil: General Rheinbabens Rytterdivision vovede sig ind paa Marechal Canroberts høire Fløi men blev knust under vore Batailloners Ild, og Nederlaget blev fuldstændiggjort af Valabrégues og Fortons Rytterdivisioner, der gjorde Indhug i Teten og Flankerne. Dette ere saa nye og saa alvorlige Exempler, at man ikke tør benægte deres Gyldighed.
Vi have saaledes seet, at man maa komme tilbage til de af Marechal Niel fastslaaede Grundsætninger; Rytterregimenterne bør tildeles Fodfolkskorpsene og holdes for sig selv i dækkede Stillinger paa Kamppladsen, større 59
Ryttermasser ere ikke i Stand til at virke og udsættes kun uden Nytte for Fjendens Ild. Hvad Rytterdivisionerne angaaer, da bor de fordeles paa Fløiene, hvor de ero paa deres rette Plads og kunne gjore god Virkning. Tilfæ ldigvis havde General Ladmirault den 15de August foruden det ham tildelte Rytteri endnu en stor Styrke af dette Vaaben under sig, og vi have seet den kyndige Anvendelse, han gjorde deraf, hvorved han blev i Stand til at støtte General Cisseys Bevægelse. Rytteriet spillede netop her den Rolle, der nutildags tilkommer det, og, om det end ikke blev ledet ganske som det burde og derfor heller ikke svarede til de berettigede Forventninger, man havde gjort sig, bidrog det dog til Dagens Held.
Artilleriet. De preussiske Kanoners Overlegenhed er for Oieblikket alt for godt bekjendt, til at man behover at spilde noget Ord derpaa; hele Fordelen ved Mængde af Skyts, Kaliber og Skudsikkerhed var paa Preussernes Side. Her vare vi, ligesom angaaende de andre Vaabenarter, i Besiddelse af de fuldstændigste Oplysninger: til Oberst Stoffels Memoirer sluttede sig Oberst Berge’s samvittighedsfulde Rapport og General Lebruns Vidnesbyrd; begge disse Officerer havde bivaanet det belgiske Artilleris Skydeovelser i Bewerloo, og Belgien havde jo antaget det preussiske Skytssystem. Preussiske Kanoner vare endydermere sendte til Polygonen ved Versailles, og man havde der havt Leilighed til at overbevise sig om, at, om de end ikke vare fuldkomne, besad de dog virkelig gode Egenskaber. Lige over for saa betydningsfulde Kjendsgjerninger havde man Ret til at vente, at vor Artillerikomite vilde sætte sig i Bevægelse og arbeide paa en Forandring af vore Kanoner. Nogle af Medlemmerne fordrede det ogsaa, men Komiteens Formand vilde i alle disse Undersøgelser kun see ondskabsfulde Drillerier mod Keiseren, hvis hoie Initiativ havde skallet Frankrig den forste riflede Kanon; han lukkede derfor Munden paa Oppositionen, holdt de modtagne Oplysninger tilbage, og med hele den Myndighed, som hans Erfaring og Stilling gav ham, forsikkrede han høit, at vore 4pundige Kanoners store Bevægelighed fuldstændig opveiede de preussiske Kanoners større Skudvidde, og at vore 12pundere ikke blot vare overlegne i Kaliber, men at de ogsaa i Skudsikkerhed og Rækkeevne kunde maale sig med Fjendens. Det er ogsaa vist nok, at, hvis vort Artilleri kun havde været udrustet med det sidst nævnte Kaliber, vilde vi ikke, som Tilfældet nu blev, have været Fjenden underlegne.
Der blev derfor ikke gjort nogen Forandring i vort Artillerisystem, det blev kun fuldstændiggjort ved Tilfo iningen af Mitrailleuser. Vore Divisionsbatterier skulde have 4pundige Kanoner, Reservebatterierne derimod 12pundige. Ved Metzhæren talte Artilleriet 438 Kanoner (180 Stykker 4pundige og 258 Stykker 12pundige), et Tal, der stiger til 510, naar maa hertil foier de 72 M itrailleuser. Ved at sammenholde disse Tal med vor Styrke, den udgjorde omtrent 180000 Mand den 13de August, da vi tiltraadte Tilbagetoget til Verdun, sees det, at Forholdet kun var 2,5 Kanon paa 1000 Mand, medens det hos Preusserne mindst var 3 (96 Kanoner til hvert Armeekorps paa 30000 Mand). Forskjellen bliver mindre, naar man regner Mitrailleuserne med til Kanonantallet, men dette vilde ikke være billigt, da de ikke ere i Stand til at staae sig mod Kanoner og kun ere af Virkning ved Angreb af Fodfolk eller Rytteri.
Efter Kampene den 14de, 16de og 18de August formindskede vore Tab Misforholdet mellem Kanonantallet og vor Styrke: istedenfor 2,5 fik vi nu omtrent 3 Kanoner paa 1000 Mand, altsaa omtrent samme Forhold, som hos Preusserne. Dette rene Talforhold er det, der har foranlediget os til at sige, at vi i Kampen den 31te August og ved andre Udfald, som man kunde have forsøgt, let i første Gieblik kunde have havt en saa stor Overlegenhed i Artilleri, at vi havde kunnet beseire Fjendens forste Modstand og bryde Linien paa et eller flere Punkter. I Virkeligheden havde Prinds Friederich Carl efter de tidligere (Kap. VI) citerede Styrkelister paa hver Bred af Moselen kun 3 Hærkorps med 288 Kanoner, medens vi kunde stille 438 derimod. — Kunde der under de givne Omstændigheder være gjort en bedre Brug af vort Artilleri? Det tilkommer Fagmænd at efterspore og offenliggjere de taktiske Feil, der ere begaaede i Brugen af denne Vaabenart paa Kamppladsen. Aldrig har i Sandhed noget Artilleri i høiere Grad opoffret sig: Officerer og Menige kappedes i Koldblodighed og Iver til Trods for deres Underlegenhed, men deres glimrende Opførsel formanede ikke at forebygge vore Nederlag, som vi bedst undgaae for Fremtiden ved at efterspore Aarsagerne dertil.
Man møder aldeles uforklarlige Begivenheder, saaledes som den 18de August da 96 Kanoner af Hovedreserven beholdt deres Stilling paa Plateauet ved Plappeville, og 4 Batterier af Gardens Reserve alt for sent, K l. 6 om Aftenen, førtes frem, da hoire Fløis Tilbagetog allerede havde afgjort Dagens Skjæbne. Det vil være interessant at studere de Dispositioner, man havde kunnet træffe med de forhaandenværendo Kræfter, og som den 31te havde kunnet sikkre 3die og 4de Korps’ Marche til Stillingen ved SainteBarbe, da Fjenden kjørte 8 eller 10 Batterier bp mod os, og vi til at besvare deres Ild kun mødte med 3 eller 4. Man maa endvidere forklare, hvorfor man vægrede sig ved at organisere Positionsbatterier af de korte 24pundige K a noner, der fandtes i Arsenalerne, saaledes som det blev foreslaaet af flere af vore dygtigste Artilleriofficerer.
Vi kunne ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa, at don eneste Gang da vort Artilleri blev brugt i større Masse, nemlig i Slaget ved Kézonville efter General Bourbakis Tilskyndelse og under hans Befaling, standsede det de preussiske Rækker og bragte dem fuldstændig i Uorden. Men de af Napoleon den 1ste givne Exempler burde oftere have været fulgte; vi havde saa meget mindre Lov til at glemme dem, som Preusserne i enhver Kamp med stor Dygtighed bragte dem til Anvendelse. Om de end ikke samlede saa mange Kanoner under fælles Kom mando, sDin Tilfældet var ved Wagram eller Moscova, saa koncentrerede de dog mod det Punkt, som de ansaae for det farligste, Ilden fra alle deres Batterier, som de med velberaad Hu lod kjere op med indbyrdes store Mellemrum for at byde vort Artilleri et saa lille Maal som mulig. Det var dem saa meget lettere at sætte disse Forholdsregler i Værk, som deres Kanoners Skudvidde skaffede dem en storre Virkningssfære og samtidig tillod dem at drage Nytte af enhver Skikkelse af Terrainet til at vælge de gunstigste Stillinger og tillige soge Dækning for Kanonerne. Man kan derfor kun beklage, at der i vor Hær ikke blev lagt mere Vægt paa de Ord, hvormed Prindsen af Hohenlohe for Kongen og Prindserne udviklede de nye Grundsætninger, efter hvilke det preussiske rillede Artilleri for Fremtiden skulde bruges i Fægtninger og Operationer. Naar man kjonder sin Fjendes Plan er, kan man muligvis drage Nytte af dem eller bringe dem til at strande.
Maaske havde man bedst raadet Bod paa vore Kanoners Underlegenhed i Skudvidde og Kaliber ved at lade Batterierne kjere frem paa Afstande, hvor deres Skydning kunde gjore Virkning, thi Kampen blev altfor ulige ved at stille dém paa Steder, hvor de bleve ramte af Fjendens Projektiler, uden at de kunde naae ham, og dette har oftere været Tilfældet.
Generalstaben. Efter at have undersøgt, hvorledes de forskjellige Vaabenarter have virket under Felttoget, deres Tilstand ved Fjendtlighedernes Udbrud og de Midler, de vare i Besiddelse af til at udvikle deres Organisation og Taktik, maae vi endnu kaste et Blik paa de Korps og Institutioner, der havde til Opgave at knytte dem sammen, sætte dem i Bevægelse og Virksomhed, lede dem og sørge for deres Forpleining og Forsyning med alle Fornødenheder.
De vigtigste af disse mangfoldige Forretninger ere i Frankrig underlagte Generalstaben, hvis Personale aarlig rekruteres blandt de dygtigste Elever fra Saint-Cyr og den polytekniske Skole og de Officerer i Hæren, der aflægge en Duelighedsprøve. En saadan Sammensætning yder i Sandhed den bedste Sikkerhed: forst en videnskabelig U ddannelse og efter dens Afslutning nogle Yenteaar, der tilbringes ved dc forskjellige Vaabenarter og gjore de unge Officerer fortrolige med den egenlige Troppetjeneste. Denne forste Uddannelse vilde være fuldstændig, naar den blev samvittighedsfuldt ledet, og, ved at bygge videre lierpaa og rette den mod et nyttigt Maal, vilde man opdrage Officerer, der vare deres Kald voxne baade i Krig og Fred. Uheldigvis bærer man sig ikke saaledes ad; naar Venteaareno forst ere tilbagelagte, overlades de unge Officerer ganske til sig selv; nogle af dem. fortsætte vel med Alvor deres Uddannelse, men andre, spredte omkring i Divisionerne og Stabene og ovcrladte til sig selv, have ikke anden Beskjæftigelse end aandssløvende Skriverier, en sørgelig Følge af vor overdrevne og skrivesyge Centralisation; en stor Del endelig gjore Tjeneste som Adjutanter og kunne neppe siges at gjore Militærtjeneste. De vigtige Sporgsmaal, der angaae Krigsberedskab og Krigsforing, og som ved en Krigs Udbrud skulde hore til deres Fag, forbleve dem fuldstændig fremmede, Troppernes Bevægelse og Marche, som de i Krigstid skulde lede, bleve ikke engang betroede dem i Fredstid, da de vedkommende Ordrer blevo udfærdigede af Civilembedsmænd i Ministerierne. Der fremgik heraf en Mængde Officerer, der egenlig ikke mere hørte til Hæren, men kun til Kontorerne, og som vare aldeles fremmede for Tropperne, deres Sædvaner og Fornødenheder. Denne vedvarende Uvirksomhed maatte i Længden virke sløvende selv paa de bedste Kræfter og tilintetgjore alle Frugter af den specielle U ddannelse, der dog havde kostet saa meget.
En saadan Tingenes Tilstand var altfor iøinefaldende til ikke at vække Opmærksomhed; Generaler og Stabsofficerer, der vare udgaaede fra Generalstaben, satte sig i Bevægelse og fremkom med en Mængde Planer, som underkastedes Ministerens og den offenlige Menings Bedømmelse, og dette Hverv var dem saa meget lettere, som de ved at undersoge den preussiske Hær kom til at see dens Generalstabs udmærkede Organisation og Indflydelse paa det heldige Felttog i 1866 i det bedste Lys. Alle Forslag gik ogsaa ud paa en mere eller mindre modificeret Antagelse af det preussiske System, og de støttede sig paa, hvad der i den sidste Tid var skeet i de øvrige Militæ rstater i Europa: store eller smaa havde de alle taget til Mønster den af General Moltke med saa stor Dygtighed skabte Generalstab i Berlin; selv England med sin ganske særlige Militærforfatning havde ikke kunnet unddrage sig en saadan Forandring.
I Frankrig gaae Sagerne imidlertid ikke saa let; man maa der tage Hensyn til gammel Slendrian, der altid er imod alt Nyt, til de givne Forhold, saaret Forfængelighed og Vaabenarternes indbyrdes Skinsyge; Hensyn til Statens Interesser komme først i sidste Linie. Marechal Niel havde snart indseet Nødvendigheden af en gennemgribende Forandring i Sammensætningen af vor Generalstab, men han mødte lige strax en Modstand, der var endnu stærkere end imod hans Planer med Rytteriet; den udgik paa en Gang fra alle Vaabenarter, der forfærdedes ved Tanken om at see en Strøm af 3— 400 Officerer, som de ikke kjendte, indtræde i deres Rækker, og ikke indsaae, at det kun var en Slags Frem- og Tilbage-Strømning, hvorved de selv vilde vinde lige saa meget som Hæren i sin Helhed. Og, man skulde neppe troe det, til denne Modstand sluttede sig endog Officerer af Generalstaben selv, idet de kun lidt brød sig om Stabens Fremtid og Bestemmelse, men først og fremmest tænkte paa at bevare deres rolige Poster, som de ikke ønskede at bytte med den mere ustadige Tjeneste ved Tropperne. Marehallen vilde eller kunde ikke hryde denne Modstand og indskrænkede sig derfor til at forberede sine Planer ved at indføre Regimentsadjutanter, det vil sige Lieutenanter, der efter at have fuldendt deres videnskabelige Uddannelse skulde vende tilbage til deres Regimenter forsynede med et Modenhedsbevis, og hvem der blev tilstaaet enkelte Fordele.
Det var paa engang en Planteskole af Officerer til Brug i Felten og en Belønning for fortrinlig Dygtighed. Denne Beslutning blev im idlertid modtagen med almindelig Uvillie i alle Korps, Fodfolket protesterede høit og lydelig og bragte sine Klager for Keiserens Oren, og selv de mest Fordomsfrie miskjendte de Fordele, som Marechallens Plan vilde have for Hæren; Ingen har vist glemt det bidende Brev, som den sidste Krigsminister, General Leffld, dengang offenliggjorde mod Generalstaben og dens om sig gribende Lyster. Det var en forunderlig Miskj endelse af denne Foranstaltnings Hensigt, der tvortimod for Fremtiden vilde bevirke Generalstabens Oplosning og dens Nydannelse fra alle Vaabenarter til storste Fordel for hver enkelt af dem, efter det af Preussen givne Exempel. Marechal Niel levede ikke længe nok for at bringe sin Plan til Udførelse, hans Efterfølger skyndte sig med at henlægge den, og ethvert Forslag til Forandring blev, som ved de andre Vaabenarter, lagt tilside.
Saaledes som vor Generalstab var ved Krigens Udbrud, var den neppe i Stand til at lose sin Opgave; vel havde den den bedste Villie, men den manglede øvelse ja endog Kjendskab til sine Pligter. Det var ikke nogen let Sag for Mænd i en moden Alder at forlade deres rolige Kontorer, hvor de nu havde tilbragt inaaske 10— 15 Aar med Udarbeidelsen af Bestemmelser og militære Kundgjøreiser, for paa en Gang at tumle sig midt i Feltlivet med Forretninger, der vare dem aldeles nye, og mellem Chefer og Tropper, som de slet ikke kjendte; hvad kunde man vente af dem, naar do nu først skulde give sig af med de Tusinder af Detailler, som Troppernes Ledelse udfordrer, og som de for længe siden havde glemt, hvis de overhovedet nogensinde havde kjendt dem grundig? Man maa derfor ikke undre sig over al den SkjødesLøshed, der under Felttoget viste sig i Generalstabstjenesten. Stabscheferne have aldrig tilstrækkelig beskjæftiget sig med Rekognosceringer, Forposttjeneste, Ledelse af Kolonnernes Marche, kort sagt med hele deres Tjeneste i Krigstid, som for lang Tid siden var gaaet dem af Glemme. Uvilkaarlig kom de tilbage til deres Kontorvaner, der passede bedst for dem, ogistedenfor at anvende deres Officerer i Marken holdt de dem fast ved Skrivebordet, hvor dygtige Afskrivere fuldstændig kunde have erstattet dem. Det var i Sandhed kun en daarlig Opfattelse af sin Stilling som Stabschef at gjore de Folk til Skrivere, der overalt burde være Overkommandoens Gino, baade ved Sikkringstjenesten, paa Landeveiene og iblandt Tropperne, at holde dem fast i Hovedkvarteret, ikke at have anden Fornoielse end at opdynge Breve og Indberetninger og ingen anden Beskæftigelse end at rette Stil paa en Tid, da de virkelig militære Forretninger krævede en ganske anden Virksomhed. Saaledes gik det til paa mange Steder i Rhinhæren, og da navnlig i Hovedkvarteret, og det lige over for den preussiske Generalstab, der blev ledet af General Moltke, ved specielle Forskrifter var øvet i enhver Slags Tjeneste, der kunde falde for i Felten, og hvis stadige Terrainstudier og militære Arbeider hvert Aar fandt Anvendelse ved Armeekorpsenes store Efteraarsovelser. Det var derfor naturligt, at Kong Vilhelms Hære bleve bedre ledede end vore, men hvad der gjor Dommen over os endnu bittrere, er, at det var vore Forskrifter for Tjenesten i Felten, som Preusserne tildels havde laant af vore udmærkede Anordninger, der foreskrive Enhver sin Tjeneste, og som nu tjente til Grundlag for Tjenstgangen i Preussernes Hær og Generalstab — men hos dem ere Reglementer ikke døde Bogstaver, de efterleves punktlig, og Gud naade den, der afviger fra dem.
Bør nu de utallige Bebreidelser, Hæren og Offenligheden have gjort Generalstaben som Følge af Begivenhedernes Gang i Krigen, alle med Billighed rettes mod den? For at svare paa dette Spørgsmaal maa man først løse andre, der uimodsigelig hænge sammen dermed. Om end Keglementerne med ængstelig Nøjagtighed have foreskrevet Stabscheferne deres Virksomhed og Pligter, sige de dog ikke et eneste Ord om, hvorledes de skulle bringe dem til Udførelse, og om den Del af Initiativet, der tilkommer dem. Have de Ket til selv at handle og paa eget Ansvar træffe reglementsmæssige Foranstaltninger til at sikkre Udførelsen af de givne Befalinger? Eller ere de kun den Kommanderendes blinde Redskaber, uden nogetsomhelst Initiativ, hvis hele Opgave bestaaer i en tro Gjengivelse af deres Foresattes Tanker og Bestemmelser? Af Svaret paa disse Sporgsmaal vil det afhænge, hvor man skal lægge Ansvaret: besvares det forste Sporgsmaal bekræftende, maa Generalstaben bære Ansvaret; er det derimod det sidste Spørgmaal, da maa Ansvaret helt og holdent paahvilo den Kommanderende.
I Preussen hersker der i saa Henseende ingen Tvivl, Stabens Myndighed er der aldeles noio bestemt: Generalerne gjøre Udkast til deres Planer, angive deres Hensigter og betroe Udførelsen til Staben, der ordner Detaillerne og de fornødne Foranstaltninger; mulige Feil og Vildfarelser falde derfor Staben til Last. I Frankrig derimod er der fuldstændig Uvished paa dette Omraade, Forholdet mellem Generalerne og deres Stabschefer afhænger aldeles af Omstændighederne, Vedkommendes Karakter og mangfoldige Tilfældigheder, der enten kunne bevirke gjensidig Tillid eller do sørgeligste Drillerier; heraf følger lige fra Begyndelsen af Mangel paa Ensformighed i Tjenstgangen til stor Skade for det Hele. Ved Rhinhæren saac man nogle Generaler overlade Alt til deres Stabschefer, medens Flertallet ikke taalte enten Raad eller Initiativ fra deres Side men gjorde Fordring paa selv at besørge hole Tjenesten, og, da de naturligvis ikke formaaede dette, indtraadte der en fuldstændig Forvirring; ja der var endog nogle Generaler, der ikke vilde have nogensomhelst direkte Berøring med deres Stabschefer, og som kun talte med dem i yderste Nod. Man vil indrømme, at under saadanne Forhold maa Ansvaret hvile paa dem, der vilde befale, og kan ingenlunde lægges paa dem, der kun havde at adlyde.
De ved Stabene ansatte Officerer havde ikke i høiere Grad Initiativet i deres Virkekreds end Stabschefen i sin; selv ved Generalstaben, hvor Oberster stode i Spidsen for de forskjellige Tjenstgrene, vare de sunkne ned til at udfylde Skriveres beskedne Eoller, uden at der nogensinde blev forlangt noget vigtigere Arbeide af dem, og uden at de nogensinde fik Leilighed til at virke paa anden Maade end ved passiv Lydighed mod deres Foresattes Befalinger.
Man kan derfor sige, at ved Metzhæren var Staben gjennemgaaende fremmed for den egenlige Krigstjeneste, men at den indeholdt gode Elementer, hvoraf man kunde have draget mere Nytte, hvis Cheferne havde havt Evne og Villie til at benytte dem.
Forplejningstjenesten. Forpleiningskorpset har lige siden Krigen nydt samme ringe Gunst hos Offenligheden som Staben, og dog har aldrig noget Korps i høiere Grad fortjent Paaskønnelse, naar der tages Hensyn til Hæderlighed og Duelighed hos de enkelte Individer. Lige saa lidt som Mod er tilstrækkelig til at gjore en Mand til en stor Kriger, lige saa lidt kunne Retskaffenhed og Kundskaber skabe en Forretningsmand af en Officer; men for Landet som for Hæren er Intendanten kun en Embedsmand, hvis Sag det er at afslutte Kjob, skaffe Fødemidler, sørge for deres Fordeling og for alle Troppernes materielle Fornødenheder; den vigtige Rolle, som Statens Tillid har overdraget ham, Kontrollen, forsvinder fuldstændig i Mængden af de Forretninger, der for Gieblikket paahvile ham. Her ligger Feilen ved Forpleiningskorpset eller rettere ved dets Organisation, og herunder maa det lide endnu den Dag idag, idet det maa taale de Angreb, der rettes mod det. Det har lidt efter lidt maattet paatage sig alle de Tjenstgrene, hvis Ledelse udfordrede stor Forretningsdygtighed, og det har næsten aldrig kunnet lose sin Opgave, fordi dets Embedsmænd ikke med et Slag kunde forvandles til Handelsmænd. De vare vante til de i Fredstid lette Forsyninger og regelmæssige Indkjob for en Garnison. eller lille Troppesamling og saae sig nu overfloiede paa ethvert Punkt, da de vilde anvende de samme Midler og Foranstaltninger til en hel Hærs Forsyning. De i vore sidste Krige vundne Erfaringer burde have aabnet vore Ministres Dine: paa Krim, i Italien og i Mexiko havde Forpleiningskorpsets Foranstaltninger kostet Millioner, der let kunde have været sparede, og til Trods for disse uhyre Udgifter havde man dog ofte lidt Mangel paa det Nødvendige. Men Forpleiningskorpset er et mægtigt Laug, der staaer fast og gjør Modstand; efter Felttoget paa Krim , da det i det Kingeste fortjente Dadel for de urimelig store Udgifter, var dets Indflydelse saa stor, at det ved Ministerens Svaghed opnaaede en fuldstændig og glimrende Frifindelse, idet der blev oprettet Generalintendantposter, hvortil man aldrig havde følt Trang, og hvis Nytte man endnu den Dag idag ikke kan forstaae. I de ovenfor omtalte Felttog havde vi betalt dyre Lærepenge, og under Krigen i 1866 forbausede den Lethed, hvormed Preusserne altid forstod at forskaffe Hæren Levnetsmidler, vor Krigsminister; skinsyg paa sit Ky som god Administrator vilde han have Oplysning om vore mægtige Naboers Foranstaltninger, og sendte derfor en Underintendant for paa Stedet selv at indhente Underretninger. Det er os ubekjendt, hvorpaa dennes Iiapport gik ud, men det er vist, at der ikke skete nogen Forandring, og at vi vedblev at gaae i det gamle Spor, som om vor Overlegenhed var uimodsigelig. Af denne Mening er imidlertid nu neppe Nogen i Frankrig, og hverken Metz- eller Sedan-Hæren eller de andre franske Hære dele den, de have alt for godt ved alle Slags Savn lært Manglerne ved vor Forpleiningstjeneste at kjende, og de have været i Stand til ret at vurdere de af den preussiske Intendantur opnaaede Resultater. Dette Korps vilde imidlertid ikke kunne udholde nogen Sammenligning med vort, hverken med Hensyn til dets Embedsmænds Oplysning, Fortjenester eller Anseelse, men de ere for en stor Del udgaaede fra Handelsstanden, vante til Forretninger og behandle Statens Sager paa samme Maade som deres egne, deres Formaal er Billighed og Sikkerhed ved deres Indkjob, og som oftest naae de dette Maal.
Istedenfor at eftertragte denne overdrevne Centralisation, der er Særkjendet for vor Krigsbestyrelse, deler den preussiske Intendantur Tjenesten saa meget som mulig. Vognparker ere under Navn af Forpleiningskolonner tildelte Divisionerne lige saa godt som Ammunitionskolonnerne, de medfore Forsyning for en 3 — 4 Dage, som dog først uddeles, naar Tropperne ikke ere i Stand til at faae deres Forpleining i Kvartererne, og Melet bages til Brod paa Stedet selv, enten i de Bagerier, man træffer paa, eller i et eller andet Huus, der egner sig dertil. Disse Kolonner marchere i Keglen sammen med Bagagen, en Dagmarche bag deres Divisioner og ad samme Veie som disse, men, da den preussiske Stab med storste Noiagtighed vælger og afsøger Terrainet og drager Nytte af Alt, selv de mindste Veie, ledes Divisionerne næsten altid i indbyrdes parallele Ketningor, saa at der hverken forekommer Trængsel eller Standsning i Bevægelserne. Tropperne, der skulle kæmpe, have altid fuldstændig fri Plads om sig, de medføre i deres Brødpose Levnetstnidler for en Dag, og, hvis de ikke kunne faae Noget hvor de ere, ere de altid sikkro paa at faae tilfort Forpleining i Løbet af Natten eller senest den næste Dag. Forpleiningskolonnerne faac atter Erstatning for de udleverede Varer enten af Konvoier, der følge længere tilbage, eller ad Jernbanerne. Forpleiningsfjenesten er saaledes centraliseret for hver Division eller undtagelsesvis for et helt Hærkorps, og derfra deler den sig atter til de enkelte Brigader, eller undertiden til Regimenterne; Systemet beroer paa at bruge, hvad der findes paa Stedet selv, under de Kommanderendes Tilsyn og Ansvar.
I Frankrig er det Modsatte Tilfældet, Udskrivning af Landet anvendes kun i den ydersto Nød og meget modstridende, vor Intendantur hader Alt hvad der strider mod dens bureaukratiske Sædvaner; tro imod det i Fredstid og 71 i Algier fulgte System forstaaer den kun at opdynge Varer i uhyre Centralmagasiner og derfra lidt efter lidt fordele dem til Hærkorpsenes Magasiner. Hvis vor Overkommando nu lige saa godt som den preussiske forstod at gjøre Brug af selv de mindste Veie, at lede Troppernes Marche tværs over Markerne, at rnangfoldiggjøro Antallet af Kolonnerne og ordne deres Marche, vilde Ulemperne ved vort Forpleiningsvæsen endda være mindre, men denne Del af Strategien er lige saa forsomt som alle andre. Naar nu vore Hærkorps skulde sætte sig i Bevægelse, angav man dem kun Marcheretningen, og ved denne mangelfulde Ledelse opstod der Trængsel og Sammenstod mellem de forskjellige Vaabenarter, mellem Divisionerne, deres Bagage og de uhyre Konvoier, der bragte deres egne Magasiner; heraf opstod de uendelige Vognrækker og de forlængede Kolonner, hvor det mindste Ophold forplantede sig og voxede bagud og standsede de efterfølgende Korps i deres Bevægelser. Naar man til disse alt talrige Impedimenta føier Reserven, Brotrainet og Centralmagasinerne, vil man forstaae, hvorledes det er gaaet til, at vore Tropper have mistet deres gamle Bevægelighed, der udgjorde en Del af deres Styrke, medens de preussiske Tropper have vundet denne Egenskab, som de aldrig før have havt.
For Metzhærens Vedkommende beløb Længden af de forspændte Vogne med de fornødne indbyrdes Distancer sig til omtrent 7,5 Mil, og dette simple Tal er nok til at forklare den langsomme Marche til Verdun, hvor man brugte næsten 2 Dage til at tilbagelægge 2,25 Mil; det samme gjentager sig ved Clialonshærens Marche til Sedan, og under saadanne Omstændigheder blive Krigsoperationer næsten umulige. Selv om man nu vil paastaae, at Hovedaarsagen ligger i den slette Ledelse af Kolonnerne, maa man dog indrømme, at Systemet med de store Magasiner, der skulle følge umiddelbart efter Tropperne, bidrager til at forøge Vanskelighederne. Saa vigtige Fornødenheder kunne nemlig ikke undvære Hærens Beskyttelse, dennes Bevægelser maae derfor rettte sig derefter: har man kæmpet heldig, da kan man ikke drage det hele Udbytte af Soiren, fordi Konvoien saa vilde blive ladt tilbage, og, bliver man ved et Nederlag tvungen til hurtig at gaae tilbage, kunne Tropperne maaske nok slippe bort, men den umaadelige Mængde Vogne falder i Fjendens Hænder, eller man er, som ved Gravelotte, nødt til at brænde dem. De uundgaaelige Standsninger i Marchen forhindre ofte Uddelingen af Levnetsmidler, og naar denne skal gaae for sig, ville de lange Afstande mellem Divisionerne og Korpsmagasinerne være Aarsag til Mandskabets Overanstrengelse. Dette System har kun givet gode Resultater, naar Hærene stode ubevægelige, som ved Metz for Fjendtlighedernes Begyndelse eller ved Versailles under Paris’s anden Beleiring. Der er ikke Andet for end i videsto Maalestok at indføre Udskrivninger af Levnetsmidler fra Landet og den divisionsvise Udførelse af Forpieiningstjenesten; Forsyningen i mindre Afdelinger vil med Fordel kunne afiose den nu brugelige Organisation, og, naar de holdes i passende Afstand bag Tropperne, ville disse faae fuldkommen Bevægelighed og Handlefrihed, paa samme Tid som de ere mere sikkre paa at faao deres Forpleining.
De samme Ulemper, vi ovenfor have skildret hvad Forpleiningen angik, gjenfinde vi ogsaa i Alt, hvad der angik den Del af Transporttjenesten og Materiellet, som var lagt i Intendanturens Hænder. Istedenfor at fordele Materiellet til flere militære Hovedpunkter eller til Troppemagasinerne havde Intendanturen foretrukket at samle Alt i et Hovedetablissement, og heraf fulgte, at ved Krigens Udbrud kunde en Del af Tropperne ikke faac de fornødne Redskaber og Leirsager med, men maatte afvente deres sukeessive Ankomst for at være i Stand til at marchere. Metz, Thionville og Strasborg, der vare Punkter i Operationslinierne, manglede aldeles disse Hovedfornodenheder, og man vil erindre sig en Depeche af 10de August fra Stabschefen i Hovedkvarteret, der indtrængende forlangte dem, da Preusserne allerede stode foran Nancy. Det Samme gjælder om de i Reglementet bestemte Kjoretøier, som Tropperne i lang Tid maatte vente paa, og som flere Korps ikke fik under hele Felttoget. Hvor slet denne T ilstand end var, kunde den dog have været endnu langt værre, hvis man havde fremturet i den oprindelige Plan, at samle hele Hærens umaadelige Transport-Materiel i Vernon; det var en Underintendants Happort, der endnu i rette Tid paaviste Umuligheden af at kunne faao det hurtig nok fordelt, idet han havde udregnet, at der hertil vilde medgaae mindst 1 Maaned. Man besluttede sig da til at samle det paa to eller tre andre Punkter, men selv da blev Sammenhobningen stor, Fordelingen vanskelig og Kontrollen omtrent Nul. Toul var et af disse Punkter, og da man der trak Kjøretøierne ud af Kassematterne, hvor de havde været magasinerede, vare næsten alle ubrugelige, Træet var svundet ind, Hjulringene løse, og man maatte for største Delen lægge dem om — herfra hidrørte Vanskelighederne ved de først ankomne Khintroppers Forsyning og Bevægelser.
Ogsaa for dette Punkts Vedkommende havde man for længe siden henledet Opmærksomheden paa Manglerne i vor Organisation, men stedse forgjæves. Man havde paavist Fordelene ved det preussiske System, der alt paa Fredsfod forsyner hvert Korps med de paa Krigsfod fornødne Kjøretoier og Materiel, og med en Del af den nødvendige Bespænding; naar da Mobiliseringsordren kommer, behøver det kun at aabne sine Magasiner og fuldstændiggjøre Bespændingen, Mandskabet er da i faa Dieblikke udrustet, Transportmidlerne i Orden, og-Korpset er marchefærdigt. Hos os vilde man let opnaae det samme Resultat, naar Hærens Inddeling i Divisioner, der nylig er paabudt, blev fuldstændiggjort ved lignende Foranstaltninger, men da maatte samtidig hele Transporttjenesten og Materiellet overgaae fra Intendanturen til Troppekommandoerne.
Intendanturen har saaledes uagtet dens Embedsmænds individuelle Dygtighed under hole Krigen ikke været sit Kald voxen, derom hersker der kun een Mening. Den Maade, hvorpaa den udførte sit Hverv, kunde kun afstedkomme Feiltagelser og Vildfarelser, da den var fornuftstridig; at være regnskabspligtig og kontrollere sig selv er en Anomali, der er enestaaende i enhver Bestyrelsesgren; ved kun at forbeholde sig Kontrollen vilde Intendanturens Embedsmænd have hævet deres Stilling og i Sandhed være bievne Ministerens direkte Kepræsentanter. Den Del af deres nuværende Virksomhed, der nærmest vedrorer Handelen , skulde da have været udfort af Andre, der vare Troppekommandoen underlagte,' og Intendanturen skulde kun have forbeholdt sig det administrative Overopsyn. Det er vanskelige Opgaver at løse, men Troppernes Forpleining, Transportmidler og det nødvendige Materiel have nutildags en saa stor Indflydelse paa Krigsføringen ved de store Masser, der sættes i Bevægelse, at det er uudgaaelig nødvendigt at omordne hele denne Tjeneste og for Fremtiden sikkre dens regelmæssige Udførelse. Uden en god Administration formaae Tropperne hverken at marchere eller skaffe sig Forpleining eller slaaes — saa horer baade Strategi og Taktik op.
Krigsministerict. Den forrige Krigsminister maa bære sin Del af Ansvaret for Felttogets Gang paa Grund af Krigsforberedelserne og Hærens Mobilisering; den hoitstaaende Person, der paavirkede ham, kan selv drages til Ansvar af Landet eller Offenligheden for de begaaede Feil, fordi han har dækket dem ved Ord eller Aktstykker; men, er han end skyldig, er han det dog i ringere Grad, troe vi, end man almindelig er tilbøielig til at antage. Ansvaret maa ogsaa udstrækkes til Krigsbestyrelsens hoieste Embedsmænd, hvis Hverv det var at forberede eller sikkre de forskjellige Tjenstgrene, at foreslaae Forbedringer og sætte dem i Værk, og hvis Optræden kun har foraarsaget afmægtige Anstrengelser eller forældede Systemer, der vare dødsdømte for længe siden. Naar hertil kommer falske Underretninger, vilkaarlige eller uvilkaarlige Feiltagelser fra enkelte Bureauers Side, vil man indrømme, at paa mange Punkter kan Bebreidelser lige saa lidt rettes mod den forrige Krigsminister, som Intendanturembedsmændene kunne anklages for Underslæb, fordi der tidligere har fundet Besvigelser Sted i denne Tjenstgren.
De ministerielle Embedsmænd, hvis hoie Stilling medfører en direkte Ansvarlighed, ere paa den ene Side Vaabenarterr.es Fagkoiniteer og paa den anden de forskjellige Direktioner.
Vi have ovenfor paavist, hvad Komiteerne have udrettet, deres Tilbøielighed til gammel Slendrian og deres blinde Selvtillid, og, naar man tager Hensyn til deres Sammensætning, vilde det ogsaa have været mærkeligt, om de havde handlet anderledes. Folk, der efter mange Farer og Anstrengelser ere naaede omtrent til Enden af deres Løbebane, maae ganske naturlig foretrække Ko for Bevægelse og Hvile for Arbeide; da de ere vante til en Tingenes Tilstand, under hvilken de have befundet sig vel og ere Tilhængere af Ideer, der have besjælet dem hele deres Liv, maae de i enhver ny Indretning see en Dadel mod deres Fortid, i enhver Undersøgelse en Anstrengelse, og instinktmæssig støde de enhver Forandring fra sig. Hos de andre Militærmagter i Europa er det ikke saaledes, der bestaae Fagkomiteerne af Offieerer af alle Grader, saa at de Unge vel ere de fremherskende, men de Ældres Erfaring lægger Baand paa deres Fyrighed og forhindrer den fra at skeie ud. Ved disse med Dygtighed ledede Institutioner have de andre Magter lidt efter lidt forandret deres Hærordning, Bevæbning og Taktik, medens vi ere bievne i vore gamle Spor og kun have ladet os enhver Forandring aftrodse.
Cheferne for de vigtige Tjenstgrene, der tilsammen udgjere Krigsbestyrelsen, have ikke udvist større Lyst til at tage Initiativet end Komiteerne; til deres naturlige Lyst til Modstand mod nye Ideer kom endnu Utilbøielighed til at afvige fra . deres Kontorvaner. Uden at give sig af med Forandringer, burde de dog i det Mindste have truffet Forberedelser til Krigen, der stod for Døren, og været færdige paa første Vink, men, hvad enten nu Skylden maa søges i deres Skødesløshed eller i den slette Organisation eller i Sparsommelighedshensyn, saa gjorde de Intet, og da Fjendtlighederne udbrød, kunde de nødvendige Forholdsregler ikke træffes med den fornødne Hurtighed, og heraf opstod den almindelige Forvirring, der var saa betegnende for Felttogets Aabning, og som havde en saa sørgelig Indflydelse pas, hele Krigens Gang.
Det 1ste Departement i Krigsministeriet (for det Personelle og de militære Operationer) stod pludselig lige over for en umaadelig Opgave: det skulde besætte Kommandoposterne, danne Stabene, beordre Korps og Detachementer af alle Vaabenarter fra alle Punkter i Keiserdømmet, samle disse Elementer, der vare hverandre ganske ubekj endte og undertiden manglede Alt, i Divisioner og deraf hurtig danne en marche- og kampfærdig Hær. Et saadant Arbeide kunde ikke udfores med Held, naar man ikke iforveien havde aftalt en Marcheplan med Jernbanebestyrelserne og bragt Bevægelserne i indbyrdes Sammenhæng. Hertil sigtende Forholdsregler vare ogsaa nogen Tid iforveien trufne af en Kommission, der var nedsat uden at det 1ste Departement havde faaet nogen Underretning derom, og da det for at benytte denne Kommissions Plan vilde have været nødvendigt at sætte sig ind i den og forandre alt tagne Foranstaltninger, foretrak man paa Grund af Tidens Korthed at betragte| Kommissionens Arbeide som ikke modtaget. Troppernes Bevægelser skete derfor uden nogensomhelst fast Plan under den største Uorden og med utallige Ophold, Generalstaben handlede uafhængig af Ministeren, de fornødne Oplysninger manglede i Departementet, og man saae undertiden Tropper ankomme til Moselen, som vare bestemte til Elsas, ligesom Batterier og Kompagnier kom med Jernbanen til Metz, uden Kanoner eller Seletøi, og vendte tilbage til Douai eller SaintOmer for at faae Vaaben og Udrustningssager. Man vil saaledes kunne forstaae det noksom bekjendte Telegram fra en General: «Jeg er ankommen til Belfort, har ikke fundet min Brigade eller Divisionsgeneralen, hvad skal jeg gjøre? Jeg veed ikke, hvor mine Kegimenter ere.»
Det 2det Departement (for Fodfolket og Rekruteringen) havde den sorgelige Opgave at oplyse den lovgivende Forsamling om Hærens effektive Styrke, som vi ovenfor have opgivet, og som tillod at gjore Regning paa 450— 500000 Mand. Indkaldelsen af Reserverne, som man paastod lod sig udføre i faa Dage, gav saa godt som intet Udbytte. Denne Skuffelse maa ogsaa tilskrives den Omstændighed, at Hæren ikke var inddelt i Divisioner, og Systemet med Regimentsdepoter, der er uforeneligt med en hurtig Mobilisering. Det strider dog virkelig mod sund Fornuft at sende Folk fra den nordlige Ende af Landet til den sydlige for der at indklæde dem og give dem Vaaben og saa atter lade dem vandre til Hæren ved Moselen eller Rhinen, det er ikke blot at edsle med Tid og Penge, men det foraarsager ogsaa en uerstattelig Mangel paa Folk i første Odeblik. En forhenværende Zouav opgav sin Stilling ved det forste Rygte om vore Nederlag og ilede til Chalons for atter at indtage sin Plads ved 1ste Regiment, men han blev sendt til Algier for der at indklædes. Gives der et mere slaaende Bevis paa Manglerne ved vor tidligere Organisation ?
Det 3die Departement (for Rytteriet og Remonteringen) er det eneste, der viste sig Stillingen voxen i sin Virkekreds: Rytterregimenterne vare alle i Orden til rette Tid, ligesom ogsaa de 5te Eskadroner i det lette Rytteri, der vare bestemte til at gjore Tjeneste som Bedækning. Naar der i Begyndelsen var Mangel paa Trækheste, saa skyldes det kun Kniberi paa Budgettet og den langsomme Forretningsgang ved vor Remontering.
Det 4de Departement (for Artilleriet) led alt for meget under Trykket af Artillerikomiteen og sin forrige Chefs ministerielle Myndighed, til at man kan gjore det ansvarligt for Manglerne ved vort Materiel. Hvad man med Ret kan bebreide det, er Mangel paa Forraad i en Fæstning som Metz, som man vidste laae paa vor Operationsbasis; her burde man have opdynget uhyre Oplag baade af Hærens Fornødenheder og af Forsvarsmidler, men Intet af denne Slags var skeet. Man frygtede endog et Gieblik for Mangel paa Ammunition til Tropperne, og de svære riflede Kanoner havde kun en projektiler.
Feltparkens Organisation skete i Toul med en fortvivlet Langsomhed, og Grunden hertil bør maaske soges i Centralisationssystemet, der ved Artilleriet som ved Intendanturen stræber at samle Materiellet i een stor Masse. De preussiske Reservekolonner dannes langt hurtigere og ere langt mere bevægelige. Vor Feltpark var endnu langtfra fuldstændig den 8de August, da den blev sendt tilbage til Chalons, efter den forste Plan til Tilbagetog, den var da endnu ikke i Stand til at følge Hærens Bevægelser, og, hvis vi ved Felttogets Begyndelse havde grebet Offensiven, som jo dog havde været mulig, og vore Marcher havde været hurtige, vilde denne Omstændighed have frembudt store Vanskeligheder.
For det 5te Departements (for Ingenieurkorpset) Vedkommende maa man beklage, at det ikke har taget tilstrækkeligt Hensyn til Krigens nær forestaaende Udbrud
ved at drive stærkere paa Fuldendelsen af Forterne omkring Metz, men det kan imødegaae ethvert Angreb ved Budgettets Sparsommelighed, hvorover det ikke var Herre.
Ovenfor have vi opregnet Organisationsmanglerne ved Intendanturen, der er underlagt det 6te Departement; dette kan man ligesom de øvrige bebreide Mangel paa Forsynlighed med Hensyn til de Begivenheder, som Fremtiden tydelig nok truede med. Hvis der itide havde været samlet Forraad af Beskoiter, Mel og Levnetsmidler i vore østlige Fæstninger, tilstrækkelige til flere Hæres Forsyning, saa vare Jernbanerne ikke ved Krigens Udbrud bievne belemrede med Intendanturtrain, Troppernes Bevægelser vare da gaaede for sig med større Lethed, de vilde have lidt mindre Mangel, og Hæren vilde have kunnet holde sig længere i Metz. Heller ikke i denne Henseende havde det manglet paa Advarsler, det vilde have været tilstrækkeligt at efterligne Preusserne, der oversvømmede deres Ehinfæstninger med Levnetsmidler. De Optysninger, der stammede fra vor Generalkonsul i Frankfurt og fra de til Udlandet sendte Officerer, lade ikke nogen Tvivl tilbage herom. Y i derimod begyndte Krigen uden engang at have Beskoiter, vi maatte laane dem af Marinen, og desuagtet havde vi aldrig større Forraad end Levnetsmidler til 2— 3 Dage lige til Slutningen af Juli. Da Intendanturen ikke tillod Tropperne at udskrive Levnetsmidler af Landet og selv manglede alle Hjælpemidler, maa man ogsaa frygte for, at dens Bekymringer have meddelt sig til Overkommandoen og bidraget til den skjæbnesvangre Ubestemthed, der var den første Grund til alle vore Ulykker.
Det 7de Departement (for Hærens Arkiv etc.) havde allerede for to Aar siden begyndt at lade sine Officerer arbeide alvorlig med Krigen for Gie, men da man aldrig har benyttet disse Arbeider, behøve vi ikke at gaae nærmere ind derpaa. Den vægtigste Dadel, der fra alle Kanter er rettet mod dette Departement, angaaer den fuldstændige Mangel paa Kaart over Frankrig under Felttoget baade ved Metz- og Sedan-Hæren, og denne Dadel er kun alt for vel forskyld!. Lige til den Dag idag har man hos os ikke tænkt paa at gjore Brugen af Kaart almindelig blandt Soldaterne, og ogsaa i denne Henseende kunne vi lære meget af Preusserne. Her er endnu en vigtig Forandring at gjore fra et militært Synspunkt: det er ikke saa meget de smukke Blade i 1/80000, der bør skaffes Indpas i Hæren, som snarere Kaart i en mindre Maalestok med færre Detailler, men denne Forandring maa ogsaa medføre en Forandring i vore Officerers Uddannelse: det vilde kun være en unyttig Udgift at give dem Kaart, naar de ikke forstaae at benytte dem.
Dette er Krigsministeriets Balance, naar Kegnskabet opgjores over alle de i Krigen begaaede Feil og Vildfarelser, hvoraf nogle gik forud for Fjendtlighederne eller kun viste sig ved deres Begyndelse, medens andre have havt en langt videre Udstrækning og have vedvaret lige til Krigens Slutning. De talrige Aarsager til Feil bleve endnu forøgede ved Mangelen paa en samlet Ledelse i Ministeriet og den deraf følgende Frihed for hvert Departement til at handle uden nogen fælles Tanke eller Plan. Dette var et Særkjende ved den forrige Krigsbestyrelse; en Forholdsregel blev saaledes ofte tagen under en Forudsætning, der ikke stemmede med aldeles modstridende Foranstaltninger i andre Grene af Tjenesten, nogle traf Forberedelser til Krig, medens andre kun tænkte paa Fredsforhold. Denne abnorme Tilstand vil nu ophore ved den nye Ordning af Krigsministeriet, hvorved dette deles i to store Departementer, for Personellet og Materiellet, men hvor vigtig denne Forandring end er, bliver den dog først fuldstændig, naar Centralisationen ophører. De tidligere Departementer i Ministeriet trak ved en overdreven Centralisation alle de Forretninger, der i mindste Maade angik deres Tjenstgrene, ind under sig, ingen Sag kunde afgjøres og ingen Foranstaltning træffes uden deres Medvirkning, og Følgen deraf var, at underordnede Em bedsmænd i Ministerens eller Direkteurens Navn afgjorde Sager, som de kommanderende Generaler eller Divisionsgeneralerne ikke havde Myndighed til at afgjøre. V i ere langt fra at ville forringe Ministerens Myndighed, men det forekommer os, at det vilde have været en virkelig Fordel for ham at indskrænke Antallet af Sager, der hver Dag opdyngede sig paa hans Bord, og som han i Ordets egenlige Forstand savnede Tid til at sætte sig ind i, og som Generalerne langt bedre kunde afgjore paa Stedet selv. Ministerens Korrespondance kunde da have været betydelig formindsket lige som ogsaa Antallet af Embedsmænd; man vilde have vænnet Cheferne til at tage Initiativet, have sparet Tid og Penge og dog vundet en hurtigere Forretningsgang.
Den Centralisationsaand, der fandtes i Krigsministeriets Kontorer, gik lidt efter lidt over til Udforelsen af alle under dem hørende Forretninger, fra Personellet overførtes den til Materiellet, og deraf fremstode Centralmagasinerne, hvis Ulemper viste sig tilstrækkelig under Krigen.
Begivenhederne have paataget sig at vise den virkelige Fare, som et Land udsætter sig for ved saaledes at knytte alle sine Hjælpekilder og hele sin Militærforvaltnings Virksomhed til Centralbestyrelsens Sæde. Den Dag, da Paris blev indesluttet, ophorte Livet, de materielle Hjælpemidler manglede lige saa vel som det moralske Element hos de faa Tropper, der endnu vare tilbage, og senere udfordredes der kæmpemæssige Anstrengelser, der ofte vare ødelæggende og lige saa ofte frugteslose, for at oprette disse nye Hære, der med heltemodige Lidelser maatte bede paa den mangelfulde Organisation og den uduelige Ledelse. Hvis vor Centralisation havde været mindre, og hvis Generalkommandoerne havde fort et selvstændigt Liv, saaledes som det er Tilfældet i Tydskland, vilde der have været færre Vanskeligheder, det militære Maskineri havde da ikke ophørt at virke, og man vilde ikke have været nødt til at tage sin Tilflugt til de vilkaarlige Foranstaltninger og de forunderlige Udnævnelser, der have vakt Misfornoielse i Landet og endnu deri Dag idag ere et Stridens Æble i Hæren.
