Blandt de mange -ismer, der plager menneskeheden, er Memilismen sikkert en af de yngste, men derfor er den ikke mindre betydningsfuld. Memilismens mål er kort udtrykt en effektiv militarisering af forst årets meddelelsestjeneste, hvorved skal forstås en sådan ordning og gennemførelse af meddelelsestjeneslen under krigsforhold, at dens miIitære mål aldrig tabes af syne.
Memilistens argument for en sådan bestræbelses nødvendighed er følgende: 1 modsætning til geværer og kanoner er meddelelsesmidlerne af udpræget civil oprindelse og bliver det mere og mere dag for dag, efterhånden som teknikken skrider frem. Midlernes tekniske udformning og principperne for deres anvendelse præges mere og mere af den civile, fredsmæssige meddelelsestjeneste, og enhver soldat er fra barnsben vokset op med den civile meddelelsestjeneste. Når ban moder i baren, er meddelelsestjenesten derfor ikke, som skydning og taktik, soldaten ukendte discipliner, hvor ban føler sig på bar bund, men tværtimod et fag, hvor ban møder op nted indgroede vaner og synspunkter, og det viser sig i stedse stigende grad, at disse vaner og synspunkter uden videre overføres paa den militære meddelelsestjeneste. Memilisten finder det påkrævet, at der råbes et vagt i gevær om den militære meddelelsestjeneste, at man gør det klart for bøj som lav, at denne tjeneste både i mål og vilkår er helt forskellig fra den civile meddelelsestjeneste, og at midlerne og måden derfor også må være andre.
Anderledes udtrykt er det memilismens opfattelse, at så længe soldaten på kamppladsen endnu har sine våben i brugbar stand og har ammunition, så længe må også den militære meddelelsestjeneste kunne opretholde forbindelserne, uanset alle tilsigtede som utilsigtede hindringer, og kunne tilpasses alle taktiske krav og vilkår.
Ud over dette Memilismens generelle mål bar den også et snævrere, mere øjeblikkeligt, nemlig en bekæmpelse af den — efter enhver krig almindeligt optrædende — tendens til at mene, at alt, hvad sejrherren gjorde, var rigtigt og bør efterabes. Denne tendens, bevidst eller ubevidst, spores for tiden stærkt i den militære meddelelsestjeneste. Memilisten mener ikke at være sig selv nok — men når han i praksis har haft lejlighed til at sammenligne sejrherrens meddelelsesmateriel med de andres og med sit eget, når sejrherrernes repræsentanter som deltagere i sådanne sammenligninger gang på gang åbent har erkendt, at hans materiel langt fra altid var det bedste, så kvier han sig ved hare at abe efter, men foretrækker, at vi bruger vor sunde fornuft, bevarer de gode ting, vi har, og erstatter de ringere med bedre andetsteds fra, hvor vi end måtte finde det. En vigtig ting i disse overvejelser er endelig
— efter memilistens opfattelse — at man tager vore specielle kår, både taktiske og økonomiske, med i regning, således som det nærmere skal fremgå af det følgende.
Memilismens konklusion vil blive, at den militære meddelelses- tjeneste er en rent militær disciplin, at den i sin opbygning og udformning og daglige ledelse i fred og krig aldrig må tabe sit militære mål af syne, hvis ikke den skal bryde sammen den dag, den skal bruges — og derved gøre alle andre, militære ofre forgæves — og at der snarest må optages langt grundigere studier af den militære meddelelsestjeneste end sket er, f. eks. ved intensivering af telegrafskolens arbejde.
Der er i dette ingen art af modvilje mod samarbejde med civile institutioner og forskningscentrer. Et sådant er bydende nødvendigt og må i samme grad intensiveres. Svagstrømsingeniøren og de fredsmæssige telekommunikationsselskaber er særdeles væsentlige kilder for opbygningen af den militære meddelelsestjeneste, ganske som matematikeren og støberivirksomhederne er væsentlige kilder for opbygning af et artilleri. Men begge disse grupper af civile fag savner ganske kendskabet til den militære baggrund; de er fremragende uundværlige hjælpere til opbygningen af de to omhandlede discipliner, ingen kan, mere end hæren, være interesseret i det snævreste samarbejde — men ledelse og ansvaret må for meddelelsestjenesten som for artilleriet være militær, for den civile sagkundskab bar intet grundlag for at bære ansvaret og ville sikkert også frabede sig det.
II.
Den militære meddelelsestjenestes mal afviger på afgørende måde fra de civile tjenesters. Sidstnævnte tilstræber i hovedsagen etablering at ganske få, verdensomspændende net af kommunikationer; man ønsker naturligt, at enhver „verdensborger“, der bar en telefon, skal kunne komme i forbindelse med enhver anden telefonabonnent på kloden — et ønske, der stærkt nærmer sig sin opfyldelse.
Enhver militær organisation er kendetegnet ved en udpræget ansvarsdeling, fastlagt ved „kommandovejen“. Den militære meddelelsestjeneste skal derfor ikke skabe eet, hele forsvaret omspændende net af kommunikationer, forbindende alle militære instanser, hoje som lave — men tværtimod skabe et utal af små net, der hver for sig alene omfatter en ansvarlig chef og hans direkte underforere.
Denne ganske afgørende forskel i målsætning må naturligvis præge ikke blot organisationen, men også materiellet, og ingen forsvarlig, militær meddelelsestjeneste kan opbygges, før man til bunds har erkendt denne principielle forskel.
Memilismens første læresætning lyder da:
1. Den militære meddelelsestjenestes mål er et utal af net, hvert med et ringe fåtal af brugere. Den civile meddelelsestjenestes mål er et ringe fåtal af net, hvert med et utal af brugere.
III.
Den militære meddelelsestjeneste adskiller sig i vilkår på ganske afgørende måde fra den civile.
Det er velkendt, at der blandt alle civiliserede magter træffes aftaler angående meddelelsestjenesterne. Disse aftaler tager sigte på etablering af det intimest mulige samarbejde og den størst mulige gensidige hensyntagen og bistand og løfter om hemmeligholdelse af de transmitterede meddelelsers indhold.
Memilismen fremdrager betydningen af, at den militære meddelelsestjenestes vilkår ikke blot afviger fra disse den civile tjenestes kår, men faktisk på alle punkter er stik modsatte. Hvor naturligt det end er, at alle disse internationale aftaler falder bort i krigstid, at samarbejdet erstattes med de mest energiske bestræbelser på at ødela’gge modpartens kommunikationer, at hensyntagen erstattes med støjsendere, at bistand erstattes med modstand og løfter om hemmeligholdelse med vished for spionage — så finder memilisten, at der i hærens fredstidsovervejelser om den militære meddelelsestjeneste ofte ses en tendens til at undervurdere disse afgørende modsætningsforhold, hvorfor han af fattig evne fremhæver dem.
Vilkårenes forskellighed er ikke blot organisatorisk, men også i høj grad teknisk betonet. Som eksempel skal kort omtales radiotjenesten.
I fredstid soges en effektiv udnyttelse af æteren gennemfort ved internationale aftaler om fordeling af de rådige frekvensbånd til forskellige tjenester, og alle deltagende nationer påtager sig betydelige afsavn, ikke mindst ved en begrænsning af det ønskelige antal sendere og disses styrke.
For det nationale forsvars stationer kommer sådanne afsavn ikke til udtrvk. Tværtimod vil de kæmpende magter ved krigsudbruddet liente tusinder af feltradiostationer ud af lagre og depoter, og i kampzonen vil der opstå en ophobning af radiostationer inden for et snanert fadles virkeområde, som er ganske ukendt under fredsforbold, og som meget let vil kunne lamme enbver radioforbindelse. Memilismen fremhæver, at denne koncentration af to modstanderes radiotjenester inden for et fælles virkeområde må mane til den allerstørste forsigtigbed, at selv det bedste og kostbareste radiomateriel ikke kan give nogen som belst garanti for, at et tilsvarende antal forbindelser virkelig kan etableres og opretboldes, og at der hurtigt — ved forøgelse af en luers radiomateriel — kan opstå den situation, at det samlede antal gennemførlige forbindelser aftager i samme eller endog liojere grad, som materiellet forøges.
Memilismens anden læresætning lyder da:
2. Den civile meddelelsestjeneste bygger på internationale aftaler og hensyntagen. Den mililtere meddelelsestjenestes vilkår er en meddelelseskrig.
IV.
Også i personelle vilkår og personellets arbejdsvilkår er der de alvorligste modsætningsforhold mellem den civile og den militære meddelelsestjeneste.
Den civile meddelelsestjeneste arbejder med veluddannede fagfolk, og moderne lovgivning om arbejdstidens længde, arbejdspladsens indretning o. s. v. sikrer personellet trygge arbejdsvilkår, så det helt og fuldt kan gå op i gerningen uden nogen art af personlige bekymringer.
Den militære meddelelsestjeneste må i stort omfang anvende værnepligtigt personel, der kun har modtaget en kortvarig uddannelse og måske bar været hjemsendt i flere år ved krigsudbrud. Og arbejdspladsens vilkår er unægtelig anderledes: ingen begrænset arbejdstid, ingen velindrettede lokaler, måske mad, måske ikke, men sikkert den stadige bevidsthed om permanent livsfare. — Man kan afvise dette med, at det er enhver soldats vilkår, men det ændrer ikke det faktum, at militær meddelelsestjeneste bliver noget lielt andet end civil dito! Man bor heller ikke underkende, at faren for panik er langt storre blandt folk, der — som meddelel- sestjenestens — ikke kan slå fra sig, end blandt dem, der med våben i bånd kan koncentrere bele deres opmærksomhed mod den fremstormende modstander.
Hvad disse vilkår betyder for uddannelsen kan man bese om i „Militært Tidsskrift“, februar 1950, side 51: ... „En slet og ret ,,undervisning“, hvorunder folkene „lærer“" disse funktioner, så de „kan“ dem slår ikke til i denne forbindelse; handlingerne må kunne udfortes instinktivt. selv når en tankema'ssig virksomhed pa grund af forstærket psykisk spænding er svær at gennem fore.“ Dette ræsonnement gælder utvivlsomt ikke blot betjeningen af riflen og kanonen, men også — og i forstærket form — betjeningen af meddelelsesmateriellet.
Memilisten udleder heraf, at den militære meddelelsestjenestes uddannelse må få en ganske anden form end den civile, må bygge på andet og mere end „belæring“ — nemlig ende med eksercits. der jo er enhver bærs middel til forebyggelse af panikkens inaktivering af soldaten.
Da endelig kun en ringe brokdel af det personel, der må benyttes i den værnepligtige hærs meddelelsestjeneste, savner det fornødne grundlag for en teknisk belæring, er det nødvendigt, at den eksercermæssigt korrekte betjening kan sikre materiellets rette virkemåde. At dette må få afgørende betydning for materiellets udformning er en selvfølge; det må være så enkelt som overhovedet muligt, eftersom der er snævre grænser for, hvor kompliceret en række af funktioner man kan lære en mand at udfore rent refleksmæssigt.
3. Den civile meddelelsestjeneste anvender kun fagligt kvalificerede og veluddannede folk, hvis arbejdsvilkår sikrer fredfyldt koncentration om arbejdet.
Forsvarets meddelelsesfolk savner i hovedsagen ganske teknisk uddannelse, og deres arbejdsvilkår umuliggør enhver koncentration om arbejdet, hvis ikke en rent refleksmæssig færdighed i betjeningen forud er erhvervet.
4. Den civile meddelelsestjeneste kan anvende selv den mest komplicerede teknik, blot den er økonomisk forsvarlig.
Den militære meddelelsestjeneste må først og fremmest kræve materiel, der muliggør den simplest mulige betjening.
V.
Den civile meddelsestjeneste må opfylde meget store krav om driftssikkerhed — men den kender faktisk ikke andre trusler mod denne end naturkræfterne og utilsigtede beskadigelser. Alle meddelelsesmidler befinder sig i fredstid under publikums velvilligste beskyttelse, thi vi nyder alle godt af disse midler.
Kravet til driftssikkerhed i forsvarets meddelelsestjeneste er ikke mindre, tværtimod, eftersom krigen er hele samfundets mest katastrofale tilskikkkelse, og en svigten af meddelelsesmidlerne betyder en lammelse af føringen. Men truslerne mod driftssikkerheden er ganske anderledes alvorlige: en fjendtlig stat, der benytter alle de midler, den3 krigsmagt råder over, til at lamme eller knuse vor meddelelsestjeneste.
Dette forhold må få den allerstørste indflydelse på valget af tekniske midler for den militære meddelelsestjeneste og betyde, at selv de mest strålende, tekniske frembringelser ikke nødvendigvis er anvendelige under feltforhold, nemlig hvis deres teknik er af en sådan art, at den må befrvgtes at bryde sammen af den ene eller den anden grund, medens kanoner og rifler endnu kan bringes til skud.
Derfor vil ofte den situation opstå, at enkle, mindre ydedygtige meddelelsesmidler, der teknisk-videnskabeligt må betegnes som forældede, dog bevares og anvendes i forsvaret, fordi de i kraft af deres enkle og robuste natur giver håb om, at meddelelsestjenesten i hvert fald med dem vil kunne opretholdes lige så henge som ilden.
5. Den civile meddelelsestjeneste kan forkaste ethvert mindre ydedygtigt meddelelsesmiddel til fordel for et mere ydedygtigt, uanset teknikken.
Den militære meddelelsestjeneste kan kun med forbehold antage midler, hvis teknik indebærer en trusel mod driftssikkerheden og må i hvert fald supplere sådanne med midler af så enkel og robust natur, at de kan bestride meddelelsestjenesten kampen ud.
Memilismens konklusion bliver da omtrent følgende:
Den militære meddelelsestjeneste er først og sidst militær, taktisk. Dens tekniske islæt er en selvfølge, dens faste personel må have en teknisk-videnskabelig baggrund at arbejde på. Men denne baggrund skaber ingen brugelig feltmæssig meddelelsestjeneste, et faktum, som visse stormagter måtte erkende i den nu afsluttede krig.
Det er ikke tilfældigt, at store, videnskabelige forskningsanstalter er knyttede til f. eks. U. S. A.’s meddelelsestropper, men netop udtryk for den ovenfor skitserede årsagssammenhæng. Al sådanne anstalter ikke kan skabes af et lille land er klart; dettes meddelelsestropper må klare sig med det snævreste samarbejde med dets civil-videnskabelige institutioner. Men ansvaret for materiellets udformning og tjenestens ordning kan ikke med held placeres, hverken hos sådanne institutioner eller hos en generel militær-teknisk institution; som luftvåbnet har det, må også meddelelsestropperne have deres egen, tekniske tjeneste, der kan fremstille i hvert fald modeller til det specifikt militære meddelelsesmateriel. Det faktum, at selv de teknisk mest rationaliserede stormagter har bevaret eller etableret ordninger efter disse hovedlinier — der jo ganske svarer til vor hærs — må være vidnesbyrd om, at det er den rette vej til skabelsen og opretholdelsen af en militær meddelelsestjeneste af fornøden effektivitet til at kunne sikre forsvarets føring.
A. V. Hensch.
