Når en opfindelse engang er gjort, er der næsten ingen græn­ ser for den udvikling, den efterhånden kan gennemløbe; vi kan blot tænke på den udvikling, der er sket med forbrændingsmoto­rer og radiobølger i de sidste 50 år. Nu står vi på tærsklen til atom- og robotalderen, og der kan vist næppe være tvivl om, at vi på disse områder må imødese en enorm udvikling i de næste 50 år. De våben, som denne tidsalder bringer med sig, er kom­met for at blive, hvadenten vi kan lide det eller ej.

Hele den militære forestillingsverden befinder sig derfor midt i en revolution, og man står for øjeblikket noget famlende fra militært bold, hvad der tydeligt fremgår af den militære littera­tur for tiden. Man vil helst se alle de nye våben som et supple­ ment til de konventionelle, og man prøver at passe dem ind i de gamle doktriner for krigsførelse og i den bestående organisation, som dog må undergå nogen ændring tinder mottoet: Større spred­ ning, større mobilitet, større hastighed, større ildkraft, bedre tak­ tisk efterretningstjeneste og bedre telekommunikationer, alt for at kunne overleve, for at kunne slå til i rette tid og for at kunne træffe de lynhurtige og sikre afgørelser, der er nødvendige forud for indsættelsen af disse våben.

Men nu er det man spørger sig selv, om dette er et fuldstæn­ digt svar. Kræver den nye tid og de nye våben ikke en fundamen­ tal omvurdering af hele forsvarets strategi og organisation? For jo mere man studerer de moderne masseødelæggelsesvåben, desto klarere bliver det for en, at der i en ny storkrig ikke vil blive nogen egentlig sejrherre, men kun total ødelæggelse, så de til­ bageblevne mennesker må begynde forfra som buleboere med bue og pil. Derfor må krigen først og fremmest undgås, hvis det over­ hovedet er menneskeligt muligt, men på den anden side må vi også studere, hvorledes vi kan overleve, hvis krigen bliver os på­ tvunget.

Hos stormagterne og navnlig i U. S. A. diskuteres proble­merne: Storkrig og/eller begrænset krig livligt i litteraturen, og selv om vi her i landet næppe vil have ret megen indflydelse på, om storkrigen kommer eller ej, så har dog sammenhængen m ellem de to begreber også interesse for os. Vort medlemskab af NATO med Danmark som en del af helheden må således også hos os afføde en interesse for de tanker, der rører sig andetsteds, og derigennem for de forholdsregler, vi selv bør træffe.

I det amerikanske tidsskrift „Foreign Affairs“, april 1957, har Henry A. Kissinger, Director of Special Studies, Rockefeller Brother’s Fund, og Associate, Foreign Policy Research Institute, University of Pennsylvania, skrevet en artikel om „Strategy and Organization“, hvoraf der i det følgende skal gives et sammen­ træ ngt uddrag.

Atomtidsalderen kræver først og fremmest en klaring af dok­trinerne; alle de vanskelige valg i atomtidsalderen — våbensyste­ met, de risici den politiske ledelse vil tage og de spørgsmål, man vil kæmpe for — forudsætter alle et doktrinært svar, før de kan finde et teknisk. Dette gælder ikke mindst den militære strategi; hvadenten en stat er defensiv eller offensiv, eller søger at undgå eller at opnå en forandring, må dens strategiske doktrin være i stand til at definere, hvilke mål der er værd at kæmpe for, og at udvikle de styrker, der er egnede til at opnå dem. Ved at give svar på dette forud for en kritisk situation, vil den strategi­ ske doktrin tillade staten at handle hensigtsmæssigt, når den ild-fordres; i mangel heraf vil staten stadig blive overrasket af begivenhederne.

Fristelsen under strategisk planlægning er at sætte magt i stedet for idé, at identificere doktrinen med den maksimale ud­ vikling af styrke, men en hovedændring i atomalderen er, at sejr i en storkrig har mistet sin traditionelle betydning. Med den konventionelle teknik kunne den part, som var i stand til at foretage en overlegen offensiv anstrengelse, i almindelighed også regne med en tilstrækkelig margin til at kunne påtvinge modstan­ deren sin vilje. Men i atomalderen kan en overlegen offensiv an­ strengelse vise sig at være strategisk utilstrækkelig, fordi selv den svagere part kan være i stand til at påføre sin modstander en sådan grad af ødelæggelse, som intet samfund kan bære. Atom­ tidens dogmatiske krav er derfor evnen til at bruge styrke med skønsomhed og at etablere politiske mål, hvori spørgsmålet om nationens overleven ikke er indviklet hver gang. Mød den ildevarslende baggrund af total ødelæggelse kan krigens mål ikke længere være den militære sejr, som vi hidtil har kendt den; det bør snarere være opnåelsen af visse specifike politiske betingelser, som er fuldt forstået af m odstanderen.

Formålet med en begrænset krig er at påføre madstanderen tab eller at skabe sådanne risici for ham, som ikke står i forhold til de omtvistede mål. Jo mere beskedne målene er, desto mindre voldsom vil krigen sandsynligvis blive. Dette betyder ikke, at mi­litære operationer ikke kan udstrækkes ud over det omtvistede territorium eller mål, for en af metoderne til at forøge modstan­ derens villighed til at komme til en forståelse er jo netop at tage noget fra ham, som han kun kan få tilbage ved at slutte fred, men det betyder, at en begrænset krig ikke alene kan bero på militære betragtninger, den må afspejle evnen til at bringe poli­tiske og militære mål i samklang.

En krig mellem stormagter kan kun forblive begrænset i den udstrækning, den ene modstander foretrækker et begrænset neder­ lag frem for en yderligere indsats, eller hvis begge parter fore­ trækker „et dødt punkt“ frem for fortsatte risici; i begge tilfælde bevarer begge modstandere deres fysiske evne til at forøge deres indsats. I den udstrækning begge parter forøger deres indsats, vil krigen gradvis blive udvidet, indtil den ene eller begge parter når grænsen for deres fysiske hjælpekilder, d. v. s. indtil krigen er blevet total. I den udstrækning kun den ene part er villig til at løbe en større risiko, vil ban vinde en fordel. Evnen til at føre en begrænset krig afhænger derfor af en psykologisk forståelse af modstanderen, så man er klar over, hvorledes han beregner sine risici, og af evnen til på et hvilket som helst tidspunkt at give ham en lejlighed til bilæggelse af striden, som må fore­ komme ham mere gunstig end resultatet af en fortsat krig.

Med en doktrin for en begrænset krig må flere af de længe knæsatte begreber om krigsførelse modificeres eller annulleres. Et af de vigtigste principper for luftstrategien er, at krige kun kan vindes, når m an fuldstæ ndig behersker luftrum m et. M en ethvert forsøg på at berøve modstanderen hans gengældelsesstyrker vil uvægerligt føre til storkrigen. Således vil den første betingelse for en begrænset krig være, at modstanderens gengældelsesstyrker må være urørlige. Endog luftherredømmet over selve kampområ­ det vil være i stigende grad uforligelig med den begrænsede krig, især hvis dette kræver en dyb indtrængen over modstanderens territorium; for han vil sandsynligvis fortolke enhver dyb ind­ trængen som et sig nærmende angreb på sine gengældelsesstyrker.

I enhver krig mellem atomstormagter vil fristeder, der er immune for angreb, næsten være en nødvendighed.

En begrænset krig må ikke opfattes som en lille „totalkrig“, der er karakteriseret af en række uafbrudte slag, som stiger i intensitet, indtil modstanderens vilje er brudt. Det er tværtimod vigtigt at udvikle en opfattelse af m ilitæ re operationer udført i faser, som tillader en vurdering af mulighederne for bilæggelse på ethvert trin. Så paradoksalt det end lyder i jetalderen, bør den strategiske doktrin tage sigte på at gå langsomt frem, om ikke netop i selve operationernes gang, så dog i den hurtighed, hvor­ med de enkelte faser følger efter hverandre. Man må ikke glemme, at herefter skal strategiens mål være at påvirke modstanderens vilje, ikke at ødelægge ham; krige kan kun forblive begrænsede ved at præsentere modstanderen for en situation, som han be­ domnier som ugunstig, og dette kræver tid til kalkulation samt til anvendelse af politisk og psykologisk pres.

Derfor vil det også være nødvendigt at opgive den tanke, at direkte diplomatisk kontakt ophører, når de militære operationer begynder. Snarere er direkte kontakt væsentlig for at sikre, at begge parter bar så mange oplysninger som muligt om konsekven­ serne af en udvidelse af krigen og er i stand til at præsentere politiske betingelser for en bilæggelse. Et andet af atomtidens paradokser vil således være, at mangel på hemmeligholdelse vir­ kelig kan hjælpe ledelsen af militære operationer.

En sådan forandring i de traditionelle tanker om krigsførelse vil ikke være let at gennemføre; ved nærmere eftersyn kan det måske endog vise sig at være teknisk umuligt. Men det nedslående i så meget af den strategiske tankegang er vægringen ved at ind­ rømme, at den nye teknologi kræver en ny forskrift. I stedet for er man tilbøjelig til at føje atomvåbnene til de eksisterende som blot en mere effektiv eksplosion. Dette vil ikke blot give forfær­ delige tab, men det vil også vise sig at være utilstrækkeligt over for de krav, man vil møde. Forud for ethvert fremskridt i krigs­ førelsesmetoderne må der derfor gå en doktrinær revolution. Man må vedkende sig den nye strategi som begreb, før man kan ud­ vikle dens tekniske muligheder. Det er sikkert en stor opgave, men historiens dom vil ikke undskylde svarets utilstrækkelighed.

Blandt hindringerne for et passende svar er den militære organisation. At udvikle en ny strategisk doktrin kræver en ad­ ministrativ struktur, hvor officerer gennem hele deres løbebane beskæftiger sig med spørgsmål om totale anliggender, men dette er umuligt, så længe der eksisterer en opdeling af funktionerne mellem værnene, som tilmed vokser egenmægtigt. Det ville stadig være det bedste at bevæge sig ben i retning af et enkelt værn, til at begynde med ved at sammensmelte hæren og flyvevåbnet. Flådens strategiske problemer er mere adskilt fra de to andre værns til at kræve en integration, og i hvert fald ville modstanden mod en fuldstændig forening i flåden blive så bitter, at manglen langt ville overgå fordelen. En fuldstændig forening af værnene kan der derfor sandsynligvis ikke være tale om; den fastholden ved traditionelle og administrative former, hvorfra hvert værn i øvrigt henter sin styrke, ville forårsage en overvældende mod­ stand mod begreber som f. eks. en fælles uniform og et fælles system af værnsskoler.

Det vil derfor være bedre at begynde reorganisationen med at skabe to grundkommandoer, hver repræsenterende klart ad­ skilte strategiske opgaver. Hær, -flåde og flyvevåben vil fortsætte som administrative enheder og uddannelsesenheder som hidtil, men til alle andre formål skal der skabes to grundorganisationer: Den strategiske styrke og den taktiske styrke. Den strategiske styrke skal bestå af de enheder, der er nødvendige for storkrigen, og den taktiske styrke skal bestå af de hær-, flåde- og flyver­ styrker, som er påkrævet til begrænsede krige.

En sådan opdeling ville afspejle realiteterne i den strategiske situation. Medens den taktiske styrke kan blive påkrævet i stor­ krigen og i så tilfælde vil komme under kommando af den stra­tegiske styrke, må den strategiske styrke ikke bruges til begræn­ sede krige. Den strategiske styrke er det vigtigste afskrækkende middel mod en storkrig, og den må derfor alene reserveres for denne opgave; at anvende den som en „dual-purpo-se“ styrke vil svække den som afskrækkende middel, netop når den burde være stærkest.

Der er endvidere forskel på de våben, den planlægning og de operationsbetingelser, som er anvendelige på storkrigen og på den begrænsede krig. Begrænsede krige kræver enheder med stor bevægelighed og betydelig ildkraft, som hurtigt kan forlægges til det kritiske punkt; alt afhænger af at kunne indtage en po­ sition så hurtigt som muligt, fordi det vil være vanskeligt at fordrive en modstander, når han engang er etableret. Da angreb næppe vil finde sted, undtagen angriberen har grund til at tvivle om sin modstanders evne og villighed til at gribe ind, kan evnen til at komme hurtigt i stilling selv med relativt små styrker tjene som en målestok for den bestemte vilje til modstand og dermed tjene til at genoprette balancen, fø r nogle af parterne er blevet for stærkt engageret.

En opdeling af styrkerne i en strategisk og en taktisk styrke vil derfor bedre svare til de problemer, som man i dag står over­ for, nemlig nødvendigheden af at være garderet mod storkrigen som en betingelse for alle andre forholdsregler og muligheden for at kunne udkæmpe en begrænset krig som den form for kon­ flikt, hvor omkostningerne står i forhold til de omstridte spørgs­ mål. 

Der er i disse amerikanske tanker både noget fortidigt og noget fremtidigt, og det vil måske derfor være hensigtsmæssigt at prøve på at analysere dem lidt nærmere. Vi kan med det samme slå fast, at der for Danmarks vedkommende slet ikke bliver tale om nogen strategisk styrke, så vi kan nøjes med at se på den taktiske, og kun omtale den anden, når den har berøring med og betydning for den første. Vi kan ligeledes slå fast, at Danmarks forsvarsstyrker ene og alene er beregnet til at forsvare vort eget territorium, hvorfor det måske kan være lidt vanskeligt umiddelbart at opstille en strategisk doktrin for vor taktiske styrke, så meget mere som en strategisk defensiv er lige så van­ skelig at diskutere som at udføre, men derimod kan vi godt disku­ tere de styrker, der er nødvendige for at løse forsvarsopgaven.

Der synes i tankerne om den strategiske doktrin for en be­ grænset krig at ligge noget fra fortiden, fra „kabinetskrigenes“ tid i det 17. og 18. århundrede, da de hvervede hære var dyre, og man derfor helst ikke „stillede sig til slag“, men „byggede modstanderen en gylden bro“ og manøvrerede rundt, besatte fæst­ ninger og fratog modstanderen depoter for at tvinge ham til bi­ læggelse af konflikten. Felttogene fik derved et slæbende og langvarigt forløb, hvad der ikke er tilstræbelsesværdigt, og hvad der vel næppe efter alt at dømme kan tænkes at blive tilfældet i en evt. fremtidig krig mellem Øst og Vest, selv om den kan føres som en begrænset krig.

Der er imidlertid også noget i de amerikanske tanker, der peger mod fremtiden. Når man tænker på verdensbegivenhederne efter den anden verdenskrig: Berlinblokaden, Koreakrigen, her­ under ikke mindst våbenstilstandsforhandlingerne, Indokina, Suez- konflikten og utallige forhandlinger i FN, så har disse jo netop alle haft et slæbende og langvarigt forløb, og er alle mere eller mindre afsluttet med et eller andet elendigt kompromis. Fører man disse tanker videre og ser på den siddende nedrustnings­ konference, så kommer der jo også nok før eller senere et eller andet 'kompromis ud af dens arbejde. Der er sikkert i dette noget, der er påvirket af de nye våben, så de gennem deres uhyre de­ struktive kraft allerede har opfyldt deres afskrækkende mission, således at fremtidens konflikter i overvejende grad vil blive af politisk karakter nted et slæbende forløb, og hvor den taktiske styrke blot er en vigtig trumf ved forhandlingsbordet, som man måske nok vil lade indtage en eller anden truende position en­ gang imellem, men som man helst ikke vil spille ud, jfr. FN-styrken og 6. amerikanske flåde under krisen i Mellemøsten. Der­ ved vil måske storkrigen rykke længere i baggrunden, idet stor­ magterne vil bevare deres strategiske styrker „in being“, medens faren for de begrænsede krige kan blive mere aktuel, hvorfor det vil være nyttigt at se lidt nærmere på den taktiske styrkes organisation.

Tanken om en sådan taktisk styrke eller et værn. er ikke ny, bl. a. har feltmarskal Montgomery i sine foredrag i Royal United Service Institution været inde på den. Forståelsen og samarbejdet mellem værnene må i det mindste forbedres. Feltmarskal Mont­ gomery sagde bl. a. herom: „Under krigen nåede det interværns samarbejde en høj standard, siden er det gået ned ad bakke. Vi taler så meget om nødvendigheden af international enhed og sam­ arbejde, men vi kan næppe forvente det, hvis vi ikke selv går i spidsen med godt interværns samarbejde“. Air Vice-Marslial Kingston-Mc Cloughry er i sin bog „The direction of war“ inde på de samme tanker.

Indbyrdes værns rivalisering og manglende gensidig for­ ståelse vil dog sikkert endnu i mange år forhindre en fuldstændig sammensmeltning af værnene, og skal man engang ad åre opnå noget i den retning, må man sikkert som i Canada begynde med en fællesvæms officersuddannelse, hvor kadetterne gennem en 4-årig uddannelsestid om vinteren er samlet til fælles teoretisk undervisning, medens de om sommeren har mere praktisk betonet uddannelse ved deres respektive værn.

Derimod skulle en sammensmeltning i toppen til en taktisk kommando med underlagte værnselementer vel ikke være helt utopisk, og for nærmere at belyse denne tanke må vi undersøge hvilke krav, der — som udviklingen i dag synes at ville forme sig — i de kommende 10 år må stilles til forsvarsorganisationen i Danmark, og hvilke særlige elementer, der er behov for, idet vi herunder i særlig grad vil se på forsvaret mod invasion fra søen og fra luften, altså især øforsvaret.

Her må vi begynde med at opnotere nogle forudsætninger:

1. Vi må fortsat bygge på vort medlemskab af NATO. Kun gen­nem denne defensive alliance under mottoet: „Fred gennem styrke“ har vi noget håb om, at NATO’s strategiske styrke kan virke så afskrækkende, at vor taktiske styrke vil have en rime­ lig chance for at kunne stå sig i tilfælde aif en begrænset krig.

2. En samlet koncentreret amfibieoperation som i Normandiet kan næppe tænkes, tilsvarende vil en samlet luftinvasion med divisioner eller regimenter næppe heller kunne tænkes i et område, der er forsvaret med moderne våben. Man må derfor forudsætte den begrænsede krig indledt med mindre, spredte styrker fra soen og fra luften mange steder på en gang, altså kampen på fladen snarere end langs fronter.

3. Selv om mange ikke længere rigtig tror på, at krigen vil starte som et lyn fra en klar himmel, så tillader moderne tek­nik dog, at krigen i begyndelsen kan udvikle sig så hurtigt, at vi ikke kan forlade os på en mobilisering, men må have et højt beredskab i fredstid overalt og allevegne på fladen.

4. Vor taktiske styrke må udrustes med de mest moderne våben, herunder taktiske atomvåben, idet det er en uløselig opgave for et forsvar uden atomvåben at skulle bekæmpe en mod­ stander med atomvåben. Hvis en modstander på forhånd ved, at han ikke kommer ud for atomvåben i Danmark, kan han koncentrere på god gammeldags vis, medens vi andre må sprede os og leve i stadig angst for lians atomvåben; slaget vil være tabt, inden det er begyndt.

Vi kan herefter opstille nedenstående krav og behov til vor forsvarsorganisation.

Det er en ufravigelig betingelse, at efterretnings- og over­ vågningstjenesten ikke alene for vor skyld, men også for vore allierede, har første prioritet såvel på jorden, som på søen og i luften, og at den arbejder døgnet rundt både i fred og i krig, idet det er betingelsen for, at alt det andet, både vor taktiske styrke og de allieredes strategiske styrke overhovedet kan ind­ sættes rettidigt og på rette sted.

For at kunne bakke den mere stedbundne overvågningstjene­ ste op er i første række visse so- og luftstridskræfter i form af patrouillebåde og rekognosceringsfly nødvendige.

Over for et invasionsforsøg fra søen og fra luften er der først og fremmest et ønske om, at et sådant med mindre, spredte styr­ker ikke må få fodfæste allevegne. Hertil kræves igen visse sø- og luftstridskræfter samt luftforsvar. På søen motortorpedobåde og ubåde og i overensstemmelse med vor defensive holdning mine­ udlægningsskibe samt til at give rygstød nogle større enheder af fregattypen, bl. a. udrustet med taktiske atomvåben. I luften kræ­ ves visse angrebsfly med taktiske atomvåben, og til luftforsvaret kræves styrede raketter med atomladninger.

Lykkes invasionen — trods alt — de fleste steder, begynder kampen på fladen, og hærstyrkerne kommer ind i billedet. Her må først og fremmest opstilles et krav om hård og forbitret mod­ stand overalt og med det samme. (Vi har for nylig i Ungarn set eksempler på denne forbitrede og delvis uorganiserede modstand mod fast organiserede hærenheder.) Vort hjemmeværn og vort lokalforsvar må derfor sikkert smeltes sammen, så de bliver i stand til at optræde i hvert fald i afdelingsforbindelse, f. eks. noget i retning af den britiske Territorial Anny. Som rygstød for dette må der derefter være nogle fast sammentømrede hær­ enheder, nogle fuldt motoriserede „Fire Brigades“ af bataillons- størrelse. Kernen i disse må igen være taktiske atomvåben, måske i form af „Little John“, og i øvrigt bestående af 1 stabskompagni, 3—4 lette kompagnier (med let pansrede mandskabskøretøjer), 1 kampvognskompagni og 1 batteri (med selvkørende kanoner og „rooket launchers“), alt nogenlunde selvforsynende, mens for­ syningstjenesten i øvrigt hovedsagelig baseres på faste installa­tioner.

Disse egentlige hær-, flåde- og flyverstyrker bør være hver­ vede folk, og tendensen i udlandet, efterhånden som det militære apparat bliver mere og mere kompliceret, synes da også at fjerne sig fra tidligere tiders store væmepligtshære. Man kan så nøjes med betydelig kortere uddannelsestid og kortere repititionsøvelser for de værnepligtige, der skal indgå i lokalforsvaret. Hvis man kan skaffe folkene, og det skulle vel ikke være helt umuligt, hvis der fra politisk side gøres en indsats herfor, er det vist et meget stort spørgsmål, om en hvervet styrke i det samlede for­ svar vil blive dyrere end vor nuværende værnepligtsstyrke. I dag koster en værnepligtig ca. 4000 kr. årligt, hvortil udgifterne til hans uddannelse (ammunition, kørsel m. m.) må lægges, medens f. eks. en gift math, en gift menig politibetjent og brandmand, hvormed disse hvervede soldater nærmest bør sammenlignes, har en årlig løn mellem ca. 11.500 og ea. 13.500 kr. Kommer en hver­ vet soldat op på dette beløb, må han naturligvis som enhver an­ den borger i landet selv betale kost og logi samt skat, ligesom han ikke hvert år skal skyde alle skydeprogrammeme igennem; derved vil den reelle forskel i penge mellem en værnepligtig og en hvervet soldat måske vise sig ikke at blive så forfærdelig stor. Til at kontrollere og føre denne taktiske styrke er forskel­ lige organer nødvendige, og her kommer vi til sammensmeltningen i toppen. I fredstid, og indtil regeringen bestemmer, at de allie­rede myndigheder skal overtage ledelsen, er der et behov for en national kommando, som kan have den operative ledelse af over­ vågningstjenesten og de stående styrker af alle værn. Hertil har vi forsvarschefen, scwn kan udøve den operative ledelse over de fem dispositionsenheder: Cheferne for hærstyrkerne i de forskel­ lige områder (Jyllund-Fyn, Den sjællandske øgruppe og Born­ holm), chefen for flådestyrkerne og chefen for luftstyrkerne; disse er alle nationale chefer. Når regeringen bestemmer, at NATO skal overtage ledelsen, er der et behov for en „joint allied Com­ mander“, der bør være en dansker, og som derpå overtager den operative ledelse med ansvar over for CINCNORTH over oven­ nævnte fem dispositionsenheder, som vedbliver at være nationale, når de går over i den allierede kommandokæde. Forsvarschefen kan ikke være „joint allied commander“, idet der også efter krigsudbrud vil være et behov for en national, militær repræsen­ tant i „Military Committee“, og da forsvarschefen i øvrigt i total­ forsvaret vil være nødvendig som national, militær rådgiver for regeringen med sæde i et evt. forsvarsråd på regeringsplanet. Den „joint allied commander“ er ligeledes nødvendig i fredstid af hensyn til krigsplanlægningen i forbindelse med AFNORTH, SHAPE og SACLANT. Forsvarsstaben vil også fortsat være på­ krævet, idet den skal være føringsstab for forsvarschefen i fredstid og dernæst bl. a. bør være den myndighed, der — ligesom generalstaben før 1932 — varetager den militære forbindelse med de civile myndigheder inden for totalforsvarets ramme. De tre væmskommandoer og en væsentlig del af forsvarsministeriet kunne derefter smeltes sammen til en administrativ og forsyningsmæssig kommando med samme opgaver i fred som i krig, idet disse op­ gaver forbliver nationale. Forsvarsministeriets departement ville da kun blive en egentlig politisk og økonomisk afdeling. „Joint chiefs of staff“ eller forsvarsstyrelsen bør da bestå af følgende: Forsvarschefen, chefen for forsvarsstaben, chefen for den admini­strative og forsyningsmæssige kommando samt departementschefen i forsvarsministeriet; sidstnævnte fordi det politiske moment er mere fremtrædende i dag. Helst burde alle disse myndigheder i fredstid arbejde i samme etablissement, hvorved et snævert sam­ arbejde mellem officerer og embedsmænd vil lettes, og meget brev­ skriveri undgås. Under de ovennævnte landchefer i Jylland og på Sjælland er der næppe noget føringsmæssigt behov for en korps-, divisions- og regimentsinddeling, men derimod for en regions- inddeling, idet det er kampen på fladen, det drejer sig om. Det vil endvidere nok vise sig hensigtsmæssigt at have 1 å 2 chefer med stabe hvert sted, som kan overtage føringen i de brænd- punkter, som kampen vel før eller senere vil udkrystallisere sig i. Endelig vil det formentlig også være nødvendigt, at de nævnte fem dispositionsenheder har deres stabe organiseret i to hoved­ afdelinger, der dog af hensyn til samarbejdet fysisk bør være i nærheden af hinanden; den ene afdeling skal tage sig af det operative (allierede) og den anden af det logistiske (nationale), og i spidsen for hver afdeling må der være en stedfortrædende stabschef. Yderligere vil formentlig en administrativ og uddan­ nelsesmæssig inddeling også vise sig påkrævet, men måske kan regionsinddelingen løse denne opgave.

Med denne sammensmeltning og rationalisering i toppen vil formentlig med tiden mange værnsinteresser og kompetencestridig­heder kunne udlignes, og den ændrede sammensætning af for­ svarsstyrelsen, på tværs af værnene, vil i højere grad repræsentere interværns interesser og således bedre kunne hellige sig landets forsvarsopgaver.

M. Amtrup.