Af Kaptajn A. V. Hensch.
(Fortsat).
VI. ØVELSER I SIGNALTJENESTE.
a. Indledning
Ogsaa ved Signaløvelser bør der skelnes mellem fredsog krigsmæssige Øvelser, ganske som ved Radioøvelserne, jfr. Kapitel B, Afsnit IV, „Mil. Tidsskrift“ Nr. 2/1944, men Forskellen mellem de freds- og krigsmæssige Vilkaar er langt mindre ved Signal- end ved Radiotjenesten. De 8 Faktorer, der fremdroges som Væsensaarsager i denne Forbindelse, spiller, naar Talen er om Signalforbindelser, paa en enkelt Undtagelse nær ingen eller langt ringere Rolle.
a) Det komplicerer ikke Signaltjenesten i de enkelte Signalnet, at der oprettes mange andre Signalstationer i samme Egn. Der kan i sjældnere Tilfælde opstaa Mulighed for Forveksling under Opsøgningen, men saa snart Nettene er etableret, har de ingen som helst forstyrrende Indflydelse paa hinanden.
b) Fjendtlige Signalstationer har ingen som helst forstyrrende Indflydelse paa egne Stationer.
c) Støjsendere kendes ikke i Signaltjenesten
d) Signalopklaringstjeneste i Lighed med Radiotjenestens kendes ikke, selv om Muligheden for fjendtlig Observation naturligvis maa tages i Betragtning. En saadan Observation kan dog næsten altid forebygges ved fornuftig Placering af Stationerne i Terrainet, medens Aflytning og Pejling af Radiostationer ikke kan forebygges.
e) Erstatningstjenesten er ogsaa et Problem for Signaltjenesten, men ikke saa alvorligt som for Radiotjenesten, dels takket være Materiellets langt enklere og mere robuste Form, der gør det mere modstandsdygtigt, og dels takket være de væsentlig ringere Krav til Uddannelse, som i en hensigtsmæssig organiseret Hær gør det muligt for enhver Meddelelsessoldat at betjene Signalmateriellet.
f) Forsyningstjenestens Vanskeligheder er ikke saa store som i Radiotjenesten, hvor der skal skaffes baade Anodebatterier og mange Typer Elektronrør foruden den Opladningstjeneste, for Akkumulatorer, som ogsaa Signaltjenesten nødvendiggør.
g) Kravet om feltmæssigt forsvarlige Standpladser er langt mere krævende i Signal- end i Radiotjenesten.
h) Manglende Færdighed i Korrespondancen faar ikke den Betydning som i Radiotjenesten, da der ikke bliver Tale om „Tvekampe“ som for Radioforbindelserne omtalt.
ad d. Ved krigsmæssige Signaløvelser bør Meddelelseskampdommere bedømme Signalstandspladserne fra det fjendtlige Omraade. Trafik, der herfra kan aflæses, bør stilles til Raadighed for Modstanderen. ad e.—g. Ved krigsmæssige Signaløvelser bør træffes tilsvarende Foranstaltninger som under Radiotjenesten omtalt.
b. Fredsmæssige Signaløvelser.
Disse kan paabegyndes, naar Mandskabet har erhvervet en passende, rent skolemæssig Uddannelse i Morsning, Blinkaflæsning, Flagsving og Flagsignalaflæsning, f. Eks. svarende til de foran omtalte af Det danske Spejderkorps stillede Krav, samt har faaet en passende teoretisk Uddannelse i Kortlæsning og Orientering.
Øvelsesmaalene er tre, nemlig:
a. March til rette Standplads,
b. Etablering af Forbindelsen og
c. Trafik i Nettet.
ad a. De enkelte Signalhold maa oftest savne Befalingsmænd som Førere, og Mandskabet maa derfor selv være fuldt fortrolige med ved Dag som Nat at finde frem i ukendt Terrain ved Hjælp af Kort og Kompas eller Skitser. Dette gælder for saa vidt alt Meddelelsespersonel -— men Kravet er her om muligt mere bydende, fordi Signalforholdene oftest skal frem til Terrainpunkter, der ikke er besat, medens de fleste andre Meddelelseshold, Radiostationer, Telefonhold o. s. v. oftest skal søge frem til en Kommando myndighed. En saadan vil vel ogsaa i Almindelighed være i Nærheden af den befalede Standplads for Signalstationen, men Detailrekognosceringen, med hvis heldige Udfald Forbindelsen staar og falder, maa Signalholdet klare selv. Orienteringsløb er derfor et meget vigtigt Led i Uddannelsen af Meddelelsessoldater og specielt i Uddannelsen af Signalister. En nærmere Redegørelse for saadanne Øvelsers Tilrettelægning turde være overflødig paa dette Sted. ad b. Efter Ankomsten til Standpladsen bør Etableringen kunne ske i Minimum af Tid. De to Problemer er her dels den rigtige Fastlægning af Signallinien fra Standpladsen ud over Terrainet, dels Lanternens Indstilling. Signalliniens Fastlægning i Terrainet kan indøves i Forbindelse med de under a. ovenfor nævnte Orienteringsløb. Paa en Række af Løbets Poster skal hvert Hold udpege et eller flere opgivne Punkter i Terrainet; der kan f. Eks. gives hver Mand i Holdet — der bør være paa 2 à 3 Mand — sin Maaludpegningsopgave, idet der gives Straffepoints for den til Udpegningen forbrugte Tid. Udpegningen kan ske ved, at det paa Kortet angivne Maal af Manden indstilles i en Signallanternes Sigtekikkert, hvorved ogsaa Lanternens Hovedindstilling indøves. Naar alle Hold gennemløber samme Rute, og der gives Straffepoints ogsaa for Løbetiderne — dog væsentligt mildere inden for et rimeligt Tidsrum end for Maaludpegningen — vil Pointsresultatet være et godt, relativt Kvalitetsmaal. Konkurrencemomentet bør udnyttes fuldt ud, Resultaterne gennemgaas af Chefen med hele Styrken, Pointslister være ophængt i Skole- og Samlingsstue og Holdsammensætningen være den samme i 2—3 Øvelser, saa at de enkelte Hold kan have Haab om at revanchere sig. Ekstranattegn eller lignende Opmuntringer til de flinkeste. Hvor Signalholdene feltmæssigt er udrustet med Transportmiddel, bør dette efter nogle forberedende Løb til Fods anvendes under Øvelserne. Ogsaa selve Etableringen af Nettene kan — og bør — indøves paa Konkurrencebasis. Dette kan let gennemføres ved en Udvidelse af de ovennævnte Løb, saaledes at der paa flere eller alle Poster skal etableres Forbindelse med en Signalstation, hvis Plads angives paa Kortet. De paagældende Signalstationer opstilles ved Øvelsens Begyndelse og kan hver betjenes af en enkelt Befalingsmand ; de er en Gang for alle indstillet paa de tilsvarende Poster. Tid beregnes fra Ordrens Udgivelse til det Øjeblik, da begge Stationer sender 1-ere, jfr. Afsnit III c. Saa snart Nettet saaledes er etableret, rykker Holdet videre til næste Post. Paa et lidt senere Tidspunkt af Uddannelsen kan Løbene udvides, idet der fastlægges to Ruter, een for Hold 1, 3, 5.... og een for Hold 2, 4, 6..., begge med et og samme Antal Poster a, b, c.... henholdsvis A, B, C.... valgt saaledes at der kan etableres Signalforbindelser a—A, b—B, c—C o. s. v. Holdene starter og samarbejder parvis og skal paa hver Post opnaa Signalforbindelse med hinanden. Meddelelse om næste Post kan enten gives af hver Postkommandør eller udveksles over Signalforbindelsen, hvorved ogsaa Trafik inddrages i Konkurrencen. ad c. Trafikøvelser paabegyndes paa den hjemlige Øvelsesplads, hvor Afstandene ikke er større, end at en Befalingsmand let kan vejlede to korresponderende Stationer. Naar Trafikreglerne — der selvsagt forinden maa være tilegnede i Skolestuen — er sikkert lært ogsaa i Praksis, trænes der med større og større Hastighed ved Akkordøvelser. Ved disse fordeles hele Styrken over et passende Antal Signalnet å 2 Stationer, der hver ved Øvelsens Begyndelse faar udleveret et Antal forud tildannede Depecher. Depecherne kan være ens for alle Net eller forskellige, men med samme totale Ordantal for hvert Net. Nettene etableres samtidig, og de enkelte Net er aftraadt, saa snart deres Depecher er ekspederede og befundne rigtige af Øvelseslederen. Det er næppe nødvendigt at opstille Detaileksempler paa disse Øvelser — enhver, der kender lidt til Signaltjeneste, vil selv let kunne opstille og gennemføre en lang Række paa Grundlag af de ovenfor givne Direktiver. Forfatteren har selv prøvet det i det beskedne Omfang, som de hidtidige Hærloves alt for korte Uddannelsestid har muliggjort, og — som foran refereret — med lovende Resultat. En og anden vil maaske — som Forfatteren — finde det her omhandlede Emne for elementært for et Tidsskrift som nærværende; men hvor mange Chefer og andre Befalingsmænd har gennemgaaet en saadan Uddannelse? De færreste har haft Tid dertil, de fleste har manglet egnet Lærerpersonale, og alle Vegne har Styrkerne været alt for smaa for en rationel og alvorsbetonet Uddannelse — alt som Følge af det hidtil fulgte Lokaluddannelsesprincip, der her — som i Radiotjenesten — efter Forfatterens Opfattelse betyder en næsten uovervindelig Hindring for Skabelsen af en betryggende Meddelelsestjeneste.
c. Krigsmæssige Signaløvelser.
Disse kan f. Eks. afholdes sammen med Radioøvelser af den i Kapitel B. Afsnit IV c. 2, „Militært Tidsskrift“ Nr. 3/1944 under Øvelse Nr. 7—8 omtalte Form, idet Signalstationerne her dels anvendes til selvstændige Opgaver, dels som Reserve for Radioforbindelser, der enten dømmes ud af Kampdommere eller umuliggøres af Støjsendere eller fjendtlig Trafik. Med Henblik paa saadanne Øvelser og Feltforhold maa Indtagelsen af taktisk set bedste Standpladser indøves. Her gælder en lignende Remse som Infanteristens for Valg af Skudstilling. Signalistens Remse lyder:
Frit Sigte,
Baggrund,
Skjul og
Dækning.
Selv om Dækning kommer til sidst, bør den ikke forsømmes hverken hvad Fjendens eller Vejrligets Angreb angaar; det er en daarlig Signalist, der anbringer sig i Regn og Blæst med sine Apparater og Depecheblokke, hvis han kan faa lige saa god Forbindelse i Læ af et Hus, en Vindfælde eller i en Grøft med en Bræddeflade eller en Teltbane som Læ. Dækning kan sjældent naas for Flagmanden og Aflæseren — maaske kan Flaget svinges over Dækningen, bag hvilken Manden staar eller ligger, men oftest bliver Standpladsen derved for lav. Aflæsning kan paa kortere Hold ske i Skyttegravsperiskop, men oftest kræves der Kikkertaflæsning. Med Spaden og nogle Stykker Tømmer kan der ofte hurtigt laves nødtørftige Dækninger; Hulrum med Udkig for Signalstationen hører hjemme i Stillingskrigen, men selv om Standpladsen kun skal holdes nogle Timer, bør der tænkes paa „Bekvemmeligheder“, thi det gamle Ord: „Er Ryggen kold og Taaen vaad, kun lidet hans Tanker due“ gælder i udpræget Grad Meddelelsessoldaten og hans Virke.
D. TRAADFORBINDELSER.
I. INDLEDNING.
Traadforbindelserne, d. v. s. Traadtelefon, Traadtelegrafi, Fjernskrivning og Billedtelegrafi er det vigtigste primære Meddelelsesmiddel. Uden Traadtelefonen — hedder det fra den nuværende Krigs iøvrigt beklageligt sparsomme Beretninger om Meddelelsestjenesten, mister Førerne en uundværlig Mulighed for Tankeudveksling; selv en daarlig Traadforbindelse er at foretrække for en Radioforbindelse, hedder det et andet Sted. Naturligvis bruges der endda et uhyre Antal Radioforbindelser — men hvor Traadforbindelsen kan etableres, bliver den omgaaende bragt i Stand. I mangfoldige Tilfælde supplerer de to Meddelelsesmidler hinanden. Den første Forbindelse, der oprettes, er Radioforbindelsen; samtidig eller snart efter lægges Kablet ud; saa længe det holder og kan følge med, giver det den bedst tænkelige Forbindelse; hvis det brydes, eller de byggende Kolonner ikke kan følge med, staar Radiostationerne der, som Reserve, og kan klare den strengt nødvendige Trafik, til Traadforbindelsen atter er i Orden — men Tankeudveksling pr. Radio er saare problematisk og saare farlig, og Kapaciteten er en næsten forsvindende Brøkdel af Traadforbindelsernes. Enstemmigt fastslaar Landenes Reglementer, at Traadforbindelsen er det vigtigste Meddelelsesmiddel. I Traadforbindelsernes Barndom var Telefonen ukendt; endnu i vor sidste Hærlov var det Telegrafkompagnier, der byggede de overordnede Traadforbindelsen, men disse var helt og aldeles Telefonforbindelser; Kompagnierne havde ikke en Telegrafist og ikke et Telegrafapparat, den militære Telegrafi hører i Dag Radioen og Signaltjenesten til. Fjernskriveren er hver Mands Telegrafapparat, to Skrivemaskiner, hver i sin Verdensdel, forbundet med en Traad. Den er tung og uhaandterlig, hører ikke hjemme i Geleddet, men i Forbindelserne bagud er den uundværlig.
II. DET TEKNISKE GRUNDLAG.
a. I Almindelighed.
En detailleret almenteknisk Redegørelse for Telegraf og Telefons Konstruktion er her inderligt overflødig; thi de militære Brugere behøver intet Kendskab dertil —- hvorimod naturligvis Meddelelsestropperne rnaa kende Materiellet til Bunds. Det er tilstrækkeligt at fastslaa, at en Telefonforbindelse i sin simpleste Form bestaar af to Telefonapparater, der hver rummer en Mikrotelefon og et Element, og som er forbundet ved en Ledning. Telefonapparaterne indeholder alt, hvad der er nødvendigt for at omsætte Lydsvingninger til elektriske Svingninger og omvendt, og Ledningen fører disse elektriske Svingninger, i Form af lavfrekvent Vekselstrøm, mellem de to Apparater. Selv et Barn ved i Dag, at der enten maa være to Ledninger, eller at Jorden maa benyttes som Returledning. Har man Brug for flere Forbindelser, lægger man blot flere Linier ud; skal Forbindelserne kunne kombineres, fører man dem over et fælles Omstillingsbord, en Central. Telefonapparaterne er robuste; de kan opstilles overalt, hvor Linien kan naa frem og bevares intakt; den eneste militære Hage ved Telefonforbindelsen er denne indskrænkende, relative Bisætning! Linien er det saarbare Punkt; hvor den ikke kan føres frem, er Telefonforbindelse umulig, og hvor den udsættes for Beskadigelser, afbrydes Forbindelsen. Mange ligner den elektriske Leder ved et Vandrør og siger, at som Vandet ikke kan løbe ud af dette, maa den elektriske Strøm følge Lederen. Lignelsen bliver dog langt bedre ved, at man tænker paa et utæt Vandrør, ikke med et enkelt stort Hul, men af den Slags bukkede Rør, der let f. Eks. ved Frostens Indvirkning aabner sig i Længdesamlingen og derefter staar og smaadrypper over det hele. Den elektriske Leder er Vejen for Strømmens Elektroner, ganske som Vandrørets Hulrum er Vejen for Vandets Molekyler. Vi kan gøre Røret helt tæt, saa ikke en Draabe Vand trænger ud, vi kan sende Olie igennem 1000 km lange Rørledninger — men vi kan aldrig i Praksis omgive den metalliske Leder med en saadan Isolation, at der ikke overalt siver nogle Elektroner ud. Maaler man Strømstyrken, selv ud af en ganske „fejlfri“ Telefonledning, bliver den derfor tydeligt mindre og mindre, jo længere Maalestedet er fra Afsenderen, og man naar et Punkt, hvor Strømmen er blevet saa svag, at den ikke mere kan trække „Modtageren“, altsaa Telefonen. Sætter vi et stærkere Batteri paa, sker det samme, som hvis man øger Vandtrykket i det utætte Vandrør: der løber mere ud af Utæthederne, og vi kan ikke forøge „Rækkevidden“ efter Ønske. Vor Tids verdensomspændende Telefonnet blev først muligt, da Radioen bragte Elektronrørsforstærkere til Verden; naar man er kommet saa langt, at Strømmen er ved at blive for svag, indskyder man en Forstærker og kan saa fortsætte et nyt Stykke Vej. Denne Ledningens permanente Utæthed kaldes dens „Afledning“. Afledningens Størrelse afhænger af den Isolation, som den metalliske Leder beklædes med. Man kan benytte den atmosfæriske Luft som Isolation, jfr. de almindelige Stangrækkers Blanktraadsledning, eller man kan isolere med Gummi, Lak, Glas o. s. v. eller — som i de moderne Kabler — med Papir, der omgives med en Blykappe. Isolationsmaterialet vælges naturligvis efter Liniens Anvendelsesvilkaar, men tæt i Vandrørets Forstand bliver det aldrig. Konstruktionen af en Telefonledning til militært Brug er herefter ikke nogen simpel Sag; medens Vandrøret kan anbringes overalt — undtagen lige netop under en Damptromle eller i Frostvejr —, maa Telefonledningen konstrueres efter Anvendelsesvilkaarene. Men Meddelelsessoldaten kan ikke forpligtes til altid at hænge Ledningen op paa Stænger; snart skal den ligge i vaadt Græs, snart graves ned, snart kan den rutsje ned i Mudderet i en Færdselsgrav, hvor en og anden falder i den, den skal altsaa ogsaa have en vis Trækstyrke o. s. v .; endelig skal den gerne kunne udlægges og inddrages mange Gange, d. v. s. at Isolationslaget skal have en vis Slidstyrke. Det er indlysende, at Løsningen kun kan blive et Kompromis, og at den maa anvendes med Forstaaelse og Omhu ; hvor der er Vand, maa den saa vidt muligt føres højt, hvor den kan blive kørt over og ikke kan føres højt, maa den graves ned eller overdækkes. Ødelægges Isolationen blot et enkelt Sted, er det som et stort Hul i Vandrøret, og Forbindelsen svigter. Disse tekniske Forhold medfører Krav om omhyggelig Uddannelse og Specialpersonel til Bygning og Vedligeholdelse af Ledningerne i betydeligt Antal. Jo større Belastning man giver Telefonnettet, desto flere Ledninger maa der til, og i tilsvarende Grad vokser Personelkravet. Teknikken anviser to Veje til en Imødegaaelse af denne Kalamitet, nemlig Multikabel og Overlejringstelefoni.
b. Multikabel.
Flere parallelt løbende Ledninger kan samles i eet Kabel, I hvilket de føres isolerede fra hinanden, det saakaldte Multikabel. Dette er selvsagt langt sværere end Enkeltlederkablerne, vejer og fylder altsaa mere pr. Kilometer, men alle dets Ledninger udlægges dog under eet, og den Omhu, der ofres paa dette Arbejde, kommer dem alle til Gode. Paa den anden Side vil en Skade, der rammer Kablet, oftest gøre alle dets Forbindelser ubrugelige, medens disse, bygget af Enkeltlederkabel, kan føres saa langt fra hinanden, at eet og samme Uheld kun ødelægger een af dem, og endelig er Reparation i Marken af Multikabel naturligvis langt vanskeligere end af Enkeltlederkabel. Der er principielt noget inkonsekvent i, at det saarbare Punkt i Anlæget, nemlig Ledningen, kompliceres. Den rigtige Løsning maatte være at bevare Ledningen saa enkel som mulig og koncentrere Teknikken i dens Endepunkter. En saadan Idé var dog i en Aarrække teknisk uigennemførlig og Multikablet den eneste Løsning; dette anvendes da ogsaa fremdeles i betydeligt Omfang til Linier, hvor et større Antal parallelt løbende Forbindelser er en Nødvendighed.
c. Overlejringstelefon.
Det tilkom Radioens Tidsalder at virkeliggøre den ovennævnte Idé om at sende flere samtidige Telefonsamtaler gennem en og samme Ledning. Ligesom det er muligt ved Anvendelse af forskellige Bærefrekvenser samtidigt at sende mange forskellige Meddelelser pr. Radio gennem den eneste dér til Raadighed staaende Transmissionskanal „Æteren“, kan man sende flere Telefonsamtaler gennem een og samme Ledning ved at „overlejre“ dem paa Vekselstrømme med passende Frekvensafstande paa ganske samme Maade som Radiostationens højfrekvente Antennestrøm overlejres eller moduleres med Mikrofonstrømmen, jfr. Kapitel B., Afsnit I. d. Ved saadanne Anlæg kompliceres Teknikken i Endepunkterne betydeligt, nemlig med Anlæg, der i Saarbarhed og Kostbarhed kommer paa Højde med Radiomateriellet — men hvad der ofres her, spares i hvert Fald delvis i Kabeludgifter og i Personel. Ogsaa Overlejringsprincippet anvendes i moderne udstyrede Hæres Telefonforbindelser.
d. Det permanente Net.
De eksisterende permanente Telefonanlæg danner et kærkomment Supplement til Hærenes eget Materiel. I hvert Fald indtil den nyeste Tid har man kunnet regne med en nogenlunde uhindret Anvendelse af disse Anlæg undtagen i selve Kampzonen, og selv her kunde Smaacentraler nødtørftigt retableres og forhaandenværende Stanglinier anvendes enten ved Indbagning af Felttelefoner paa Blanktraadslinier eller ved direkte Benyttelse af de permanente Apparater. Saavel Telefon- som Krigsteknikkens Udvikling har dog har skabt nye Problemer. Smaacentralerne med de simple Omstillingsborde automatiseres; altsaa maa Felttelefonerne kunne kalde en Automatcentral, hvis de skal kunne anvendes ved Indbagning paa Nettet. Stangrækkerne, der var saa rart tilgængelige, forsvinder og erstattes med nedgravede Kabler, hvis Korer alle som en ødelægges af det første Granatnedslag og ikke kan repareres af Feltsoldaterne. Sidst, men ikke mindst, betyder den totale Krig, at hele Landets Kommunikationsnet, især Centralerne, trues af Ødelæggelse allerede i Krigens første Time. En effektiv Udnyttelse af det permanente Net i vor Tids Krige stiller derfor nye Krav, dels om Telefonkompagnier, der kan udbygge og vedligeholde disse teknisk stærkt komplicerede Anlæg, dels om et stadigt, intimt Samarbejde i Fredstid mellem Forsvarsledelse og Telefonselskaber, saaledes at Anlæggenes militære Anvendelighed ikke i sig selv er umuliggjort, og endelig om et langt større Feltmateriel, end man behøvede at regne med, saalænge det permanente Nets Udnyttelse i dets foreliggende Omfang var en ubestridt Selvfølge.
III. TRAADFORB1NDELSERNES ORGANISATION.
a. Felt materiellets generelle Anvendelse.
Der sættes ofte i de militære Reglementer, jfr. f. Eks. Feltreglement III, Punkt 77, 2. Stk., en alvorlig Begrænsning for Anvendelsen af Felttelefonnettet i Afhængighed af de taktiske Forhold. Der sættes et Skel mellem Traadforbindelser paa den ene Side og andre Meddelelsesmidler paa den anden Side, idet sidstnævnte maa anvendes under alle Forhold, medens Felttelefonmateriellet under Forhold, hvor alvorligere Sammenstød med Fjenden ikke er sandsynlig, kun undtagelsesvis maa anvendes og da med yderste Sparsomhed. For en umiddelbar Betragtning minder en saadan Fremgangsmaade lidt om Molboen, der deltog i et Motorcykelløb, men trak sin Maskine de første 20 km, fordi han var bange for, at Benzinen ikke kunde slaa til til hele Turen, og ikke klog nok til at tage en Reservedunk med.
Det nævnte Forbehold for Feltmateriellets Vedkommende er saa meget mere beklageligt, som Telefonen ubestridt er det ydedygtigste tekniske Meddelelsesmiddel. Grunden til Paabudet synes at maatte søges i Angsten for at staa uden disponibelt Traadmateriel, naar det alvorlige Sammenstød forestaar. En saadan Angst maa tilskrives den Erkendelse, at der vil forløbe en rum Tid, før et Felttelefonnet kan etableres, hvis Materiellet først skal inddrages fra Net, der har været udbyggede længere tilbage. Forskriften kan maaske ogsaa tænkes at bygge paa den Betragtning, at saa længe alvorligere Sammenstød ikke er sansynligt, vil Styrkerne være i saa stærk Bevægelse, at Telefonnettet ikke kan følge med. Ingen af disse to Forudsætninger holder dog Stik efter Forfatterens Opfattelse. Den førstnævnte, Angsten for at mangle Materiellet, er ikke nogen berettiget teknisk eller taktisk Motivering, thi Problemet er løst ved at øge Afdelingernes Tildeling af Traadmateriel. En Forøgelse i samme Omfang* af Personellet vil ikke i den Anledning være nødvendig, thi at sammendrage det forhaandenværende Personel til det nye Afsnit længere fremme tager i vor motoriserede Tidsalder kun ringe Tid. Denne Indvending mod en mere almindelig Anvendelse af Felttelefonmateriellet synes altsaa i sidste Instans alene at være af økonomisk Art, thi heller ikke Transporten af en forøget Mængde Traadmateriel kan volde Vanskeligheder.. Da nu endelig det almindeligt anvendte Feltkabel er et saare prisbilligt Materiel, maa Forholdet under ovennævnte, første Forudsætning enten føres tilbage til en Bestræbelse for at spare for enhver Pris eller være en Overlevering fra Materiellets første Dage, da det -— i Sammenligning med de da kendte Meddelelsesmidler — Signalflag og Ordonnanser — var kostbar Teknik, medens det i Dag er et af de billigste, tekniske Meddelelsesmidler. Heller ikke den anden Forudsætning holder Stik, dels fordi Kommandostationer, Udkig o. 1. dog oftest rykker springvis frem, dels fordi større Afstand til Fjenden ikke nødvendigvis betyder, at egne Styrker er i Bevægelse. Ud fra disse Betragtninger gør Forfatteren sig til Talsmand for den Opfattelse, at Anvendelse af Felttelefonmateriellet ikke bør begrænses reglementarisk, men at Troppeføreren her bør have den samme frie Raadighed over alle under hans Kommando staaende Kræfter, som han har paa alle andre Punkter. Der er ingen Grund til at frygte, at Troppeføreren i højere Grad skulde flotte sig i Utide med sit Felttelefonnet end f. Eks. med sit Artilleri; det almindelige Princip, at bevare Størsteparten af Kræfterne i fuldt kampdygtig Stand saa længe som muligt og først binde sig, naar Forholdene er nogenlunde afklarede, maa være tilstrækkeligt, ogsaa naar det gælder Traadmateriellet. Der kan tænkes talrige Muligheder, hvor en Traadforbindelse er indlysende ønskelig, selv om Fjendens Hovedkræfter er langt borte; under saadanne Forhold bør Føreren ikke være hæmmet af reglementariske Begrænsninger, hvis Hovedmotivering synes at være nationaløkonomisk Smaalighed.
b. Telefonnet.
Telefontjenesten organiseres i Telefonnet, hvorved forstaas et Antal Stationer, der skal kunne korrespondere indbyrdes. Nettene kan være paa to eller flere Stationer. Net paa 2 Stationer er saare simple i deres Opbygning og sikrer, saa længe Linien holder, en uafbrudt og øjeblikkelig Forbindelse mellem Stationerne. Net paa flere end to Stationer kræver en Central som Mellemled; denne kan være henlagt til en af Stationerne, saaledes som Tilfældet er ved de almindeligt kendte Felttelefonapparater, der indbefatter et lille Omstillingsbord og Tilslutningsmulighed for 3—4 Ledninger. Under noget større Forhold anvendes 10, 20 eller 30 Liniers Feltvekslere, til hvilke alle Apparater i Nettet forbindes som „Abonnenter“ paa den paagældende Feltcentral. En Forbindelse mellem to saadanne Net kan etableres ved Centrallinier. Det er velkendt, at der i saadanne Net opstaar Ventetider. Disse faar i Feltnettene let en ganske anden Karakter end i de permanente Net under disses almindelige, private Anvendelse, hvorfor Problemet i det følgende skal belyses lidt nærmere.
1. Ventetider.
En Privatmands Anvendelse af den permanente Telefon er — for at udtrykke det med en Utopi —baseret paa, at Telefonen aldrig anvendes. Naar Abonnent A kalder Abonnent B kan A kun være sikker paa at faa Forbindelse, hvis B aldrig selv telefonerer eller kaldes af andre end A. Da dette jo i Almindelighed er Tilfældet, vil A’s Opkald nu og da ikke lykkes, men der svares „optaget“. A maa da vente lidt og kalde op igen. Under disse Forhold kan man spørge, om A’s Chanler for at faa Opkaldet besvaret; denne Chance bliver aabenbart desto mindre, jo mere Trafik B har med andre. Problemet kan naturligvis behandles med megen Anvendelse af højere Matematik, hvilket Forfatteren dog — af Piensyn saavel til Læserne som sig selv — skal undgaa. Ganske groft kan man dog have Lov at sige, at Sandsynligheden for, at A ikke faar Svar, naar han kalder B, er tg ; 60, hvor tg er det Antal Minutter pr. Time, i hvilke B gennemsnitlig korresponderer med alle andre; er B’s Telefon f. Eks. optaget 15 Minutter i hver Time, er A’s Chancer for ikke at faa Svar — d. v. s. hans Chance for at kalde i de Tidsintervaller, B’s Telefon er optaget — aabenbart = 15/60 = 1/4, og Chancen for at faa Svar altsaa 3/4. Københavns Telefonselskab fastslaar i sine Betingelser, at „naar en Ledning er optaget i mere end 20 % af den travle Tid, kan Selskabet forlange, at der tegnes Abonnement paa en ny Ledning“. Chancen for et „heldigt“ Opkald maa i n her altsaa ikke være mindre end 1 -e- = 4/5, altsaa af 5 00 Opkald skal gennemgaaende kun eet mislykkes. Jo større Sandsynligheden for heldigt Opkald er, desto „bedre“ vil Brugerne kalde Telefonanlægget — men ovennævnte Redegørelse viser klart, at en saadan Godhed kun opnaas ved rigoristisk Begrænsning af de enkelte Telefoners Udnyttelse, i det anførte Eksempel saaledes til kun 12 Minutter af hver Time. En saadan Begrænsning er naturligvis meget uønskelig til militære Formaal, hvor Brugeren i Almindelighed vil regne med, at hans Felttelefon i „den travle Tid“ skal kunne udnyttes helt ud, altsaa bruges i alle Timens 60 Minutter. Men ved en saadan Anvendelse synker Chancen for et heldigt Opkald aabenbart til Nul, og netop til militære Formaal er det ønskeligt, at denne Chance er saa stor som muligt. Saafremt Telegraftropperne skulde kunne sikre, at f. Eks. kun eet af seks Opkald paa Feltnettet gennemsnitlig mislykkedes, maatte det forsyne hver opstillet Felttelefon med Paaskriften „Maa kun benyttes 10 Minutter i hver Time“. Noget saadant er naturligvis umuligt, og Konklusionen er, at den militære Anvendelse af Felttelefonen ikke kan parallelliseres med en Privatmands Anvendelse af den permanente Telefon. Den militære Anvendelse af Telefonen, hvad enten det er Feltnettets eller det permanente Nets, maa derfor bygge paa et andet Princip end „Chanceforholdet“, nemlig „Noteringsprincippet“. Den militært anvendte Telefon maa sammenlignes med et Teaterbilletkontors. Denne sidste udnyttes i alle Timens 60 Minutter — til Gengæld er det som bekendt ogsaa umuligt at kalde den op paa almindelig Maade, men man maa bestille „Noteringen“. Herved opstaar saa til Gengæld uundgaaeligt en Ventetid, hvis Størrelse Centralen kan angive skønsmæssigt paa Grundlag af det allerede bestilte Antal Samtaler og disses gennemsnitlige Varighed. Problemet berører ikke blot de af Telegraftropperne byggede større Net, men lige fuldt Afdelingernes smaa Net, som nedenstaaende Eksempel viser: 1. Regiment bygger Telefonforbindelse til 1., 2. og 3. Bataillon. Hvis alle 4 Telefoner i en „travl“ Periode benyttes fuldt ud, kan hver af de fire Myndigheder korrespondere med enhver af de tre øvrige i 20 Minutter af hver Time, idet „Reduktionsfaktoren“ er 1/3 — jfr. Kapitel B, Afsnit III. e. Trafikken kan aabenbart tænkes fordelt i tre Perioder à 20 Minutter inden for hver Time, som nedenstaaende Skema viser.
I saa Fald er „Opkaldschancen“ aabenbart Nul, for alle Telefoner er optaget hele Tiden. Vilde man have en Opkaldschance paa 4/5 som ved den almindelige, civile Anveldelse, maatte hver Telefon kun anvendes i 12 Minutter af hver Times 60 Minutter, og der blev altsaa pr. Time kun Mulighed for 12 : 3 = 4 Minutters Korrespondance mellem hver af Enhederne. En rationel Udnyttelse af selv saadan et lille Feltnet kræver altsaa, at Noteringssystemet anvendes, med andre Ord, at den Medel elsessoldat, der betjener Omstillingsbordet, modtager og opnoterer Bestillinger og etablerer de bestilte Samtaler, saa snart det er muligt. Med Noteringssystemet følger som bekendt ofte uhyggeligt lange Ventetider. En Reduktion af disse kan alene opnaas ved, at de enkelte „Abonnenter“ ikke misbruger Telefonen, men søger at begrænse Anvendelsen til det Antal Minutter, der kan blive til hver enkelt. I ovenstaaende Eksempel kan hver af Myndighederne korrespondere med hver af de øvrige i ialt 20 Minutter pr. Time — hvori naturligvis er indbefattet den til Opkald og Bestillinger forbrugte Tid; overskrider en eller flere af Myndighederne disse 20 Minutter, vil Ventetiden efterhaanden opsummeres; nonen Ventetid medfører Noteringssystemet som bekendt altid, men naar hver Abonnent begrænser sig til den Tid, der tilkommer ham, er Ventetiden stadig den samme gennemsnitlige Størrelse og udelukkende afhængig af Samtalernes gennemsnitlige Varighed. Reduktionsfaktoren, som den er omtalt og forklaret i Forbindelse med Radiotjenesten, angiver altsaa den maksimale Brøkdel af en Time, som enhver militær Bruger bør tillade sig at anvende til Samtaler med hver af de øvrige „Abonnenter“ i Nettet, naar Trafikken er intensiv. I det forannævnte Afsnit fandtes
idet r er Antallet af Stationer i Nettet.
at i Feltnet paa 5 eller 6 Stationer bør hver Myndighed kun korrespondere indtil 12 Minutter med hver af de øvrige, naar Trafikken i Nettet er intensiv.
I Praksis, og især naar der er Tale om et større Antal Stationer, vil Trafikken naturligvis ikke fordele sig jævnt over alle de mellem disse mulige Forbindelser, og længere Tid kan selvsagt anvendes paa de Forbindelser, der virkelig etableres. „Abonnenten“ behøver dog ikke derfor at studere Trafikfordelingen. Ventetiden er et klart Varsko, og de foranstaaende Betragtninger kan konkludere i følgende Regel: Naar Ventetiden i Nettet vokser, bør alle „Abonnenter“ omgaaende begrænse alle Samtalers Varighed til den af Reduktionsfaktoren bestemte Værdi. Da Reduktionsfaktoren aftager med voksende Stationsantal, ser man endelig, at Net, i hvilke Trafikken kan forventes at blive intensiv, bør være paa saa faa Stationer som muligt.
2. Fortrinsret.
Med Ventetider følger, især til militær Anvendelse, ofte Ulemper. I visse Situationer er det bydende nødvendigt, at en Samtale etableres straks eller i hvert Fald hurtigere, end det i Almindelighed er muligt. For at muliggøre dette, anvendes der særlige Bestemmelser om Fortrinsret. I vor Hær anvendes to Arter af Fortrinsret, nemlig Militær Ekspressamtale og Militær Ekspressamtale med Anmeldelse. Naar en „Abonnent“ bestiller en Samtale som en militær Ekspressamtale, bliver denne paa „Noteringslisten“ indrangeret foran alle allerede bestilte, almindelige Samtaler, og Forbindelsen etableres, saa snart den kaldte Abonnent er ledig. Den militære Ekspressamtale bryder altsaa ikke igangværende Trafik. Ønskes en Samtale etableret straks, altsaa uden Hensyn til igangværende Trafik, forlanges „Militær Ekspressamtale med Anmeldelse“. Centralsoldaten bryder da ind i igangværende Trafik med den kaldte Abonnent og anmelder Ekspressamtalen, og den kaldte Abonnent afgør, om han ønsker at afbryde den igangværende Samtale eller ej. Det er indlysende, at Værdien af Fortrinsretsbestemmelserne staar og falder med, at de kun anvendes undtagelsesvis. Er der for mange militære Ekspressamtaler, bliver der ogsaa en Ekspektanceliste over saadanne, og saa er man lige vidt.
Den militære Ekspressamtale ses ganske nøje at svare til den civile Ekspresnotering til et Billetkontor eller lignende, medens den militære Ekspressamtale med Anmeldelse svarer til den civile Ekspresnotering til en almindelig, privat Abonnent, hvor Telefonistinden, som bekendt, melder ind paa den optagne Ledning: „Der er Ekspres-Notering til NN“.
(Fortsættes).
