Kaptajn V. Kragh’s Artikel om Hjemmeværn i »Militært Tidsskrift« Nr. 4, 1947 er af stor Interesse, og jeg skal tillade mig at fremsætte et Par Bemærkninger i Forbindelse med Kaptajnens Opfattelse af Kvindernes Plads i Hjemmeværnet. Det er i høj Grad rigtigt, at vi i Øjeblikket savner Direktiver for Arbejdets Tilrettelægning. Det vanskeliggør vort Organisationsarbejde og forhaler Tiden, hvilket vi ikke har Raad til. Inden for det Afsnit, hvortil jeg er knyttet (Afsnit I, Københavns Havn, under Region VI), har jeg gjort følgende Erfaringer: Der spores en stærk Vilje hos det kvindelige Personel til at tage Arbejdet op, blive uddannet og faa anvist Opgaver. Kun faa ønsker at blive uddannet som Partisankvinder, hvorimod Interessen for Mel det j eneste, Sanitetstjeneste, Forplejningstjeneste, Stabstjeneste, Radar- og Radiotjeneste m. v. er meget stor. Der er hos dette Personel et udtalt Ønske om at gøre Tjeneste ved den Afdeling, hvor de er indmeldt, dels som Følge af Korpsaand, dels som Følge af, at mange har deres Paarørende her. Det er min Opfattelse, at det vil være forkert at rekvirere kvindeligt Personel fra Organisationer, der staar uden for Hjemmeværnet. Personellet maa Uge for Uge trænes op paa den Plads, hvortil det er bestemt. Faar en Afdeling tildelt fremmed Personel, vil dette ikke »føle sig hjemme«, og endelig vil en saadan »løs Medhjælp« til Stadighed være et Problem for Ledelsen. Kaptajn Kragh’s Forslag om at lade »Danmarks Lottekorps« uddanne alt kvindeligt Personel til Forsvaret kan jeg derfor ikke tiltræde. Paa Baggrund af mine Erfaringer vil jeg stærkt advare mod denne Udvikling. Hjemmeværnet ønsker at uddanne sit eget kvindelige Personel, og det kvindelige Hjemmeværnspersonel ønsker at blive uddannet ved den Hjemmeværnsafdeling og paa den Plads, som de er udset til at bestride. Jeg er overbevist om, at denne Fremgangsmaade vil give det bedste Resultat.
P. Menzel.
