Foto: Flyvevåbnets fotojeneste.
Af Emil Berggren Smidt, webredaktør og skribent på Krigsvidenskab.dk
”Hvis vi taber kampen om luften, så taber vi krigen, og dette kan vi se både i Ukrainekrigen og krigene i Mellemøsten. Danmark og NATO vinder ikke nødvendigvis fremtidens krige ved at investere i vores luftstyrker, men vi taber, hvis vi ikke gør.”
Således siger Oberst Jacob Barfoed, Ph.D. og chef for Joint Movement and Transportation Organization i Flyvevåbnet. Barfoed er samtidig også forperson for den arbejdsgruppe i Flyvevåbnet, der indhenter og analyserer erfaringer fra Ukrainekrigen med henblik på at styrke Forsvarets evne til luftkrig både på meget kort sigt og på længere sigt. Tidligere har han gjort tjeneste i Udviklings- og Planlægningsstaben, i Flyverkommandoen, i Flyvevåbenets Taktiske stab og ved Forsvarsakademiets Institut for Militære Operationer, samt fløjet internationale operationer over Kosovo, Afghanistan og Baltikum som F-16 pilot. Krigsvidenskab.dk har mødtes med ham til en snak om luftoperationer på den moderne kampplads. For hvordan står Danmark og NATO gearet til nutidens- og fremtidens luftkrig?
Jacob Barfoed (COB) i tjenesteuniform. Foto: Flyvevåbnets fototjeneste.
Den teknologiske udvikling
I disse år ser vi en hastig teknologisk udvikling, som er med til at forandre alle samfundets sektorer, herunder Forsvaret, i et tempo vi ikke har været vant til. Ifølge Barfoed er det en udvikling det danske flyvevåben skal tænke ind i, hvis man ønsker at bevare den teknologiske overhånd. Hvor vi de sidste 80 år har haft den teknologiske overhånd i Danmark og NATO ift. vores modstandere, ser vi i dag en situation, hvor den teknologiske konkurrence er mere lige. Kina er allerede foran os på nogle områder, f.eks. inden for batteriteknologi, og Rusland er heller ikke så langt efter, som de tidligere har været.
Alligevel åbner den teknologiske udvikling for nogle muligheder, som fremtidens Flyvevåben og Forsvaret som helhed skal tappe ind i. Ukrainekrigen har vist os, at man ikke behøver at arbejde med årelange implementeringsfaser, før ny teknologi kan indgå på kamppladsen. Lige nu ser vi, hvordan nye måder at bruge droner og AI konstant forandrer forudsætningerne for moderne krigsførelse. Derfor skal vores konkurrencefordel ifølge Barfoed fremover være, at vi har til et højere teknologisk uddannelsesniveau hos vores befalingsmænd, officerer og ledende medarbejdere, så vi fra Forsvarets side bliver bedre rustet til at udnytte den nye teknologi i tæt samarbejde med industrien og universiteterne – et såkaldt triple-helix samarbejde. Et teknologisk løft kræver, at vi fra Forsvarets side evner at tænke på nye måder, hvor vi udnytter de fordele, vi har som samfund ift. vores modstandere.
Luftoverlegenhed på den moderne kampplads
De to største igangværende regionale krige – Ukraine vs. Rusland og Israel vs. Iran, Hamas og Hizbollah – har aktualiseret nødvendigheden af at opnå og bevare luftoverlegenhed. Eksempelvis har vi i Ukrainekrigen set, hvordan manglende luftoverlegenhed har været med til at neutralisere det offensive manøvrerum for begge parter. Denne mangel på luftoverlegenhed dikterer, hvordan krigen kæmpes. Og ifølge Barfoed har Ukrainekrigen vist os, hvor umuligt det bliver at opnå luftoverlegenhed uden et effektivt offensivt luftforsvar.
”Den vigtigste læring fra krigen i Ukraine er, at uden et offensivt luftforsvar kan du ikke opnå luftoverlegenhed, og uden luftoverlegenhed bliver det svært at bryde dødvandet med låste fronter.”
Men hvad er offensivt luftforsvar og hvordan adskiller det sig fra det defensive?
Ifølge Barfoed handler offensivt luftforsvar grundlæggende om, at man agerer og angriber fjendens missiler, fly og droner, før de kommer i luften. Defensivt luftforsvar er omvendt, at man reagerer og beskyder fjendtlige missiler, droner og fly i luften vha. højteknologiske og ofte dyre missilsystemer, maskinkanoner og jamming. Alligevel kan de to ikke adskilles. Uden et offensivt luftforsvar er det defensive luftforsvar kun med til at forsinke nederlaget, men defensivt luftforsvar er stadigt essentielt for at beskytte de offensive luftkapabiliteter.
Barfoed fortæller, at luftkrigen har særlige karakteristika, som gør offensivt luftforsvar fordelagtigt. Clausewitz landmilitære krigsteori lærer os, at defensiven er stærkere end offensiven, illustreret ved at du skal bruge mange flere soldater til at udføre angreb end til forsvar. Luftkrigen adskiller sig fundamentalt fra landkrig ved at foregå i et tredimensionelt domæne, hvor du med karakteristika som stor hastighed og rækkevidde, samt udnyttelse af terrænet og jordens krumning kan flyve over, under og udenom din modstander relativt fleksibelt. Derfor er offensiven helt grundlæggende stærkere end defensiven i luftkrig.
”Du kan flyve helt uden om de stærkest forsvarede områder, eller du kan lægge tyngde og angribe med flere hundrede missiler, som kan gennembryde selv det stærkeste punktforsvar. Som angriber i luftdomænet vil man lettere kunne få overmagten, fordi man vælger tid og sted med en hast, hvor modstanderen ikke kan nå at tilpasse forsvaret.”
Prioriteringen af offensiven er som ovenstående citat understreger afgørende, hvis man ønsker at være på forkant og skabe luftoverlegenhed. Samtidig ligger der et økonomisk rationale i at prioritere de offensive kapabiliteter i luftkrigen. Defensive missiler er enormt dyre grundet de høje teknologiske krav, der stilles til dem – de skal kunne ramme hurtige og adrætte mål, som bevæger sig i luften. Ifølge Barfoed er offensive missiler langt billigere at producere (halvdelen til en fjerdedel af prisen), fordi de skal ramme større og langsomme eller stillestående mål på landjorden. Lige nu ser man også, hvordan den teknologiske udvikling på missilområdet muliggør hypersoniske offensive missiler, der kan flyve med mere end 5 gange lydens hastighed, hvilket gør dem meget svære at ramme i luften fra et defensivt perspektiv. Alene ud fra et økonomisk perspektiv er det altså et ”loosing game” med defensivt luftforsvar.
I den virkelige verden peger Barfoed på Israels meget vellykkede offensive luftoperation mod Iran i efteråret 2024. I foråret og efteråret 2024 lavede Iran to store luftangreb mod Israel, som israelerne lykkedes med at bekæmpe med hjælp fra naboer og allierede. Hvert af de iranske angreb kostede dog ca. en milliard dollars at forsvare sig mod, hvorimod iranerne slap afsted med en tiendedel for deres offensive aktioner. Israels modsvar var et offensivt modangreb nogle uger senere med 100 kampfly, hvor man angreb det iranske luftforsvar omkring Teheran, samt den iranske missil- og droneproduktion. Med operationen lykkedes det israelerne helt at ødelægge luftforsvaret ved Teheran og et års produktion af Irans missiler. Ifølge Barfoed illustrerer operationen det effektive ved offensivt luftforsvar. Israel lykkedes nemlig med både at beskadige Irans defensive kapabiliteter og ødelægge en stor del af landets offensive kapaciteter før disse kunne bruges. Iranerne har siden angrebet ikke turde angribe Israel igen, fordi deres eget luftforsvar er ødelagt, og de derfor er særdeles sårbare over for gengældelsesangreb. Med andre ord har Israel (foreløbig) genetableret troværdig afskrækkelse af flere iranske luftangreb vha. offensivt luftforsvar.
Danmark og NATO
Ifølge Barfoed kan den israelske operation mod Iran ligeledes lære os noget om, hvordan man fra NATO’s og Danmarks side vil kunne agere i en eventuel krig med russerne.
”Hverken Ukraine eller Rusland har kunne bruge offensivt luftforsvar tilstrækkeligt effektivt, men Israels operation illustrerer, hvordan NATO vil gribe sådan en opgave an.”
NATO’s doktrin er, at man ved et russisk angreb på et NATO-land allerede i de første uger vil lave massive offensive luftoperationer med vores offensive luftkapaciteter, også kaldet Counter A2AD (Anti-Acces Area-Denial) og SEAD (Suppression of Enemy Air Defence). Dette er først og fremmest en opgave for NATO’s F-35 kampfly, mens ældre kampfly som F-16, F-18, Gripen, samt Eurofighter i starten vil bidrage til det defensive luftforsvar eller evt. affyre langtrækkende offensive missiler på sikker afstand af russisk luftforsvar. Målet er ifølge Barfoed enkelt: ”Det handler om at skabe luftoverlegenhed, så man kan lave luftstøtte til NATO’s landstyrker.”
Danmarks F-35 får til opgave at bistå NATO’s offensive luftforsvar i en konfrontation med Rusland, men ifølge Barfoed mangler vi i dag både fly og våben til at udføre denne opgave. Der er ikke købt nok F-35 til at håndtere både den defensive og offensive rolle, ligesom våbenpakken ikke er fornyet siden F-16. Derfor mener Barfoed, at der er brug for en ny og moderne våbenpakke til vores F-35, hvis vi fremover skal være i stand til at udføre SEAD og Counter A2AD opgaven. Udover nye missiler til F-35 vil det også være hensigtsmæssigt med langtrækkende missiler til de andre værn i Forsvaret.
”Langtrækkende missiler til vores fregatter og artilleriet vil også være et vigtigt bidrag til bekæmpelsen af Ruslands A2AD kapabilitet – der er brug for, at alle værn byder ind, så vi kan få løst opgaven med at skabe luftoverlegenhed og efterfølgende yde luftstøtte til vores landstyrker. Hvis alle værn bidrager, er det sværere for Rusland at imødegå.”
På den defensive side er investeringsbehovet dog endnu større, da vi med Barfoeds egne ord ”ikke har noget jordbaseret luftforsvar.” Danmark har allerede besluttet at købe tre landbaserede systemer, men disse vil langt fra kunne forsvare dansk territorie. Det vil kræve langt flere investeringer i aktivt luftforsvar i form af defensive missilsystemer, hvis vi ønsker et stærkt defensivt luftforsvar, og om det er prisen værd, er i følge Barfoed udelukkende en politisk beslutning. Barfoed estimerer nemlig, at det vil koste op mod 20 milliarder for hvert større område, såsom en by, der skal beskyttes effektivt mod gentagne angreb af krydsermissiler, ballistiske missiler og droner. Derfor er det også Barfoeds budskab, at vi foruden styrkelsen af det offensive luftforsvar fra dansk side skal kigge mere mod styrkelsen af vores såkaldte passive luftforsvar, når vi i de kommende år skal opkvalificere vores flyvevåben og samfundets resiliens til den moderne luftkrig. Det passive luftforsvar omfatter bl.a. overvågning og varsling af luftangreb, beskyttelsesfaciliteter (bunkere, beskyttelsesrum, metro, P-kældre, boligkældre m.v.) og evne til hurtig genetablering og reparation af ødelagt kritisk infrastruktur såsom el- og vandforsyning, broer m.v. Både så vi kan assistere NATO i SEAD og Counter A2AD og samtidig sikre rettidig national varsling samt de infrastrukturelle forudsætninger for civil beskyttelse i tilfælde af et russisk angreb.
Strategiske angreb
Luftkrigens historie fortæller os, at strategiske ikke-nukleare luftangreb rettet mod at skabe lidelse for civilbefolkningen ikke får et land til at overgive sig, når nationens overlevelse står på spil. Alligevel har vi set Rusland bruge sådanne strategiske luftangreb i krigen. Ifølge Barfoed skyldes det måske, at disse strategiske angreb kan have positive sekundære effekter. Således har Ruslands angreb på den ukrainske energi infrastruktur betydet, at Ukraines langtrækkende luftforsvar er blevet rykket væk fra fronten for i stedet at forsvare Kiev og civilbefolkningen samt energiinfrastrukturen. Godt nok har Ruslands strategiske angreb målrettet civilbefolkningen ikke svækket den ukrainske kamppkraft, men ifølge Barfoed har den muliggjort russiske luftangreb mod Ukraines styrker og forsyningslinjer ved frontlinjen. Ukraine har haft et andet fokus i deres strategiske angreb. De har over det seneste år i stigende grad haft held med deres strategiske angreb på Ruslands offensive missil- og droneproduktion, militært brændstof og strategiske flybaser, vha. af langtrækkende droneangreb.
Barfoed påpeger, at vi i NATO og fra dansk bør tage disse erfaringer med os. For det første skal vi ikke efterligne den russiske strategi med at bombe civile mål, men vi skal være opmærksomme på, at vores modstandere er villige til at gøre det. Dernæst skal vi lære af ukrainernes strategiske angreb med langtrækkende droner, som er en billig offensiv kapacitet, der i kombination med dyrere offensive missiler kan bruges til at mætte en modstanders luftforsvar og dermed bidrage til opnåelsen af luftoverlegenhed.
Fremtidens luftkrig
Det er altså ingen tvivl om, at kampen om luften stadig er med til at definere betingelserne for den moderne kampplads. Barfoeds budskab er i hvert fald, at luftoverlegenhed eller mangel på samme har afgørende indvirkning på, hvem der har overhånden på nutidens og fremtidens kampplads. Dette bevidner både Ukrainekrigen og krigene i Mellemøsten om. Derfor skal vi fra NATO og Danmarks side være villige til i de kommende år at investere i den teknologi og de våbensystemer, der gør os i stand til at vinde fremtidens luftkrig, og efterfølgende støtte kampen på landjorden samt i det maritime domæne.
Hvis man ønsker at blive endnu klogere på, hvad den moderne kampplads betyder for nutidens og fremtidens luftkrig, kan man med fordel komme til Det Krigsvidenskabelige Selskabs arrangement Luftoperationer på den moderne kampplads på Flyvestation Karup.
Her vil oberst Jacob Barfoed dele ud af sin ekspertise om luftoperationer i dag og i fremtiden og give sit bud på, hvordan Danmark og NATO kan være bedst muligt gearet til nutidens- og fremtidens luftkrig.
Arrangementet er åbent for både medlemmer og ikke-medlemmer og kan tilgås fysisk såvel som online.
Skriv til redaktion@krigsvidenskab.dk, hvis arrangementet lyder som noget for dig
