Delvis på baggrund af sine tidligere studier vedrørende fremtidens angreb med luftbårne tropper og amfibieangreb, gengivet i tidsskriftets januar- og juninumre dette år, skriver premierløjtnant H. B. Konradsen ved Falsterske Fodregiment her om vort invasionsforsvar, som det burde være indrettet. Bl. a. fremgår det tydeligt, hvilken rolle rådigheden over taktiske atomvåben ville spille for det.
E t angreb på Danmark kan udføres som et amfibieangreb i forbindelse med et angreb af luftbårne tropper. Angriberen kan lægge vægten på angrebet over søen eller på angrebet fra luften; men under alle omstændigheder v il der blive tale om et forsvar mod et kombineret angreb, og dette forsvar skal liave et sådant beredskab, at det kan virke selv i tilfæ lde af et kupagtigt angreb. Fremtidens amfibieangreb og angreb af luftbårne tropper er skildret i artikler i henholdsvis M ilitæ rt Tidsskrift nr. 6/1961 og nr. 1/1961 (M T 6/1961 og M T 1/1961), hvorfor jeg i det følgende for visse problemers vedkommende tillader mig at henvise til disse artikler. Hvis vi betragter de krigshistoriske eksempler, der omtales i de nævnte artikler, v il vi i dag med lethed finde de samme forsvarsproblemer, der rejste sig for englænderne i 1941 og for tyskerne i 1944; men de erfaringer, der kan uddrages heraf, skal i 1961 ses i relation til atomvåbnets indflydelse og de forbedrede transportmidler, der er til rådighed for angriberen.
Krigens art.
En kommende krig kan udkæmpes som en total krig, hvor atomvåbnet anvendes uden restriktioner, og angriberen vælger at nå sine mål ved hjælp af de store atomvåben efterfulgt af en oprensning. Der foreligger også den mulighed, at atomvåbnet kun vil finde anvendelse i begrænset (taktisk) omfang, idet parterne indbyrdes bliver enige om kun at anvende atomvåbnet mod de væbnede styrker. En tredie mulighed er en krig, der bliver lige så omfattende som 2. verdenskrig; men hvor atomvåbnet ikke anvendes af frygt for gensidig udslettelse. Endvidere eksisterer faren for et konventionelt kupagtigt angreb mod et begrænset område, hvor atomvåbnet ikke kommer til anvendelse på grund af tidsfaktoren og de politiske forhold. Der skal ikke her argumenteres for eller imod disse muligheder; men de nævnes for indledningsvis at gøre opmærksom på problemet. Det er im idlertid givet, at en invasion kan gennemføres, uanset hvilken form krigen får, under den totale krig dog sandsynligvis kun som et led i de begrænsede kamphandlinger i krigens sidste fase hvor de kæmpende magter sætter de få resterende styrker ind. Det følgende er derfor en gennemgang af enkelte af de synspunkter emnet vedrørende, der er fremkommet de sidste år, ud fra den betragtning at det ikke på noget tidspunkt v il være m uligt at se bort fra truslen om atomvåbnets anvendelse.
Sovjets syn på forsvaret mod amfibieangreb.
I den russiske militæ re faglitteratur diskuteres forsvar mod am fibieangreb, hvilket er ganske naturligt. Alene den ca. 1600 km lange russiske østersøkyst frembyder utallige muligheder for amfibieangreb, der kan binde store russiske styrker og være medvirkende til at afbryde den røde hærs meget lange og meget sårbare forbindelseslinier i Østeuropa, og alene af den grund kan det have interesse at beskæftige sig med det russiske syn på problemet. Raymond L. Garthoff skriver i Marine Corps Gazette, maj 1958, bl. a. følgende herom:
»Forsvaret mod amfibieangreb skal grupperes og ledes under hensyn til de krav, som truslen om atomvåbnets anvendelse har medført, og det tillægges stor betydning, at forsvaret disponerer over atomvåben, fordi fjenden herved tvinges til at anvende stærke kræfter for at kunne gennemføre operationen. Forsvaret bør samordnes af en fælles chef, og såfremt hovedstyrken udgøres af en front (armegruppe), er det normalt armegruppechefen, der har kommandoen over de samlede styrker; men hvis de indsatte styrker af den røde hær er begrænsede i antal på grund af de geografiske forhold eller på grund af deres operative muligheder, kan de samlede styrker stilles under kommando af chefen for de indsatte enheder af den røde flåde. Forsvaret mod am fibieoperationer inddeles i fire faser:
1. Angreb på fjendens landgangsstyrker under sammendragningen og indskibningen.
2. Angreb under overskibningen.
3. Afvisning af selve landgangen.
4. Tilintetgørelse af fjenden på stranden.
Flyvevåbnet betragtes som hovedvåbnet under fase 1 og ubådsvåbnet under fase 2, hvor der dog også kan indsættes ovcrfladeskibe, og hvor luftangrebene fortsættes. Efter de russiske synspunkter kan landgangsflåden tilføjes betydelige og måske afgørende tab under overskibningen; men man kan ikke i alle tilfæ lde betragte det som givet. Man regner dog med, at de indsatte fjendtlige styrker v il blive svækket i en sådan grad, at tilintetgørelsen af dem lettes i de følgende faser af kampen. Russerne tillægger ikke fase 1 og 2 afgørende betydning, fordi de anser det for givet, at den angribende har lokalt luft- og søherredømme i operationsområdet. De regner derfor ikke med at kunne stoppe fjenden under fase 1 og 2, selvom en indsats af atomvåben selvfølgelig kan vise sig yderst effektiv. Den afgørende fase under invasionen er selve landgangen og de umiddelbart følgende kampe på land, hvor den røde hær, der støttes af a rtille ri fra såvel søen som landjorden, fly og atomvåben, bærer den største byrde. Konventionelt eller raketbevæbnet kyst- og felta rtille ri anses for at være særdeles effektivt overfor landgangsstyrken på kort hold. E fter russisk opfattelse er det altså under invasionens fase 3 og 4, at atomvåbnet v il kunne få afgørende betydning for såvel forsvareren som angriberen, og hvor forsvareren så hurtigt som m uligt må lukke eventuelt opståede huller i indløbs- og strandforsvaret ved at tilføre enheder fra ikke angrebne sektorer samt de reserver, der har været grupperet i dybden, og med disse styrker angribe, indeslutte og tilintetgøre landgangsstyrken. Flyvevåbnet spiller en vigtig rolle under am fibieoperationer, og russerne anser det for um uligt at gennemføre operationer af nævnte art, såfremt angriberen ikke har lokalt luftherredømme over operavtionsområdet, og det er derfor en vigtigere opgave for det røde lu ftvåben at tilkæmpe sig luftherredømmet end at angribe landgangsstyrken. Man tillægger det im idlertid stor betydning, at egne landbaserede m arinefly indsættes til torpedo- og bombeangreb mod de fjendtlige søstridskræfter under overskibningen. Russerne tillægger det også stor betydning, at forsvaret er forberedt i og om de mest sandsynlige landgangsområder, og de permanente fly- og orlogsbaser placeres under hensyn hertil. Forsvarsstyrken skal under alle omstændigheder være forberedt på at blive angrebet med atomvåben, og der skal ved placeringen af den tages hensyn hertil, hvilket dog ikke må hindre muligheden for en samlet indsats mod landgangsstyrken i liovedangrebsområdet. Kystartilleriet skal være let bevægeligt for at kunne tilgodese kravet om spredning og for at muliggøre en koncentration af ild i de vigtigste sektorer. Forsvarszonen skal have stor dybde, og reserverne skal have stor taktisk bevægelighed og være placeret således, at de uden større omgrupperinger kan indsættes i flankerne på den landsatte fjende.« Så vidt de russiske synspunkter, der dog ikke umiddelbart kan anvendes i forbindelse med danske forhold.
Angriberen har initiativet.
Det er tidligere nævnt i M T 6/1961, at der ikke er nogen operation, der kræver et så intim t og godt samarbejde mellem hær, søværn og flyvevåben som et amfibieangreb, og det samme gør sig gældende for forsvaret mod et sådant angreb. Forsvareren har im idlertid ikke initiativet, det er angriberen, der vælger tid, sted og fremgangsmåde, hvor vi kan skelne mellem et kupagtigt overfald og et normalt angreb i forbindelse med andre sideløbende operationer. Lad os im idlertid forudsætte, at vi råder over atomvåben eller hurtigt kan få disse våben til rådighed, hvilket v il medføre, at angriberens forberedelser til operationen bliver af et helt andet omfang, end hvis vi ikke rådede over disse våben. Forberedelserne på den anden side havet må selvfølgelig være proportionel med den modstand, som angriberen regner med at møde på denne side af havet under hele operationen. I hvor høj grad angriberens forberedelser i opmarchområdet — sammendragning af angrebsstyrken, materiel og fartøjer til indskibningsstederne — vil være lønnende mål for atomvåben beror på hans mulighed for at sprede styrken. Opmarcliområdet er i dette tilfæ lde af stor udstrækning. Det strækker sig fra Leningrad i nord, med denne bys store rustningsindustri og base for den russiske østersøflåde, over de baltiske øer og den baltiske kyst, der nu er en næsten sammenhængende kystbefæstning, over Østprøjsen, der må betragtes som en af hjørnepillerne i den russiske opmarch mod Østersøen, især hvad angår raketbaser, over de polske havnebyer Gdansk og Gdynia til de i Østtyskland beliggende havnebyer og baser i syd. Næsten overalt i området er der mulighed for at etablere interimistiske indskibningssteder, samtidig med at baglandets forsyningsnet er således udbygget, f. eks. ved kanal- og flodtrafik, at området som helhed må betragtes som et udmærket opmarchområde.
Fjernforsvaret.
Invasionsforberedelserne v il efter al sandsynlighed blive beskyttet af et stærkt luftforsvar, der må gennembrydes inden atomvåbnet kan bringes til anvendelse mod indskibningsstederne. E t angreb med langtrækkende raketvåben v il sandsynligvis ikke kunne afværges; men det er et spørgsmål, om tiden i det hele taget tillader det. A lle forberedelser til angrebet kan være truffet inden krigsudbruddet, således at der ikke bliver m ulighed for at bringe de langtrækkende våben til anvendelse mod sammendragnings- og indskibningsområderne, d. v. s. at der er tale om et kupagtigt overfald. De tekniske frem skridt, der er gjort på det våben- og transporttekniske område siden 2. verdenskrig, bar ganske givet forbedret angriberens muligheder for at hævde sig overfor forsvareren, såfremt landgangsstyrken kan føres frem til angrebsområderne uden at blive opdaget og angrebet. Denne fordel opvejes im idlertid af, at beskyttelsen af landgangsstyrken i høj grad vanskeliggøres ved, at overskibningen skal finde sted såvel tids- som stedsmæssig adskilt over et stort område, således at flyvevåbnet og søværnet får øgede muligheder for at angribe de spredte grupper af fjendtlige fartøjer. Opdelingen af angrebsstyrken på mange små enheder kræver endvidere en yderst kompliceret organisation med store krav til den taktiske føring. Som følge heraf kan selv relativt små tab under overskibningen medføre, at operationen som helhed vanskeligt lader sig gennemføre, og en am fibieoperation er derfor i dag en mere risikobetonet og kompliceret operation end tidligere. Angriberen må benytte sig af mørketimerne eller af en periode med usigtbart vejr, hvor ban med en stor flåde af lette fartøjer lander store styrker over en bred front på den fjendtlige kyst. F. eks. v il den i M T 1/1961 omtalte am fibieoperation, der foretages som en slags søværts in filtra tion over kysten på Lolland, Falster og Møn let kunne gennemføres med in d til flere vendinger i løbet af en nat, idet sejldistancerne varierer fra ca. 17— 50 km over en opmarchfront på ca. 200 km længde mod en angrebsfront på ca. 110 km længde. Uanset om angrebet kommer, som en gennem længere tid forberedt og kendt am fibieoperation eller som et kupagtigt overfald, hvor den angribende part i større eller mindre grad kan se bort fra beskyttelsen af angrebsstyrken, og hvor de moderne transportmidler kan udnyttes til det yderste med liensyn til fart og præcision, gælder det, at mulighederne for at sprede eller ødelægge den kampkraft, der skal anvendes under landgangen og besættelsen af øgruppen, forbedres proportionalt med den afstand, over hvilken forsvarets forskellige våben kan bringes til at virke mod angriberen.
Operativt samarbejde.
Flyvevåbnet og søværnet skal gennemføre fjernforsvaret, hvor flyvevåbnet i kraft af sin store taktiske bevægelighed kan indsættes med kort varsel og således selv under et kupangreb på et tidlig t tidspunkt opnå kontakt med fjenden og på denne måde i bøj grad komplettere søværnets kampmidler — motortorpedobåde, u-både og mineskibe — der først kan gribe ind i kampen noget tættere på invasionskysten. Lette overfladefartøjer, jagerbombere, u-både og de til rådighed .værende raketvåben skal virke under enhedskommando, for at de enkelte forsvarskomponenter kan danne et operativt system. Hver gang vi indskyder en kommandostation, svækkes den dynamiske ledelse af operationerne.
I ryggen på dette letbevægelige fjernforsvarssystem kræves et system af udbyggede stillinger om og i nærheden af de mest sandsynlige landgangssteder, der kan tjene til beskyttelse af de på stedet værende dele af regionsforsvaret, der skal garantere den mod kysten successivt stigende sejghed i forsvaret, som kræves, for at de taktisk letbevægelige og stærkt ildkraftige dele af felthæren kan nå at gribe ind i kampen, medens fjenden endnu ikke har fast hold på kysten.
Nærforsvaret.
Den 2. verdenskrigs landgangsoperationer kendetegnedes ved en tyngdedannelse med hensyn til såvel sted som tid. En sådan fremgangsmåde er ikke m ulig i dag, hvor der kun kan hlive tale om en tyngdedannelse til tiden, fordi angriberen tvinges til at sprede landgangsstyrkens kampgrupper over et så stort område, at mellemrummene mellem de enkelte er af en sådan størrelsesorden, at det ikke hiiver m uligt at tilin tetgøre to af disse med samme atomvåben. H vilken størrelse disse kampgrupper får, om det bliver regimenter, batailloner eller kompagnier, skal ikke diskuteres her; men det er givet, at angriberen, for at undgå de store tab, må undgå tyngdedannelser til stedet og indledningsvis skabe sig et brohoved af betydeligt større omfang end tidligere. Herunder kan angriberen anvende atomvåbnet mod kommunikationsknudepunkter og vore reserver inde i landet og med luftlandetropper søge at afskærme det store brohoveds periferi, f. eks. som nævnt i M T 6/1961, hvor de luftbårne tropper netop blev anvendt mod Storstrømsbroen og Dr. Alexandrines bro for at beskytte am fibietropperne mod et angreb af vore styrker på Sjælland og for at bevare broerne intakte, således at de kunne anvendes under et fortsat angreb mod nord op gennem Sjælland. Ved angrebets videreførelse mod de i dybden fastsatte mål — forsvaret skal tilrettelægges således, at denne fase aldrig kommer til udførelse — er angrebsstyrken afhængig af de forsyninger, det er m uligt at tilføre over brohovedet, og det v il ikke i atomtiden være m uligt at basere denne strøm af forsyninger på en enkelt havn eller et enkelt egnet kystudskibningsområde. Der må findes et antal udskibningssteder, der er beliggende således, at et enkelt atomvåben ikke kan ødelægge to eller flere samtidig. Det er således givet, at såfremt forsvareren har atomvåben, øges mulighederne for at afværge en am fibieoperation; men kun i forbindelse med et stærkt regionsforsvar og en stærk felthær, der kan møde fjenden under indløbs- og strandforsvaret.
Indløbs- og strandforsvaret.
Forsvar mod amfibieangreb er til tider tænkt gennemført som en udvigende kamp med den hensigt at tvinge fjenden til koncentration i forsvarsrummets dybde bagved kysten for derefter at tilintetgøre ham med atomvåben, idet man ser bort fra indløbs- og strandforsvaret, fordi fjenden i de indledende faser opbygger en sådan overvægt i luften og i ildkra ft, at forsvareren ikke kan operere eller indtage stillinger i umiddelbar nærlied af kysten. V i undgår im idlertid ikke den fjendtlige overvægt i luften og i ild kraft ved at placere vore F B F inde i landet. Fjendens våbenvirkning forringes ikke ved at lade terrain ligge ubenyttet hen, for i så fald skyder han ikke på det. Kun ved spredning og udbygning af stillinger i liele operationsområdet forringes fjendens våbenvirkning og specielt atomvåbnets virkning. Kysten eller måske 2 m dybdekurven må være den naturlige FB F . Inden am fibiestyrkeme når denne linie , er de mest sårbare. De er sammentrængt i forskellige former for am fibietransportmidler, som en enkelt fuldtræ ffer måske kan sænke eller stoppe, og hvor man på denne måde samtidigt kan tilintetgøre cn taktisk enhed — kompagni, deling eller gruppe. I det ø jeblik am fibietropperne når i land, ændrer billedet sig, de våben, der har været tavse og passive under transporten til stranden, kan nu anvendes, og forsvaret befinder sig i en helt anden situation. I stedet for at udgøre et let beskydeligt mål, forvandler de enkelte amfibietransportenlieder sig til et utal af letbevægelige og ildafgivende elementer, hvor de enkelte elementer, amfibiekampvogne, amfibiemandskabstransportvogne, raketvåben monteret på am fibiecliassis m. v., må nedkæmpes i terrainet, hvilket selvsagt er en mere besværlig og tabsbringende opgave for forsvaret end at skyde »siddende ænder«. Derfor må kysten, og det gælder også det marine forland og her specielt faldkystcrne, hvor strandplanets liæ ldning er så ringe, at en landgangsbåd af normal type v il tage bunden i ret lang afstand fra kysten, udbygges med hindringer, der kan dækkes af ild fra tunge våben fra spredte, veludbyggede og skjulte stillinger (betonbunkers) nær kysten —- en liniæ r opstilling er iøvrigt lidet sårbar overfor et angreb med atomvåben. Hindringerne, der skal være let udlæggclige og forberedte i fredstid, skal endvidere kunne dækkes af ild fra langtrækkende a rtille ri og raketter. Denne ild kan ledes fra observationsstader, der er anbragt på tilsvarende måde som ovennævnte ild stillinger eller fra a rtille rifly (helikoptere). Forsvarsrummet skal have meget stor dybde, og en mekanisering af forsvarsstyrkerne er en forudsætning for at kunne vinde kapløbet til kysten i det øjeblik, der slås huller i forsvaret af fjendens atomvåben. Fjenden skal bringes til koncentration på det marine forland, kysten og området umiddelbart bagved kysten ved lokale angreb, der sættes ind umiddelbart efter den fjendtlige anvendelse af atomvåbnet, som her tænkes anvendt umiddelbart før am fibiestyrkerne sættes an mod kysten. Under eller forud for kapløbet til kysten skal eget atomvåben anvendes, således at den tidligere omtalte sårbarhedsperiode, hvor amfibiestyrkerne endnu for en stor dels vedkommende befinder sig på vej til kysten, udnyttes maksimalt. Herefter kan der være tale om at sætte det egentlige modangreb an med de mekaniserede reserver, der må placeres således i forsvarsrummet, at de uden større omgrupperinger kan indsættes i flanken (flankerne) på den landsatte styrke.
Storinfiltration.
I det foregående er i det væsentlige om talt forsvaret mod det modificerede amfibieangreb — en art søværts in filtra tion over bred front; men denne in filtra tion kan få et sådant omfang, at de frem førte synspunkter ikke er fuld t dækkende. Storinfiltrationen kan betragtes som den ekstreme, men dog mulige tyngdedannelse til tiden, livor der indsættes et så stort antal små enheder, bataillon eller kompagni, såvel over søen som gennem luften mod et så stort område, at atomvåbnet mister noget af sin betydning for forsvareren. Fjenden etablerer på denne måde et stort antal små brohoveder, der succesivt udvides og forenes. Ved en sådan fremgangsmåde opnår han den fordel, at civilbefolkningen ikke kan evakueres, hvilket eventuelt kan være medvirkende til, at en indsats af atomvåben mod de i forvejen små mål udsættes eller forhindres. E t sådant angreb kan kun afvises såfremt regionsforsvaret er fuldt udbygget og formår at imødegå den fjendtlige fremtrængen på en sådan måde, at de fjendtlige styrker bindes, således at der skabes mulighed for, at felthæren kan indsætte et antal motoriserede og mekaniserede kommandoer, der kan slå fjenden, medens denne endnu optræder i kampgrupper på bataillons eller kompagnis størrelse, og inden disse kampgrupper når at forene sig til operativ indsats.
Sammenfatning.
Angriberen kan, da han lia r initiativet, koncentrere sine atomvåben mod landgangsområdet og således øge sine muligheder for at nedkæmpe invasionsforsvaret. Atomvåbnet er i sig selv en væsentlig faktor, fordi angriberen umiddelbart har våben af denne art til rådighed; men invasionen må alligevel gennemføres med konventionelle styrker, hvis størreise er afhængig af den modstand, angriberen regner med at blive stillet overfor. Såfremt forsvareren har atomvåben til rådighed, øges mulighederne for at afværge invasionen. Ikke alene fordi det bliver m uligt at tilfø je angriberen katastrofale tab; men også fordi modpartens føring stilles overfor øgede vanskeligheder af teknisk og taktisk art. Atomvåben skal derfor være til rådighed; men det må ikke ske på bekostning af de øvrige værns effektivitet. Angriberen kan vælge en angrebsform — storinfiltration, vertikal om fatning ved hjælp af luftlandetropper og 5. kolonnevirksomhed —- der medfører, at forsvaret ikke kan udnytte atomvåbnet i fuld udstrækning. En sådan invasion kan kun afvises af et såvel kvantitativt som kvalitativt stærkt forsvar, der gennemføres som en perfekt kombination af områdeforsvar, der gennemføres af regionsforsvaret, og angreb, der gennemføres af felthærens mekaniserede og motoriserede slagkraftige kampgrupper. E t beslutsomt og hårdnakket invasionsforsvar ved kyster og områder af stor taktisk betydning, hvor alle muligheder for en offensiv og dynamisk optræden udnyttes, v il skabe de bedste betingelser for hjælp udefra. Først og fremmest i form af angreb fra luften med atomvåben mod fjendtlige brohoveder af atomstørrelse, indskibnings- og overskibningsområder, flyvepladser og permanente og mobile afskydningsramper for raketvåben m. v. E t invasionsforsvar ført på denne måde — af et fuld t udbygget regionsforsvar og af normale hærstyrker, der bar atomvåben til rådighed — v il ikke alene medvirke afgørende til at afvise den egentlige invasion; men v il i lige så høj grad medvirke til at formindske virkningen af fjendens luftkrigsførelse og langtrækkende raketvåben i operationsområdet.
H. B. Konradsen.
Kilder:
Walther Melzer »Kampf um die Baltischen Inseln 1917— 1941—• 1944.« Tidsskrift i Sjöväsendet 1949. M ilita ry Review 1957— 60. Marine Corps Gazette 1958— 60. Ny M ilitä r Tidsskrift 1954— 58. Axel Schou »Det marine forland«.
