Log ind

Hvis freden bryder ud

#

Oberstløjtnant Michael H. Clemmesen, der er tjenestegørende ved Forsvarsakademiet, vurderer i nedenstående artikel mulige udviklingstendenser i lyset af Mihail Gorbachevs udspil den 7. december 1988 på FN s generalforsamling. Hvis freden bryder ud, vil det også få konsekvenser for dansk forsvar. Det vil derfor være hensigtsmæssigt i tide at gøre sig overvejelser om de fremtidige muligheder og begrænsninger. Artiklen er en opfordring hertil.

»Hvis en såkaldt tillidszone udvikles i Europa, vil det være nødvendigt for os at vende tilbage til tegnebordet og gentærike, hvad vi gør på de taktiske, operative og strategiske niveauer«.

General Andrew P. Goodpaster (SACEUR 1969-74) citeret i Washington Post, 3. januar 1989.

Han sad i bussen, da jeg (i uniform) kom ind på stoppestedet ved Forsvarsakademiet. Typisk »68-er« med - lidt atypisk - en attachémappe. Mappen var dog overklistret med venstrefløjens logoer og kampagnestickers, fra Land og Folk-festivalen til diverse fredsbevægelsesslogans. Efter et øjebliks kørsel spurgte han, om jeg var den jeg er, hvilket jeg ikke kunne benægte. Efter således at have identificeret sit offer fortsatte han: »Hvad gør I nu, når der ikke længere er nogen trussel. Den er der vel ikke engang nogen inde hos jer, som tror på længere? N U kan man da nedlægge forsvaret«. Desværre var han ikke særlig diskret i sit stemmeniveau. De nærmeste 10-15 medpassagerers opmærksomhed var fanget. Og desværre var der ikke tid til at komme med den længere udredning, der ville klarlægge for ham og de øvrige, at et militært forsvar ikke er noget, man kan oprette fra det ene år - eller årti - til det andet. Men også forsvaret ville selvfølgelig, når billedet var mere klart, justere sig selv og sine aktiviteter til den internationale situation. Også vi var glade for den nu mere fredelige udvikling i verden. Men jeg skulle af ved næste stoppested: Fulgt af medpassageremes spørgende blikke. Det var næsten som en flugt.

Det er ikke let, når ens verden ændrer sig, uanset, hvem man er. Det er slet ikke let, hvis man er et bureaukrati, der er opbygget på et solidt grundlag af forudsætninger. Hvis man så ovenikøbet er et militært bureaukrati i en alliance, som i halvanden generation har kunnet bygge på et helt enstrenget fjende- og trusselsbiUede, er der tale om en akut krise. Tænk, hvis russerne ikke bliver ved med at være, som vi indtil nu trygt har kunnet bygge vor organisations tryghed på, at de var. Tænk, hvis freden bryder ud! Det er vistnok på tide, at vi begynder at overveje, hvad det betyder for dansk forsvar, hvis udviklingen rent faktisk udvikler sig. Der er al mulig grund til ikke at forhaste sig med at handle, men det hindrer ikke, at vi begynder at overveje, således at vi senere kan handle afbalanceret og fornuftigt, hvis det skulle ske - dette generelt lykkelige, men for organisationen rystende. Dette indlæg skal ses som en begrundet opfordring til disse overvejelser, ikke som et forsøg på at skitsere deres resultat.

Hvad er sket hidtil?

Sovjetunionen har drastisk ændret sit mønster for international optræden. Afghanistan er kun det mest tydelige - og måske lettest forklarlige - eksempel. Vietnam er på vej ud af Kampuchea, efter at Sovjetunionen er holdt op med at subsidiere krigsførelsen. Cuba er på vej ud af Sydvestafrika af samme grund, tvunget af den lidet behagelige kendsgerning for en person af Fidel Castros ego, at den cubanske økonomi og sociale tryghed bygger på indirekte sovjetiske tilskud. Krigen i Vestsahara synes ligeså stille at dø ud. I Mellemøsten er de uforsonlige under pres. At denne udvikling sætter spørgsmålstegn ved, hvor lokale kilderne til disse konflikter i virkeligheden var, er én ting. Men udviklingen er ikke desto mindre entydig. Hvorvidt denne ikke-interventionspolitik også vil holde under aUe tænkelige udviklinger på det sovjetiske geostrategiske glacis i Østeuropa, er stadig et åbent spørgsmål. Men på den anden side synes problemet her nu snarere at være, at de lokale kommunistpartier med Ungam som den eneste klare undtagelse ikke tør lade noget ske. Dette er sandsynligvis af nervøsitet for ikke at kunne kontrollere et samfund i bevægelse. Denne nervøsitet hænger nok delvis sammen med opfattelsen af, at ikke alt vil være tilladt af den store nabo. Men hensynet til egne privilegier bliver også bedst varetaget sådan. Den kompromisløsning, som det armenske problem har fået, viser, hvor stor ulyst den nuværende sovjetiske ledelse har til at søge at kontrollere konflikter gennem varig magtanvendelse. Det ses i De baltiske Lande, at Sovjetunionen nu er parat til at acceptere meget for at fremme genskabelsen af social og økonomisk dynamik. Det er ud fra samme synsvinkel, man må se den alliance mellem ledelsen og intelligensiaen, som er opstået på den kritiske åbne debats grundlag. Men denne ret frie debat er også en forudsætning for at afdække de næsten uoverskuelige svagheder, som præger landets økonomi. Kun derigennem kan man måske håbe på at få fremmet den nødvendige vilje og evne til at nedbryde det eksisterende privilegiesystem. Det må undergraves eller ændres så meget, at tilbøjeligheden til at tage risiko og ansvar i sit arbejde bliver genskabt - en forudsætning for en ny dynamik. Denne åbenhed - glasnost - har medført, at det sovjetiske folk har fået at vide:

- At Vesten ikke udgør en militær trussel. Den fejlagtige opfattelse af en trussel har medført ressourcespild ved at fremkalde et unødvendigt højt rustningsniveau, der igen har fremkaldt opfattelsen i Vest af Sovjetunionen som aggressiv. Det har endvidere fremkaldt unødvendige, risikable konfrontationer.

- At de sidste godt 60 års økonomisk politik har været helt forfejlet, fordi den var bygget på ren teori i stedet for de økonomiske realiteter (læs profitmotivet).

- At denne udvikling har været med til at fremkalde en korrumperende - enkelte steder mafiaagtig - sort økonomi og en enorm klasse af priviligerede bureaukrater og pampere, der gør sej modstand mod fornyelse.

- At det kommunistiske parti fostrede en diktator, hvis regime på mange måder var sammenlignelig med Hitlers. Han påførte det sovjetiske folk enorme lidelser, bl.a. ved kollektiviseringen ved tvang og ved en katastrofal politik op til og under 2. Verdenskrigs første fase. Det meget store initiativdræbende parti- og statsbureaukrati er i høj grad en arv fra hans tid.

- At der ikke findes nogen politisk eller ideologisk sandhed, som er den eneste rigtige for alle verdens folk - heller ikke kommunismen. At alle pragmatisk må lære af hinanden.

- At de i Vesten hyldede menneskerettigheder også bør efterleves i de socialistiske lande.

Der har i de senere år været en intensiv debat om, hvorledes militærdoktrinens militær-tekniske side skulle udformes for at leve op til samme doktrins defensive side. Der er blevet fremlagt fire modeller. I den første er der intet behov for sammenhæng. Den anden tager sin idé fra det indledningsvis defensive slag ved Kursk i 1943, der ret hurtigt gik over i en massiv modoffensiv. Den tredies model er forsvarsslaget i Mongoliet i 1939, hvor et sovjetisk modangreb ødelagde de invaderende japanske styrker uden at passere egen grænse. Den sidste mulighed er en fuldstændig defensiv territorialforsvarsmodel. Det synes at være »Kursk-modellen«, sammen med ideerne om tilstrækkelighed i forsvaret og ønsket om at udspare menneskelige og økonomiske ressourcer til samfundets civile sektorer, der ligger bag den hensigt om reduktioner og tilbagetrækninger, Gorbatjov offentliggjorde i december i FN.

Hvad sker herefter?

Der er vide grænser for, hvad der herefter kan ske i Sovjetunionen. Men de muligheder, som her er interessante, ligger inden for, hvad man kunne kalde de kendte alternativer - på den ene side en gennemførelse af den nuværende ledelses fornyelsespolitik, på den anden side en tilbagevenden til den traditionelle russiske, træge, mistroiske, overmilitariserede stormagtspolitik, som vi kender alt for godt. Hvad det sikkerhedspolitiske indhold vil være i det første tilfælde er uklart. Det skyldes bl.a., at det nok i en vis grad afhænger af, hvorledes omverdenen reagerer på et mere åbent, samhandlende, mere økonomisk effektivt Sovjetunionen. Det er ikke givet, at reaktionen på konkurrence - eksempelvis fra sovjetiske landbrugsprodukter - vil være udelukkende positiv. Det skyldes dog først og fremmest, at det ikke er klart, hvorledes de næste ledergrupper vil anvende en fornyet økonomisk styrke, men det må dog samtidig konstateres, at jo mere reformeret, åbent og samarbejdende Sovjetunionen udvikler sig, jo mere bundet vil efterfølgerne være i deres politik. Det, som er sagt og gjort, er herefter baggrunden for politik i Sovjetunionen. Det skaber rammerne for den anden mulighed, en tilbagevenden til den tidligere periodes politik. Man kuime godt stramme op igen. Men en afskaffelse af den nuværende grad af frihed til at kende og skrive sandheden vil efterlade to generationer af folket - herunder først og fremmest de intellektuelle - med erindringen om, hvad sandheden er, og hvad dette første grundlag for et egentligt demokrati betyder. Hvad dette ville betyde for den fremtidige økonomiske dynamik og for engagementet i landets udvikling er blevet demonstreret i Tjekkoslovakiet efter 1968 og Polen efter 1981. 1970-ernes Sovjetunionen vil set i det perspektiv komme til at synes ungdommeligt, engageret og dynamisk. Og uanset, hvad man måtte mene om sandsynligheden af den ene eller anden mulighed: Ingen af dem vil kunne komme uden varsel. Når en supertanker med uenighed på broen om kursen og en demoraliseret besætning foretager et kursskift, kan det høres, og det tager tid. Man kan så naturligvis vælge at overse også det kursskift. Det er også i fremtiden værd at erindre sig, at ingen fredsperioder har været evige. Men på den anden side har udviklingen fra egentiige fredsperioder til perioder præget af konfrontation og krigsrisiko altid været forholdsvis udstrakte, præget af gradvise forværringer af det internationale klima.

Og dansk forsvar?

På nuværende tidspunkt kan man som allerede nævnt ikke sige noget om, hvorledes udviklingen går på lidt længere sigt. Ganske vist må man sige, at udviklingen i Sovjetunionen har skabt et længere varsel om krig, men endnu har vi ikke set reduktioner eller tilbagetrækning i de styrker, der udgør truslen mod Enhedskommandoens område. Vi har heller ikke set virkningen af de annoncerede reduktioner af forsvarsbudgetter i Sovjetunionen, DDR og Polen. Og vi har slet ikke set, hvad den kommende femårsplan vil indeholde i form af omlægning af militær forskning og produktion til civil. Så vidt vi kan se, fortsætter moderniseringen af de sovjetiske væbnede styrker i nogenlunde samme takt som hidtil. Vi har heller ikke set en sådan ændring af øvelsesmønstret, at vi kan få bekræftet, at der i praksis er sket en ændring i den sovjetiske militærdoktrins militær-tekniske del. Men det bemærkelsesværdige er nu, at ingen længere vil blive overrasket, hvis vi ser de annoncerede ændringer realiseret i styrkerne og disses øvelsesmønster. Og hvad så? Det er indlysende, at beredskabet umiddelbart kan revurderes med henblik på mulige justeringer. Det skal ikke beskrives nærmere her, idet jeg behandlede området teoretisk i tidsskriftets maj/juni-nummer 1988.

Men beredskabsspørgsmål er ikke de eneste, som må gennemtænkes og -drøftes. Hvordan bevarer, udvikler og moderniserer vi vor militære professionalisme i et fredstidsforsvar, hvor ingen længere med nogen ret kan bygge på et firkantet fjendebillede og en umiddelbart troværdig trussel? Og hvorledes kan vi over for politikere og befolkning begrunde, at vi fortsat må trække væsentlige ressourcer fra en måske presset samfundsøkonomi, hvis vi skal bevare et forsvarspotentiel, der forbliver i balance med det strategiske varsel? Hvorledes rekrutterer vi tilstrækkelig gode førere og ledere til, at vi kan bevare dette potentiel? Dette er ikke mindst væsentligt, fordi det centrale ikke længere vil være at opretholde et givet beredskab eller en given produktion til krigsstyrke, men at gennemføre en stadig udvikling af enheder og fremgangsmåder, så at de i størst mulig udstrækning forbliver på højde med de krav, som kræves af teknologien og metoderne i et langt mindre klart trusselbillede. Disse krav er ikke enestående. Bortset fra tiden siden slutningen af 1940-eme var det værnenes normale situation. Det er derfor særdeles relevant at undersøge, hvordan vi da indrettede os. Også den vestlige alliance ville ændre karakter og indhold under indtryk af den mulige udvikling i Øst. Og vi skal til at bevæge os væk fra de hidtidige næsten automatiserede scenarier for konfliktstart, som har dannet grundlag for vore øvelser. Alt bliver langt mere kompliceret i forsvaret, hvis freden endelig bryder ud i Europa efter 2. Verdenskrig.

Michael H. Clemmesen.

Artikel
Publiceret den 23. mar. 1989
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner