Fra de ældste Tider til Nutiden har Landsen spillet en større eller mindre Rolle i Rytteriets Bevæbning. Til sine Tider har den været dets Hovedvaaben, til andre Tider har den været forkastet. Da Landsens Betydning i den nyeste Tid er et meget omdebatteret Spørgsmaal, turde det vel have sin Interesse nærmere at gjennemgaa dens Historie for derefter at gaa over til at undersøge, hvad der har bidraget til, at Landsen saaledes er kommen paa Nutidens Dagsorden. Endelig turde denne Afhand­ ling diskutere Landsens Anvendelighed i vort Rytteri.

I.

Landsen eller Spydet er et af de ældste Vaaben og efter al Sandsynlighed ældre end Sværdet, men yngre end Buen og Pilen. Man seer de ældste Folkeslag be­ væbnede med Spydet, og dette benyttede de saavel fra Stridsvognen, Kamelen, Elefanten og Hesten som tilfods. Spydet forekom i Reglen under tre Hovedformer, nemlig enten som et langt og svært Spyd til at føre med begge Hænder, og med hvilket man søgte at vælte Modstanderen overende eller staaende at modtage ham, — som et lettere Spyd til at føre med een Haand, og som mere lignede de nuværende Landser, og endelig som et kortere, men ofte svært Spyd, som kunde anvendes baade til Stød og til Kastning.

Scytherne, som efter de fleste Historieskrivere maa antages at være det ældste Rytterfolk, havde foruden Buen og Pilen ogsaa Landsen. Assyrierne, der efter de fundne Skulpturer først under Sardanapal (omtr. 880 f. Chr.) synes at have anvendt Hesten til Ridning, vare i Begyndelsen kun væbnede med Bue og Pil samt Sværd og Skjold. Senere fremstaaer der to Arter af Rytteri, nemlig Bueskytter og Landseryttere. C y a x a r e s af Medien skal have været den første, der i Asien indførte Inddelingen i Spyddragere, Bueskytter og Rytteri.

Cyrus indførte store Forandringer i den persiske Hær og var Grundlæggeren af det persiske Rytteri. Han bevæbnede det med Landser og afskaffede Buen og Kaste- spydet, hvorhos han uddannede det i Nærkamp Mand mod Mand og formerede det i Afdelinger med 100 Mand i Fronten og 4 Mand i Dybden. I Slaget ved Thymbra var Cyrus ikke desto mindre bange for, at hans Rytteri ikke skulde kunne staa sig mod Crøsus’ lydiske Rytteri, som vare gode Ryttere og overordentlig dygtige i Brugen af deres lange Landser. Han satte derfor Kamelerne i første Linie og anvendte Rytteriet bag Fodfolket.

Da Xerxes brød ind i Grækenland 480 f. Chr., havde han i sin mægtige Hær c. 80,000 Ryttere. En stor Del af Asiens Folkeslag vare repræsenterede her, og Bevæbningen var derfor meget forskjellig; Sværd, Dolke, Slyngel-, Buer, Kastespyd, korte og lange Spyd bleve anvendte saavel tilfods, tilvogns som tilhest. Halvandet Hundrede Aar efter, da Darius maatte kjæmpe for sin Tilværelse mod Alexander d. Store, existerede endnu Stridsvognene, og Rytteriet bestod af svært Rytteri, der var bevæbnet med Landse og Sværd, og let Rytteri, som førte Bue og Pil samt Kastespyd.

Hos Ægypterne og de første Grækere førte en Del af Fodfolket Landser, medens de, der kjæmpede tilvogns, kun vare udrustede med Rue og Pil samt Sværd. Senere, da Rytteriet kom frem, blev en Del af dette bevæbnet med Landse.

Fra den peloponnesiske Krigs Tid deltes det græske Rytteri i tungtbevæbnet Rytteri, de saakaldte Rataphrakter, og letbevæbnet Rytteri, de saakaldte Aphrakter. Ved dette tungtbevæbnede Rytteri var saavel Rytter som Hest forsynet med Panlser fra Hoved til Fod, hvorhos Rytterne vare bevæbnede med Stødlandse samt med et langt Sværd og undertiden med Kastespyd. Aphrakterne, som vare uden Pantser, deltes igjen i Landseryiterne og A krob olis tern e. Af Landserytterne havdes atter tre Slags efter Længden af den Landse, de førte, nemlig Doratophorer, Konto- phorer eller Xestoph orer og Lonchophorer; de første af disse førte de længste Landser, de sidste derimod de korteste, som bleve benyttede dels til Stød, dels til Kastning. Paa disse korte Landser var der derfor an­ bragt en Snor, ved hvilken Rytteren efter et Kast kunde trække Landsen til sig. Akrobolisterne vare i Alminde­ lighed kun bestemte og udrustede til Fjernkamp.

Landsen opnaaede i det græske og thebanske, senere i detmacedoniskeFodfolkensærligBetydning. Hopiiterne, som dannede den største og bedste Del af Fodfolket, vare saaledes foruden Sværdet bevæbnede med et Spyd, det saakaldte doriske Spyd af 8—10 Fods Længde; men senere bleve de macedoniske Hopliter bevæbnede med Sarissen, et Spyd af c. 24 Fods Længde. Psiliterne havde Bue, Slynge og Kastespyd, Peltasterne et 5 Fod langt Spyd, Sværd og Kastespyd.

Det macedoniske Rytteri under Philip og Alexander bestod af: det svære Rytteri, Hetærerne, forsynet med Pantser og bevæbnet med Sværd og en kort Stød- landse af Hvidtorn (Xyston), og det lette Rytteri, Sarissophorerne, som havde en Landse af 16—24 Fods Længde. Hertil hørte endvidere det thessaliske, det pæoniske og det thraciske Rytteri, af hvilke det første hørte til det svære, de to sidste til det lette Rytteri.

I Slaget ved Granikus (334 f. Chr.), det første i Alexanders Felttog mod Perserne, sees tydeligt Landsens Anvendelse. Amyntas med Sarissophorerne, Pæoniernes lette Rytteri og en Ile Hetærer gik først over Floden og indledede Angrebet, men blev kastet af Persernes overlegne Rytteri. Alexander ilede til med Resten af Hetærerne, og i det Haandgemæng, der opstod, blev hans Landse sønderbrudt; han fik dog strax en anden og saarede dermed Darius’ Svigersøn, Mithridates. Arrian siger, at en saa haardnakket Rytterkamp har ikke været seet før, og medens Perserne hovedsagelig fægtede med Kastespyd, der vare forsynede med Modhager, anvendte Macedonierne den for Haandgemænget egnede Stødlandse, hvorved de Sidste snart vandt Overhaand. Saavel i dette Slag som senere ved Issus og Gaugamela seer man, at Alexander fuldt vel forstod at benytte sig af Chokets Kraft, hvorved Landsen fik sin store Betydning i Sammen­ stødet og Indbrudet.

Hvad det romerske Rytteris Bevæbning i den tid­ ligste Tid angaaer, haves ikke mange og gode Efterret­ ninger. Romerne vare som bekjendt intet Rytterfolk, skjøndt de højere Klasser af dem tjente tilhest. Foruden Sværdet maa Landsen imidlertid ogsaa have været til­ stede her; thi Livius fortæller, at i Slaget mellem Romerne under Valerius og Brutus og Veienterne under Tarquinius dræbte de to Rytteranførere, Brutus og Aruns, hinanden ved Landsestød. Polybius siger imidlertid, at Landsen duede ikke; thi dels var den saa let og svag, at den ved den ringeste Foranledning gik i Stykker, og dels havde den kun Jernspids i den ene Ende, hvorved den blev ubrugelig, naar denne i det første Anløb blev hugget af. Senere optoge llomerne efter Grækerne en Landse af større Længde og Styrke, og som i begge Ender var forsynet med en Jernspids.

Det romerske Fodfolk deltes i svært- og letbevæbnet. Den første Slags var bevæbnet med et langt Spyd (Hasta) og et Sværd, den sidste Slags med Kastespyd. Paå Camillus’ Tid, omkring 400 f. Chr., blev Legionens phalanxformede Opstilling afløst af Manipelstillingerne. Paa samme Tid indførtes i Krigen mod Gallerne det saa- kaldte Pilum , der baade kunde benyttes til Stød og til Kastning. Det havde en Længde af c. 6 Fod og bestod af et Træskaft c. 4 Fod langt samt en Spydspids med to gaffelformede Jern, der ved Nagler bleve befæstede til Træskaftet. Uagtet det efterhaanden blev Romernes Yndlingsvaaben, blev dog Sværdet Hovedvaabnet. — Fra den 2. puniske Krigs Tid var det sværtbevæbnede Fodfolk bevæbnet med det saakaldte spanske Sværd, der blev ført med en overordentlig Kraft. Hastaterne og Principes førte desuden det før omtalte Pilum samt et Kastespyd, som Polybius ligeledes kalder Pilum. Triaderne vare derimod bevæbnede med den saakaldte Hasta , et Spyd, der havde en Længde af 12 Fod, hvorhos det synes, at de undertiden ogsaa havo været forsynede med tynde og lette Kastespyd. Veliterne førte foruden det spanske Sværd flere lette Kastespyd (hastae velitares), der skulle have været c. 3 Fod lange. Livius siger derfor ogsaa, at de romerske Tropper kunde optræde saavel i sluttet som i spredt Orden, og at Rytteriet kunde kjæmpe tilfods.

Under Krigen mod Pyrrhus og senere mod Hanni­bal blev Rytteriets Udrustning betydeligt forbedret. Det flk Metalpantser, Hoftestykker, Benskinner, Hjelm og et bedre Skjold samt en 12 Fod lang Landse (Contus) og krumme skarpe Sabler. Hestene bleve ogsaa forsynede med Dækningsvaaben, nemlig et Hovedpantser, Bryst- og Sidestykker. Dets Taktik var dog ufuldkommen; det kjendte ikke til Choket og kjæmpede i det Hele taget bedre tilfods end tilhest. Man seer derfor ogsaa, at det stadigt støtter sig til Fodfolket, og at det regnedes for et stort Fremskridt, da Scipio 211 f. Chr. stillede en Del af Veliterne mellem Rytteriets Opstillinger.

Da Hannibal gik over Pyrenæerne for at bryde ind i Italien, talte hans Hær 50000 Md. tilfods og 9000 Ryttere. Dette Rytteri stod betydeligt over Romernes og var delt i svært og let; det svære bar Pantserskjorte, Hjelm og Benskinner og førte' Sværd og en kort Stødlandse. De forbundne Galleres Rytteri var forsynet med store Slag­ sværd samt udrustet omtrent som de græske Kataphrakter, altsaa ogsaa med Landse. Numiderne, som dannede Hannibals lette Rytteri, vare ansete som det bedste Rytteri i sit Slags. Angaaende deres Udrustning er der meget forskjellige Meninger; men de fleste Forfattere omtale dog Numiderne som slet rustede og deres Heste som smaa uanselige Dyr. Imidlertid ydede de Hannibal mange og store Tjenester, navnlig ved Rekognosceringer, Overfald m. m.; de anvendte Kastespydet med overordentlig Be­hændighed.

I Slagene ved Ticinus, Trebbia og Cannæ godtgjorde det karthagiske Rytteri især ved Angrebets Voldsomhed med de fældede Landser sin Overlegenhed over det romerske Rytteri; men Scipio Africanus, som havde været med i disse tre Slag, havde herved lært, at de tabtes for Romerne navnlig ved det karthagiske Rytteris Overlegenhed over det romerske. Da han der­ for selv fik Kommandoen, gik hans største Bestræbelser ud paa at udvikle sit Rytteri i Manøvrefærdighed og i det voldsomme Angreb med Landsen; men herved op- naaede han ogsaa for en stor Del sine Sejre ved Eiinga i Spanien 205 og ved Zama 202 f. Chr.

Siden gik det romerske Rytteri atter tilbage. Dog maa Lucullus fremhæves som den, der atter forstod at indpode det den rette Aand og at anvende det paa rette Maade. I Slaget ved Tigranocerta 69 f. Chr. havde Tigranes 150000 Md. Fodfolk, 20000 Bueskytter og Slyngekastere samt 55000 Byttere, hvoraf 17000 Landseryttere i svære Staalrustninger. Lucullus gik over Tigris og angreb ham med 10000 Md. Fodfolk, 3000 Ryttere og 1000 Bueskytter og Slyngekastere. Han gav sit Rytteri Ordre til at vinde et Højdedrag, hvorfra det kunde angribe de fjendtlige Landseryttere i Flanken og ved Sammenstødet først og fremmest med Sværdet søge at overhugge de fjendtlige Rytteres Landser. Lucullus førte selv sit Rytteri, og det lykkedes ham virkelig at falde de fjendtlige tungt rustede og lidet mobile Landseryttere saaledes i Flanken, at de bleve fuldstændigt kastede overende og ind paa deres eget Fodfolk paa en saadan Maade, at hele Slagets Skjæbne var afgjort med det Samme med meget store Tab for Tigranes.

Romernes Forbundsfællers Rytteri bestod baade af svært- og letbevæbnet og synes at have staaet under de samme taktiske Forhold som det romerske Rytteri. Fra Marius’ Tid ophørte Romerne selv at stille Rytteri, hvilket fra nu af overlodes til Forbundsfællerne.

Gallerne lagde megen Vægt paa deres Rytteri. I Begyndelsen havde de kun Kastespyd og lange Sværd; senere, da de kom mere i Berøring med Romerne, anlagde de ogsaa de græske Kataphrakters svære Udrust­ ning og Bevæbning.

Germanernes Angrebsvaaben bestode simpelthen i en Landse eller et lille Spyd (Angone eller Geer), som kunde benyttes saavel til Stød som til Kast. Des­ uden benyttede de en til et Landseskaft fastgjort Kamp­ mejsel eller Skjoldspalter (Frame). Landsen var imid­ lertid deres fornemste Vaaben og naaede navnlig ved Fodfolket hos mange germanske Stammer en saadan Længde, at den vanskeligt kunde haandteres i Skove.

Gotherne vare oprindeligt kun bevæbnede med Landse og Skjold. Senere førte de ogsaa andre Vaaben som Sværd, Bue og Stridsøxe.

Vandalerne brugte kun Landsé og Sværd og kjæmpede egentlig kun tilhest.

Spanierne førte en Stødlandse, der ogsaa kunde bruges som Kastevaaben. Særligt var Landsen i Brug ved Rytteriet; desuden førte de et Sværd, som var egnet baade til Hug og til Stød, og som Polybius kalder for det spanske Sværd.

Partherne vare et af Oldtidens bedste Rytterfolk. De bleve særligt bekjendte ved det fuldstændige Nederlag, som de 53 f. Chr. tilføjede Crassus. De havde svært og let Rytteri. Det første var næsten helt pantsret og førte en Landse af en Størrelse og Vægt, som ellers ikke blev ført af Datidens Ryttere, og hvorved det var det romerske Rytteri, der havde lettere Vaaben, betydeligt overlegent. Foruden Landsen var det bevæbnet med Bue og Pil, de sidste af en saa usædvanlig Størrelse, at de kunde gjennemtrænge de brugelige Rustninger; det udførte i Reglen sine Attaker i en fast sluttet Linie med Hestens fulde Kraft og med fast anlagte Landser. Det lette Rytteri var bevæbnet med en Bue, som det forstod at benytte med Behændighed og Kraft. Plutarch giver en levende Skildring af, hvorledes dette 40—50000 Md. stærke Rytteri under Surena øde­ lagde den romerske Invasionshær paa 40000 Md. under Crassus, af hvilke det kun lykkedes 10000 Md. at iværksætte Tilbagetoget.

Ved Siden af Kastespyd, lange Slagsværd og Jern­ køller holdt Landsen sig i det romerske Rytteri under Kejsertiden. Da Barbarerne begyndte deres Indfald, og da det viste sig, at den romerske Legions Fodfolk havde tabt betydeligt i Godhed, forøgedes Rytteriet efterhaanden mere og mere, hvorhos det gjordes sværere og sværere. I 351 e. Chr. vandt saaledes Constantius Slaget ved Mursa væsentligt derved, at hans svært bevæbnede Rytteri med sine vægtige Landser gjennembrød Gallernes Legioner, og fra nu af dannede derfor Rytteriet Hovedbestanddelen af de romerske Hære, ja under Justinian bestod den byzantinske Felthær næsten udelukkende af svært Rytteri. Dog kan dette maaske ogsaa have havt sin Grund i, at Barbarerne næsten udelukkende kjæmpede tilhest.

I 410 blev Rom indtagen af Gotherne under Alarich , og nogle Aar senere oversvømmedes Riget af Hunnerne under Attila. Dette Rytterfolk anvendte især Buen og Pilen samt Sværdet; men der var imel­ lem dem mange andre Folkeslag, af hvilke nogle bare Hornpantser og førte vældige Landser. Ved C hal on s 451 lede imidlertid Hunnerne, Østgotherne m. fl. et totalt Nederlag, og herved spillede det romerske og vestgothiske Rytteri en væsentlig Rolle ved deres kraftige og vægtige Angreb med Landsen.

I 554 see vi atter Landsen spille en Rolle. I Slaget vedCasilinum var den byzantinskeHær under Narses allerede bleven gjennembrudt og bragt til at vige ved Frankernes kileformige Indbrud, da Narses’ Rytteri, der dels var bevæbnet med Bue og Pil, dels med Kaste- spyd og dels med Landse, kastede sig over det frankiske Fodfolk og tilføjede det et frygteligt Nederlag. I Slaget ved Tours eller Poitiers 732 bleve Sarazenerne under Abderrahmann fuldstændigt slaaede af Carl Martell, og her har man Indtrykket af, at Sarazenerne i Haandgemænget mere brugte deres Sabler, medens Frankerne anvendte deres Landser.

Man seer altsaa, at Landsen stadigt hævder sin Plads i de europæiske Hære; men den var ogsaa tilstede i det tyrkiske og det sarazeniske Rytteri i det 10.Aarhundrede, og af Kejser Leos Taktik faaer man nøjagtig Rede- gjørelse for, at det orientalske Rytteri førte en Landse af Middelstørrelse, hvorpaa var befæstet en Vimpel, som mærkværdigt nok, forinden en Fægtning begyndte, blev aftagen og stukket i et Futteral.

I Slaget ved Merseburg 933, hvor Ungarerne bleve slaaede af den tydske Kejser Henrik I, holdt denne forinden Slagets Begyndelse følgende Tale til sil Rytteri: «Meine Gefährten! haltet eure Reihen, fangt die ersten Pfeile der Heiden mit euren Schilden auf, und verhindert sie an einer zweiten Salve durch den gleich-mäszigen und mächtigen Rennlauf eurer Lanzen !» Tyve Aar senere hævder Landsen atter det tydske landsebevæbnede Rytteri under Kejser Otto d. 1. sin Over­ legenhed ligeoverfor Ungarerne i Slaget ved Augsburg.

Omkring denne Tid fremstod Ridderskabet. Rytte­riet var i Tidens Løb bleven Hovedvaabnet i de fleste Hære; det var samtidigt bleven tungere og tungere, og efterhaanden som Lehnsvæsenet udviklede sig, blev det Skik, at de Rige og Fornemme paa egen Bekostning tjente i Rytteriet, hvorved dette Vaaben tilsidst blev dem forbeholdt. Ridderne saavelsom deres Heste bleve efter­ haanden pantsrede fra Øverst til Nederst. Hovedangrebsvaabnet var Landsen; den blev anseet for det fornemste af alle Vaaben og kunde ikke føres af de lavere Klasser. Den var af betydelig Styrke og Længde (12— 14 Fod), forfærdiget af Asp, Fyr, Sykomor eller Ask og forsynet med en svær Jernspids. Under denne sad et lille Flag­ eller en Vimpel, som betegnede vedkommende Ridders Rang. Til Beskyttelse for Haanden var der ovenfor Grebet paa Skaftet paaskruet et lille Skjold eller en Plade. Foruden Landsen var Ridderen bevæbnet med et Sværd, en Dolk og Stridshammer, Øxe eller Kølle. Ridderne kjæmpede i Slaget paa een Linie ved i Anløbet med fældede Landser at søge at kaste Modstanderne af Hesten. Efter Sammenstødet begyndte Haandgemænget med Sværdet, Øxen, Køllen eller Hammeren. Riddernes Vaabenbærere, Knapper, dannede den 2. Linie, og bag denne igjen ordnede det øvrige af Riddernes Følge sig. Deres Opgave var at understøtte Ridderne i Kampen, at gjøre dem beredne, hvis de bleve kastede af eller mistede deres Heste, og at forsyne dem med friske Vaaben.

I Slaget ved Hastings 1066 mellem Vilhelm  robreren i Spidsen for det normanniske Ridderskab og Angqlsachserne under Kong Harald haves et godt Exempel paa Datidens Taktik: de landsebevæbnede Rid­ dere afgjorde her Kampens Udfald.

I Korstogene kjæmpede de svære bepantsrede og landsebevæbnede Riddere mod det lette sarazeniske Rytteri, der baade havde Ruen, Kastespydet og Landsen. Dette tappre Rytteri bragte flere Gange de tunge Riddere i farlige Situationer. I Slaget ved Antiochia 1098 maatte disse, da de efterhaanden under Belejringen havde mistet deres Heste, kjæmpe tilfods mod de godt beredne Sarazener, og i 1248 maatte Ridderne tilfods ved Damiette anvende deres Landser paa samme Maade som de senere Pikenerer.

Vi ville nu vende os til de nordiske Riger. I Skandinavien var Spydet meget i Brug i Broncealderens Tid. Omkring det 10 Aarhundrede fremtræder det under tre Hovedformer, nemlig som det 10— 12 Fod lange Haandspyd, det 31,5—5,5 Fod lange Kastespyd og det 7— 8 Fod lange Huggespyd. Det sidste kaldtes ogsaa Bryniebor, Kesia, engelsk Spyd eller Ategar (Atgeir) og havde forskjellige Former, hvoriblandt et 4 Fod langt Spydblad, fæstet paa et stærkt jernbeslaaet Skaft, ikke var ualmindeligt. Dette Spyd førtes med begge Hænder til Hug, men brugtes ogsaa til Stød og Kast.

Rytteriet fremkom forholdsvis sent i Norden. I Begyndelsen brugte man kun Hesten som Transport­ middel, idet man endnu ikke havde lært at kjæmpe fra Hesten. Paa et Tog til Aq vitan i en 847 omtales Ryt­ teriet; men først efter Abotriterkrigen i 1113 og efter Slaget ved Fo de vi g 1134 ansaae man delte Vaaben for uundværligt og forøgede det. Dog endnu i 1151 havde man ikke rigtig Tillid til dets Kamp fra Hesten; Knud lod nemlig i Slaget ved Viborg sit Rytteri sidde af og kjæmpe tilfods, medens Svend efter Valdemars Tilskyn­ delse opstillede sit Rytteri paa begge Fløje og anvendte det tilhest. Knuds Hær, som var den stærkeste, trykkede snart Svends Fodfolk tilbage, og Sejren for den Første syntes allerede vis, da den Sidstes Rytteri angreb de løse Heste bag Fronten og derpaa faldt Knuds Hær i Ryggen, hvorved denne maatte gjøre Front til alle Sider for endelig at begive sig paa Flugt.

Fra denne Tid fremtræder Rytteriet som en væsentlig Del af den danske Hær. Det lange Haandspyd af 12— 16 Fods Længde, som af Fodfolket anvendtes til at holde Rytteren fra Livet, blev ogsaa anvendt af denne som Landse. Kesien, Huggespydet eller Helle­ barden vedblev dog at være Bevæbning saavel for Fod­ folket som for Rytteriet, der ofte benyttede den som Kastevaaben. Kesien anvendtes meget i det 12. Aarhundrede.

Fra Midten af det 13. Aarhundrede lik den brynieklædte Rytter Overvægten, og Riddervæsenet tiltog mere og mere. Det svære Rytteri blev Hovedvaabnet og bestod af Mænd af Vapn, d. v. s. harniskklædte Ryttere. De vare i Kampen ledsagede mindst af 4 Mand, hvoraf 1 bereden Svend, 2 beredne eller uberedne Skytler og 1 Hørdreng eller Smaadreng. En Mand af Vapn med Følge kaldtes «et Glavind» eller «en Hjelm», fordi Hovedpersonen skulde bære Glavind (en kort Landse eller Kesia) og en lukket Hjelm. Mindst 60 Hjelme dannede «et Banner » under en Bannerherre. Manden af Vapn var som oftest Ridder. Under Christoffer den 2. kul­ minerede Rytteriets Rolle som Hovedvaaben. Efter 1350 blev Landsen forkortet til 5 Fod; dog holdt den 12— 14 Fod lange Landse sig som Tourneervaaben. Fra Erik Menveds Tid kommer det lejede Rytteri frem. Omkring 1640 skulde af 200 Ryttere 160 være Landseryttere, 40 Skytter. Af Landserytterne skulde mindst 10 være Kuris ser, d. v. s. væbnede med Pantser fra Hoved til Fod og ride godt beskyttede Stridshingste. Omkring 1570 aflagde Landserytterne (Reissener) Landsen og fik Ildvaaben. Landsen indførtes tildels igjen, da Dragonerne fremstode i 1627, idet Halvdelen af dem vare Musketerer, Halvdelen Pikenerer. Piken anvendtes dog kun en kort Tid hos Dragonerne.

I Sverrig, hvor Forholdene havde udviklet sig paa en lignende Maade som i Danmark, afskaffedes Landsen kort forinden Gustav Adolph i 1628 tiltraadte sit Tog til Tydskland.

I Norge kom Rytteriet senere frem end i de to andre skandinaviske Lande. Egentlig først under Hakon d. 4. seer man paa Toget mod Vermland i 1225 en større Anvendelse af Rytteriet. Men saavel i Norge som ogsaa i Schweitz fik Ridderdømmet aldrig rigtig Indpas, og derfor spillede den harniskklædte Rytter i disse to Lande en mere beskeden Rolle ligeoverfor Fodfolket, der stadigt betragtedes som det egentlige Kampelement, hvorfor ogsaa den anvendte Taktik stod paa et højere Standpunkt her end i de Lande, hvor Feudalvæsenet florerede.

Skjøndt Soldtropperne havde været anvendte i tid­ ligere Tid, idet f. Ex. Knud denStore af Danmark havde sin bekjendte Tinglid , komme de dog egentlig først ret frem gjennem Korstogene, som betingede en lang Tje­neste og store Udgifter for Deltagerne. I Begyndelsen tjente de kun som Erstatning eller som Understøttelse for det feudale Opbud; men senere, f. Ex. under Philip den Dristige af Frankrig (1270—85), seer man ogsaa Lehnsbesidderne erholde Sold. Daniel angiver, at Grun­ den hertil sandsynligvis var den, at de mange Krige havde forarmet den Lehnspligtige. Soldvæsenet førte imidlertid med sig, at Tjenestepligten blev regulariseret; men Riddernes Rettigheder holdt sig dog endnu en lang Tid. I Frankrig havde saaledes hver simpel Ridder mindst 2 Rustede, hommes d’armes, og et ubegrændset Tal af Tjenere tilhest og tilfods i sit Følge, som kaldtes «lance fournie», og hvis Bestand varierede fra 3— 14 Ryttere. Af disse kjæmpede Ridderen i første Linie med fuldt Harnisk paa den pantsrede Stridshest og førte Landse og Sværd, hyppigt ogsaa Kølle eller Stridsøxe.   Hommes d’arm es, som ogsaa vare svært bevæbnede, dækkede Flankerne, medens de beredne Tjenere eller Drabanter (satellites) dannede det lette Rytteri og ind­ ledede samt fuldstændiggjorde Kampen. Blandt de sidste indtoge Bueskytterne (archers) en særlig Æresplads. Flere Landser stode under en Ridder med Vimpel (trehjørnet Fane), 25— 80 Landser (150— 600 Ryttere) under en Bannerherre (firehjørnet Fane). Alle Bannerne samledes endelig under Hærens Hovedfane, Connetablens hvide Standard, Kongens blaa Banner med gyldne Lillier eller i Tilfælde af en Nationalkrig under Oriflammen fra St. Denis.

Fodfolket begynder nu at gjøre sig gjældende. Dog allerede i Slaget ved Bouvines 1214 mellem Kong Philip August af Frankrig og Keiser O tto IV af Tydsk- land gjorde det sig som Pikenerer bemærket. Det træder imidlertid først rigtigt frem i Slaget ved Courtray 1302. Her led det franske Ridderskab under Grev Robert af Artois et totalt Nederlag mod de flanderske Pikenerer. I 1314 ved Bannockburn lider det engelske svære landsebevæbnede Rytteri et Nederlag mod de skotske Pikenerer, og Aaret efter bukker det østerrigske Ridder­ skab under for Schweizerne ved Morgarten. Her i dette Slag var der dog andre Omstændigheder, som særligt bidrog til Seiren for Schweizerne; men i l316vedCrecy lider det franske Rytteri et afgjort Nederlag saavel for de engelske Bueskytter som for de engelske man-at-arms, der vare staaede af Hesten og brugte deres Landser som Piker. Ved Poitiers 1356 stiger det franske Rytteri af Hesten for, ligesom Englænderne gjorde ved Crecy, med deres Landser tilfods at tage imod et Rytterangreb, men bliver fuldstændigt kastet over Ende. Endelig ved Azin-court 1415, hvor den engelske Hær kun beløb sig til 10000 Md., medens den franske Hær talte næsten 100000 Md., led det franske Ridderskab atter et frygteligt Neder­ lag mod de engelske Bueskytter og det engelske Rytteri, der atter her fægtede tilfods.

Naar vi nu nærmere ville undersøge, hvad der var Grunden til, at det tappre franske Ridderskab led saa mange Nederlag, ville vi blandt Andet see, at det førte Kampen paa en chevaleresk, men ikke fornuftig Maade. Det havde saaledes den Fordom, at det ikke var ridder­ ligt at omgaa Fjenden og falde ham i Ryggen; denne Fordom nærede Englænderne ikke, hvilket de navnlig viste ved Poitiers og Azincourt. Men dernæst begik det franske Ridderskab en stor Fejl, som tidt bragte Ulykker i kritiske Øjeblikke: det vilde ikke adlyde Ordrer, som ikke direkte vare givne det af Connetablen. Dets Ruin som Militærorden var derfor uundgaaelig. Kong Johan tænkte allerede paa, med Ulykkerne ved Courtray og Crecy for Øje,, ved Ordonnancen af 30. April 1351 at regularisere Rytteriet; men det var for vanskeligt at faae Adelen, der mente at have gjort sin Pligt, til at opgive sine Rettigheder og sin Uafhængighed. Det lykkedes først for Karl d. 7. i 1444, ved at han oprettede 15 com- pagnies d’ordonnance, og hermed var det regelmæssige Rytteri indført i Frankrig. Disse Kompagnier talte 1500 Landser; hver af disse bestod af en homme d’armes, tre Skytter (archers), en Knappe (coutillier) og en Page (valet). De vare alle beredne, flommes d’armes bare fuldstændig Rustning som de tidligere Riddere, havde en kort Landse, et tohændigt Sværd og en Stridsøxe eller Kølle; Skytterne og Knapperne vare mindre svært rustede og førte Armbryst, Landse, Sværd, Dolk og Kølle.

Paa denne Tid ophørte Rytteriet med at opstille sig paa eet Geled til Fægtning, saaledes som det havde været Tilfældet under Ridderskabets Bestaaen. Skytterne bleve blandede med hornmes d’armes, og kort Tid derefter seer man Afdelingen opstille sig paa 3 Geledder. Det er umuligt bestemt at angive Tidspunktet for denne Opstillingsmaade; men ifølge La Noue skal det franske Ryt­teri under Henrik d. 2. (1547—59) have fægtet paa eet Geled.

Ordonnance-Kompagniernes Antal vexlede nu med Tiden. Allerede i 1449 var der 17 Kompagnier. Ludvig d. 11. (1461—83) havde 2200 franske Landser i sin Tjeneste, og da han senere erhvervede en Del af Karl d. Dristiges Lande, blev Kompagniernes Antal yderligere forøget. I 1479 derimod bleve 10 Ordonnance-Kompag- nier opløste til Fordel for det staaende Fodfolk, som da blev oprettet, linder Ludvig XII.s (1498— 1515) første Regjeringsaar indførtes definitivt det lette Rytteri (Cheveau-léger) som særskilt Korps. A f dette vare Aibane- serne (Stradioterne) bevæbnede med Arzegaye, en kort i begge Ender med Jern beslaaet Landse.

Det svære Rytteri, som bevarede Traditionen fra det adelige Rytteri, naaede i 1563 sin højeste Giands, idet det talfe ikke mindre end 103 Kompagnier med 4210 Landser; men derefter formindskedes det atter hur­ tigt, navnlig fordi man tabte Tilliden til det, da det i den 2. Borgerkrig havde vist sig saa upaalideligt, at man havde anseet det for nødvendigt at indkalde fremmede Tropper, deriblandt 6000 Md. schweizisk Fodfolk, 6500 tydske Ryttere (reitres) m. m. Da nu derhos mange af Landserytternes Heste vare gaaede tilgrunde i Bor­gerkrigene , og da disse store og kraftige Heste vare meget dyre, medens Pengemidlerne vare smaa, formind­ skedes Landserytterne mere og mere i Tal, indtil Landsen forsvandt i Frankrig 1594. Det svære Rytteri (hommes d’armes) gik over til Maison du Roi og Gen­ darmeri de France.

I Tydskland led Ridderskabet svære Nederlag i Hussiterkrigen (1419— 36) mod det bøhmiske Fod­ folk, der var bevæbnet med Morgenstjerner, Piker o. s. v., og som under Ziskas og Prokops Anførsel forstod at drage en udmærket Nytte af Vognborgene. Slagene ved Ziskaberg 1420, Deutschbrod 1422, Aussig 1426, Mies 1427 og Tauss 1431 bidroge væsentligt til, at Ridderne tabte i Anseelse, og da senere Karl d. Dristiges prægtige Rytteri i Slagene ved Granson og Murten 1476 lede saa forfærdelige Nederlag mod de schweitziske Pikenerer, aftog Ridderskabet betydeligt.

Under Maximilian I (1493— 1519) deltes den tydske Hær i Rytteri, Fodfolk og Artilleri. Rytteriet, som kaldtes «der reizige Zug», var endnu Yndlingsvaabnet for det adelige Ridderskab, skjondt dette nu tjente for Sold. De mange og langvarige Krige havde imidlertid fremkaldt Pengemangel, og ofte hændte det derfor, at Soldet først blev udbetalt efter et endt Felttog, ligesom det ogsaa hændte, at en Ridder ikke fik erstattet sin Hest, naar han havde mistet den under Kampen. Da denne skulde være høj, stærk og ædel og derfor var meget kostbar, skete det ikke saa sjældent, at en Ridder drog vel udrustet fra sit Hjem, men kom tilbage tilfods. Rid­ derskabet var derfor efterhaanden ikke mere istand til at møde med en fuld Landse eller til at stille alle Ryttere, og man maatte derfor erstatte de manglende med simple Knægte. 1 1484 oprettedes 100 Kyrisser, som vare Landse- ryttere, forsynede med Dækvaaben fra Hoved til Fod. Hver af disse fik en let Rueskytte tilhest og to beredne med Landser let bevæbnede Knægte. Landserytterne (Lanzierer, Spiesser, Speerreiter) kom imidlertid mere og mere i Forfald, nærmest paa Grund af den kostbare Hest, og omkring 1560 fremkom der derfor i Tydskland den saakaldte Kyrassier iKuhrassierer, Kurasser, Caroz- zen, carosse, cuirassier), som vel havde fuldt Kyrads fra Hoved til Fod, men som ikke var forsynet med Landse, og som derfor ikke behøvede en saa stor og stærk Hest.

Under Kejser Carl V. (1519— 56) hørte til en Fahne Ryttere:

60 Kyrassierer med Landser,
120 Halv - Kyrassierer i Trab-Harnisch med Skyde- vaaben og
60 lette Ryttere med lange Skydevaaben.

Senere blev et Kompagni sat paa 20 Lanzierer, 60 Karabinierer og 100 Kyrassierer.

Omkring 1624 forsvinder Landsen i Tydskland, dog sees paa Callots Radering af Belejringen af Breda i 1624 en Trop Lanziers afbildet.

I 1602 omtales Dragonerne i Østerrig, i 1607 i Tydskland. De vare bevæbnede enten med Pike eller Gevær. Omkring 1633 synes det, som om Pikenererne ikke længere anvendtes som Dragoner.

I Spanien, Italien og England udviklede Rytte­riet sig paa en noget lignende Maade, som er frem­ stillet i det Foregaaende. Man skal derfor ikke komme ind herpaa, da nærværende Afhandling ellers vilde blive temmelig vidtløftig, men kun bemærke, at Landsen i disse Lande forsvandt i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede.

Derimod ville vi opholde os lidt nærmere ved Rus­land og Polen. Sarmaternes Land var lidet kjendt af Grækerne og Romerne. Amianus Marceliinus omtaler, at i det tjerde Aarliundrede bestod deres Hær hoved­ sagelig af Rytteri, som bar Brystpantser og førte lange Landser. Senere, da Waræger-Russerne tilførte Slaverne et skandinavisk-normannisk Element, og da Byzan- tinerne fik større Indflydelse, forbedredes Krigsvæsenet betydeligt. Et nationalt Rytteri fremtraadte først hos Russerne i Slutningen af det 10. Aarhundrede; det var bevæbnet med mægtige Sværd og Spyd, men hoved­ sagelig med Landser med brogede Flag. Denne Bevæb­ ning bibeholdt Russerne, selv efter at de vare komne i Forbindelse med Tatarerne og Mongolerne i Begyndelsen af det 13. Aarhundrede.

Da Rusland var befriet fra det tatariske Aag , be­gyndte Riget i Midten af det 15. Aarhundrede at udvikle sig. Navnlig skete dette i militær Henseende under I van den Skrækkelige (1533—84). Rytteriet dannede Hoved- bestanddelen af den russiske Hær og bestod af to væ­ sentligt forskjellige Elementer, nemlig Nationaltropperne og de udenlandske samt de efter disses Mønster for­ merede russiske Tropper. Til de første henregnedes Hofchargerne, Adelige, Tatarer, Kosakker, Strelizer m. m., til de sidste Ryttere, Husarer, Dragoner og regulaire Kosakker. Af den første Kategori bares foruden andre Yaaben ogsaa Landsen eller Spydet, af den anden førte Husarerne og en Del af Rytterne, som kaldtes Pikene- rer, lange Spyd. Dragonerne førte dels Musketter, dels korte Piker. Kosakkerne havde i Reglen en 9 Fod lang Pike med smaa Flag.

Peter den Store (1682— 1725) er som bekjendt Stif­teren af den moderne russiske Armee og lagde Grunden til sammes regulaire Rytteri. Ved hans Død bestod Ryt­ teriet af 37 Dragonregimenter, I Kommando serbiske Husarer, 7 Landmilitsregimenter samt 1 Regiment smolenskiske Schliachta foruden 5 Kosakkorps. Dragonerne førte navnlig Skydevaaben, de andre navnlig Pike.

Under Peter den Stores Efterfølgere udvides Hæren og som Følge deraf ogsaa Rytteriet. Kyrasserregimenter komme frem; men Landsen eller Piken bibeholdes ved Husarerne og Kosakkerne. I Tidernes Løb forandres imidlertid Bevæbningen. Potem kim lagde særlig Vægt paa, at Dragonerne skulde kunne kjæmpe baade som Fodfolk og som Rytteri, medens Suworow navnlig lagde Vægt paa det voldsomme Angreb med det blanke Vaaben. Ved Katharina II.s Død 1796 bestod del russiske Rytteri af 51 Regimenter og 368 Eskadroner, med 67926 Åland og 56965 Tjenesterideheste, samt af 6 Kosakkorps, hvis Styrke Brix sætter til 300 000 Mand. Angaaende deres Bevæbning skal kun bemærkes, at Kyrassererne foruden Pallasken havde Karabin, at Dragonerne havde faaet Bajonnelflint, og at Husarerne havde mistet Landsen, medens Pikenererne og Kosakkerne bibeholdt dette Vaaben.

Hvad Polen angaar, da er dets Hærvæsen kun be­ kjendt fra den Tid , da de fremtrængende Germaner komme i Kast med de vestlige Slaver. Hæren dannedes egentlig kun af Rytteri, som var bevæbnet med Bue og Pil. InderJagelloWladislaw (1386—1434) deltes Rytteriet i svært og let; til de første hørte Husarer og de Pantsrede (Pancirni, Petigorzi), til de sidste Kosakker og Tatarer. Foruden disse Tropper var der imidlertid ogsaa et hvervet Rytteri, som var uniformeret og bevæbnet efter tydsk Mønster, og som kaldtes dels Ryttere, dels Dragoner.

Husarerne bestode af den rigeste Adel, og enhver af dem førte 4 Ryttere med sig. 20 Husarer med Led­ sagere dannede en Eskadron, i hvilken Husarerne dan­ nede 1. Geled, og som blev ført af en Ritmester. Husa­ rerne vare iførte fuld Rustning, og deres Hovedvaaben var den 19 Fod lange Landse, som var forsynet med et 8—10 Fod langt, tofarvet Flag. De Pantsrede synes foruden Skydevaaben ogsaa at have haft Bue og Pil. Kosakkerne og T atarerne vare bevæbnede dels med Skydevaaben, dels med Landser.

I 1793 blev en Del af de polske Provindser ind­ lemmet i Rusland, hvorved ogsaa en Del af Hæren gik ind under den russiske Hær. Senere blev der af Polak­ kerne dannet 1 litthauisk-tatarisk Regiment og 2 Rytterregimenter, som kort efter bleve kaldte Uhlaner.

Vi see allsaa, at Landsen i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede er forsvunden fra de europæiske Hære med Undtagelse af de russiske og polske.

Man har i Almindelighed antaget, at det var Moritz af Oranien, som i den nederlandske Frihedskrig (1568— 1609) gav Stødet hertil, fordi han manglede baade Heste og Folk, der egnede sig til Landsens Brug, og at han derfor indførte Kyrassererne. Af det Foregaaende vil man imidlertid have seet, at Landserytterne allerede tidligere vare begyndte at komme i Forfald og det væsenligt paa Grund af Manglen paa Heste. Det, der bidrog til, at saa mange Heste gik i Løbet, var for en stor Del Skyde- vaabnet, som kunde virke længere og kraftigere end de hidtil brugte Midler. Rytteriet var jo ogsaa paa Grund af sin egen Tyngde og Ubehjælpsomhed kommen ind paa den Bane at levere Skydefægtninger tilhest istedelfor strax at benytte det hurtige og voldsomme Angreb med det blanke Vaaben. Skjøndt de spanske Landseryttere paa Mooker-Hed en 1574 afgjorde Dagens Skjæbne ved deres sluttede Angreb, seer man dog senere, at Kyras- sererne faae Overtaget over Landserytterne derved, at de, forinden Sammenstødet, med Pistolerne nedskyde disses Heste. I Træfningen ved Tornhout 1596 var Landsen ikke tilstede i det nederlandske Rytteri; dette var Kyrasserer med fuld Rustning, lange Pistoler og Ryttersværd.

II.

Landsen var altsaa afskaffet i de europæiske Lande undtagen i Rusland og Polen. Den havde imidlertid været Rytteriets Hovedvaaben i saa mange Aarhundreder, og den havde gjort saa megen Nytte, naar den var bleven brugt paa rette Maade, at det ikke kunde være andet, end at der snart maatte rejse sig Stemmer for atter at indføre den i Rytteriet. En af de første, der træder i Skranken for Landsen, er Montecucul i (1608— 1681), ganske vist med et vist Forbehold. Han siger i sine Memoirer: «La lance est la reine des armes pour la cavalerie, comme la pique pour l’infanterie: mais la difficulté d’en avoir, de les entretenir et de s’en servir, nous en a fait abandonner l’usage. En effet, si les chevaux ne font pas excellens et bien dressés, ils n’y font pas propres, et les hommes devont être armés de pied en cap, ont besoin de valets et d’autres commodités, ce qui est d’une très-grande dépense; et si le terrain n’est ferme et uni, sans broussailles et sans fossés, la carrière n’etant pas libre, la lance demeure le plus souvent inutile». Længere hen i sine Memoirer udtaler han sig atter om, at Landsen er det bedste Vaaben for Rytteriet, men knytter hertil den Bemærkning, at den Landsebevæbnede under Angrebet maa understøttes af Kyrasserer.

Den Næste, der optræder for Landsen, er Marechal­ len afSachsen. Han siger, at I. Geled maa føre Landse, og at Landserytterne skulle have fuld Rustning. Landsen skal være 12 Fod lang og Stangen hul. Den kan veje 6 Pd. og maa kunne anvendes som Teltstang. Han vil endogsaa have, at Dragonerne foruden Geværet og Kaarden skulle have Landse. Senere udtale saavel Turpin som Wornerv sig for Landsens Indførelse.

Kurfyrsten af Sachscn besteg imidlertid Polens Throne, og herved kom de landsebevæbnede Ryttere under Navn af Hulaner eller Uhian er til Tvdskland. Da de gjorde god Nytte i den østerrigske Arvefølgekrig, oprettede Frederik den Store i 1741 de Natzmerske Uhlaner. Disse bleve dog faa Uger efter saa fuldstændigt oprevne ved Olbendorf i Nærheden af Grottkau, at de tilsatte deres Uhlan-Ære og derfor efter Freden regenererede som Husar­ regiment. Frederik havde dog faaet Interesse for disse landsebevæbnede Ryttere, og 4 Aar efter opretter han dem igjen. Da dette gav Anledning til, at Landsen lidt efter lidt atter blev indført i de europæiske Hære, ville vi følge Preussen, Tvdskland, Østerrig, Frankrig og Rus­land samt vort eget Land hvert for sig.

Preussen.

I 1745 oprettede Frederik den Store en Fane eller Eskadron Bosniaker med korte Landser; denne blev tildelt det o. Husarregiment. Omendskjøndt Kongen vel ikke havde nogen Grund til Utilfredshed med disse Bosniaker, varede det dog længe, inden de bleve for­ stærkede. Først i 1760 bleve de forøgede til 10 Faner, men stadigt underordnede 5. Husarregiment. I 1763 bleve de dog atter reducerede til en Fane, men i 1771 igjen forøgede til 10 Faner, dog først i 1788 skilte fra Husar­ regimentet og oprettede som et selvstændigt Regiment. I 1795 oprettedes en Tatarpulk paa 5 Eskadroner. Af disse to Afdelinger dannedes før Krigen 1806 I Regiment paa 10 og 1 Bataillon Towarczy paa 5 Eskadroner. Regimentet var bevæbnet med Landser. Af disse to Af­ delinger blev der i 1807 oprettet 1 Regiment Uhlaner paa 8 Eskadroner, som i 1808 blev delt i 2 Regimenter, 1. og 2. Uhlanregiment. Med disse Regimenter begynde de tydske Uhlanregimenters Historie. Underofficererne og Mandskabet vare bevæbnede med Landse, Sabel og 2 Pistoler. Landsen var 10 Fod lang og vejede 4 Pd.; Stangen var af raat Træ med en firkantet c. 1/2 Fod lang Jernspids samt Jernsko; Flaget var af forskjellig Farve for de forskjellige Regimenter; Armremmen var befæstet til Midten af Landsen.

I 1809 dannedes 3. Uhlanregiment, og af dette Regi­ ments Historie faar man et ganske godt Indtryk af, hvor­ ledes man i hine Tider bedømte Landsen. Saavel Største­ delen af Officererne som Halvdelen af Mandskabet var fremmed for delte Vaaben, og der var saavel hos dem som overhovedet ved hele Rytteriet en vis Fordom mod Landsen, navnlig støttet paa den Erfaring, man havde fra den ulykkelige Udgang, som den første Attake'af de preussiske Landseryttere fik i den første schlesiske Krig. Af Hensyn hertil siger den daværende Chef i sin Instruktion: «Dasz die Lanze in der sogenannten Melee oder in dem auf den Choc folgenden Handgemenge, nicht so wirksam als der Säbel gebraucht werden könne, ist eine von den vielen Behauptungen und Lehrsätzen, die auf dem Papier oder einem guten Reime vorgetragen, sehr richtig zu sein scheinen, welche aber von der Erfahrung, die doch unstreitig mehr als alle Theorie gilt, auf das Vollstän­ digste widerlegt werden. In der unglücklichen Aktion bei Waitersdorff an der Passarge im Februar 1807, sowie in der Schlacht bei Heilsberg im Juni 1807 war gewisz das Handgemenge zwischen der französischen Kavallerie und denen Towarczys so grosz, oder vielmehr so enge als nur möglich; das die erstere ihr Seitengewehr gut zu führen wuszte, ist bekannt und dennoch verlor sie gewisz drei Mal so viel Leute als die Towarczys, obgleich vielleicht mancher der letzteren weder guten Willen noch Dreistigkeit genug besasz, die Lanze so wirksam zu gebrauchen, wie sie gebraucht werden kann. — Ich bitte daher die Herren Offiziere des mir untergebenen Regiments sehr angelegenlichst, sich durch das hin und wieder, wider den Gebrauch der Lanze erhobene Geschrei nicht irre machen zu lassen, sondern alles nur Mögliche auf­ zubieten, um unsere Leute in ihrem Gebrauch so geschieht als möglich zu machen». — I sine Bemærkninger om Exercitsen tilhest for det Brandenburgiske Uhlanregiment siger han blandt Andet om Landsen: «Hinge es von meiner Bestimmung ab, so hätten sammtliche Offiziere ohne Ausnahme Lanzen zu führen. Ist die Lanze die Königin der blanken Waffen, welcher jetzt hoffentlich kein wahrhaft kenntniszvoller, erfahrener und partheiloser Soldat leugnen wird, so ist es ein schreiendes Unrecht, dem Offizier diesen Vortheil zu rauben. Der Vorwand, dasz der Offizier durch Führung derselben an Erfüllung seiner Pflichten behindert werde, ist so grundlos und lächerlich, dasz er keine Wiederlegung verdient u. s. w.». — Uden at befale det, henstillede han til Officererne, at anskaffe sig og føre en Landse, hvilket blev efterkommet. Officerernes Landse adskilte sig kun fra Folkenes derved, at Skaftet var hvidlakeret og Flaget større og af Silke samt forsynet med en gylden Sol og den sorte preussiske Ørn, hvorhos Armremmen dannede en Portepee. Ved Udbrudet af Felttoget 1812 aflagde Officererne efterhaanden igjen Landsen, dels af Bekvemmelighedshensyn, dels fordi det viste sig, at dens Haandtering beskjæftigede dem for meget til, at de kunde udføre deres andre Pligter tilfredsstillende. Der var kun een Lieutenant, som førte Landsen gjennem hele Felttoget. Det fremgik imidlertid af hele denne Foranstaltning, at Fordommen mod Landsen forsvandt i Regimentet, og at Officererne i dette opnaaede en saa stor Erfaring i Føringen af Landsen, at man i mange Aar derefter betragtede dem som en Autoritet i Alt, hvad der angik Landsen.

I 1812 udkom det preussiske Exercerreglement for Rytteriet, og heri omtales meget udførligt Brugen af Landsen.

I 1813 oprettedes Landeværnet. Dets Rytteri bevæbnedes med Landsen. I 1852 mistede det dog atter denne med Undtagelse af de 8 Landeværnsuhlanregimenter.

Under de napoleonske Krige udmærkede Uhlan- regimenterne sig flere Gange, saaledes f. Ex. 1. branden- burgiske Uhlanregiment ved Katzbaehog ved Avantgarde-fægtningen ved Leipzig , det schlesiske Uhlanregiment ved sine 12Attaker i Rytterfægtningen ved Li ebertwolkwitz 1813 o. s. v. En gammel Uhlan skrev derfor: «Die Lanze ist eine gefährliche Waffe! Ich habe durch Hieb und Schusz schwer Verwundete gesehen, aber sie saszen noch auf ihren Pferden, ja oft blieben sie sogar im Gefecht. Der Mensch weicht jedem Stich, er mag von vorn, hinten oder von der Seite gegen ihn geführt werden, unwillkürlich aus; diese Bewegung und der Nachdruck, den der Lanzenstich durch die mächtige Fortbewegung des Pferdes erhält, haben zur Folge, das jeder, er mag tödtlieh sein oder nicht, den Getroffenen auszer Gefecht setzt, weil er ihn mindestens vom Pferde wirft. Und was ist der Kavallerist zu Fusz? Auch dem Gaul ist die Stichwunde fatal. Hieb und Schusz kommen unversehens; die Lanze aber sieht der Gaul vorher, wie sie in sein Fleisch und Blut eindringen will. Meist dreht er um, und es gehört ein ausgezeichnet kräftiger Reiter dazu, ein Pferd, welcher schon einmal durch einen Lanzenstich verwundet ist, ein zweites Mal wiederaneine Lanze heranzubringen».

Kort efter Felttogene mietede Underofficererne Land­ sen og Uhlanerne den ene af Pistolerne, idet disse ikke havde vist sig heldige ved Flankeur-Fægtning. Hver Eska­ dron fik 12 Bøsser og 8 Karabiner istedetfor; heraf skulde de 8 Bøsser anvendes paa alle 4 Delingers venstre Fløje, medens de øvrige 4 Bøsser samt Karabinerne skulde anvendes alene ved 4. Deling. I 1815 oprettedes 5 Linieuhlanregimenter og i 1826 1. og 2. Gardeuhlan- regiment. I 1850 indførtes Karabinen istedetfor Bøssen, saaledes at hver Mand nu enten førte Pistol eller Karabin. Et Par Aar efter faldt Karabinen atter bort, og Mandskabet førte nu kun Pistol. I 1860 oprettedes 3. Garde-, 9., 10., 11. og 12. Linieuhlanregiment.

I Felttoget 1866 udmærkede de preussiske Uhlaner sig gjentagne Gange. Ved Langenbruck d. 24. Juni kjæmpede de thüringske Uhlaner med Lichtenstein-Hu- sarerne. Ved Sammenstødet gjennembrød de hinanden, og i det derpaa følgende Haandgemæng var Landsen Sablen overlegen. Ved Oswiecim d. 27. Juni kastede det preussiske 2. Landeværnsuhlanregiment det østerrigske Griinne-Uhlan-Regiment. Ved Nachod kjæmpede preus­ siske Dragoner og det vestpreussiske Uhlanregiment Nr. I med det østerrigske Kyrasserregiment Kaiser Ferdinand. Kommandeuren for Uhlanregimentet skrev kort efter Felt­ toget: «Das L'hlanen Regiment, die Lanzen gefällt, setzte sich in Trab, und die erste Eskadron des Regiments erhielt den Befehl zum Attakiren. Mit lautem Hurrah wirft sich dieselbe der herangaloppirenden tiefen Kolonne der österreichischen Kürassiere vom Regiment Kaiser Ferdinand Nr. 4 entgegen, deren Stärke auf eine Division geschätzt wird. Der Feind schien unschlüssig in seinen Angriffsplan zu sein, er wandte sich zuerst rechts, dann aber links auf die 1. Eskadron. Schnell wird auch die zweite Eskadron zur Attake befehligt, die in der Carriere rechts schwenkend, der feindlichen Kolonne in die Flanke fällt. — Nach den Zusammenstosz, in welchem das Uhlanen-Regiment aber auch seinerseits eine Ueber- flügelung seines rechten Flügels und ein momentanes Zurückweichen einzelner Rotten desselben nicht hat ver­ meiden können, entspinnt sich ein heftiges Handgemenge, in dem die Lanze ihre Vortrefflichkeit auf’s Neue be­ währt; nur in sehr seltenen Fällen gelingt es den Küras­ sieren, den Uhlanen ungestraft an den Leib zu kommen und dadurch die Lanze wirkungslos zu machen. Die Kürassiere feuern hier und da ihre Pistolen ab und gebrauchen ihre wuchtigen, haarscharfen Säbel mit guter Wirkung, ohne aber die Epauletts, eine ausgezeich­ nete Schutzwaffe, durchhauen zu können.» Kampen endte med, at Kyrassererne bleve kastede. — Ved Cerwena - hara den 27. Juni kjæmpede 3. preussiske Gardeuhlanregiment med det østerrigske Mexikouhlanregiment Nr. 8; Haandgemænget, som varede 10 Minutter, endte med, at Østerrigerne bleve kastede, og Grundene hertil angives at være: Preussernes Landser vare længere end Øster­ rigernes, Preusserne kunde tumle deres Heste bedre end Østerrigerne deres og mærkværdigt nok : Østerrigerne anvendte deres Landser meget til Slag. — I Slaget ved Køniggriitz den 3. Juli viste 4. og 11.preussiske Uhlan- regiment deres Overlegenhed over de østerrigske Kyrasserer i de store Rytterkampe ved Stresetitz; ved Saar den 10. Juli kastede det preussiske 9. Uhlanregiment de østerrigske Radetzki-Husarer; ved Prerau den 15. Juli sprængte en Eskadron af det preussiske 10. Uhlanregiment en østerrigsk Fodfolks-Bataillon, og endelig den 22. Juli ved S z e n i c z , den sidste Rytterfægtning i Krigen 1866, kastede en Eskadron af samme Uhlanregiment overlegne sachsiske Ryttere.

Efter Krigen oprettedes 13., 14., 15. og 16. Linie-Uhlanregiment.

Tydskland.

I Krigen 1870—71 mødte Tydskerne med 30 Uhlan- regimenter (19 preussiske, 2 sachsiske, 2 baierske og 7 Landeværnsregimenter). Strax fra første Færd erhvervede de tydske Uhlaner sig et stort Ry i den strategiske Tjeneste. Dette er vel en Del ufortjent; thi de andre Afdelinger af det tydske Rytteri gjorde ligesaa god Tjeneste. Det, der imidlertid bidrog til dette R y , var den franske Refolknings Letbevægelighed og Syner: alle­ vegne at see Uhlaner. Det gik her ligesom i 1814, da Frankrig blev oversvømmet af Russere, Østerrigere, Preussere, Raiere m. m.; da hed det: Kosakkerne ere i Trojes, i Chalons o. s. v., Kosakkerne marchere mod Paris o. s.v.; de franske Blade talte kort sagt mere om Kosakkerne end om de regulaire Tropper, ja det franske bøjelige Sprog dannede Verbet «cosaquer». Og saaledes er det omtrent gaaet med Uhlanerne i 1870.

I denne Krig faldt det egentlig ikke i Uhlanernes Lod at udmærke sig saaledes som i 1866. De foretog nemlig meget faa Attaker, og i disse fik den landse- bevæbnede Rytter kun liden Lejlighed til at vise sin Overlegenhed over den sabelbevæbnede. Den 16. August foretog 3 Eskadroner af 16. Uhlanregiment i Forening med 3 Eskadroner af 7. Kyrasserregiment ved V i o n v i l l e de bekjendte Attaker, hvorved de gjennemred fjendtlige Batterier, hvis Belejringsmandskab blev nedstødt, og sprængte flere Fodfolkskarreer, men bleve tilsidst selv overvældede og kastede med betydelige Tab af tililende fransk Bytteri. Samme Dag deltog 13. Uhlanregiment i den store Rytterkamp ved Mars la Tour. Besser siger: »Die 2. und 4. Eskadron des 13. Uhlanen-Regiments kämpften hierbei mit grossem Erfolge gegen die franzö­ sischen dragons de l’impératrice und chasseurs ä cheval, während die 1. Eskadron desselben Regiments sich vor­ nämlich das 3. französische Dragoner-Regiment, dem er in Flanke und Bücken fiel, als das Ziel ihrer Thätigkeit ausersehen hatte und dabei mit der Lanze eine furchtbare Ernte hielt». Den 27. August foretog en Eskadron af 18. Uhlanregiment (sachsisk) en Attake paa franske chas­ seurs ä cheval ved Buzancy. Det kom herved til et hæftigt Haandgemæng, hvorved Sachserne tilsidst maatte vige. VedArtenay den 26. September kom det til kamp mellem 2 Delinger franske Dragoner og 3 Delinger Uhlaner af 10. preussiske Regiment. «Im Nu», sagde General v. Hontheim, der bivaanede Kampen, «war keine Dragoner mehr im Sattel; nur herrenlose Pferde liefen herum; die Lanze hatte gut gewirkt». Ved Loigny den 2. December foretog en Eskadron af II. Uhlanregiment en Attake paa et fransk Batteri, som ikke kom til Skud, og endelig ved Monnaie den 20. December foretog 9. Uhlanregiment en Attake paa fransk Fodfolk og kastede det tilbage.

I den strategiske Tjeneste gjorde Uhlanerne ligesom de andre tydske Rytterafdelinger udmærket Nytte; thi det franske Rytteri, som ved Begyndelsen af Krigen kun talte c. 25,200 Heste, medens Tydskerne talte c. 65,400 Heste, følte sig overalt for svagt, gik derfor tilbage og forsvandt bag sit Fodfolk, istedetfor at det skulde dække og tilsløre den franske Hærs Retraite. Men da det tydske Rytteri begyndte at støde paa det franske Fodfolk, var det ikke altid saa let for det at bane sig Vej. Navnlig for Kyrassererne og Uhlanerne, som ikke vare forsynede med Karabiner, viste dette sig flere Gange overordentligt vanskeligt. Den 7. August indtraf saaledes 4. Kavaleridivision (Kyraserregiment Nr. 5 og Uhianregimenterne Nr. 1, 6 og 10 samt Husarregiment Nr. 2 og Dragonregiment Nr. 5) i Steinburg og gik i Ifivouak, efterat den omtrent havde været 17 Timer i Sadlen; der kom imidlertid snart Melding om, at fjendtligt Fodfolk var i Nærheden, og da den ikke havde mange Karabiner at raade over og heller ikke havde nogen videre Tillid til dem, forlod den sin fremskudte Stilling og gik under en brændende Sol 6 Mil tilbage til Buxweiler, hvorved Folk og Heste bleve meget anstrængte. Ved denne Tilbagegang tabte imidlertid Divisionen Fø­ lingen med Fjenden, og det netop som den var vunden. Senere da Franctireurerne optraadte paa Krigsskueplad­ sen , var det heller ikke saa let for Uhlanerne at udføre deres Tjeneste; de besatte og barrikaderede Landsbyer vare dem en Hindring, som de ikke kunde overvinde ved Attaker. Man forsøgte derfor først at medgive dem Fodfolk; men herved gik Hurtigheden tabt, og det var heller ikke altid ved Haanden; man greb dernæst til at bevæbne dem med de tagne Chassepotgeværer; men heller ikke det førte til noget gunstigt Resultat; thi Uhlanerne havde ikke lært at skyde med Geværer eller Karabiner og endnu mindre Fremgangsmaaden ved en Skydefægtning. Det hændte derfor ikke saa sjældent, at Uhlanerne maatte vende hjem fra deres Expeditioner med uforrettet Sag.

Efter Krigen var der derfor en ivrig Diskussion igang om at bevæbne hele Rytteriet med et godt Skydevaaben. For Dragonernes og Husarernes Vedkommende var dette Spørgsmaal let afgjort; men for Uhlanernes og Kyrasserernes Vedkommende var det derimod vanske­ ligere. Hvad Lhlanerne angik, var der tre forskjellige Meninger: Enten at lade Hhlanerne beholde deres Bevæb­ ning, altsaa Landse, Sabel og Pistol, eller at tage Landsen og Pistolen fra dem og give dem en Karabin istedetfor, eller endelig at give dem en Bevæbning af Landse, Sabel og Karabin.

I 1873 afgjordes dette Spørgsmaal derhen, at 32 Mand pr. Eskadron af hvert Uhlanregiment istedetfor Hevolveren fik den paa Mauserpatronen apterede Chasse- potkarabin, og i 1876 indførtes Karabinen af Model 71 (Mauser) for hele Mandskabet af Lhlanregimenterne. Uhlanerne havde altsaa herved tre Vaaben, nemlig Landse, Sabel og Karabin. At dette ikke vandt Bifald alle Steder, er indlysende. Blandt Andre lagde Boguslawski og navnlig Colom b ikke Skjul paa, at det synes, som om Uhlanen og lians Hest ere for stærkt belastede med Vaaben, og at Uddannelsen i Brugen af dem vil være temmelig vanskelig. Dette har imidlertid ikke hjulpet; man er tværtimod gattet endnu videre.

Karabinen havde i Krigen 1870—71 godtgjort sin Nødvendighed for Rytteriet. Husarerne og Dragonerne vare alt forsynede med den, og i 1876 indførtes den som omtalt ogsaa for alle menige Uhlaner; men samme Aar aflagde endogsaa de baierske Kyrasserer Kyrasset og fik Karabinen istedetfor Pistolen. I 1884 fik 25 Md. af hver Eskadron af de øvrige tydske Kyrasserregimenter Karabin istedetfor Pistol, og endelig i 1888 blev det bestemt, at Kyrasserregimenterne ved den feltmæssige Udrustning ikke skulde anlægge Kyrasset, og at de istedetfor Revolveren skulde udrustes med Karabin af Model 71. Nu vare altsaa alle tydske Rytterregimenter forsynede med Sabel (Pallask) og Karabin, Uhlanerne desuden med Landse.

Det har ganske sikkert ikke været uden adskillige Aars nøje Overvejelse og Prøvelse, at Kommissionen under General v. Lehndorff afgav den Betænkning, at Kyrasset, denne smukke Levning fra Riddertiden, burde afskaffes til Fordel for Karabinen; men Krigen 1870- 71 viste intet Exempel paa, at Kyrasset spillede nogen Rolle, medens den gav saa rig Lejlighed til at vise, at Rytteriet uden Karabin ikke kunde holde sig foran Fronten, ja ikke engang var istand til at gjennemfore en Flankesikkring uden de andre Vaabens Medvirkning (1. og 6. Kavaleridivision i første Halvdel af Januar 1871). Da saa hertil kom, at flere betydelige Forfattere som Bogus- lawski i 1878, Colomb i 1880 og Hoenig i 1883 havde udtalt sig i samme Retning, maatte Kyrasset betragtes som en Antikvitet.

Naar man har lagt Mærke til de aarlige Korps­ eller Rytterdivisionsmanøvrer, der ere afholdte i Tydskland, vil man ikke have uudgaaet at see, at der navnlig er lagt Vægt paa Evolutionsfærdigheden tilhest og paa at komme til et Resultat med Hensyn til Tretræfningens Styrkeforhold. Men man kan herigjennem heller ikke undgaa at see, at de Ledende i Tydsklands Militærverden ganske sikkert antage, at Rytteriet i en Fremtidskrig paa selve Slagfeltel vil komme til al spille en stor Rolle, om ikke fuldt ud en fredericiansk, saa dog en lignende, men modificeret Rolle, som Nutidens dybe Opstillinger og det forbedrede Skydevaaben betinge. Del fremgaar der­ hos ogsaa tydeligt, at man er sig bevidst, at Rytteriet efter al Sandsynlighed vil komme til at spille sin største Rolle, inden de fjendtlige Hære støde sammen I en kommende Krig vil nemlig ikke det finde Sted, som man saae i den første Periode af Krigen 1870— 71, at det tydske Rytteri næsten uden Modstand fra det franske Rytteris Side strejfede langt forud for egne Hære, skaf­ fede paalidelige og gode Efterretninger, foruroligede Fjenden o. s. v., medens det samtidig dækkede egen Front og egne Flanker. Nej, for Fremtiden ville de to Hæres Rytteri søge hinanden og først udlægte en alvorlig og afgjørende Kamp, hvorefter det sejrende Rytteri vil jage det andet tilbage, ødelægge det saa meget som muligt og derefter søge at udføre de Hverv, der paahvile det, nemlig: Opklaring af fjendens Stillinger, Marcher, Styrker m. m., Ødelæggelse af hans Kommunikationer, Depoter m. m., Forhindring af hans Koncentrationer o. s. v.

Det er derfor, Tydskerne søge at gjøre deres Ryt­ teri saa stærkt som muligt, saa sammenarbejdet i større Masser, saa vel uddannet og for alle mødende Tilfælde saa vel bevæbnet som muligt. De søge derhos at gjøre det saa selvstændigt, saa selvbevidst og saa imponerende for Fjenden som muligt.

Rytteriet er derfor bleven bevæbnet med Karabiner; men i Sammenstødsøjeblikket mellem Ryttermasserne bruges ikke dette Yaaben, men det blanke, og angaaende dette er man efter nøje Overvejelse kommen til det Resultat, at Landsen er det Vaaben, som navnlig i Choket og Enkeltmandskampen giver den øvede Rytter, der forstaar at haandlere den, den største Selvtillid, den største moralske og physiske Overvægt, medens den vir­ ker meget deprimerende paa den Modstander, som ikke er bevæbnet med dette Vaaben.

I Slutningen af 1888 begyndte man derfor at bevæbne Kyrassererne med Landse. Næste Aar fulgte Dragonerne og Husarerne efter, saaledes at i Midten af 1890 vare alle Rytterregimenterne i Tydskland bevæbnede med Landser. Ifølge forskjellige Udtalelser skal Mandskabet vise en overraskende Færdighed i Rrugen af Landsen. Den er en hul Staallandse efter Ritmester Reumerts Patent og forfærdiges i den kongelige Geværfabrik i Danzig; den er c. 10 Fod lang og vejer omtrent 4 Pd. Man har imidlertid ikke været rigtig tilfreds med disse Landser, fordi de ere for kolde at holde i Haanden om Vinteren; men herpaa skal der være raadet Bod ved en hensigtsmæssig Bevikling.

Østerrig. 

I Syvaarskrigen omtales en Afdeling Uhlaner, som var opstillet af Beboerne i Ukraine. En Del af dem var forsynet med en 15 Fod lang Landse, Pistol og Sabel, en anden med Karabin og en tredie ifølge General Lloyd endogsaa med Bue og Pil. Efter Krigen gik disse ir- regulaire Tropper ind.

I 1784 oprettede imidlertid Kejser Joseph II paany en Uhianpulk bestaaende af 300 Torvarschiker og 300 Pozdoner; Mandskabet var bevæbnet med Sabel, to Pistoler og Landse, hvilken sidste var forsynet med et lille Flag, der efter Behov kunde tages af og opbevares i et Futteral. Denne Pulk, som efterhaanden var bleven forøget til 3 Divisioner, blev i 1787 fordelt til Chevauxlegerregi- menterne og sendt som Forposter til den tyrkiske Grændse. Herved bleve de gjennemgaaende forsynede med Karabiner istedetfor med Landser. 

I 1790 blev Armeringen med Landser igjen indført; dog blev det tilladt de paagjældende Kommandeurer, hvis de fandt det hensigtsmæssigst, at udruste Uhlanerne med Karabin.

I 1791 udskiltes Uhlandivisionerne fra Chevauxlegerregimenterne for at samles i et særligt Uhlanregiment (I.). Paa samme Tid blev der i Galicien oprettet et Uhlan-frikorps, der i 1798 gik over til 2. Uhlanregiment. 1 1801 blev 3. og i 1813 4. Uhlanregiment oprettet.

Uhlanerne gjorde særdeles god Nytte i de 23-aarige franske Krige. De fleste Militærforfattere fra hin Periode omtale dem, som f. Ex. Hertugen af Ragusa i sine Me­ moirer; men de erhvervede sig navnlig et stort Ry i den ungarske Insurrektionskrig 1848— 49, saaledes ved Kapolna, Hatvan, Puszta, Herkaly, Arad, Lippa, Temesvar og Czorna.

I 1851 oprettedes 5. Uhlanregiment, og samme Aar omdannedes 6 Chevauxlegerregimenter til Uhlanregimenter. I 1858 oprettedes 12. Uhlanregiment.

Mandskabet var bevæbnet med en 8 Fod lang Landse, der var forsynet med et lille sort-gult Flag, som kunde aftages. Desuden var det forsynet med Sabel og to Pi­stoler med Undtagelse af 16 Md. pr. Eskadron, som havde Pistol og Kammerladningskarabin. Efter den ita­lienske Krig 1859, i hvilken Uhlanerne udmærkede sig saavel ved Mag en ta som ved Solferino, bleve Kara­ binerne atter afskaffede, da de ikke havde gjort nogen Nytte i denne Krig.

I 1860 oprettedes 13. Uhlanregiment.

I 1866 brød Krigen ud med Preussen og Italien. Skjøndt det østerrigske Rytteri viste sig overordentlig tappert og navnlig mod Italienerne optraadte med stor Bravour, saaledes i Slaget ved Custozza, hvor Rit­ mester Bechtolsheim med 3 Delinger Uhlaner gjennem- brød den italienske Brigade Pisas Fægtningslinie og kastede sig over den i Marchekolonne fremrykkende Bri­gade Forli, der opløste sig i vild Flugt, var det dog ikke heldigt ligeoverfor det preussiske Rytteri. Hvad Uhla- nerne i Særdeleshed angaar, da er det alt omtalt under Preussen, at de østerrigske Uhlaner ikke kunde staa sig imod de preussiske i Fægtningen ved Oswiecim og Czervenahora d. 27. Juni; dette kom imidlertid ikke af, at disse vare taprere end hine, men Grunden dertil maa søges dels i , at Østerrigernes Landser vare kortere end Preussernes, og dels i at Østerrigerne brugte deres Landser mere til Slag end til Stød; men selv mod de preussiske Dragoner og Husarer kunde de østerrigske Uhlaner heller ikke staa sig. I Fægtningen ved Tischnowitz d. 11. Juli maatte Wallmodens Uhlaner bukke under for det preussiske 2. Gardedragonregiment, og det samme blev Tilfældet for Franz-Joseph-Uhlanerne ligeoverfor de preussiske Magdeburg-Husarer i Fægtningen ved B l u - menau d. 22. Juli. Besser, ligesom ogsaa H. v. T. i sine «Kavalleristische Aphorismen», siger, at i de to sidste Fægtninger kunde de østerrigske Uhlaner i det tætte Haandgemæng ikke komme til at bruge deres Landser til Stød. I deres Fortvivlelse anvendte de dem derfor til Hug, og da dette viste sig unyttigt, kastede de Landserne og grebe til Sablerne. Men i Sablens Brug vare Uhlanerne Dragonerne og Husarerne underlegne. Begge de nævnte Forfattere sige endvidere, at Preus­ sernes Heste vare bedre tilredne end Østerrigernes Heste, at Preusserne bedre kunde beherske deres Gangart og som Følge deraf ogsaa kunde holde sig mere sluttede i det første Anløb, end de sidste formaaede, og at endelig Preussernes Heste gjennemgaaende vare større end Øster­rigernes.

Vare Uhlanerne uheldige i Krigen, saa vare et Par af Generalmajor Edelheims Eskadroner, der kort forinden Krigen vare bievne bevæbnede med en Forladekarabin, ganske heldige i Fægtningen ved Jisinien Kamp til­ fods; thi de formaaede i c. 1,5 Time ved deres lid at standse den overlegne Fjende. Da derfor nævnte Gene­ral 2 Aar efter blev Generalinspekteur for Rytteriet, ser man ogsaa, at det undergaar Forandringer. Kyrassererne forandres til Dragoner, og nu faae saavel Dragoner som Husarer samt 32 Md. af hver Uhlaneskadron WerndlBagladekarabin, hvorhos der for Eftertiden skal lægges megen Vægt paa en god Skydning og Kamp tilfods.

Den tydsk-franske Krig bestyrkede de Ledende i Østerrig endnu mere i, at Rytteriets Kamp tilfods med Karabinen burde drives efter en anden Maalestok end den, der hidtil var anvendt. Man saae derfor ved Ma­ nøvrerne, navnlig i 1874 og 1875, at Rytteriet hyppigt benyttede denne Kampmaade, og skjøndt den havde mange Modstandere blandt Rytteriets ældre Officerer, traadte den dog atter stærkt frem ved Manøvrerne i 1879. Aaret efter blev 48 Uhlaner pr. Eskadron, istedetfor som hidtil kun 32, bevæbnede med Bagladekarabin, og endelig i 1884 gjordes Skridtet fuldt ud, Landsen blev fuld­ stændigt afskaffet, og alle Uhlanerne bleve forsynede med Karabiner.

Grundene til dette radikale Skridt siges at skulle være:

«Es giebt in Oesterreich-Ungarn kein Volk, ähnlich dem Kosaken, welchen die Anlage zur Handhabung der Pike sozusagen angeboren ist.

Die Bedenken, die sich gegen die Beibehaltung der Pike gelten machen, liegen nicht in der geringeren Werth­ schätzung dieser Waffe, sondern sind in den Schwierig­ keiten zu suchen, die zur Erreichung jenes Verständ­ nisses und Geschicklichkeit überwunden werden müssen, welche die Handhabung dieser Waffe verlangt, und die eben erzielt werden müssen, um deren vollen Werth und Rang, die sie unter den blanken Waffen einnimmt, auch wirklich zur Geltung zu bringen.

Die heterogene Bewaffnung der Uhlanen — wie solche bis nun bestand — bedarf einer doppelten Ausbildung. Es muss unter allen Umständen jeder Mann mit der Pike und dem Carabiner ferner geschult werden, um sich bei eintretenden Verlusten gegenseitig ergänzen zu können. Hierzu ist keine Zeit vorhanden, um es gründlich thun zu können.

Bei dem Umstand, als die heutigen Anforderungen an die Arbeitskraft der Abrichter, sowie an das Leistungs­ vermögen des einzelnen Mannes viel höher und viel­ seitiger gestellt werden als in früherer Zeit, reicht die drei-jährige Dauer der Präsenzdienstzeit nicht aus, um die Mannschaft im nothwendig perfectem Gebrauche der Pike, ohne Beeinträchtigung der anderen Disciplinen zu unterrichten; dies um so weniger, als die heutige Schul­ reiterei nicht jene frühere Vollkommenheit erreicht, die für eine geschickte Gebrauchsanwendung der Pike unbedingt nothwendig ist. Der Unterschied zwischen dem heutigen Uhlanen und jenen der alten Zeit ist ein ganz gewaltiger. Die alten Carocoleurs von anno dazumal giebt es heu­ tigen Tages nicht mehr.

Die Hauptthätigkeit der Cavallerie besteht in ihrem Dienste vor der Armeefront — hier ist die Feuerwaffe anerkannt nothwendig. Carabiner und Pike lassen sich ohne Beeinträchtigung der Freiheit im Gebrauche der einen oder der anderen Waffe nicht handhaben. Oester­ reich-Ungarn hat gegenüber den anderen Grossstaaten am wenigsten Cavallerie, sie wird sonach in ihrer Gesammt- heit vor der Armeefront verwendet werden müssen; für die Bildung von Reserve-Cavallerie zum Zwecke der Schlachtenthätigkeit allein bleibt somit nichts übrig — ergo — die Pike muss zu Gunsten des Carabiners fallen. Die moralische Einwirkung der Pike wird nur insoferne zugestanden, als sie vor der Attaque zum Ausdruck kommt, im Handgemenge hat diese moralishe Einwirkung ein Ende, da hier die Handhabung der Pike beengt und erschwert wird, der Säbelreiter aber entschieden im Vortheil ist.»

Landserne bleve afleverede til Arsenalet i Wien og blive der opbevarede til en eventuel Gjenindforelse. Mange Uhlaner sætte deres Haab til, at dette snart maa ske, og at deres gode Piker ikke skulle faae Lov til at ruste altfor meget i Arsenalet.

Frankrig.

I 1756 udkom et anonymt Skrift: Essai sur la cavalerie. Dette Arbejde tager stærkt Ordet for atter at indføre Landsen. Skjøndt, Montecuculi og Marechallen af Sachsen tidligere havde udtalt sig derfor, og skjøndt Turpin og Warnery senere ogsaa gjorde sig til Talsmænd derfor, førte dette dog ikke til Noget i Frankrig i det 18. Aarhundrede.

I Slutningen af 1806 drog Napoleon 1 ind i Warschau, og her blev han ledsaget af en af unge, rige og adelige Polakker organiseret og rekruteret Rytterafdeling, som i 1807 blev optagen i hans Garde under Navn af chevaux-legers-polonais. Denne Afdeling har faaet Ord for, at det var den, der ved sin smukke og glimrende Attake ved Somo Sierra d. 30. November 1808 gav An­ ledning til, at Landservtterne atter kom frem i Frankrig. Dette er imidlertid ikke ganske rigtigt; thi den paagjældende Afdeling udførte vel Attaken, men den fik først Landserne i Slutningen af 1809. Derimod opret­ tede Napoleon i 1807 i Polen af Resterne af de gamle polske Legioner et Korps, som i 1808, da den passerede Frankrig, fik Navn af Legion de la Vistule. I 1809 op­ rettedes den anden Legion, og i disse to Legioner, som bestode baade af Fodfolk og Rytteri, var der to Regi­ menter chevaux-legers-lanciers-polonais.

I sine Krige følte Napoleon Trang til at sætte franske Landser mod Lhlanerne og Kosakkerne, og i 1811 dan­ nedes derfor ni Regimenter Chevaux-legers lanciers af sex Dragonregimenter, de to polske Lanciersregi­ menter og et Chasseurregiment. I Slutningen af 1811 skriver han til General Clarke , at for Felttoget 1812 skulde hans Kyrasserdivisioner bestaa af to Kyrasser- regimenter og et Regiment chevaux-legers. Endvidere siger han: «Vous ferez une ordonnance sur le service des chevaux-légers avec les cuirassiers. Sous aucun prétexte, les cuirassiers ne pourront être donnés en ordonnance. Le service sera fait par les lanciers; les généraux même se serviront de lanciers. Le service de correspondance, d’escorte, celui de tirailleurs, sera fait par les lanciers. Quand les cuirassiers chargeront des colonnes d’infanterie, les chevaux-légers doivent être placés sur les derrières ou sur les flancs, pour passer dans les intervalles des régiments et tomber sur l’infan­ terie lorsqu’elle est en déroute, ou, si l’on a affaire å la cavalerie, sur la cavalerie et la poursuivre l’épée dans les reins.» Kejseren ønskede derhos, at Lanciererne skulde forsynes med Karabiner, om ikke alle, saa dog 1. Geled og Halvdelen af 2. Geled. «Les Cosaques», skriver han, «ont la lance, mais il ont des carabines et même de grands fusils avec lesquels ils tirent de très loin.»

Lanciererne forsynedes derfor med en Karabin med Bajonnet, saaledes at de nu havde af Vaaben: Sabel, Landse, Pistoler og Karabin med Bajonnet. — Ifølge Oberst de Bracks Indberetning til Krigsministeren Maréchal Greve Gérard i 1834, skulde Lanciererne i Begyndelsen af 1812 præsenteres ved en Revue for Kejseren i Kamp tilfods. Skjøndt det gik meget uheldigt med Landsernes Anbringelse under denne Kamp, for­ andrede Kejseren dog ikke sine Befalinger, og Lancie­ rerne afgik med alle deres Vaaben til Felttoget i Rus­ land. Efterhaanden styrtede en Del af Hestene, dels som Følge af Mangel paa Næring, dels som Følge af Overanstrængelse, og endelig gik nogle tabt i Fægt­ ningerne. Herved blev en Del af Rytterne uberedne, og de maatte nu marchere med deres store og tildels latter­ lige Arsenal. Det varede derfor ikke længe, førend de bortkastede nogle af deres Vaaben, eftersom de havde eller manglede Tillid til dem; men Regimentsfronten frembød et besynderligt Skue.

Efter det ulykkelige Felttog reorganiseredes atter den franske Hær, og Rytteriet sattes, saavidt som For­ holdene tillode det, paa samme Fod som tidligere. Ved Dresden d. 27. August 1813 gjorde de franske Lanciers sig meget bemærkede, idet de sprængte en Karree, som Latour-Maubourgs Kyrasserer gjentagne Gange forgjæves havde attakeret. Ved det første Kejserdømmes Slutning existerede der 9 Regimenter Cheveaux-legers-lanciers, som under den 1. Restauration i 1814 bleve formindskede til 6.

Under de Hundrede Dage sattes Rytteriet paa samme Fod som tidligere. De franske Lanciers naaede i Felt­ toget 1815 deres højeste Berømmelse. Ved Ouatre-Bras d. 16. Juni angreb en Brigade bestaaende af o. Lanciers- og 3. Chasseurregiment det 42. og det 44. engelske Infanteri-Regiment. Lanciererne trængte ind i 42. Regiments Karree, hvorimod det ikke lykkedes for Chasseurerne at bryde det 44. Regiment. Dagen efter ved Jemappes  red Colberts Lanciersbrigade den en­ gelske Husarbrigade Vivian fuldstændigt overende, og den 18. Juni ved Waterloo ødelagde 4. Lancierregi­ ment de engelske Dragoner under Ponsonby og senere Colberts Lancierer Cumberlanddragonerne.

Efter Napoleons Fald afskaffedes ved en Ordonnance af 16. Juli 1815 atter Lanciererne; men ved Organisa­ tionen af 30. August s. A. oprettedes ved hvert Chasseur­ regiment af de bedste Ryttere en Lanciereskadron. Der var imidlertid mange Stemmer, som talte for Lan­ cierernes Forøgelse, ja den offentlige Mening antog end- ogsaa, at disse vare reducerede ifølge en hemmelig Artikel i Traktaten af 1815. I 1822 blev Landsen givet til 2 Eskadroner pr. Chasseurregiment.

Ved Revolutionen i 1830 skabtes af de bestaaende Lancierseskadroner, som imidlertid vare gaaede over til lanciers de la garde, et «Regiment de lanciers», kaldet d’Or- léans, og i 1831 omformedes 5 Chasseurregimenter til Lanciersregimenter. Ved denne Omforming siden 1815 er der imidlertid nogen Uklarhed tilstede; thi de for- skjellige Kilder stemme ikke ganske overens, og Grunden hertil kan vel søges i, som Susanc anfører, at der i det franske Krigsministerium ikke existerer noget Doku­ment angaaende de forskjellige Regimenters Sammensæt­ ning i 1815.

Denne Forøgelse af Lanciererne var imidlertid ikke gaaet for sig uden gjennem en lang Diskussion. Den begyndte i 1822 og var paa sit Højeste i 1830— 31. Jeg skal imidlertid ikke komme nærmere ind herpaa, da Pladsen ikke tillader det, men henvise til «Revue de cavaleri» Tome X, hvor der findes saavel Uddrag af en Rapport af 15. December 1830, angaaende forskjellige Spørgsmaal vedrørende Landsen, som blev indsendt af en Kavalerikommission under General Kellermanns Præsidium, som forskjellige Udtalelser, angaaende samme Spørgsmaal, af General Sparre samt Generallieutenan- terue de Vittré og Vicomte Bonnemains.

I 1836 forøgedes Lanciererne atter med to Regimenter.

I Krigen 1870— 71 deltog paa fransk Side 8 Linie-Lancierregimenter og 1 Garde-Lancierregiment. De kom ikke til at spille nogen videre fremtrædende Rolle, skjøndt flere af Lancierregimenterne foretoge glimrende Attaker. Ved Morsbrun d. 6. August foretog saaledes 6. Lancier­ regiment i Forbindelse med Kyrassererne af Michels Bri­ gade en Attake mod 2 Regimenter preussisk Fodfok, som havde sat sig fast i Haver og i Landsbyen, og herved blev Størstedelen af Rytteriet skudt ned. Resien blev derpaa attakeret og ødelagt af det preussiske Husarregiment Nr. 13. I Rytterfægtningen mellem la Grange og Ville sur Yron d. 16. August deltoge Gardelanciererne og til­ føjede det Oldenburgiske Dragonregiment Nr. 19 et Tab af 12 Officerer og 113 Md., og endelig ved Sedan del­ tog Lanciersbrigaden Savaresse i General Gallifets for­ tvivlede Rytterangreb.

Henimod Slutningen af Aaret 1870 udtalte flere Generaler og Oberster, at Landsen burde afskaffes og erstattes med Geværer. «Je vous en prie», telegraferede en Lanciersoberst til Ministeren, «retirez-moi mes lances, et donnez-moi des chassepots; armé comme je le suis, je ne puis éclairer l’armée.» Direkteuren for det Per­ sonelle i Ministeriet svarede: «Prenez modèle, pour éclairer l’armée, sur les uhlans prussiens, qui sont armés de lances.» Trods dette Svar bleve Landserne kort efter tagne fra 5. Lanciersregiment og erstattede med Kavalerigeværer, og denne Foranstaltning blev lidt efter lidt truffen ved de andre Regimenter, saa at Loven af 1875, der afskaffede Landsen, egentlig kun var en Sanktion paa det, som allerede var skeet.

De Grunde, der bleve anførte for Landsens Afskaf­ felse vare: 1) Nødvendigheden af at hele Rytteriet var bevæbnet med Skydevaaben. 2) Umuligheden af ved den utilstrækkelige Tjenestetid at kunne uddanne Ryttere, der kunde lære at haandtere Landsen paa rette Maade. 3) Ulemperne ved Landseføringen i Sko, idet den næsten altid medførte Kvæstelser af Videristen (garoti og en overordentlig Anstrængelse af Rytterens Arme. 4) Den sandsynlige Sjældenhed af fremtidige Kampe mellem Rytteri og Fodfolk. 5) Landsens underordnede Betydning i Rytterfægtninger.

I de sidste Aar er Spørgsmaalet om Landsen atter kommet frem i Frankrig, nærmest foranlediget ved, at Tydskland er gaaet saa vidt med Landsebevæbningen. I offentlige Blade og militære Tidsskrifter er der bleven ført en livlig Diskussion derom. Der tales en Del om, at Hensigten er at bevæbne første Geled i Dragonregi­ menterne med Landser, men noget officielt er der endnu ikke kommet, ligesom nogen endelig Afgjørelse vistnok heller ikke endnu er truffen. Der prøves imidlertid Landser af forskjellig Slags ved de 10 Dragonregimenter af Kavaleridivisionerne. De første Forsøg ere bievne gjorte med Landsen af Model 1823, som er omtrent 91/* Fod lang. Andre Forsøg have været gjorte med Landser af Bambus og Landser, hvis Skaft bestaar af  2 Dele Jern, som ere forbundne ved 1 Del Træ. Disse skulle være c. 10 Fod lange, og man skal særligt lægge Vægt paa, at Landsen har Ligevægt, er let og haandterlig.

Rusland.

I 1. Afsnit forlode vi Rusland ved Katharina Il’s Død 1796. Polen var da faa Aar forinden gaaet op i dette Land. Hæren og som Følge deraf ogsaa Rytteriet blev stadig udvidet og forbedret. 1 1812 bestod saaledes Rytteriet af 2 Kyrasser-, 1 Dragon-, I Uhlan- og 1Kosak-Garderegi­ ment samt af 8 Kyrasser-, 36 Dragon-, 11 Husar- og 5 Uhlan-Linieregimenter foruden af 124 Kosakregimenter. I 1803 erholdt Uhlanerne 16 Bøsser pr. Eskadron, og i 1806 fik alle Menige i Uhlanregimenterne Landser.

Vi ville imidlertid ikke følge detailleret Rytteriets Udvikling, da det ikke hører ind under denne Afhandling, men kun bemærke, at i 1833 var der 24 Uhlanregimenter. Desuden blev der i dette Aar oprettet det bekjendte Dra­ gonkorps paa 8 Regimenter ci 10 Eskadroner. De 8 Eska­ droner pr. Regiment vare forsynede med Bajonnetgeværer, medens de 2 øvrige Eskadroner pr. Regiment vare for­ synede med Landse. Til Korpset hørte desuden 48 Ka­ noner og 16 Pontoner. Det kunde saaledes foruden Kanonerne føre i Ilden 7000 Bajonnetter og 16 med Landser bevæbnede Eskadroner og kunde derved ganske vist føre en selvstændig Kamp; men det havde i Aktionen bag sig en ubehjælpsom Masse af henved 10000 Heste, som let kunde blive udsatte for stor Fare. Heldigvis, siger Baykoff, kom det ikke dertil praktisk at prøve dette Dragonkorps; thi det gik ind i 1851.

Efter Krimkrigen blev Rytteriet omformet, hvorved Husarer og Uhlaner i første Geled og samtlige Kyrasserer bleve forsynede med en c. 7 Fod lang Landse, Husarerne og Uhlanerne i andet Geled med afkortede Rifler. Dra­ gonerne beholdt Bajonnetgeværerne og Kosakkerne Landse samt Riffel.

Da det i Krigen 1870—71 viste sig, hvor vigtigt et godt Skydevaaben er for Rytteriet, og da der i Krigen 1877— 78 ikke var nogen Brug for Landsen, hvorimod det Modsatte var Tilfældet med Karabinen eller Geværet, bleve i 1882 samtlige 14 Armee-Husar- og samtlige 14 Armee -Uhlan- Regimenter berøvede Landsen, om­ dannede til Dragonregimenter og forsynede med Berdan- geværer med Bajonnet. Landsen af 7 Fods (2,20 Meter) Længde forblev kun ved de 2 Livgarde-, de 2 Garde- kyrasser- og de 2 Gardeuhlanregimepter i 1. Geled og det tilmed kun som Paradevaaben, da de nævnte Regi­ menter ikke skulle medføre dem i Felten. Med Und­ tagelse af Kuban- og Terekregimenterne føre Kosak­ kerne, de regulaire i 1. Geled, de irregulaire i begge Geledder, en 6,8 Fod (2,16 Meter) lang Landse uden Flag foruden Berdan-Kosakgeværet.

Danmark.

Ved en kongelig Resolution af 4. Marts 1791 op­ rettedes en Eskadron Bosniaker, der skulde forbindes med Husarregimentet, hvorved dette kom til at bestaa af 7 Eskadroner. Bosniakeskadronen blev forsynet med Landse, Pistol og Sabel uden Sabeltaske. Saasnart Eska­ dronen var bleven komplet, skulde den forlægges til Kjøge. I 1808 fik den en forandret Uniform, og samme Aar blev der befalet, at den «som mere passende» skulde kaldes «Uhlan-Esqvadronen». Fra 1813 skulde Landsen føres i en Sko ved Stigbøjlen og hæftes ved Karabin­ hagen istedetfor som hidtil ved en Rem om Armen, hvorhos hver Mand skulde føre 2 Pistoler. I 1816 be­ faledes, at Landserne skulde forfærdiges af Bøgetræ, «helst unge Bøgespirer eller Træer, hvor Aarene ikke ere overskaarne.»

Ved en Parolbefaling af 25. Januar 1816 befales: «Det Sjællandske Rytterregiment og det Holsteenske Rytter­ regiment skulde være Landse-(Landseneer-)regimenter; førstnævnte skal føre Navnet af: det Sjællandske Landse-(Landseneer) Regiment, og det sidstnævnte af: det Hol- steenske Landse- (Landseneer) Regiment.-------Uhlan- Eskadronen opløses d. 1. Marts næstkommende.» Senere paa Aaret udtales: «Enkelt Mand af Landseregimenterne benævnes «Landseneer», og desaarsag skulle disse Regi­ menter i Fremtiden benævnes: Landseneer-Regimenter istedetfor Landseregimenter».

Ved en Skrivelse af o. August 1817 fra General-Commissariats-Collegiet blive Landsenerregimenterne gjorte be- kjendte med, at Generalkrigskommissairen for Danmark har tilkjendegivet Landmilice-Sessionen, at der ved de aarlige Sessioner nøje bør paasees, at de Rekruter, som for Fremtiden udskrives for Landsenerregimenterne, have den fornødne Styrke til at bruge de Regimenterne til­ delte Landser.

I 1818 befaler en kgl. Resolution, at Pullen paa Czapkaerne skal stoppes med tørt og godt Langhalm, og i 1819, at Skildvagter, der udsættes ved Krudttaarne, skulle være bevæbnede med Spyd eller Landse af 7,5 Fods Længde. Samme Aar indskjærper Kancelliet, at der skal udskrives for Landsener-Regimenterne Folk, der have den fornødne Styrke til at føre Landsen.

I 1824 indføres en ny Landsesko, da den hidtil anvendte efter 6 Aars Brug har vist sig at slingre stærkt under Ridningen paa Grund af sin Længde og Tyngde, hvorved Tappen, som Skoen bevæger sig paa, og ved hvilken den er befæstet til Stigbøjlen, snart opslides.

I 1828 indføres en Skyttedeling pr. Eskadron ved hvert Regiment. Eskadronerne skulde fra nu af i Fredstid bestaa af 3 Delinger, i Krigstid derimod af 5 Delinger. Skyttedelingerne skulde derved enten være 3. eller 5. De­ ling. For Landsenerregimenternes Vedkommende mistede herved Skytterne Landsen og fik Karabin istedetfor.

I 1831 udkom «Instruction for Cavallerie-Exerceer- skolerne ved den danske Hær». Den giver blandt Andet ogsaa Forskrifter for Brugen af Landsen saavel tilfods som tilhest samt for Landsenerens Forhold i Kampen tilhest saavel mod Landse som mod Sabel og Bajonnet. Samme Aar approberedes en ny Landse af Asketræ.

Ved kgl. Reskripter af 13. April og 15. September 1883 blev Mandskabet i 1. Geled af «Fyenske Regiment lette Dragoner» bevæbnet med Landser foruden den Karabin, de allerede havde, og ved Parolbefaling af 30. November 1835 bleve samtlige ved Landsenerregi­ menterne i Geledderne og ved det Fyenske Regiment lette Dragoner i første Geled ridende Underofficerer be­ væbnede med Landser. Dog undtoges herfra Skytte­ delingernes Underofficerer.

I 1838 approberedes en Del Forandringer i Instruk­ tionen for Exercerskolen af 1831 angaaende Brugen af Landsen, og endelig meddeltes ved et Circulaire af 14. Maj 1842 fra det Kongelige General-Commissariats-Collegium et kgl. Reskript af 28. April s. A., hvorefter Hæren redu­ ceredes efter den bekjendte Armeeplan af 1842. Rytteriet blev herved fra 38 Eskadroner indskrænket til 27, og Landsen afskaffedes. Sjællandske Landsenerregiment over­ gik til 4. Dragonregiment, medens holstenske Landsener­ regiment opløstes, og Mandskabet fordeltes til I. og 2. Dragonregiment.

Det var med stor Sorg, at Landsenerregimenterne afleverede deres Landser, som de havde megen Tillid til, og adskillige Landsenerofficerer udtalte dengang, at det var deres faste Overbevisning, at Landsen kun blev per­ mitteret for en kort Tid. Dette er imidlertid hidtil ikke gaaet i Opfyldelse, skjøndt adskillige dygtige og aner- kjendte Officerer have udtalt sig til Gunst for Landsen, saaledes den bekjendte Generallieutenant v. Høegh-Guldberg, der fra 1834—42 var Chef for det sjæl­ landske Landsenerregiment, og som i sit i 1854 ud­ komne Skrift «Cavaleriemancipation» fremfører et Rytter­ regiment, som foruden med Sabler er bevæbnet med Landser i 1., Karabiner i 2. Geled. Med sin lange Tjenestetids Erfaring og med stor Varme omtaler Gene­ ralen Landsens Fortrin lige overfor andre blanke Vaaben.   Næste Aar optræder Oberstlieutenant, senere Generallieute- nant v. Elegerm ann-Lindencrone i sin Afhandling »Kavaleriet og dets Organisation» for Landsen. Forfatteren vil have Rytteriet forøget til 8 Regimenter, og gaaende ud fra, at »det ensartede Kavaleri ikke er istand til at fyldest-gjøre de forskjellige Fordringer, som Forholdene under Krigen kunne stille til det», og støttende sig til, at vi have forskjellige Slags Folk og Heste her i Landet, foreslaas Rytteriet organiseret i 2 Kyrasserregimenter, 3 Landsenerregimenter og 3 lette riffelbevæbnede Regi­menter. Landsenererne skulde bevæbnes med en god og stærk Landse, den reglementerede Sabel og en god hen­ sigtsmæssigt indrettet, maaske dobbeltløbet Kolbepistol, omtrent som den, der var projekteret for Gendarmeriet; men Forfatteren er imod at bevæbne et Regiments Eska­ droner forskjelligt eller at bevæbne I. Geled med Landser og 2. med Sabel, hvilket ikke findes hensigtsmæssigt og ikke passer til vort Rytteris Organisation og Taktik. I 1860 optræder Kapitain C. B l o m med sin Afhandling »Om Armeens Udrustning og Bevæbning«, og heri fore- slaar han, at alt Rytteri bør bevæbnes i 1. Geled med Landse, Sabel og en Pistol, i 2. Geled med Sabel, kort Riffel og en Pistol, og fremhæver, at Landsens store Overvægt beroer paa dens moralske Virkning paa en Fjende. I Begyndelsen af 1861 afgav den under 9. Juli 1860 nedsatte Kommission til at tage Forholdene ved Rytteriet under Overvejelse sin Betænkning. Heri til- raades, at hele Rytteriet bevæbnes med en Sabel som den nuværende, Opgivelse af den nuværende Karabin og Pistol mod Indførelse af en Bagladepistol med løs Kolbe, samt et Par Regimenters Forsyning med Landse. Kom­ missionen anser derhos en Inddeling i 9 Regimenter k 4 Eskadroner for den fordelagtigste i taktisk Hen­ seende, men foreslaar dog af økonomiske Grunde at blive staaende ved 6 Regimenter å 6 Eskadroner. Den var undertegnet af Prinds Christian til Danmark,   148 Hegermann-Lindencrone, Marcker, Bauditz, Dahl, Bramhelft og Ankjær.

Landsen har imidlertid ogsaa mange Modstandere herhjemme, hvilket offentligt har givet sig Udslag i nogle Afhandlinger og Brochurer. I 1856 skrev saaledes Ge­ neral i Kavaleriet G. Müller, at Oberstlieutenant Heger- mann-Lindencrones Forslag om Kyrasserer, Landsenerer og Husarer kunde tilvisse være meget anvendeligt for store Armeer, men neppe passede for os og vore For­ hold, og at en Stat som Danmark kun bør have eet Slags Kavaleri, ligesom den nu kun har eet Slags Infanteri. 1 1861 udtalte Premierlieutenant C. A. Hansen: «Vi saavelsom andre Nationer have tidligere haft en Del af Ka­ valeriet bevæbnet med Landser; men vi have afskaffet dem paa en Tid, da andre Nationer ogsaa for Største­ delen afskaffede dem. Nu begynder man i flere Lande igjen at optage Landsen, og den har tilvisse sin Betyd­ ning ved sin Længde og uhyre Stødkraft i Forbindelse med den moralske Virkning, som en godt sluttet, i Kar­ riere fremstyrtende Række fast anlagte Landser aldrig undlade at udøve paa Fjenden; men naar Folkene ikke bruge deres Landser med en uhyre Færdighed og Sik­ kerhed og derved selv have den urokkeligste Tillid til Landsen, er den mere til Skade end til Gavn; og til at skaffe Folkene en saadan Færdighed og Sikkerhed i Brugen af Landsen hører der saa megen Øvelse, at den korte Tjenestetid, som af økonomiske Hensyn er tilstaaet vort Kavaleri, ikke vil være tilstrækkelig. Derfor tro vi ikke at burde tilraade dens Indførelse i vort Kavaleri, hverken som almindelig Bevæbning for Alle eller endnu mindre for et enkelt Geled. Det lod sig endnu tænke, at man vilde bevæbne et enkelt Regiment helt igjennem med Landser; men dette ville vi heller ikke tilraade, fordi vort Kavaleri er saa numerisk lille, at det vil være bedst, kun at have een Sort Kavaleri.» Endelig skal endnu anføres, at Kapitain H. Stock-fleth i 1863 i sin Afhandling: «Om Kavaleriets Anvendelse i vor Tid» antager, at Landsen udfordrer en større Færdighed, end vi kunne vente at bibringe vort Kavaleri, og at Oberst F. Bauditz i 1865 udtaler, at han med al Magt vil stemme imod Landsebevæbningen, hvad enten den tænkes indført ved hele Afdelinger eller ved enkelte Eskadroner. Navnlig hvad det Sidste angaar, mener han, at foruden den uensartede Uddannelse, som derved fremstaar, vil der let skabes en skadelig Jalousi i Afdelingerne, hvorhos han overhovedet formoder, at Landsebevæbningen let kan foraarsage, at man ikke har det Kavaleri ved Haanden, som man netop har Brug for.

Inden vi forlade dette Afsnit, skal endnu oplyses, at England besidder i Moderlandet 5, i Indien 7 Landse- regimenter, at Italien har 10, Spanien 8, Belgien 4, Portugal 2, Grækenland 3 (kun 1. Geled) og Tyrkiet 1 Landseregiment.

III.

Af de to foregaaende Afsnit vil man se, at Landsen fra Oldtiden til den nederlandske Frihedskrig har spillet en meget fremtrædende Bolle i Rytteriets Bevæbning, og at det, der gav Landsen Naadestødet, var Skydevaabnet — Pistolens Anvendelse tilhest. Efter et Par Aarhundreders Forløb begynder Landsen atter at komme frem, den hæver sig mere og mere, men i 1870— 71 faar den atter sit Knæk, og her er det igjen Skydevaabnet — Kara­ binens Anvendelse tilfods. I den senere Tid er Landsen igjen kommen frem, der tales og skrives en Del om den, man prøver den, og man indfører den lidt efter lidt.

Der diskuteres Landse eller Sabel. Det er aaben- bart urigtigt; thi Spørgsmaalet drejer sig om Landse eller Karabin og ikke om Sablen, som enhver Rytter vil bibeholde, selv om han faar en nok saa god Landse i Haanden eller en Karabin, der skyder godt, langt og hurtigt. Karabinen har imidlertid i Krigene 1870—71 og 1877—78 ubetinget godtgjort sin Nødvendighed for Ryt­ teriet, medmindre man vil gaa over til det System at medgive dette Vaaben Fodfolk paa letløbende Vogne; men dertil har ingen Stat endnu besluttet sig, og det sker vel heller ikke saa let, da det kræver et stort Train, hvorhos det ikke vil være let for det kjørende Fodfolk at følge Rytteriet, naar dette forlader Vejene. Rytteriet vil derfor ganske sikkert, idetmindste foreløbigt, blive nødt til selv at føre sine Skydevaaben.

Det blanke Vaaben bliver imidlertid Rytteriets Hovedvaaben, hvis det da overhovedet skal kaldes Rytteri og ikke beredent Fodfolk. Sablen (Pallasken m. m.) er det blanke Vaaben, som er det nødvendigste for Rytteren; thi den kan han benytte i alle Nærkampe saavel mod Rytteri, Fodfolk som Artilleri, og den maa den landsebevæbnede Rytter benytte, naar hans Landse gaar i Stykker, tabes eller kastes bort, fordi han ikke længere kan benytte den. Sablen er derfor aldrig forsvunden fra Rytteriets Rækker, og det vil heller ikke nogensinde ske.

Landsen er et udmærket blankt Vaaben ved visse Lejligheder. Den har store Fordele, men ogsaa Mangler ligeoverfor Sablen i Rytterkampen. Det er disse to Vaaben, der direkte ere komne i Berøring med hinanden, og derfor har ogsaa ganske naturligt Spørgsmaalet ud­ viklet sig til: Landse eller Sabel; men indirekte vil det altid blive: Landse eller Karabin, ingen af dem eller begge Dele forenede.

Tydskland har i den nyeste Tid besluttet sig for det Sidste. Det vil drage Nytten af alle 3 Vaaben og har forsynet hele sit Rytteri dermed. Om det er rigtigt, vil Tiden vise; men at et saa exceptionelt Skridt af den toneangivende Militærstat har vakt Forundring og Efter­ tanke, er naturligt. Naar man imidlertid nærmere betragter Forholdene, vil man se, at den Afgjørelse, Tydskland har truffet, er Resultatet af lang og moden Overvejelse.

Som tidligere omtalt maatte de tydske Kyrasserer og Uhlaner i Krigen 1870—71 tidt stoppe op, i Begyndelsen fordi de ikke vare i Besiddelse af Karabinen, og senere fordi de ikke forstode at føre en Kamp tilfods med de tagne Chassepotgeværer. Dette berørte flere Gange Hærledelsen temmelig alvorligt, og den besluttede derfor efter Krigen at forsøge Karabinen indført ved Uhlanerne og Kyrassererne. Man begyndte med i 1873 at give 32 Md. i hver Uhlaneskadron for­ uden Landsen ogsaa Karabin. Landsen vilde man nemlig nødig af med, skjøndt den i den tydsk-franske Krig ikke spillede nogen fremtrædende Rolle; men Uhla­ nerne havde stor Tillid til den og brugte den fortræffeligt i den østerrigske Krig. Uagtet man godt saae Manglerne ved, at Rytterne skulde lære Brugen af tre Vaaben, at Hesten skulde bære Vægten af tre Vaaben, og at Heste­ holderen under en Kamp tilfods foruden Hestene ogsaa havde tre Landser at passe paa, betragtede man dog Forsøget med de 32 Md. som saa heldigt forløbet, at man i 1876 indførte Karabinen for hele Mandskabet af Uhlanregimenterne.

Hvad Kyrassererne angik, saa kunde Kyrasset ikke forbindes med Karabinen, da Rytteren derved dels blev for tung under Bevægelserne tilfods i Terrainet, dels vilde blive generet under selve Skydningen. Skjøndt Ky­ rasset i Haandgemænget med det blanke Vaaben er et udmærket Dækvaaben, saa maatte dette Hensyn dog vige for den Nytte, man kunde drage af Karabinen. I Bayern blev derfor i 1876 Kyrasset aflagt og Karabinen indført istedetfor. I Preussen derimod varede det længere, inden man kunde komme saavidt; thi Kejser Wilhelm I holdt meget paa det Bestaaende og yndede ikke For­ andringer, særligt hvad Spørgsmaalet om Kyrassererne angik. I 1884 gav man imidlertid 25 Kyrasserer af hver Eskadron Karabin, og i 1888 gjennemførtes denne Be­ væbning fuldstændigt for de menige Kyrasserers Ved­ kommende. Kyrasset aflagdes til Feltbrug og skulde kun betragtes som et Paradestykke i Fredstid.

Uhlanernes store Tillid til deres Landse, deres heldige Optræden i 1866, og de Erfaringer, der siden 1876 ere indvundne om den tredobbelte Bevæbning, have ført til, at Kyrassererne, Husarerne og Dragonerne ogsaa ere bievne forsynede med Landse. Man begyndte derpaa i Slutningen af 1888, og nu er det tydske Rytteri et Enhedskavaleri.

Vi ville nu nærmere betragte Rytteriets Optræden i en Fremtidskrig mellem to Stormagter paa Fastlandet, og det ligger da nær hertil at vælge Tydskland og Frankrig. Saasnart Krigen er erklæret, gjælder det om at have Rytteriet færdigt til Udrykning. Store Ryttermasser ville derefter fra de to Sider drage mod Vest og Øst. De ville søge hinanden, og de ville finde hinanden. Hvert Parti for sig vil søge at holde sig saa samlet som muligt; men i Begyndelsen maa de dog overspænde en vis Front for at indhente Efterretninger om hinandens Fremryk­ ningslinier og Styrker. Herved vil der opstaa mindre, partielle Kampe, og disse ville afgjøres saavel med det blanke Vaaben som ogsaa med Karabinen, hvilket Sidste navnlig vil finde Sted, naar en mindre Styrke end den fjendtlige vil fastholde et Deølee m. m. for den senere fremrykkende Hovedstyrke. Naar nu ingen af Parterne er kommen til Erkjendelse om, at den er den anden betydeligt underlegen, ville de søge en Afgjørelse, og denne vil ikke blive udfægtet medKarabinen, men ved Choket og med det blanke Vaaben. Den, der nu er i Besiddelse af den største Masse, den største Manøvrefærdighed, det bedste Vaaben, den største Færdighed i at bruge dette og i at tumle Hesten, vil med en til Vished grændsende Sandsynlighed kaste den anden overende. Og den Sej­ rende vil ikke lade sig nøje med Æren af at have be­ holdt Slagmarken; nej, han vil med al den Hæftighed og Voldsomhed, som hans Kræfter tillade ham, forfølge den Slagne og søge at ødelægge ham saa meget som muligt. Det Rytteri, der ligger under ved dette Sammenstød, vil for længere Tid være sat ud af Spillet, og det vil, da begge Parter sandsynligvis have sat Alt ind paa at gjøre   153 det saa stærkt som muligt ved det første Møde, under selve Krigen komme til at spille en temmeligbetyd­ ningsløs Rolle. Det sejrende Rytteri vil dernæst gaa videre, opklare Forholdene hos Fjenden, medens det dækker eget Parties Fremrykning, ødelægge Fjendens Depoter, Magasiner m. m., hæmme hans Koncentrationer o. s. v. linder Slagene vil det dernæst hævde sit Supre­ mati overfor det fjendtlige Rytteri og kaste sig over det fjendtlige Fodfolk og Artilleri, hvor det lader sig gjøre. Efter et vundet Slag vil det dernæst optage en energisk Forfølgning, efter et tabt vil det søge at dække Retraiten. Kort sagt, Rytteriet vil komme til at optræde saavel overfor Rytteri som overfor Fodfolk og Artilleri. Vi ville betragte disse Tilfælde hver for sig.

Naar to fjendtlige Ryttermasser møde hinanden, og de omtrentlig ere lige stærke og lige modige, ville de angribe hinanden. Anvendes herved Choket, Karriéren, og Forholdene iøvrigt ere ens for begge Parter, vil Masse x Hastighed gjøre Udslaget. Er Produktet ligestort paå begge Sider, og træffe de hinanden under samme Vilkaar med Hestens største Hastighed, Karriéren, og i sluttede velordnede Geledder, vil der umiddelbart efter Sammenstødet finde et Tilbageslag Sted paa begge Sider, d. v. s. de to Modstandere ville ved Sammenstødet have ødelagt hinanden mere eller mindre. Det er Frygten for dette, som uvilkaarligt faae de to Modstandere til at sagtne Gangarten og aabne Roderne saaledes, at en Gjennemridning finder Sted; men som oftest sker det, at den ene Part beholder sit moralske Mod og vedlige­ holder sin stærke Gangart og sin sluttede Masse, medens den anden sagtner sin Gangart, vender om for at undgaa Sammenstødet, eller rider Fjenden imøde med mindre Hastighed og maaske endogsaa med Aabninger mellem Roderne. Det er aabenbart, at den Part, der kommer med den største Kraft og det største Sammenhold, vil ride den anden overende. Det moralske Mod har altsaa herved en væsentlig og som oftest en afgjorende Ind­flydelse.

I selve Sammenstødsøjeblikket er det ubetinget Hestens Stødkraft, der er det afgjørende, og de to Modstanderes Bevæbning har her mindre at sige. Men forinden Sam­ menstødet har Bevæbningen en væsentlig Indflydelse paa det moralske Mod, hvoraf Stødkraften er afhængig. Naar en Eskadron med fast anlagte og velrettede Landser, der rage flere Fod frem foran Hestenes Hoveder, og vel sluttet og med voxende Fart gaar frem mod en sabel- bevæbnet Eskadron, maa det fremstrakte Vaaben absolut indvirke nedtrykkende paa den Sidstes moralske Mod. Men i samme Grad som den Enes Mod synker, stiger den Andens. Landsen har altsaa herved virket forinden Sammenstødet. Men i dette maa desuden det lange Vaaben aabenbart naa Modstanderens Hest og derefter Rytteren, inden dennes Sabel eller Pallask kan naa den Landsebevæbnedes, ja selv den Part, som har den længste Landse vil først kunne gjøre sine Vaaben gjældende lige- overfor den Modstander, som har en kortere Landse. Som tidligere anført angives dette netop som Grund til, at de østerrigske Uhlauer ikke kunde staa sig i Fægt­ ningerne ved Czervenahora og Oswiecim i 1866. Men iøvrigt er det meget vanskeligt af Historien at fremdrage Exempler, hvoraf det klart fremgaar, at Landsen er Sablen overlegen i selve Sammenstødet. Man har nemlig mange Exempler paa, at den Landsebevæbnede har kastet den Sabelbevæbnede, men man har ogsaa mange Ex­ empler paa, at det Modsatte har fundet Sted. Ved dem alle kan man imidlertid finde, at der herved har gjort sig andre Momenter gjældende end netop Bevæbningen. Flere Forfattere fremhæve saaledes som Bevis paa Land­ sens Overlegenhed den franske Lancierbrigade Colberts Angreb paa den engelske Husarbrigade Vivian ved Je- mappe d. 17. Juni 1815, hvorved denne blev kastet over­ ende og helt opreven; men Grunden hertil var nærmest den, at Husarerne efter at have gjennembrudt fransk Fodfolk bleve tagne i Flanken af Lanciererne, og herved viste Landsen sig som et særlig morderisk Vaaben. De fleste Forfattere ere dog vistnok enige i, at i Sammen­ stødsøjeblikket er Landsen, naar den føres af en Rytter, der forstaar at haandtere den, Sablen eller Pallasken overlegen. Montecuculi sagde, at Landsen er «die Koniginn der Waffe fur Reiterei», de Brack sagde: «la lanse est Tarme blanche dont Teffet moral est le plus puissant, et dont les coups sont les plus meurtriers», hvilket det Olden- burgske Dragonregiment maatte bekjende i Rytterkampen ved Ville sur Yron i 1870, og mange Forfattere, deri­ blandt Grev Bismarck, have udtalt, at Landsen er Chokets Vaaben; men der er dog andre — saaledes Walter v. Walthoffen, som selv har været Landsener — der ikke kunne godkjende Landsen som et særligt Indbruds- vaaben mod Rytteri.

Det synes dog, som om den Landsebevæbnede i Sammenstødsøjeblikket, hvor de øvrige Forhold ellers ere lige, maa være den Sabelbevæbnede, eller den med et kortere Vaaben bevæbnede, overlegen, og at en længere og vægtigere Landse, som den gamle Tourneerlandse, lige­ ledes maa være den kortere og lettere Landse overlegen.

I det næste Moment følger Gjennembrudet og det tætte Haandgemæng. Her er Landsen absolut Sablen underlegen; thi den Landsebevæbnede kan ikke komme til at bruge sit lange Vaaben, idet han mangler den for­ nødne Plads; han kan ikke komme til at trække sit Vaaben saa langt tilbage, at han kan udføre et Stød, og han kan ikke forandre Dækning ved Landsesving uden at saare sine Kammerater. Som tidligere omtalt viste det sig navnlig for de østerrigske Uhlaner i Fægtningerne ved Tischnowitz og ved Blumenau i 1866 mod de preus­ siske Dragoner og Husarer. 1 det tætte Haandgemæng kunde de ikke komme til at bruge deres Landser til Stød; de forsøgte derfor at hugge med dem for endelig at kaste dem og gribe til Sablen eller Pistolen. Der er derfor optraadt flere Forfattere, blandt Andre Warnery, med det Forslag, at gjøre Landsen saa kort, at den kan bruges i Haandgemænget; men herved taber den igjen sin Betydning og Overvægt i Sammenstødet. Endelig har en Forfatter foreslaaet en Forening af den lange og den korte Landse ved at lade Landsen indrette som en Lommeblyant, hvorved Landsen kan skydes sammen til 1 Meters Længde; men dette synes at mangle praktisk Betydning.

Den tætte Melee varer imidlertid ikke længe, i alt Fald ville dygtige Landseryttere snart skaffe sig Plads, og saa kommer den mere ordnede Enkeltmandskamp frem, og her er Landserytteren, hvis han er sit lange Vaaben og sin Hest mægtig, den Sabelbevæbnede over­ legen. Der er tidligere anført flere Exempler herpaa, og jeg skal derfor kun her citere General Høegh-Guldberg : «Det var en Sjældenhed at se et Landsestød afpareret; men Vaabnet blev ogsaa øvet con amore. Jeg var ofte ved daværende Ritmester Saurbreys Eskadron Vidne til, at een Landse forsvarede sig mod to Sabler.»

Det farlige Punkt for Landserytteren er altsaa umid­ delbart efter Gjennembrudet, og her er nemlig hans højre Side og Ryg de mest blottede Steder. Dette har ført til, at man har fundet paa den Kombination at be­ væbne 1. Geled med Landse til Fndbrudet, medens 2. Geled har faaet Sablen til at dække den Landsebevæbnede i Meleen. Dog har denne Bevæbning ogsaa havt andre Grunde, idet man, hvor dette finder Sted, kun har givet 1. Geled Landse, Sabel og Pistol, medens 2. Geled har faaet Gevær eller Karabin og Sabel. Denne Bevæbning er, som alt omtalt, indført i Rusland, i Grækenland og man tænker stærkt derpaa i Frankrig. Selv have vi haft den i sin Tid ved Fyenske lette Dragoner.

Der er Meget, som taler for denne Bevæbning. Rytteren er ikke overlæsset med Vaaben; han har derfor ikke saa meget at skulle lære og kan som Følge deraf ogsaa mere perfektioneres i de enkelte Vaabens Brug; Landserytteren dækkes af Sahelrytteren i det farligste  Moment, og Skydningen samt Kampen tilfods kan effek­ tueres. — Men denne Bevæbning har den store Mangel, at den fordrer en forskjelligartet Uddannelse af Mandskabet ved Eskadronen, en Vakance i 1. Geled kan ikke er­ stattes af 2. Geled og omvendt. Den har imidlertid havt mange Forkjæmpere, blandt Andre Marechallen af Sachsen, General Guldberg m. fl.

Naar vi dernæst betragte Forfølgningen, ere her de fleste Forfattere enige i, at Landsen er et frygteligt Vaaben. Stødene ere ikke saa lette at parere, og de virke ganske anderledes end de fleste Hug. Seidlitz sagde derfor ogsaa til sine Folk: «Die Ihr drei Zoll in den Leib steckt, die kommen nie wieder, aber haut ihnen den halben Schädel auseinander, so sind sie in vier Wochen alle wieder da», og Griesheim skriver i sin Taktik: «Wenn Reiterei von Lanzenreiter dicht ver­ folgt wird, wirft sich fort augenblichlich alles von den Pferden, weil die Furcht vor dem Stich zu grosz ist; wogegen viel Hiebe nöthig sind, um die Verfolgten von den Pferden zu bringen.»

Vi ville dernæst betragte den landsebevæbnede Rytter overfor det fjendtlige Fodfolk og Artilleri. I tidligere Dage, da Fodfolket var bevæbnet med et langsomt og ikke langt skydende Gevær, var det muligt for Rytteriet at ride intakt Fodfolk overende, og herved skulde den landsebevæbnede Rytter særligt have kunnet virke med sit lange Vaaben. Marechal Marmont, som var en Landse- enthusiast, fortæller saaledes, at i Slaget ved Dresden d. 27. August 1813 kunde Latour-Maubourgs Kyrasserer ikke gjennembryde de østerrigske Karreer, skjøndt disses Stenlaasgeværer vare saa gjennemvaade, at dé kun kunde afgive faa Skud. Attakerne strandede paa Bajonnetterne. 50 Landsenerer bleve derfor satte i Spidsen for Kyras- sererne, og nu bleve Karreerne sprængte. Ved Albuera 1811 blev den engelske Brigade Colborne tilintetgjort af de polske Lanciers. Saavel Bismarck som senere Deni- son siger, at det engelske Fodfolk kun havde Respekt for Landserytterne. 1 Nutiden har det mindre at sige ligeoverfor et godt og ikke rystet Fodfolk, om Rytteriet er bevæbnet med Landser eller Sabler; thi nu er det ikke Bajonnetten, men Ilden der skal afgjøre, om Ryt­ teriet kan ride Fodfolket overende; dog vil Landsen selv­ følgelig have Betydning mod Fodfolk, der har forskudt sig, eller mod opløst eller flygtende Fodfolk, der kaster sig ned paa Jorden, i Grøfter eller bag Hegn; thi her vil den Landsebevæbnede lettere kunne naa dem end den Sabelbevæbnede. Noget Lignende gjælder for Rytteriets Indbrud i et Batteri. Her vil Landseneren lettere kunne nedstøde de enkelte Artillerister, som søge Ly under Affutager m. m., end den Sabelbevæbnede.

Af det Foregaaende ville vi have seet, at Landsen har ikke saa faa Fordele ligeoverfor Sablen. Men disse træde kun frem, naar den landsebevæbnede Rytter er i Besiddelse af den Ro, Sikkerhed og Selvbevidsthed, som er et Udslag af, at han fuldkommen føler sig som Herre over sit Vaaben og sin Hest. Er Rytteren ikke vel øvet i Landsens Brug, saa har han ikke Tillid til den, men skiller sig af med den ved første Lejlighed, fordi han føler, at den kan blive ham et farligt Vaaben, og derefter trækker han sin Sabel. Det er ikke skeet saa faa Gange, saaledes f. Ex. i 1806 ved Wagram, hvor det østerrigske 2. Uhlan- regiment kastede sine Landser og greb til Sablen, i 1862 i den nordamerikanske Borgerkrig ved Coal Harbour, hvor et nyligt oprettet feudereret Uhlanregiment ikke turde modtage en Attake, men vendte om og besaaede Vejen med sine Landser, og i 1866, hvor, som tidligere omtalt, de østerrigske Uhlaner to Gange kastede Landsen. Der fordres altsaa først og fremmest megen Øvelse i at føre Landsen, og hertil fordres der megen Tid; dernæst fordres der kraftige Folk, det kunne vi se af vore egne Landsenerregimenters Historie, idet det gjentagne Gange paalægges at udskrive saadanne Folk til Landsenerer, og endelig fordres der gode Ryttere og lydige, vel tilredne Heste; thi Landserytteren maa ride sin Hest for een Haand, medens Sabelrytteren som oftest kan ride sin Hest for begge Hænder, i alt Fald kan han selv med Sablen i Haanden hjælpe til med denne, naar f. Ex. hans Hest ikke vil vende tilhøjre; men det kan Landserytteren ikke.

Hvad dernæst Fægtning tilfods angaar, saa er denne jo udelukket hos de Landsebevæbnede, som ikke føre Karabin, og hos dem, der have dette Vaaben, er Fø­ ringen af Haandhestene under Kampen tilfods temmelig vanskelig og besværlig, hvorhos det absolut maa være rigtigt, som saa mange Forfattere gjøre gjældende, at det ikke er muligt, i alt Fald er det meget vanskeligt og fordrer lang Tjenestetid, at give Rytteren den fornødne Færdighed i Skydning og Kamp tilfods, naar han ogsaa skal lære Landsens og Sablens Brug. Hertil kommer end­ videre den Vægt, som disse tre Vaaben medføre for Hesten.

I Opklaringsljenesten er dernæst Landsen til Hinder, navnlig naar der rides gjennem Skove og ad Veje, som ere beplantede med Træer paa Siderne. Den sees paa længere Afstand, særligt naar den er forsynet med Flag, hvilket dog nu synes at skulle forsvinde. Ligeledes er Landsen til Hinder, naar der i glat og koldt Føre skal siddes af, og Hesten skal føres ved Haanden. Den kan derhos genere en Del i lave Stalde.

Vi ville slutte dette Afsnit med at udtale, at Landsen har sine store Fordele, men at den ogsaa har Mangler. Endvidere: Naar Tydskland saa gjennemgaaende har ind­ ført den i sit Rytteri, saa er det maaske med en vis Beret­ tigelse; thi det første Moment i Krigen, den store Rytter­ kamp, vil fornemmelig udfægtes med det blanke Vaaben i Haanden. Den samme Tankegang ere Franskmændene godt inde paa. Det store Spørgsmaal er imidlertid det: Kan Mandskabet med treaarig Tjenestetid lære at bruge Landse, Sabel og Karabin paa rette Maade? Ja, det kan ingen Dødelig nu afgjøre; det vil Tiden og en kommende Krig vise. Men sikkert er det, kan den tydske Kyrasser, Husar og Dragon lære at bruge Landsen saa godt, som den preussiske Dhlan brugte den i 1866, hvor han ganske vist ikke havde Karabin, vil den blive et farligt Vaaben for det fjendtlige Rytteri. Kraftig Villie, Dygtighed og Resoluthed kunne gjøre meget, og ingen af Delene mangle Tydskerne.

IV.

Vi ville nu vende os til vore egne Forhold for at se, om vi burde indføre Landsen i vort Rytteri eller ikke.

Naar vort Land engang skulde blive indviklet i Krig, vil denne enten blive offensiv, offensiv-defensiv eller defensiv.

I det første Tilfælde, som kun kan finde Sted, naar vi ere allierede med andre Magter, eller naar vi ere i Krig med en os underlegen Magt, vil Forholdet blive noget Lignende, som der i det foregaaende Afsnit er udviklet for Krigen mellem Frankrig og Tydskland, selv­ følgelig med den tilbørlige Modifikation. Det Rytteri, som vi paa nogen Maade kunne undvære ved Fodfolks­ divisionerne, vil blive sendt forud for saavidt muligt at' ødelægge det fjendtlige Rytteri m. m. og derefter skaffe de fornødne Efterretninger o. s. v. Herved vil det selv­ følgelig være af stor Betydning, om vort Rytteri er saa vel rustet som muligt; men det er ogsaa ganske sikkert, at det blanke Vaaben i Sammenstødet vil komme til at spille Hovedrollen og Karabinen en temmelig underordnet Rolle. Efter det Edviklede i det foregaaende Afsnit vilde det altsaa have sin Betydning, om Rytteriet i dette Til­ fælde var bevæbnet med Landse.

I den defensive Krig, som vi maa udfægte alene mod en mægtigere Stat, vil Krigsførelsen væsentlig ind­ skrænkes til Sjællands Forsvar, og herved vil Rytteriet blive anvendt, paa en anden Maade end ovenfor udviklet. Dets fornemste Rolle vil nemlig blive itide at opdage og imødegaa Fjendens Landgang, forhale hans Fremrykning m. m., indtil eget Fodfolk og Artilleri kan naa frem til det truede Punkt. Herved vil Rytteriet efter al Sand­ synlighed faae liden Brug for Altakerne, men derimod mere Brug for Geværet i Kamp tilfods, i alt Fald i Be­ gyndelsen; thi her vil Rytteriet have at gjøre med det fjendtlige Fodfolk, som søger at bide sig fast i det vundne Terrain. Senere, naar det fjendtlige Rytteri og Artilleri er kommen iland, vil der maaske atter blive Brug for det blanke Vaaben, dog sikkert ikke i den Ud­ strækning som i det første Tilfælde.

Hvad den offensiv-defensive Krig angaar, da vil den kun være en Blanding af de to nævnte Tilfælde med den deraf følgende forskelligartede Brug og Anvendelse af Rytteriet. Vi behøve derfor ikke at komme nærmere ind herpaa.

I hvilket Tilfælde Danmark nu end vil komme, i en Fremtidskrig, saa er det givet, at man maa regne med det, hvorved vi komme til at staa alene mod en over­ mægtig Modstander. Danmark har desuden en saa særlig Beliggenhed, at selv om vi have Allierede, kunde det være ret gavnligt for vor Modstander at sikkre sig Sjæl­ land og Kjøbenhavn, og en resolut Fjende forsøger selv­ følgelig dette, inden vi kunne vente Hjælp af vore even­ tuelle Allierede. Hermed er imidlertid den danske Hærs og navnlig dens Rytteries Rolle givet. Skydevaabnet, Karabinen, kommer altsaa her til at spille en ikke saa liden Rolle ved Siden af det blanke Vaaben. Da nu tilmed det danske Rytteri er saa lidet i Forhold til Fod­ folket og Artilleriet, ja det har ikke engang som disse to Vaaben Forstærkningsafdelinger, og det kan heller ikke som dem paa Grund af Mangel paa Heste forøges, ja maaske ikke engang erstattes under en eventuel Krig, er det givet, at det under en saadan vil blive anvendt mere til Efterretnings- og Bevogtningstjeneste end som egent­ ligt Kamprytteri. Bevæbningen maa derfor først og frem­ mest være Sabel og Karabin, og det maa gjælde for hele vort nuværende Rytteri.

Men dernæst kommer: Vi have kun 20 Maaneders fast Tjenestetid for vore Folk. Hvor skulde det dog være muligt, selv om vi arbejde med vor anerkjendte rastløse Iver, at kunne uddanne vore Ryttere ogsaa i at bruge Landsen, saaledes at de virkelig faae Tillid til dette Vaaben og ikke kaste den bort — ligesom hine feudererede Ryttere ved Coal Harbour — , naar de en­ gang skulle møde fjendtligt Rytteri, der maaske har den dobbelte Tjenestetid. Men selv om vore Folk tilfods kunne lære at bruge Landsen, saa vil det være meget vanskeligt at faae vore Folk og Heste saaledes arbejdede sammen, at Rytteren med een Haand kan føre sin Hest saaledes, som Landsespillet fordrer; thi Størstedelen af vore Heste ere jo udstationerede de 11 Maaneder af Aaret.

Vi have ganske vist havt Landsenerer før, og de laa som Regel kun 2 Aar til Tjeneste, ja mange af dem ikke engang den T id ; de havde endogsaa foruden Stam- heste tillige Distriktsheste; men for det Første vare He­ stene dengang lettere at ride for vore Folk, end de nu ere, og for det Andet blev der i de Tider ikke lagt den Vægt paa at uddanne Folkene i Skydning og Kamp til­ fods saaledes, som det nu er Tilfældet, ja, hvad der er væsentligere: Landsenererne havde ikke Karabin, thi hver Eskadron havde sin Skyttedeling.

Dengang havde vi imidlertid et stort Rytteri: 2 Eska­ droner Livgarde tilhest, 2 Kyrasser-, 2 Landsener-, 1 Hu­sar- og 4 Dragonregimenter. Da kunde vi holde særlige Landseryttere kun bevæbnede med Landse, Sabel og Pistol; men det kunne vi ikke nu med vore 15 Eskadroner; thi saa kunne vi let risikere, at en Eskadron skal besætte et vigtigt Defilee og holde det til det Yderste, og saa har den tilstedeværende Eskadron kun Landse, Sabel og Pistol.

Nu ere vore Husarer og Dragoner bekjendte for at føre en god og kraftig Klinge, de ride godt, og de ville efterhaanden ogsaa komme til at skyde ret godt og til at benytte Kampen tilfods paa rette Maade; men lad os ikke ødelægge dette ved ogsaa at give dem en Landse.

Februar 1891.