Normalt gengives ikke følgebreve til redaktøren i forbindelse med offentliggørelse af artikler. Her skal imidlertid gøres en undtagelse, idet forfatteren til nedenstående indlæg, premierløjtnant-R, stud. scient, pol. Carl-HenrikHall, bl.a. skriver: »Det er mig magtpåliggende, at problemets fulde omfang bliver kendt i officerskredse, idet jeg har en stærk fornemmelse af, at man ikke gør sig udfordringens styrke helt klar. Især fordi vi har været sene til at opfatte den kraftige stigning i kvinders politiske aktivitetsniveau de senere år. Jeg blev alarmeret, da jeg i forbindelse med undervisningen i dansk sikkerhedspolitik opdagede de store kønsforskelle i forsvarspolitiske holdninger. Jeg har siden samlet information om emnet, og drog konsekvensen af sagens alvor ved at følge et seminar om kvinders politiske adfærd i efteråret. Det var ikke beroligende. Som det fremgår af artiklen er holdningsforskellene meget betydelige, og for min generations vedkommende massive. Modstand mod forsvars- og sikkerhedspolitikken er ganske enkelt et af de stærkeste karakteristika overhovedet ved den nye kvindebevidsthed. Den nye kvindebevidsthed er en trussel for forsvaret, som vi har undervurderet i virkelig grotesk grad. Artiklen er et forsøg på at gøre anskrig. Det mindre spørgsmål i denne sammenhæng er, hvordan forsvaret skal tilpasse sig. Det afgørende er, at vi får helt på det rene, hvor kostbart det bliver ikke at tilpasse sig. Sagens kerne er, at kvindernes politiske magt nu stiger hurtigt, og at forsvaret står meget langt nede på deres prioritetsliste, og øverst på deres ditto for besparelser. Og hvis man betragter os et øjeblik med en feminists øjne, bliver det mere forståeligt hvorfor. PL Westerlund og jeg var kolleger. Hun var feminist i den betydning, at det var vigtig for hende at bevise, at kvinder kunne udfylde militære funktioner lige så godt som mænd. Hun gjorde det beundringsværdigt. Hun døde i 1985 af kræft, 25 år gammel«.
Premierløjtnant Gunhild E. Westerlund in memoriam
Formålet med dette indlæg er at påpege, at unge kvinder i de seneste år har vendt sig massivt mod forsvaret. Mulige årsager hertil diskuteres, og det understreges, at problemets omfang givetvis undervurderes i mange berørte kredse, fordi det ikke erkendes, at de nye generationer af kvinder har lige så store ressourcer som jævnaldrende mænd, og at de kan og vil bruge dem politisk. Endelig peges der på nogle muligheder for at afbøde problemet. Det er naturligvis altid svært at spå om den politiske udvikling, men af og til kan vælgeradfærdsforskningen afdække så kraftige ændringer, at det med stor sandsynlighed bliver muligt at forudsige forandringer. Og nu ringer klokkerne for forsvarspolitikken, endda meget stærkt. Det skyldes først og sidst de unge kvinder. Vælgeradfærdsforskere i Skandinavien og i USA har de senere år kunnet registrere en overordentlig bemærkelsesværdig udvikling i kvindernes politiske adfærd. Hvor de tidligere var svagt mere konservativt indstillede end mænd, eller måske rettere skyede ekstreme politiske holdninger, er de i dag markant mere venstreorienterede end mænd. Det er især de yngste kvindelige vælgere, der er blevet radikaliseret. I Danmark har man kunnet aflæse udviklingen stadig tydeligere. Ved folketingsvalget i 1984 stemte 53% af de 18-29 årige mænd på ikke-borgerlige partier, mens det samme gjaldt for 64% af kvinderne i samme aldersgruppe. En forskel på 11 procent points gør køn til en af de vigtigste politiske skillelinier i dagens Danmark, og tü den vigtigste blandt de nye. Ser man derefter på de enkelte politiske sagsområder, er det evident, at det ikke mindst er forsvars- og sikkerhedspolitik de unge kvinder distancerer sig fra mændene på. Der er blandt dem et næsten lige så stort flertal mod NATO, som der er flertal/or blandt de jævnaldrende mænd. I 1985 mente ikke mindre end 77% af de unge kvinder, at Danmark skulle gå ind i en nordisk atomfri zone, også selvom det skulle betyde et brud med NATO. 1 1982 mente kun 20% af dem, at forsvarsudgifterne skulle opretholdes, mens 61% fandt de burde skæres ned. Det er uden for enhver tvivl, at den yngste generation af kvinder sætter meget store spørgsmålstegn ved afskrækkelseselementet i det traditionelle sikkerhedspolitiske koncept, som det fremstår med NATO-medlemsskab og et forsvar. At dette »kønsgab« i politiske holdninger er kommet for at blive, og at det vil blive stadig mere fremtrædende efterhånden som de yngre vælgere lykker frem i magtpositioner, understreges af politologen Lise Togebys analyse af denne aldersgruppes politiske holdninger og aktivitet. Konklusionen er kort fortalt den, at de unge kvinders ressourcer er ved at være på linje med de unge mænds takket være hæsten identiske uddannelses- og erhvervsfrekvenser, omend der stadig er betydelige kønsforskelle i uddannelses- og erhvervsvalg. Endnu mere afgørende er påvisningen af, at deres politiske aktivitet for første gang nogensinde er helt på højde med mændenes, samtidig med at de, som ovenfor vist, er særdeles radikaliserede. Togebys analyser indvarsler væsentiige ændringer. Enhver kan så efter behag og forestillingsevne gætte på, hvad disse »stærke, vrede og aktive« kvinder (Togebys udtryk) kan gøre ved forsvaret fremover. Ovenstående understreger betydningen af, at vi i forsvaret får diskuteret årsagerne til denne massive og voksende animositet, som ildevarslende nok især manifesterer sig blandt unge og højtuddannede kvinder. Debatten må ikke afvises med det argument, at hvis der er flertal i befolkningen mod forsvaret, må det afskaffes. Det ville være en afsporing af en højst påtrængende debat om, hvad forsvaret kan og skal gøre for at tilpasse sig udviklingen i befolkningens holdninger. Tidligere har forsvaret med uomtvistehg succes tilpasset sig på det pædagogiske og ledelsesmæssige område. Dette gælder imidlertid ikke ligestillingen. Udviklingen på dette område er nok ikke gået langsommere i forsvaret end andre steder, men den er kommet senere i gang, med det resultat, at forsvaret endog ikke kan opvise formel ligestilling. Forsvaret er set med en feminists øjne patriarkalsk og sexistisk. Hermed menes at det er en mandsverden, hvor mændene hjælper hinanden med at holde kvinder ude, subsidiært nede, samt at kvinder betragtes som objekter, fortrinsvis sexobjekter, og ikke som subjekter, det vü sige som ligeværdige og handlekraftige individer. I kvindeforskningen udpeges forsvaret gang på gang som blandt de mest ekstreme og sexistiske subkulturer. Samtidig er forsvaret en kanal til magt, prestige og autoritet, som er næsten blokeret for kvinder. Hvis de opfatter det på denne måde, er det rationel politisk adfærd at vende sig mod forsvaret, og søge at svække det. I følge den norske forsker Harriet Holter er kønsdifferentiering i form af roller resultatet af tilskrevne egenskaber, der varierer over tid og i rum. I denne sag synes en del af forsvarets problem at være, at det har været ude af stand tü at tilpasse sig de egalitære mands- og kvinderoller, der dominerer de yngre generationer. Samtidig bliver denne manglende tQpasning stadig mere politisk kostbar på grund af kvindernes stigende indflydelse. Det kan ikke afvises, at en del af kvindernes modstand mod forsvars- og sikkerhedspolitikken i dens nuværende form kan forklares ved det forhold, at de ikke bliver præsenteret for den i noget omfang af betydning. Altså at forsvarsvenlige holdninger dårligt nok findes repræsenteret i de unge kvinders netværk. Hvis det er en væsentlig del af forklaringen, betyder det, at man også af den grund må overveje værnepligt for kvinder, eller som mindstemål en langt mere omfattende rekruttering af kvinder på alle niveauer i forsvaret. Det kan meget vel være, at en total ligestilling af mænd og kvinder i forsvaret ikke vil medføre nogen total udjævning af de to køns holdninger i forsvars- og sikkerhedspolitikken. Holdningsmålinger overalt viser kvinder som noget mere pacifistiske end mænd. Dette forklares dels ved det traditionelle og formentlig noget overvurderede argument, at kvinder er tættere knyttet til den biologiske reproduktion end mænd, dels ved at typiske kvindeerhverv i social-, simdheds- og uddannelsessektoren formentlig medvirker til at forme politiske holdninger, der ikke er særligt forsvarsvenlige. Men at modstanden er blevet så meget stærkere, og især findes blandt de mest ressourcerige kvinder, forklares antagelig bedst af, at forsvaret har ladet sig overhale af udviklingen og i dag er en ligestillingspolitisk dinosaur. I det foregående er søgt behandlet fire hypotetiske forklaringer på unge kvinders stærkt negative holdning til forsvaret.
1) De accepterer ikke afskrækkelseselementeti sikkerhedspolitikken som legitimt. Dette medfører afstandtagen til forsvaret.
2) Forsvaret er patriarkalsk og sexistisk. Feministisk orienterede kvinder vender sig følgeligen mod det.
3) Forsvaret som indflydelseskanal er stort set lukket for kvinder, det er da rationelt for dem at arbejde på at mindske denne kanalg magt, autoritet og prestige.
4) Da kvinder ikke aftjener værnepligt, er sandsynligheden for, at de traditionelle forsvars- og sikkerhedspolitiske opfattelser er velrepræsenteret i deres sociale netværk lavere end for mænd.
Hypoteserne udelukker ikke hinanden, og de udtømmer ikke diskussionen, men synes dog alle væsentlige. Det afgørende er, at de alle fire indicerer, at hvis forsvaret skal finde nåde for en ung dansk gennemsnitskvindes øjne, skal der helt anderledes radikale ligestillingstiltag til, end dem forsvaret har gennemført til nu. Den enkleste løsning ville formentlig være øjeblikkeligt at åbne alle funktioner for kvinder, og samtidig stille identiske kvalifikationskrav til de to køn. Først den dag egnede kvinder kan blive jægersoldater, opnå generalsgrad o.s.v., har forsvaret fået elimineret et af modstandernes stærkeste politiske kort - den manglende formelle ligestilling. Uanset ideen forekommer kontroversiel, bør det nok overvejes at optage en dialog ikke blot med Ligestillingsrådet, men også med kvindeforskningsmiljøerne med henblik på at få et klart overblik over anstødsstenene. Vælgeradfærdsforskningens resultater demonstrerer, at forsvaret kan vælge åt tilpasse sig den kønspolitiske udvikling eller - måske endegyldigt - vende en stor gruppe magtfulde kvinder mod sig - med dalende budgetter og troværdighed til følge. I Holland tyder alt på, at et flertal i andetkammeret primo februar vil pålægge regeringen at udrede mulighederne for og konsekvenserne af almindelig værnepligt for kvinder. Debatten er i fuld gang. Det ligner mere og mere vores sidste chance for at indse, at også forsvaret er blevet kvindesag!
Carl-Henrik Hall.
