Nogle historiske Bemærkninger af afd. Artillerikaptejn J. S. Westrup.
(Fortsat).
Det viste sig imidlertid, at lige saa let det var teoretisk at paavise dette Middel, lige saa vanskeligt var det praktisk at anvende det. Ogsaa herpaa afgiver Frankrig et iøjnefaldende Eksempel. Her var nemlig forlængst hin nysnævnte, moralske Misère bleven erkendt. Franske Regeringer, deriblandt ogsaa selve Napoléon III’s, havde ved gentagne Reformer i Rekruteringslovene søgt at formindske den, opsigtvækkende Afsløringer, bag hvis Anonymitet ansete Navne skimtedes, havde advaret imod den, ja Kejserens Militærattaché i Berlin, Oberst Stoffe!, havde i sine Rapporter til ham skarpt udtalt, at sammenlignet med den preussiske var den franske Militærstand at betegne som »en Flok Fo rskudte« (un tas de dé classés) . Men trods alle disse Forsøg fra Regeringens og Angreb fra anden Side var det jo først efter sine store Krigsulykker i 1870— 71, at Frankrig antog det nye Værnepligtssystem. Og dette skete altsaa ikke, fordi Erkendelsen af det gamles Misligheder havde været for uklar, men fordi Vanskelighederne ved det nyes Gennemførelse havde været for store. Og som Forholdene stillede sig i Frankrig, saaledes ogsaa overalt andet Steds, hvor Lovgivningsmagten følte sig tvungen til et nøje Studium af de Konsekvenser, denne omfattende Reform maatte medføre.
En kort Betragtning vil da ogsaa være tilstrækkelig til at vise, hvor store de Vanskeligheder i Virkeligheden var, som i første Linie » Familie - og Ehvervshensynene« maatte lægge i Vejen for en konsekvent Gennemførelse af den ubetingede, personlige Krigstjenestepligt. Var det nemlig paa den ene Side en selvfølgelig Umulighed samtidig med at opstille Kravet: Enhver Vaabenfør skal uden U n d tagelse personlig deltage i Rigets Forsvar, at stille hvilken som helst Anvisning paa, hvorledes nogen dog kunde frigøre sig for dette Krav, saa var det paa den anden Side højst betænkeligt ganske at ophæve de hidtil bestaaende Lettelser i Tjenestebyrden — dertil var disse for dybt begrundede saavel i det hele Samfunds som i de mangfoldige Enkeltes Interesser. Dog ikke blot dette. Nej, en hensynsløs Ophævelse af disse Lettelser vilde aabenbart modarbejde, ja tilintetgøre selve Formaalet for den hele Reform — : Nationens inderlige Tilknytning til Nationalforsvaret. Thi indlysende var det, at denne Tilknytning langtfra at styrkes vilde væsentlig svækkes ved en Forsvarsordning, der skaanselløst sønderrev de utallige Interessetraade, der hidtil var bievne fredede ad direkte eller indirekte Vej — saa sandt jo dog den rigtige — den vel endog eneste — Vej til at vinde Folks moralske Tilslutning netop er at frede om deres Interesser. — Hvorledes skulde vel Synet af enhver fattig Arne, som Nyreformen lod synke sammen i Elendighed, fordi der selv i den dybeste Fred skaanselløst lagdes Beslag paa dens Forsørger, egne sig til andet end til i vide Kredse at samle ikke blot Upopularitet, men bitter Uvilje mod Nationalforsvaret? Og hvorledes skulde vel Synet af Forretninger og Entrepriser, som ruineredes, Arbejdere og Arbejderfamilier, der blev brødløse, fordi Reformen uden tvingende Nødvendighed lagde Beslag paa de Mænd, hvis personlige Tilstedeværelse hjemme var uomgængelig nødvendig for alle disses Vel, kunne undlade at have samme Virkning? Og hvad der her gjaldt paa det økonomiske Omraade, gjaldt ogsaa — i al Fald tilnærmelsesvis — paa det nationale Arbejdes øvrige Omraader. Men heraf fulgte da ligefrem, at en Nyordning af Værnepligten, der indførtes ganske udtrykkeligt for at styrke Nationens moralske Sammenslutning om Nationalforsvaret, men som samtidig fejer »Familie og Erhvervshensynene« af Vejen, vilde være en saa urimelig Selvmodsigelse, at den maatte agtes lige med en Umulighed. — Det var altsaa et virkeligt Dilemna Lovgiverne saa sig stillede ligeoverfor — : Paa den ene Side Umuligheden af at unddrage nogen som helst vaabenfør Statsborger fra Krigerpligten, paa den anden Side Umuligheden af at lægge Krigstjenestens Byrde forskelsløst paa enhver vaabenfør Statsborgers Skuldre.
Det er saaledes overmaade forstaaeligt, at de europæiske Lovgivninger, alle som eti, følte en fælles Ulyst til at træde dette Dilemna under Øjne. — Da indtraf der imidlertid Begivenheder, hvis Stød forplantede sig viden om, bragte Fart i Tingene overalt og fremtvang den almindelige Indførelse af Principet »Folket i Vaaben « i Forbindelse med saadanne Nybehandlinger af »Familie og Erhvervshensynene«, der paa forskellig Vis søgte at midie imellem hine to modsatte og tilsyneladende saa uforlignelige Hovedfordringer. 2. Det var i 70’erne, at denne mægtige, fælles Impuls til Indførelsen af Principet » Folket i Vaaben « gaves Europa af den preussiske Hærinstitution, der den Gang — bortset naturligvis fra Schweiz’ Militsvæsen — præsenterede sig som den eneste Bærer af dette Princip. Dette var ganske vist for saa vidt ikke nogen Nyhed, som denne Militærmagt da allerede i henved to Menneskealdere havde været Enebæreren af Folkehærs-Principet. Som en lykkelig Inspiration havde dette nemlig aabenbaret sig for Preussen under denne Stats dybeste Ydmygelse (1807) og var da bleven Kilden til dens Genoprejsning. I den paafølgende Genfødelsesperiode havde Principet inderligt indlevet sig i Landets Institutioner og Befolkninger, og dernæst havde det haft det enestaaende Held i næsten to Menneskealdere stadig at blive hæget og fredet af Mænd, der — som Wilhelm I selv — i egen Person havde været de begejstrede Vidner til dets lykkelige Fødsel og Vækst. Vel havde i Aarhundredets Begyndelse det preussiske »Folk i Vaaben« tiltrukket sig almindelig Beundring ved sin Optræden i den saakaldte Befrielseskrig; men den Gang maatte enhver Tanke om Efterligning af en saadan Folkeinstitution paa Forhaand være udelukket i Europa. I Frankrig havde de genindsatte Bourboner begyndt med endog rent ud at afskaffe enhver Art af Værnepligt. Og i det Europa, der levede umiddelbart under den hellige Alliances Auspicier, sværmede man jo overhovedet ikke for Folketanker. — Dernæst var Preussen henimod Aarhundredets Midte bleven en mildest talt anden Rangs Magt, der ikke var en v u e i nogen som helst, allermindst i militær Henseende. Intet Under derfor, at det preussiske M ilitærvæsen i hine Tider betragtedes med alt andet end ivrig Iagttagelses-og Efterligningslyst saavel udenfor som indenfor Tysklands Grænser. Men da var det, at i Begyndelsen af 70’erne hele Europa følte sig slagen af Forbavselse over den Række uhørte Triumfer, det preussiske Hærvæsen den Gang havde fejret: Efter at det jo allerede under Krigen 1864 i slaaende høj Grad havde stillet sin østerrigske Allierede i Skygge, var det i 1866 set at rykke udover sit Lands Grænser med en Styrke, der ikke var mere end cn Trediedel af den, dets Modstandere planmæssigt kunde stille i Marken, og dog at udfolde en Slagfærdighed og moralsk Elan, der havde faaet Modstanderen kastet til Jorden, inden han var kommet ret til Besindelse. Og endelig havde man set det med nok saa forbavsende Resultater føre an i en ny og gigantisk Krig — dette endskønt her Overraskelses-Momentet ikke havde domineret paa lignende Maade, eftersom denne Modstander, der var selve Europas toneangivende Militærmagt, havde haft adskillige Aar til, med Begivenhederne i 1866 for Øje, at forberede sig paa den forestaaende, skæbnesvangre Styrkeprøve imellem sin Hærinstitution — den franske, der stod som Model for Størstedelen af Europa — og den specifik preussiske. Henne Række af Triumfer havde leveret et for grundigt Bevis til, at dets Rigtighed lod sig betvivle — : Beviset for, hvilken mægtig Kraft »Folket i Vaaben« i Virkeligheden formaar at præstere, naar den fuldt og alsidigt udnyttes i moralsk, organisatorisk og teknisk Henseende.
Antallet af de Stater, der følte sig direkte paavirkede af dette Bevis, maatte ifølge Begivenhedernes Gang nødvendigvis blive meget stort. Thi foruden de Nabostater af forskellige Nationaliteter, der af egen sørgelige Erfaring var bievne belærte om det preussiske Militærvæsens Overlegenhed (Danmark, Østerrig og Frankrig), var der jo hele den store Skare af tyske Stater, som enten ganske absorberedes af det eller dog kom under dets Herredømme eller endelig kom i forpligtende Forbundsforhold til det. Men hertil kom endvidere Mængden af de Stater, hvis Hærinstitutioner hidtil havde udviklet sig efter fransk Mønster, og som derfor ogsaa nu var henviste til at følge den videre Udviklingsgang, som Frankrig af sine Nederlag var ledet ind paa (Italien, Grækenland o.s.v.). Og endelig kom hertil en og anden Stat, som, uden helt at kunne regnes til nogen af disse Kategorier, maatte nære en forstaaelig Frygt for ved første givne Lejlighed at falde ind under de førstnævnte. Som en saadan Stat er at fremhæve Rusland , der endnu efter Østerrigs Besejling — nemlig i sit Værnepligtssystem af 1869 — havde ment at kunne bevare baade Stillingsvæsen og Løskøben, men som efter Frankrigs Besejring fandt det rettest at opgive begge Dele. Saaledes hændte det altsaa for en Menneskealder siden, at Europa dreves henimod Principet »Folket i Vaaben« med en i Sandhed mærkelig Samtidighed og med en ikke mindre mærkelig Kraft, der i Løbet af de sidste Aartier allerede har fremkaldt omfattende Lovgivnings Resultater i de allerfleste Lande, og som den Dag i Dag fremkalder vedvarende Tilløb til saadanne i Lande som Belgien, der endnu intet tidssvarende Resultat havde at opvise. 3. Da Europa altsaa, med Blikket fæstet paa Preussen, antog Folkehærsprineipet, maatte det Spørgsmaal naturligvis rejse sig overalt, hvor vidt vel dette Princip lod sig eksportere andet Steds hen netop i d e n Form og med d e nærmere og fjernere Konsekvenser, det befandtes at have udviklet i dette sit Hjemland. Her havde det jo haft saa eksceptionelle Betingelser for at kunne vokse sig moralsk fast baade nedefter og opefter. Men hvor vidt og hvorledes lod det sig omplante i fremmed Jordbund, saa at det ogsaa der kunde yde de ønskede Frugter? Svaret herpaa maatte fortmftigvis søges i Studier af dets hjemlige Udviklingshistorie; og denne viste da ogsaa i det hele, hvorledes det i Preussen virkelig var lykkedes at tilvejebringe en saadan paalidelig, moralsk S a m m e n b y g n i n g af FolkogFolkehær, som overalt efterspurgtes. Den viste nemlig, hvorledes hin udprægede Higen efter minutiøst at regulere alt Militærvæsen, der allerede længe havde givet det saakaldte »Stokpreusserdømme« dets stærke Særpræg i Europas Øjne — ja et halvt latterligt Særpræg, for saa vidt det i sin Tid var faldet alle i Øjnene som Militærpedanteri af urimelig Dressur, Uniformerings Latterligheder og Paraderings Ekstravagancer — hvorledes altsaa denne for saa vidt velkendte metodiske Higen i Virkeligheden havde vendt sig med stille Kraft imod og udover det hele Kompleks af indre Omraader, der tilsammen bestemmer dette omspurgte, statsborgerlig-militære Forhold imellem Folk og Folkehær. Og den viste særligt for »Familie- og Erhvervshensynenes« Vedkommende, at det var lykkedes lige saa omhyggeligt at regulere disse Hensyn for det lille Mindretal af Nationen, der maatte f r itages for Tjenesten i Hæren, som Hensynene til forsvarlig Retsbeskyttelse og til Beskyttelse af militær Livsstilling og Carriere for det store Flertal af Nationen, der maatte optages til Tjeneste i Hæren enten foreløbigt eller varigt. Alt dette passede jo ypperligt til, hvad man eftersøgte, og var for saa vidt særdeles efterlignelsesværdigt.
Men hvad Studiet af det preussiske Systems Udviklingshistorie ikke mindre klart maatte vise, var, at denne allestedsnærværende Omhu langt mere havde skaffet sig Udtryk i en af Regeringen skarpt reguleret og igennem lange Tider aarvaagent vogtet Administration end i saadanne positive L o vb u d, som i Nutidens Aaand urokkeligt forpligter og binder alle, de regerende saavel som de regerede. Særlig for »Familie- og E r h v e r v s h e n s y n e n e« gjaldt dette ved Tilstaaelsen af Fritagelserne for M ilitærtjenesten, saaledes som det ogsaa gjaldt ved T ildelingen af Forfremmelser og Afskedigelser i Militæ rtjenesten, og som det overhovedet gjaldt al Haandhævelse af Ret og Billighed og da ikke mindst paa M ilitærretsplejens store Omraader. Overalt traadte' denne Omhu, trods sin strengt methodiske Karakter, frem nærmest i autokratisk Form, reguleret ved Kabinetsordrer og anden direkte Indgriben af Preussens kronede Krigsherre, og garanteret af denne ved en i videste Omfang gennemfort kollegial Behandling af Sagerne.------ Her maa jo nemlig dette ganske ejendommelige Fo rhold erindres, at den preussiske Konge, selv efter at hans Regering var bleven konstitutionel, forfatningsmæssigt havde bevaret sit umiddelbare Samliv med sin Hær lige saa ubrudt som sin nedarvede hohenzollerske Iver for dens dybeste Interesser. — Men hvor lod vel dette sig efterligne andetsteds? Hvorhen i Nutidens Europa lod denne ejendommelige Vækst af gammelpreussiske Overleveringer sig indføre? Den » p r e u s s i s k e M e t h o d i s m u s « var ganske vist nu med et Slag bleven et lige saa højt agtet som hyppig nævnt Begreb i Europa. Man ydede den al den Anerkendelse, som skyldtes de ypperlige Frugter, den havde baaret for den moralske Sammensmeltning af Folk og Hær i Preussen; ja selv fra preusserfjendtligst Side anerkendte man, at saa ypperlige Frugter kun vanskeligt kunde naas ad den positive Lovgivnings Vej. Særligt karakteristisk kom denne Anerkendelse frem i de mange og vægtige Indlæg, udmærkede franske Militærpolitikere som Generalerne Chareton, Lewal, Trochu m. fl. leverede under hin store Proces imellem de forskellige Hærsystemer, der i 70’erne førtes i Frankrig og ledsagedes af hele Europas Opmærksomhed. Men paa at o m p 1 a n t e denne »Methodismus« i fremmed Jordbund kunde der fornuftigvis ikke tænkes; dertil manglede der overalt fyldestgørende Forudsætninger. De manglede næsten lige saa fuldstændigt i de tyske Forbundsstater og i det despotiske Rusland som i de ikketyske konstitutionelle Monarkier og i det republikanske Frankrig. Overalt maatte man derfor nøjes med bedst muligt at tilegne sig de P rin ciper, der havde været ledende for denne Methodismus, og de Resultater, den havde affodt, ved at formulere dem i positive Lovbud. Enhver europæisk Hærinstitution for sig saa sig saaledes henvist til at maatte tilvejebringe sin egen Cyklus af Love, tilpassede efter egne Forudsætninger til Basis for sin egen Udvikling som Folkehær.
Saaledes maatte den Lovgivningsvirksoinhed, som Sammenbygningen af Folk med Folkehær krævede rundt om i Europa, blive i besværlig Grad omfattende, eftersom de Omraader, den havde at strække sig over, var saa særdeles betydelige. Men heller ikke kan nogen, der overhovedet har beskæftiget sig med den europæiske Militærudvikling i Nutiden, undgaa at blive forbavset over den utrættelige Lovgivningsiver, der siden den Gang er bleven udvist i samtlige de Stater, der da indførte Principet »Folket i Vaaben«. Ikke blot i de ledende Kulturstater, men ogsaa i de mindre civiliserede, ja i de halv-barbariske Stater, ses Lovgivningen rastløst at have arbejdet paa denne moralske Sammenbygning ved efter bedste Evne at fjerne enhver fortidig Hindring for den og styrke ethvert fremtidigt Element i den. Overalt dreves man frem over Vanskelighederne ved hin E rkendelse af, at hvis Lovarbejdet svigtede her, vilde Indførelsen af denne ubetingede Krigstjenestepligt, der udelukkende i moralsk Øjemed maatte paalægge Nationen saa betydelige Ofre, være en slet og ret M eningsløshed. Ja, at i saa Fald denne principielle Værnepligtsreform langt fra at blive en stor og heldbringende Reform endog maatte blive en stor uheldbringende Taabelighed, efter som den intet som helst Vederlag kunde yde for alle disse Ofre. Og man dreves frem ved E rkendelsen af, at man saa meget mindre nutildags kunde renoncere paa dette tilsigtede Vederlag, denne moralske Amalgameren af Hær og Befolkning, som hele Tidsudviklingen af Hær- og Statsforfatninger uimodstaaeligt virker hen til, at i Hærene den fagmæssige Afsluttethed og Kaldsudvikling formindskes, at i Befolkningerne de sidste Rester af Fortidens Krigerkastevæsen svinder bort, og at i det hele baade Hære og Befolkninger demokratiseres. Forholdet blev imidlertid dette, at heller ikke Preussen selv kunde holde sig tilbage for den omfattende Lovgivningsvirksomhed, som det den Gang saa at sige paanødede det øvrige Europa. Thi efter at Preussen havde svunget sig op til den ledende Magt i det nye tyske Kejserrige, kunde det kun igennem en Række positive Lovarbejder bringe sine egne, prøvede Militærinstitutioner til Gyldighed for den nyskabte, tyske Enhedshær. Iblandt disse legislative Arbejder turde her være at henvise til — foruden de forskellige Lovbehandlinger af »Familie- og E rhverv shensynene« — de fortrinlige Bearbejdelser af Militærstraffe retten, af Fremgangsmaaden for Æresretten, af Vejen for Klagers Indgivelse (der Beschwerdeweg) m. fl. — Ihvorvel ikke alle disse Arbejder fremkom som egentlige Rigslove, optraadte de ikke desto mindre alle med den for fuldbaarne Love ejendommelige Urokkelighed og Uangribelighed fra alle Sider. Thi for saa vidt nogle af dem kun fremkom i Form af Forordninger, skete dette derved, at de forskellige under Kejserriget hørende kongelige Regeringer udstedte samtidige og ligelydende kongelige Ordonnanser, hvis Indhold var fastsat ved mellemstatlige Militærkonventioner, der atter var afsluttede i Henhold til Bestemmelser i Rigets Fællesforfatning. Enhver Risiko for, at nogen Regering nogensinde af Opportunitetshensyn skulde lade sig forlede til at forandre eller helt ophæve dem, var derved aabenbart fjernet.
Ganske vist kunde imidlertid ikke hele denne Cyklus af tyske Rigslove, der nu staar for os som det definitive Resultat, det afklarede Udtryk for FolkehærsPrincipets Udvikling i Preussen, allerede i Begyndelsen af 70’erne foreligge som samlet Grundlag for de europæiske Lovgiveres Studier. Naturligvis maatte det trods al Preussens Energi tage sin Tid at faa denne Rigslovgivning i Stand. Paa »Familie- og Erhvervshensynenes« Omraade afsluttedes den saaledes først i 1888 ved Rigsloven af 28. Februar s. A. Men ikke desmindre har dette under Preussens Æ gide udførte Arbejde, selv medens det endnu var uafsluttet, givet Europa kraftige Impulser — om ikke altid til direkte Efterligning, saa dog til frugtbare Overvejelser.
(Sluttes.)
