I slutningen af 1813 var Napoleons Frankrig tvunget i defensiven af de allieredes hære, der pressede på fra øst og syd. Fronten forløb op gennem Tysklands midte med den nordlige flanke hvilende på Liibeck. Her stod general Davout med et korps sammensat af franske og danske hærstyrker.
Danmark var som den eneste af kejserens forbundsfæller forblevet tro og havde stillet et auxiliærkorps under fransk kommando på den traktatlige betingelse, at den store allierede garanterede 20.000 mand indsat til den jyske halvøs forsvar i påkommende tilfælde.
Den 23. oktober tilgik der imidlertid Davout melding om nederlaget ved Leipzig, og en måned efter trak han sig uden at underrette den danske general, prins Frederik af Hessen, tilbage til Hamburg, der indrettedes til forsvar.
Prinsen så sig således pludselig stillet i den situation, at Jylland var blottet og hans eget korps stod i fare for at blive omgået af den østrigske general Wallmoden, der med et stærkt korps omgående trængte ind i tomrummet, der var opstået syd for den danske hær ved franskmændenes tilbagegang.
Den 4. december indledtes en opslidende udvigen mod nord under stadig kampføling med fjenden, der bele tiden søgte at overfløje korpset, hvilket havde til følge, at tilbagegangsaksen, der oprindelig havde retning mod Rendsborg, langsomt men sikkert blev presset østover.
Den 8. december kantonnerede korpset om Kiel.
Katastrofen var sket!
Vejen til Rendsborgs sikre fæstning var afskåret og de udslidte danske styrker henvist til ugelange og håbløse kampe på Slesvigs bundløse mudderveje.
Prins Frederik fastholdt imidlertid sin beslutning om at føre korpset til Rendsborg, og den 9. december fortsattes marchen mod nord over Ejderen til terrainet mellem Lindau, Revenstorf og Gettorf, hvor der bivuakeredes for natten. Næste dag var det planen at slå sig igennem mod vest til Rendsborg.
Samme aften nåede den fjendtlige avantgarde under general Dörnberg frem til Kluvensieck Bro og fortsatte over Sehested og Habye mod Eckem- förde i den tro, at de danske ville søge den vej, hvilken formodning prins Frederiks videre march mod nord bestyrkede.
Hovedstyrken under general Wallmodens egen kommando bivuakerede natten mellem den 9. og 10. umiddelbart syd for Kluvensieck.
General Wallmodens udgangssituation om morgenen den 10. december var den slettest mulige.
På et usikkert grundlag havde hans avantgarde fortsat marchen mod Eckernförde i håbet om at kunne afskære en dansk retræte over dette punkt, og langt ude mod vest demonstrerede næsten halvdelen af hovedstyrken foran Rendsborg.
Generalen rådede klokken 8, da det danske angreb gik frem fra Holtsee, kun over fem bataljoner af den russisk-tyske legion samt bataljon Dessau.
Resten af hovedstyrken indtraf stykvis i løbet af de følgende seks timer.
Klokken 2 om morgenen afmarcherede den danske avantgarde fra Revenstorf mod Rendsborg ad vejen Holtsee — Sehested og to timer senere fulgte 1. brigade efter fra sin bivuak om Lindau. Samtidig satte 2. brigade, hovedkvarteret og trainet sig i bevægelse fra Gettorf.
Ved daggry angreb avantgarden et fjendtligt kompagni i Holtsee, tog et halvt liundrede fanger og gjorde sig rede til at fortsætte mod Sehested.
General Lallemand var netop i færd med at opmarchere i angrebs- formation syd for Holtsee, da 1. brigade ankom til landsbyen. Enhederne rykkede straks på plads til højre for avantgarden og side om side gik de to brigader frem mod Sehested med landevejen som angrebsakse.
På dette tidspunkt observeredes tre bataljoner og et par eskadroner på højderne nord for Habye.
Det var general Dörnbergs bagdækning!
For at imødegå en fjendtlig indgriben i korpsets nordlige flanke beordrede general Schulenburg kaptajn v. Rømeling til med 1. bataljon/ Dronningens Livregiment, 3. og 4. bataljon/Holstenske Infanteri Regi* ment, en husareskadron og batteriet Fries at fordrive fjenden fra dette dominerende terrain.
Kaptajnen gennemførte angrebet i aksen Lloltsee — Habye, og fjenden trak sig tilbage mod nord.
Dörnberg reagerede ikke på de meldinger, ban modtog fra sin bagdækning, og Wallmoden var således berøvet bele sin avantgarde.
Kamplarmen gjorde det klart for generalen, der opholdt sig i Sehested, at det danske korps var trængt ind mellem ham og Dörnberg, og ban fremskyndede derfor sammendragningen af sine styrker, men formåede i første omgang kun at besætte landsbyen med to bataljoner, et par eskadroner og et sekspundigt batteri. Selv ilede generalen til Kluvensieck for der at samle alle disponible styrker, inden Sehested faldt.
Klokken cirka 10 indtraf de to danske brigader på højderne nord for Sehested. Et batteri prodsede af og åbnede ilden mod fjenden, der imidlertid afviste de fremsendte skyttekæder.
Ved middagstid angreb general Schulenburg med sine to oldenborgske bataljoner, og to gange skiftede byen ejer, inden fjenden med store tab trak sig ud af kampen.
En time forinden havde Wallnioden indsat tre nys ankomne bataljoner.
7. bataljon af den russisk-tyske legion skulle over engene øst for Alte Ejder angribe fjendens venstre flanke, mens 1. og 2. bataljon — også fra legionen — blev dirigeret ud i en omgående bevægelse gennem det kuperede terrain nordvest for Osterrade for at gribe ind i danskernes højre flanke.
Begge bevægelser måtte imidlertid opgives, da Seliested kort efter faldt, og general Wallmoden fik travlt med at kalde de tre bataljoner tilbage for i det mindste at fastbolde Osterrade — og dermed Kluvensieck Bro.
Med sine sidste reserver forsøgte fjenden alligevel at generobre Seliested, men selvom angrebet indledningsvis havde en vis fremgang endte det til sidst med en katastrofe, idet Scliulenburg førte tre eskadroner frem i et voldsomt chok, netop da fjenden troede at have nedkæmpet alt foran sig.
5. bataljon af den russisk-tyske legion blev totalt nedkæmpet og to artilleripiécer faldt i de danskes hænder.
General Scliulenburg forsøgte at følge resultatet op, men stødte på nye fjendtlige reserver, der afviste angrebet, som heller ikke ved en hurtig indsættelse af det holstenske rytteri kunne føres igennem.
Klokken cirka 3 om eftermiddagen ankom general Wallmodens sidste enheder til slagmarken, og han besluttede endnu engang at tilrive sig initiativet — og en almindelig fremrykning mod Seliested blev iværksat.
På dette tidspunkt indtraf kaptajn v. Romeling imidlertid i terrainet vest for landsbyen, og da avantgarden samtidig havde tilendebragt en genordning øst for kirken fandt prins Frederik tiden moden til et afgørende angreb, der trods hård fjendtlig modstand blev ført helt igennem til Osterrade.
General Wallmoden afbrød slaget klokken 4 om eftermiddagen, da mørket faldt på, og førte sine styrker over Ejderen.
Vejen til Rendsborg var således åben, og endnu samme aften rykkede korpset ind i fæstningen efterladende sig en arrieregarde, som natten over bivuakerede vest for Seliested.
Korpsets tab androg 542 døde og sårede, heraf 17 officerer.
De allieredes tab opgives forskelligt, men må skønsmæssigt anslås til at være tre gange større end de danskes.
Slaget ved Seliested, der i voldsomhed kan måle sig med modangrebet på Dybbøl den 18. april 1864, fremviser adskillige interessante punkter:
— det forudgående samarbejde med den rutinerede franske armé havde præget den danske føring i heldig retning. — Heri må bl. a. søges een af årsagerne til, at general Wallmoden blev udmanøvreret så grundigt som tilfældet var.
— general Wallmoden forsømte at tage et skyldigt hensyn til eet af krigens vigtigste principper: kravet om tyngde.
Søren Nielsen.
KILDER
Militairt Repertorium, anden Række, 1844:
»Generallieutenant Georg Ludvig Greve von der Scliulenburg« af Major v. Meyn. 1. brigades fægtningsrapport, Rendsborg 13/12 1813.
C. L. E. Zander: »Geschichte des Kriegs ander Nieder-Elbe im Jahre 1813« — udgivet i Ratzeburg 1838.
Manoeuver-Reglement for Regiments Artilleriet, Kipbenhavn 1787.
Johannes v. Schrøder: »Hertugdømmet Slesvigs Topographie, 1854«.
Det Kongelige Videnskabernes Selskabs Kort over den sydlige Deel af Hertugdømmet Schleswig samt Øen Femern. 1825.
