Den 18. juni 1951 blev loven om landets forsvarsordning vedtaget, og dermed ophørte i realiteten hærens dyrlægekorps, idet de under korpset hørende dyrlægestillinger nedlægges senest ved ledighed. Det må være nærliggende at antage, at en sådan beslutning er taget ud fra den betragtning, at dyrlæger i forsvaret er unødvendige, når forsvaret ikke har brug for heste. Den sidste verdenskrig viste med ønskelig tydelighed, at hærens mekanisering er en nødvendighed, men ikke samtidig at dyrlægers medvirken i forsvaret var unødvendig. Udforskningen af levnedsmiddelbårne sygdomme, enten de fremkalder enkelte tilfælde eller hele epidemier, har medført så øgede krav til levnedsmiddelfremstillingen og levnedsmiddelhygiejnen i det hele taget, at et m ilitært veterinært korps af levnedsmiddelliygiejnikere må anses for en såvel militær som økonomisk nødvendighed. Den uddannelse, dyrlæger får på Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, og i denne forbindelse fremhæves en vidtgående levliedsmiddelhygiejnisk uddannelse omfattende kemi, bakteriologi, parasitologi og patologi som grundvidenskaber for undervisningen i kod og mælkekontrol, gør dem, for at anvende medicinaldirektør, dr. med. Johs. Frandsens udtalelse, velegnede til al forestå den del af det danske sundhedsvæsen, der omfatter levnedsmiddelliygiejne. Dette tilligemed erkendelsen af, at en række animalske sygdomme som f. eks. miltbrand, svingefeber, tularæmi, hundegalskab, trikinose, tuberkulose og papegøjesyge kan overføres til mennesker, må betinge veterinær medvirken i det civile og militære forsvar.
En veterinær levnedsmiddelkontrol arbejder på forebyggelse af levnedsmiddelbårne sygdomme og beskyttelse af levnedsmidlerne mod forurening og fordærvelse, så den vare, forbrugeren modtager, er så frisk og sund som mulig, og dermed også har den største holdbarhed. Kontrollen bliver på denne måde et kontrollerende og rådgivende organ, der bidrager til bevarelse af sundhed og af de store samfundsværdier, der er bundet i levnedsmidler. Såvel staten som alle større kommuner landet over bar erkendt dette og råder over en eller flere fast ansatte dyrlæger til varetagelse af levnedsmiddelhygiejniske opgaver. I kommunerne er veterinærernes opgaver anlagt som et tilsyn med produktion, tilberedning, opbevaring og forhandling af levnedsmidler især af animalsk oprindelse, baseret på og i nøje forbindelse med rutinemæssige eller specielt påkrævede kemiske og bakteriologiske undersøgelser på det til kontrollen knyttede laboratorium. Arbejdet udfores i overensstemmelse med udfærdigede regidativer og i nøje kontakt med sundhedskommission og embedslæge. Forsvaret i en række lande bar indset det nødvendige i en beskyttelse som ovenfor skitseret og vel også indset den risiko, det kan indebære, hvis mandskabets fysiske konstitution og evt. psykiske modstandskraft nedsættes som følge af en levnedsmiddelepidemi. Det kan i denne forbindelse nævnes, at det veterinære korps i den amerikanske hær fastsætter en ra'kke bestemmelser for de levnedsmidler, der leveres hæren, og fører en nøje kontrol med overholdelsen af disse krav. Danmark har siden 1945 leveret en række levnedsmidler til de amerikanske tropper i Tyskland, og amerikanske dyrlæger fører til stadighed her i landet kontrol med produktion, tilberedning og forsendelse ofte sideløbende med den kontrol, der foretages af danske dyrlæger. Den militærhygiejniske kontrol måtte indledes på et tidligt tidspunkt af produktionen, uanset om det gælder mælk eller kød eller produkter heraf. Det vil med andre ord sige, at kontrollen må begynde på mejerier, slagterier og fabrikker, i fredstid i nøje kontakt med den civile veterinære kontrol, evt. under opfyldelse af specielle militærveterinære krav. I tilknytning til denne produktionskontrol må madens korrekte tilberedning og opbevaring nøje overvåges, da det erfaringsmæssigt er her, de væsentligste forsyndelser begås, der forer til levnedsmiddelepidemier. V irk ningen af en sådan epidemi skal ikke beskrives her, men det skal på den anden side fremhæves, at svækkelse af mandskabet i en given situation kan være katastrofal. 1 denne forbindelse må det også erindres, at maden i felten ofte tilberedes under indskrænkede forhold, hvorfor en effektiv — især produktionskontrol — er nødvendig. Under krigen i Korea har det ved et samarbejde mellem dyrlæger, læger og sanitetsfolk været muligt at bolde den hygiejniske standard så høj, at dette i forbindelse med vaccinationer og og utøjsbekæmpelse i det store og bele bar forskånet F. N.s styrker for epidemier. Et enkelt eksempel på hygiejnekontrollen i denne krig skal lige nævnes: Der havde i nogen tid i en specialafdeling været enkelte tilfælde af diarrhoeer med mavesmerter, men en dag blev bele mandskabet sygt, og en såvel klinisk som livgiejnisk-bakteriologisk undersøgelse blev foretaget. Resultat: En køkkenmedhjælper havde under fremstillingen af creme, der skulle bruges i en budding, [tillet sig i nu-sen, livor ban havde et med stafylokokker inficeret sår. Bakterierne havde, da buddingen forst skulle bruges næste dag, haft rige muligheder for udvikling og produktion af giftstof. Manden blev behandlet for sit sår, og kontrollen nedlagde forbud, ikke blot mod at „pille i næse“ under fremstilling af mad, men også mod anvendelse af denne specielle ret i kostforplejningen, fordi dens fremstillingsmetode indeholdt rige muligheder for infektion. Dette var en levnedsmiddelepidemi forårsaget af stafylokokker, men der kendes mange andre årsager, f. eks. difteribaciller, paratyfus, tyfus, paradysenteri og ikke mindst streptokokker, der f. eks. i året 1941 i Københavns omegn forårsagede 22— 2300 tilfælde af angina og 100 tilfælde af scarlatina og i 1944 180 anginaog 450 scarlatina-tilfælde. Kunne vi se bort fra epidemierne, så vil en parallellisering til soldatens udrustning — måske rigtige øvrige udrustning — vise en levnedsmiddelkontrols nødvendighed. Der føres en nøje kontrol med, om hans våben er fremstillet, som det skal, om ammunitionen er effektiv o. s. v., der må og skal også tages hensyn til hans konstitution og velvære.
I fredstid kunne de civile hygiejnemyndigheder måske varetage de militærhygiejniske opgaver, men træningen i liæren tager ikke sigte på indsats i fredstid, og det må fremhæves, at de civile dyrlægers opgaver i krigstid bliver store og så krævende, at de specielle forhold, som en militærhygiejne måtte kræve, kun kan løses af forsvarets egne dyrlæger. Føjer vi hertil, at moderne krigsvåben, især biologiske med angreb med bakterier, bakteriegifte, vira, svampe, parasitter og insekter på mennesker, husdyr, næringsmidler og afgrøder, stiller store krav til specialviden, er en speciel uddannelse nødvendig. Det kan på nuværende tidspunkt ikke forventes, at civile levnedsmiddelhygiejnikere bar kendskab til en biologisk krigs muligheder, bl. a. fordi et angreb kan foretages med et eller flere på disse breddegrader ukendte smitstoffer. En anden ting er, at også de civile levnedsmiddelhygiejnikere burde have en uddannelse eller undervisning i disse forhold.
Ukendskabet til en biologisk krigs midler og muligheder og viden om, at forsvaret er mere eller mindre uforberedt, vil forøge effektiviteten af et sådant våben indtil det katastrofale, selv om det anvendte middel er forholdsvis uskadeligt. Det er nemlig ikke altid angriberens ønske at tilintetgøre forsvar og/eller civilbefolkning, men blot nedsætte deres kampmoral eller kampevne for en kortere periode for derved at kunne overtage et intakt kampog produktionsapparat. Amerikaneren 1. C. Sargent har for at berolige og nedstemme frygten for en biologisk krig sagt, at diagnosen af den biologiske krigs m idler og behandlingen af de fremkaldte sygdomme kan findes i enhver god medicinsk håndbog, ligesom virkningen af og modgiften mod den kemiske krigs m idler kan findes i enhver god farmakologi. I alle tilfælde kan frygten fjernes eller nedsættes betydeligt, dels ved oplysning, dels ved soldaternes viden om, at specialuddannede korps står parate 1 il at tage kampen op til beskyttelse af mennesker, dyr, fødemidler og afgrøder. Det bar et par gange været fremhævet, at en veteriluer hygiejnisk kontrol også vil va-re en økonomisk vinding. Besparelsen opnås dels ved den rent umiddelbare kontrols hindring af fejlagtig tilberedning og opbevaring og deraf følgende nødvendige kassation, dels ved at denne kontrol kædes sammen med en kvalitetskontrol. Dyrlægerne kunne i forbindelse med lægerne fastsatte de krav, der måtte stilles til varerne i hygiejnisk og erna'ringsmæssig henseende, og derefter ved bakteriologiske og kemiske undersøgelser fore en effektiv kontrol med disse kravs overholdelse og endvidere undersøge levnedsmidlerne for indhold af skadelige stoffer, f. eks. tjærefarvestoffer og giftige konserveringsmidler. På denne måde ville liæren kun betale det nødvendige og tilstrækkelige beløb for det, den havtie behov. Tilberedningen af maden foretages im idlertid ikke af dyrladerne, og de kan med deres mange opgaver ikke konstant overvåge denne, men har en række hjælpere. En af dyrlægernes meget vigtige opgaver bliver at bibringe disse hjælpere forståelsen af levnedsmiddelkontrollens betydning, betydningen af varernes friskhedstilstand inden deres anvendelse, opfyldelsen af simple hygiejniske regler under fremstillingen samt grundprincipperne for opbevaringen af de færdigfremstillede varer, Sluttelig skal anfores, at professor A. Winslow i december 1951 til World Health Organisation skrev en monografi „The Cost of Sickness and the Price of Health“ og heri udtalte, at ved tilrettelæggelse af nationale sundhedsordninger må de forskellige bestræbelser planlægges således, at man får størst muligt udbytte af udgifterne. De må virke inspirerende og vejledende på de lokale instanser og give teknisk assistance passende til det lokale behov. Administratoren, ingeniøren og sygeplejersken behøver hjælp fra andre specialister som dyrlægen og tandlægen og fremfor alt af folk, der skal fremme den hygiejniske forståelse. Det må således være en såvel militær som økonomisk nødvendighed, at veterinære hygiejnikere indgår som et led i det danske forsvar, der skal skabes, blive og være det organ, vi alle sætter vor lid og tiltro til, hvis den ulykke skulle overgå vort land, at andre ikke vil respektere det dybt i befolkningen rodfæstede ønske om at leve i fred.
P. Oxhøj.
