I »Svensk Intendantur Tidsskrift« Nr. 3 1915 er givet et Referat af et Foredrag holdt i Midten af Januar d. A. af Professor Hekscher under Titlen »Krig og Penge«. Da dette Foredrag paa et vresentlig Punkt uddyber det af Intendant Hoeg-Petersen i »Mil. Tidsskrift« Nr. 10— 11 1915 behandlede Spørgsmaal, gengives Referatet her:
Lloyd Georges bekendte Udtalelse, at i den Krig, der nu fores, vil den blive Sejrherre, der kan affyre den sidste Sølvkugle, er muligvis rigtig, naar der med »Sølvkugle« simpelthen menes økonomisk Styrke. Det Folk, som rent materielt kan holde længst ud, har visse Forudsætninger for at sejre i en Udholdenhedskrig, som denne synes at udvikle sig til. Denne »Sølvkuglernes« Betydning er naturlig, for saa vidt vi har vænnet os til at forestille os alle Værdier i Pengeform. Men deri ligger ogsaa, som straks skal paavises, en stor Fare. Hvad det kommer an paa, er nemlig; Materielle Hjælpekilder overhovedet — ikke Penge i og for sig. For at faa Klarhed over en Del økonomiske Problemer i denne Krig, er det nødvendigt i Særdeleshed at være klar over Pengenes Opgave.
Hvad har man Penge til? Den gamle moraliserende Fabel om Ørkenvandreren, som udhungret slæber sig frem til noget, som han tror er Brød, men som viser sig at være en Pung med Guld, indeholder netop en hel Del nationaløkonomisk Lærdom. Pengenes eneste Opgave er at sikre en Person noget nyttigt — Varer. Det er paa Aluligheden af at faa disse Varer, med eller uden Penge, som alt kommer an. I visse Tilfæ lde kan man faa Varer uden at have Penge, i andre Tilfæ lde kan man have Penge, men dog ikke faa Varer for dem. I det første Tilfæ lde har man det godt uden Penge, i det sidste daarligt med Penge. Navnlig gælder delte i Krig, dels fordi man da i højere Grad end ellers gaar tilbage til den saakaldte Naturaløkonomi«, d. v. s. Fremskaffelse af Varer uden Betaling i Penge, dels fordi de sædvanlige Regler om, at man kan faa al T ing for Penge, folen stor Del er hørt op at gælde. Vi kan ikke engang faa Korn, Kobber, Svovl etc. for Penge, og endnu mindre kan de krigsførende Lande faa det. I Tyskland mangler man Korn og Metaller, i Rusland Vaaben og Ammunition, i England Farvestoffer m. ni. Med Henblik paa vore sædvanlige Forestillinger er det ogsaa værd at lægge Mærke til, at det er Manglen paa Import, som fremfor alt generer os og andre, ikke Manglen paa Eksport; ellers fremstilles Importen næsten som et Onde, medens vi nu koncentrerer hele vor Energi paa at faa Varer, altsaa paa Import. I Tyskland, Frankrig, Sverige m. fl. Lande er saaledes Korntolden suspenderet, og Eksportforbud samtidig udstedt for at bevare de Varer, som det lykkes at faa importerede eller fremstillede. Disse Fakta ser vi daglig, nien drager ikke altid den rette Slutning af dem — at det overhovedet ikke, men særligt ikke i Krig , er Pengene, det kommer an paa, men Varerne. Den gamle Regel: »I K r ig behøver man tre T ing, nemlig Penge, Penge, Penge,« er fejlagtig. De Ting, man behøver i Krig , er tre: Soldater, Krigsmateriel og Livsfornødenheder. Har man dem, behøver man ikke en rød Øre.
Heraf følger af sig selv Meningsløsheden af den sædvanlige Ræsonneren over, hvor de forskellige Landes økonomiske Styrke ligger. Tyskervennen peger paa den tyske Rigsbanks Uge efter Uge tiltagende Guldbeholdning som et Bevis paa Tysklands økonomiske Ukuelighed. Det viser, at det tyske Folk har en meget stor Tiltro til sin Regering, og er som saadan en aktiv Faktor af største Betydning. Men Guldet som saadant er værdiløst saa længe, det ligger i Rigsbanken eller findes i Landet — det kan ikke spises eller drikkes eller laves til Vaaben eller Ammunition. Hvis Lloyd Georges »Sølvkugler« skulde tages bogstaveligt — og undertiden maa man tro, at Folk mener det — vilde det være Nonsens. Skønt vor Guldbeholdning ikke er 1/20 „ af den tyske, viser alle Kriterier for nærværende en rent økonomisk gunstigere Stilling for os. Vi har saaledes bedre Adgang til Levnedsmidler, Metaller m. m. — vore Besværligheder paa dette Omraade kommer jo næsten helt og holdent af, at England for enhver Pris vil hindre Transithandel af disse Varer til Tyskland — samt gunstigere Vekselkurser. M edens Berlinerkursen her ellers sædvanligvis staar over Pari eller 89 Kr., staar den nu i Kr. 87,25 — næsten 2 pCt. under Pari. Endnu mere slaaende er dog en Sammenligning med Rusland, som næst efter Frankrig har Verdens største Guldbeholdning, nemlig 2V.-, M illiard Kr. i Guld mod Tysklands knap 2. Dette Land halen Kurs paa Sverige af 170 Kr. for 100 Rubler mod en Pariværdi af 192 Kr. — altsaa en Underkurs af over 11 pCt., d. v. s. noget rent uhørt. O g England med en mindre Guldbeholdning end noget af disse Lande, nemlig 11/;i M illiard Kr., har en Vekselkurs paa Sverige af nominelt Kr. 19,30 og faktisk mindst Kr. 19,50 mod en Parikurs af Kr. 18,16 — altsaa en Overkurs af mere end 6 pCt. Englands Kurs paa Rusland er — trods dette Lands større Guldbeholdning — gaaet ned med 20 pCt., d. v. s. Rublen har tabt omtrent en Femtedel af sin Værdi, udtrykt i Pund Sterling. O g endda siger Ruslands maaske fineste Finansmand, Grev S. Witte, at Aar sagen til Ruslands relative Svaghed er, at Guldbeholdningen ikke er endnu større end i Øjeblikket. Guld er bleven en Slags Fetiseh, som man tilbeder, uden at tænke paa dets Anvendelse. Hermed er ingenlunde sagt, at Penge er værdiløse i Krig. Værdiløse er tle kun> for saa vidt man ikke kan eller ikke vil købe Varer for dem. Begge Eventualiteter gælder til en vis Grad under denne Krig.
For det første kan man ikke altid købe Varer for Penge. Man har det ikke som i Fred paa Grund af, at der er usikkert eller ufremkommeligt paa Havet. Et fuldstændig blokeret Land kan have Gu ld, som rækker op i Himlen, og dog være økonomisk ude af Stand til at føre Krigen. T il en vis Grad , om end ikke fuldstændigt, er baade Rusland, Tyskland og Østerrig saa blokerede, at for alt Guld i Verden kan det førstnævnte ikke faa Ammunition og Vaaben, og de sidstnævnte ikke saa meget Korn, som de ønsker. Man vil for det andet ikke købe Varer for Gu ld, og det er det betænkeligste. Under høj Jamren og stærkt Pres lod Russerne sig bevæge til at eksportere en Klatskilling paa 8 M illioner Pund Sterling eller '/ls af sit Guldforraad, for at faa et yderligere Laan paa 12 M illioner Pund Sterling. De burde i Stedet for være henrykte over, at deres Guld kunde faa en saa nyttig Anvendelse. Ikke heller vor egen Politik er afgjort fornuftig, thi ved Guldeksport maatte vi kunne faa en rimelig Vekselkurs paa England, og dermed alle vore Varer derfra billigere. Dette er altsaa den første og vigtigste Slutning: Guldet har kun Værdi, naar det kan skaffe Varer.
Det er endvidere ønskeligt, at holde Hovedet klart overfor de uhørte udenlandske Krigslaan. Rent principielt set ejer Staten jo alt, som findes i Landet, og det i Særdeleshed i Krigstid, da de enkeltes Rettigheder lige over for Staten med Naturnødvendighed suspenderes i største Udstrækning. Staten kan da tage det, den behøver, ved Rekvisitioner — altsaa in natura, uden Spor af Penge - eller ved Skatter i Penge, eller ved frivillige Bidrag mod Tilbagebetaling, med andre Ord ved Optagelse af Laan. Denne sidste Udvej røber en stor Tiltro til Staten, idet Folk frivilligt stiller Kapital til Disposition, og uden Tvivl er dette i Krigstider at anbefale fremfor Skatter, da det kun rammer dem, som har noget at undvære. Men hvor intet er, har Kejseren mistet sin Ret,« og naar der ikke findes noget, som Kejseren kan bruge, saa staar han der. Det er godt nok, at de velhavende ofrer deres faste Ejendomme, Industri- og Jernbaneaktier o. s. v., men man kan ikke iklæde Soldater eller lade Kanoner med Bygninger og Jernbaner. Grænsen for den økonomiske Evne bestemmes altsaa til syvende og sidst af det Antal Soldater, de Forraad af Krigsmateriel og Levnedsmidler, som man kan præstere. Naar disse Ting er brugt op, slutter Krigen, hvis man da ikke kan tilvirke mere eller faa mere ind udefra. Det følger deraf, at et Land kan have mistet alle sine til Krigsformaal hjemlige økonomiske Værdier, og dog have til Rest Millionværdier i Masse, f. F.ks. i Form af Bygninger, industrielle Anlæg m. m.
Paa samme Maade forholder det sig med Krigsomkostningerne. Beregnede i Millioner og Milliarder betyder de ikke saa meget. Det virkelige Tab bestaar først i Ødelæggelsen af Værdigenstande, som kan antage frygtelige Omfang, paa Krigsskuepladserne eller i deres Nærhed — i denne K r ig i Særdeleshed i Belgien (beregnet til 4 M illiarder Kr.) For Verdensøkonomien i sin Helhed betyder disse Krigsomkostninger derimod kun lidet. Mere betyder det, at ødelagt Krigsmateriel maa fornyes — ja, maaske fremfor alt nye Krigsskibe bygges. Den mest betænkelige Side af Krigsomkostningerne er maaske endda den tabte Arbejdskraft. Om fanget heraf er let at fatte, naar man betænker, at omkring ved 18 M illioner Mennesker for Øjeblikket kan antages at være i Felten, fraset alle Mobiliseringer i de neutrale Lande. Værdien af dette Arbejdstab beregnes for et Halvaar til ca. 36 M illiarder Kr. Tabet af Menneskeliv lader sig ikke let beregne i Penge, men anslaas til omkring ved Halvdelen af sidstnævnte Sum. Hvad der fremfor alt burde have overbevist Folk oin Urimeligheden i at anse Penge for at være Hovedsagen i Krig , er den Lethed, hvormed man har gjort Penge i alle de krigsførende Lande. England, som dog har været blandt de forsigtige, liar forøget sin Seddelmasse udover Guldbeholdningen med omkring ved 700 M i llioner Kroner. Tyskland er gaaet saa langt som til omkring ved 3 M illiarder Kr., o. s. v.
