(Fortsat fra Nr. 10.)
Infanteriet skal under ethvert angreb understøttes af ledsageild, der dels skal bestaa af rullende spærreild og dels af forangaaende ratissage (springild med temperede projektiler); saasnart infanteriet standser, skal artilleriet ordne en fast spærreild foran det.
Ingen selv den mindste rekognoscering maa finde sted uden artilleriunderstøttelse. Principmæssigt udføres artilleriets stillingsskifte, saa snart det normale maal er taget; et paafølgende angreb kan derfor ikke udføres, førend det har fundet sted. For infanteriets fremrykning udover det eventuelle maal kan en kontinuerlig artilleriunderstøttelse ikke ordnes.
Hen paa efteraaret 1917 blev franskmændene klar paa, at artilleriforberedelsen kunde afkortes til 4, ja maaske til 3 dage, fordi man nu dels havde faaet saa mange hurtigskydende kanoner, at man i faa timer kunde skyde saa mange projektiler, som man tidligere brugte flere dage til, og desuden meget virkningsfulde gasgranater til hurtig neutralisation af de fjendtlige batterier og interdiktionsskydning paa de veje, der førte til hans stillinger, og dels havde gjort saa betydelige fremskridt i forberedelserne til skydning, at man med stor sikkerhed kunde begynde virkningsskydningen uden forudgaaende indskydning, og endelig fordi man havde faaet ordnet ammunitionsforsyningen paa en bedre maade. Hertil kom, at man nu havde mange tanks, der kunde sprænge pigtraadshegnene, saa man kunde gaa frem til angreb helt uden artilleriforberedelse. Rigtigheden af disse iagttagelser godtgjordes ved tyskernes angreb paa Riga i September og englændernes angreb ved Cambrai i November.
Belært af tyskernes angreb den 21. Marts og 9. April 1918 og for at reagere mod den almindelige opfattelse, at man ikke kunde vente at opnaa et heldigt resultat af et angreb, hvis man ikke var meget overlegen i artilleri, udgav den franske overkommando i Maj regler for beregningen af det nødvendige artilleri til gennemførelsen af et større angreb; der skelnedes mellem tre forskellige tilfælde:
1) Hvis fjenden staar i en stærkt udbygget stilling og har faaet artilleri til forstærkning, og det maa antages, at han er i høj grad paa sin post, skal der tildeles de angribende tropper maximum af artilleri.
2) Hvis det kan lykkes mere eller mindre at overraske fjenden, saa at han ikke kan blive forstærket med artilleri i tide og derfor ikke kan have alt rede til at modtage et angreb, tildeles der angrebsstyrken en normal mængde artilleri.
3) Hvis fjenden trækker sig tilbage enten for truslen om angreb eller af frygt for forberedelserne, tildeles der angrebstropperne en reduceret artilleristyrke. Skema over tildeling af artilleri i de 3 tilfælde. (Se næste side).
Da det naturligvis tager meget mindre tid at sætte en mindre artillerimængde i stilling end en større, letter det i høj grad et overraskende angreb paa fjenden. Imidlertid angreb tyskerne den 27. Maj ved Chemin des dames og den 9. Juni ved Matz, hvor general Mangin udfører et heldigt flankeangreb særligt ved hjælp af tanks; resultatet af de høstede erfaringer samles i et direktiv af 12’ Juli vedrørende offensive operationer, der paabyder, at man skal tilstræbe en taktisk overraskelse enten ved en meget kort forberedelse af artilleri- og bombardementsflyvere eller ved at angribe helt uden forberedelse, idet vejen aabnes for infanteriet af tanks alene (18’ Juli).
Artilleriet skal under forberedelsen ikke beskyde hele den fjendtlige stilling, men kun søge at ødelægge de forreste linier ved hjælp af skyttegravsartilleriet; de fjendtlige støttepunkter og batterier beskydes med eksplosive granater, og mandskabet neutraliseres med gasgranater og granatkardæsker. Interdiktionsskydning udføres paa tilgangsveje og samlingspladser med gasgranater og granatkardæsker; de for angrebet farlige steder,
hvor man ikke venter, at eget infanteri kan komme, bekastes med yperit. Under angrebet støtter artilleriet saa længe som muligt infanteriet:
— ved ledsageskydninger, der lammer forsvareren og tvinger ham til at gemme sig lige til det øjeblik, hvor han angribes, og ved at blænde hans observationsstader;
— ved contrabatteriskydninger, der blot skal neutralisere fjendens batterier;
— ved interdiktionsskydninger paa tilgangsveje og samlingspladser for hans reserver og endelig
— ved ildoverfald paa fjendens modangreb.
Efterhaanden som de franske angreb lykkedes bedre, og der blev mere fremaddrift i bevægelserne, følte man ogsaa trang til at faa en instruktion for udnyttelsen af angrebets resultater. Noten af Oktober 1918 foreskrev derfor:
at artilleriet skulde vælge sine stillinger saaledes, at det altid sikrede infanteriet en stærk og uafbrudt understøttelse under dets fremrykning langt ind i de fjendtlige stillinger; det skulde derfor holde konstant forbindelse med infanteriet ved forbindelsesdetachementer og deles i 1) afdelinger, der umiddelbart ledsagede infanteriet og direkte var underlagt cheferne for regimenterne — ja endog bataillonerne — for at kunne bekæmpe modstandscentre og 2) en samlet artilleristyrke, der forblev under divisionschefernes direkte kommando, men som dog blev delt i grupper, der svarede til de angribende regimenter. Denne organisation gjorde en overgang fra decentralisation, naar det gik rask fremad, til concentration, naar divisonen skulde foretage et angreb paa en stærkere stilling, hurtig og let.
Den 16’ September fik 21’ armekorps at vide, at IV arme, hvortil det hørte, skulde angribe; selv skulde det have 2 divisioner i forreste linie og gaa frem mellem Souainhøjen (incl) og Tahurehøjen (excl). Fjenden stod i en i lang tid forberedt stilling, der havde dybe og store opholdsrum paa Murethøjen cote 193 og ved Souain. Forreste kampzone bestod af 3 linier:
— Dækningszonens modstandslinie
— Hovedstillingens forpostlinie
— Hovedmodstandslinien, endvidere var der nord for jernbanen Somme-Py til Manre nogle værker og enkelte fortløbende skyttegrave. Besætningen var to regimenter, hvis fordeling mellem de tre linier ikke var kendt.
Der var ialt c. 30 fjendtlige batterier, næsten alle 77 mm, 105 mm haubitser og 10 cm lange kanoner, kun faa 150 mm og slet ingen 220 mm batterier; forøvrigt var fordelingen af artilleriet kun lidt kendt, da det næsten aldrig skød, og man vidste, at der var bygget mange batterier, før tyskernes angreb den 15’ Juli. 21’ armekorps disponerede ialt over 252 75 mm kanoner og 92 155 mm pjecer samt 126 sværere stykker, og desuden var der en gruppe paa 25 pjecer af kaliber fra 16 til 32 cm, der vel laa direkte under armeen, men som skulde adlyde de ordrer, der gaves dem af 21’ Korps, hvis de ikke af armeen havde faaet særlige ordrer at udføre. Tætheden af artilleriet var, 1 feltkanon pr 16 m, en kort 155 mm kanon pr 28 m og en lang svær kanon pr 38 m af fronten. Hvert 75 mm batteri skulde have 4 til 5 „jours de feu“ (1200— 1500 skud), alle de andre kalibre 3 til 4 „jours de feu“ (500— 600 skud); ialt var vægten af denne ammunition 8400 tons.
Artilleriet var fordelt saaledes mellem divisionerne; 43 div. 11 afd. 75 mm kan. — 4 afd. 155 mm kan. — og 1 afd. 220 mm morter. 167 div. 10 afd. 75 mm kan. — 4 afd. 155 mm kan. — 1 afd. 220 mm morter. Armekorpsets svære artilleri var delt i en østlig og vestlig gruppe, liver paa 2 afd. 105 mm kan. og henholdsvis 4 bat. 155 mm og 4 bat. 120 mm lange kan., der var stillet til divisionernes raadighed. Endelig var der en gruppe — bestaaende af 1 afd. 8 tommers, 1 afd. 280 mm og 1 afd. 270 mm piecer — der vel var underlagt armekorpset, men som dog skulde gribe ind i de to divisoners zoner, hvis det tiltrængtes. Frembringningen af ammunitionen begyndte den 18’ September og var afsluttet den 25’ s. m.; fra den 20’ begyndte forstærkningsbatterierne at rykke i stilling. De forreste batterier kom kun til at staa 1 km bag fronten, de længstborteliggende 4 km, saa at angrebet kunde ledsages med ild uden stillingsskifte for feltartilleriet lige til nordgrænsen af den forreste kampzone, og saa ledes at ogsaa værkerne i anden linie kunde beskydes med stor virkning.
Alle troppebevægelser foretoges om natten; de piecer og den ammunition, der bragtes i stilling, camoufleredes omhyggeligt og intet jordarbejde foretoges. Ingen af de batterier, der blev sat ind til forstærkning, røbede sig før angrebet ved deres ild; derimod forberedtes deres indgriben i kampen saa omhyggeligt som muligt; den 25’ om morgenen var alt rede til angreb. Artilleriforberedelsen begyndte den 25’ kl. 23 og varede 6 timer med et ammunitionsforbrug paa 2 „jours de feu“. Man søgte:
1) at neutralisere de fjendtlige batterier ved beskydning med gasgranater mod alle de steder, hvor man vidste eller troede at vide, at der var batterier; observationsstaderne blændedes fra daggry med røggranater. Disse skydninger udførtes dels af divisionsartilleriet, dels af korpsartilleriet, eftersom maalene laa nærmere eller længere borte.
2) at skyde brecher i pigtraadshegnene ved hjælp af feltartilleriet og det korte 15 cm skyts; brecherne var smalle, men fortsattes som lange korridorer ind i den fjendtlige stilling.
3) at ødelægge værker og opholdsrum i stillingens vitale dele; det udførtes ved concentrationsskydninger mod hvert enkelt maal efterhaanden som antallet af disponible piecer tillod det. Man haabede ved disse concentrationer at raade bod paa, at der ikke var foretaget indskydninger; det korte, svære artilleri foretog disse skydninger, hvis det var nødvendigt, greb ogsaa den afdeling, der var reserveret armekorpset, ind, f. ekspl. mod opholdsrum ved Couperet og ved Manretunnellen.
4) at skyde interdiktionsskydning paa veje og samlingspladser med tempererede granater, samt med gasgranater paa det terrain, hvor de fleste opholdsrum laa. Disse skydninger udførtes som kraftige ildconcentrationer mod en snever front. Angrebet skulde finde sted i to akter, først skulde den fjendtlige front brydes c. de egentlige kampstillinger skulde indtages, og derefter skulde anden stilling erobres og sejren udnyttes.
Samtidig med at infanteriet gik frem, begyndte de skydninger, der skulde støtte det. Ledsageskydningen udførtes af 6 afdelinger feltkanoner pr division; beskyttelsesskydningen af resten af feltartilleriet og de 15 cm korte kanoner, den gik frem foran ledsageilden for at fuldstændiggøre ødelæggelsesskydningen, neutralisere forsvarerne og flankeringskonstruktionerne; til begge disse skydninger brugte man mange røggranater for at maskere fremrykningen og give infanteriet tid til at overklippe pigtraaden, hvor den ikke var tilstrækkeligt ødelagt af artilleriet.
Samtidig fortsattes de under forberedelsen paabegyndte skydninger nemlig: — Neutralisation af de tyske batterier, der forøvrigt var meget passive under hele angrebet; paa det franske artilleri var der ingen virkning, og den var kun meget ringe paa det franske infanteri, da det tyske artilleri kun foran modstandslinierne . skød spærreskydninger, der var lette at passere igennem. — Ødelæggelsesskydning mod den fjendtlige stilling af de batterier, der ikke deltog i beskyttelsesskydningen.
— Interdiktionsskydninger paa veje, der førte til stillingen; og desuden var der batterier rede til at beskyde opdukkende maal, der meldtes af flyvere eller balloner. Den 26’ September kl. 14 var situationen saaledes: Fremrykningen var gennemsnitlig fra 4 til 6 km; hele den forreste linie var taget, og paa højre fløj havde nogle styrker passeret jernbanen. Korpset havde taget over 2000 fanger, medens det selv kun havde mistet 77 døde eller savnede, 17 forgiftede og 367 saarede, heri indbefattet artilleriets tab, der kun beløb sig til 1 død og 3 saarede! Ødelæggelsesskydningen var lykkedes godt, uagtet der ikke var foretaget indskydninger, de fleste opholdsrum, der var meget dybe, var slaaet igennem. Den 27’ om aftenen var jernbanen passeret i hele sin udstrækning.
Allerede ved middagstid den 26’ var batterierne begyndt at rykke frem; kl. 16 var 6 afdelinger feltkanoner og 4 batterier 155 mm kanoner samt 2 afdelinger 105 mm kanoner fremme paa højdernes sydlige skraaninger. Stillingskiftet fremad fortsattes hele natten og den næste dag, men der var kun en vej til raadighed, og den gik kun til Tahure. Den 28’ om morgenen, da infanteriet skulde gaa frem til angreb paa den anden stilling, kunde det støttes af 6 afdelinger 75 mm, 3 — 155 mm og 1 — 105 mm pr. division, men samtidig var der af korpsartilleriet bragt 2 afdelinger 105 mm, 1 — 120 mm og 2 — 155 mm lange kanoner frem. De 2 andre korps havde ikke været saa heldige, saa at 21’ korps var kommet i en ret udsat stilling, det maatte derfor vente med at gaa længere frem, til de var kommet paa linie med det. Under den fremadskridende kamp førte mangelen paa virkende forbindelsesorganer til en vis decentralisation; hvert infanteriregiment manøvrerede med sin artillerigruppe bestaaende af 6 — 75 mm og 3 — 155 mm batterier; af de første afgaves der kanoner til de forreste batailloner som ledsageskyts. Armekorpset tildelte desuden hver division en 105 mm afdeling, for at den kunde beskyde alle maal paa store afstande.
Brugen a f artilleri i det moderne slag under angrebet. De store kampe i 1918 tvang artilleriet til at anvende nye fremgangsmaader, men de principer, der indtil da havde været basis for dets taktiske anvendelse, har dog bevaret deres fulde værdi, men man har maattet fjerne de altfor stive former, som stillingskrigen havde belemret dem med under anvendelsen i praksis, og gøre anvendelsen af artilleriet mere smidig, saa at det kan rette sig efter bevægelseskrigens fordringer. Desuden kunde de erfaringer, som man havde høstet i 1918, ikke betragtes som endelige, thi Tyskernes træthed og svære tab havde i høj grad influeret paa krigens sidste faser. De resultater, man efter nøje prøvelse kom til i Frankrig, blev nedlagt i instruktionen af 15’ Juli 1919, af hvilke de vigtigste bestemmelser vedrørende artilleriet i angrebet skal gengives nedenfor.
Enhver offensiv-operation begynder med et angreb paa en fjendtlig stilling, der er mere eller mindre stærkt udbygget. Man søger derefter at rykke saa hurtigt frem som muligt, indtil man standses foran en ny stilling, hvor fjenden har sat sig fast, og som derfor ikke kan tages uden kamp. Artilleriets opgave er altid at aabne vejen for infanteriet, idet det slaar de hindringer over ende, der stiller sig i vejen for dets fremrykning: fjendens tropper og forsvarsværker.
Artilleriets virksomhed under en operation har følgende faser:
1) en forberedelse, der er afhængig af den fjendtlige stillings styrke; den kan vare maaske 2 døgn, men den kan ogsaa indskrænkes til ganske faa timer. Hensigten med den er at slide fjendens moral op ved at ødelægge hans batterier og forsvarsværker; som oftest kan der dog kun blive tid til at neutralisere ham.
2) under selve angrebet er det artilleriets opgave ved sm ild, dels at ledsage det fremadgaaende infanteri, og dels at beskytte det.
3) efter at stillingen er taget, griber artilleriet kun ind af og til for at bekæmpe fjendtlige maskingeværreder og støttepunkter.
Forberedelserne til angrebet Artilleriet skal opstilles saaledes i dybden, at det kan række saa langt som muligt ind i den fjendtlige stilling, uden selv at skifte stilling;
derfor sætter man de mindst mobile batterier langt frem, dog maa man passe paa ikke at hobe for mange batterier sammen paa en snæver plads, hvor de let kan neutraliseres af faa fjendtlige batterier. Frem for alt maa man tilstræbe at overraske fjenden, man bringer derfor:
1) saa tidligt som muligt det personale frem, der skal rekognoscere stillinger, lægge telefonlinier, oprette traadløse stationer, indrette ammunitionens magariner og lave camouflagen;
2) ligeledes bringes den fornødne ammunition frem itide, men om natten, saa det ikke opdages af fjenden;
3) derimod bringes de batterier, der kommer til at forstærke artilleriet, saa sent i stilling som muligt, og de maa absolut ikke aabne ilden, før artilleriforberedelsen begynder.
Artilleriets fordeling skal saa vidt muligt tilfredsstille følgende betingelser:
1) dets opstilling skal rette sig efter infanteriets,
2) jo vigtigere opgaven er og jo hurtigere den skal løses, destomere artilleri maa der tildeles den paagældende troppeenhed.
3) kommandoen over et armekoips eller en armees artilleri maa centraliseres i den øverste artillericliefs haand, for at han kan samle en stærk artilleriild mod den del af slagmarken, hvor det i øjeblikket er mest paakrævet.
Divisionsartilleriet deles derfor saaledes:
a) feltartillerigrupper til direkte støtte af de infanteribatailloner, der engageres i forreste linie,
b) en samlet gruppe feltartilleri, der kan forstærke de forannævnte, hvis det gøres fornødent,
c) en gruppe kort, svært artilleri, — ofte delt i undergrupper — der hver virker i et infanteriregiments zone.
d) en gruppe minekastere, der ligeledes ofte er fordelt i undergrupper, til hvert infanteriregiment i forreste Linie.
Armekorpsets svære artilleri fordeles efter de samme principper i grupper, der svarer til divisionernes zoner, for at det kan skyde contrabatteriskydning og interdictionsskydning paa lang afstand; ofte er der ogsaa samlet en gruppe svært artilleri, der kan skyde over hele armekorpsets zone.
Artilleriforberedelsen.
Formaalet med denne er at slide fjenden op ved at beskyde hans forsvarsværker, batterier og veje til og i stillingen. Hvis forberedelserne før skydningens begyndelse er omhyggeligt udførte, kan man straks, selv i mørke, begynde med virkningsskydningen og fortsætte denne uden ophør; man kan derfor gøre artilleriforberedelsen kort og opnaar derved at overraske fjenden. Man begynder med en meget kort — kun 15 minutter — men voldsom neutralisationsskydning mod fjendens kommandostationer, observationsstader, telefoncentraler, batterier, lejre o. s. v.; i denne skydning deltager alle batterier.
I. Ved ødelæggelsesskydning og neutralisation af de fjendtlige forsvarsværker tilstræbes:
1) at aabne tilstrækkelig brede gange igennem pigtraadshegn og andre hindringer for infanteriet,
2) at ødelægge dé vigtigste og mest generende støttepunkter saa vidt muligt,
3) at neutralisere farezonen, saa at fjenden ikke frit kan bruge sine vaaben i den.
Dette udføres af divisionsartilleriet, om fornødent støttet af armekorpsets svære artilleri, ad. 1) Divisionerne bestemmer, hvormange brecher der skal skydes i de forskellige linier af pigtraad (som regel 4 for hver bataillon i forreste linie). Man søger at lave lange korridorer helt igennem den fjendtlige stilling i forlængelse af brecherne i den forreste linie.
Dette kræver præcisionsskydning, der udføres af:
— minekasterne paa de forreste linier,
— de kan ogsaa samtidig ødelægge skyttegravene.
— feltartilleri i hegn paa horizontalt og mod fjenden skraanende terrain.
— det korte, svære artilleri paa hegn, der ligger langt borte eller paa skraaninger, der vender fra fjenden.
Hvis man har tanks til raadighed, formindskes arbejdet betydeligt, ja kan undertiden helt falde bort.
ad. 2) Divisionen bestemmer, hvilke dele af den fjendtlige stilling, der skal søges ødelag/, det er kun vigtige punkter, mitrailleusereder, kommandostationer, pansrede opholdsrum o. s. v. Saadanne skydninger udføres med eksplosive granater, af:
— minekastere paa de forreste linier,
— af det korte, svære artilleri paa fjernere punkter, af det meget svære artilleri mod meget modstandsdygtige maal.
Skydningerne maa saa vidt muligt observeres, men i hvert tilfælde maa resultatet kontrolleres forinden angrebet.
ad. 3) Neutralisation af det levende værn opnaas ved:
— masseskydning med korttidvirkende gasgranater paa steder, hvor der findes opholdsrum, kommandostationer o. s. v.
— med røggranater hele dagen igennem mod observationsstader og
— med eksplosive granater mod alle ovennævnte steder, mod skyttegrave, modstandscentre, mitrailleusereder, sandsynlige samlingspladser for reserver o. s. v. Da skydningens tæthed er meget vigtig, bruges særlig hurtigskydende materiel.
II. Angrebsartilleriets absolute overlegenhed over forsvarerens er en ufravigelig betingelse, hvis angrebet skal lykkes. Dersom forsvarerens artilleri blot for en ringe del disponerer over sin aktionsfrihed, kan det standse det angribende infanteri.
Contrabatteriskydning bestaar derfor af:
1) neutralisation lige fra begyndelsen af forberedelsen af alle de fjendtlige batterier, der kendes eller formodes at være tilstede, men det tilstræbes ikke at ødelægge dem.
2) da ethvert batteri, der pludselig aabner ilden, straks skal kunne beskydes, maa der stadig være batterier disponible til at virke, og man maa have forberedt concentration af flere batteriers ild, hvor man kan vente at se fjendtlige batterier optræde.
3) den front, som man i artilleristisk henseende maa betragte som farlig, er angrebsfronten forøget med 5 km til hver side, da fjendtlige batterier indenfor denne afstand fra angrebsfronten vil kunne enfilere det angribende infanteri. Contrabatteriskydning udføres saaledes:
1) voldsomme ildoverfald, der udføres ved concentration af flere batteriers ild mod eet fjendligt i flere minutter, dette gentages 3 — 4 gange under en forberedelse paa flere timers varighed.
2) imellem disse ildoverfald udføres uafbrudt neutralisationsskydning med een å to kanoner mod hvert fjendtligt batteri, for at deprimere personellet.
Skydningerne udføres af divisionsartilleriet og armekorpsets svære artilleri med eksplosive granater og med korttidvirkende gasgranater, dersom egne tropper kort efter kan naa frem til det fjendtlige batteri, i modsat fald med langtidvirkende gasgranater (Yperit).
III. Interdiktionsskydning skal hindre fjenden i:
— at sende forstærkninger og forsyninger frem,
— at gaa tilbage fra sin stilling og
— at sende forstærkninger til hjælp fra naboafsnit.
Intet øjeblik maa fjenden kunne benytte nogen vej uden at være tvunget til at passere et beskudt punkt. Særligt beskydes:
— vejknudepunkter, defileer o. 1. med eksplosive granater og korttidvirkende gasgranater.
— dele af veje, der kan beskydes paa langs med voldsomme og pludselige ildoverfald af granatkardæsker.
— og endelig gasforgiftes hele terrainstykker, der grænser op til angrebszonen, saa at de ikke kan passeres af fjenden.
For at fjendens bevægelsesfrihed skal være fuldstændig lammet, maa interdiktionsskydningen:
1) begynde samtidig med artilleriforberedelsen og skyde saa langt, som de længstrækkende kanoner kan række,
2) være lagt efter et nøje studium af fjendens maade at færdes paa, saa at man altid kan genere ham, selv om han skulde forsøge at narre os ved at gøre noget andet, end det han plejer, og
3) udføres efter en plan, som fjenden ikke kan opdage og med saa uregelmæssige mellemrum, at han altid føler sig usikker.
Angrebet.
Under angrebet skal artilleriet:
1) ledsage infanteriets (tanks) fremrykning ved at lade et ildtæppe gaa foran det, saa fjenden tvinges til at dukke sig og derfor ikke kan komme til at skyde,
2) beskytte fremrykningen mod den ild, som fjenden kan'afgive mod de angribende tropper, ved at beskyde:
— observationsstader,
— batterier og mitrailleusereder, hvorfra angrebet kan beskydes, og
— modangreb eller forstærkninger, der kommer fjenden til hjælp.
Efterhaanden som angrebet skrider frem, bliver flere og flere batterier ude af stand til at understøtte det med ild; de maa derfor foretage stillingsskifte fremad, saa at angrebet hele tiden kan støttes med omtrent samme ildkraft.
Artilleriets direkte støtte af infanteriet bestaar altid i:
A.
1) Iedsageskydning og
2) beskyttelsesskydning.
Ledsageskydningen skal være snevert forbunden med det fremadgaaende infanteri og gaa frem med samme hurtighed som dette. Den maa derfor rette sig efter de manøvrer, infanteriet skal foretage og særlig virke kraftigt, hvor infanteriet vil faa haard kamp, for at neutralisere fjendens mitrailløser. Der maa derfor før angrebet finde en indgaaende forhandling sted mellem infanteriets førere og artilleriets chefer.
Ledsageskydningen bestaar af:
a) — en rullende spærreild, der udføres af 75 mm batterier med røggranater og eksplosive nedslagsgranater og gaar frem i spring paa 50 eller lOOm. Skydningen varer paa hver afstand saa længe sonrinfanteriet bruger til at passere henholdsvis de 50 eller'100 m. Hurtigheden er ikke altid den samme, den varierer efter kampens forskellige facer (som regel er den hurtigst i begyndelsen og bliver senere langsommere) og terrainets fremkommelighed. Infanteriet maa søge at slutte saa tæt op til den rullende spærreild som muligt, det er ikke let eller helt ufarligt, da den har en bredde som skudspredningen. Tætheden er som regel 2 skud pr. 15 m af fronten i minuttet. Skudhastigheden maa under en længere skydning ikke være mere end 4 skud i minuttet pr. piece, som regel tildeles der et batteri en 100 m bred front.
Under standsninger i fremrykningen nedsættes skudhastigheden til 2 skud i minuttet pr. piece for at skaane materiellet. Hvis den rullende spærreild skal være til nogen nytte, maa den være omhyggelig forberedt, det kan gøres i en organiseret stilling, hvor den er absolut nødvendig, i hvert tilfælde paa en kort strækning, men det er ikke muligt at opnaa i bevægelseskrigen; da det her som oftest kun drejer sig om en mindre stærk befæstet stilling, kan man nøjes med at skyde rullende spærreild i faa minutter for at faa folkene til at gaa frem til angreb,
b) — Til ratissageskydning (skrabeild) bruges projektiler, der springer i luften; den skydes som springild frem og tilbage, saa at der ikke i længere tid er noget sted, hvor fjenden i ro kan bruge sine vaaben. Som regel giver denne skydning bedre virkning end den rullende spærreild selv med noget færre batterier paa samme front, det er derfor særlig skrabeild, man lægger vægt paa i bevægelseskrigen.
En bataillon i forreste linie, der angriber en organiseret front paa 400 m, skal støttes med ild fra 2 — 75 mm afdelinger, hvoraf: 3 batterier skyder eksplosive nedslagsgranater og 1 batteri røggranater som rullende spærreild og 2 batterier tempererede projektiler som skrabeild foran denne. 2. Beskyttelsesskydningerne.
I modsætning til Iedsageskydning har disse nøjagtigt opgivne maal, hvorfra fjenden paa kort afstand kan virke mod det angribende infanteri, modstandscentre, hvorfra fjenden kan gøre modangreb o. s. v.; disse maal veksler altsaa, efterhaanden som infanteriet rykker frem. Da de skal beskydes kraftig, maa man som regel indskrænke sig til at beskyde dem, der ligger indenfor 2000 m afstand fra det angribende infanteri. Efterhaanden som Iedsageilden naar disse maal, flyttes beskyttelsesilden til fjernere liggende; denne, der altsaa ogsaa gaar frem, men med store spring, bestaar af:
a) blænding af observationsstationer med røggranater af feltartilleri,
b) neutralisation af personel i støttepunkter og skyttegrave med eksplosive granater og granatkardæsker og
c) ødelæggelsesskydninger mod fjendtlige modangreb, disse skydninger udføres af feltartilleriet og det korte, svære artilleri.
Hele ildsystemet for den direkte støtte af angrebet fremstilles grafisk, og der udarbejdes en timetabel efter de manøvrer, som infanteriet skal foretage. Man lader batterierne skyde saa langt de kan, men da der kan ske uforudsete ting, — standsning af infanteriet, bortfalden af nogle batterier o. s. v., maa afdelingscheferne stadig overvaage kamppladsen under angrebet.
B. Contrabatteriskydningen fortsættes under hele angrebet som neutralisationsskydning, der gøres stærkere, hvis artilleriforberedelsen kun har varet i kort tid, hvert enkelt batteri beskydes, indtil det naaes af ledsageilden, der tager alle fjendtlige batterier under behandling, da de som oftest er indrettede som støttepunkter.
C. Interdiktionsskydningerne, der er begyndt under artilleriforberedelsen, fortsættes ligeledes under angrebet og hæves kun, hvis de naaes af ledsageskydningen.
D. For at ingen fjendtlige styrker skal kunne bevæge sig uforstyrret paa slagmarken, maa særlige batterier stadig være klar til saa hurtigt som muligt at kunne beskyde pludseligt tilsynekommende maal, naar det forlanges. Hvert af disse batterier faar en zone tildelt, der er kendt af alle observationsstationer og balloner, der telefonisk er i forbindelse med dem. Skydningerne udføres som ildoverfald uden forudgaaende indskydning; som regel er der i hver division 1 afdeling 75 mm og i hvert armekorps 2 å 3 — 105 mm batterier, der faar tildelt denne opgave.
E. Er fjendens stilling ret dyb, vil en hel del af batterierne efter nogen tids forløb være ude af stand til at skyde mere, de maa derfor flyttes frem under angrebet; dette kan dog først gøres, naar infanteriet er kommet saa langt frem, at det kan ske uden risiko. Stillingsskiftet maa saa vidt muligt være forberedt; som regel flyttes først de fjerneste batterier. Men hertil kommer, at der ikke bør flyttes flere batterier frem, end man med sikkerhed kan skaffe den fornødne ammunition til, og at der maa tages tilbørligt hensyn til det terrain, der skal passeres over; først sendes de hestetrukne batterier frem og derefter, naar man er ganske sikker paa, at vejene er gode, de motortrukne.
Hele stillingsskiftet foretages under beskyttelse af svært langtrækkende artilleri, der derfor er stillet saa langt frem som muligt i artilleriets oprindelige opstilling. Under den oprindelige tildeling af zoner er det som regel ordnet saaledes, at divisionsartilleriets zone gaar til 6000— 7000 m fra de forreste linier, og at korpsartilleriets gaar herfra og saa langt, det kan række; men under fremrykningen af de første batterier kommer de to zoner til at falde sammen, man maa derfor skride til en ny inddeling af artilleriet, og navnlig maa man decentralisere artilleriets kommandoforhold og danne nye grupper; det er et overordentlig vanskeligt problem, da alle forbindelserne ofte er hørt op at virke. Hovedreglen er, at man overlader divisionsartilleriet en del af korpsartilleriets batterier.
Forfølgelsen.
Under forfølgelsen og udnyttelsen af sejren maa man decentralisere endnu mere. Da den taktiske situation hurtigt forandres, og forbindelserne hyppigt svigter, kan afdelingerne ikke mere gøre regning paa direkte støtte af artilleriet; man maa derfor gaa over til at tildele infanteriet batterier, der umiddelbart følger dette og øjeblikkelig kan gribe ind i kampen, naar det er nødvendigt. I en division, der rykker frem med 2 infanteriregimenter i forreste linie, kan hvert regiment manøvrere med en artillerigruppe bestaaende af 2 afdelinger 75 mm kanoner og 1 afdeling 150 mm haubitser. Saasnart et infanteriregiment, der thar faaet tildelt en saadan gruppe artilleri, støder paa modstand, maa alle batterierne være klar til at gribe ind ved skydning mod de fjendtlige modstandscentre, der i øjeblikket er mest generende for infanteriregimentets fremrykning.
Er det umuligt at bryde fjendens modstand med dette artilleri, maa man lade hele divisionens artilleri træde i aktivitet, de forskellige artillerigrupper maa derfor hurtigt igen kunne samles i divisionsartillerichefens haand; han har imidlertid under hele fremrykningen beholdt en 105 mm lang kanon-afdeling direkte under sig for at kunne foretage skydninger mod hurtigt opdukkende maal og understøtte de andre artillerigrupper, naar det er nødvendigt. Stillingsskifte foretages af artillerigrupper, naar de ikke mere kan støtte infanteriet fra den stilling, de staar i, som regel foretages dette stillingsskifte afdelingsvis i spring paa omtrent halvdelen af kanonernes maksimumsrækkevidde.
Man bør først lade artilleriet gaa frem ad en vej, naar man er sikker paa, at den er farbar; derfor fremsendes et kommando, der kan holde divisionens artillerichef nøje underrettet om de forskellige vejes farbarhed. Der bør ikke sendes flere batterier frem, end man med sikkerhed kan forsyne med ammunition. Man kan tildele infanteriregimenterne ledsagebatterier af 75 mm skyts eller eventuelt bjergartilleri. Disse batterier følger umiddelbart frem med infanteriregimentet og kan derfor yde dette en kraftigere og lige saa hurtig støtte som dets egne minekastere; de faar deres ordrer direkte af infanteriets forreste chefer, efterhaanden som deres indgriben er nødvendig. Denne rnaade at bruge artilleriet paa har dog sine ulemper, som det er vanskeligt at undgaa, nemlig:
1) en for stor splittelse af artilleriet, der let kan føre til, at slaget opløses i en række lokale aktioner, der ikke fører til noget resultat,
2) ammunitionstilførslen bliver meget vanskelig,
3) selv om ledsagebatterierne følger batailloncheferne, kan de dog sjældent gribe ind i rette tid, da meldingerne kommer for sent tilbage fra de forreste linier til dem.
Da problemet ledsageartilleri ikke kan siges at være løst ved brugen af feltbatterier, maa man danne grupper af pansrede tanks, der kan gaa frem med de forreste linier, eller endnu bedre have lavtgaaende pansrede flyvemaskiner, der kan gribe ind i kampen fra ringe højde.
R. Larssen.
