Den tyske Vejledning i Kamp om fæstninger og nyere tyske Anskuelser om fæstningskrig

Af Kaptajn S. Kyhl,

til Tjeneste ved Kommandanten i København.

Indtil August 1910 hvilede der et Slør over de officielle tyske Anskuelser om I’æstningskrig. Man kendte dem i Hovedsagen kun gennem Ekscrcerroglcmentet for Fodarlilleriel, der ifølge sin Natur særlig maatte omhandle de herhen horende Forhold, samt gennem F'elddiensl-Ordmmg, hvori et enkelt Afsnit behandler Forposter i Fæsiningskrig. I 1902 var vel udkommet en Belagerungsanleilung og !i 1902 en Verleidigungsanleitung, men begge var fortrolige og derfor ikke tilgængelige for Offentligheden. Den 12. August 1910 blev disse to Vejledninger afløste af „Anleitung lur den Kampf um Feslungen“, der blev offentliggjort. Man er herefler i Stand til, særlig naar denne Anleitung .studeres i Forbindelse med den militære Lilleralur om Fæstningskrig, at danne sig el Billede af de Tanker, der er oppe, og som er de herskende i Tyskland, i alL Fald de, der har Ilærledelsens officielle Stempel.

Naar man i Tyskland har besluttet sig til Udsendelsen af en almentilgængelig Vejledning i F'æslningskrig, da skyldes del antagelig først og fremmesi Erkendelsen af, al Kamp om Fæstninger, saavel Angreb som Forsvar, i Fremtiden kan komme til al spille en langt større Bolle i Tysklands Krige, end man tidligere har villet indrømme. Endvidere er man i Tyskland, som vel andensteds, nanet til den Anskuelse, at de Tider er forbi, da Fæstningskrigen var et Specialdomæne for Artillerisier og Ingeniører, saaledes at de første udførte Fjernnngrebel, de sidste Nærangrebet Tverlimod! Port Arthur — baade Angrebet og tillige og ikke mindst Forsvaret — har tilstrækkelig vist, al den Sætning i det lyske Eksercerreglement for Fodfolket, at Kampens Byrde hviler paa delte Vnabcn, gælder for F'æstnings- som for Fellkrig, ligesom denne Belejring har vist, al „kun Infanteriangrehel fører lil Afgørelse overfor F'æstningsfronler, der bliver godt forsvarede“ (120) i). Del er vel højt regnet en Menneskealder siden, at man definerede Vaabenarternes Rolle under en Belejring som følger: Fodfolket skulde bevogte og forsvare de dækkede FremrykningslinicP mod Fæstningsværkerne, afgive den fornødne Arbejdsstyrke til Dækværnenes Udførelse m. m. og storme Brescherne saml gøre Vagt og anden Tjeneste ved Parkerne. Artilleriet skulde med fornøden Hjælp af Arbejdsmandskab af Fodfolket bygge Angrebsbalterierne, armere og betjene dem, samt sørge for Aminunilionsl'orsyningen. Ingeniørerne skulde lede eller udfore alle de Belcjringsarbcjder, som ikke paahvilede Artilleriet. Ogsaa hertil skulde Fodfolket afgive Arbejdsmandskab. I Overensstemmelse hermed angaves Belejringens Forløb saaledes, tit Angriberen, efter al have valgt Angrebspunkt, overvældede dette med en saa stærk, fra lang Afstand udført Beskydning og Bekaslning med svært Skyls, al Besætningens aktive Forsvarskraft lammedes, og Fæstningsværkernes passive Modstandskraft brødes. Derefter skulde det være muligt for Fodfolket gennem dækkede ITemrykningslinier — Løbegravene — efterliaanden at nærme sig Kontreskarpen og tilsidsl over Graven ad de ved Artilleriets Virkning eller ved Minesprængninger fremkaldte Breseher tage det paagældende Værk med Storm.

Naar man imidlertid erkender, at en saadan Fremgangsmaade ikke kan anvendes, og at det er Fodfolkel, som udfører Hovedangrebet, støttet af de tindre Vaabcn, saa er det klart, at særlig Fodfolket maa kende Grundsætningerne for Fæstningskrigen, og da kan „fortrolige Vejledninger ikke erstatte et Reglement“. 1) Sporgsmaalel bliver derefter, om man skal lii al lære Fodfolket noget nyt og fremmed, noget som intet bar at gøre med F'eltkrigen? Svaret er i Tyskland blevel et Nej. Principperne for FelI- og F’æslningskrig er de samme: „Kampen om I'æstninger udvikler sig som Regel iif F'ellkrigens Bevægelser og gaar eflcrbaanden over lil en af den stærkeste Arlillerivirkning og af ttlle Teknikkens Midler understøttet Kamp om de permanente Værker. Den fordrer en grundigere Forberedelse og større Anvendelse af Tid, end Kampen i aaben Mark. men de almindelige Grundsætninger for Kampen er dr samme for Felt- og Fæstningskrig“ (4). Ilauptmann Ludwig forklarer i sin Artikel i Vierteljabrshefie den tidligere Sondring mellem I'elt- og F’æstningskrig først og fremmest derved, at man tidligere udelukkende opfattede Taktikkens Væsen som de for Kampens Føring fastsatte F'ormer, saml derved, ;tl de ydre Forskelligheder mellem Gennemførelsen af Kampen i F'elt- og F'æstningskrig fremtraadte langt sherkere end nu til Dags. „Men med Udviklingen af de moderne Ildvaaben forringedes Betydningen af den formelle Ttiktik, og nu til Dags forslaar vi ved Taktik mindre Pieren om de Former, i hvilke Tropperne kæmper, end Læren om de Grundsætninger, hvorefter Kampen skal ledes. I den nyeste Tid vinder den Anskuelse mere og mere Jordhund, al Fæstningskampen kun er den stærkeste Form l'or Stillingskrig, og at den tidligere herskende, skarpe Skelnen mellem Felt- og Fæstningskrig ikke mere er berettiget og ikke mere er hensigtsmæssig, fordi den vanskeliggør Troppernes Uddannelse. At der findes mange uundgaaelige Afvigelser i Kampformen, kan derved ikke bestrides, men det kan ikke anerkendes, at de er vægtige nok til at begrunde en Væsensforskel imellem dem.“ Derefter vil altsaa en principmæssig Adskillelse mellem Felt- og Fæstningskrig ikke mere kunne opretholdes, naar det kan paavises, aL Grundsætningerne for Ledelsen af Kampen er de samme. Om selve del tidligere Fæslningsangreb, der jo helt og holdent maa karakteriseres som el Normalangreb, udtaler Ilauptmann Ludwig, al vi jo nu til Dags anser del for urigtigt at uddanne Tropperne med el skematisk Normalangreb for Øje, da delte vilde hindre Tankernes og Kræfternes frie Spil og kun kunde kompromittere det heldige Resultat. Men „delte gælder i lige saa boj Grad for Fæstningskrig, kun at Faren for el Normalangreb her ligger særlig nær. At delle er Tilfældet, hidrører fra Udviklingen i Fæstningskrigens Taktik, der indtil den nyeste Tid fremtræder som et i alle Enkeltheder fastsat Normalangreb. En saadan Udvikling blev ganske visl ogsaa begunstiget ved de ældre Fæstningers store Ensartethed, anlagte, som de var, efter nøje bestemte Forskrifter.“

I tidligere Tid var et Normalangreb vel ogsaa i mange Tilfælde berettiget og anvendeligt med Fordel, og flere vil hævde, at det er det endnu, fordi der er en vis Overensstemmelse mellem de moderne Fæstninger og mellem den Maade, hvorpaa deres Fortcrrain indrettes tit Forsvar, og det kan maaske ogsaa begrundes med, at der indenfor hvert større Tidsafsnit af Fæstningskrigen, ligesom af Feltkrigen, maa gælde visse, af Teknikkens og Vaabenvirkningens øjeblikkelige Standpunkt afhængige, Grundsætninger og Erfaringer. Men „alligevel maa de samme Betænkeligheder rejse sig mod et Normalangreb i Fæstningskrigen som i Fellkrigen. Det vil i hvert Fald altid kun kunne anvendes med betydelige Afvigelser, thi trods al Overensstemmelse i Værkernes Konstruktion, har dog hver Fæstningsfront og frem for alt hvert Forlerrain sine Ejendommeligheder. Hvert enkelt Tilfælde kræver derfor særlige Forholdsregler, ganske bortset fra, at ogsaa Modstanderens Optræden varierer.“ Det vilde her føre for vidt at følge den videre Paavisning af Overensstemmelsen mellem Grundsætningerne for Felt- og Fæstningskrig. Iler skal blot paapeges, at del er saadanne Betragtninger, der er bragt i Form i den tyske Vejledning i Kamp om Fæstninger, og som helt og holdent danner Grundideen i den.1) Vejledningen behandler, efter en kort Indledning, i to Afsnit Angreb og Forsvar.

Indledningen begynder med at paapege, at K rigens første Maal er Tilintetgørelsen af den fjendtlige Felthær. Ilerlil skal alle disponible Kræfter og Midler anvendes (1). Imod Fæstninger skal der i Almindelighed kun anvendes Tropper, naar deres Indflydelse paa Operationerne tvinges dertil. løvrigt kan Erobringen af en Fæstning blive nødvendig for at aabne en uundværlig Forbindelse eller endelig for fuldstændig at tilintetgøre Modstanderen (2). Det vil her være af Interesse at erindre følgende af Clausewilz '), hvis Lærdomme i de sidste Aar er taget op til fornyet Studium i Tyskland. „Das Ziel des Krieges soilte nach seinem Begriff stels die Unlerwerfung des Gegners sein ... W ir glauben, dass nach der Mehrzahl der Frfahrungen folgender Umslande die Niederwerfung des Gegners hauptsåchlich bewirkcn: 1. Zeiirummerung seines Ilecres, wenn es einigermassen eine Polens hildet; 2. Finnahme der feindlichen Ilauptsladl, wenn sie nicht bloss der Miltelpunkt der Staalsgewalten, sondern auch der Sit/, polilischer Korper und Parleiungen ist: 3. Fin wirksamer Stoss gegen den liauplsachlichslen Bundesgenossen, wenn dieser an sich bedeutender isl als der Gegner.“ Da en lille Magts Felthær aldrig overfor en Stormagt kan danne „eine Potens“, maa følgelig Hovedstaden blive det principale Operationsobjekl. — Indledningen slutter med, at de i Vejledningen givne Bestemmelser kun er Holdepunkter: „Førerne maa forslaa at handle hurtigt og uden Vaklen, hensynsløst at udnytte ethvert Hjælpemiddel for al naa deres Maal og herved stedse erindre, at en dristig, offensiv Aand ikke blot ved Angrebet, men ogsaa under Forsvaret, er den bedste Borgen for et heldigt Resultat“ (ti). Denne Appel til Førerne er af stor moralsk Værdi, særlig fordi den ogsaa for Forsvaret paapeger Offensivens Nødvendighed. Ligesom den rene Defensiv maa forkastes i Feltkrigen, saaledes ogsaa i Fæstningskrigen. Angreb mødes stedse og bedst med Angreb. Den tyske Vejledning er her i Overensstemmelse med den franske Instruktion af 1909, der forlanger et Forsvar, extérieurc et active, med en stærkt udpræget offensiv Karakter-).

Afsnittet om Angrebet deler sig i nogle almindelige Bemærkninger og t Kapitler, nemlig Belejringshærens Sammensætning m. m.. Belejringens Forberedelse. Belejringens Gennemførelse og Kam]) om .Spærrebefæstninger. Det sidste lades her ude af Betragtning.

I de almindelige Bemærkninger behandles Angrebsmaaderne. Tidligere havde man, hvad en tysk Forfatter kalder en hel Buket af Angrebsmaader3). -Man skelnede mellem Cerncring eller Blokade, Overfald, voldsomt Angreb, Bombardement og regelmæssig Belejring. De mange Metoder var en naturlig Følge af, at den regelmæssige Belejrings Normalangreb i sin skematisk)' Stivhed var uanvendelig i særlige Tilfælde, i Realiteten i de fleste. Man maatle derfor for de særlige Tilfælde give særlige Bestemmelser, hvilket naturligt forte til en Klassificering. Men det er ligeledes forslaaeligt, al man kan formindske Buketten, naar man siryger Normalangrebet. Dette fordrede til Gennemførelsen en vis Tid, der ikke alene var afhængig af den Modstand, Angriberen mødte, men ogsaa af den Tid, det tog at udføre Normalangrebets kunstfærdige System af Paralleller og Løbegrave. Naar dette bortfalder, bliver derimod Angrebets Fremadskriden i Tid og Rum ene afhængig af egen Virkning og af Forsvarets Kraft. Efter den Hastighed, hvormed Angrebet kan føres frem, kan dets Udseende skifte, saaledes at det regelmæssige Angreb før eller senere kan faa det voldsomme Angrebs Karakler. En østrigsk Forfatter, Ilanika, udtrykker delte ved følgende1): „Det følger af sig selv, al to Angreb næppe vil være ens i Anlæget og i Gennemførelsen. Angrebels Idé bestaar i, at man nærmer sig Fjenden for at paatvinge ham sin Vilje. Den Hurtighed, hvormed der rykkes frem, afhænger af Styrken af Fjendens Modstand. Ved Gennemførelsen af ethvert Angreb gaar man udækket saa langt ind paa Modstanderen, som det anses for tilladeligt. Den Maade, hvorpaa man derefter rykker frem, afhænger ikke af Angrebskategorien, men af de virkelige Forhold.“ I den lyske Vejledning bar man da ogsaa forladt den tidligere Klassificering. For saa vidt man bar indladt sig paa en saadan, bar man gjort den afhængig af den Modstand, man kan forvente at møde. „Imod store Fæstninger er Belejring som Regel nødvendig. Fæstningen afskæres fra sine Forbindelser og indesluttes saa fuldstændig som muligt. Efter al de fornødne Transportforbindelser er indrettede og efter at Belejringsformalionerne er indtrufne, paabegyndes Angrebet, der fortsættes uafbrudt indtil Fæstningens Fald“. (8).

„Svage Fæstninger kan under visse Omstændigheder tages med Felthærens Midler eller med Dele af Belejringsformationerne, saasnart den nødvendige Ammunitionslilførsel er sikret“ (9). Den Sondring, der her er sket, berører saaledes kun Arten og Mængden af Angrebsmidler. Grundsætningerne for Angrebets Gennemførelse er derimod de samme, og del er i nøje Overensstemmelse hermed, al Siormen ufortøvet skal sættes an, naar Angrebsarbejdernes Tilstand, Resultatet af Rekognosceringerne eller Modstanderens Optræden svnes at vise, at Tidspunktet er kommet (177). Man finder da ogsaa, at Vejledningen slet ikke omtaler det overraskende Angreb og det voldsomme Angreb. I og for sig kan det sidste, som nævnt, komme, naar det belejringsmæssige Angreb skrider meget hurtigt frem. Men efter de japanske Uheld ved Port Arthur er det i Tyskland erkendt al være ganske forkasteligt, naar de Værker, man staar overfor, ikke er „stormmodne“. Og dertil fordres en Forberedelse, den være kortere eller længere. Bombardement omtales overhovedet ikke i Vejledningen. Det er dog næppe af Humaniletsbensyn, hvad der ifølge Brialmont skulde udelukke Anvendelsen af denne Angrebsmaade i Fremtiden, men snarere fordi man i Tyskland erkender, at dens Anvendelse er ganske resultatløs overfor en stor Fæstning. Det nævnes vel som en af det svære Fladbaneskyts Opgaver at beskyde Fæstningens Indre (133), men dette tager nærmest Sigte paa en Beskydning af Forbindelserne til Angrebsfronten o. lign. Det vilde ogsaa efter tyske Anskuelser betegne en Splittelse i Kræfterne samtidig at angribe Forsvarerens Linier og udføre et i sit Resultat tvivlsomt Bombardement af Fæstningsbyen. I Afsnittet om Forsvaret er Forhold overfor et Bombardement overhovedet ikke omtalt. Om Indeslutning og Udsultning anføres kort, al disse Angrebsmaader kun undtagelsesvis vil kunne bringe en Fæstning til Fald (10). I de almindelige Bemærkninger indpræntes den kendte Læresætning, som der dog i Krigen syndes saa ofte imod, at Anvendelsen af utilstrækkelige Kræfter let fører til Nederlag. Overlegenhed og Angrebsmidlernes hurtige Fremdragning er nødvendig (7). Den videre Anvendelse heraf bar ført til Bestemmelsen om, at Angrebet ikke maa paabegyndes, for Belejringsartilleriet er klart til Skud (128), Forbindelserne bagud og navnlig Ammunilionsforsyningen sikret (9).

Belejrings h æ r ens S a m m e n s æ 1 n i n g bestemmes af den øverstc Hærledelse (12). T il Belejringsformationerne horer Fodarlilleri, Ingeniører og Forbindelseslropper (Verkehrstruppen) (13). Generallieutcnant M idle r1) angiver paa Grundlag af forskellige Forfatteres Opgørelser Belcjringshærens nødvendige Styrke lil 3 Gange Besætningen i vedkommende Fæstning eller D/a lil højst 2 Mand pr. M. af Indeslutningslinien. Major F rils ch 2) opgør Besætningen i en Fæsining med IB km Diameter og 50 km Omkreds til GO,000 Mand med ialt 500 Stk. Kampskyls. Til Angreb paa en saadan Fæstning regner ban derimod, at der behøves 150,000 Md. Felt- og Reservclropper, d. v. s. 10 Divisioner, og af svært Skyts omtrent 500 Stk., d. v. s. mere end 20 Batailloner i 10 Regimenler. Hertil kommer yderligere Pionerformationer samt Forbindelses- og Etapetropper. Disse Angivelser er naturlig kun tilnærmelsesvise. Et noget sikrere Skøn kan der vindes ved i del konkrete Tilfælde, hvor det drejer sig om en bestemt Fæstning, at lægge de taktiske Forhold lil Grund for Beregningen under Hensyntagen til Fæstningens og Forsvarets sandsynlige Styrke. Som nedenfor omtalt kan der omtrentlig regnes 1 Inf.-Division pr. 1 km af Angrebsfronten og 1 Division, mulig Reservetropper, pr. 12 km af Indeslutningslinien uden for Angrebsfronten. Da et Belej ri ngsartilleriregimenl ifølge Major Frilsch har omtrent 1 km Frontbredde, kan der indenfor Divisionsafsnittet paa Angrebsfronlen højst opstilles 4 Regimenter med 128 Stk. svært Skyts. Selve Hovedangrebets Udstrækning afhænger af de taktiske Forhold paa Stedet, den disponible Styrke, Forsvarets Styrke o. lign., men man kan vel regne, al en enkelt Divisions Front — 1 km — som Regel vil blive betragtet som værende for ringe overfor en Modslander, der er nogenlunde godt udstyret med svært Fæslningsskyts, idet Angrebsfeltet i saa Tilfælde kan tages stærkt under Behandling fra ikke angrebne Naboafsnit. To Divisioners Front eller 8 km vil vel i Reglen være det normale. I del i Vejledningen viste Eksempel, — der naturligvis kun maa opfattes som saadant, — er da ogsaa vist en Angrebsfront med 2 Divisioner med tilsammen ca. 300 Stk. svært Skyls. Hertil kommer saa Tropper til Anvendelse uden folden egentlige Angrebsfront.

Belejringspark i Ordets tidligere Betydning anvendes ikke mere i Tyskland. Stammen i Belejringsarlilleriet dannes af Feltherrens svære Artilleri (schwere Artillerie des Feldheeres), hvoraf der formentlig ved Mobilisering vil blive tildelt hvert Armékorps 1 Bataillon med 4 Bulterier a 4 Pierer. Naar Korpset skal anvendes mod en Fæstning, suppleres dette Artilleri i meget betydelig Grad. idet Belejringsartilleriel iovrigl sammensættes linder Hensyn til de Opgaver, del skal lose. Som Folge deraf vil Skvlsarlen ofte forst kunne bestemmes, naar man staar foran Fæstningen og har bestem! Angrebsretningen (14). Naar dette er afgjort, bestemmes Belejringsartilleriets Arl og Sammensætning. Belejringsarlillerict — eller Fodarlilleriet inddeles i Brigader. En Brigade bestaar af flere Regimenter, Regimentet af 2 Balailloncr, hver Bataillon af 4 Batterier og cl Parkkompagni. Liver Bataillon forer en bestemt Skylssort, men Balaillonerne indenfor el Regiment kan have forskellige Skylssorter (14). Hverl Balleri har 4 Pierer. Det skal dog bemærkes, al Balailloncr med 21 cm Motorer ifolge Eksercerreglemenlet for Fodarlilleriel kun synes al have lo Batterier.

De Skylsarier, der vil kunne indgaa i Fodartilleriet, er folgende:

15 em Haubits (schwere Artillerie des Feldheeres)

21 - Morter

10 - Kanon

15 - do.

5 - do. i Panserlavet

I Øjeblikket er en 13 cm Kanon under Indforelse, vistnok besteml til al aflose den 15 cm Kanon. Det Antal Pierer, hvormed hver Skylsari repræsenteres i det samlede Fodartilleri, vil, som nævnt, være afhængig af de Opgaver, der vil komme lil al foreligge. Ifolge Fritsch bor dog godt s/s af Belejringsartilleriet være Krmnbaneskyls, Besten Fladbaneskyls. Balaillonerne er bespændte eller ubespændle. For at kunne bestride Tilforselstjeneslen udslvres hver Bataillon med 7,5 km smalsporet Jernbanemateriel. Som tidligere omtall maa Angrebel ikke paabegyndes, før Ammunilionstilførslen er sikret. Dertil borer, at en forslo Ammunilionsforsyning maa være lil Stede, saaledes at Ilden, efter at den er aabnet. kan vedligeholdes Dag og Nat. Ilvor stor denne forsle Forsyning, der altsaa maa fores frem samtidig med Piecorne, skal være, findes ingensteds angivet. Man kan formode, at den som Minimum maa kunne strække til lil 5, maaske 10 Dogn. General Midler angiver Forsyningen for et Dogn lil 00 Skud pr. Morter, 80 Skud for de øvrige svære Piecer i Fodartilleriet. Del er dog muligt, at delte er noget lavt ansat, og at der snarere maa regnes med 80, henholdsvis 100 Skud pr. Dogn. Hvad angaar Behovet af Artillerisler til Fodartilleriets Betjening, da er Oplysningerne derom mangelfulde. Russiske og østrigske Angivelser svinger mellem 23 og 55 Mand pr. Piccc. General Müller regner efter El-faringerne fra Krigen 1870—71 med mindst 50 Mand pr. Piece. Til hver Fodartilleribrigade horer et Parkkommando med en Parkbalaillon og et Værksted. Parkkommandoet indretter Brigadeparken, stiller Ammunition og E rstatningsmateriel rede og besørgcr Frcmførslen lil Bataillonernes Modtagesteder. For at kunne udføre delte tildeles der Kommandoet det nødvendige smalsporede Materiel') samt Easlmolorvogne eller Ammunitionskolonner (16).

Hver Fodartilleribrigade har sin Park, der oprettes ca. 12 km fra Fæstningen udenfor Fæstningsarlilleriefs Virkningsomraade og saa vidt mulig ved Udladeslalionen paa den fra Hjemlandet forende Normalbane. E r dette sidste ikke muligt, maa Brigadeparkens Standplads forbindes med Banens Endestation ved Normalbane eller ved Feltbane. Brigadeparken indeholder Hovedmassen af Ammunition og af Materiel og Forraad aT enhver Art, Reparationsværksteder samt Telegrafmateriel og smalsporet Materiel lil Parkens eget Brug. Fra Brigadeparken fores en eller flere smalsporede Baner frem saa skjult som muligt lil Belejringsarlilleriregimenternes Omrande. 1—2 km bag Bataillonernes Tidstillinger indrulles de saakaldle Übernahmeslellen — Modtagesleder —, hvor Banerne fra Parken ender, og hvor Balaillonerne modtager Ammunitionen og fører den videre frem lil Ballerierne ad Förderbahnen, som Bataillonerne selv anhegger. Foruden en „eiserne Bestand“ ved Ballerierne indrettes en „Munitionslager“ med 100—300 Skud pr. Kanon i Nærheden af Modtageslederne 2). Baner til Sikring af Ammunitionslilforslen betragtes som nødvendige og kan kun undtagelsesvis erslalles ved T.astmotorvogne eller ved Ammunilionskolonner. Den Tid, som vil medgaa lil Fremforsel af en Belejringspark, fra del Øjeblik, Mobiliseringen begynder, og lil Artilleriet er klart til Skud, er forholdsvis meget betydelig. Den afhænger naturligvis forsi og fremmest af Parkens Størrelse, men ogsaa af den Mande, hvorpaa Transporlen kan udfores. Man anser det i Almindelighed for nødvendigt at kunne rande over i del mindste een Jernbanelinie fra Mobiliscringssfedernc lil Fæstningen, idel det jo er enorme Vægte, der skal flydes. Her skal blol anføres folgende Vægte:

1 21 cm Morter under Transpor! ca. 7000 kg

1 15 - Haubils med Forstilling 2800 kg

1 10 - Kanon med Forstilling 3200 kg

1 15 - do. under Transpor! ca. 8000 kg

medens Projektilvægtene kan siedes til:

for 21 cm Morter 119 kg

- 15 - Haubits ca. 40 kg

- 10 - Kanon 18 kg

- 15 - do. ca. 12 kg

E flcr General Muller skal anføres folgende Beregninger, der har de gunstigst mulige Betingelser for Frem ­ forslen til Forudsætning:

General Speck..... for 210 Piecer 50 Tog, 12 Dage

Deguise ................ -   508     —    „    —    28   —

lluss. Art. Journal .... - 358     —   90   —   10  —15 —

Macalik og Langer . . . - 320  —   79   —   20

Om Fremførelsen af el Train paa 100 Slk. Skyls, hvoraf 00—80 af Felthærens svære Artilleri, udtaler General Midler l) : „Del kolossale og tidsspildende Arbejde kan i givet Tilfælde kun afkortes ved den omhyggeligste Forberedelse i Fred og ved rettidige Befalinger; men det bliver atter paavirkel af den vanskelige Etablering af Parken foran Fæstningen. Selv om |i gunstigste Tilfælde del første Jernbanetog indtræffer foran Fæstningen kort efter Belejringshæren, vil der medgaa en Tid af 3 Uger, før Ilden kan aabnes med et tilstrækkeligt Antal Skyls. Del er denne Tid, som virker mest forhalende paa Tidspunktet for Angrebets Paabegyndelse, idet den til Dels aLler ophæver den Afkortning i Belejringens Indledning, som er vundet ved hurtig Indeslutning og hurtig Indsættelse af Felthærens svære Artilleri, thi imellem tilendebragt Indeslutning og den første Aabning af Artilleriilden vil der opstaa en Pause, som kommer Forsvareren Lil Gode. Der klages stedse over denne Forhaling af Angrebet; man forlanger, at den skal bortfalde; men dette vil kun kunne ske paa Bekostning af en grundig Forberedelse, og det vil kun kunne fore til en overilet Paabegyndelse af Angrebet.“

„Et Pionerregiment bestaar af mindst 2 Batailloner à 3 Kompagnier og et Pionerbelejringstrain, der sammensættes af Parkkompagnier og en bespændt Trainkolonne. Den indeholder Bedskaber og Malerialicr af enhver Art, Belysnings- og Sprængmidler samt Stormredskaber.“ (17.) F’æstningsbelysningslropper knyttes til al begynde med til Pionerregimenterne og fordeles derefter efter Behov. (18.) Hvert Pionerregimenl indretter omtrent 12 km fra l'æslningen sit PionerTIoveddepot. Herfra fremskydes 1 Toner-Mel Rumlepoter, et fra hvert Regimenlsafsnit. Mellemdepotel indretter atter, hvis det skønnes nødvendigt, Eøbegravsdepoler tæt bag Arbejdsstederne. F’oruden de ved ordre de bataille tildelte Forbindelseslropper skal en Belejringshær være udstyret med (19; :

Jernbanekompagnier til Bygning af Baner,

Jernbanekompagnier til Drift af Baner,

Formationer med Laslmolorvogne,

Belejringstelegrafafdelinger,

Fæstningstelegrafkompagnier (til Bygning af Linier),

Radiotelcgrafformationer,

F’æstningssignal tropper,

Luftskipperformationer.

Af disse forskellige Formationer udgør Jernhanetrop})erne langt den største Del.

Ved Belejringshærens Leddeling har man i Tyskland gennemført det kendte Princip om Kræfternes Koncentration ogsaa i Fæsiningskrigen. Bclcjringshærcn fordeles ikke jævnt overfor hele Fæstningens Omkreds, men den koncentreres stærkt paa den Strækning, hvor man vil gennemføre Hovedangrebet, medens man paa den øvrige Del af Omkredsen nøjes med svagere Kræfter, eventuelt endog med Rytteri, der blot holder F’æslningen afskaaren fra Forbindelse med Omverdenen. Del er en Følge af de moderne Fæstningers store Omkreds, men del er først og fremmest en F’ølge af, at det afgørende Angrebs ustandselige FTemadskriden kræver en meget stærk Echelonnering i Dybden, for at man stadig kan have tilstrækkelige Tropper fremme i 1. Linie, hvor Kampen føres, saa stærk, at der vilde kræves uforholdsmæssig mange Tropper, hvis man vilde føre Angrebet afgørende ind paa hele Fæstningens Omkreds. I’ørst og fremmest er naturligvis Kampens Formaal afgørende for Leddelingen. Under Hensyn hertil og Lil Terra informerne dannes Afsnit, i hvilke sluttede Troppeenheder (Korps, Divisioner o. s. v.) gennemfører Angrebet mod en Del af F’æstningen eller udfører en sekundær Opgave (21). Anvendelsen af Princippet om Kræfternes Koncentration finder da sit Udtryk, dels i forholdsvis smalle Afsnit paa Angrebsfronten med stærk Echelonnering i Dybden, dels deri, at man anbringer de mest kampdygtige Tropper paa denne Front (23).

I Almindelighed synes man at regne med et Divisionsafsnit paa Angrebsfronten af 4 km, maalt i Indeslutningslinien, idet man herved, med en Turnus‘paa 3 Døgn mellem Balaillonerne i de nedenfor nævnte Regimentsafsnit, stadig kan have 1 Gevær pr. løbende Meter fremme i den forreste Linie (Major Frifsch). For Divisionsafsnittene udenfor Angrebsfronten stilles derimod kun den Fordring, at der i det hele skal være 1 Gevær pr. løbende Meler af Frontlinien. Herefter faar altsaa et saadant Divisionsafsnit 12 km Frontbredde. Disse Angivelser er dog selvfølgelig af teoretisk Art, idet mange forskelligartede Hensyn kan medføre Afvigelser. T il Sammenligning skal anføres, al Japanernes Hovedangreb paa Port Arthur fra Batteri B lil Mellemværk 3 (Sungschuschan) havde en FTonludstrækning, maalt i den russiske Stilling i Slutningen af November, af ea. 3300 m. Angrebet udførtes af 9. Division, 3 Regimenter af il. Division og 1 Regiment af 1. Division. Ialt var der saaledes 8 Regimentsafsnit med gennemsnitlig 400 m Front. Udenfor Angrebsfronten var der i Rummet fra Batteri B til Taho Bugten kun opstillet 1 Regiment med en Front af 3,5 km J). Ifølge Vejledningen skal der ikke udskilles nogen almindelig Reserve for hele Belejringshæren. Hvorvidt der skal udskilles Afsnitsreserver, afhænger af Omstændighederne øg bestemmes af Afsnitskommandøren (21). Den normale Besætning i et Divisionsafsnit paa Angrebsfronten vil være 1 Infanteridivision, 1 I'odartilleribrigade og 1 Pionerregiment, alt under vedkommende Divisionschef, der er Afsnilskommandør. I Afsnit udenfor Angrebsfronten er Besætningen normalt Reserveinfanteridivisioner, eventuelt Rytteri. Ogsaa disse Afsnit kan der tildeles F’odartilleri, dog kun Regimenter eller Batailloner og normalt kun i de Afsnit, der grænser op til Angrebsfronten, saaledes at dette Artilleri kan samvirke med Artilleribrigaderne paa denne. Indenfor Afsnittene anvendes Fodfolket i Reglen fløjvis, hvorfor Afsnittet inddeles i Underafsnit. I disse Regimentsunderafsnit danner omtrent U> af Styrken, altsaa 1 Bataillon, Forposterne, medens Resten holdes i Reserve eller hviler. Efterhaandein som Angrebet skrider fremad, overtager den forreste Kamplinie i Stedet for Forposterne Sikringen af de bagvedværende Tropper (24).

Forinden Kommandoforholdene ved Belejringshæren fremstilles, vil det være hensigtsmæssigt at kaste et Blik paa Udviklingen af Fæsiningskrigens Teori. Den enorme arlillerisliske Udvikling, der begyndte omtrent i 80erne i forrige Aarhundrede, maatie nødvendigvis paavirke Anskuelserne om Fæsiningskrig i meget høj Grad og i Favør af Angrebet. Det sidste dels paa Grund af selve Udviklingens Art, dels paa Grund af de daværende Fæstningers Konstruktion og Styrke. Del medførte, som bekendt, at mange Forfattere hældede til den Anskuelse, at hele Fæstningskrigen vilde forløbe som en Kamp mellem de Lo Artillerier, altsaa en P'jcrnkamp, der vilde blive saa afgørende, at ogsaa Ingeniørernes Nærangreb vilde bortfalde. Denne Tankegang er af Oberstløjtnant Frobenius, maaske noget vel draslisk, fremstillet som følger1): „ -------- man indbildte sig, allerede paa stor Afstand, at kunne ødelægge Værkerne og svække Forsvareren saaledes, at et Nærangreb efter gamle Begreber ikke mere behøvedes, men at Fodfolket med ringe Ofre og i lange Spring vilde kumme rykke frem til den fjendtlige Stilling for uden Møje at plukke den Frugt, der var gjort moden af Artilleriet. I’æslningsarlilleriet blev opfattet som den eneste Modstander, man maatie tage Hensyn til, og med dette haabede man hurtigt at kunne blive færdigt i en kortvarig Duel, saa snart Angrebsarlilleriels Opmarch var endt. Selv Ingeniør officerer hyldede den Anskuelse, al Overgivelsen vilde følge i overraskende kori Tid, og aL del eneste vanskelige Moment var Angrebsartilleriets Opmarch.“ „En Begrundelse paa disse optimistiske Anskuelser bar man aldrig forsøgt —“ — — — men paa Grundlag heraf „inddelte man nu hele Angrebet i Lo paa hinanden følgende Perioder: den første omfattede Artilleri- eller Fjernangrebet, hvis Opgave det var at uskadeliggøre Fæstniugsartillcriet saaledes, at Fodfolkets derpaa følgende Fremmarch, Infanteri- eller Nærangrebet, vilde forme sig som en Spadseretur. Under Beskyttelse af Batterierne, der ikke blot nedkæmpede ethvert fjendtligt Batteri, saa snart det viste sig, men ogsaa lilintelgjorde Værkernes Stormfrihed og berøvede Besætningen dens Modstandskraft, skulde Fodfolket i Spring i Løbet af faa Dage naa en Stormstilling og fra denne tage den liele Stilling med Storm. Da man ikke tvivlede om, at Artilleriet fra sine fjerne Stillinger var i Stand til at løse alle disse Opgaver, endog i meget kort Tid, saa kunde F'odfolkct med Ro i Sindet (mil vollcr Seelenruhe) afvente Artilierikampens snarlige Afslutning, for først da at ile til Sejrens Maal. Intet Under, at man forestillede sig Infanteriangrebet som meget simpelt og fandt det unødvendigt at beskæftige sig med dets Forberedelse i Fred. Men man var tillige saa sikker paa den artillerisliske Sejr, at man egentlig kun beskæftigede sig med Opmarchcn, som man erkendte som det eneste farlige Moment, og endog skubbede Spørgsmaalet om, hvorledes man blev Herre over det pansrede Skyls, til Side med „nogle fremskudte Batterier“. — — Saadannc Anskuelser, for hvilke, som bekendt, Saner var den ivrigste Talsmand, medførte bl. a., at de tekniske Troppers Betydning undervurderedes fuldstændig. Forberedelsen i Minekrig forsvandt af de fleste Uddannelsesprogrammer eller reduceredes til det mindst mulige. Dette Artilleriangreb, det afkortede Sauerske Angreb, fandt mange Tilhængere, og det bragtes til Udførelse i Renkultur ved Japanernes Angreb i August 1901 paa Port Arthur. Dets Anvendelse lier hvilede dog ikke alene paa den ovenfor udviklede Teori, men ogsaa paa en fuldstændig Undervurdering af den russiske Besætnings moralske og krigeriske Kapacitet i Forhold til de julianske Tropper, en Undervurdering, som ikke er ukendt fra Krigshistorien, og som altid bar hævnet sig. Angrebets Data skal lier kortelig refereres: Den (i. August begyndte Kampen om den egentlige Befæstningslinie, idel svært, japansk Artilleri paa denne Dag aabnede Ilden fra Ulvebjergene. 1 de følgende Dage indtil den 19. August udførtes derefter en Række Angreb mod fremskudLe russiske Stillinger, men „afset fra, at Japanerne den 9. August tog de fremskudte Posteringer paa Takuscban foran Ostfronten og enkelte ubetydelige Stillinger ved Luise BugLen, var alle deres Angreb blevet blodigt afvist, da Betingelserne for, at de skulde lykkes: stormmodne Værker og demoraliserede Tropper, ikke var tilstede.“ l) Den 19. August Morgen begyndte Artilleriangrebet, hvortil Japanerne disponerede over følgende Skyts2):

108 Feltkanoner,

72 Bjergkanoner,

8—12 Pd. Marinekan.oner,

8—12 cm Marinekanoner,

28—12 cm Felthaubitser (Krupp),

21— 9 cm Morterer,

72—15 cm Morterer,

10—15 cm Feltbaubilser (Krupp),

30—12 cm Bronze Kanoner,

4—10,5 cm Kruppske Kanoner.

Hovedangrebet rettedes mod de lo Redouter Nr. 1 og Nr. 2 (Panlungscban) og fandt Sled den 21. Morgen. Forud for det gik Skinangreb paa Hjørnebjerget, Vandledningsredouten og Kuropatkinlynetten. Japanerne havde paa førstnævnte Sled nogen Fremgang, men led ogsaa Tab. Efter al Artilleriilden var fortsat den 19. og 20. mod Nordøstfronten, sattes Hovedangrebet an mod Redouterne den 21. Kl. 4 F'm. Den første Storm mislykkedes. Indtil den 22. Middag udførtes endnu 4 Storme, som imidlertid alle afsloges af Ilden fra det russiske F'odfolk og fra Mitrailleuserne. Det samlede Tab i bele Perioden var ca. 10,000 Md. I den ovencilercde Artikel i Mil. Wochenblatt udtales: „Herved er der leveret et overtydende Bevis for, at kun den omhyggelig forberedte, planmæssige I’remgangsmaade fører til et heldigt Resultat ved Angreb paa en større Fæstning med en god Besætning, selv om Angriberen raader over en tredobbelt Overmagt. Denne gode Lære har Japanerne erkendt altfor sent og derfor betalt meget for dyrt.“ Det varede imidlertid noget, inden man i Tyskland naaede til denne Erkendelse. I sin Fremstilling af Kampen ved Port Arthur udtalte den tyske Generalstab1), at den artillerisliske Forberedelse havde været for kort og de anvendte Midler for svage. Havde dette ikke været Tilfældet, var Angrebet maaske lykkedes, og Angrebene den 20.—21. August „taler mere fo r end imod Berettigelsen af et voldsomt Angreb, hvor et saadant overhovedet synes muligt paa Grund af særegne Forhold hos Modstanderen, i Særdeleshed naar Angriberen raader over en stærk Overlegenhed med Hensyn t i l F o d f o l k og s væ r t A r t i l l e r i . “ Denne Generalstabens Anskuelse blev meget stærkt imødegaaet af Oberstløjtnant Frobenius2). Han indrømmer, al det japanske Belejringsarlilleri var svagt, men han hævder, at de russiske Værker ogsaa var meget svage, og at, ifølge Teorien fra før 1904, det japanske Artilleri skulde have været stærkt nok til at gøre Værkerne stormmodne. Men dog har Artilleriet ikke kunnet løse nogen af de Opgaver, som det havde paataget sig at løse: „Det har ikke kunnet ødelægge Hindringsmidlerne, ikke kunnet forhindre Besætningen i Værkerne i at være rede, Dag og Nat, til at kaste Angriberen tilbage, endskønt det med megen Dygtighed har samvirket med Fodfolket, hvis Fremrykning det fulgte til det sidste Øjeblik, og som det understøttede i Kampen, med sine Granatkardæsker. Det har ikke kunnet løse en eneste af sine Opgaver, og det er med RetLe, man har sagt: Artilleriet har spillet fallit.“ Alle Forfattere indrømmer vel ikke ligefrem dette, men General Muller erklærer dog, at Angrebsartilleriet maa regne med et længere Tidsrum for at opnaa lldoverlegenhed. Llanika3) udtaler, at Artillerikampen er langvarig og lidet afgørende; ved PorL Arthur forblev de russiske Haubits- og Morterbatterier, der var stillet op paa de fra Japanerne vendende Skraaninger, intakte til det sidste. I den ovenomtalte Artikel i Kriegstech. Zeitschrift4) paaviser Oberstløjtnant Frobenius, hvorledes det er Fodfolksgeværet, det liurtigskydende Skyts og Umuligheden af at ødelægge de faa Stykker Kampskyts, som Russerne raadede over, der tvang Japaneserne til overfor middelmaadige Fæstningsanlæg at anvende en Angrebsmaade. om hvis Vanskeligheder intet Menneske havde drømt. Han paapeger ogsaa og med fuld Ret, at selv med Bcnyttelse af Luftskibe kan man ikke bedømme den virkelige Skade et Værk har lidt, men kun den tilsyneladende, og dette kan føre til de største Skuffelser. Han foreslaar derfor en anden Inddeling af Angrebet end tidligere, — for saa vidt man overhovedet vil foretage en saadan, — nemlig en Inddeling i to Perioder, hvoraf den første omfatter Kampene i P'orterrainet indtil det Ojeblik, da Forsvareren opgiver dette, og Angriberen skal begynde Kampen om Hovedforsvarsstillingen. Den anden Periode omfatter da hele Kampen om denne. Men i begge Perioder er det Artilleriets Hovedopgave „som det virksomste og uundværlige Hjælpevaaben at understøtte Infanteriangrebet og at afpasse sine Forholdsregler derefter." Som det fremgaar af det tidligere udviklede angaaende det voldsomme Angreb og dets Chancer, er det de af Oberstløjtnant Frobenius og andre hævdede Anskuelser og ikke de af den tyske Generalstab i 1900 fremsatte, der ligger til Grund for Bestemmelserne i Anleitung. Man har erkendt, at Artilleriet ikke kan løse Opgaven alene. Fodfolket er her som i F'eltkrigen Hovedvaabenet, der, understøttet af Artilleri og Ingeniører, gennemfører Angrebet. Her som i Feltkrigen er det ikke det enkelte Vaabens Anstrengelser alene, der fører til Maalet, men den intime Samvirken mellem Vaabnene, et til de mindste Enkeltheder gennemført nøje Sammenspil, der udnytter de enkelte Vaabens særlige Egenskaber helt ud og samtidig bringer deres Anstrengelser i Overensstemmelse med hinanden og retter dem mod det fælles Maal. Men skal dette kunne gennemføres, er det øjensynligt, at der her som i Feltkrigen m a a v æ r e F nh e d i Ledelsen. Denne Enhed er gennemført i de tyske Bestemmelser, og det fremgaar klarest af Bestemmelserne for Afsnitskommandøren: ITan udfører de ham overdragne Opgaver i sit A fsnit. H a n modtager kun Be falinger fra Overgeneralen (44).

Alle en Division tildelte Belejringsformationer er underlagt Kommandøren i Divisionsafsnittet (45). T il at sikre Samarbejdet mellem Felt- og FodartillerieL anvender Afsnitskommandøren Chefen for Fodarlillcribrigaden eller — i Afsnit udenfor Angrebsfronteu — den ældste Artilleriofficer som fælles Artillerikommandør (46). Paa lignende Maade er den ældste Ingeniørofficer faglig Raadgiver for Afsnitskommandøren (47). Betragtes derefter Kommandoforholdene i Belejringshærens Overkommando, da hører de højstkommanderende ArLilleri- og Ingeniørofficerer (General der Fussartillerie og General des Ingenieur- und Pionierkorps) til Overkommandostaben og er kun faglige Raadgivere for Overgeneralen. De har ingen selvstændig Kommandomyndighed, men bistaar Generalstabschefen med Bearbejdelsen af alle Befalinger vedrørende deres Vaabens Anvendelse. De fremsætter Forslag af faglig Natur for Overgeneralen angaaende Vaabnets Anvendelse og Virkning, men alle Befalinger desangaaende gives A fsnitskommandørerne af Overkommandoen. For at kunne holde Overgeneralen underettet om deres Vaabens Virksomhed kan de personlig eller ved Officerer af deres Stahe indhente Oplysninger hos vedkommende Kommandører indenfor Afsnittene (34 og 35). Betydningen af denne Ordning af Kommandoforholdene forstaas maaske bedst ved at betragte Ordningen efter den franske Instruktion af 1909. Ifølge denne er hele Belejringsartilleriet samlet under een Ledelse, nemlig under Kommandøren for Belejringsartilleriet, altsaa uafhængig af Afsnitskommandørerne. Han leder selvstændigt Belejringsartilleriets Anvendelse og er kun afhængig af Overgeneralen med Hensyn lil Feltartilleriets Deltagelse. Paa tilsvarende Maade har den, højstkommanderende Ingeniørofficerer personlig Ledelsen af sit Vaabens Anvendelse i Belejringshæren; alle de særlige Pionerformationer er ham underlagt. Kommandøren paa Angrebsfronten har saaledes kun den direkte Kommando over de mobile Tropper paa denne. Man kan vel sige, at den franske Ordning er en Reminicens fra Normalangrebets Tid. Naar man under dette beb'aglede Artillerikampen som en Aktion for sig, der gik forud for Infanteriangrebet og i og for sig ikke havde noget med dette at gøre, var det vel naturligt at have en særlig Artillcrikommandør, der overtog den samlede Ledelse. Paa lignende Maade med Ingeniørangrebet. Det indviklede System af Paralleller og Løbegrave m. m. fordrede vel ligeledes en samlet og kyndig Ledelse over hele Angrebsfronten: en Specialist. Og Fodfolket var indtil Stormøjeblikket kun Arbcjdstropper. Naar man imidlertid ikke længere anerkender Normalangrebets Berettigelse, med den dertil hørende Sondring i Artilleriangreb og Nærangreb, men tverlimod lægger Hovedvægten paa Infanteriangrebet med Understøttelse af de andre Vaaben, saa er det ogsaa naturligt, al man, da dette først og fremmest kræver Samvirken mellem alle Vaaben, lægger hele Ledelsen i den egentlige Kommandomyndigheds Ilaand og anvender Artilleri- og Ingeniørcheferne som faglige Raadgivere for Kommandørerne i Afsnit m. m. I Lobell’s Jahresberichte1) udtales: „Betingelsen folen maalbevidst Samvirken er E n h e d i L e d e l s e n og en klar. overskuelig Leddeling af Kræfterne saavel i Belejringsbæren som i Fæstningens Besætning. Belejringerne i 1870/71 — taget i Ordets videste Betydning — har lært os, hvilke Vanskeligheder og Forhalinger Angrebet er udsat for, naar Tøjlerne glider ud af Overkommandoens Ilaand, naar dette eller hint Vaaben tror at maatte overtage Ledelsen; og med hvilke Vanskeligheder Forsvaret af en sLor Fæstning bar aL kæmpe, naar Kommandoforholdene er ordnede saa uhensigtsmæssigt som i Paris. Med Bestemmelsen om, at Kommandørerne folde to ITjælpevaaben, Artilleriet og Pionererne, saavel i Overledelsens som i Afsnitskommandørernes Stabe, ikke mere har nogen direkte Indflydelse paa Afdelingerne af deres Vaaben, men kun som Raadgivere for Kommandørerne kan gøre deres Anskuelser og Forslag gældende, er der paalagt Overkommandoen saavel som Afsnitskommandørerne en høj Grad af Ansvarlighed, der som Forudsætning har den mest indgaaende Fredsforberedelse med Hensyn til Løsningen af de dem paahvilende Opgaver.“ —

En særlig Omtale fortjener Efterretningsvæsenets Ordning ved Belejringshæren (Nachriehten- und Planwesen). Dette er underlagt en dertil udpeget Generalstabsofficer i Overkommandoen med de fornødne Hjælpere, hvoriblandt en Officer, der foreslaar Kortafdelingen (Planableilung) (41). Generalstabsofficeren leder hele Efterretningstjenesten. I Kortafdelingen bearbejdes alle de indkomne E fterretninger. Der udarbejdes Kort og Planer paa Grundlag af Opmaalingsarbejder i Afsnittene, der udarbejdes Skitser over Troppeopstillinger, saavel bos Angriber som Forsvarer, Befæstningsanlæg, Meddelelsesnet, Transportforbindelser, Parker, Angrebsarbejder o. lign. Disse Skitser fordeles derefter lil de forskellige Myndigheder (48). Indenfor Afsnittene ordnes en lignende Tjeneste paa tilsvarende Maade (48).

Belejringens Forb e r e d e 1 s c tager sin Begyndelse i Fred ved Fremskaffelse af Efterretninger om fremmede Fæstninger og de Kampmidler, de raader over. Alle Oplysninger, stammende fra tidligere Krige eller indhentede i Fredstid, bearbejdes grundigt og samles i en særlig Beskrivelse (Denkschrift) af vedkommende Fæstning. Beskrivelsen holdes stedse å jour og fuldslændiggøres, særlig naar de udenrigspolitiske Forhold er spændte, og naar Krig med vedkommende Magt synes nær forestaaende. Naar Belejringsarméen derefter organiseres, modtager Overgeneralen Beskrivelsen med Kort og Planer over Fæstningen i et saadant Antal, at Afsnitskommandørerne og disses .Artilleri- og Pionerkommandører kan faa Aftryk af den (50). Denne Beskrivelse danner Grundlaget for Dispositionerne uden dog at binde Hænderne paa Overgeneralen. Imidlertid vil der dog altid være Forhold, som først kan opklares i sidste Ojeblik, naar Fæstningens Armering helt eller delvis er fuldført. Derfor maa Beskrivelsens Oplysninger suppleres ved Rekognosceringer, dejudføres paa Stedet al' Ovei-generalcn, assisteret af Artilleri- og Pionerkommandørerne. Denne „første Rekognoscering" bar bl Formaal at fastsætte Grundridset i Belejringen, altsaa (56):

Angrebets Art, Retning og Udstrækning, Afsnitsinddelingen, der saa vidt mulig skal bibeholdes uforandret under hele Kampen, Troppeinddelingen, Opgaverne i de enkelte Afsnit, Den almindelige Beliggenhed af Indeslutningslinien, Artilleristillingen, Parkerne, de smalsporede Baner og Pionerhovedparken.

Det er allerede tidligere bemærket, at Angrebets Retning kan være afhængig af det eksisterende Banenet: „For Valget af Angrebsretningen er foruden den militære Situation de disponible Banelinier af afgørende Betydning, fordi Udførelsen af de omfangsrige Transporter afhænger deraf. Nybygning af normalsporede Baner tager lang Tid, Feltbaners Ydeevne er langt mindre, Transporter ad Landevej paa længere Strækninger kan kun komme i Betragtning for Dele af Belejringsformationerne“ (52). Den tyske Bestemmelse er her omtrent analog med den franske. I Instruktionen af 1909 udtales, at Valget af Angrebsfronl er „nøje forbundet med del disponible Banenets Art og Tilstand i Nærheden af Fæstningen af Hensyn Lil Forsyningen af Belejringsformationerne.“ Banenettet er saaledes af afgørende Betydning. Kun hvor den militære Situation eller Banenettet ikke henviser til en bestemt Angrebsretning, bør man i højere Grad udnytte Fæstningens Svagheder eller de Fordele, Terrainet kan byde. Men Angrebet skal stedse rettes mod en Del af Fæstningen, hvis Besiddelse er afgørende for Fæstningens Fald (53). I Modsætning til tidligere, da man mente, at Angrebsretningen kunde skjules for Forsvareren, indtil ArLillei'iet kunde aabne Ilden, er man af den Anskuelse, at dette ikke vil være muligt (54). Forberedelserne til Angrebet, Beleji-ingsartilleriets Fremførsel, Parkernes Indrettelse, Banenettets Supplering m. m. er saa omfattende Arbejder og kræver saa lang Tid, at Forsvareren paia cL tidlig Tidspunkt vil komme paa det rene med Angrebets almindelige Retning.

„F o r m a a l e t m ed I n d e s l u t n i n g e n er at beskytte egen Ilærs og afskære Fæstningens Forbindelser samt at dække Forberedelserne til Belejringen" (57). „En snæver og fuldstændig Indeslutning er fordelagtig. Strækker Kræfterne ikke til overfor store Fæstninger, da maa mindre vigtige Fronter iagttages og afspærres saa godt som muligt ved Rytteri eller blandede Afdelinger" (58). Som bekendt kaldtes Belejringens forste Periode tidligere Berendingen. Denne udfortes af et Korps, hovedsagelig bestaaende af Rytteri og af Avantgarder, fremskudte foran Belejringshæren, og dens Formaal var at udføre den første Indeslutning og de første Rekognosceringer. Bestemmelser i saa Henseende findes endnu i den franske Instruktion af 1909. I Tyskland mener man derimod, al en saadan Bcrending kun undtagelsesvis vil finde Sled, men al Fæstningens Indeslutning i de fleste Tilfælde vil udvikle sig af Felthærens Bevægelser for at fuldstændiggøres eflcrhaanden som Tropperne i Belejringshæren indtræffer (5!)). Del er saaledes den strategiske og taktiske Situation umiddelbart forud, som bliver afgorende for den Form, Udførelsen af Indeslutningen antager. I Vejledningen udtales, som naturligt er, intet bestemt om Indeslutningsliniens Afstand fra Fæstningen. Det afhænger af Terrainet og af Forsvarerens Forhold: „Der, hvor Angrebet skal udføres, maa den dække Belejringsartilleriels første Udvikling og overalt kunne sikre Sammendragningen af de fornødne Kræfter til Afvisning af Udfald" (01). Ilos de forskellige Forfattere varieres Angivelserne: I Leitfaden x) udtales blot, at Indeslutningstropperne principmæssigt skal nærme sig Forsvarerens Hovedstilling saa meget, som Forholdene tillader, for at undgaa senere tidsspildende Kampe for al vinde del for Belejringsartilleriets Indsættelse fornødne Bum. D o g skal m a n u n d g a a a t k o m m e i n d e n f o r F æ s i n i n g s - skytsets virkso m m e II d. Major Fritsch kommer, ud fra samme Betragtning, til det Resultat, at Afstanden fra Forsvarernes Hovedkainpslilling all efter Terrainets Beskaffenhed vil variere mellem 5 og 7 km. At gaa længere frem forringer kuir Afsnillencs Frontbredde i uvæsentlig Grad og forøger Tabene til ingen Nytte, hvorfor del kun bør ske der, hvor det senere Angreb skal finde Sled. Der, mener han, at del mulig vil være formaalstjenligt straks at gaa saa langt frem (omtrent 3—4 km), at Artilleriet straks kan udvikles bag Indeslutningslinien, uden al en yderligere Fremskydning af denne bliver nødvendig. Men han erkender, al Betingelserne herfor sandsynligvis'kun vil være til Stede, naar man staar overfor fuldstændig forældede eller provisoriske Fæstninger og mener at kunne udføre Angrebet med Fellhæren og dennes svære Artilleri alene. I en Artikel i Kriegstechn. Zeitschrift2) udtales omtrent det samme: Overfor moderne Skyls kan Indeslutningen næppe udføres nærmere end paa 5 km Afstand, i overskueligt Terrain endog først paa 7 km Afstand fra Fortlinien. De af Major Fritsch fremsatte Anskuelser synes at være overensstemmende med Vejledningen. Som bekendt regnede man tidligere med, at Indeslutningen skulde foregaa i ret stor Afstand fra Forsvarerens I lovedlorsvarslinic. Naar da Angrebsfronlen var bestemt, og Belejringsartilleriet rede til Indsættelse, maalte der1 foretages en Fremskydning af Indeslutningslinien for al skaffe Plads til Artilleriet paa tilstrækkelig nært Hold af Fæstningen. Denne Fremskydning af Indeslutningslinien til en ny Linie, der i den ældre, tyske Belagerungsanleilung havde Navn af Schutzstellung der Aufmarche der Belagcrungsarlillerie, var for Forsvareren et vigtigt Fingerpeg i Retning af Bestemmelse af Angrebsfronten. Man ansaa det derfor ogsaa paa mange Steder for nødvendigt for at skuffe Forsvareren al udføre en samtidig Fremskydning paa flere Steder af Fæstningsomkredsen. Dette Hensyn falder imidlertid bort, naar man erkender, at det overhovedet ikke vil være muligt al holde Angrebsretningen skjult indtil det Øjeblik, da Artilleriet er rede. Som nedenfor omtalt regner man endvidere med, al en successiv Indsættelse af Belejringsartilleriet kan blive nødvendig. I tidligere Tid var Forudsætningen derimod, at hele Belejringsarlilleriet skulde bringes i Batteri paa een Nat, for derefter at aabne Ilden overraskende ved Daggry; en uhyre vanskelig Operation, den vanskeligste under hele Normalangrebel og den, af hvis heldige Udførelse Angrebets Chancer afhang. Imidlertid vil Kampene i Forlcrrainet og om fremskudte Stillinger sandsynligvis medføre, at Dele af Belejringsarlilleriet maa indsættes herunder, saaledes at den samtidige Indsættelse af det hele ikke kan lade sig udføre.

For Bestemmelsen af Indeslutningsliniens Afstand fra Fæstningens Hovedforsvarslinie, naar dens Hensigt er som ovenfor angivet, vil saaledes mange, forskelligartede Hensyn gøre sig gældende. Man kan formentlig ad teoretisk Vej kun fastslaa, al den udenfor Angrebsfronten vil holde sig 5—7 km fra Forsvarerens Hovedkampstilling, paa Angrebsfronten vil den blive etableret saa nær derpaa, som Forholdene, d. v. s. Forsvareren, tillader. Det bliver altsaa Forsvarerens Opgave at holde den saa langt borte som muligt. Indeslutningslinien er en Forpostslilling og samtidig en Kampstilling.1) Under dens Beskyttelse bliver Forberedelserne til Belejringens Gennemførelse truffet. Det maa med alle Midler forhindres, at Forsvareren støder igennem Stillingen eller ved Patrouillcr faar Indblik i Forholdene bag den. Stillingen maa derfor forstærkes feltfortifikatorisk, hvilket Arbejde udføres af Tropperne selv straks efter Ankomsten til deres A fsnit. Stillingen behøver ikke at være’ sammenhængende; den kan bestaa af en Række Støttepunkter og Stillinger paa de Steder, hvorimod Forsvarernes Udfald sandsynligvis vil blive rettede. Ledelsen af disse Arbejder paahviler Regimentscheferne, hver indenfor sil Afsnit. Pionerer afgives til Assistance, særlig til Udførelse af Hindringer ø. lign. Tidsrummet fra Indeslutningsliniens Etablering indtil Belejringsarlilleriet er bragt frem øg rede til at aabne Ilden, et Tidsrum, der kan strække sig over Dage eller, under uheldige Forhold, Uger, er Angrebets kritiske Tid. For at formindske Tabene ved fjendtlig Artilleriild skal Angriberen derfor straks søge at ophæve Forsvarerens fremskudte Artilleriobservationsstationer. Yder Forsvareren Modstand paa større Afstand, skal man søge al kaste ham tilbage paa Værkerne (GO). Allerede paa delle Tidspunkt søger Angriberen snarest at forstærke Feltartilleriet og Felthærens svære Artilleri med andel Fodartilleri. Artilleriet har herunder mange Opgaver: det skal understøtte Tropperne i Indeslutningslinien, medvirke ved Erobring af fremskudte Stillinger og imod Udfald, tvinge Forsvarerens Observatører tilbage, tilintetgøre fjendtlige Balloner og Luftskibe tilligemed deres Haller, og i det hele tilføje Fjenden Tab, hvor Lejlighed tilbyder sig (65). Af andre Opgaver, der vil foreligge for Angriberen i denne Periode, skal efter Vejledningen anføres følgende : Enhver Traad- eller Signalforbindelse til og fra Fæstningen skal hindres, Duer og Ilunde uskadeliggøres, Cykler og Motorvogne beslaglægges, Drikkevandsledninger lil Fæstningen afbrydes og indrettes til egel Brug, Forplejningsforraad, Redskaber o. s. v. beslaglægges. Endelig ordnes Politililsynet med Befolkningen ved Gendarmeri under Medvirkning af den stedlige Øvrighed.

Imidlertid fortsættes Rekognosceringerne. Tjenesten ordnes systematisk mellem de forskellige Myndigheder og udføres efter Overgeneralens Instruktioner. Formaalct med den er at supplere de i Beskrivelsen af Fæstningen givne Oplysninger og Resultatet af den første Rekognoscering. Ilos Fjenden skal der søges Oplysning om de fremskudte Stillingers Beliggenhed, Udstrækning og Betydning, Hovedstillingen og dens Armerings Standpunkt, Artilleristillingerne og den formodede Beliggenhed af skjulte, endnu ikke virksomme Batterier, Observationsstationer, Stationer for Luftfartøjer og Stederne, hvor de stiger op, Troppestyrker, Underbringelse, Bevægelser og Transporter, Normal- og smalsporede Baner.

Endvidere i eget Omraade:

Terrainets Beskaffenhed foran Indeslulningslinien og dets Egnethed for fjendtlige Fremstød og egen videre Fremtrængen, gunstige Observalionsstedcr og deres Sikring, Vejnettets Brugbarhed, den Maade, hvorpaa Sporforbindelser, Telegraf- og Signalforbindelser mest hensigtsmæssigt ordnes, Udnyttelse af Dækninger, Underbringelse, Forplejning o. s. v.

Udførelsen af Rekognosceringerne mod Fæstningen paahviler ifølge V ejledning O f f i c erspatrouill e r af alle Vaaben, der uafbrudt under hele Belejringen klæber sig fast ved Forsvareren. Endvidere tillægges det stor Betydning, at der haves talrige, godt indrettede og skjulte Observationsstationer, gennem hvis Meldinger der lidt efter lidt kan formes et nøjagtigt Billede af Forsvarerens Stillinger. De Officerer, der betjener Stationerne, skal tillige skifte saa sjældent som muligt.

Belejringshærens Forbindelser. „Forbindelsesnettets Ydeevne er af afgørende Betydning for Belejringens Begyndelse og for dens Udførelse“ (80). Foran er allerede omtalt Artilleriets Forbindelser. Paa Bilag 3 til Vejledningen er givet en’ skematisk Fremstilling af Telegraf- og Telefonnettet i et Afsnit paa Angrcbsfronlen. Divisionsstabskvarleret danner Centrum for et Net, der har Forbindelser fremefter gennem B rigade- og Regimentsafsnit til de forreste Fodfolksslillingcr; endvidere til Artillerikommandørens Kommandostalion, til vigtige Observationsstationer, til Opstigningssteder for Luftfartøjer, til Brigadepark, Pioner-IIovedpark og til Fellmagasin. Endelig til Armékorpset og lil Naboafsnit. Lateralforbindelser er vist mellem de forreste Fodfolksstillinger. Dette Nel er naturlig kun Skelettet, der yderligere suppleres ved Troppernes egen Foranstaltning. Bemærkelsesværdig er Bestemmelsen om, at en Officer har Opsyn med Vejnettet indenfor Afsnittet. Forskellige tekniske Formationer og Midler sorterer under ham: Arbejderkolonner, Damptromler, Kommandoer med Forspand til Benyttelse ved vanskelige Vejstrækninger, Vejudbedrings- og Bclysningsmidler. Han varetager tillige Politiopsynet (90).

Belejringsformationernes Fremdragning sker i Hovedsagen i den Rækkefølge, som Overgeneralen anser for hensigtsmæssig. Der angives folgende (96—103), som vel vil være det normale: Stabe, Tropper og bespændte Belcjringsformationer, som kan udlades allerede paa større Afstand fra Fæstningen; Jernbanetropper med det nødvendige Materiel; Luftskipper- og Telegrafformationer; A f Relejringsartilleriet befordres først de Batailloner, der skal anvendes til Beskydning af Balloner o. lign. eller lil at understøtte Tropperne i Indeslutningslinien. Endvidere de til Formering af Parkbalailloner bestemte Parkkompagnier, for at de kan være ved Ilaanden ved Forarbejderne ved Udladestationen og i Parkerne. Derefter følger enkelte Tog med smalsporet Materiel og Ammunition, derpaa de resterende Fodartilleribatailloner med deres smalsporede Jernbanemateriel øg til Slut Hovedmængden af Ammunition. Pionerregimenterne fremføres med de første Tøg for at kunne anvendes allerede i Indeslutningslinien. Som man ser, er delle i Overensstemmelse med del ovenfor skitserede Forlob af Belejringen, indtil Angrebet kan tage sin Begyndelse.

"Belejringens Forberedelse“ slutter med et Par Afsnit om Underbringelse, Forplejning og Sanitetstjeneste, som ikke her giver Anledning til' særlige Bemærkninger.

Belejringens Gennemførelse er fremstillet i nogle almindelige Bemærkninger og i 5 Afsnit: Erobring af fremskudte Stillinger, Udvikling lil Angreb paa Hovedstillingen, Gennemførelsen af Angrebet, Forberedelsen af Stormen og Stormen.

I de almindelige Bemærkninger udvikles kort og klart hele Angrebets Idé: „Kun Fodfolksangrebet fører lil Afgørelse overfor godt forsvarede Fæstningsfronter. Artilleriet skal lette Fodfolket Begyndelsen af Kampen, Hævdelsen af de vundne Stillinger og dets videre Fremtrængen. Pionererne skal med Anvendelse af alle tekniske Hjælpemidler fremme Fodfolkets Kamp og sluttelig rydde de sidste Hindringer for Stormen til Side1 for det. En maalbevidst Samvirken af alle Vaaben er af den største Betydning“ (120). Som ovenfor udviklet er Betingelsen for' denne Samvirken til Stede, idet Ledelsens Enhed er sikret. Samvirket gennemføres fra Begyndelsen til Slutningen: „Indtil Hovedmassen af Artilleriet er rede til at aabne Ilden, maa de øvrige Tropper i det væsentlige indskrænke sig til at hævde det vundne Terrain og forberede den videre Fremrykning“ (128). Naar dette kan ske, er Ildens Aabning Tegn til, al Angrebet begynder, hvorefter „alt skal sættes ind paa at fortsætte del uden Standsning indtil Fæstningens Fald. Hvert enkelt opnaaet Resultat, hver ny vundet Stilling kan kun danne Udgangspunktet for videre Fremrykning. Del er alle Føreres Opgave stadig at opmuntre Troppernes Trang til at komme fremad“ (121). Fodfolket skal altsaa holde sig i Ro i og bag Indeslulningslinien, indtil Artilleriet er rede, for ikke ved en Fremrykning uden del svære Artilleris Understøttelse at udsætte sig for Tab ved Fæstningsartilleriets Ild. Artilleriets Opgave er først og fremmest at understøtte Fodfolket under dels Fremtrængen. Artilleriets Bestræbelser for at sejre i Arlillerikampen er ikke nu som tidligere Maalet, men Midlet, nemlig Midlet til at hjælpe Fodfolket frem til den endelige Sejr. De to Vaabens Anstrengelser skal flyde sammen: „Gensidig understøttende hinanden maa Artilleriet derfor udnytte ethvert Fremskridt ved Fodfolket til Forbedring af sin Maalobservalion og lil Rekognoscering, og Infanteriet straks udnytte Artilleriets Virkning til at komme videre“ (105).

Del er klart, at skal dette gennemføres i Praksis, maa saavel Artilleriet som Fodfolket bortkaste enhver Formalisme og enhver Skematisering, Artilleriet ved Ildens Ledelse, Fodfolket ved Kampens Gennemførelse. Det første vil nedenfor blive omtalt; hvad det sidste angaar, da erkendes i Vejledningen, at Impulsen til videre Fremrykning hyppig maa komme fra forreste Linie, fordi man her bedst kan bedømme den gunstige Lejlighed til at komme fremad (122). I Overensstemmelse hermed er det ogsaa overladt Underforerne at bestemme Freinrykningsmaaden, naar blot Sammenhængen bevares (153). Dette kan naturligvis volde Vanskeligheder for den øverste Ledelse, men de kan formindskes til det mindst mulige, dels derved, at de højere Førere sorger for stadig al holde sig å jour med Begivenhederne i forreste Linie ved en god Efterretningstjeneste, dels ved at Underforerne stedse er bekendte med Angrebets nærmeste Formaal, for at de kan afpasse deres Optræden efter deres Foresattes Hensigter (122). I Afsnittet om Forsvaret skal Spørgsmaalet om fremskudte Stillinger og deres Betydning blive nærmere belyst. Her skal blot bemærkes, at Vejledningen under Omtalen af Angreb paa saadanne Stillinger skelner imellem, om de ligger udenfor eller indenfor virksom Rækkevidde for Llovedforsvarsliniens Artilleri. E r det første Tilfældet, da vil det være muligt og ogsaa nødvendigt snarest at erobre dem for at ophæve Forsvarerens Observation og for at komme i Besiddelse af det til Artilleriets Udvikling nødvendige Terrain. Erobringen af saadanne Stillinger vil næppe kræve Indsættelse af andre Kampmidler end de, hvorover Felthæren raader, og kan fremskyndes ved at udføre Angrebet omfattende og ved at true Tilbagetogslinien. Anderledes stiller Forholdene sig, naar den fremskudte Stilling kan understøttes virksomt ved Ild fra Hovedforsvarsstillingen. I saa Tilfælde kan den næppe tages med Felthærens Midler alene, men det svære Artilleris Virkning maa afventes. Derfor „er det bedst at vente med at storme den, indtil Hovedmassen af Angrebsartilleriet er rede, saaledes at del fjendtlige A rtilleri med Sikkerhed kan holdes nede“ (12(5). Indtil delle Tidspunkt er kommet, kan det dog være nødvendigt at holde Stillingen under Ild fra Feltartilleri og svært A rtilleri, for at forhindre Observation fra den og for at tilintetgøre svære, fjendtlige Batterier, som mulig er opstillede i den. Iøvrigi gennemføres Angrebet paa fremskudte Stillinger efter de Grundsætninger, der er fastsat for Angreb paa feltbefæstede Stillinger (127).

Lid v i k l i n g e n t i l A n g r e b p a a H o v e d s li 1- 1 i n g e n omfatter Bclejringsartilleriets Indsættelse. Som allerede omtalt, mente man tidligere at maatte forlange, at Belcjringsartilleriets Op march' skulde udføres paa een Nat, saaledes at man, da Angrebsretningen holdtes skjult for Forsvareren, kunde aabne Ilden fra det samlede Artilleri, før Forsvareren havde faaet Fæstningens Skytsreserve i Batteri. Saaledes lød Teorien, men ganske vist havde ingen grundig overvejet de Forhold, der derved kom i Betragtning. For at komme til et Resultal desangaaende, har først General Muller opstillet en Beregning under den Forudsætning, at det drejede sig om 51 Batterier med ialt 21G Stk. Skyls. Han beregner, at der dertil vilde kræves1 ca. 12,000 Arbejdere, ca. 4000 Heste og ca. 1100 Køretøjer, Skytset iberegnet, og han kommer til det Resultat, at forudsat Agtpaagivenhed fra Forsvarerens Side vil Arbejdet overhovedet ikke kunne gennemføres paa een Nat. Andetsteds*) udtales, at Bygningen af Batterierne, deres Forbindelser med Parkerne ved smalsporede Baner, Opstillingen af Skytset og Anbringelsen af den store Masse Ammunition, der behøves, for at de kæmpende Batterier stadig kan være forsynede, fordrer ikke Timers men mange Dages anstrængende Arbejde. T il Oplysning skal her anføres følgende angaaende det japanske Belejringsartilleris Opmarch foran Port A rthu r2): Belejringstrainet indtraf den 9. August i Schuang-kai-tun, 1G km fra Fortlinien. Her indrettedes en foreløbig Park, hvorfra en smalsporet Bane byggedes lil den senere Parkplads ved Tchou-kia-tun, 8 km fra Fortlinien. Næsten alle Batterierne byggedes tæt ved eller i Nærheden af Veje og var skjult for Forsvareren paa enkelte Undtagelser nær. Disse blev ogsaa fundet af Russerne og led store Tab. Batteribygningen udførtes med stor Energi. Transporterne kunde for største Delen kun foregaa om Natten, men frembød ingen særlige Vanskeligheder. Det sværeste Stykke Skyts (afset fra Marinekanonerne) var den 15 cm Haubits med en Vægt af 2200 kg. Batteribygningen var planlagt til Udførelse i 5—(3 Nætter, men forsinkedes ved en Regnperiode, saaledes at Ilden først kunde aabnes den 19. i Stedet for som paatænkt den 15. Der byggedes mod Hovedangrebsfronten 36 Batterier med 188 Stk. Skyts med en Frontudstrækning af 9 km. Mod Nordvestfronten 3 Batterier med 12 Stk. Skyts. General Muller kalder det „en i Betragtning af alle Forhold betydelig Præs talion“ at stille 200 Stk. Skyts rede 19 Dage efter Fæstningens Indeslutning. Men det tilføjes, at der ganske vist kun var omtrent 400 Skud til Stede pr. Piece. Den tyske Vejledning har da ogsaa, ligesom iøvrigt den franske Instruktion, erkendt Umuligheden af en saa enorm Arbcjdsydelse, som Artilleriets Opmarch paa een Nat vil være. En samtidig Artilleri udvikling skal vel tilstræbes, men den fordrer en omhyggelig Forberedelse og bliver for en virksom Forsvarer desto vanskeligere, jo nærmere man til at begynde med er søgt frem. Derfor „skal Transporterne om fornødent fordeles paa de sidste Dage og Nætter før det Øjeblik, da man tilsigter at aabne Ilden. Først fuldendes de helt skjulte, derefter de øvrige Batterier.“ (135). Iøvrigt kan, som tidligere omtalt, en successiv Indsættelse under visse Omstændigheder være formaalstjenlig, saaledes at en Del af de svære Batterier udvikles paa stor Afstand fra Forsvarerens Hovedstilling for at aflede Ilden fra de øvrige Batterier, der derefter sætles ind paa nærmere Afstande (136). En saadan Indsættelse kan ogsaa være fremkaldt ved Nødvendigheden af at anvende svært Artilleri i Indeslutningens første Perioder til Styrkelse af Forsvaret af Indeslutningslinien, Beskydning af Balloner o. lign. Ligesom en successiv Indsættelse kan være nødvendig, saaledes erkender Vejledningen ogsaa, at Belejreren overfor et stærkt Forsvarsartilleri kan være tvunget til først at sætte sine Batterier ind paa længere Afstand og endog ved Grænserne for virksom Skudvidde (130). Efterhaanden som Kampen udvikler sig, bliver da en Fremdragning nødvendig. Vejledningen anbefaler endelig, hvad der minder meget om Principperne for Feltartilleriets Anvendelse i Fcltkrigen, eventuelt at holde nogle bespændte, svære Feltha ubitsbatteri er i Reserve til at begynde med, for senere at sætte dem ind, efter at Ilden er aabnet, paa Steder, hvor en Forstærkning er ønskelig. Den Afstand, der bør være mellem Artilleristillingen og Indeslutningslinien, er naturligvis ikke angivet i Tal i Vejledningen. Man vil, hvis nævnte Linie har stor Afstand fra Hovedforsvarslinien, helst undgaa den tidligere Fremskydning af den, fordi saavel Fodfolket i sine ny, ufuldstændige Dækninger som det allerede indsatte Artilleri let kan lide store Tab ved Fæstningsartilleriets Ild. Vejledningen anbefaler da ogsaa at lade Fodfolket blive i sin første Stilling, selv om Afstanden til Artilleriet bag ved kun bliver ringe (131). Naturligvis k a n en Fremskydning af Fodfolket blive nødvendig, og den maa da understøttes ved Demonstrationer paa andre Fronter. Vil man sammenfatte alle disse forskellige Synspunkter i et Resumé, da kan det kortelig siges at være dette: Bortkasteisen af ethvert Skema for Belejringsartilleriets Opmarch. Om end en samtidig Opmarch er Idealet, saa er det dog yderst sjældent, dette kan naas.

Det er til syvende og sidst Forholdene foran den særlige Fæstningsfront, der skal angribes, der afgør, hvor hurtigt og hvorledes Opmarchen kan ske. Forhold, som først og fremmest afhænger af Forsvarerens Optræden. Major Fritsch sammenligner ikke uden Grund Artilleriopmarchen med Fodfolksangrebet. Ligesom Fodfolket arbejder sig frem fra Stilling til Stilling (allmähliches Heranarbeiten), saaledes vil der ogsaa foregaa „ein allmähliches Heranschiessen“ af Fodarlilleribataillonerne fra Stilling til Stilling, dels for hurtigt at opnaa Virkning, dels for under Angrebet snarest at udnytte enhver Mulighed for en bedre Opstilling, uden at man lader sig skræmme af Vanskelighederne ved at skifte Stilling. Den første Artilleristilling maa ligge mellem 4 og 6 km fra Forsvarerens Kampartilleri, naar Batterierne skal kunne løse alle de dem paahvilende Opgaver, men senere skydes den længere frem. Kun de svære Morterbatterier forbliver paa ca. 6 km Afstand eller mere. Med den ændrede Opfattelse af Artillerikampcns Formaal er der kommen en anden Definition af Artilleriets Opgaver og dets Anvendelse. Artilleriduellen i dette Ords tidligere Betydning findes ikke mere. Man opstiller Batterierne under Hensyn til de Opgaver, der skal løses under og samtidig med Infanteriangrebet: Det sværeste Krumbaneskyts — de 21 cm Morterer — sættes ind mod de mest modstandsdygtige Anlæg, særlig Panserkonstruktioner. Det øvrige Krumbaneskyts — de 15 cm Haubitser — sættes ind mod saavel de fjendtlige Artilleri- som Infanterislillinger i deres hele Udstrækning. Fladbaneskytset — de lange Kanoner — anvendes mod synlige, fjendtlige Batterier og mod Forbindelserne fra Forsvarerens Stillinger bagud. Dels af sidstnævnte Grund, dels for at kunne virke flankerende mod Forsvareren, anbringes de fortrinsvis paa Angrebets Fløje, Muligvis vil de ogsaa herfra kunne skyde mod Fæstningens Indre, mod Ballonhaller o. lign. For Feltartilleriet forberedes skjulte Stillinger, hvorfra de kan virke mod gunstige Maal: Troppebevægelser, synlige Batterier, Observationsstationer o. lign. Lette Felthaubitsballerier anvendes hovedsagelig mod Forsvarerens F odfolksstillinger. Den Maade, hvorpaa Batterierne sættes i Forbindelse med Parkerne, er allerede tidligere omtalt. Den har væsentlig til Formaal at sikre Ammunitionsforsyningen, thi Forbruget af Ammunition vil være meget stort, „dels fordi Infanteriets Fremrykning mod Fæstningsfronten mere end nogensinde tidligere fordrer en fuldstændig Nedkæmpen af Forsvarsartilleriet, inklusive alle skjulte Batterier, dels fordi Maalenc, der maa ødelægges før Stormen, af Konstruktion er overordentlig modstandsdygtige“. (139.)

Angrebets Gennemførelse. „Artillerikampens Begyndelse er tillige Tidspunktet for Begyndelsen af det afgørende Fodfolksangreb“ (142). Det er flere Gange paapeget, at en Artillerikamp i dette Ords tidligere Betydning ikke har Hjemmel i Vejledningen. Men i Fæstningskampen, som i enhver afgørende Kamp i aaben Mark, er det naturligvis Artilleriets Opgave at nedkæmpe det fjendtlige Artilleri, saaledes at Infanteriet kan naa ind paa afgørende Afstand og udføre Stormen paa de fjendtlige Værker, der er gjort stormmodne, dels ved Artilleriets Ild, dels ved Ingeniørernes Arbejder. Artilleriets første Opgave, — at hjælpe Fodfolket frem — kan lier som i Feltkrigen kun ske gennem en Artillerikamp med Forsvarsartilleriet: Angrebsartilleriet soger efter flere Dages laal modig Forberedelse ved overraskende Ildvirkning fra et overlegent Antal Skyts og med Anvendelse af store Ammunitionsmængder at bringe Forsvarsar lilleriet til Tavsbed. Artilleriets Hovedmasse sættes derfor til at begynde med ind mod det fjendtlige Artilleri; først beskydes alle synlige, derefter de øvrige Batterier efter deres Betydning og Muligheden for at l'aa fat i dem (145). Ogsaa de mest modstandsdygtige — pansrede — Batterier skal stadig boldes under Ild. Man regner ganske vist ikke med, al det er muligt at ødelægge Panserkonslruklionerne, men man mener, at deres Bevægemekanismer kan bringes i Uorden ved Beskydningen, i alt Fald foreløbigt (14(5). Om Natten fortsættes Ilden i Særdeleshed niecl Granatkardæsker, for at forhindre enhver Bevægelse i og bag den fjendtlige Artillerilinie. Men foruden til selve Artillerikampen er det ogsaa nødvendigt fra Angrebets Begyndelse at anvende Batterier mod Forsvarerens Fodfolk, for at forhindre dets Observation fra fremskudte Stillinger og Stationer, for at lette eget Infanteri og dets Rekognosceringspatrouiller Fremrykningen og for at erobre de Punkter, der er af Betydning for Artilleriets egen Observation. Det er muligt, at man til at begynde med maa indskrænke sig til at anvende Feltartilleriet til Løsning af disse Opgaver, men saa snart det paa nogen Maade kan lade sig gøre, skal ogsaa svære Batterier anvendes hertil (451). Artilleriets Observatører følger Fodfolkets Fremrykning. Naar dette har vundet tilstrækkeligt Terrain fremefter, begynder en „allmåhliches Ileranschiessen“ af de svære Batterier for efterhaanden og snarest mulig at naa ind paa den virksomste Skudafstand. Det er Overgeneralen, som bestemmer Tidspunktet for Ildens Aabning (443).

Den øverste Artillerikommandør har paa Overgeneralens Vegne fordelt Regimenterne indenfor Angrebsfronten og foranlediget deres Inddeling i Brigader til ele forskellige Afsnit. Hans Hverv er derefter at foranledige udgivet almindelige Instruktioner for Artilleriets hensigtsmæssige Benyttelse, særlig at fastsætte tydelige Grænser for Brigadernes Virkefelt i Maalet (Gefechlsstreifen) og Fastsættelsen af deres Hovedopgaver. Endvidere sørger han for Ammunitionstilførslen fra Hjemlandet til Brigadeparkerne. Al øvrig Udledelse paahviler Afsnitskommandørerne og deres Artillerichefer. Indenfor det enkelte Afsnit ordnes Ilden til at begynde med efter en bestemt Plan. Men meget snart efter Ildens Aabning vil en Omfordeling af Maalene blive nødvendig (148): Ny Batteristillinger hos Modstanderen bliver erkendte; taktiske Forhold, der fremkaldes ved egne Troppers Fremrykning eller ved Blottelser hos Modstanderen, fordrer en Forlæggelse af Ilden; endelig kan Tab paa egen Side foraarsage, at man foreløbig ikke kan regne med enkelte eller flere Batterier. „Denne tilsyneladende forvirrede Tilstand vil sandsynligvis blive endnu større ved Underforernes (ned til Batterichefernes) Selvstændighed, idet disse nødvendigvis piaa stræbe efter stedse i første Række at tage de Maal under Ild, som til enhver Tid er de farligste for Angrebets Fremadskriden."*) Der forudsættes saaledes en stor Selvstændighed og et stærkt Initiativ hos Underforerne. Foruden dette vilde Vejledningens Fordringer heller ikke kunne opfyldes: „Jo mere Angrebet nærmer sig de fjendtlige Værker, desto nødvendigere er en maalbevidst Samvirken mellem Artilleriet og Infanteriet og Pionererne. Som oftest vil man kun fra de forreste Linier kunne erkende, hvor Artilleriet skal søge de usynlige og ofte skjulte Maal, som hindrer Fodfolkets videre (Fremrykning, hvilken Betydning, der skal tillægges de enkelte Dele af den fjendtlige Stilling, hvad der er besat, og hvad der er Maske" (165). Major Frilsch udtrykker det samme paa anden Maade: „Det tidligere formynderaglige (bevormundende) Forhold, at det samlede Belejringsartilleri var bundet til en af den øverste Artillerikommandør daglig udgivet Befaling for Udledelse med foreskreven Skudfølge, er i sig selv taktisk set uholdbar og ogsaa Leknisk set overflødig paa Grund af Troppernes nuværende Uddannelse. Kun afgørende Ændringer vedrørende I fovedmaalene eller Kampmaaden maa ogsaa fremtidig befales fra oven. Overfor forbigaaende optrædende Maal maa det overlades til Underførerens taktiske Bedømmelse, om et muligt Ammunilionsforbrug derimod er berettiget, og den momentane Forladen af Hovedmaalet er mulig. Skulde en højere Afgørelse indhentes, saa vilde i mange Tilfælde netop de gunstigste Øjeblikke forløbe uden at blive benyttede“. Dette er i Realiteten kun de fra Feltkrigen kendte Princippers Overførelse paa Fæstningskrigen. De højere Artilleriførere, i Særdeleshed Brigade- og Regimentschefer, skal i Hovedsagen kun have deres Opmærksomhed henvendt paa, at de befalede Maal trods alle Biopgaver stedse er tilstrækkelig beskudt, hvad Skylsart og Kaliber angaar, og at deres Underførere ikke bortødsler Ammunitionen til ingen Nytte.

Under Artillerikampen rykker Fodfolket fremad, og denne Fremrykning forstærkes, efterhaanden som Belejringsartilleriets Overvægt over de fjendtlige Batterier gør sig gældende(452). Forinden Fremrykningsmaaden beskrives, skal dog siges et Par Ord om Tjenestens Udførelse ved Fodfolket.2) Det er allerede sagt, at Fodfolksregimenterne paa Angrebsfronten som Regel anbringes fløjvis i Underafsnit. I hvert Afsnit danner omtrent y 3 af Fodfolket — altsaa 1 Bataillon — tilligemed Mitrailleuser Forposterne. Disse bliver som oftest staaende flere Dage. De nærmest Fjenden staaende Dele af dem afløses som Regel hver 24. Time. I Leitfaden anføres følgende Tjenesteomgang for en paa Forpost værende Bataillon: to Kompagnier er Forpostkompagnier med hvert omtrent Halvdelen af Styrken som Feltvagter og Poster. Efter 24 Timers Forløb afløses disse af Resten af Forpostkompagnierne. Efter to Døgns Tjeneste afløses Kompagnierne af de to andre Kompagnier, der indtil da har været Forpostreserve, hvorefter de danner Forpostreserve. E fter 4 Døgns Forposttjeneste afløses Bataillonen af en Forposterne faar efter Behov tildelt Pionerer, Belysningstropper og Skanseredskaber fra Pioner-Belejringstrainet. Feltartilleri bliver enten tildelt Forposterne eller holdt rede i tilbagetrukne Stillinger. Forposterne i hvert Afsnit eller Underafsnit underlægges en Forposlkommandør. Af Regimentets resterende to Batailloner danner den ene et Beredskab og anvendes Lil Arbejde, den anden hviler i Kvarterer længere tilbage og danner en Reserve for Afsnitskommandøren. I cn Artikel i Kriegstech. Zeitschrift1) angives følgende Fordeling: I forreste Linie som Forposter og samtidig Kamptropper, 1 Bataillon Infanteri og 1 Deling Fæstningspionerer. Bagved som Beredskab ligeledes 1 Bataillon og 1 Deling Pionerer, medens den tredie Bataillon og den tredie Deling af det Regimentet tildelle Pionerkompagni hviler udenfor Fæstningsskytsets Rækkevidde. Del er Forposterne, der udfører Infanteriangrebet og gennemfører Kampen. T il at begynde med staar de i Indeslutningslinien, men, saa isn art Belejringsartilleriet har givet Signal til Angrebets Begyndelse, gaar de frem og soger gennem en Række Ildstillinger — de saak'aldte In fan teristillinger — til den sidste af disse: Stormstillingen. Deres Opgave er saaledes en udpræget Kampopgave, og i og for sig udtrykkes Forholdet maaske nok saa godt, naar man siger, at de i forreste Kampstilling værende Tropper samtidig overlager Sikringen af de bagvedværende Tropper. Fremrykningen udføres indenfor Regimentsundcrafsnittene: „Idet Fodfolket udnytter enhver Fordel, Som Situationen, Terrainet, Dagstiden og Vejrliget frembyder, gaar det fra Stilling til Stilling ind til Stormafstand fra Fjenden.“ „Medens det i Begyndelsen maaske endnu er muligt at naa den ny Linie i eet Træk med samtidig fremrykkende Skyttelinier, bliver senere en Fremrykning med Grupper eller Enkeltmand (ein allmähliches Heranarbeiten) nødvendig.“ Hvorledes Fremrykningen skal foregaa, overlades, som allerede nævnt, Lil Underforernes Afgørelse. De højere Førere, Kommandørerne i Divisions- og Brigadeafsnit, sørger for, at Sammenhængen i Bevægelsen indenfor Afsnittet bevares, at ikke et enkelt Regiment løber løbsk og ved at komme langt forud for Naboregimenterne udsættes for alvorlige Tab. Ved denne Ordning af Fremrykningen faar Angrebsfronten. et væsentlig andet Udseende end i tidligere Tid. Det gamle, kunstfærdige, men ogsaa stive og skematiske System af Paralleller er afløst af et højst uregelmæssigt Net af Infanterislillinger, forskellige i Antal indenfor de forskellige Regimentsafsnit, og nøje bøjende sig efter og knyttede til Terrainet og de Muligheder for Dækning og Skjul, som det frembyder2). Det er kort sagt de fra Fcllkrigen saa vel kendte Metoder, overførte paa Fæslningskrig og paatrykte dennes Stempel. „Ilvormange Infanteristillinger, der vil behøves, afhænger af Forsvarerens Modstand og af Terrainet“. (158). At nævne Tal er her selvfølgelig vanskeligt, næsten umuligt. I Leilfaden angives blot for den første Infanteristillings Vedkommende, at den, naar Terrainforholdene ikke er særlig gunstige, næppe kan indrettes nærmere end 1000 m fra Hovedforsvarslinien, naar Besætningen i denne er intakt. Den Maade, hvorpaa Fremrykningen lil en ny Infanteristilling skal foregaa, beskrives nøje i Vejledningen: Fremrykningen forberedes hver Gang omhyggeligt. Officcrspatrouiller fastlægger de ny Stillinger og Vejene frem til dem og tracerer dem paa en saadan Maade, at de kan findes ogsaa i Mørke. Det afhænger af Resultatet af disse Officerspatrouillers Arbejde, hvornaar Tropperne kan rykke frem. Disse maa være nøje underrettede om Fremrykningens Retning og Endepunkt, indprænte sig bestemte Kendetegn, der ogsaa kan findes i Mørke, om fornødent bruge Kompas. Tilforladelige, godt uddannede Førere, talrige Folk til Forbindelse, Lyssignaler, lysende Tegn paa Uniformerne o. lign. anbefales stærkt. Skyttekæderne gaar lydløst frem og begynder straks at grave sig ned i den ny Stilling, kun sikrede af enkelte fremskudte Patrouiller 1). Gør Forsvareren et Udfald, gribes Lil Gevær. Bag den arbejdende Linie opstilles Reserver, og Vejledningen anbefaler al opstille dem i Grupper, fremfor al holde dem samlede, fordi man ikke kan forudse, hvor de skal gribe ind (154). Længden af det Spring fremad, der kan udføres, afhænger, ligesom Antallet af Stillinger, af Forsvarerens Modstand og af Terrainforholdene samt tillige af Hensynet til, at der helst samme Nat skal graves Forbindelsesgange bagud til den gamle Stilling. Naar det ikke længere kan lade sig gøre at rykke overraskende frem med større Dele af Skytleliuierne, begynder en Fremrykning med Grupper og Enkeltmand, kraftigt forberedt og understøttet af Artilleri (5 cm Kanoner og Feltartilleri, anbragt i Fodfolksstillingerne), Mitrailleuser og Fodfolk i Stillinger ud til Siderne. Folkene, der gaar frem, medfører Sandsække, Staalskjolde o. lign, saaledes at de straks kan faa Dækning. De graver sig ned, og naar paa denne Maade et tilstrækkeligt Antal Geværer er kommet frem i den ny SLilling, følger Resten af Skyttelinien efter (155).

Det er øjensynligt, at denne Fremrykning ikke varer Timer, men Dage eller Uger. Den fortsættes, indtil Fodfolket naar den sidste Stilling: Stormstillingen. Under Fremrykningen har Pionererne understøttet Fodfolket, idet de fordeles til Regimentsafsniltene og underlægges disses Kommandører (102). Til at begynde med afgives som Regel kun et enkelt Kompagni til hvert Afsnit, senere under Forberedelserne til og Udførelsen af Stormen forøges Styrkerne og vel navnlig, naar det falder i Regimentets Lod at angribe et permanent Værk. Men det er betegnende for den konsekvente Gennemførelse af Enheden i Kommandoen, at selv i saa T ilfælde bliver Cheferne for Pionerbataillonerne underlagte Kommandøren i vedkommende Regimentsafsnit. En vigtig Rolle under hele Fremrykningen spiller Lysmidlerne. De store Lyskastere opstilles i Reglen i tilbagetrukne Stillinger. I selve Infanterislillingcrne anvendes mindre Lyskastere, der kan bæres frem, samt Lyspistoler. Major Fritsch nævner, som indgaaende i Belejringstrainet, Lyskastere til at bære med ca. 300 m og Lyspis Loler med ca. 300 m Ly s vidde.

Før Stor men kan udføres, maa den forberedes, tlii: „Imod de fjendtlige Hovedværker er Storm ofte først mulig eller en med alle Midler ført Nærkamp.“ (109). Denne Nærkamp skal gøre Værkerne stormmodne. Stormmodenheden „omfatter ikke alene Nedkæmpelsen af den fjendtlige Infanteri- og Artilleriild, men ogsaa Ødelæggelsen af de Anlæg, der giver Forsvareren sikker Dækning mod det svære Artilleris Ild, saavel som af de aktive og passive Midler, som foran og i de fjendtlige Linier og Værker betinger Stormfriheden, og hvis Fjernelse er ubetinget nødvendig i det mindste paa de Steder, hvor Stormkolonnerne skal gaa frem." r) Medens det fjendtlige Infanteri nedkæmpes af Infanteriets og Artilleriets samlede Ildvirkning, maa Nedkæmpelsen af det fjendtlige Artilleri og Ødelæggelsen af de dækkende Hulrum udføres af Artilleriets Ild. „Overvindelsen og Ødelæggelsen af Hindringerne bliver ganske vist mere eller mindre forberedL af den planmæssige Artilleriild eller af dennes Bivirkning, men i Hovedsagen tilfalder Arbejdet dog Pionererne. Det turde være ubes tridt, at Stormmodenheden ikke kan opnå as ved Artilleriets lid alene.“ *) Udfra lignende Betragtninger erkender Vejledningen, at Nærkampen, der hovedsagelig ludføres af Ingeniørerne under Samvirken med Fodfolket, har Lil Formaal fuldstændig at gennembryde Hindringerne foran den fjendtlige Stilling i den Udstrækning, som Gennemførelsen af Stormen forlanger, og at uskadeliggøre de Flankeringskonstruktioner, som Artilleriilden ikke kar kunnet naa. ITurtigskydende Skyts under Panser og Anlæg Lil Traditorild maa ogsaa ødelægges; er dette ikke allerede skel, maa Arbejdet fuldføres af Ingeniørerne (170). Pionerernes egentlige Arbejde begynder fra den forreste Infanteristilling. Det er muligt, al dette tillige er Stormstillingen; men del er ogsaa muligt, at man for at naa frem til denne, naar Modstanden er stærk, maa føre Løbegrave frem Skridt for Skridt fra de forud besatte Stillinger (172), ligesom det ogsaa kan ske, at man maa fremskyde Løbegrave udover den forreste Infanlcristilling, der senere skal anvendes som Stormstilling, for at kunne faa fat paa Flankeringskonstruktioner, Ivontreskarpen paa dybe Grave, Anlæg i den dækkede Vej, Kontraminer og Hindringer foran og i Gravene (171). Ej heller her kan der saaledes lægges noget Skema til Grund. Alt afhænger af Forholdene paa Stedet, sierlig naturligvis Forsvarerens Optræden. Stormstillingen er den sidste Fodfolksstilling. Den uddybes, udvides og forsynes med Ramper og skal, tilligemed de nærmestliggende Løbegrave, kunne rumme Stormkolonnerne med deres Stormredskaber. Om dens Afstand fra Forsvarerens Stilling kan intet bestemt siges. ITauptmann Ludvig mener, at ca. 100 m vil være det heldigste, idet en mindre Afstand medfører visse Mangler. Fra Port Arthur skal anføres2), at Japanernes Stormstillinger den 30. Oktober 1901 laa paa ret forskel lige Afstande fra Værkerne: Ved KuropaLkinlynetten laa den — 9. Infanteristilling — 300 x fra Brystværnet, ved Fort II 40 x, ved Fort 111 — C. Infanteristilling — 20 x fra de foran Forterne anlagte Skyttegrave. 1 disse sidste Momenter før Stormen spiller de særlige Nærkampvaaben, Mitrailløser og Haandgranaler en sLedse større Rolle ved Siden af Fodfolksgeværet.

Naar Angrebsarbejdernes Tilstand, Resultatet af Rekognosceringerne og Modstanderens Forhold synes at vise, at Tidspunktet for Stor m e n er kommet, maa der ikke tøves med dens Udførelse." (177). Vejledningens Bestemmelser for Stormens Udførelse er lige saa klare som fyldige. Hvad først Tidspunktet for Stormen angaar, da anbefaler Vejledningen aL vælge Dagen: Udnyttelsen af Mørket giver større Sandsynlighed for at overraske Modstanderen, Dagen sikrer derimod den fulde Ledelse af Kampen. „Rettidig Erkendelse af Farer, Vurdering og Udnyttelse af opnaaede Fordele, Forlægning af Artilleriilden er næsten udelukket om Natten" (184). De fleste Forfattere1) synes at holde til den Anskuelse, aL Daggry er det bedste Tidspunkt, idet man da endnu kan benytte Mørket til Forberedelserne, medens selve Kampen finder Sted i det begyndende Dagslys. Overgeneralen bestemmer som Regel Tidspunktet og Maalet for Stormen (179), medens Afsnitskommandørerne foretager den nøjere Inddeling af deres Tropper, dels til Udførelse af selve Stormen, dels til Anvendelse som Reserver. De træffer tillige Bestemmelse om Artilleriets Forhold før og under Stormen (180). Stormen udføres overraskende mod Værker og Mellemrum samtidig ; tlog maa de sidste gennembrydes først, hvis Værkerne kun kan lages ved et fuldstændig omfatLendc Nærangreb (178). Regimenter og Brigader stormer den Del af den fjendtlige Stilling, som de hidtil har angrebet. Regimenterne formerer til Stormen et Antal Stormafdelinger imod Værker og Mellemrum. Afdelingerne, tler stormer et Værk, er højst paa et Kompagnis Styrke hver, foruden Pionerer og om fornødent Fodartilleri, medens Styrken af den Modstand, der kan ventes, er afgørende for Styrken og Sammensætningen af Stormafdelingerne mod et Mellemrum (181). Denne forskellige Styrke er i Hovedsagen afhængig af de Gennemgange — Stormgader — som det er lykkedes at danne i Hindringerne. Overfor de faste Værker er det næppe sandsynligt, at det er lykkedes med stor Anstrengelse at danne mere end nogle faa Stormgader af nogle Meters Bredde2). Man maa da danne en Stormafdeling for hver Stormgade. I Mellemrummene er det derimod muligt at man har kunnet ødelægge Hindringerne i kortere eller længere Udstrækning, hvorefter Stormafdelingerne da kan have et eller flere Kompagniers Styrke. Naar der skal anvendes særlige Stormredskaber, Stiger til tørre, Nødbroer til vaade Grave, balder dog højst anvendes et Kompagni i hver Afdeling. Major PT'itsch angiver, at et Regiment kan formere 6—8 saadanne Stormafdelinger, i hvis Tête der gaar en Pionerafdeling paa 1 Officer og 6—10 Mand, for at foretage de sidste Oprømningsarbejder i Stormgaden. En lignende Trop følger eventuelt efter Infanteriet for at udføre Sprængninger o. lign. Stormafdelingernes Formation relter sig efLer Stormgadernes Bredde, alLsaa som Regel Marchkolonne eller Dobbell-Marchkolonne. Det er selvfølgelig en Fordel at kunne gaa frem i en mere aaben Formation, men det er næppe muligt overfor sammenhængende Hindringer. Uet er klart, at Stormen kun kan udføres med Udsigt til Held, naar hver lille Enkelthed er nøje fastsat gennem Afsnits- og Underafsnitskommandørernes Befalinger. Vejledningen indeholder da ogsaa nøje Forskrifter i saa Henseende. Uet er af særlig Betydning, at hver enkelL Stormafdeling er fuldt fortrolig med sit Hverv: Tid og Sted, hvor den skal samles, Vejen til Samlingspladsen, Opstillingen før Stormen, Udrustning med Stormredskaber, Maalet for Stormen og Vejen til Maalet, Forhold efter Stormen o. lign. Storm befalingerne kan ledsages af Skitser o lign. En ­ delig anbefales aL forklare Befalingerne mundtligt i Nærværelse af Artilleri- og Pionerkommandørerne (182). Naar Tidspunktet for Stormen er kommet, forlægger Artilleriet sin Ild 1'ra Værkerne til Bagterrainet, særlig til Fremrykningslinier for Reserver (187). Samtidig bryder Stormafdelingerne frem over hele Angrebsfronten. Forud for dem iler Skytter — ifølge Major Feilsch Forposterne i en tæt Skyttelinie — frem til Hindringen, hvor de kaster sig ned, ladende Stormgaderne fri. Opdager Fjenden Fremløbet, beskydes lian saa stærkt som muligt. Sammen med Skytterne følger Stormafdelingernes Pionerer, der remmer Stormgaderne fuldstændigt, danner Overgang over Gravene og søger at ødelægge Flankeringskonstruktionerne (188). Efter Pionerene følger Fodfolket. Endelig paapeger Vejledningen Nødvendigheden af at have stærke Reserver disponible i rette Tid til Anvendelse overfor Modangreb (193). Som en passende Afsnilsrescrve indenfor et Divisionsafsnit nævner Major Fritsch ca.. 2 Balailloner Fodfolk, 1 Maskingeværafdeling, 1 Eskadron Rytteri og 1 Feltartilleriafdeling.

I Vejledningen udtales (188), at Mitrailløser og fremdraget Feltartilleri som Regel forbliver i deres hidtidige Stillinger. Mitrailløser i Stormafdelingerne nævnes ikke. Det skal hertil bemærkes, at Mitrailløser — foruden Haandgranater — spillede en stor Rolle under Japanernes Storme paa Port Arthur og synes at være indgaact i deres Stormafdelinger. Det fremgaar af de russiske Beretninger G, at de russiske Modangreb næsten altid strandede paa Ilden fra Mitrailløser, som Japanerne anbragte i Løbegrave og Værker, samtidig med at de trængte ind i dem.

Vejledningen behandler Forsvaret i nogle almindelige Bemærkninger og i 3 Afsnit: Besætningen, Armeringen og Kampen.

Vedrørende de almindelige Bemærkninger skal kun anføres, at Vejledningen stærkt paapeger Nødvendigheden af at forene en haardnakket Modstand med en angrebsvis Optræden. Kun derved kan Fæstningen løse sin Opgave, og „hver Dag, som Modstanden forlænges, er af Betydning" (235). Kampen optages først i Forterrainet, idet Forsvareren saa længe som muligt søger aL forhindre Angriberen i at nærme sig Hovedstillingen. „I denne gennemføres Kampen derefter indtil Afgørelsen“ (236). Selv om Fæstningen er svag, kan den dog forsvares med Udsigt til Held, naar blot Viljen dertil er til Stede. Beskydningen alene kan ikke bringe den til Fald, og imod Angreb med Felthærens Midler alene er den beskyttet ved sin Udrustning og ved Værkernes SLormfrihed (237). DeLLe sidste er i fuld Overensstemmelse med de Bemærkninger, der er fremsat om Angrebet og dets Chancer. Spørgsmaalet bliver: hvad er en svag Fæstning V Lægmanden vil dertil, udfra et som ottest dileltantmæssigt Kendskab eller rettere Ukendskab til Krig i Almindelighed og Fæstningskrig i Særdeleshed svare med at feje Fæstningen til Side med en overlegen Fremhæven af en enkelt Svaghed ved den. Mange Militære begaar ofte den samme Fejl. Der glemmes derved, aL en Fæstnings Styrke eller Svaghed er et Produkt af et næsten uendeligt Antal Faktorer, ligefra Guvernørens Personlighed, de indrepoliliske Forhold o. lign. gennem Kommandoforholdenes Ordning, BesæLningens Styrke, de permanente Værkers Art og Betydning o. s. v. til Forsyningerne med det tilsyneladende ubetydeligste Krigsmateriel. Kun ved et intimt Kendskab til alle disse Forhold er man i Stand til at danne sig et nogenlunde rigtigt Begreb om en Fæstnings Styrke, men ogsaa kun nogenlunde, thi man kan aldi’ig forud tilstrækkeligt vurdere det Forhold, al det ikke er de døde Værker, der kæmper, men de levende Tropper. Som oftest bedømmer man en Fæstning efter dens Værkers Alder og Konstruktion. Sebastopol, Port Arthur og mange andre Eksempler viser, at dette er en Misforstaaelse, der i Reglen har kostet Angriberen enorme Tab. Og naar fremragende militære hørere har kunnet tage saaledes fejl, hvor let dømmer da ikke Lægmanden forkert. Denne Vanskelighed ved at bedømme Forholdene er til Fordel for Forsvareren, thi det medfører ifølge Sagens Natur let en Undervurdering fra Angriberens Side, en Undervurdering, der, som Krigshistorien lærer, som oftest fører til en Begyndelse af Angrebet med for smaa Kræfter, hvad enten man nu mener, at Fæstningens Svagheder indbyder til Forsøg paa Overrumpling, voldsomt Angreb eller lign. Kan en saadan Undervurdering forudses, har Forsvareren en Chance, som ikke kan skattes højt nok.

„F æ s t n i n g s b e s æ t n i n g e n s Størrelse er fastsat i Fred“ (239). Man synes i Almindelighed i Tyskland at regne med en Styrke af 1 Mand pr. m. af Fæstningens Omkreds. Major Fritsch forlanger dog foruden en Hovedreserve 1 Mand pr. m og 1 SLk. svært Skyts pr. 100 m af Omkredsen. T il Sammenligning skal anføres, at man i Frankrig kun fordrer :(j Mand pr. m. Brialmont beregner for en Fæstning med 05 km Omkreds ca. 60,000 Mand, hvoraf godt 8000 Artillerister. Ved Port Arthur bevirkede, som bekendt, særlige Forhold, at Besætningen blev forøget betydeligt udover den paatænkte Størrelse. Ved Belejringens Begyndelse havde den en Styrke af ca. 41,000 Md. foruden Flaadens Mandskab. Delle svarer til 2 Mand pr. m af Hovedforsvarslinien, idet Anlægene ved Taknschan, Palitschuang og paa det høje Bjerg herved ikke er medregnet. Angivelserne om Hovedreservens nødvendige Størrelse varierer meget. Schwarz vil af 28 Batailloner have 12 i Reserve. I Port Arthur var Besætningen den 30. Juli fordelt med 1 Bataillon til Kystfronten, 25Vi Bataillon til Landfronten, medens Hovedrescrven bestod af 7' j Bataillon, 24 Feltkanoner og 1 Sotnic.

Kommandoforholdene i Fæstningen er ordnede i nøje Overensstemmelse med de ovenfor udviklede Principper, der ligger til Grund for Ordningen ved Belejringshæren. „Guvernøren fører Overbefalingen i Fæstningen og er personlig ansvarlig for Fæstningens Forsvar.“ (210). Han inddeler Fæstningen i A fsnit1), udpeger Afsnilskommandørerne, bestemmer Troppeinddelingen øg leder Armeringen og Kampen (246). Kommandøren i et Afsnit har ganske samme Stilling som Kommandøren i et Afsnit paa Angrebsfronten: Ilan modtager kun Befalinger fra Guvernøren. Samtlige Tropper og Værker i hans Afsnit, inkl. Fodartilleri, Pionerer og Forbindelsesformalioner (Verkehrsformationen) er ham underlagt, Ilan inddeler Afsnittet i Brigade- eller selvstændige Regimcnlsafsnil, bestemmer Troppefordelingen, gennemfører Armeringen og leder Kampen selvstændigt efter de Anvisninger, ban modtager fra Guvernøren. Ilan er ansvarlig for Afsnittets Forsvar; kun Guvernøren kan dog give Befaling til at opgive et Værk. Dc ældste Artilleri- og Ingeniørofficerer indenfor Afsnittet er ham underlagt søm Artilleri — resp. Pionerkommandør. (254). I Overensstemmelse hermed er de hojstbefalcndc Artilleri- og Ingeniørofficerer i Fæstningen kun faglige Raadgiverc for Guvernøren. De indgaar i dennes Stab og har ingen selvstændig Kommandomyndighed. T il Guvernørens Slab hører Kommandanten i Fæstningsbyen, Generalen for Fodartilleriel, Generalen for Ingeniør- og Pionertropperne, „der Vcrkehrsofficier vom Platz“, Efterretningsofficcren og Fæstningens „øvrige Personale“ (das „sonstige Personal“ der Festung) (247). " ! r 1' : : 1 1 1 1 F Artilleri- og Ingeniørgeneralens Hverv er i Forening med Generalslabschefen at udarbejde alle Guvernørens Befalinger og Instruktioner for Anvendelsen af deres Vaaben. Hvad Armeringen angaar, da paahviler dens Udførelse Afsnitskommandørerne, og Generalerne har kun det Hverv paa Guvernørens Vegne al vaage over dens Udførelse; de kan for denne fremsætte Forslag vedrørende deres Vaabens Virksomhed. De har ingen Kommandomyndighed over Afsnitskommandørernes faglige Raadgiverc; dc kan ikke forlange Indberetninger og Meldinger fra dem. Alle Oplysninger, som de ønsker, indhenter de enten selv eller ved Officerer af deres Stabe (249-250). Ogsaa her betegner den tyske Ordning et Fremskridt i Forhold til Ordningen i tidligere Tid og til den franske af 1909, idet der ved denne gives vedkommende Officerer en langt større og egentlig Kommandomyndighed. At delte sidste ikke er til Gavn for Kampens Føring, siger sig selv, thi to eller flere sideordnede Myndigheder kan og bør ikke føre Kamp i samme Terrain. Den nødvendige Samvirken mellem Vaabncne kan da ikke fremkomme. Det er tillige unaturligt at give en enkelt Fører — Afsnitskommandøren — Ansvaret for Afsnittets Forsvar tiden samtidig al give ham Kommandoen over samtlige Kampmidler i det. Det skal dog her bemærkes, at Fæstningens Skytsreserve, naar den sættes ind paa Angrebsfronten, saavel efter tyske som franske Bestemmelser er underlagt Afsnitskommandøren. „Der Vcrkehrsofficier vont Platz“ leder hele Tjenesten vedrørende Fæstningens Armering med Meddelelsesmidler, Telegraf- øg Telefonforbindelser o. 1. (251.) Efterretningsofficeren leder Efterretningstjenesten efter lignende Grundsætninger som ovenfor ved Belejringshæren anført. For den fulde Forstaaelse af Kommandoforholdenes Ordning indenfor et Afsnit vil det være nødvendigt at have Kendskab til den Maade, hvorpaa Hovcdkampstillingen indrettes efter tyske Bestemmelser, som her ikke kan givesJ). Det skal blot bemærkes, at der ved en Gruppebefæstning forstaas flere indenfor et ikke for snævert Ruin (indtil 1 km Erøntbrede og omtrent med tilsvarende Dybde) i taktisk Henseende sammenhørende Fjern- og Nærkampanlæg. Gruppen har som Regel en Besætning paa 1 Bataillon Fodfolk samt den nødvendige Styrke af Fodartilleri m. m. Indenfor et Afsnit er Ordningen da den, at Værker og Befæstningsanlæg er underlagt den Fører, i hvis Underafsnit de ligger; dog kan Gruppebefæstninger være direkte underlagt Afsnitskommandøren, men behøver ikke at være det. Kommandørerne i Underafsnittene leder selvstændigt Kampen. I Gruppebefæstningerne er den ældste Artilleri- og Ingeniørofficer underlagt Kommandøren i Gruppen, idet denne dog er bundet til at følge Afsnilsartillerikommandørens Anvisninger vedrørende de af A fsnittet givne Bestemmelser for Udledelsen.

Ved Troppeinddelingen leddeles Besætningen i Afsnitsbesætninger, Besætning i Fæstningsbyen, Hovedreserve, Fodartillerireserve, Pionerreserve og Forbindelsesformalioner (256). Afsnitsbesætningernes Styrke og Sammensætning retter sig efter den taktiske Situation, Terrainct, Afsnittets Udstrækning og Betydning. Naar Angrebsretningen er erkendt, forøges Besætningen paa de truede Fronter (259). Indenfor Afsnittet opstilles Tropperne som Regel fløjvis i Brigade- og Regimentsafsnit. Fn Reserve for Afsnittet synes i Almindelighed ikke at blive udskilt. Vejledningen udtaler kun, at det kan blive nødvendigt (260). Som en Reserve for Afsnittet tjener iovrigt de i Regimentsafsnittene i Rummet mellem Hovedstillingen og Fæstningsbyen hvilende Dele af Besætningen i sidstnævnte Afsnit. I Brigadeafsnittene opstilles Regimenterne paa lignende Maade, som Regel flojvis. I Rcgimcnlsafsnittcnc inddeles derimod i Dybden omtrent som under Belejring. Angaaendc Tjenestens Ordning skal efter Major Fritsch anføres følgende: T il Forsvarsforbcredclserne i Fred hører en Besæltelsesplan, hvori behandles I .eddeling, Anvendelse, Underbringelsc og Alarmeringsordning for hele den planmæssige Krigshesælning, Hvert Afsnit faar en Besætning af alle Yaaben. Ilører der lil et Afsnit flere Infanteriregiinenter, anbringes de fløj vis i Regimentsunderafsnil. Ved denne forsle Fordeling — som ikke har Kamp, men Sikring for Oje — regnes med, at man paa alle vigtigere Fronter maa anbringe et Regiment for hver 2—3 km bredt Mellemrum mellem lo permanente Værker. Senere, naar Angrcbsrclningen erkendes, maa da Besætningen paa vedkommende Front forøges, hvilket kan ske ved, at man i Stedet for 1 Regiment anbringer 1 Brigade, der atter udvikler sine Regimenter flojvis. Det skal bemærkes, al denne Ordning kræver betydelig flere Kræfter, end de fleste Forfattere regner med. Naar det kun drejer sig om Sikring, skulde man ogsaa synes, al et Regiment maalle kunne have en Front af 3—5 km, slottet, som Sikringen er, af de permanente Værker. I Regimentsafsnittene leddeles Fodfolket i Besætningen i Værkerne (Hovedstillingen), Forposter og Reserve1) (267). For Forposternes og Reservernes Vedkommende g.ældcr de samme Grundsætninger som ved Angriberen. Besætningen i Værkerne leddeles efter særlige Regler, idet Styrken i hvert Værk som Regel fastsættes af Guvernøren. Reserven, af hvilke en Del, ligesom i Regimenlsafsnittene paa Angrebsfronten holdes i forhøjet Beredskab, underbringes i Landsbyer, Telt- eller Barakkelejre (269). Underbringelsesslederne vælges mellem Ilovedkampstillingen og Fæsiningsbyen, saa vidt gørligt udenfor den fjendtlige Udvirkning. Hovedreserven sammensættes af de mest kampdygtige Tropper (258). Den anvendes først og fremmest udenfor Fæstningen; senere til Udfald og til Forstærkning af Besætningen paa Angrebsfronlen (275). Fodarlillerireserven anvendes paa samme Maade i Forbindelse med Hovedreserven. Den maa derfor om fornødent gøres bespændt.

„Arm cringsplanen danner Grundlaget for Armeringsarbejderne“, men Guvernøren er dog „ikke bundet i sine Anordninger derved. I Grænsefæslninger tvinger Fjenden ofte til al foretage Afvigelser“ (282). „Afsnitskommandorerne kan forcslaa Guvernøren Ændringer i de planlagte Armeringsforanstaltninger. E fter at den planlagte Armering er fuldført, fuldstændiggør de Udbygningen af deres Afsnit“ (283). Der er saaledes givet Guvernøren den største F rihed lil at handle efter Omstændighederne. I den'franske Instruktion af 1909 skelnes mellem Letal de guerre og l’état de siégc. Under den første tilvejebringes en Sikkerhedsarmering, der suppleres og udvides lil den egentlige Kamparmering, naar l’élat de guerre indtræder ved, at Faren for Angreb paa Fæstningen bliver overhængende. En saadan Sondring er ikke gennemfort i Vejledningen, men synes heller ikke paakrævet under Hensyn til den Frihed, der er givet Guvernøren. Armeringsarbejdernes Udførelse paahviler dels Tropperne, dels særlige Arbejderformationer. Troppeafdelingerne udfører saa vidt muligt kun deres egen Kampstillinger. Deres Officerer har Ansvaret for Udførelsen, selv om Rionerofficerer er afgivet lil deres Assistance. Arbejderbalailloner, beslaaende af militært organiserede Arhejdstropper, opstilles i saa stort Omfang som muligt. Endelig benyttes ogsaa civile Arbejdere (284).

Afsnittet om Armeringen faar sin særlige Interesse ved den Maade, hvorpaa fremskudte Stillinger er behandlet. Tidligere er allerede paavist den Nytte, Forsvareren kan have af dem, idet de kan forhale Angrebet i betydelig Grad, naar de kan understøttes virksomt fra Hovedstillingen. I saa Tilfælde, er dét „mest lilraadcligt at udskyde Stormen paa dem, indtil Hovedmassen af AngrehsartillerieL er rede lil al aalme Ilden“ (426). I Overensstemmelse hermed udtales under Forsvaret: „Fremskudte Stillinger er navnlig nyttige paa Steder, hvor de kan understøttes kraftigt fra Hovedstillingen“ (280). „Fremskudte Stillinger kan have til Opgave, enten at udvide. Fæstningens Virkningsomraade og derved i højere Grad sikre Opretholdelsen af dens Forbindelse med Felfhæren, eller af udligne Svagheder ved den bagved liggende Del af Fæstningen eller ganske simpelt al forhale Angriberens Udvikling foran Hovedstillingen. [ Terrainforholdene, den Styrke, man kan give Refæstningsanlæggene, Udvirkningen og den Understøttelse, der kan ventes fra Hovedstillingen og fra Fæstningens Reserver, er af Betydning, naar der skal tages Beslutning om at forsvare fremskudte Stillinger. Disse Hensyn maa ogsaa tages i Betragtning ved Afgørelsen af, hvor stærkt saadanne Stillinger skal besættes, og hvor længe de skal forsvares“ (296). „Som Regel indrettes de til Forsvar efter samme Grundsætninger som Hovedstillingen. Tilbagetoget fra dem man være sikret. Naar svært Artilleri i særlige Tilfælde anvendes i dem. træffes der Forberedelser foldets Transport tilbage“ (297).

Man sammenligne hermed følgende Bestemmelse i Eksereerreglemenlet for Fodfolket: „Der vælges principmæssigl k u n een F o r s v a r s s t i 11 i n g, der forstærkes med alle Midler." „F remskudte S t i 11 i n g c r hindrer let Ilden fra Hovedstillingen og fører hyppigt lil partielle Nederlag. Drejer det sig om at vinde Tid, kan de udføres som Skinanlæg. De besættes da kun med svage Kræfter, der efter Fjendens Udvikling saa vidt muligt gaar tilbage uden Kamp.“ Det synes da utvivlsomt, at der er foregaaet en Svingning i Anskuelserne angaaende Nytten af fremskudte Stillinger, selv om man i Tyskland endnu ikke gaar saa vidt som i Frankrig. Her foreskrives, som bekendt, Forsvaret optaget i Hovedsagen i lo Rækker fremskudte Stillinger1). De forste, „les positions avancers“, indrettes ved Grænsen for det svære Skyls Rækkevidde og tjener som en Slags Basis for Manøvrerne mod Angriberens Kolonner. Kan disse Stillinger ikke holdes længere, koncentrerer de mobile Tropper sig om „nøuvelles positions avancers“, der ligger nærmere ved Hovcdforsvarslinien, „la zone principale de défense“. De befæstes fellfortifikalori.sk og danner ligeledes en Basis for „en ustandselig Offensiv mod Indeslulningslinien.“ Delle Syslem og i det hele Hensigtsmæssigheden af fremskudte Stillinger har hidtil modt Modstand i Tyskland. I Lcitfaden1) udtales saaledes: Anlægges der undtagelsesvis fremskudte Stillinger, maa Opmærksomheden være rettet paa, at de kun maa behøve ringe Besætning, at de kan faa Ildundersløllelse fra det i Forllinicn staaende Fodarlillcri, og at Tilbagetoget kan letles. Svært Artilleri bliver i Reglen ikke anbragt i dem." Altsaa el ret illusorisk Forsvar! Major Frilseh benægter ligeledes Nytten2j af fremskudte Stillinger. Ilan mener, at de fremkalder en Splittelse i Kræfterne, og erklærer, at det er uforsLaaeligl, at en Forsvarer, i Stedet for al slaas i den forberedte, stærke Stilling, skal kæmpe foran den i en svagere Stilling. Der glemmes dog herved, at Fæstningskrigen i langt højere Grad end Feltkrigen er en Kamp, der i udpræget Grad drejer sig øm Tid, og at de fremskudte Stillinger i saa Henseende kan gøre uvurderlig Nytte, idet deres Indflydelse paa hele Angrebet særlig ytrer sig paa den for Angriberen vanskeligste Operation, Angrebsartilleriels Udvikling. Det er formentlig Kampene ved Port Arthur, der har foraarsagel den Svingning i Anskuelserne, der er kommet til Udtryk i Vejledningen. Oberstløjtnant Frobenius gør i sin oftnævnle A rtikel3) opmærksom paa, hvorledes Russernes Forsvar af Vandledningsredouten, der varede indtil den 20—21. September, forhindrede Japanernes Nærangreb paa Erlung øg Sungsehuschan i lige saa lang Tid. Redouten laa 1500 m fra Fort Erlungschan og 3 km fra den japanske Artilleristilling. Ilvad iovrigl Betydningen af delle sidste angaar, da skal citeres følgende af General Midler: „Del ofte udtalte Haab, at man kan skyde Forsvareren ud af fremskudte Stillinger, beror paa en Overvurdering af Artilleriets Virkning. Man maa her snarere regne med et Infanteriangreb med store Tab.“ Et saadanl maatle Japanerne netop udføre mod nævnte Redoute.

I Kampene om Takuschan, der var meget mangelfuldt forberedt til Forsvar, kæmpede dog 2 russiske Batailloner med 8 Kanoner i 21/2 Døgn mod 12 japanske Batailloner med G8 Kanoner. Naar Kampen ikke varede længere, hidrørte det endvidere fra Mangel paa Understøttelse fra Fæstningen. Del er saadanne Kendsgærninger, der har foranlediget de ny Bestemmelser i Vejledningen øg Brudet med de gamle Principper. Til Slut skal bemærkes, at fremskudte Stillinger, som naturligt er af Hensyn til Samvirket, er underlagt Kommandøren for det Afsnit, foran hvilket de er anlagt, og besættes med Tropper fra Afsnittet (273).

At Grundsætningerne for Armeringen skal kun anføres følgende: Hovedforsvarslinien ligger søm Regel i den Linie, der betegnes ved de forreste permanente Værker (28(5). Infanteristillingerne udbygges i Grupper, der gensidig understøtter lunanden. Ilden fra Geværer og Mitrailløser skal beherske Terrainet foran og imellem Grupperne. Det kan derfor være nødvendigt al planlægge Anlæg imellem Grupperne og undtagelsesvis ogsaa bag ved Mellemrummene imellem dem (298). Hvor permanente Værker som Støttepunkter for Infanteristillingen mangler, eller hvor de ligger for langt fra hinanden, skal der anlægges ny Støttepunkter med Hindringer til alle Sider (301). Der lægges stor Vægt paa, at alle Anlæg, saavel i Infanteri- som i Artilleristillingen, er udførte saa skjult som muligt, og at der udfores Skinanlæg øg Masker. Den første Ammunitionsforsyning til Batterierne anbringes i eller i Nærheden af dem; den øvrige Ammunition i de permanente Magasiner eller i Fæstningens Magasiner Ammunitionsforsyningen sker ved smalsporede Baner, Ammunitionskolonner og Laslmotorvogne. Saalænge det kan lade sig gøre for den fjendtlige Ild, skal Ammunitionen tilføres direkte fra Fæstningens Magasiner (308). 1 • Et særligt Afsnit omhandler „die Vcrkehrsanlagen“. For Telegraf- og Telefonforbindelsernes Vedkommende forlanges her et særligt Kommandonet og et særligt Artillerinel. Del første skal sætte Guvernøren i Forbindelse med Afsnitskommandørerne, disse med Kommandørerne i Brigade- og Regimentsafsnit, med Forposlkommandorerne og med fremskudte Stillinger. Ogsaa alle vigtige Værker, Støttepunkter og Observationsstationer maa have Forbindelse til deres Afsnits- eller Underafsnitskommandør. Artillerinellet omfatter Forbindelser fra Afsnitskommandoren til Artitlerikommandørerne indenfor Afsnittet, mellem disse indbyrdes og fra dem til alle Artilleriføreres Kommandosteder, ned til Fodartilleribataillonerne, samt til de artilleristiske Observations- og Maalcstationer.

Bestemmelserne om Kampen begynder med et Afsnit om de Forholdsregler, der skal lages, naar Fjenden nærmer sig, altsaa i Tiden indtil Indeslutningen er etableret.  ; Under Kampene i dette Tidsrum er del af Vigtighed tidligt at erkende Angrebsretningen, fordi man derved faar Mulighed for at tilføje Fjenden svære Tab, naar han sætter sig fast foran Fæstningen og lidvikler sit Artilleri (318). Midlet hertil er Hovedreservens og Forposternes Kamp. Ilvad Hovedreserven angaar, da skal dens Anvendelse være udpræget offensiv. Medens man i Frankrig kun vil lade den gaa frem til de forreste fremskudte Stillinger for, støttet til disse, at kaste sig over de fjendtlige Kolonners Tcter, saa er man i Tyskland gaaet et Skridt videre. Hovedreserven i Forbindelse med Fodartillerireserven skal sinke Fjendens Fremmarch, og „dette skal ikke saa meget forsøges ved at hævde Stillinger, der ikke er understøttede af Fæstningens Skyts og udsat for Omfattelsc, som ved Angreb paa Dele af Fjenden“, men „det maa stedse holdes for Øje, at cl Tilbagetog maa være muligt og Forsvaret af Fæstningen sikret“ (319). Enkelte Forfattere, ogsaa franske1), hævder, som det synes med nogen Ret, at en saadan Anvendelse af Hovedreserven vel kan give store Resultater, hvis Angriberen gaar frem i flere Kolonner med daarlig Forbindelse indbyrdes og udsatte for at blive slaact enkeltvis, men den store Vanskelighed ligger i Faren ved al engagere sig i en alvorlig Ivamp med overlegne Kræfter, saml i A fgørelsen af, i hvilken Grad en Kamp, der maaske synes at ende heldigt, kan føres til Bunds. l)et er saaledes en meget delikat Opgave, der stilles Hovedreservens Fører, og ikke uden Grund indprænter Major Fritsch Nødvendigheden af at erindre det kendte Ord: „in der Beschränkung zeigt sich erst der Meister.“ Side om Side med Ilovedreserven fremsendes de saakaldte „Aussenabteilungen“, smaa Styrker, der tjener som Bygstød for Bytter- øg Cyklislpalrouiller. De skal som Begel undgaa alvorlig Kamp (320). Den Modstand, som Forposterne kan yde, tilkegges der i Vejledningen stor Betydning. „Forposterne holder sig til at begynde med overalt i deres Afsnits fjerneste Forlerrain. De beskytter sig selv ved Befæstningsanlæg, hindrer Modstanderen i at rekognoscere og i at faa fat i det for Artilleriudviklingen nødvendige Terrain og søger ved en uafladelig Eklaireringsvirksomlied at indhente Efterretninger“ (322). „Under Artilleriildens Beskyttelse yder Forposterne cflerliaanden en mere øg mere haardnakkel Modstand for al holde Indeslutningslinien langt borte og for al dække Artilleriets fremskudte Observatører. De gaar kun tilbage Skridt før Skridl øg benytter enhver gunstig Lejlighed til Modangreb“ (323).

Man mener altsaa i Tyskland at kunne opnaa omtrent det samme ved Forposternes Kamp, som man i Frankrig vil opnaa ved Forsvaret af fremskudte Stillinger. Man finder dog inlet Steds nogen Begrundelse anført herfor, og det turde ogsaa være i høj Grad tvivlsomt, om det er hensigtsmæssigt al stille saadanne Fordringer lil Forposterne. Skal de virkelig yde en Modsland som den, der synes forudsat i Vejledningen, da maa de hl. a. have en saadan Styrke, at der herimod gælder den samme Indvendig, søm ovenfor anført af Major Fritsch mod fremskudte Stillinger. Erfaringerne synes ogsaa at have vist. al et rent Forpostsystem foran en Fæstning sjældent har ydet nogen nævneværdig Modstand mod Angriberen, bl. a. fordi Artilleriunderstollelsen af det mere eller mindre liniære Forposlsyslem som oftest bliver illusorisk, eftersom den ikke kan flankere Linien, og fordi et Gennembrud af den ikke sammenhængende Linie er forholdsvis let at udføre for Angriberen. De fremskudte Stillingers Styrke hidrører derimod i Reglen fra, at den flankerende Artilleriild fra Hovedstillingen hindrer Omfattclse og fra, at Stillingen i sig selv danner et sluttet Forsvarsafsnit. Del synes derfor, som om der i Vejledningen er stillet Fordringer lil Forposterne, som ikke kan ventes opfyldte. Forsvarsarlillcriet træder i Virksomhed, saa snart ske kan, mod de fjendtlige Fremrykningslinier, Udladestationer, Parkanlæg o. lign. samt lil Understøttelse for Forposterne. Imod alle, Maal, der viser sig, skal Ilden straks aabnes; særlig rettes den mod Observationsslationer og Rekognosceringer. „Gunstige Maal frembyder sig ofte for Artilleriet, naar det fjendtlige Infanteri sætter sig fast i Indeslutningslinien. Dette er da, uden selv at have tilstrækkelig Understøttelse af svært Artilleri, i sine første Dækninger i en vanskelig Stilling ofte Dage igennem.“ I Forbindelse hermed hor der foretages Udfald, men „det er allerede en Fordel, at det fjendtlige. Fodfolk bliver tvunget til at holde sig langt fjernet fra Fæstningen, fordi ogsaa Relejringsartilleriet da maa holde sig længere tilbage“ (329).

Der skal da heller ikke i denne Periode spares paa Ammunitionen, naar der er Udsigt til at opnaa et Resultat (327).

Kampen om Hovedstillingen kan ikke begynde, for Angriberen har taget de fremskudte Slillinger (330). Paa Grund af de Vanskeligheder, der som oftest er forbundet med Erobringen af disse, vil Angriberen sandsynligvis indskrænke sig til at tage de Stillinger, hvis Erobring er nødvendig, for at Angrebet kan sættes ind: „Saasnart man heraf kan erkende Angrebets Hovedretning, bliver de truede Fronter forstærkede fra mindre truede Afsnit eller fra Hovedreserven og Pionerreserven“ (331). Endvidere indsættes Eodarlillerireserven, forstærket med Rattericr fra mindre truede Fronter. ' 1 ’ i i [ i Det vil, som tidligere omtalt, sandsynligvis være muligt for Forsvareren paa et ret tidligt Tidspunkt at erkende Angrebsretningen. Delle giver ham on stor Chance overfor Angriberen. For at udnytte den maa hele Fo rsva rsa rtille rie t kunne a a b n e 11- den for A n gr e b s a r t i 11 er i e l (332). Lykkes dette, har Forsvareren en Mulighed for at kunne vinde en maaske afgørende Ildoverlegenhed over Angriberen. En Betingelse herfor er imidlertid ogsaa, at der ikke spares paa Ammunitionen: „Artilleriilden rettes nu foruden mod de tidligere Maal ogsaa mod erkendte eller med nogen Sikkerhed fastslaaede Maal. Den fortsættes Dag og Nat og tiltager i Styrke, efterhaanden som Tidspunklet for Aabningen af Angrebsartilleriets Ild nærmer sig, selv om man løber Fare for, al enkelte Batterier borlskyder deres sidste Granatkardæsk“ (335). Denne Periode af Kampen er tillige Tiden for større Udfald med Hovedreserven eller med Afsnitsreserverne. De er imidlertid ikke lette at udfore, thi er end Forsvarsartilleriet rede til at understøtte dem med sin fidde Kraft, saa er Afstanden til Fjenden dog ofte stor. Bedst synes det at være at tage de fremskudte Stillinger som Basis og samvirke med dem og at vælge Natten eller Overgangen mellem Nat og Dag til Udførelsen ')• Vejledningen giver meget nøje Forskrifter for Forberedelsen og Udførelsen. Det anbefales ikke at tage for stor Frontbrede, men stærk Echelonnering i Dybden. Flankerne skal sikres ved Artilleriild, om Natten i Forbindelse med Lyskastere, og ved Afdelinger, der gaar frem fra Naboafsnittene. Ogsaa her ligger en Vanskelighed i Afgørelsen af, hvor langt Angrebet skal fores frem, og hvor vidt en øjeblikkelig Sejr skal forfølges, uden at Udfaldsstyrken udsættes for at blive omfattet og afskaaret (337). Den første Garanti herimod ligger formentlig i en nøje Præcisering af Opgaven.

Naar Angrebsartilleriet aabner Ilden, begynder Fodfolksangrebet. Forsvarsartilleriel, der hidtil har afgivet sin Tid efter en bestemt Plan, med særlige Opgaver eller Zoner (Gefechtsstreifen) for ArtillerieL i livert Afsnit og Underafsnit, forlægger nu Ilden uden Ilensyn hertil til de Maal, imod hvilke der kan forventes den hurtigste Virkning (338J). Saasnart der derefter er vundet Klarhed over Angrehsartilleriets Udstrækning og Gruppering og de enkelte BatLerigruppers Gruppering, foretager Afsnitsartillerikommandørerne en Regulering af Ilden: Den rettes førsL og fremmest mod de farligste svære Batterier samt mod alle synlige eller med nogen Sikkerhed fastslaaede Batteristillinger. Endvidere mod alle Observationsstationer og mod Transportvejene til de fjendtlige Artillerislillinger (339). Men ligesom under Angrebet maa ikke alt Artilleri anvendes hertil. En Del af de svære Batterier skal ogsan under Artillerikampen rette deres Ild mod det fjendtlige Infanteri, der begynder Fremrykningen samtidig med eller straks efter Ildens Aabning. En Del af Kanonbatlerierne og Feltartilleriet skal stadig være rede til straks at imødegaa enhver Bevægelse paa Fjendens Side (312). Fodfolket forsvarer imidlertid sine Stillinger i Forterrainet med den yderste liaardnakkethed. EfLerliaanden som Angrebsartilleriets Virkning forøges, kommer ogsaa Angriberens Fodfolk nærmere og bliver mere og mere Maalet for Forsvarerens lid (317;: Alle Batterier, der endnu er i Virksomhed, vender sig fra nu af fortrinsvis mod Fjendens Fodfolk (348), og Artilleriet bliver paa sin Plads, selv om det lider store Tab: „I overlegen, fjendtlig Ild opnaas som oftest et bedre Resultat ved at blive med Artilleriet i den engang valgte Stilling end ved at forsøge paa at skaffe en Del tilbage i bagvedliggende Stillinger. Mørke og en forbigaaende Formindskelse af Ildens Styrke kan dog gøre en Tilbagedragning mulig.“ Det pansrede Skyts faar nu stor Betydning: „Saalænge dets Ild ikke er nedkæmpet, har Modstanderen liden Udsigt til at sætte sig varigt fast foran Værkerne“ (348). For Fodfolkets Vedkommende begynder nu det egentlige Forsvar af Hovedstillingen. Vejledningen forlanger, at der, selv efter at Forposterne er trængt tilbage til Hovedstillingen, i det mindste skal holdes Afdelinger og Patrouiller i Forterrainet, og at F'jenden stadig skal foruroliges ved smaa Udfald. løvrigt træder „Ilden fra Fodfolk og Mitrailløser nu i Forgrunden ved Forsvaret. Rigelig Gevær ammunition skal holdes rede overalt. Indretninger til skjult Ildafgivelse om Dagen og lid om Natten er af Betydning.“ „Ethvert Forsøg fra Angriberens Side paa at forlade sine Dækninger maa kunne tilbagevises med Eftertryk“ (350).

Reserverne skal være stedse mere rede. I Værkerne opholder Besætningen sig i Dækningerne efterladende de nødvendige Poster. Vejledningen udtaler: „E r det lykkedes Angrebsartilleriet at indskyde sig mod Infanteriets Stillinger, saa kan det være nødvendigt eller hensigtsmæssigt at anbringe Dele af Besætningen i Nabostillinger eller for en Tid at trække dem tilbage. Kun maa der sørges for god Iagttagelse mod enhver fjendtlig Bevægelse og for, at Kampstillingernc hurtig kan besættes igen. Den foreløbige Forringelse af Kampkraft skal udlignes ved Ild fra Nabostillingerne og ved flankerende Virkning fra Mitrailløser og Nærkampskyts“ (351). Bestemmelsen synes noget uforsLaaelig, thi en saadan frivillig, hel eller delvis Rømning af SLillingen vil betyde en Svækkelse af Kampkraften, som i høj Grad kommer Angriberen til Gode. Opdages Angriberen under Bevægelse, skal han tages under Masseild fra alle Geværer og alt Skyts, der kan bære paa ham. Endvidere er Modangreb, særlig mod hans Flanker, her paa sin Plads. Ingeniørernes Virksomhed tiltager, efterhaanden som Angrebet skrider frem. De følger Fodfolket under dels Modangreb medførende Haandgranaler. Senere bekæmper de Angriberen med Konlreapproelier og Miner. Ogsaa med Hensyn Lil dette sidste har jo Port Arthur omstyrtet de endnu for en halv Snes Aar siden gældende Teorier. Alle Vegne og ikke mindst i Tyskland har man af denne Belejring lært, al Miner og Minekrig fremtidig vil komme til at spille en overordentlig Rolle: „at F'orsvarsminesyslemer og en modig Anvendelse af dem nu som før er kaldet til at spille en Rolle ved Kamp om Fæstninger: en ubehagelig Sandhed, som Japanerne sikkert ikke vikle have bøjet sig for, li vis det havde været dem muligt! Det nytter intet, at man giver den utilstrækkelige Arlillerivirkning paa Japanernes Side Skylden for, at deres fortrinlige Offensivaand løb ud i et tappert Muldvarpearbejde, tbi man maa dog heller ikke glemme, at de russiske Værker kun var ufuldkomne, i det højeste besad en til Angrebsartilleriet svarende artillcristisk Kampkraft og teknisk Modstandskraft og manglede mangfoldige Indretninger, som en moderne Fæstning vil besidde.“ *)

Som en umiddelbar F’orberedelse af Stormen foreskriver Vejledningen følgende for Angriberen: „Forud for Stormen kan der indskydes uregelmæssige Pauser i Artilleriilden for at foranledige Forsvareren lil at forlade sine Hulrum. Det er derefter hensigtsmæssigt efter hver Pause at aabne Ilden overraskende igen“ (175). I Overensstemmelse hermed er saadanne Pauser i Ilden angivet som Kendetegn paa, at Storm forestaar: „Lægger det fjendtlige Artilleri Ilden over paa andre Maal, eller ophører den nogen Tid ganske, forstærkes Posterne ved Ildlinien uden videre, og Mitrailløserne gøres skudberedt i Dækning bag Ildlinien (357). løvrigt søges Stormen, naar den kommer, afslaaet ved alle Midler og Kræfter, hvorover Forsvaret endnu raader: Poster og Mitrailløser aabner en livlig Ild paa Angriberen, saa snart han viser sig. Reserverne iler til Ildlinien. Ilden rettes særlig mod de Tropper, som bærer Stormredskaber og lign. Kaponiercr og Traditoranlæg træder i Virksomhed. Hovedreserven og Reserver fra Naboafsnit griber ind, idet de særlig retler deres Angreb mod Stormafdelingernes Flanker. Ogsaa efter at Fortlinien er gennembrudt har Forsvareren Mulighed for at kaste Angriberen tilbage ved fornyet Indsættelse af Reserverne. Derfor skal nærliggende Værker og Grupper fastholdes. Afsnittet om Forsvaret slutter med nogle traditionelle Bemærkninger om Kampens Fortsættelse efter Gennembrud af Flovedforsvarsslillingen. Værd at lægge Mærke til er dog Bestemmelsen om, at der „i intet Tilfælde maa tages Kræfter fra Hovedstillingen og Reserverne lil Gunst for tilbagetrukne Stillinger, saalænge en Afvisning af Stormen ligger indenfor Mulighedernes Omraade“ (304).

Som det fremgaar af del ovenfor udviklede, danner de i „Anleitung für den Kampf um Festungen" udviklede Grundsætninger paa næsten alle Omraader el Brud med Forliden, saa stærkt al det ikke er langt fra at kunne karakteriseres som en Omvæltning af Fæsiningskrigens Teori. Den egentlige Aarsag hertil er Erkendelsen af, at Fæsiningskrigen vel fordrer grundigere Forberedelse og storre Anvendelse af Tid end Kampen i aaben Mark, men „de almindelige Grundsætninger er de samme for Felt- og Fæstningskrig“. Naaet lil denne Erkendelse var det naturligt al overfore Feltkrigens ledende Grundsætninger lil I'æslningskrigen, nemlig Offensiv i saavel Angreb som Forsvar, en rationel Kommandoordning, nøje Samvirken mellem Yaabnene, Forkastelsen af alt Skema og Fordringen om Initiativ hos alle Forere. Forsvarel af en Fæsining er ikke i samme Grad som tidligere rent defensivt. Angreb modes stedse og bedst med Angreb, derfor maa Fæsiningsforsvaret fra forsi lil sidst være aktivt og offensivt. Vel er det muligt, at Forsvaret alligevel tilsidsl maa bukke under, eftersom hele Kampen er et Forbrug af Kraft, der hos den ene Part er begrænset, hos den anden maaske ubegrænset, men Forsvarets Formaal er ogsaa i de allerfleste Tilfælde en Kamp om Tid, saaledes at Sejren kan fremkaldes paa anden Maade. En rationel Ordning af Kommandoforhold er den forsle Betingelse for el heldigt Udfald af Kampen, idel det danner Betingelsen for Samvirket mellem Yaabnene. En saadan er tilvejebragt i den tyske Vejledning, og Nødvendigheden af Samvirket gaar igennem den som en rod Traad. Det er ikke det enkelle Vaaben alene, der kæmper Kampen og vinder Sejren, men alle Vaabens forenede og sideløbende Anstrengelser. I Forbindelse hermed er enhver Skemalisering bortkastet. Derved er Betingelsen skabt for Udfoldelsen af et friskt Initiativ. Skema og Initiativ kan ikke eksistere Side om Side. Del første kvæler det sidste. Det sidste bryder det forste. Man har i Vejledningen gjort Kampens Gennemførelse afhængig, ikke af nogle Formers strenge Gennemførelse, men af Førernes Handlekraft, fra den højeste til den laveste, eller m. a. Ord: Fæsiningskrigen og Kendskabet dertil er i den lyske Hær forandret fra en Specialitet, kendt af nogle faa udvalgte, Lil et Fælleseje for alle.