I slutningen af marts indledes de officielle festligheder i anledning af 400-året for Christian IV ’s overtagelse af riget med en musikfestival og en hel serie udstillinger. Tøjhusmuseet indledte allerede i oktober 1987 sin foredragsserie »Christian IV - Rigets væbnede arm. Kongens militære liv og indsats«. Den følgende artikel er i let omarbejdet form manuskriptet til et af foredragene i denne serie.
I en lille pjece med titlen »Soldaterlæsning, Chr. IV som Konge og Soldat«, udgivet ved Krigsministeriets foranstaltning i 1891, kan man bl.a. læse (p. 33-34):
»Kongen glemte ikke de sørgelige Erfaringer, han havde gjort i sin sidste Krig (Kalmarkrigen) med Hensyn tU det fremmede Krigsfolks Upaalidelighed. Han fik sit Rigsraad til at samtykke i, at der i hele Danmark blev udtaget omtrent 4000 Mand, som bleve vaabenøvede som Fodsoldater; de bleve delte i to Regimenter, det jydske og det skaanske, til det sidste kom ogsaa Øboerne til at høre ...«
K. C. Rockstroh, hvis omfattende, og også omdiskuterede 3-bindsværk, »Udviklingen af Den nationale Hær i Danmark i det 17. og 18. Aarh.«, er et af hovedværkerne til den nationale hærs historie, er knapt så begejstret med hensyn til at tillægge Chr. IV ideen om at oprette et nationalt fodfolk. Kongens initiativ i så henseende, synes Rockstroh at mene, skyldes snarere tvungen nødvendighed og pres fra Rigsrådet eller enkelte af dets medlemmer end ægte begejstring, for som Rockstroh skriver (I, p. 4):
»Kongen syntes ikke at have fundet behag i udskrevne soldater, og han behandlede dem allerede da (dvs. under Kalmarkrigen) med en foragt, som var en gammel landsknægt værdig«.
Som det senere vil fremgå, har kongen dog måske allerede fra oprettelsen af de nationale regimenter set den fordel, han - udover en mere moderne hær - kunne have af herigennem at få rådighed over en god og billig arbejdskraft til sine mange byggeforetagender. Denne fremstilling vil koncentrere sig om perioden fra o. 1600 til o. 1620, dvs. den periode, der bl.a. indeholder oprettelsen i 1614 af den nationale milits til fods på 4000 mand i Danmark, idet forholdene i Norge ikke vil blive behandlet. Den nationale hær omfattede imidlertid ud over dette nyoprettede fodfolkselement også et nationalt rytterelement, tilvejebragt gennem den adelige Rostjeneste, som ogsa i perioden var genstand for væsentlige ændringer.
Rostjenesten
Forud for en redegørelse for den nationale fodfolksmilits, vil det derfor være naturligt at omtale rytterelementets, den adelige rostjenestes udvikling, der bl.a. er beskrevet af Knud V. Jespersen i hans doktordisputats »Rostjenestetaksation og adelsgod« fra 1971 og i en artikel i Krigshistorisk Tidsskrift (nr. 2/74) »Fra ridderhær til kavalleri« af samme forfatter. Den adelige rostjeneste er det ældste element i den nationale hær. Den havde sin oprindelse i den middelalderlige ridderhær, der på kongens bud ydede kvalificeret krigstjeneste, når og i det omfang, det var nødvendigt, uanset størrelsen af den enkelte ridders, herremands, jordegods. Ved deime tjeneste friede herremændene hele deres gods for skat. I løbet af det 15. årh.s sidste halvdel, og stadfæstet ved en forordning af 18. august 1525, skete der en udvikling fra den kvalificerede ryttertjeneste efter evne til en graduering, der satte bestemte grænser for pligtens omfang. Med 1525-forordningen knyttedes for første gang en entydig forbindelse mellem godsbesiddelsens omfang og rostjenestens størrelse. Forordningen var således det første klare tegn på krigstjenestephgtens forandring fra at være en personlig forpUgtelse for herremanden - og det, der først og fremmest konstituerede hans adelsskab - til at blive en forpligtelse, der først og fremmest hvilede på den privilegerede jord, hvis besiddelse herefter blev konstituerende for adelsskabet. Adelen havde hermed taget et skridt på vejen fra at distancere sig fra sin krigstjenestepligt. Denne udvikling fortsatte med stigende styrke i de følgende hundrede år, hvor anvendelsen af den adelige rostjenestes løst organiserede og gammeldags bevæbnede styrker blev stadigt mere uhensigtsmæssig over for det stadigt kraftigere fodfolk. Medens der efter 1525-forordningens gennemførelse kun blev foretaget reguleringer i rostjenestens taksationer to gange indtil århundredets slutning, nemlig i 1551 og 1587-88, viste der sig - bl.a. på grund af stadigt hyppigere ændringer i ejendomsforholdene - behov for afholdelse af yderligere fem generaltaksationer i Chr. IV’s regeringstid, nemlig i 1601, 1609,1614, 1617 og 1624. En gennemgribende revision blev indledt med taksationen i 1609, da rostjenestens enheder i overensstemmelse med tidens krav omskabtes til ensartede rytterenheder, der kunne indgå i hæren på lige fod med andre (hvervede) rytterenheder. Mønstringen foregik i perioden 9. maj til 24. juli, i fortsættelse af taksationerne. For første gang i fredstid inddeltes styrkerne i syv rytterfaner, nemlig tre jyske, en fynsk, en sjællandsk og en skånsk. Samtidig udnævntes der et fast befalingsmandskorps ved hver af faneme. Dermed var der for første gang i rostjenestens historie skabt faste kadrer i fredstid samt en permanent organisation, inden for rammerne af hvilken dens institutioner kunne udfolde sig. Om forhistorien til denne afgørende begivenhed vides praktisk talt intet. Sagen synes ikke at have været drøftet i rigsrådet, hvorfor det er vanskeligt at afgøre, hvor ideen stammer fra, og hvad motiveringen kan have været. Kravet om en fastere organisation med mindre og lettere manøvrérbare enheder med et fast officerskorps og bedre disciplin var imidlertid et almindeligt tidens tegn, og allerede i 1599 havde den indflydelsesrige rigskansler Arild Huitfeldt - som senere vil blive omtalt - taget til orde for en forbedret organisation og træning af det nationale fodfolk. Disse tanker kan tænkes også at have været møntet på rostjenesten. Hertil kommer, at netop i disse år var Moritz af Oranien i fuld gang med at gennemføre sine radikale hærreformer, hvis bærende tanke var at skabe en let manøvrérbar, slagkrafitg hær ved at dele den i mindre taktiske enheder, trænet i taktisk samvirke og med en stram disciplin under ledelse af et fast officerskorps. I denne sammenhæng er det også af interesse at notere, at den mand, der i 1610 blev rigsmarsk og dermed øverste chef for den nationale hær, Sten Maltesen Sehested, i en længere periode i slutningen af det 16. årh var i nederlandsk krigstjeneste og tillige en personlig bekendt af Moritz. Endelig er det nok også af betydning, at muligheden for en krig med Sverige på dette tidspunkt var åbenbar, en mulighed, som ikke var Chr. IV ukær, og som han havde grund til at forberede sig på. Den før nævnte mønstring i 1609 blev i Jylland og på øerne overværet af kongen personlig. Han forestod selv inddelingen efter indstilling fra nogle tilforordnede rigsråder. I Skåne skete det under opsyn af nogle af kongen udpegede rigsråder. Hver fane forsynedes med et befalingsmandskorps bestående af en ritmester, en løjtnant, en fenrik og sandsynligvis to korporaler. Faneme synes ikke at være tilstræbt gjort lige store; de geografiske hensyn synes at have været det afgørende, idet faneinddelingen stort set fulgte stiftsinddelingen, dog således at Ålborg fane bestod af rostjenestepligtige fra både Viborg og Vendelbo stifter, og rostjenesten fra Lund stift deltes i to faner. Fanemes uens størrelse fremgår af denne oversigt, der er udarbejdet på gmndlag af mønstringslisteme fra 1609 (Krigshistorisk Tidsskrift, 2/74, p. 30):
Bortset fra en mindre ændring ved forordningen af 1617, hvor de jyske faner tilstræbtes gjort lige store, bestod den i 1609 etablerede organisation indtil taksationen i 1624 og forordningen af 1. april 1625. Inden enkelte detaljer i denne i rostjenestens historie særdeles centrale forordning skal omtales lidt nærmere, er der gmnd til at pege på, at den udvikling - hvorved såvel ideen med som indholdet af den adelige krigstjenestepligt undergik gennemgribende forandringer, som følge af teknologiske og taktiske udviklinger på det militære område - også må ses i sammenhæng med, at denne militære udvikling berøvede adelen det militære magtmonopol, der i stedet gled over til statsmagten.
Det må ses som en naturlig reaktion herpå, at medlemmerne af den adelige stand i løbet af det 16. årh. efterhånden tabte interessen for militære færdigheder og i stedet kastede sig over de større muligheder, der bød sig som statsembedsmænd og som godsejere. Det er således ikke overraskende, at den adelige godsejer kom til at opfatte rostjenesten som en sur pligt i stedet for en ret, som han havde i kraft af sit adelsprivilegium. Det er denne holdningsændring, der er en del af baggrunden for, at det fra kongens side i begyndelsen af det 17. årh. blev nødvendigt at omgærde rostjenesten med et sæt af detaljerede regler og bestemmelser, der kunne sikre, at adelen gjorde sin skyldighed over for riget, akkurat som det senere vil ses, det var nødvendigt over for de jordegne bønder, som pålignedes pligten til at yde den anden del af den nationale hær, nemlig fodmilitsen. Rostjeneste-forordningen af 1. april 1625 hviler i det væsentligste på det forordnings- og betænkningsmateriale, som to foregående års forberedende arbejde tilvejebragte. Udgangspunktet var en forordning af 11/7 1623. Indledningsvis hedder det i denne, at eftersom der ikke i lange tider har været afholdt nogen egentlig taksering til rostjeneste, og der siden sidste taksation »... stor Forandring sig hafver begifvet paa Adelens Gods och Ejendom... saa befales det hermed, at alle ... som frii och frelse kiendis ... lader forfatte Jordebøger paa alt deris Gods efter den Takst... som I ville, at det efter Eders dødelig Afgang skal skiftis« (Jespersen p. 80). Jordebøgeme skulle herefter i forseglet stand afleveres til ritmestrene ved rostjenestekompagnieme, der skulle videresende dem til en af kongen nedsat rigsrådskommission. Herefter skulle kommissionen »... gøre it billigt och vist ofverslag, af hvor mange lester kom en hest skal holdis, och enhver sette och taxere, saa ingen sig derofver kand hafve at besverge, efter som vi icke høiere rostienste erre begierendis rigens adel at paaliggis, end som de hertil hafver underholdet« (Jespersen, p. 80). Forordningen indeholder yderligere en række bestemmelser, som i denne forbindelse er af underordnet betydning. Afgørende er det imidlertid at mærke sig, at hensigten med forordningen er at tilvejebringe et ajourført grundlag for påligning, men at det samlede resultat ikke påregnes ændret i forhold til tidligere. - Blot altså, at påligningen skete i overensstemmelse med de aktuelle jordbesiddelsesforhold. Den omtalte rigsrådskommissions arbejde var færdiggjort i februar 1625.
Men begivenhederne i Det tyske Rige, og kongens planer om indgriben her gjorde, at Chr. IV til stadighed havde opmærksomheden henledt på rostjenestens tilstand, og han syntes ikke at have været tilfreds med denne, for på en Herredag, afholdt i København fra den 21. juni 1624, fremlagde han i propositionens pkt. 10 en beklagelse af, at rostjenesten ikke holdtes i det beredskab, som den burde. Han opfordrede derfor rådet til at overveje, om der ikke burde fastsættes mønstringsterminer, hvor de rostjenestepligtige skulle møde med deres ryttere (Jespersen p. 81). Rådet foreslog som svar på dette, at der en gang om året afholdtes fuld mønstring af rostjenesten passende steder rundt om i landet under ritmestrenes ledelse. I rigsrådets forslag indgik også regler for indberetning om mønstringens gennemførelse og om hvem, der kunne fritages. Chr. IV var imidlertid utålmodig efter at få resultatet af den i 1623 beordrede generaltaksation forelagt, og allerede under den før nævnte Herredag havde han den 19. marts 1624 givet fire lensmænd i hvert af hovedlandskabeme ordre til at foranstalte landskabsvise taksationer, hvilket han begrundede med beredskabsmæssige hensyn. Tre dage senere beordrede han de samme lensmænd - bortset fra de skånske - til, i forbindelse med taksationen, at dele fanerne i to lige store dele. De 12 enheder, der herved dannedes, fik samtidig navneforandring til kompagnier. Da kongen allerede på dette tidspunkt overvejede at indtræde i 30-årskrigen, må en del af hans motiv til denne deling formentlig søges i, at det i denne situation var en fordel at have så mange faste kadrer som muligt - hvis kompagniernes styrke var for ringe, kunne de jo nemt suppleres op med hvervede ryttere. Det er dog også muligt, at Moritz af Oraniens og Gustav Adolfs reduktioner af de taktiske enheder har spillet en rolle for kongens beslutning. Med denne beslutning fik kompagnierne en ensartethed i størrelse, således som det fremgår af følgende oversigt, der viser komnpagniemes styrke efter nyordningen (tallene er fra kompagnirulleme i 1624, Krigshistorisk Tidsskrift, 2/74, p. 31):
Som det ses ved en sammenligning af tallene - 1609: 1132 ryttere, 1625: 1157 ryttere - er den samlede rytterstyrke holdt på samme niveau. Det er således påligningsgrundlaget, der er ajourført. Ved beregningen af dette synes rigsrådskommissionen at være gået ud fra de to givne talstørrelser, nemlig adelens samlede hartkorn, på grundlag af de indsendte jordbøger, og kongens ønske om at rostjenesten skulle ansættes til, som det hedder, »samme that wngefer som thilfome« (Jespersen p. 83). Dermed fremkom den valgte kvotient på 312 tdr. hartkorn pr. rostjenestehest. Forordningen af 1625 indeholdt ialt 6 paragraffer (Jespersen p. 85-91):
Den 1. fastslog, at enhver adelig, der har frit adelsgods, skal holde en »gerust hest« for hver af de nævnte 312 tdr. hartkorn med en våbenduehg rytter, der som hidtil skulle være udstyret med fuldt kyrads fra hoved til knæ samt være bevæbnet med to pistoler og sidevåben. Paragraffen fastlagde endvidere visse grænser for taksation af hhv. 1 og 1/2 hest.
I § 2 findes nærmere regler for, hvorledes rytterne fra lægderne skulle udredes, idet det overordnede princip var, at lægdemes medlemmer indbyrdes skulle blive enige om, hvem der skulle ride, samt regler for, hvem der havde afgørelsen, såfremt enighed ikke kunne opnås.
§ 3 fastlagde regler for sædegårde, og i § 4 bestemtes det, at ritmesteren skulle underrettes ved ændringer i besiddelsesforhold.
I § 5 blev det fastlagt, at mønstring skulle ske én gang årligt, kompagnivis under ritmesterens opsyn og ansvar.
Og endelig indeholder § 6 regler for, hvem der fritages for mønstring i fredstid.
Denne ordning holdt sig i virkeligheden omtrent uændret, indtil rostjenesten endeligt blev ophævet i 1661.
Den nationale milits til fods
Vender vi os herefter til det andet element i den nationale hær, den nationale milits til fods, er det - som tidligere nævnt - naturligt at tage udgangspunkt i fortalen til Arild Huitfeldts Danmarkskrønike fra 1599, hvor han, efter at have mindet om, hvilke styrker af krigsøvet, indfødt mandskab, de danske konger havde kunnet føre i marken tidligere, henleder den unge 22 årige Chr. IV’s opmærksomhed på, at sådan er det ikke længere. Derfor, siger han, »sidder vi ubevæbnet og har ikkun Penge og fremmed Magt at forlade os paa. Men dersom Eders Majestæt vilde med Eders Naades Raad og Adel tænke paa noget andet Middel, hvorved dette Rige af Fodfolk kunde bestyrkes - det var højliden fornøden. - Vort Folk fattes hverken Mod eller Manddom ... Hvis vore egne blev afholden og fremdragne, som de skulde; naar de øvede og bevæbnede ... naar der blev sat gode Kaptajner for dem;... naar de fik en ringe Besoldning ... skulle de vel blive saa gode som fremmede. - Om slig Mangel har jeg vildet erindre Eders Majestæt, fordi jeg i disse fem Kongers (Oldenborgernes) Historie, som jeg har beskrevet, befinder den Brøst at have været, at vi er tilvant mere med at bruge fremmede end vore egne, hvorover vort Folk er ubrugt og ubevæbnet« (Rockstroh, I, p. 5). Sagen synes ikke behandlet i et egentligt rigsrådsmøde. Første gang den omtales i Kr. Erslevs gennemgang af »Rigsraad og Stændermøder i Kristian IV’s Tid« er i forbindelse med referat af »Rådets virksomhed uden for møderne 1614«, hvor det hedder, at Kongen i 1614 »ved nogle vore elsk. Raad og gode Mænd af enhver Provins og Len i Danmark udnævne og indskrive til Krigsbrug nogle visse Gaarde«, hvoraf der herefter skulle holdes en soldat til fods (Erslev p. 216). Pligten til at stille ryttere, som var pålagt adelen, fik nu sit sidestykke i en pligt til at stille fodsoldater. Denne blev pålagt de jordegne bønder - selvejerbøndeme. Da antallet af disse imidlertid ikke var tilstrækkeligt, blev det pålagt kommissarieme (for Nørrejylland: Kristian Holk og Albret Skel, for Fyn: Axel Brahe og Jacob Rosenkrans, for Sjælland: Kristen Friis og Oluf Rosensparre, og for Skåne: Breide Rantzau og Anders Bille) i ordren af 17. november 1614, at de til supplering kunne udtage andre af »Vore og Kronens Bønder«, af dem som give ringe Landgilde og have dog gode Gaarde« (Rockstroh I, p. 6-7). I en medfølgende fortegnelse var antallet opgjort til
Øer og »havsider«, hvor der i forvejen blev udskrevet bådsmænd til flåden, skulle være fritaget for denne udskrivningspligt. Bomholm havde allerede fået sin egen særlige ordning. I forbindelse med Kalmarkrigen 1611-13 havde de bornholmske bønder fået mulighed for at købe våben på billige vilkår, »gode lange fyrrør«; alarmsystemer med bavner langs kysten var blevet reorganiseret, og Hammershus fik oversendt 6 kanoner med tilhørende ammunition fra Tøjhuset i København. Efter fredsslutningen besøgte Ghr. IV øen og oprettede Den bornholmske Müice, som derefter mønstredes. I 1624 mønstrede kongen igen Milicens 4 herredskompagnier under et besøg på øen (H. E. Skaarup: Bomholms Militær Domiciler, ELK 1985). Såfremt den udskrevne bonde var for gammel eller af andre gmnde uegnet, skulle han stille en holden og ^enstdygtig søn eller anden karl. Når krigsartikleme til sin tid blev udfærdigede, og det udskrevne mandskab skulle sværge til fanen, ville hver »Fenle« (kompagni) blive nonneret med kaptajn og løjtnant, som skulle være øvede krigsfolk, medens fenrikker, sergenter og korporaler skulle udtages af det udskrevne mandskab. Til gengæld for den her pålignede tjenestebyrde, skulle gårde, som afgav soldater eller underofficerer være fritagne for »årlig og sædvanlig landgilde, for almindelige landskatter, for husbondhold, indfæstning, ægt og arbejde samt al anden kongelig Tyngde«. Når soldaterne i fredstid mødte til våbenøvelse eller arbejde i selve den pgl. provins fik de ingen løn af kongen. I krigstid og når kompagniet beordredes uden for provinsen ville de oppebære 3 Slettedaler månedlig. Første gang de stillede fik de udleveret våben af kongen, men herefter var de selv pligtige til at holde sig med et brugeligt våben. Samtidig med at denne ordre udgik til kommissarieme, udsendte kongen også »åbne breve« til bønderne for at forberede dem på, hvad der skulle ske. Der skal ikke her redegøres nærmere for den påfølgende udskrivning, som foregik i løbet af vinteren 1614-15 på grundlag af den refererede kgl. ordre, men blot peges på, at det valgte udskrivningsgrundlag forekom noget vilkårligt, og at byrden fordeltes højest uligeligt på de forskellige landsdele; særligt hårdt gik det ud over de jyske selvejerbønder. Hertil kom, at adelens bønder var helt undtagne, vel fordi kongen ikke så sig i stand til at pålægge adelen en sådan byrde oven i rostjenesten. Også købstæderne, der stillede »Bøsseskytter« og »Bådsmænd« til hhv. artilleriet og flåden var undtagne. Først i juni 1615 kunne Kancelliet opstille en liste over kompagnierne i de forskellige provinser. Denne afveg på visse områder væsentligt fra den oprindelige, bl.a. var det nødvendigt i nogle af de jyske len at udskrive et større antal fæstere end oprindeligt antaget. Listen fra Fyn blev straks kasseret af kongen, fordi landgilden - som udskrevne bønder jo skulle fritages for - var for stor, hvorved kongen ville gå glip af en stor skatteindtægt. Kommissarieme blev derfor pålagt at finde andre og mindre velstående bønder. Den 21. juni 1615 kunne kongen dog udstede en »Article som Bondeknægtene blive forestilled«, indeholdende regler for soldaternes forhold, når de var indkaldte til tjeneste (Rockstroh I, p. 15 f). Ulydighed mod befalingsmændene indebar således livsstraf, det samme var tilfældet for overlast mod barselskvinder, piger og »prædikanter«. Såfremt soldaterne sloges indbyrdes, hvilket egentligt var forbudt, måtte »morderiske værger« ikke anvendes. Denne artikel fulgtes op med udsendelse den 17. december 1615 af »Krigsrordinans og Krigsartikler«, der i 30 punkter fastlagde organisation og fastsatte regler for udskrivning og soldaternes forhold. Organisatorisk opdeltes fod-militsen i to regimenter. Det jyske regiment med Mogens Kaas til Støvringgaard som oberst og bestående af 9 jyske og et fynsk kompagni, samt Det skånske Regiment med adelsmanden Anders Sinclair som oberst og bestående af ialt 9 kompagnier, nemlig 4 skånske, 3 hallandske, 1 blekingsk samt Sjællandske kompagni.
Hver af obersterne fik en mindre stab til hjælp ved tjenestens bestridelse. Hver af kompagnierne (faneme) skulle have en kaptajn og en løjtnant, medens fenrikker, sergenter og korporaler - som tidligere nævnt - skulle udtages af de »gemene Bondefolk«. Kompagnierne skulle af deres kaptajner opdeles i korporalskaber på ca. 50 mand, som boede tilpas nær hinanden, så de kunne øves på en belejlig plads nær en landsbykirke, hvori deres våben skulle opbevares i et af kongen bekostet skab. I de første år udgjordes bevæbningen af musketter og sidevåben af mindre god kvalitet. Senere, i 1620, blev udleveret en del piker og stormhatte. Og fra 1638 var 2/3 af styrken bevæbnet med musketter med tilhørende bandoler og gaffelstokke, medens den sidste trediedel blev bevæbnet med »hele« piker med tilhørende bryst- og ryghamisk samt »Potte« eller stormhue. Soldaterne var i begyndelsen ikke uniformerede, men i 1618 beordrede kongen kjoler eller såkaldte »Kasiacher« udleveret, idet han samtidig beordrede lensmændene til at indeholde betalingen for dem i soldaternes løn. Ordinansen fastslog, at værnepligten påhvilede de udskrevne gårdes ejere eller brugere personlig, men at det var dem tilladt at stille en søn eller karl, såfremt de ikke selv på grund af alderdom eller svagelighed kunne stille. Lønnen til en sådan karl blev fastsat til 18 rigsdaler årligt, uden afkortning, selv om han blev indkaldt. Det fremgår af ordinansens § 6, at kaptajnerne ikke matte fungere som stillingskommissionærer. Det kunne imidlertid ikke undgås, at de fristedes af den ekstraindtægt, som de herved kunne opna, hvilket i de følgende år førte tü utilfredshed hos bønderne og til en række klagesager. En lejet karls kontrakt med hans husbond gjaldt for 1 år ad gangen med tre måneders opsigelsesfrist. Ønskede karlen at skifte, skulle han have udstedt pas hos sin kaptajn, men han var ikke hermed løst fra soldatertjeneste, idet han var pligtig til at søge en ny husbond, som skulle stille en soldat. 1615-ordinansen indeholdt i det hele taget ingen bestemmelser om, hvor længe en soldat var tjenestepligtig. Først i 1620 udstedte kongen en forordning om, at såvel udskrevne soldater som lejede folk skulle »forløves« (gives afsked), når de havde tjent i 4 år. Baggrunden for denne bestemmelse skal søges i den voksende utilfreds hed blandt bønderne dels over at skulle undvære deres arbejdskraft i nogle tilfælde op til 5 måneder på den travleste tid af året, fordi soldaterne sattes til at arbejde for kongen i forbindelse med bygning af fæstningerne i København, Christiansstad og Christianopel samt andre store anlæg af veje og dæmninger rundt om i landet eller på kongens gårde. Dels steg også prisen på en karl, der skulle være soldat. Karlene var jo frit stillede, og soldaterlivet med de lange fravær fra hjemegnen var ikke velsete. De forlangte derfor langt mere i løn end de af kongen fastsatte 18 rigsdaler. Og det var bønderne, der måtte betale. Den voksende uro og fremadskridende forarmelse af bønderne, som var følgen af den pålagte værnepligt, og med udsigt til at flere og flere bønder opsagde deres gårde, uden at det var muligt at få nye til at overtage dem, foranledigede kongen til allerede i 1618 at beordre rigsrådet til at komme med forslag til ændringer i krigsordinansen. Rigsrådets forslag kendes ikke, men har antagelig haft træk af det forslag, som to år senere førte til en nyordning. Forinden beordrede kongen imidlertid i 1619 lensmændene til at gennemføre en mindelig ordning med bønderne i deres len, således at disse svarede en afgift, svarende til antallet af soldater, som lenet hidtil havde stillet, idet prisen på en soldat sattes til 36 daler årligt. Heller ikke dette initiativ kom der dog noget ud af, selv om bønderne over alt i landet gik med til at yde en aflønning, der gennemsnitlig svarede til det dobbelte af, hvad Kronens tab i landgilde m.v. var opgjort til i 1615. Der var imidlertid langt op til de 36 daler pr. soldat, og lensmændene måtte opgive. Der måtte et njd; initiativ til. Dette kom fra kongen i februar 1620 (Rockstroh I, p. 31 ff), hvor han foreslog rigsrådet, at alle bønder burde medinddrages i at bære bjrden til vedligeholdelse af fod-militsen. Han foreslog derfor, at dette burde ske i form af proviant til en styrke på 4000 mand. Hans egentlige tanke med forslaget var formentlig at få mulighed for at underholde en stående styrke, som han, nu hvor krigen i Tyskland var forestående, kunne anvende, som han ville uden at spørge rigsrådet. Dette var dog ganske klar over kongens hensigt, og allerede en uge efter modtagelsen af kongens proposition afleverede rådet et færdigt forslag til, hvorledes man i nødsfald (dvs. i tilfælde af en forsvarskrig) kunne opstille en styrke på 4000 mand, udtaget blandt bønderne og underholdt af disse. Forslaget gik ud på, at samtlige kronens og gejstlighedens bønder over hele riget skulle lægges i lægd, så at 9 bønder holdt en soldat, ialt 4000 mand. Disse soldater skulle udtages blandt de bedst egnede unge karle, som var i tjeneste hos en af de 9 bønder. Karlen skulle blive i tjeneste i tre år og nøjes med den løn, som almindeligt fastsattes af kongen for en karl. I de tre år skulle karlen møde til våbenøvelse på bestemte tider og sted under kaptajnens ledelse. Hvert 4. år skulle udtages nye karle. De 9 bønder i lægdet skulle i fællesskab udover den sædvanlige årsløn udrede 5 Mark kurant og 6 Sküling til et par sko, til krudt, bly og lunte. Såfremt kongen ønskede at bruge soldaterne i fredstid til arbejde, skulle han aflønne dem med 2^2 Mark om ugen, regnet fra den dag, han forlod sin husbond og indtil han var tilbage. Kongen skulle til gengæld bevare sin indkomst fra lenene og således i en given situation have råd til at hverve soldater. Selv om det jo ikke netop var det, kongen havde tænkt sig, blev dette forslag grundlag for de væsentligste ændringer, der indeholdtes i en ny krigsordinans af 12. april 1621. Sammenholdes den nye ordinans’ bestemmelser med 1615-ordinansen, ses det, at medens det, som omtalt, tidligere var karlene, der havde overtaget, så blev det nu bønderne, der bestemte. Og medens klagerne før var kommet fra bønderne, så blev det nu karlenes tur til at klage over nedsættelse af lønnen under indkaldelse, manglende forplejning osv. Ordinansen indeholdt en væsentlig bestemmelse om tjenestetiden, idet en soldat efter tre år under fanen ikke måtte indskrives igen. Herved kunne oparbejdes en reserve af uddannede soldater. En del af disse valgte ved nyordningens gennemførelse at fortsætte som hvervede, hvoraf mange kom til at udgøre en stor del af Kongens Regiment under krigen i Tyskland. Det er også værd at mærke sig, at det var tjenestekarle, og altså hverken bønder eller deres sønner, som kunne udskrives, og det var lensmændene og kommissionærerne, og ikke fogedeme, som fik pålagt at gennemføre udskrivningen.
Afslutning
Den nationale hærs udvikling i perioden fra o. 1600 til o. 1620 er i sammenfatning historien om, hvorledes Chr. IV stræbte efter at opbygge et militært apparat, som han kunne bruge i sit påtænkte engagement i Tyskland, medens rigsrådet på samme tid søgte at få gennemført sådanne regler for hærens opstilling og organisation, at den primært kunne bruges til forsvar af riget.
I en sidste bestræbelse for dette fremkom rigsrådet i 1624, umiddelbart inden kongen forlod landet for at drage i krig, med en forsvarsplan, der ville have resulteret i, at landet i løbet af et par år ville have kunnet stille o. 11.000 mand fodfolk, 1200 nationale lyttere og to hvervede kompagnier samt yderligere ville have muliggjort en hurtig opstilling af 10 kompagnier på ialt 1500 mand og 2V2 kompagni ryttere, ialt 250 mand. Dette forslag blev imidlertid ikke realiseret, fordi kongen, som nævnt, ønskede at blande sig i Kejserkrigen i Tyskland.
L I T T E R A T U R
Knud V. Jespersen: Rostj eneste taksation og adelsgods. Odense Universitetsforlag 1977 (Jespersen). Knud V. Jespersen: Rostjeneste, ridderhær og militær revolution 1525-1625. To militærhistoriske studier: - Fra krigerkaste til godsejeradel. - Fra ridderhær til kavalleri. Krigshistorisk Tidsskrift 2/1974 (Krigsh. T ) . K. C. Rockstroh: Den nationale hær I. Det Schønbergske Forlag, København 1909. H. E. Skaarup: Bornholms Militære Domiciler. Østre Landsdelskommando 1985. Soldaterlæsning, Chr. IV som Konge og Soldat. Krigsministeriet 1891.
