Tiden umiddelbart efter 2' verdenskrig får mig til at tænke på det lille engelske vers:
Den letsindighed, der udvistes af Vestmagterne, kan umiddelbart sammenlignes med den unge Riga dames; og selv om Vest europa tit er blevet bidt af tigeren, har det aldrig været tættere ved at blive opslugt.
Ved krigens udgang havde f. eks. England 1 1/3 mili. mand under våben, medens ikke engang 1/2 mili. mand var tilbage 1 år efter. Samtidig var De Forenede Staters styrker faldet fra godt 3 miil. mand til knap 400.000. Canada havde trukket sine styrker tilbage, og Frankrigs genopbygning var dårligt kommet igang. Disse reduktioner var selvfølgelig naturlige, når man tager den krigstræthed i betragtning, som beherskede ikke blot Vesteuropa, men alle de vestlige lande. Genopbygningsproblemerne var enorme, og en reduktion af de væbnede styrker var stærkt ønskelig for at fremskaffe det fornødne menneskemateriale, som genopbygningen krævede.
Samtidig gav underskrivelsen af De Forenede Nationers charter befolkningerne begrundet håb om, at det denne gang skulle lykkes at plukke alle sejrens frugter, således at ikke blot krigen, men også freden blev vundet.
Nu må man imidertid gøre sig klart, at De Forenede Nationers charter bygger på to forudsætninger, nemlig at de fem stormagter — Kina, Frankrig, England, De Forenede Stater og Sovjetunionen — som har fast sæde i sikkerhedsrådet, var i stand til at nå varige overenskomster om alle væsentlige sager. Og for det andet — at ingen af disse magter, bortset fra Ruslands kendte krav overfor Japan, søgte territorielle udvidelser.
Først lidt efter lidt gik det op både for politikere og for befolkningerne, at ingen af disse forudsætninger var tilstede. Een betydende mand i Vesteuropa, nemlig Sir Winston Churchill, så dog på et tidligt tidspunkt faren klart i øjnene og telegraferede således allerede den 12. maj 1945 bl. a. følgende til præsident Truman:
„I am profoundly concerned about the European situation. In a short space of time our armed power on the Continent will have vanished, except for moderate forces to hold down Germany. Meanhwile what is to happen about Russia? I feel deep anxiety because of their misinterpretation of the Yalta decisions, their attitude towards Poland, their overwhelming influence in the Balkans, excepting Greece, the difficulties they make about Vienna, the combination of Russian power and the territories under their control or occupied, coupled with the Communist technique in so many other countries, and above all their power to maintain very large armies in the field. What will be the position in a year or two when the British and Ame rican Armies have melted and the French have not yet been formed on any major scale . . . and when Russia may choose to keep 200— 300 divisions on active service? An Iron Curtain is drawn upon their front. We do not know what is going on behind ... A broad band of many hundreds of miles w ill isolate us from Poland.
Meanhwile, the attention of our peoples will be occupied in inflicting severities upon Germany, which is ruined and pro strate, and it would be open to the Russians in a very short time to advance, if they chose, to the waters of the North Sea and the Atlantic........“
Det første eklatante bevis for, at Churchill havde ret i sine formodninger om Ruslands holdning, fik man, da De Forenede Nationers charter skulle underskrives i San Francisco i 1945. Ved denne lejlighed stod Polens stol tom, fordi Øst og Vest ikke havde kunnet enes om sammensætningen af en provisorisk polsk rege ring — efter vor opfattelse på grund af urimelige russiske krav. At det netop blev dette land, som måtte udgå, måtte naturligvis føles som en bitter pille for England, der havde knyttet sin ind træden i 2’ verdenskrig sammen med dette lands skæbne.
Det skulle imidlertid tage 3 år, før Vesteuropa klart opfattede den nye situation, og endnu længere, før man havde blot nogen lunde brugelige styrker til at sikre sig med. Optimismens første, korte periode — den dybe pessimismes næsten dobbelt så lange — og endelig perioden, hvor Vesteuropa kan forhandle fra styrke, opdeler naturligt Europas efterkrigsår i tre faser, og det er en belysning af disse faser, jeg skal forsøge i aften.
Jeg må imidlertid bede mig undskyldt for nu og da at gå uden for selve emnet, men jeg mener dette nødvendigt, fordi Vesteuropas forhold ikke kan adskilles fra det øvrige Vestens. Ses Vesteuropa isoleret, bliver visse dele af udviklingen uforståelig, og perspektivet kommer i alt fald til at mangle.
Vesteuropas forhold umiddelbart efter krigen afhang direkte af de aftaler, der var truffet under selve krigen. Allerede under denne havde de europæiske forholds ordning givet anledning til en vis splittelse imellem premierminister Churchill og præsident Roosevelt. Sidstnævnte, der utvivlsomt må ses som en eksponent for USA’s daværende godtroenhed, ville ikke støtte England i dettes krav overfor Rusland, og på Yalta konferencen og andre steder, hvor Europas skæbne afgjordes, stod stemmerne i vigtige spørgsmål således 2 mod 1 i Ruslands faveur. Dette bevirkede, at Rusland ved krigens afslutning havde kontrollen over næsten hele Balkan, Tjekoslovakiet, Polen, Østtyskland og dele af Østrig.
For den opmærksomme iagttager gik der ikke lang tid, før man til fulde måtte sande Storm P’s bekendte sætning — „Nu har vi fået fred, men hvornår får vi ro!“
For de store masser tog det imidlertid tid, og på grund af den good will, Rusland som en af sejrherrerne over Tyskland havde fået, skabtes der ideelle forhold for gennemførelsen af, hvad der nu er kendt under begrebet kold krig. I den russisk be satte del af Vesteuropa strammedes grebet mere og mere. Anna Pauker og tilsvarende gjorde deres entré på scenen. Oppositions førere selv inden for socialdemokratierne blev fjernet eller flygtede, og man nærmede sig mere og mere det punkt, hvor Rusland gennem lydregeringer overtog den fuldstændige kontrol over 7 lande med ialt 87 miil. indbyggere.
Alt imedens fortsattes den mindre åbenlyse kamp i Vesteuropa, hvor i særdeleshed Italien og Frankrig gang på gang lammedes af strejker. Når vi nordboere er tilbøjelige til at skyde på disse landes mangel på stabilitet, bør vi ikke glemme, at på dette tids punkt var også UK hærget af strejker, og vi var her i landet efterhånden ude i en så uholdbar situation, at de samvirkende fag forbund var ved at miste kontrollen over arbejderne. Dette fik den 9. feb. 1946 formanden for de samvirkende fagforbund, hr. Eiler Jensen, til i en skarp appel at advare arbejderstanden mod at gennemføre udefra provokerede strejker.
Den kolde offensiv blev imidlertid ikke stående ved disse relativt fredelige midler. I Grækenland trængte guerillastyrker ind fra bulgarsk, albansk og jugoslavisk område, og kun en betydelig hjælp fra England muliggjorde en fortsat modstand, der sluttelig måtte støttes gennem betydelige bevillinger fra USA.
I Frankrig rettedes sabotage mod jernbanerne med tabet af adskillige menneskeliv til følge, og i UK opdagedes gentagne gange sabotage både mod krigsskibe og mod krigsvigtige industrier.
Ganske vist uden for Europa, men af direkte betydning for dettes forbold, var den russiske fremtrængen i Iran og dermed følgende trusel imod de for Vesteuropa så vigtige oliekilder.
Heller ikke Tyrkiet gik ram forbi, men måtte kæmpe på både den diplomatiske front og inden for De Forenede Nationer mod stadigt heftigere krav fra Rusland om internationalisering af ud sejlingerne fra Sortehavet.
Omend helt fjernet fra vort kontinent må man heller ikke i bedømmelsen glemme den alvorlige indflydelse på Vesteuropas modstandsevne, som kampene i Malaya, Indokina og Indonesien havde.
For England betød det arabisk-jødiske problem i Palæstina en binding af såvel militære styrker som økonomiske midler.
Vesteuropa var ved denne periodes afslutning — trængt såvel indefra som udefra — på hælene i en grad som ingensinde før under en såkaldt fredsperiode. Landene lå praktisk taget ubeskyttet hen. Alle var i mere eller mindre grad inficeret af rus sisk kontrollerede kommunistpartier, hvis folk trængte ind i administrationen, forretningslivet, fagforeningerne, presse, radio og alle andre steder, hvorfra statshemmeligheder kunne fremskaffes og de store masser påvirkes.
Produktionen, der på grund af krigens ødelæggelser var lav, gik yderligere ned på grund af strejker. En koordineret indsats for genopbygningen, bl. a. af beboelseshuse, var ikke mulig, og dette i forbindelse med den stadige flygtningestrøm fra ost be virkede, at en høj procentdel af Vesteuropas befolkninger levede som dyr — en særdeles frodig grobund for kommunismen. Sam tidig voksede Vesteuropas gæld til USA, Ganada og til de lande, hvis industrier på grund af neutralitet under krigen endnu var intakte.
Selvfølgelig havde Vesteuropa både politikere og befolkningsgrupper, som så faren, og som havde både vilje og evne til at føre deres folk frem, og visse fremskridt skete da også. Men opgaven var i sig selv så stor, at den, med den yderligere byrde som den kom m unistiske undergravende virksom hed betød, ganske simpelt ikke kunne løses af Vesteuropa alene.
Hjælp udefra var nødvendig, hvis ikke Vesteuropa på få år skulle nå så langt ned, at almindelig kommunisme var uund gåelig. Dette blev klart set af to ikke-europæere, der utvivlsomt i historiens dom vil få fulde points for deres indsats, nemlig Præsident Truman og udenrigsminister Marsball.
I sin tale til Kongressen den 12. marts 1947 sagde præsidenten: „It must be the policy of the United States to support free peoples who are resiting attemped subjugation by armed mino- rities or by outside pressure“. På grundlag af denne erklæring, der senere blev kendt som Truman-doktrinen, bevilgede Kongressen 400 mili. dollars som hjælp til Grækenland og Tyrkiet, samtidig med at civile og militære rådgivere blev udsendt til de to lande.
Udenrigsminister Marchalls tale på Harvard university den 5. juni 1947 og det heri opridsede program for bistand til Europa med henblik på hjælp til selvhjælp samt det deraf følgende en delige program og dettes følger er utvivlsomt bedre kendt af mange af tihørerne end af mig. Jeg skal derfor indskrænke mig til at notere, at dette hjælpeprogram betød vendepunktet i vest europæisk økonomisk politik. Udover den direkte hjælp, det be tød, var det medvirkende til at nedrive toldskranker og bane vejen for et sna'vrere vesteuropæisk økonomisk samarbejde.
At Rusland var klar over, at dette kunne blive følgen, ses tydeligt af de kraftige modaktioner, idet Rusland først selv gav blankt afslag på at modtage hjælpen, dernæst tvang Satellitstaterne til at gøre det samme og endelig skabte Kominform med henblik på bekæmpelse af, hvad der stempledes som et nyt våben i den amerikanske imperialismes hånd. Samtidig kav Kominform Satellitlandene en vis, tildels fingeret økonomisk støtte fra Rusland.
Efter disse få ord om Marshall hjælpen vil jeg gerne vende tilbage til Truman-doktrinen, idet denne er skelsættende ikke blot for Vesteuropa, men for hele Vestens forhold. Den betød nemlig, at USA tilkendegav, at man havde gjort sig klart, hvilken fører stilling de økonomiske forhold og magtbalanceforholdene havde pålagt USA, og den betød derfor et brud med en traditionsrig amerikansk isolationisme på de tidspunkter, hvor USA ikke selv var direkte truet af væbnet magt. Det er denne doktrin, der har banet vejen for Vestens sammenslutning og for muligheden af at stå stærkt gennem enighed.
Doktrinen fulgtes øjeblikkelig op med handling — ikke blot i Grækenland og Tyrkiet, men den amerikanske flåde viste fra nu af flaget overalt i brydningspunkterne mellem Øst og Vest. Vi husker således allesammen admiral Conollys gentagne besøg i København med svære slagenheder, lige så vel som vi husker russernes samtidige forsøg på bl. a. ved opbringelse af danske fiskefartøjer at gennemtvinge deres krav om Østersøen som mare nostrum.
Fra omtrent samme tidspunkt begyndte Vesteuropas politikere selv at træffe foranstaltninger til aktiv imødegåelse af den russiske fremtrængen. I Dunkerque havde Frankrig og England i marts 1947 underskrevet en samarbejds- og bistandspagt, der senere kom til at danne grundlaget for Vestunionen. Denne sluttedes i be gyndelsen af 1948 mellem Benelux, Frankrig og England.
Old Albion viste påny sine føreregenskaber, idet udenrigsmini ster Bevin i tilslutning til dannelsen af Vestunionen i Underhuset udtalte følgende:
„We shall have to consider the question of associating other historie members of Western Civilisation including the new Italy in this great concept. We are thinking of Western Europa as a unit“. ,
På samme tidspunkt rejste Mr. Bevin i USA spørgsmålet om amerikanske garantier til en sådan vesteuropæisk sammenslutning. Jeg sagde udtrykkeligt før, at de europæiske politikere be gyndte en konstruktiv modaktivitet, for det må nok siges, at i Vesteuropa som sådan var befolkningerne endnu ikke vakte til fuld forståelse af den overhængende fare. Genopbygningsbyrden var overvældende tyngende, og enhver havde nok med at tænke på dagen og vejen.
Tyskland havde i årene op til 2’ verdenskrig båret krukken så længe til vands, at den på grund af Englands holdning i det polske spørgsmål vendte hankeløs hjem.
Rusland begik en lignende fejl i Tjekoslovakiet. Jan Masaryks fald mod fortovsfliserne i Prag den 10’ marts 1948 hørtes vel ikke i sig selv langt omkring, men denne frihedshelts omdømme var i hele den vestlige verden et sådant, at hans selvmord som protest mod den russiske voldelige magtovertagelse i Tjekoslovakiet 3 dage forinden gav genlyd over hele Vesteuropa, ja over store dele af verden.
Man kan sætte skellet mellem første og anden periode ved denne mands dod eller ved den første russiske atomeksplosion 1 år senere. Personligt foretrækker jeg at sætte det i 1948, bl. a. fordi denne begivenhed rørte ved noget fundamentalt i den vest lige kultur, nemlig troen på individets mulighed for gennem høj moral og uforfærdet hævdelse af sine frihedsprincipper i det lange løb at sejre over den rå magt.
Begivenhederne i Tjekoslovakiet åbnede øjnene for mange, og interessen for gensidige bistandspagter øgedes.
Vi husker, hvordan de nordiske forsvarsforhandlinger tog fart, og ligeledes hvorledes deres sammenbrud førte Norge og Danmark ind i den Atlantpagt, der blev underskrevet i Washington den 4’ april 1948 som en naturlig fortsættelse af det øvrige Vesteuropas samarbejde og dette kontinents samarbejde med USA og Canada baseret på Truman-doktrinen.
Jeg skal ikke i aften trætte Dem med en fuldstændig gennem gang af Den Nordatlantiske Traktat og de følger, den har haft både for Vesteuropa og det nordamerikanske kontinent. Alene ti den forbyder noget sådant, og jeg skal derfor indskrænke mig til at gennemgå de væsentligste træk af NATO's udvikling.
Først ønsker jeg dog at fremhæve, at pagten ikke — som ofte hævdet — er en ren militærpagt, der kun skabtes for at modgå den daværende russiske offensive holdning over for Vesteuropa. Pagten fremkom som en naturlig følge af længere tids udvikling og har i lige så høj grad til formål at forbedre de almindelige livsvilkår i Vesten gennem snævert politisk, kulturelt og økono misk samarbejde som at fremme det militære samarbejde.
Fra starten var NATO da også, militært set, en relativt løst opbygget sammenslutning af nationer. Pagtens magtmidler baserede sig på de enkelte medlemslandes væbnede styrker, og selv om visse regionale stabe planlagde med henblik på fælles ledelse i tilfælde af krig, skete der ikke nogen effektiv koordinering i fredstid.
I løbet af sommeren 1949 indtraf imidlertid en begivenhed, som bragte radikal ændring i dette forhold. Flere har måske spurgt sig selv under min udredning af første fase, hvorfor Rusland ikke tog skridtet fuldt ud og erobrede Vesteuropa i denne svaghedsperiode. Svaret er utvivlsomt De Forenede Staters mono pol på atomvåben. Erfaringerne fra Nagasaki og Hiroshima var sådanne, at de nok kunne få en stat, der ikke besad atomvåben, til at betænke sig mere end een gang på at begynde krig.
Aldeles overraskende for den vestlige verden registreredes i sommeren 1949 en atomeksplosion, som ikke stammede fra forsøg i USA. Det viste sig, at den russiske atomspionage i England, USA og Canada havde fremskaffet sådanne oplysninger, at Rusland havde kunnet konstruere sin bombe 2—3 år tidligere, end man hidtil havde tænkt sig.
Da Det Nordatlantiske Råd samledes i september samme år, var det derfor med en ny baggrund, og man enedes hurtigt om nødvendigheden af det snævrest mulige militære samarbejde også i fredstid og om opbygningen af fælles afbalancerede militære styrker.
Resultatet blev oprettelsen af posten som øverstkommanderende i det europæiske område, benævnt SACEUR (Suprerne Allied Commander Europe) — en post, der omkring årsskiftet blev til delt general Eisenhower.
Senere oprettedes posten som øverstkommanderende for Atlanterhavsområdet (SACLANT — Suprerne Allied Commander Atlantic) samt en kommandoordning for Kanalområdet.
Kommandosystemet, der stort set har været uændret siden, opdelte Europa i 3 regioner — en Nordregion med Danmark/Norge, en Centralregion bestående af Benelux og Frankrig samt en Syd region bestående af Italien. Den eneste væsentlige ændring, der senere er sket, skyldes hovedsagelig Grækenlands og Tyrkiets ind træden i NATO og består i en indlemmelse af disse to lande i Sydregionen samt oprettelsen af en fjerde region, der omfatter Middelhavet
Der var nu skabt forudsætningerne for at føre de forhånden værende styrker så effektivt som muligt, men alle var klar over, at disse styrker var aldeles utilstrækkelige til opgavens løsning. For at undersøge mulighederne for opstillingen af sådanne til strækkelige styrker og for at fordele byrderne ligeligt mellem del tagerlandene nedsattes en midlertidig rådskomité, der senere blev kendt under betegnelsen „de vise mænds råd“ . Denne midlertidige komités anbefalinger førte til vedtagelsen af NATO’s styrkemål i Lissabon i februar 1952.
Dette var startsignalet til medlemslandenes bevilgende myndigheder, der for de følgende år vedtog bevillinger langt udover, hvad man hidtil havde tænkt sig, og såvel Vesteuropa som Nord amerika var fast besluttet på at nå de stillede mål.
Et stykke ind i perioden, nemlig omkring årsskiftet 1953—54, blev det imidlertid klart, at en række faktorer gjorde en opfyldelse af styrkemålene inden for den fastsatte tid umulig, livis ikke en industriel m obilisering skulle gennemføres.
Faktorerne var mangeartede, og som eksempel skal jeg blot nævne de europæiske landes fortsatte binding bl. a. i det Fjerne Østen, USA’s forpligtelser i Korea samt den fortsatte mangel på stabilitet i den vesteuropæiske valuta. Medens man under krigen i løbet af kort tid havde kunnet om stille industrivirksom heder til krigsindustrien, viste noget tilsvarende sig vanskeligt gennemfør ligt i fredstid. Situationen havde trods alt ikke en sådan alvor, at man var villig til at give afkald de almindelige forbrugs goder. Følgen blev, at man bibeholdt de almindelige fabrikker, og at de industrivirksomheder, som fik store ordrer på militær materiel, byggede nye fabrikker til dets fremstilling — alt med en forsinkelse af leveringerne til følge.
Medens målet for Lissabonbeslutningerne havde været at sætte Vesten i stand til at opnå en rimelig sikkerhed i Vesteuropa, således at man kunne forhandle med Rusland baseret på styrke, måtte man derfor efterhånden se i øjnene, at hvad konventionelle styrker angår, ville noget sådant ikke være muligt i adskillige år fremover.
Det gamle ordsprog om, at når nøden er størst, er hjælpen nærmest, er måske det naturligste at anvende for at markere over gangen fra anden til tredje fase, idet det faktisk lykkedes Vestens ledere at gøre en dyd af en nødvendighed.
For at forstå dette må man gøre sig NATO’s hele militære op bygning klar. NATO’s militære styrker kan opdeles i 3 hoved grupper, nemlig et strategisk flvvevåben, hvis opgave er at ramme fjendens hjem land med dets regeringsorganer, industrivirksom he der, forbindelseslinier m. v. — alt for at fjerne grundlaget for de fjendtlige militære styrkers aktivitet.
For det andet de oceangående flådestyrker, hvis opgave det er at danne bro mellem Nordamerika og Vesteuropa og derved til lade den fulde udnyttelse af de nordamerikanske ressourcer på slagmarkerne i Europa.
Den tredje kategori styrker er hærstyrkerne, de taktiske flyver styrker og -flådestyrker. Det er disse stvrker, der er afgørende for, hvor stor en del af territoriet man må afgive, før de strategiske resultater gør deres indflydelse gældende på slagmarken.
De muligheder, der mod slutningen af fase to viste sig, hæn ger først og fremmest sammen med de enormt øgede strategiske muligheder, som rigelige lagre af atom-og brintvåben medfører.
Disse våbens karakter er i sig selv den største krigsforebyg gende faktor, vi har, og deres muligheder er sådanne, at skulle krigen komme, kan sprængladninger af en fuldstændig fabelagtig størrelse takket være det moderne flyvevåben, og i den nærmeste tid ligeledes takket være styrede projektiler, leveres over et hvilket som helst punkt af det fjendtlige område.
Der er grund til at tro, at de opnåelige resultater vil være så danne, at forudsætningen for fortsættelse af et ordnet statssamfund vil falde væk.
Det kan selvfølgelig indvendes, at Rusland også har atomvåben; men de har dem næppe i samme mængde som Vesten, og deres muligheder for at levere våbnene over målet er næppe så gode som vore. Endelig er deres geografiske beliggenhed en sådan, at de kan angribes fra alle sider, medens russiske angreb mod Vesten er lettere at kanalisere.
Også for de taktiske styrker har tilkomsten af atomvåben en væsentlig indflydelse. Dels kan disse styrker regne med, at de strategiske resultater på grund af deres overvældende størrelse vil få en hurtigere indflydelse på fjendens taktiske styrker end hidtil, og dels vil specielt det taktiske forsvar nyde godt af den øgede sprængningsvirkning, som tilkomsten af atomvåben betyder på selve slagmarken.
Hvad jeg har villet sige med denne relativt lange forklaring er følgende:
Nato besidder i dag strategiske muligheder, der i sig selv er af stærkt krigsforebyggende natur, og som, hvis krigen alligevel skulle komme, gør det overvejende sandsynligt, at Vesten vil vinde. Den manglende evne til at leve op til Lissabon styrkemålene vil derfor væsentligst få indflydelse på, hvor stor en del af Vest europa, der går tabt, før Rusland er tvunget i knæ.
En afgørende faktor her vil være muligheden for at opstille vesttyske styrker til forsvar af vesttysk territorium. Såfremt dette lykkes, må de indtil nu opstillede styrker i de øvrige lande kom bineret med indsættelsen af taktiske atomvåben give begrundet formodning om, at kun meget små områder vil gå tabt og kun for ganske kort tid; alt selvfølgelig under forudsætning af at styr kerne vedligeholdes med fuldt moderne materiel.
Opstillingen af disse vesttyske styrker er i sig selv et helt kapitel i Vesteuropas m ilitæ rpolitiske efterkrigstidsudvikling, og spørgsmålet har foruden de rent militære også betydelige politiske og økonomiske implikationer.
Behandlingen af dette problem kan ikke undgå at blive farvet af følelsesmæssige hensyn, men det må stå klart, at skal Vest europa opretholde sin nuværende levestandard, og skal de mindste svingninger i russisk udenrigspolitik ikke være bestemmende for, om Vesteuropas folk kan fortsætte deres tilværelse i relativ sik kerhed, er tilkomsten af vesttyske styrker en nødvendighed — hvad enten det så sker under et europæisk forsvarsforbund eller gennem Tysklands indtræden i NATO.
Må jeg — for at fjerne enhver mulighed for misforståelse — til slut sige følgende:
Vesteuropas militære anstrengelser må selvsagt fremkomme som resultat af en afvejning mellem den kolde krigs krav, her under først og fremmest nødvendigheden af at opretholde sociale forhold, der hindrer kommunismens udbredelse, og den militære trusel, vi er udsat for.
Ruslands militære muligheder er fortsat betydelige, og den varierende faktor i bedømmelsen af truslen bliver derfor den rus siske udenrigspolitik. I de seneste par år har vi set denne svinge fra Stalins uforsonlige holdning over Malenkovs fredsoffensiv til den uoverskuelige situation, som Malenkovs fald har medført.
Alt dette er imidlertid bevægelser på overfladen, og Ruslands langtidsm ål — verdensrevolutionen — er utvivlsomt uforandret.
„Information“ udtalte for nogen tid siden sin forargelse over, at tjenestetiden her i landet svingede med prisen på en bajer. Jeg vil som borger i Vesteuropa føle mig lige så forarget, hvis enhver lokketone fra Kreml skal medføre ændringer i Vestens forsvars anstrengelser. Det største sociale gode, regeringer kan give deres folk, er friheden, og — som Nordahl Grieg udtrykker det: Frihed er ikke noget man har; den må vindes atter og atter, igen og igen.
G. Asmussen.
