Propagandaens væsen.

General Clausewitz er den første — i det militærfilosofiske værk „Vom Kriege“, 1832 — som mere systematisk har belyst de sjælelige faktorers betydning i krigen. Han påpeger, at den moral­ske kraft hos hæren, feltherren, regeringen og folket, til alle tider har været udslaggivende.

I hele forrige århundrede var opmærksomheden i den grad rettet på de tekniske fremskridt, at krigsførelsen med våben lagde beslag på alle kræfter; herved overså man skyldigt hensyn til psyken bos dem, der var bag våbnene eller simpelthen modstanderen.

Den forste verdenskrig — for ikke at tale om den anden — har til fulde bevist, at et folks modstandsvilje kan nedbrydes ved hjælp af psykiske midler. Den, som bedst forstod at udnytte de åndelige kampmidler på egen front såvel som bag modstanderens linier, viste sig også til slut at være den overlegne. Lundendorff opgjorde sine erfaringer fra verdenskrig 1 således: „Efterhånden blev vi angrebet i en sådan grad af den fjendtlige propaganda, at mange til slut ikke kunne skelne mellem, livad der var fjendtlig propaganda, og hvad de selv vidste og mente. — V i havde kæmpet mod hele verden og kunnet dette sålænge, som vi i psykisk henseende var krigsbrugbare; men da vor psykiske modstandskraft var brudt, ændredes situationen fuldstændig.“ —

Ordet propaganda træffer man første gang i det 16. århun­ drede i betegnelsen på en sammenkomst af kirkefyrster og kardi­naler, hvor de skulle drøfte og planlægge udbredelsen af den ka­tolske tro. Senere er ordets betydning ændret, og først i løbet af dette århundrede har ordet propaganda fået den betydning, det nu har. Fra oprindelig at betegne selve målet, udbredelsen af en vis tro eller en bestemt tænkemåde, er ordet propaganda gået over til nu at betegne midlet til at opnå dette mål.

Propaganda er imidlertid ikke et begreb, som omfatter nogen ensartet fremgangsmåde, man fristes til at sige tværtimod. Som propaganda betegnes ofte den saglige oplysning, der appellerer til intellektet, men den omfatter også agitationen, som tager sigte på de menneskelige behov og følelser. Propagandaens forskellige afskygninger fremviser altså et større eller mindre islæt af følelse og affekt eller af intellektuel saglighed. Den rette sammensætning bliver det propagandaledelsens sag at finde frem til efter mål, si­tuation og den menneskegruppes art, som skal tages under behandling.

Propagandaen er nært beslægtet med reklamen, med hvilken den fremfor alt har ensidigheden tilfælles. Vi mennesker er nu engang sådan indrettet, at vi helst undgår et „både— og“, vi øn­ sker bestemte meninger om en sag. Dette gælder i bøj grad un­der en krig, hvor følelserne mere end nogensinde spiller ind. Men­ nesket vil gerne opfatte krigen som en kamp mellem det onde og det gode, afsky den ene part og hæve den anden til skyerne.

Propagandaen benyttes i situationer, hvor følelserne spiller stærkt ind, og det er tillige karakteristisk, at den ikke henvender sig til den enkelte, men er rettet mod massen eller en social grup­ pe af en eller anden art. I „Mein Kampf“ siger Hitler om krigs­ propagandaen: „Propagandaen må være folkelig, og den må af­ passes efter fatteevnen hos de mest indskrænkede blandt dem, som den rettes imod. ... Jo beskednere dens videnskabelige ballast er, i jo højere grad den udelukkende tager sigte på massens fø­ lelser, des større er dens resultater. ... Netop heri ligger kunsten ved propaganda, at dens ledere forstår den følelsesmæssige fore­stillingsverden bos den store masse og i psykologisk rigtig form finder vejen til dens opmærksomhed og hjerte. ... Opfattelses­ evnen hos den store masse er meget begrænset, dens forstand ringe og glemsomheden stor.

Med udgangspunkt i disse få kendsgerninger må al virknings­ fuld propaganda begrænse sig til nogle få punkter og slagords­ mæssigt benytte disse så længe, at selv den ringeste evner at se, hvad det drejer sig om.“

Det er rigtigt, at propaganda bør begrænse sig til nogle få synspunkter og stadig gentage disse. Den menneskelige natur kræ­ ver visselig afveksling, men det er kun i ydre henseende; det lader sig meget vel gøre at ændre formen, uden at det indholds­ mæssige i propagandaen udskiftes. Med visse forbehold må Hitler således siges at have rørt ved noget meget centralt i al propa­gandavirksomhed.

Efter første verdenskrig havde propagandaen ikke nogen god klang. Man fik øjnene op for, at krigspropagandaen havde frem­ kaldt meget had og megen splid i verden og stukket folk en masse blår i øjnene. Men alligevel fik den åndelige krigsførelse, kampen mellem ideologierne, propagandaen tildelt en rolle, der var om m uligt større, da krigen atter kom.

Propagandatyper.

Af mange anses propagandaen for at være den psykologiske krigsførelses vigtigste kanal. Propagandaen omfatter jo benyttel­ sen af enhver art meddelelsesmiddel for at påvirke indstilling og anskuelser hos en modstander, en neutral eller en venligt sindet gruppe med den hensigt at opnå visse strategiske og taktiske mål. Hermed er for det første påpeget, at propagandaen er et led i den offensivt prægede form for psykologisk krigsførelse. Modpropa­ gandaen, hvad enten den er forebyggende eller afværgende, har som vigtigste form orientering og oplysning. For det andet skelner man som ovenfor antydet mellem et strategisk og en taktisk pro­paganda.

Den strategiske propaganda påregnes at virke på langt sigt, medens den taktiske propaganda har mere specielle og kortfri­ stede mål. I almindelighed kan det siges, at planlægningen, den strategiske propaganda, i høj grad er eksperternes og videnskabs- mændenes sag. Denne propagandaform må hvile på grundige ana­lyser, eksakte opinionsundersøgelser, studier af social struktur og eventuelle gruppespændinger hos fjenden.

Den taktiske propaganda manifesterer sig i anvendelsen af flyveblade, radioudsendelser o. s. v., og den er karakteriseret ved at være rettet mod begrænsede befolkningsgrupper, troppeenheder eller landsdele; som oftest er hensigten med den taktiske pro­ paganda, at dens virkninger skal vise sig nogenlunde omgående. Den taktiske propaganda er fremfor alt praktikerens arbejdsmark, hvor journalisten, speakeren og reklamemanden gør sin indsats. Denne form for propaganda vil blive behandlet nærmere senere, medens den strategiske side af propagandaen skal belyses ved ne­ denstående eksempel fra verdenskrig II.

I U. S. A. anså man den japanske moral for at være noget nær urokkelig; det var imidlertid klart, at krigen ville blive lang og dyr, hvis man fod for fod skulle kæmpe sig frem til det japan­ske ørige. Det pålagdes derfor „Foreign Morale Analvsis Division“, der indgik i propagandaorganet „Office of War Information“, at forberede propagandastrategien mod Japan.

Den udpegede leder samlede herned 30 eksperter i kultur­ antropologi, sociologi og psykologi; denne arbejdsgruppes første opgave blev at klarla’gge de sociale og psykologiske faktorer, som påvirkede de japanske krigsanstrengelser. Dernæst drejede det sig om at pege på de foreliggende muligheder for at bryde den japan­ ske moral med psykologiske midler og anvise de veje, som den taktiske propanganda i givet fald skulle benytte, på grundlag af foreliggende og tilvejebragt efterretningsmateriale, opinionsunder­ søgelser på repræsentative grupper af krigsfanger og kendskab til japansk samfundsstruktur planlagdes det psykologiske felttog. Man fandt, at japanernes tiltro til kejseren og til retfærdigheden ved deres egen sag (manglen på livsrum) var faktorer, som vanskeligt kunne ændres, medens tiltroen til de politiske og militære ledere og tilliden til bevudmingens godhed og sejrens vished var mere foranderlige momenter.

På grundlag heraf fastlagdes en strategisk plan, hvis taktiske konsekvenser det i de konkrete tilfælde blev propagandafolkenes opgave at drage. Det burde klargøres det japanske folk, at man ikke sigtede på dets liv og rettigheder. Angreb på kejseren eller royalistiske følelser skidle undgås. Samtidig med at man frem­ holdt de skrækindjagende konsekvenser, som et sejgt forsvar ville medføre, skulle de veje, som de japanske folk kunne benytte for at slippe ud af krigen med selvagtelsen i behold, anvises. Man skulle spille på modsætningerne mellem by- og landbefolkningen og påpege den bristende koordination mellem krigsindustri og forsvar; flåden skulle spilles ud mod hæren, og man skulle ud­ pege „officerskliken“, den politiske camarilla og industrifvrster- ne som syndebukke for krigshelvedet. Japanernes ledelse fortav i stor udstrækning den militære modgang, den var ude for, og dette forhold skulle amerikanerne udnytte ved at give det japan­ske folk nøjagtige informationer og forudsige, hvad der forestod.

lovrigt er det af interesse at bemærke en meget vigtig side af den strategiske propagandavirksomhed, nemlig den systemati­ske efterkontrol. Under hele propagandafelttoget havde den oven­ for omtalte arbejdsgruppe den japanske morals nedbrydning un­ der kontrol. I juni 1944 troede endnu mere end 80 % af det ja­ panske folk på sejren, men derefter sank kurven hurtigt. I decem­ ber samme år troede kun 50 % på sejren, lovrigt gik en gruppe amerikanske sociologer straks efter kapitulationen i gang med en indgående undersøgelse af, hvorledes den japanske moral havde udviklet sig i de sidste krigsår.

Efterkontrollen omfatter i almindelighed følgende:

a) Rapporter fra neutrale observatører, grænseoverløbere og spioner om den alm. situation i den fjendtlige befolkning,
b) observation af de fjendtlige modforholdsregler,
c) registrering af sammenhængen mellem psykologiske angreb og svingninger i antallet af overløbere og fanger,
d) konstatering af antallet af fanger el. overløbere, der er i besiddelse af løbesedler, og hvilken del de psykiske ope­rationer har haft i overgivelsen,
e) vurdering af fjendens moral, som den bl. a. måles ved vanskeligheden ved at tage fanger, disses psykiske tilstand og karakteren af fjendens kamp i det hele taget.

Sort og hvid propaganda.

Teknisk set udsendes de oplysninger eller den propaganda, man ønsker at sprede, gennem de sædvanlige organer for nyheds­ form idling, især presse og radio. Også film en tages i brug, og desuden virker det talte ord gennem teater, foredrag og personlig påvirkning. Det stof, som skal benyttes i denne virksomhed, frem­ skaffes på grundlag af en forskning, som klarlægger, hvorledes de psykiske faktorer udvikles både hos eget folk og fjenden, og gen­ nem efterretningstjenestens vidtforgrenede net.

Propagandaen kan udformes på to principielt forskellige må­der, nemlig således at man enten umiddelbart af indholdet er på det rene med, fra hvilket hold propagandaen stammer, eller såle­ des, at dette ikke fremgår. I det første tilfælde taler man også om „åben“ propaganda, og denne form er den almindeligst fore­ kommende. Ikke så sjældent søges imidlertid den ønskede påvirk­ ning opnået gennem propagandamateriale, hvor ophavsmanden ca­mouflerer sin identitet. Ofte benyttes betegnelserne henholdsvis hvid og sort propaganda.

På det skrevne område benyttede den sorte virksomhed fal­ske memoranda og bemyndigelser, således at militære førere eller civile myndigheder tildeles en udvidet myndighed, f. eks. ved­ rørende overgivelse, som faktisk stammer fra fjenden. Verdens­ krig II frembyder ikke så få eksempler på instruktioner, der an­ gav, hvorledes man kunne undgå farefulde pligter, og hvorledes man kunne simulere. Rygter om opstande blandt flyttede civilper­ soner spredtes bl. a. ved spioner og opslag, som foregaves at stam­ me fra hemmelige organisationer, og benyttedes uden skrupler.

På radioområdet kan hensigten med sort propaganda være at opbygge en følelse af falsk tillid, hvorefter man på et passende tidspunkt sender meddelelser, der styrker oppositionen og evt. forbereder åben revolte. Hvis fjendens myndigheder frygter at med­ dele befolkningen visse nyheder og derfor undlader at orientere derom, kan dette udnyttes af fjendens propagandaledelse. Ofte vil befolkningen være særlig interesseret i nybeder på dette felt, der tit yder god baggrund for etablering af sort propaganda, som altså foregiver at stamme fra den pågældende befolknings egne myndigheder.

Sort propagandavirksomhed kræver imidlertid en meget grun­dig forberedelse og megen påpasselighed under brugen. Det er tvivlsomt, om der opnås væsentligt gennem den sorte virksomhed, som ikke med de samme kræfter ville være opnået, hvis de var sat ind i ren hvid virksomhed.

løvrigt kan man træffe på en propagandavirksomlied, der lig­ger mellem de to nævnte, og som benævnes blakket eller grå. Denne virksomhed kan f. eks. arrangeres således, at den egentlige kilde ikke angives. Den ønskede påvirkning så at sige smugles ind, idet propagandaen dækkes f. eks. under objektivt nyhedsstof. Følgende eksempel fra november 1914 er oplysende i så henseende — det stammer fra forskellige europæiske aviser, hvor en nyhed føl­ es på sin vej.

Kölnische Zeitung: Da Antwerpens fald blev kendt, ringede man med kirkeklokkerne (i Tyskland).

Le Matin: Ifølge Kölnischer Zeitung blev præsterne i Ant­werpen tvunget til at ringe med kirkeklokkerne, da forterne var erobret.

London Times: Ifølge hvad Le Matin har erfaret fra Köln, skal de belgiske præster, som afslog at ringe med kirkeklokkerne, da Antwerpen faldt, være jaget fra deres stillinger.

Corriére delle Sera: Efter hvad London Times har erfaret fra Köln via Paris, blev de ulykkelige belgiske præ­ster, som afslog at lade Antwerpens kirkeklokker rin­ge, da byen var taget af tyskerne, arresteret og sat til hårdt arbejde.

Le Matin: Corriére delle Sera har fra Köln via London er­ faret, at Antwerpens barbariske erobrer afstraffede de ulykkelige belgiske præster, som heltemodigt af­ slog at ringe med kirkeklokkerne, ved at hænge dem op som levende knebler med hovedet nedad i klok­kerne.

Propagandamidler.

Man kan næppe tale om krigspropaganda i større stil før un­der forrige verdenskrig. Den made, hvorpå den dengang udforme­ des — såvel organisatorisk som teknisk — har i det store og hele også været bestemmende for dens karakter under den sidste store krig. To umådelig vigtige midler er dog fojet til de tidligere, nem­ lig radioen og flyvemaskinen. Herved er en af de største hindringer ryddet af vejen: vanskeligheden ved at nå den offentlige mening i modstanderens land tilstrækkelig effektivt.

Det er tidligere påpeget, at den psykologiske krigsførelse lige­ som andre former for krigsforelse — f. eks. den rent militære — har en angrebsmæssig og en forsvarsmæssig side. I militære operationer tørner de militære styrker sammen, men dette er ikke tilfældet i den psykologiske krigsførelse. Under våbenoperationer er det umuligt for to fjendtlige enheder at besidde det samme territorium samtidig — selv i tilfælde af kaos og oplosning vil der foreligge en afgørende gradsforskel. Under psykologiske ope­rationer kan begge parter bearbejde samme befolkningsudsnit eller troppestyrke samtidig, henvende sig til samme fundamentale menneskelige behov, benytte samme musik, samme slags nybeder o. s. v.

Ingen moderne hær er nogensinde rykket i kamp med særlige enheder udelukkende opstillede og benyttede i defensiv hensigt og andre kun i offensiv. Men dette er netop karakteristisk for de specialenheder, som tager sig af propagandaen. En kampenheds opgave i angrebet er at opsøge fjenden eller tvinge ham bort fra det pågældende terrain. I forsvaret gælder det om at modstå fjen­ dens stormløb, når kontakt er etableret. Under et propagandafelt­ tog kommer propagandakæmperne og fjenden aldrig i kontakt med hinanden. Lytteren kan ikke „slå igen“ mod et radioapparat; læseren af et flyveblad kan ikke kaste det tilbage mod den bom­ ber, der kastede det til ham. Propaganda møder ikke propaganda, således som militære enheder gør det; propagandastyrkerne passerer hinanden med modsat direktion. —

Den form for propaganda, de specielle propagandaenheder benytter, og de midler, som tages i brug under propagandafelttoget, kan varieres næsten i det uendelige. Man kan tale om radiopro­ paganda, pressepropaganda, filmspropaganda o. s.v., og man kan benytte demonstrationspropaganda (sælgerteknik), talpropaganda (statistik), symbolpropaganda (hagekors f. eks.) m. v., eller man kan inddele propagandaen efter den virkning, som tilstræbes.

Efterhånden fremkom mere end 200 forskellige blade af for­ skellig kvalitet og omfang ganske vist, men dækkende alle egne af landet. I 1940 var der kun tilløb til denne virksomhed, men alle­ rede i 1941 udsendtes 200.000 eksem plarer; oplaget steg over 4 m il­ lioner i 1943 til 12,3 millioner i 1944. I de første 4 måneder af 1945 udsendtes 8,4 millioner eksemplarer til trods for, at 18 tryk­ kerier blev taget af tyskerne på een gang; ialt udsendtes under besættelsen 26 millioner illegale blade i Danmark.

Også boger og pjecer spiller en rolle i den psykologiske krigsførelse. I besatte om råder sker udsendelsen som oftest ille ­ galt, således som det f. eks. var tilfældet i udstrakt grad i Dan­ mark 1940— 45, hvor ca. 400 bøger udsendtes på denne vis. En sær­ lig pjecetype er simuleringspjecen, som giver indgående anvisnin­ger på, hvorledes soldater kan simulere en række sygdomme, såle­ des at afsløring er vanskelig.

I opråbet eller løbesedlen bar man et propagandamiddel, som længe har været kendt, men aldrig i en målestok, som verdens­ krig II kan opvise. I Europa spredte amerikanerne således 8 billioner løbesedler, og denne taktik er ingenlunde forladt siden; det meddeltes således midt i september 1950, at general Mac Arthur ved et større angreb i Korea spredte 3 millioner flyve­ skrifter til nordkoreanerne med opfordring til overgivelse.

Spredningen af løbesedler eller flyveskrifter kan ske med hånden, ved granater eller fra flyvemaskiner. Spredningen med hånden formidles af patruljer, spioner og 5. kolonnefolk på fjendt­ ligt område og vil sikkert i fremtiden kun blive benyttet i be­ grænset omfang.

Spredningen ved granater benyttedes en del til at begynde med under verdenskrig II, idet såvel englændernes 25-pounders røggranat som amerikanernes 105 mm benyttedes, når det drejede sig om begrænsede områder; denne form vil næppe blive benyttet ret meget i fremtiden. Efterhånden blev spredning fra flyvema­ skine den altoverskyggende; til at begynde med kastedes bladene simpelthen ud Ira maskinen med hånden, tuen senere gik man over til særlige „løbeseddel bomber“, der åbnedes ved hjælp af et spe­ cielt „barometer-brandrør“. Amerikanerne benyttede en standard- størrelse på løbesedler, nemlig 5,5 X 9,5 en 105 mm granat kumte rumme 500 stk., medens en flyvebombe tog 14— 18.000 sed­ler.

I verdenskrig II var løbesedlerne eller flyvebladene, når det lod sig gøre, forberedt i god tid og oplagt til de specielle og tæn­ kelige situationer; men der er også eksempler på, at de bragtes til veje på få timer. De politiske eller balvpolitiske aktioner i Europa blev gennemført efter planer, der var godkendt eller ud­ arbejdet af SHAEF, medens de militære aktioner koordineredes med kommandomyndigheders krav, ja ofte efter ret underordnede myndigheders ønsker. En særlig type af løbesedler, der iøvrigt benyttedes under begge verdenskrige, var overgivelsesbeviser eller passersedler; benved 75 % af de tyske krigsfanger i Nordvest- europa liavde set allierede passersedler, og 75 % af dem angav at være påvirket lieraf til overgivelse.

Billeder. Visuelle midler har altid haft en direkte og stærk indflydelse på den menneskelige psyke. I fredstider benyttes filmen især som „kulturgesandt“ med mere eller mindre direkte formål at vække beundring eller frygt. I besatte områder kan filmen ud­ nyttes til at illustrere, hvad befrierne har ydet af indsats for at sikre friheden — evt. for at dokumentere fjendens grusomlieder.

Billedm ateriale kan være et yderst virkningsfuldt led i almindelige løbesedlers opbygning til at illustrere det ordmæssige ind­ hold; men billeder kan også evt. med en kort påskrift være løbe­ seddelens egentlige indhold, altså en plakatmæssig virkning. Som almindelige løbesedler finder billedløbesedler anvendelse overfor såvel civile som militære. En speciel anvendelse forekommer over­ for civilbefolkningen i besatte områder, livor informationstjene­ sten bar været under fjendtlig kontrol gennem længere tid. En udstilling omfattende 250 fotografier samlede således i 1945 i Paris 3000 mennesker på een dag og blev i løbet af 3 nulr. set af 7 millioner mennesker i 43 franske bver.

Symboler. Værdien af sådanne midler må ikke overses, men det er måske især benyttet overfor primitive folk, at symbolerne har deres største berettigelse.

Nogle af vor tids mest udbredte symboler er nok hagekorset og hammer og segl. V-tegnet hører også til denne kategori af propagandamidler. Symboler kan iøvrigt være af akustisk art således som englandssenderens under verdenskrig 11, der er taget fra pauke­ slaget i Beetliovens skæbnesymfoni.

Iøvrigt kan symboler omfatte nåle med symbolske mærker eller emblemer, der opfordrer til sammenhold og fællesoptræden — evt. aktion — eller som udtrykker allieredes styrke og venskab og udnyttes overfor egen befolkning — såvel som overfor mod­ standeren — specielt i besatte områder. I denne forbindelse kan nævnes det lille dannebrogsskjold med påskriften: „Har stemt“, som uddeltes herhjemme i et antal af 1,5 millioner ved folketings­ valget under besættelsen. En anden — man kan måske sige barn­ lig — benyttelse af symboler var de unge menneskers brug af RAF- mærket under besættelsen, f. eks. i form af strikkede kalotter.

Mange vil måske finde den megen tale om kold krig, psykolo­gisk krigsførelse og befolkningens opdragelse til propagandabevidsthed for overdreven. Det er im idlertid således, at den kolde krig, som i hele sit anlæg og mål er en nervekrig, ikke blot er rettet mod nogle få statsmænd og hærførere, men mod det jævne men­ neskes nerver. Det er ved at føre krigen ind i det enkelte menne­ skes sind, at panik forberedes, defaitismen bygges op, tvivl sås, og den psykiske modstandskraft svækkes.

Hvor forud-disponerede vor tids mennesker er for propaganda­ virus illustreres alt for vel gennem den episode, som forefaldt i Sverige i efteråret 1950. Under en historisk feature-udsendelse op­læste en stemme i radioen nogle linier af et regeringskommuniqué fra 1812. Det pågældende afsnit, der refererede til Sveriges ind­ træden i krigen mod Napoleon på russernes side, varede mindre end et minut, men virkningerne blev uventet voldsomme. Hjemme­værnet i en svensk vestkystby ilede til samlingspladserne, flere skibe i Østersøen ændrede kurs og løb ind til nærmeste svenske havn, og mange lyttere fik lettere chok.

Eksem plet fortæller en del om verden idag; så lidt skal der til, en stemme i radioen er nok — hvad om stemmen havde til­ hørt en stormagt eller 5. kolonne? Den svenske radioudsendelse demonstrerede svagt, hvad der kan udløses, når de mænd, som fører nervekrigen, i en given situation for alvor slår til.

Helge Klint.