Mindeåret 1964 liar som det vil være de fleste af dette tidsskrifts læsere bekendt givet anledning til adskillige redegørelser for Hærens materielle statns for 100 år siden. Tyngden i den mere udadvendte del af disse sammenfattede oplysninger med dertil hørende vurderinger har klart grupperet sig om vort infanteris bevæbning og Hærens samlede munderingssituation.
Altsammen for 100 år siden.
Men hvordan var vort infanteris udrustning for 50 og 25 år siden på tærskelen til 1. og 2. verdenskrig? Var det materiel, der dannede normen, på højde med tidens krav, konslruktionsmæssigt, kvalitativt og kvantitativt?
Kan det ikke synes rimeligt på et tidspunkt, hvor enkeltheder endnu kan erindres af dem, der gjorde perioderne med, at samle de vigtigste data, mens de er nogenlunde let tilgængelige? Na-ppe nogen vil protestere.
Hvad var så tidens krav? 1 denne sammenhæng kan svaret begrænses til en sammenligning med eget materiel og det tilsvarende hos vore mulige modstandere1).
Men fremstillingen vil indskrænke sig til den danske infanterists, lad os bruge den nu fastslåede, officielle terminologi: standardudrustning og de individuelle, altså ikke gruppebetjente, våben. Al funktionsudrustning, alt gruppebetjent materiel lades ude af betragtning. Dermed kan visse paralleller drages med 1364, hvad der i enkelte tilfælde kan være fristende.
Omtalen opdeles i følgende materielgrupper:
— Uniform og anden beklædning
— Øvrig standardudrustning
— Individuelle våben.
August 1914
Uniformsituationen.
Hærens samlede munderingsstatus gav i august 1914 anledning til mange bekymringer. Ved mobilisering regnede man med, at 130.000 mand ville møde. Der forefandtes kun 118.000 sæt uniformer, men deri inkluderet 25.000 næsten nedslidte 3. klasse-sager, der ikke kunne anvendes uden for garnisonen. Den indkaldte sikringsstyrke, der det meste af det første år svingede mellem 65.000 og 55.000 mand, kom hurtigt til at slide kraftigt på de magre beholdninger.
For infanteriet var uniformen ved vore 51 infanteribataljoner mørkeblå frakke med lyseblå hue og bukser (grågrøn ved de 2 gardebataljoner) og således ganske ude af trit med de taktiske krav til det våben, hvor den enkelte mands sløring spillede den største rolle.
Det hele var så meget mere meningsløst, som Danmark, som det første af alle europæiske lande, endnu medens boerkrigen rasede, i 1901 havde taget spørgsmålet om terrainfarvede uniformer op. Allerede i 1903 blev der vedtaget en grågrøn model, af et meget fordelagtigt snit, og midler tilvejebragt til alle infanteriregimenters forsyning inden 1910. Derefter skulle de øvrige våben følge med.
Uniformens åbenbare feltmæssige og taktiske fordele nåede overhovedet ikke at blive almindeligt påskønnet, førend en reaktion mod dette brud med tilvant opfattelse af en soldats ydre satte ind fra diverse officerer og underofficerers side, og under påberåbelse af nogle mangler ved det uldne stof, uniformerne var fremstillet af, lykkedes det at intimidere Krigsministeriet til at indstille tilvirkningen i 1906.
Derefter gik man tilbage til den gamle farverige uniform, mens alle Europas lande skyndte sig at tage Danmarks eksempel op og indføre terrainfarvede uniformer. Dermed blev det danske infanteri fuldstændig agterudsejlet, og der skete senere ikke andet, end at man i 1910 lod den toradede blå våbenfrakke afløse af en enradet i samme farver og endvidere, og dette var næsten værre, fortsatte med fremstilling af sorte kapper og sorte oppakningsgenstande.
Hvad der lå af grågrønne sager (15.000 sæt) fik Den kgl. Livgarde til opslidning som feltuniform med bibeholdelse af blåt til garnisonsbrug.
Stillet overfor tyske gråklædte3) eller engelske kliakiklædte styrker ville vort infanteri være kommet ynkeligt til kort i 1914, sådan som de blå/sorte belgiske soldater da også kom det. Sverige var i 1906 gået over til grå uniformer.
Den trøst der kunne ligge i at have to grågrønne gardebataljoner, reduceredes kendeligt ved, at man de 6 måneder af året alligevel måtte lade disse bau-e sorte kapper (der fandtes ingen grågrønne), ligesom man liavde siddet boerkrigens og den russisk-japanske krigs lære om de ulykker, en infanteristyrke, der bar en fra normen afvigende uniform, nedkaldte over sig selv, overhørig.
Men der var også andre vanskeligheder med vor uniformering, som især ramte infanteriet. De udskrevne skulle selv sørge for undermundering (hvad langt fra alle formåede) og hertil regnedes støvler. Sikringsstyrkeindkaldelserne afslørede en meget stor procent, der ingen marchstøvler liavde og måtte rykke i felten i »let fodtøj«. Regnslag (teltdug) var, til trods for at spørgsmålet havde været oppe så sent som i 1910, ikke blevet indført, ikke så meget af pengenød som af mangel på forståelse af de krav, feltlivet stillede til soldaten. Lidet krigsmæssige øvelser af al for kort varighed havde sløret blikket. Så også i så lienseende var vi ilde farne. Såvel Sverige og Norge som Tyskland og England havde dette beskyttelses- og bivuakeringsgrej i orden.
Øvrig standardudrustning.
Rastudstyr havde man kun til sommerhalvåret i form af den i oppakningen oprullede kappe. Om vinteren indgik den i påklædningen, og de enheder, der under sikringsstjenesten tog kaserneetablissemcnternes tæpper med på de mange vagter i vinternætteme i skyttegravsbuler, kase- matter og vagtbytter langs kyster og fæstningsfronter eller til brug i loer og lader, lå i permanent krig med »myndighederne« — nøjagtigt som tilfældet var i 1864 og 1939! Det måtte atter og atter indskærpes, at tæpperne ikke måtte bruges, hvor de var mest påkrævet — også i så henseende var vore soldater ringere stillet i forhold til en hvilkensomhelst modstander.
For forplejningsrekvisit ternes vedkommende var infanteriet det forud for de øvrige våben, at hver mand havde en aluminiums-enmandskedel, dog ikke stabssergenter og officerer. Dertil en aluminium-feltflaske. Der var dog mangler på begge områder, så mange fik kedler af jernblik ligesom feltflaskerne måtte suppleres med primitive tunge og skrøbelige glasfeltflasker. Hæren var, bortset fra Fæstningsarlilleri-rcgimentets 3. Bataljon på Københavns vestfront, uden egentlige feltlcøkkener. Al kogning foregik (som i 1864) på åben mark i 10-mandskcdler — eller i enmands- kedlerne i det omfang fjenden, vejret, tiden og brændslet tillod det. Tyskland og England havde moderne feltkøkkener, Sverige var dog ikke bedre stillet end vi.
Pakmidler og oppakning var baseret på et sort sejldugstomister, hvori førtes ekstra løj og skiftetøj, reserveportioner, 40 geværpatroner, samt pudse- og toiletgrejer. Hertil en såkaldt »brødpose« i rem over højre skulder til dagens brødportion — 750 g rugbrød. Lagde soldaten det store og tunge tomister, og det gjorde ban gerne specielt under vagt- og patruljetjenesten f. ex., skilte ban sig ikke alene al' med ca. 10 kg vægt, når kappe og kogekedel var spa ndt udenpå tornisteret, men også med ammunition, reserveporlion, kogekar og toiletsager, som ikke kunne medføres i brødpose eller livrem. Men værst af alt var, al ban samtidig gav afkald på den eneste støtte, der fandtes for den tungt pakkede livrem, der bar vægte op til 8 kg og holdtes oppe af tornisterets bærercinmc over skuldrene.
Kampudstyr eksisterede næppe i 1914. Den første meget primitive gasmaske kom i 1916. Forbindspakker var til stede takket være privat offervilje (Dansk Røde Kors), identitetsmærket indførtes ikke førend i 1918. Hjelme ikke før i 1923. Stålhjelme og effektive gasmasker søgtes forga'ves indført i krigens sidste år.
Individuelle våben. Infanteriets bevæbning var belt baseret på en beholdning af ca. 80.000 Krag-Jørgensen-geværer M/1889. Dertil fandtes kun en 9 mm rekylpistol af Bayard-systemet. Af dem var der 1600 til samtlige Hærens officerer. Alle officerer og de ældre underofficerer havde sabel. Geværbeboldningens størrelse gav også anledning til mange bekymringer. Mange af geværerne var stærkt nedslidte, og der fandtes — trods alle anstrengelser før krigens udbrud — ikke eet maskingevær i liele infanteriet. Automatiske geværer kendtes kun i fæstnings- og kystartilleriets faste værker, plus nogle enkelte stykker ved rytterregimenterne. Indtil man i 1915 havde fået stablet de første såkaldte »rekylgevær-delinger« (senere -kompagnier) på benene, måtte infanteriet helt basere sig på, hvad de 18 eyklcbårnc, frivillige »rekylkorps«, der blev drevet for private midler, kunne yde af støtte. Sådanne korps var der 7 af i Jylland, 5—6 på Sjælland, 1 på Lolland-Falstcr og 1 på Bornholm. Deres samlede styrke muliggjorde et tilskud af 4—6 lette maskingeværer pr. bataljon.3)
En større bekymring var imidlertid Krag-Jørgensen-geværet selv. Det var ikke noget egentlig magasingevær, som vore modstandere ville have mødt os med4), men nærmest en cnkeltladcr med et magasin i reserve. Blev det skudt tomt, kunne geværet kun bruges som cnkeltladcr. U.S.A. havde (som Norge) haft samme system, men kasserede det øjeblikkeligt efter erfaringerne på Cuba under den spansk-amerikanske krig i 1898. Geværets store ulempe: magasinet kunne kun fyldes med een patron ad gangen, var dog allerede i 90"erne blevet afhjulpet gennem konstruktionen af en genial laderamme5). Men den var ikke blevet antaget, fordi man satte hensynet til ammunitionsbesparclse over alle andre krav, hvorpå uddannelsen (og patrontaskerne ikke at forglemme!) baseredes på ladning fra taske ved hvert skud — og laderammen gik i glemmebogen. Magasinskydningens største fordel: øjet kunne fastholde målet under ladningen, havde man slet ikke fået fat på.
Det var ingen lystig matericlsituation, infanteriet stod i i 1914 — og flere mørke enkeltheder kunne trækkes frem. Kun een skal nævnes: Patronbeholdningernes størrelse. Der fandtes i hele landet 26 millioner patroner. Når fæstningsværkernes nærkampforsvar var forsynet blev der, med en beskeden beholdning til de lette maskingeværer i rytteriet, ikke 300 patroner pr. gevær. Normen i 1914 var overalt 1000 — et tal, der dog langtfra var nået i Sverige og Norge. Men 300 var katastrofalt.
De her nævnte materielle mankoer blev afhjulpet for fleres vedkommende, da man straks ved sikringsstyrkens formering satte fuldt tryk på al militær og civil industri. I 1915 standsede tilvirkningen af blåt og sort tøj — men mærkeligt nok ikke af sorte pakmidler og lædertøjssager — og den lysegrå »midlertidige« uniform indførtes, dog således at Den kgl. Livgarde ulykkeligvis bibeholdt det grønne tøj. Regimenterne nåede op på 24 lette maskingeværer (6—8 pr. bataljon) og patronmængden øgedes støt. De første håndgranater kom og knivbajonetten afløstes (delvis) af en lang kårdebajonet. Men Krag-Jørgensen-geværet blev der intet gjort ved, trods verdenskrigens understregning af den hurtige magasinilds betydning. Endelig tilvejebragtes der en acceptabel støvlebeholdning, ligesom der indførtes 30-mands thermo-kogekedler, der dog ikke kunne bringes i kog under kørslen og derfor liavde begrænset ydeevne.
En samlet vurdering af vort infanteri i 1914 tegner i virkeligheden et billede af en materielstatus, der næsten på ethvert felt lå under det forsvarlige. I 1864 havde vi været ganske anderledes på højde med vore modstandere, og — som det skal ses — var sammenligningen i 1939 ingenlunde så bitter som i 1914.
September 1939
Uniformssituationen.
Mobiliseringsstyrken var opgjort til 94.000 mand. Nogen egentlig sikringsstyrke kom ikke ind — blot 30.000 mand i ca. 14 dage, derpå kan man dårligt tale om nogen sikringsstyrke bortset fra lidt ekstraordinær tjeneste af en enkelt årgang eller to. Slid på beholdningerne mærkedes ikke. Den uniform (M/1923 i kliaki), der havde afløst den lysegrå M/1915, og som i enhver henseende var på højde med tidens krav, var til stede i tilstrækkeligt tal (100.000) til hele Hærens mobiliseringsstyrke. Hertil kom, at der endnu var grå uniformer nok til at hver mand også kunne få en sådan. Der var støvler til alle, men de få tusinde kapper i khaki, der fandtes, var ikke nået ud til infanteriet, der liavde lysegrå 1915-kapper som i et antal af 98.000 lå urørte fra forrige krig. Sløringsuniformer til vinterbrug fandtes ikke.
De egentlige uniformsvanskeligheder — bortset fra mangelen på regnslag som i 1914 — lå på det administrative område. Der manglede fuldkommen bestemmelse om en så selvfølgelig ting, som at selvbeklæderne i geleddet skulle bære uniform af samme farve som iklædt personel. Det bevirkede, at man næsten overalt liavdc officerer og officianler i kbaki kapper og selvbeklædende underofficerer i mørkeblå (sorte) kapper (en mærkelig uniformsskik, der liavdc indsneget sig i Hæren), mens folkene var i lysegrå kapper. Hvad det liavdc givet af tab, er vanskeligt at forestille sig, og det er ubegribeligt, at der kun undtagelsesvis var skredet ind mod denne »mode«.
Ikke mindre alvorligt var det, at man ved adskillige enheder havde udleveret en ekstra kappe af den gamle sorte 1906-model som Hæren rådede over 88.000 af, og som man troede man kunne få opslidt ved at udlevere den til »daglig øvelse« til de ganske minimale styrker, der lå inde6).
Det blev forstået således, at den sorte kappe skulle bruges ved al udrykning, hvad der fik visse enheder til at bcfaldc den anlagt også den 9. april om morgenen, hvad der jo var helt forkasteligt og ubegribeligt, henset til, at kappen i ordets egentlige forstand var livsfarlig at bære i terrainet i fjendtlig ild.7)
Undermundering udleveredes ikke. Derimod havde man søgt »støvle- problemet« (der næppe nogensinde lader sig løse i en kadrehær), klaret ved at hjemsende folk efter 1. uddannelse med et par nye, men tilgåede støvler. Indkaldelserne viste dog hurtigt at ca. 40 (f havde afhændet støvlerne i mellemtiden eller brugt dem ned under tjencstedygtigliedens grænse. Som den dag i dag mødte 95 % af de genindkaldte også uden de udleverede bepakningssager, så de første dage af beredskabsstyrken måtte anvendes nøjagtigt som i vore dage ved genindkaldelser, med at improvisere tilvejebringelse af toilet- og pudscrekvisitter. En ganske særlig bekymring gav hjemsendte og -kommanderede selvbeklæderes støvler anledning til. Også blandt disse var det mode at bruge udrustningshjælpen til smækre, tyndsålede ridestøvler, der utvivlsomt har været velegnede til dans og steeplechase, men hurtigt gik i opløsning i efterårets og vinterens regn, pløre og snesjap, atter et eksempel på en sommeruddannet hærs fejlagtige indtryk af feltlivets realiteter og de alt for korte øvelser.
Øvrige standardudrustning. Med hensyn til tæpperne var man ikke kommet videre end i 1914, og for jor plejningsrekvisitternes vedkommende var man endelig blevet glasfeltflaskerne og enmandskedlerne af fortinnet jernblik kvit8). Isolerkogekasser var indført overalt og havde alle mangler til trods reduceret kravet til enkeltmandskogning af middagsportioner. Tørsprit, som havde spillet en stor rolle under 1. verdenskrig til varm- drikkogning, var ikke blevet indført.
Hvis man kan kalde 1914-infanteristens store udrustningsmangel de blå uniformer og det forældede magasingevær, må fingeren for 1939- infanteristen sættes på oppakningssystemet.
De — berettigede — forsøg man i årene 1932—37 havde afholdt for at lette og ajourføre infanteristens oppakning, var resulteret i et »system«, der betød den næsten fuldkomne forkludring. Ganske vist havde man fjernet noget på kamppladsen overflødigt ekstra tøj fra oppakningen og anbragt det på bagagetrænet til brug i kvarteret, men infanteristens nødvendige sager, som ban aldrig måtte være foruden, havde man anbragt i det gamle 3 kg tunge 1910-tornister, som kun kunne sidde på ryggen, hvorfor de mange specialister, der nu var ved at dukke op — afstands- tagere, telefonfolk, flagefolk, blinklanternefolk o. m. a. i virkeligheden ikke kunne have deres portioner, koge- og spisegrejer, sokker og toiletsager med sig når de gik i kamp. Foruden at tornisteret var et urimeligt tungt pakmiddel, som sagerne faldt ud af og ikke kunne ligge fast sammenpakket i, var den tilstedeværende model fremstillet af blåsort sejldug, som helt kompromitterede enhver sløringsforanstaltning og ydermere gav soldaten en urimelig stor profil, og som optog så megen rygplads, at det næsten var umuligt at pakke »4-delings-folk« op. I snevejr føg tornistrene til indvendigt og efterhånden som sneen smeltede opløstes brødportionen. Man havde stadig ikke regnslag og i mangel heraf førtes kappen oprullet om tornisteret sommeren igennem. Dette oppakningssystem havde tappet vore sparsomme militære budgetter (årlig bevilling ca. 33 millioner) for næsten 1 million kroner. For det halve havde man kunne få en sløringsfarvet paksæk, som de rygoppakkede specialister kunne have ført ved hoften, og et regnslag pr. mand. Og lettet ham for 4—5 kg, samt muliggjort den enkelte mands forplejning og soignering overalt.
Endelig indebar systemet den gamle vanskelighed: lagde soldaten tor- nistret, og det gjorde han meget gerne, tabte han faktisk livremmen.
For kampudstyrets vedkommende var status rimelig. I 1923 havde vi fået den første stålhjelm af en temmelig genial konstruktion, fraset en på forsiden pånittet (uheraldisk) gengivelse af Hærens emblem i stærk konveks bronce. Herved var hjelmens afprellende evne reduceret. Gasmaske M/1931 opfyldte ethvert krav til en moderne beskyttelsesmaske, det gjorde derimod den 2 kg tunge transportbeholder af jernblik, der gav de bevægelser, soldaten foretog, et akkompagnement af liøjtlydende trommehvirvler, ikke.
Der var forbindspakker til alle. Slørings- og hjelmnet kendtes ikke, udover hvad infanteristerne havde lært at improvisere.
Individuelle våben. For geværets vedkommende var situationen uændret fra 1914 — men da ildkampen eller tilkæmpningen af ildoverlegenhed nu lå i hænderne på de automatiske våben m. m., var geværets rolle blevet reduceret til et kortholdsvåben — i teorien i hvert fald. Man bekymrede sig derfor ikke meget om dets effektivitet, skønt man vel må indrømme, at netop som nærkampsvåben måtte kravet om hurtig magasinladning træde skarpt frem. Man havde officielt opgivet det 133 cm lange gevær til fordel for den 109 cm lange karabin og var påbegyndt (i 1924) en omdannelse af beholdningerne til sådanne karabiner.
Forlods havde man sat det mål at bevæbne alle tunge enheder og alle geværbevæbnede underofficerer. Det ville kræve 27000 karabiner. Men i 1939 var beholdningen kun nået op på 5000 stk.
De efterhånden godt slidte, gamle, lange geværer havde med alderen afsløret endnu en mangel. De blankpudsede overrør fangede i den grad solens lys, at det næsten var umuligt at sløre en dansk infanteristyrke især i sommersol. Men alternativet: et rustent overrør ville dog ingen myndighed eller person lægge navn til.
Generalinspektøren for Infanteriet havde et forslag til behandling, gående ud på helt at fjerne den regulerbare »afspærring« mellem Krag- Jørgensen-geværels magasin og låsestol, hvorved al ildåbning med geværet startede med magasinskydning, uden at man skulle huske at betjene afspærringsgrebet. Deri lå jo erkendelsen af, at geværet måtte opfattes som et nærkampvåben, og man — forslagsstilleren — mente også herigennem at kunne forenkle skydeuddannelsen. Men forudsætningen var jo en laderammes indførelse, og den tænkte ingen på, skønt den lå klar på Tøjhus- museet. Eller også turde man ikke se en beholdning på over 200.000 patrontasker, der ikke kunne bruges til laderammen, overflødiggjort.
Der kom i hvert fald intet ud af forslaget.
Beholdningen af 8 mm patroner var på 60 millioner — altså det dobbelte af 1914-beholdningen og med kun 32 egentlige infanteribatailloner mod 53 i 1914 som »største forbruger«.
Til gengæld skulle patronantallet række til 96 lette og 8 tunge maskingeværer pr. bataljon, så der var ikke noget at ødsle bort.
Pistoler var der tilstrækkeligt af — men modellen havde i tidens løb været genstand for en voldsom kritik og en ny (Browning) var besluttet indført.
De første maskinpistoler var til forsøg. Sabelen var afskaffet for uberedne officerer.
Mangler og mankoer blev aldrig afhjulpet, så indirekte kom de derved »sagen« tilgode, og nogen trøst er der dog i, at fjenden næppe har kunnet bruge den erobrede danske infanteriudrustning. Mens der før 1914 fandtes et antal kritisk indstillede infanteriofficerer, der med en fornemmelse af slagmarkens krav og noget kendskab til udviklingen uden for landets grænser, kunne råde, inspirere og vejlede myndighederne i visse realitetsbetonede og sikre spor9), var sådanne kræfter ikke tilstede før og under
2. verdenskrigs udbrud. Interessen for infanteristens standardudrustning var nærmest lig nul, og det regnedes ikke for »fint« eller »begavet« at beskæftige sig med disse spørgsmål.
En særlig vurdering af den danske infanterists udrustning i 1939 må rumme en acceptabel status for selve uniformeringens vedkommende. Manglerne ved selvbeklædernes uniformer kunne liave været rettet fra den ene dag til den anden (og ved enkelte regimenter skete det). Det som bivuakteltdel anvendeligt regnslag var den egentlige mangel, som kunne have været afhjulpet ved bortsalg af de 88.000 sorte kapper.
Med geværets reducerede rolle kunne man måske forsone sig med dets underlegenhed overfor Mauser- og Lee-Enfield-geværet, der stadig var henholdsvis tysk og engelsk bevæbning, hvorefter kritikkens tyngde kan samles om det ud fra ethvert synspunkt mere end uheldige oppakningssystem. Var Hæren kommet på felttog blot af nogen varighed, havde et betydeligt antal improvisationer, med det formål at blive »forplejnings- tornistret« kvit, kunne forudses. De var allerede godt på vej under vintermanøvrerne i december 1939. Der mistede mangen kompagnichef tålmodigheden med at have folk, der ikke kunne forplejes og vaskes, henholdsvis folk der ikke kunne sløres, og som stykke for stykke mistede deres udrustning, efterhånden som den faldt ud af tomistret.
De her sammenfattede oplysninger kan naturligt ikke belyse vort infanteris kampevne i 1914 og 1939, afhængig som den var af en mangefold af andre forhold, kadrene, moralen, uddannelsens grundighed og det øvrige, ikke individuelt udleverede eller betjente materiel. (Gruppevåbnene).
De materielmangler, der ved begge lejligheder springer i øjnene, kan opdeles i dem, der er forårsaget af forældede eller rent ud miskonstruerede sager, og dem, der skyldes for små beholdninger. Eller om man vil, forhold Hæren havde haft indflydelse på og forhold, som kun de bevilligende myndigheder havde kunnet afhjælpe. Endelig er der enkle eksempler på dårlig udnyttelse af bevilligede midler, fordi anskaffelserne har skullet ske fra statsdrevne virksomheder, hvor civilindustricn havde kunnet yde kendeligt større kvantiteter for det samme beløb.
Men lad der også ud af, hvad her er sammenfattet fremgå, at disse linier, der affattes henholdsvis 50 og 25 år efter de behandlede epoker, fremkommer i en for Hæren ny tid, hvor infanteristens standardudrustning og individuelle bevæbning, ikke inkluderer forældede eller miskonstrae- rede sager, bortset fra uniform 58, der dog er opslidelig og i hvert fald ikke som uniform 1910 livsfarlig. Ufordelagtig bevillingsudnyttelse hører vel også til de rene undtagelser med det snævre samarbejde, Forsvaret i dag har med civilindustrien.
Tilbage står der spørgsmålet om kvantiteter. Men det falder uden for dette indlægs rammer og muligheder. Af mange grunde.
Tornisella
