Set fra et økonomisk synspunkt stikker Italien stærkt af fra det vesteuropæiske gennemsnit. Mens de fleste andre lande — og ganske særligt de nordvesteuropæiske — har fuld beskæftigelse, lider Italien under stor arbejdsløshed. Produktionen har haft svært ved at komme i gang efter krigen, skønt Italien vel er det land, som har modtaget mest dollarhjælp. Italiens import har været stærkt stigende de senere år, mens eksporten siden Korea-krigens højkonjunktur har mødt store vanskeligheder og kun ligger en femtedel over 1938-niveauet. Hertil kommer, at nationalindkomsten endnu i 1949 var 10 pct. lavere end i 1938, da tallet var en del under det vesteuropæiske gennemsnit.

Årsagerne til denne tilstand må først og fremmest søges i landets økonomiske struktur. Italien hører til de råstoffattige lande og er derfor afhængig af en stor import. Når eksporten de senere år ikke har kunnet hetale for importen, skyldes det, at de tradi­ tionelle italienske eksportvarer af omverdenen ikke anses for at være nødvendighedsvarer. Dette gælder især produktionsoverskud­ det af vin, frugt og grønsager samt tekstiler, der tilsammen næsten udgør næsten halvdelen af eksporten. Det kan nævnes, at Italien mere end noget andet vesteuropæisk land har lidt under den vest­ europæiske tekstilindustris afsætningsvanskeligheder. I 1954 var den italienske tekstileksport således kun godt halvt så stor som i 1951.

Det er også af vigtighed, at Italien har en stærk overklasse, der for byernes vedkommende ofte har organiseret sig gennem mo­ nopoler og konkurrencebegrænsende aftaler; mellemstanden, der betyder meget for den sociale stabilitet, er lidet talstærk. Bureau­ kratiet er til gengæld stort men delvis proletariseret gennem det offentliges lave lønninger. Endelig har inflation, arbejdsløshed og dårlige boligforhold skabt et proletariat blandt arbejderne.

Den vigtigste strukturelle årsag er im idlertid, at Italien m in­ dre end noget andet vesteuropæisk land er en homogen stat. Nord­ italien, der omfatter knapt 60 pet. af hele Italiens areal og godt 60 pet. af befolkningen, har således næsten 80 pet. af indkomsten. Den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger er halvt så stor i Syditalien som i Norditalien.

Forskellen mellem nord og syd afspejler sig i næsten alle økonomiske og sociale forhold. Mens der praktisk taget ikke findes analfabeter i Norditalien, kan omkring en femtedel af de syd­ italienske børn hverken læse eller skrive. Fødselstallet er næsten dobbelt så højt i Syd- som i Norditalien osv.

Dette forhold er ingenlunde af ny dato; dets rødder findes århundreder tilbage i historien. De norditalienske byer havde i middelalderen en gunstig beliggenhed, der naturligt gjorde dem til centrer for handel og finans. Efterhånden voksede et blom­ strende erhvervsliv frem i Norditalien, og den politiske styreform tilpassedes erhvervsforholdene. I Syditalien var forholdene der­ imod prægede af stagnation. De store godser — latifundierne — som blev dannet i Roms storhedstid på bekostning af de mindre, selvstændige brug, virkede op gennem århundrederne dræbende på landsdelens initiativ. De store, feudale godsejere, der ofte levede i byerne, ville eller kunne ikke foretage de store investeringer, som var nødvendige for at vedligeholde og forbedre deres jorder. Denne tilstazid har bestået helt op til vore dage, hvor bønderne selv ejer mindre end en trediedel af landbrugsjorden, og hvor godt halv­ delen af de syditalienske brug er på mindre end en kvart hektar — mens vi herhjemme først regner et brug som landbrugsejendom, hvis arealet er mindst 0.55 ha.

Efterhånden som de mange små italienske by- og statssamfund forenedes i større fyrstedømmer, blev forskellen mellem nord og syd skærpet, og landets endelige samling i 1861 formede sig nærmest som Norditaliens overtagelse af kongeriget Begge Sicilier. Norditalien udøvede i kongerigets første fyrre år en dominerende indflydelse til skade for den sydlige del. Det kan således nævnes, at fra den første erhvervstælling i 1889 til 1911 halveredes den i forvejen lille syditalienske industris beskæftigelse. I den første snes år af 1900-tallet iværksattes forskellige spredte reformer til gavn for Syditalien, hvorefter det fascistiske styre indtil den anden verdenskrigs slutning i det store og hele betød en pause i reform­ arbejdet.

Trods de spredte reformer har nationalproduktet pr. sydita­ liensk indbygger va'ret faldende i adskillige år forud for krigen. Kvægbestanden er i dag af omtrent samme størrelse som i 1908. Det bør også fremhæves, at et stort antal landarbejdere bor i lands­ byer uden for latifundierne, hvor der gennemsnitligt medgår 4—5 timer dagligt til transport mellem arbejdsstederne og hjemmet.

Endelig forværredes Syditaliens økonomiske stilling yderligere ved i mere end et år under sidste verdenskrig at være krigsskue­ plads.

I årene efter krigen er man i hvert fabl nået så langt, at man bar erkendt problemerne, men det har været meget vanskeligt at få gang i ophjælpningen af den syditalienske økonomi. Vanske­ lighederne er af såvel politisk som økonomisk art.

Arbejdsløsheden i Norditalien og den permanente depression i Syditalien er to hovedårsager til, at Italien har verdens største kommunistparti uden for Sovjetunionen, og partiet frembyder til stadighed en latent trusel mod den demokratiske styreform. Det katolske kristeligt-demokratiske parti har omkring halvdelen af mandaterne i det italienske parlament; i endnu højere grad end Vesttysklands kristeligt-demokratiske parti er det italienske parti præget af indre modsætninger. En tal- og pengestærk fløj af par­tiet har konsekvent modsat sig gennemførelsen af sociale og øko­nomiske reformer, der nok ville styrke demokratiet, men som også ville beskære gruppens magt og indflydelse. Dele af denne højre­ fløj er præget af Salazars Portugal, der er Vesteuropas sidste eks­empel på et nogenlunde oplyst enevælde. Det ser dog ud til, at partiets midter- og venstrefløje efterhånden trænger frem, for sam­men med de øvrige centrumgrupper at få styrke til at gennemføre reform lovgivningen.

De rent økonomiske vanskeligheder for reformlovgivningen er imidlertid også betydelige. Italien er et kapitalfattigt land, og det kræver selvsagt enorme kapitaler at forsyne Syditalien med de nød­ vendige fabrikker, veje, floddæmninger, overrislingsanlæg osv. En stor del af leverancerne kan naturligt præsteres af den nordita­ lienske industri, der både har ledig kapacitet og en stor arbejds­kraftsreserve. Men dels skal en sådan produktion finansieres, og det vil vare adskillige år, før investeringerne resulterer i en mærk­ bar produktionsforøgelse, dels vil igangsættelse af store anlægs­arbejder medføre et øget importbehov, og Italien har i forvejen et betydeligt indførselsoverskud.

På længere sigt må en sådan reformlovgivning foruden sin store sociale og politiske betydning også blive et stort økonomisk aktiv. En større produktion i Syditalien vil nemlig betyde større indtægter for landsdelens befolkning og dermed større købekraft til gavn for den norditalienske industri; en forøgelse af den syd­ italienske købekraft vil ikke mindst komme tekstilindustrien til gode og kunne hjælpe den over krisen.

Den første reformlovgivning blev vedtaget af parlamentet i 1950. Det er karakteristisk, at forslaget om en lovgivning for hele landsdelen ikke kunne gennemføres. Regeringen har i stedet fået gennemført særlige love for enkelte dele af Syditalien. Lovgivnin­ gens indhold varierer fra egn til egn, men det fælles hovedtræk er, at der kan eksproprieres jord fra de store godser, hvis disses jorder ikke er dyrket væsentligt bedre end egnens gennemsnit. Ekspropriationen sker til jordens skatteansatte værdi, hvilket af godsejerne betragtes som et stort overgreb. Jorden afhændes til ejere af små jordlodder og til landarbejdere, der får en del af jorden som gave, mens resten skal forrentes på rimelige vilkår. Samtidig kan disse bønder opnå lån til driften, støtte fra statslige forsøgsstationer og andelsmaskinstationer.

Der er opstillet et meget omfattende program, som gælder for tidsrummet 1950— 62. Den samlede kapitalindsats er anslået til op imod 2.000 milliarder lire svarende til ca. 20 mdl. kr. Administra­ tionen er overdraget en statslig kreditinstitution, der foreløbig har udarbejdet planer for en fjerdedel af beløbet. Ca. 60.000 bønder har fået jord under den del af programmet, som er ført ud i livet. — Det ser ud til, at de udstykkede brug i reglen er for små til at underholde en familie — ganske som tilfældet var ved den før­ ste danske udstykningslov i 1899.

Sideløbende med dette ambitiøse projekt arbejdes på en tiårs­ plan for årene 1955— 64. Denne plans hovedform ål er at skaffe beskæftigelse til landets 2 m ili. arbejdsløse og 2 m ili. underbeskæf­ tigede arbejdere. Man regner i denne plan med, at nationalpro­ duktet vil stige med gennemsnitligt 5 pct. om året, hvilket svarer nogenlunde til den gennemsnitlige stigningstakt for de vesteuro­pæiske lande de sidste år. Lidet over halvdelen af stigningen skulle komme gennem forøget produktivitet; dette forekommer ganske sandsynligt, eftersom der mange steder skulle være gode muligheder for at hæve produktiviteten med en beskeden kapi­talindsats.

Omkostningerne ved tiårsplanen er anslået til godt og vel 10.000 milliarder lire, hvoraf en væsentlig del gerne skulle komme gennem privat opsparing og kun ca. 7 pct. gennem hjælp fra ud­ landet.

De to meget store programmer forudsætter en stærk forøgelse af eksportproduktionen. To trediedele af Italiens nuværende eks­ port går til det øvrige Vesteuropa, men det er et spørgsmål, om Vesteuropa er indstillet på at forøge importen af blandt andet italienske landbrugsprodukter i det omfang, italienerne håber. Også her spiller det ind, at de vesteuropæiske lande stadig beskyt­ ter deres landbrugserhverv og derigennem forhindrer Italien — og Danmark — i at nå den økonomiske balance, som ud fra en hel­ hedsbetragtning er ønskelig.

Foruden vanskelighederne med at finde markeder for den store forøgelse af eksportproduktionen, vil den almindelige træg­hed i italiensk økonomi betyde en hemsko for planerne.

Endelig må det nævnes, at den italienske overklasse tilsyne­ ladende ikke nærer større interesse for at sikre landets økonomiske fremtid. Denne klasse var skyld i, at italiensk økonomi ikke i fuld udstrækning fik gavn af den amerikanske hjælps $ 3 mld., som i betydelig grad anvendtes til konsolidering af overklassens egen position. Som eksempel på denne påstands rigtighed kan nævnes, at i Marshallplanens fire år, 1948— 52, steg industriproduktionen 44 pct., nationalindkomsten gik i vejret med 34 pct., mens arbej­ dernes meget lave realløn kun steg med 3.6 pct. Denne indstilling kan betyde en stor svækkelse af planernes virkning og bidrager til at styrke kommunisternes stilling.

Der er således adskilligt, som tyder på vanskeligheder ved at gennemføre de store projekter, Italien nu har i gang, men sam­ tidig må det understreges, at italienerne ved et samarbejde mellem stat og private for første gang systematisk søger at ændre italiensk økonomis struktur således, at landet kan blive uafhængig af uden­ landsk hjælp og samtidig opnå en højere levestandard.

Det er troligt, at det ikke lykkes at gennemføre projekterne som planlagt, eftersom meget stærke økonomiske og politiske kræf­ter modvirker et heldigt resultat. Men selv en delvis gennemførelse kan ikke undgå at få meget store økonomiske, sociale og politiske konsekvenser.

Sven Reiermann.