En kort og klar, men ikke helt beroligende redegørelse for den øjeblikkelige status med hensyn til forsvarets og totalforsvarets hygningsberedskabsproblemer, udarbejdet af direktøren for Forsvarets Bygningstjeneste og chefen for Nordsjællandske Bygningsdistrikt. I Militæ rt Tidsskrift for maj 1961 var optaget en artikel om »Bygningstjeneste og kaserneorden«, i Militæ rt Tidsskrift for sep. 1961 en artikel om »50’ernes militære byggeri« og om Bygningstjenestens organisation. Med denne 3. artikel afrundes billedet af forsvarets og totalforsvarets bygningsopgaver i fred og krig og af de myndigheder, der skal løse disse opgaver.
Under den anden verdenskrig blev store ødelæggelser på anlæg i fjendens bagland iværksat i fortn af angreb dels på industriccntrer og kommunikationslinier med det form ål at formindske og forsinke strømmen af forsyninger til de kæmpende styrker, dels på byområder med det form ål at nedbryde befolkningens moral; denne totale krigsførelse må forudses at ville blive bragt i anvendelse også i en evt. kommende krig, og den v il — på grund af de moderne masseødelæggelsesvåben — kunne få endnu mere katastrofale følger end luftangrebene under den anden verdenskrig. H ertil kommer, at de kæmpende styrker på grund af den vidt fremskredne mekanisering er endnu mere afhængige af kontinuerlige forsyninger fra baglandet end under den anden verdenskrig, hvorfor ødelæggelser af forsyningskilderne vil kunne få en endnu større direkte indflydelse på det militæ re forsvars kampkraft. Såfremt man skal kunne gøre sig håb om at overleve og sluttelig at vinde en kommende krig, må denne derfor fra første færd mødes af et totalt forsvar; herunder må ikke blot de militæ re værn, men hele samfundet være forsvarsberedt, og et sådant totalt forsvar er da ogå under udbygning i Danmark som i den øvrige vestlige verden. Sandsynlige angrebsobjekter i baglandet vil være de industriforetagender, som frem stiller nødvendige forsyninger, de kraftværker, som leverer den for industrien nødvendige kraft, og de kommunikationslinier, ad hvilke forsyningerne fremføres. På livsvigtige dele af sådanne anla'g vil det være nødvendigt omgående at få iværksat retableringsarbejder efter indtrufne skader, og en forberedt reparations- og bygningstjeneste fer faste anlæg, i det følgende betegnet: entreprenørtjeneste, der tager sig af sådanne opgaver, er derfor en vigtig gren af det totale forsvar. En enkel og klar opdeling af denne entreprenørtjeneste kunne opstilles således, at den i kampområdet skulle bestrides af hærens ingeniørtropper og bag dette område af andre til formålet udpegede myndigheder og institutioner. Det v il im idlertid i vort land i mange tilfæ lde blive vanskeligt klart at definere, hvad der er kampområde, og hvad der er bagland, og kampområdet kan let få en sådan udstrækning, at hærens ingeniørtropper ikke v il kunne overkomme at påtage sig alle de opgaver, som skal løses inden for dette område. Det v il derfor være nødvendigt ved siden af hærens ingeniørtropper at etablere en organisation, der kan fungere i lielc landet, også i de større eller mindre dele heraf, der i perioder må betegnes som kampområde. På dette grundlag forudsættes derfor reparations- og bygningstjenesten for faste anlæg i krig varetaget således:
— entreprenørstøtten til de kæmpende styrker af bæren ydes af hærens ingeniørtropper,
— entreprenørstøtten til den øvrige del af det militæ re forsvar ydes af forsvarets bygningstjeneste,
— entreprenørstøtten til den ikkc-militæ re del af totalforsvaret ydes dels af civilforsvaret, dels af de skadelidte selv ved umiddelbar foranstaltning, i fornødent omfang bistået af en forberedt totalforsvars-entreprenørtjenestc.
Entreprenørstøtten til de kæmpende styrker af liæren omfatter i hovedsagen følgende opgaver:
— at udføre ødelæggelses- og bindringsarbejder samt feltbefæstningsarbejder,
— at udføre og reparere kommunikationer i hærens kampområde,
— at forestå hærens ingeniørforsyningstjeneste samt
— at udføre arbejder i forbindelse med vedligeholdelsen af hærens forsyningslinier fra baglandet.
Entreprenørstøtten til den øvrige del af det militæ re forsvar, der som nævnt forudsættes ydet af forsvarets bygningstjeneste, omfatter i hovedsagen følgende opgaver:
— at forestå udførelsen af en hurtig og i første omgang ofte in terimistisk retablering af skader på forsvarets etablissementer,
— at forestå udførelsen af supplerende bygninger, anlæg og bygningstekniske installationer til dækning af forsvarets behov,
— at forestå drift, vedligeholdelse og reparation af forsvarets og totalforsvarets større brændstofforsyningsanlæg, herunder Jydske R ørsystem.
Entreprenørstøtten til den ikke-militære del af totalforsvaret hør i krig i videst m uligt omfang ydes af de myndigheder, der i fredstid løser de samme eller tilsvarende opgaver. Entreprenørstøtten v il form entlig i hovedsagen komme til at omfatte følgende opgaver:
— at rydde og reparere veje og vejbrocr i en sådan udstrækning, at forsynings- og personeltransporter kan afvikles med de mindst mulige forsinkelser,
— at reparere jernbanestrækninger og -stationer således, at jernbanetrafikken kan opretholdes med de mindst mulige forsinkelser,
— at holde vigtigere havne intakte, så forsyninger kan modtages udefra og indenlandske transporter kan afvikles,
— at vedligeholde tclekommunikationslinierne,
— at reparere kraft-, vand- og gasværker samt disses ledningsnet, så befolkningen samt vigtigere industri- og håndværksvirksomheder sikres forsyninger i et sådant omfang, at nødvendig produktion kan opretholdes,
— at rydde ødelagte områder efter angreb for at fremdrage døde og sårede og for at gøre områderne passable.
De myndigheder, der i fredstid forestår de tilsvarende opgaver, er
— civilforsvaret,
— amter og kommuner (amtsvejinspektorater, stads- og liavncingcniører m. f 1.),
— statsbanerne, post- og telegrafvæsenet, telefonselskaber, kraftforsyningsselskaber m. fl.
Fælles for de nævnte former for entreprenørstøtte er, at opgaverne kun v il kunne løses i den udstra:kning, den her i landet værende mængde af arbejdskraft, entreprenørmateriel (og maskiner) samt materialer på det pågældende tidspunkt giver mulighed derfor. Da der må forudses utilstrækkelige mængder — navnlig af entreprenørmateriel — i forhold til opgavernes antal og omfang, v il der derfor — såfremt en regulering fra oven ikke foretages — let kunne opstå en skadelig konkurrence mellem de nævnte myndigliedsgrupper om at fremskaffe de for egne reparationer nødvendige mængder af materiel, materialer og arbejdskraft. Hærens ingeniørtropper er form entlig i første omgang de mindst afhængige, idet hærens ingeniørenheder, der opstilles efter bestemte organisationsskemaer, umidddelbart disponerer over en bestemt mængde arbejdskraft — mandskabsstyrken — og beholdninger af en del ingeniørmaskiner og visse materialer. Ikke engang alle hærens ingeniørenheder v il im idlertid kunne opstilles fuld t ud med det antal maskiner, hæren disponerer over i dag, og der er derfor i forbindelse med deres opstilling regnet med rekvisition af civilt entreprenørmateriel i et ret betragteligt omfang. På grund af de knappe beholdninger her i landet af sådant materiel v il dette im idlertid kunne få meget uheldige virkninger for totalforsvarets øvrige entreprenørtjeneste, og det må derfor tilstræbes, at der til ingeniørtropperne anskaffes materiel i et sådant omfang, at samtlige enheder v il kunne opstilles uden tilførsel af civilt entreprenørmateriel. Medens ingeniørtroppernes organisation og krigsopgaver er klart defineret, gælder dette ikke for det næste led i entreprenørtjenesten, forsvarets bygningstjeneste, som for øjeblikket kun har klare fredstidsopgaver og en hertil svarende fredstidsorganisation. Der blev im idlertid på foranledning af forsvarets logistikkomité i 1959 nedsat et udvalg med repræsentanter for forsvarsministeriet, forsvarschefen, værnskommandoerne og forsvarets bygningstjeneste med den opgave
— at undersøge og redegøre for forsvarets bygge-, anlægs- og retableringsopgaver i krig,
— at give forslag til disse opgavers mest hensigtsmæssige løsning, herunder ansvarsfordeling, prioriteringsgrundlag, organisatoriske forudsætninger og fredstidsforberedelser samt
— at redegøre for forsvarets bygningsberedskabsopgavers relationer til og koordinering med det øvrige totalforsvars tilsvarende opgaver.
Dette udvalg afgav i 1960 en betænkning, som for nærværende danner grundlag for forsvarsministeriets og forsvarets logistikkomités overvejelser vedrørende disse spørgsmål, og der påregnes som resultat heraf fastlagt nærmere retningslinier for forsvarets bygningsberedskabsopgaver og for bygningstjenestens krigstidsorganisation. Bygningstjenestens opgaver i krig v il selvsagt have som udgangspunkt de af bygningstjenesten i fredstid udførte opgaver, og disse skal derfor kort trækkes op i det følgende: Forsvarets bygningstjeneste varetager i fredstid bygnings- og ejendomsforvaltningen for bl. a. forsvarets myndigheder i overensstemmelse med de herfor i »Love og bestemmelser for forsvaret«, 15. hæfte, fastsatte bestemmelser. For forsvarets bygge- og anlægsarbejder udarbejder bygningstjenesten bevillingsforslag og detailprojekter, træ ffer bestemmelse om udførelsesmåde, afslutter kontrakter med de udførende entreprenør- og håndværksfirmaer, fører tilsyn med arbejdernes forskriftsmæssige udførelse samt kontrollerer og betaler regningerne for det udførte arbejde. Kun i begrænset omfang — navnlig på flåde- og flyvestationer — udføres vedligeholdelses- og reparationsarbejder på forsvarets etablissementer af arbejdere, der er antaget til formålet af bygningstjenesten, medens alle andre opgaver udføres ved hjælp af entreprenør- og håndværksfirmaer m. fl. Endvidere forestår bygningstjenesten den tekniske d rift af bl. a. forsvarets større brændstofforsyningsanlæg. Forsvarets bygningstjenestes i fredstid ret stærkt centraliserede organisation er ikke umiddelbart velegnet til løsning af de forventede krigsopgaver, og der er derfor påregnet forberedt en decentraliseret organisation med oprettelse af en særlig landsdelsledelse for Jylland-Fyn samt udskillelse af dele af bygningsdistrikterne således, at der opnås en nærmere overensstemmelse med forsvarets regionsinddeling; endvidere er der påregnet designeret bygningstekniske rådgivere til forsvarets højere kommandomyndigheder samt bygningsteknisk personel til forsvarets større kampetablissementer. De forventede beredskabsopgaver for forsvarets bygningstjeneste er følgende:
— udførelse i en spændt periode forud for krigsudbrud af sådanne bygnings- og anlægsarbejder, som af forsvarschef og værnskommandoer er anset for at være nødvendige af hensyn til beredskabet, men som bl. a. af bevillingsmæssige grunde ikke tidligere er blevet godkendt til udførelse. Udførelsen af de omhandlede arbejder forudsættes igangsat med kort varsel ved begyndelsen af en beredskabsperiode eller senest ved krigsudbrud.
— udførelse af bygge-, anlægs- og reparationsopgaver på og ved forsvarets etablissementer i krig.
I relation til sidstnævnte opgaver kan forsvarets etablissementer opdeles i:
— uddannelsesetablissementer og
— kampetablissementer.
Uddannelsesetablissementer m. fl. omfatter en lang række af forsvarets etablissementer, herunder flertallet af værnenes kaserner, skoler, skydelejre og depoter m. v., som i almindelighed ikke v il være af primær betydning for forsvaret efter krigsudbrud, hvorfor vedligeholdelse og retablering efter krigsskader på disse er skønnet ikke at have særlig høj prioritet. I den udstrækning, andre opgavers løsning samt tilstedeværelse af fornødne materialer, materiel og arbejdskraft giver mulighed herfor, skal sådanne etablissementer selvsagt af samfundsøkonomiske grunde vedligeholdes, ligesom opståede krigsskader skal udbedres i takt med, hvad der gennemføres for andre ikke særligt krigsvigtige anlæg. Det skal i denne forbindelse påpeges, at bl. a. visse værkstedsområder, infirm eriom råder og kommandorum på en del af uddannelsesetablissementerne, herunder flere af de nyere kaserner, indgår i planerne for forsvarets faglige tjeneste, hvorfor sådanne etablissementer i et vist omfang omfattes af det nedenfor om kampetablissementer anførte.
Kampetablissementer, d. v. s. operative anlæg, hvis tilstedeværelse i operationsduelig stand efter krigsudbrud er nødvendig dels for førelsen af den direkte kamp, dels for forsvarsstyrkernes faglige støtte, omfatter bl. a.:
— koinmandostationer for forsvarets højere kommandomyndigheder,
— raketbatterier og permanente luftvæ rnsartilleristillinger,
— flådestationer, sø- og kystforter, kystradar- og radiostationer,
— flyvestationer, flyradar-, radio- og radiolinkstationer m. fl.
— forsvarets større tankområder, herunder Jydske Rørsystem,
— reparationsværksteder, distributionscentre og -depoter for forsvarets faglige myndigheder.
Reparation og vedligeholdelse efter krigsudbrud, herunder udbedring af opståede krigsskader på kampetablissementcr må foretages efter trangfølge, afhængig af det pågældende anlægs betydning for forsvaret. I første omgang må reparationer og skaderetableringer — af hensyn til rådig tid og forhåndenværende materialer og arbejdskraft — ofte indskrænkes til en interim istisk retablering i et sådant omfang, at de pågældende anlægs anvendelighed genskabes, medens en grundigere reparation udskydes til senere udførelse. Blandt de vigtigste skaderetableringsarbejder på kampetablissementerne kan nævnes:
— reparation af nød-elværker og internt el-forsyningsnet, varmecentraler og varmekanalcr, vandværker og internt vandforsyningsnet, spildevandsanlæg og lign.,
— reparation af start- og rullebaner, interne veje og andre kommunikationslinier,
— reparation af landingsbelysningsanlæg, drivmiddelforsyningsanlæg, sikringsanlæg og lign.,
— reparation af kajer, kraner og lign.,
— tætning af tage, erstatning af ødelagte vinduer m. v.
Der foreligger ikke tilstræ kkeligt grundlag for at skønne om art og omfang af krigsskaderne på de enkelte anlæg, men det skal dog fremholdes, at skaderne på etablissementer, der udsættes for angreb med masseødelæggelsesvåben, i mange tilfæ lde må forventes at ville få et så stort omfang, at retableringsarbejdcr her må opgives eller udskydes til senere udførelse med henblik på indsættelse af de tilstedeværende, begrænsede ressourcer af materialer og arbejdskraft på sådanne anlæg, som på ret kort tid påny v il kunne gøres helt eller delvis operationsduelige. En forudsætning for, at forsvarets bygningstjeneste kan løse de nævnte krigsopgaver er, som det v il fremgå af det foregående, at private entreprenør- og håndværksfirmaer med arbejds- og maskinkraft samt byggematerialer er til rådighed i fornødent omfang, idet bygningstjenesten ikke selv bar arbejdskraft eller entreprenørmateriel og kun i meget begrænset omfang beholdninger af materialer til de nævnte formål. Selv om enkelte af de foran nævnte civile myndigheder (civilforsvar, amter, kommuner, statsbaner, post- og telegrafvæsen, telefonselskaber, kraftforsyningsselskaber og havnemyndigheder m. fl.) i begrænset udstrækning selv råder over entreprenørmateriel, gælder dog som hovedregel også for disse, at større reparations- og bygningsopgaver må udføres af private entreprenør- og håndværksfirmaer. De pågældende myndigheder er altså — ligesom forsvarets bygningstjeneste — afhængige af, at de private firm aer bevarer rådighed over den fornødne arbejds- og maskinkraft, og at der kan stilles de nødvendige bygningsmaterialer til deres disposition.
Entreprenørtj enestens forannævnte problemer kan kort sammenfattes således:
— hærens ingeniør tropper, forsvarets bygningstjeneste og vedkommende civile myndigheder v il på et vist tidspunkt alle få behov for at kunne disponerere over et større eller mindre antal private entreprenør- og håndværksfirmaer med disses faste personel og materiel og for at kunne udnytte eksisterende lagre af byggematerialer,
— forsvarets bygningstjeneste og vedkommende civile myndigheder vil alle få behov for at kunne disponere over rådig arbejdskraft inden for bygge- og anlægssektoren til reparations- og bygningsarbejder m. v.
Såfremt man kunne være sikker på, at de tidspunkter, på hvilke behovet opstår hos ingeniørtropperne, bygningstjenesten og de civile myndigheder, ikke er sammenfaldende, eller såfremt der var rigeligt med materiel, materialer og arbejdskraft, ville problemet ikke være særligt stort, men situationen må forudses at kunne blive lige omvendt. Det er derfor nødvendigt allerede i fredstid at skabe en organisation, der kan afgøre, i hvilken rækkefølge de nævnte myndigheder skal kunne disponere over mangelemncrne. Tilsvarende organisationer er i de senere år oprettet på flere andre områder i landet, f. eks. olieråd og skibsfartsnævn, ligesom der i de fleste andre lande er skabt organisationer til regulering af totalforsvarets entreprenørtjeneste. I Sverige er der således under Fortifikationsforvaltningen opbygget en organisation til løsning af totalforsvarets ingeniøropgaver; organisationen, kaldet: Byggnads- och reparationsberedskap (BRBJ, har til opgave i fredstid at planlægge og i krigstid at forestå totalforsvarets anvendelse af de private entreprenørfirmaer m. f 1., som ikke på forhånd er designeret til udelukkende anvendelse ved løsning af forud fastlagte opgaver. BR B har således ansvar for at indsætte den til pålagte opgavers løsning nødvendige entreprenørkapacitet, men har ikke ansvar for at vælge, hvilke opgaver der skal udføres e.f totalforsvarets bygnings- og reparationstjeneste. Når der efter B R B ’s aktivering opstår behov for iværksættelse af større bygnings- og reparationsarbejder, skal de ansvarlige myndigheder i første omgang udnytte deres egne reparationsmuligheder! Slår disse ikke til, skal myndighederne søge at udnytte andre nærliggende myndigheders tilsvarende organer, og kun såfremt heller ikke disse slår til, skal der rettes henvendelse til BRB , der således udgør totalforsvarets fælles reserve på dette område. Anvendelsen af denne reserve skal ske efter forhandling med totalforsvarets myndigheder. T il løsning af B R B ’s opgaver er på grundlag af en vurdering af deres størrelse og normale arbejdsopgaver udpeget et antal firmaer, der opstiller centrale, landsdelsvise eller regionale arbejdsenheder. De centrale enheder påregnes udnyttet inden for hele landet, de landsdelsvise først og fremmest inden for en bestemt landsdel (»m ilitæ r-(civil)- område«) og de regionale inden for et bestemt amt (»forsvarsområde« (lån)). Arbejdsenhedeme opstilles i to hovedgrupper: Byggeenheder og specialenheder. Enhederne inden for de to hovedgrupper inddeles i afdelinger og grupper, som nedenfor anført: Byggeenhederne omfatter almindelige byggeafdelinger (-grupper), flyveplads- og vejbygningsafdelinger (-grupper), vandbygningsafdelinger (-grupper), maskingrupper, forsyningsgrupper samt værksteds-(reparations-) grupper. Specialenhederne omfatter jernbaneafdelinger (-grupper), varme-, ventilations- og sanitetsafdelinger (-grupper) samt el-afdelinger (-grupper). En afdeling består af to eller flere grupper. En afdelings pcrsonelstyrke ligger på 50-150 mand. En specialafdeling vil normalt være noget mindre. En gruppe består af 4-40 mand. En gruppe kan arbejde selvstændigt. I grupperne og afdelingerne indgår et antal maskiner. I arbejdsenhedeme indgår det nøglepersonale, der er ansat ved de opstillende firm aer; endvidere tilgår efter behov lokal arbejdskraft, anvist fra arbejdsanvisningskontorer inden for det amt, hvor arbejdspladsen er beliggende. E t BRB-firm a kan opstille en eller flere afdelinger eller grupper. Landsdels-BRB-organisationen forestås af en landsdelschef. Den regionale BRB-organisation forestås af en regionalchef. For at medvirke ved og forberede beslutninger vedrørende arbejdsenhedernes anvendelse er der i samtlige 3 instanser — de centrale, landsdelsvise og regionale — oprettet koordinationsorganer. I disse indgår repræsentanter for dels de myndigheder, som kan forudses at skulle trække på BRB , dels arbejdsanvisningsmyndighedeme. BRB-cheferne indgår i disse koordinationsorganer. Koordinationsorganerne skal virke både i krig og fred; de er rådgivende, ikke besluttende.
BRB-organisationen skal kunne tages successivt i brug. Inden en beredskabssituation indtræder, påregnes det således at kunne blive aktuelt at pålægge BRB-firm aer at gå i gang med bestemte arbejder på almindelige entreprenørvilkår. Ved pludseligt indtrædende beredskab skal organisationen kunne træde i virksomhed næsten omgående og være fuld t ydedygtig i løbet af 2— 4 døgn. Med det form ål at finde frem til en egnet dansk organisation til løsning af totalforsvarets entreprenørtjeneste nedsattes i efteråret 1957 på foranledning af regeringsudvalget for civilt beredskab et udvalg, der fik til opgave at planlægge de foranstaltninger, som er nødvendige for i en eventuel krigssituation at sikre tilstedeværelsen af reparationsmuligliedcr for trafikapparatets faste anlæg, kørende materiel og skibe. Udvalget fik til opgave
— at kortlægge reparationskapaciteten for såvel faste anlæg som kørende materiel og skibe,
— at opstille en egnet procedure for, hvorledes det bør afgøres, hvilke reparationsopgaver der i en given situation hør have fortrinsret frem for andre,
— at overveje, om der straks ved et krigsudbrud bør finde evakuering sted af vigtigt materiel fra truede områder, samt
— at overveje, om det er påkrævet at foretage oplagring af reservedele eller andet materiel eller eventuelt at forberede en dansk produktion heraf
Følgende myndigheder blev repræsenteret i udvalget:
Arbejdsministeriet.
Boligministeriet.
Civilforsvar ssty reisen.
Direktoratet for vareforsyning.
Forsvarsministeriet.
Handelsministeriet.
Generaldirektoratet for statsbanerne.
Tilsynet med privatbanerne.
Vandbygningsdirektoratct og
Vejdirektoratet.
Som et led i udvalgsarbejdet medvirkede udvalget i logistikøvclscrnc DANLOG i foråret 1958, C LE A R L IN E i efteråret 1958 og SIDE S TEP i efteråret 1959, og der blev herunder høstet værdifulde erfaringer.
Det blev under udvalgets arbejde klart, at visse af de i kommissoriet anførte opgaver var af en så speciel karakter, at de næppe burde påhvile en entreprenørtjeneste. Dette gjaldt således reparation af flyvemaskiner, jernbanernes rullende materiel, motorkøretøjer og skibe, og det blev derfor foreslået, at disse arbejdsopgaver overgik til andre organer. På andre områder var der derimod behov for en udvidelse af de udvalget pålagte opgaver, idet de ressourcer, i form af entreprenørfirmaer og tungt entreprenørmateriel, som skulle benyttes til sikring af reparationsmuligheder for trafikapparatets faste anlæg, også nødvendigvis måtte forventes benyttet til sikring af reparationsmuligheder på andre områder, bl. a. forsvarets kampetablissementer, sygehuse, bygninger for offentlige værker, for kommunikationstjenesten og for livsvigtige fabrikker m. v.; disse områder blev derfor foreslået inddraget under udvalgets ressort. Spørgsmålet om den nødvendige administrative hovedopdeling af entreprenørtjenesten gav anledning til mange forhandlinger, og medens det fra første færd blev anset for nødvendigt at oprette en landsadministration og administrationer for østre og vestre landsdel, var der længe tvivl om, hvorvidt oprettelsen af regionale administrationer måtte anses for nødvendig. Imod oprettelsen talte faren for, at afgørelser — truffet af en regional administration — i for stort omfang skulle vise sig at måtte omgøres på grund af dispositioner, der blev truffet af vedkommende landsdelsadministration. Endvidere talte de begrænsede mængder af tungt entreprenørmateriel imod oprettelsen af mange administrationer og imod en decentraliseret disponering af materiellet. Heroverfor stod im idlertid synspunkter, der måtte anses for at være tungtvejende ved bedømmelsen af, om der burde oprettes regionsadministrationer. Der var i udvalget enighed om, at udgangspunktet for udførelse af krigsreparationer må være, at de pågældende myndigheder, institutioner eller virksomheder selv længst m uligt skal kunne iværksætte udbedringen af indtrufne skader på sædvanlig måde, herunder disponere over eller søge at skaffe ledige firm aer og ledigt entreprenørmateriel. Først når disse muligheder er udtømt, kan de skadelidte rette henvendelse til entreprenørtjenesten, der dels skal undersøge om et til løsning af den foreliggende opgave egnet entreprenørfirma med fornødent materiel kan fremskaffes inden for området, dels skal afgøre de i forbindelse hermed opståede prioriteringsspørgsmål. I denne forbindelse skal også fremholdes den psykologiske betydning af, at den formidlende og besluttende instans ikke ligger for fjernt fra skadestedet og den mere praktiske omstændighed, at en del af det tunge entreprenørmateriel er ret imm obilt, hvorfor unødige flytninger af materiellet bør undgås. H e rtil kommer svagheden i telekommunikationsmidlerne, der på grund af den forventede belastning i en krigssituation må ventes at blive følelig, hvilket taler afgørende imod en for stærk centralisering med deraf følgende længere meldevej. Når hertil kommer, at der under en krigssituation må forventes at opstå et stort antal skader af større eller mindre omfang, hvortil entreprenørtjenestens bistand er fornøden, v il en stærk centraliseret myndighed som 1. instans næppe være i stand til at løse disse opgaver inden for en rim elig tid. Som resultat af disse overvejelser foreslog udvalget derfor, at der oprettes administrationer for entreprenørtjencsten i alle landets regioner. I den af udvalget i december 1960 afgivne betænkning er totalforsvarets entreprenørtjeneste herefter foreslået organiseret således, at der i krig må være etableret administrationer på lands-, landsdels- og regionsplan i tilknytning til henholdsvis regeringen, landsdelenes civile administrator og den i hver region udpegede regionsamtmand. Hvert administrationskontor ledes af en af ministeriet for offentlige arbejder udpeget chef, der under ansvar overfor henholdsvis regering, civiladm inistrator og regionsamtmand træ ffer afgørelse vedrørende de opgaver, der påhviler entreprenørtjenesten. Det skal fremholdes, at entreprenørtjenesten ikke tænkes selvstændigt at skulle påtage sig løsningen af foreliggende reparationsopgaver, men alene at skulle prioritere disse opgaver og i fornødent omfang form idle udpegningen af dertil egnede entreprenørfirmaer. Arbejdet på et administrationskontor under krig tilrettelægges af chefen og kan eksempelvis omfatte:
a. Modtagelse af meldinger fra skadelidte om indtrufne skader og om behov for assistance til udbedring heraf.
b. Afgørelser om tildeling af firm aer til skadelidte.
c. Forhandlinger med andre myndigheder.
d. Registrering og stedfæstelse af indtrufne skader, af trufne forholdsregler samt af udbedrede skader.
e. Registrering af placeringen af og bevægelser i de til rådighed for entreprenørtjenesten værende entreprenørfirmaer samt entreprenørmateriel.
f. Udarbejdelse af situationsoversigter vedrørende skader og materielbeholdninger.
g. Kontrol med afviklingen af reparationsopgaver, til hvilke entreprenørtjenesten har stillet firm aer til rådighed.
Med hensyn til prioritctsafgørclser skal hemærkes, at disse i videst muligt omfang hør træffes af den regionale administration, inden for hvis område spørgsmålet foreligger, selvsagt efter fornøden drøftelse med de i afgørelsen interesserede myndigheder. Dog skal afgørelser i sager af større rækkevidde eller af betydning for større områder og i sager, hvorom enighed ikke har kunnet opnås på regionalt niveau, om m uligt henskydes til administrationerne på landsdels- eller landsplan, ligesom disse kan give retningslinier for eller bestemme, hvilke reparationsopgaver der i en given situation hør have fortrin frem for andre. Regionskontoret har i øvrigt meldepligt til de respektive landsdelsadministrationer om alle afgørelser m. v. af interesse for disse. Opgaverne for landsdels- og landsadministrationerne må i første række forudses at blive af planlæggende, koordinerende og direktivgivende art og kun i mindre omfang af egentlig disponerende art. Foranstående redegørelse giver form entlig et indtryk af, at tilrettelæggelse af en entreprenørtjeneste, som effektivt skal kunne løse de mange og forskelligartede opgaver, der uundgåeligt v il melde sig i forbindelse med en eventuel krig på dansk område, er en omfattende og kompliceret opgave. Med de refererede betænkninger er der im idlertid, såvel for forsvaret som for totalforsvaret, tilvejebragt et brugbart grundlag for denne tilrettelæggelse; der står nu tilbage at træffe den endelige afgørelse om planernes realisering, således at de fornødne organer kan blive oprettet og påbegynde deres forberedende arbejde. Når dette er sket, v il et af de for øjeblikket svagere led i forsvarets og totalforsvarets beredskabskæde — bygningsberedskabet — formentlig inden alt for længe kunne opnå den fornødne styrke.
Rich. Nielsen Jagd
