Forfatter: Timothy Snyder.
Forlag: Gads Forlag
Antal sider: 576, rigt illustreret.
Pris: 299,95.
Rating: 4/5
Anmelder: Poul Grooss.
Han har skrevet en lang og grusom beretning om Østeuropas historie fra ca. 1932 til 1945. Han mestrer ti europæiske sprog, herunder tysk, fransk, polsk, ukrainsk, hviderussisk, jiddisch, tjekkisk og slovakisk, som han har benyttet under det omfattende researcharbejde.
Han omtaler området mellem Sankt Petersborg/Leningrad og Sortehavet og mellem Polen og det vestlige Rusland som ”Bloodlands” og det blev bogens titel, som ikke har været nødvendig at oversætte. Det hedder bogen også på dansk. Området omfatter altså de tre baltiske lande, Polen, Ukraine, et hjørne af Rumænien samt dele af det vestlige Rusland.
I ”Bloodlands” blev der dræbt ca. 14 millioner mennesker fra de lokale befolkninger, der var civile og ikke på nogen måde udgjorde kombattanter, som kunne true Hitlers eller Stalins regimer. Stalin tog sig af den første tredjedel og Hitler af resten. Over halvdelen af disse mange mennesker blev med overlæg sultet ihjel. Der indgår ingen faldne soldater i de nævnte 14 millioner ofre. Bogen handler om overlagte mord på store folkegrupper – jødiske såvel som ikke-jødiske. Forfatteren forsøger at navngive nogle af ofrene, så deres personlige historie bliver fortalt, netop for at undgå at bogen blot bliver en lang opremsning af statistiske data.
Ud over de to regimer beskriver bogen en del af jødernes og Østeuropas historie. Det er også en beretning om ofre og gerningsmænd og om ideologi, planer, systemer og samfund. Ofrenes hjemstavn var ganske sigende, fordi det var beliggende mellem de to hovedstæder Berlin og Moskva. Bogen beskriver de systematiske ugerninger, der blev begået af de to regimer som to aspekter af den samme historie.
Stalins hårdhændede tvangskollektivisering fra 1932, som hovedsageligt gik ud over befolkningen i Ukraine, medførte flere millioner menneskers død. En folketælling i 1937 afslørede en nedgang i befolkningstallet, så Stalin sørgede for, at de ansvarlige demografer blev henrettet.
Senere fulgte udrensningerne i Sovjetunionen fra1936 til 1938. De trak også et blodigt spor i Ukraine. På dette tidspunkt begyndte Stalin også at rense ud blandt polakker i Sovjetunionen og dem var der en del af, især i Sankt Petersborg/Leningrad-området.
De to regimer har begået ensartede forbrydelser i stort set de samme områder. Forfatteren nævner, at interaktionen mellem de to regimer formentlig medførte større tab af menneskeliv, end hvis de to systemer havde handlet hver for sig. Begge regimer tilstræbte at likvidere den uddannede elite i områderne, således at opposition ville blive umuliggjort. De sovjetiske drab på polakker i Katyn i 1940 skal ses i denne sammenhæng.
Et af bogens paradokser er, at størsteparten af Hitlers ofre ikke omkom i lejrene. Tilsvarende omkom Stalins ofre fra ”Bloodlands” ikke i Gulag, men i selve det østeuropæiske område, som forfatteren benævner ”Bloodlands”. I Hitlers ”Generalplan Ost” indgik udsultning af op til 45 millioner lokale indbyggere, men det nåede han ikke at gennemføre. En stor del af de russiske krigsfanger taget under det indledende tyske angreb mod Sovjetunionen fra juni til november 1941 (formentlig 3,5 millioner mennesker) blev simpelthen sultet ihjel i fangelejre udelukkende bestående af afgrænsende pigtråd. Der var intet andet i lejrene.
Et andet af bogens paradokser er opgøret med tanken om, at størsteparten af ofrene døde i tyske KZ-lejre og i det sovjetiske Gulag-system. Størsteparten af de 14 millioner ofre døde ikke her, men blev dræbt lokalt. Endelig nævner forfatteren, at man i vesten opfatter KZ-lejrene som hovedårsagen til de mange ofre for nazismen. Opfattelsen skyldes, at amerikanske og britiske styrker befriede Tyskland fra vest. KZ-lejrene var trods alt arbejdslejre, som indgik i den tyske produktion. De såkaldte ”dødsfabrikker” blev alle befriet af sovjetiske styrker, som kom fra øst: Treblinka, Sobibor, Belzec, Auschwitz, Chelmno og Majdanek. Her var forholdene noget mere dystre, selv om det måske kan være svært at fatte.
Forfatterens omfattende kendskab til Østeuropas historie kommer blandt andet til udtryk under omtalen af Ruslands pogromer (jødeforfølgelser i tsartidens Rusland). Han nævner, at på en hvilken som helst dag i den anden halvdel af 1941 dræbte tyske styrker flere jøder, end der var blevet dræbt under samtlige pogromer i Rusland gennem tiderne.
I Hviderusland var folkemordet formentlig mest udtalt. Russerne likviderede politiske modstandere, inden de trak sig tilbage. Tyskerne ville under og efter deres fremrykning dræbe fire kategorier: Politiske officerer, jøder, partisaner og sabotører og det gik de i gang med, men der var nok snarere tale om folkemord i stedet for partisanbekæmpelse. Under en tysk aktion mod partisaner dræbte man således 10.431 personer, men konfiskerede kun 90 våben. Da russerne vendte tilbage, dræbte de alle kollaboratører.
Da Den røde Hær nærmede sig Warszawa tilskyndede man til oprør, men da oprøret var startet, ventede man, til tyskerne havde nedkæmpet opstanden. Den sovjetiske ledelse og NKVD behandlede alle polske politiske organisationer – bortset fra kommunisterne – som en del af et anti-sovjetisk komplot.
Bogens sidste del udgør en sammenfatning og et efterskrift. Herefter følger 50 sider med benyttede kilder og derpå et indeks. Området ”Bloodlands” er beskrevet med en række kort i bogen.
Der er tale om en meget grundig beskrivelse af to politiske systemer, som udkæmper en kamp i de samme områder og som bruger de samme metoder. Det er voldsom læsning. De tyske ugerninger i Østeuropa er formentlig bedre kendt end de sovjetiske. Det er en fremragende bog med tankevækkende læsning, som varmt kan anbefales, men det er en grusom historie uden for normal fatteevne.
Poul Grooss,
kommandør, (pensioneret)
