Tanker om moderne hærorganisation og den danske hærs reorganiseringsproblemer

I den travle hverdag betragtes vor samling af organisations- skemaer almindeligvis som et nyttigt opslagsværk, hvorfra tørre tal og andre detailler om enhedernes organisation kan uddrages. Giver man sig imidlertid tid til at trænge ind til de tanker, der ligger bag det enkelte skema og det hele skemakompleks, træder der et billede frem af den taktiske opfattelse — den taktiske doktrin, efter hvilken hæren skal føre sin kamp. Den taktiske fører er så ledes bundet i sin føring bl. a. af de muligheder, organisationen byder ham, hvilket begivenhederne i Vest-Europa maj—juni 1940 giver et godt eksempel på. Vor hær må i sin organisation derfor stadig følge med i den taktiske udvikling, præget som denne vil være det af løbende militære begivenheder og udviklingen f. eks. på våbnenes område, hvormed ikke være sagt, at gennemgribende organisatoriske ændringer bør være en dagligdags begivenhed.

1 overensstemmelse med ovenstående vil den i det følgende foretagne gennemgang af de moderne principper for hærorganisa tion ikke være ledsaget af detaillerede oversigter over en række udenlandske divisioner — alene det sparsomme materiale om disse ville forbyde dette, men indskrænke sig netop til de grundlæggende principper, illustreret ved enkelte grove oversigter.

Forinden denne gennemgang kan det imidlertid være hensigts mæssigt at kaste et blik på udviklingen indenfor de sidste tiår.

Den 1. verdenskrig havde været præget af ildelementets over legenhed, i dens sidste facer accentueret af det selvkørende maskin gevær og den selvkørende kanon i form af det, vi i dag forstår ved kampvognen. Præget af en dyb tiltro til defensivens deraf flydende styrke, fortsatte man organisatorisk i de fleste lande ad de tilvante tankebaner, bl. a. opfattende kampvognen som et terrængående kø retøj, hvor motoren kun var et nødvendigt hjælpemiddel, medens man ikke havde blikket åbent for den hurtige manøvre med det vådere mål, som den hastige tekniske udvikling ville muliggøre, og som der glimtvis havde vist sig mulighed for under operationerne 1918. Uden for de bestemmende kredse stod naturligvis visse fusen taster, blandt disse f. eks. den franske general Etienne, der allerede i 1921 udtalte, at det bæltedrevne køretøj snart ville vende op og ned på taktik og strategi og følgelig også på arméernes organisa tion, og at en sådan armé, sammensat af alle våben, ville muliggøre overraskelsen, gennembruddet og dettes udnyttelse, tanker, der se nere fulgtes op af daværende oberst de Gaulle og — med mere held, fordi lian nød de politiske magthaveres bevågenhed — ge neral Guderian.

Således opstod den tyske panzerdivision og panzerkorpset, der betingede den tyske fremgang i den 2. verdenskrigs første år, og som dannede forbillede for tilsvarende divisioner i de allieredes lejr.

Det var dog den mekaniserede armé — panserarméen, der var Guderians endelige mål. Ret beset nåedes dette ikke på grund af Tysklands svigtende industrielle kapacitet, der iøvrigt satte sig ty delige spor i de opstillede panzerdivisioners organisation. De op nåede resultater må derfor også ses i lyset af den tyske førings overlegenbed og de allieredes indledende organisatoriske og takti ske uformåenhed.

Med panserdivisionen og -korpset kom manøvren atter i høj sædet ved den højere taktiske føring, omend operationerne krigen igennem oftest prægedes af, at den hermed forbundne taktiske om stillingsproces kun skred langsomt frem. Især synes man ikke på tysk side, da krigslykken vendte sig, at have haft blikket åbent for de muligbeder, der med de store mekaniserede og motoriserede for mationer bød sig for at føre forsvarskampen bevægeligt, måske — som det påstås — til dels på grund af Hitlers hæmmende indfly delse. Man målte generelt sagt stadig forsvarskampens udfald med den 1. verdenskrigs alen: om hovedforsvarslinien holdt eller ikke. Som en forløber for udviklingen frem til vore dage skal dog peges på den af von Manstein førte forsvarskamp ved Donets februar— marts 1943: Efter sovjetisk gennembrud af fronten langs Donets lod von Manstein de russiske panserarméer vælte frem gennem et 175 km bredt hul, idet han lod holde områder sydvest for Char- kov og nord for det Asovske Hav og accepterede en 175 km dyb fremrykning mod Dniepr-overgange, der var af afgørende betyd ning for de fortsatte operationer. I rette tid befaledes modangreb med et antal panserdivisioner som kærne ført frem fra de to holdte områder. Da disse panserdivisioner skar ind i det russiske an grebs rod, stod de forreste russiske panserenheder ca. 20 km fra Dniepr og i nærheden af von Mansteins kommandostation. Efter de følgende oprydningskampe genoprettede von Manstein den tyske front langs Donets og holdt denne sommeren over. Vi ser Cannae-slaget genopstå i et format, der svarer til de taktiske dispositions enheders ydeevne, idet kravene til de to førere om skaberevne og åndelig styrke nanset forskellen i tid og rom har været af samme størrelsesorden. Man forestille sig dertil et eller flere kernevåben bragt til detonation i denne killing-ground, hvis areal omtrentlig svarer til Jylland syd for Lim fjorden.

Som naturligt var søgtes i løbet af krigen modpartens manøvre evne bremset ved øget våbenvirkning, og det er vel ikke for meget sagt, at ild og bevægelighed ved krigens slutning stort set var i li gevægt, måske med et lille plus til bevægeligbeden.

I organisatorisk og taktisk henseende var divisionen ved kri gens slutning og årene umiddelbart derefter stadig grundenheden, sammensat af enheder af alle våben. Noget andet er, at der gjor de sig en stigende tendens gældende til efter situation og opgave at danne kampgrupper, sammensat af enheder af alle eller næsten alle våbenarter, ud fra en voksende erkendelse af, at det snævreste samarbejde våbnene imellem var nødvendigt også på foringens la vere trin. Problemet var især aktuelt indenfor panserdivisionerne, men også ved føringen af infanteridivisionen gjorde det sig mere og mere gældende, — f. eks. på østfronten under indtryk af de sta digt øgede frontbredder.

Som udgangspunkt for den videre fremstilling ridses i del føl gende hovedtrækkene op for organisationen af et par af de vigtig ste divisionstyper fra årene omkring 2. verdenskrigs slutning.

Infanteridivisionen var normalt bygget op om en kærne af tre regimenter. Den indeholdt foruden en opklaringsenhed ofte en panserbataillon, tre— fire artilleriafdelinger, en panserværnsenhed, en ingeniørbataillon, telegrafbataillon og faglige enheder, altså en division stort set svarende til vor egen division.

Det var en temmelig stor division — normalt omkring de 20.000 mand -- med en betragtelig ildkraft, men med mobiliteten bestemt af de fodmarcherende dele.

Det tør vel imidlertid alt i alt siges, at den passede ind i ti den og til de opgaver, der stilledes den.

Dens kommandostruktur og signalforbindelser var overensstem mende med mobiliteten og den front, den kunne dække, ligesom den i kraft af sine faglige installationer evnede at føre en selvstæn dig kamp.

Panserdivisionerne var mere uensartede i deres organisatoriske opbygning. Den tyske panzerdivision dannede her stort set det or ganisatoriske forbillede. Efter ret omfatende ændringer i 1941— 42 fik divisionen følgende sammensætning, som i store træk bevaredes krigen ud (se tillige skitse 1) :

— et kampvognsregiment å to kampvognsbatailloner
— en pansergrenaderbrigade å to grenaderregimenter å to batail-oner ok en m otorcvklistbataillon
— en opklaringsbataillon
— et artilleriregim ent å tre afdelinger
— en ingeniørbataillon
— en telegrafbataillon og
— faglige enheder.
Det var oprindelig tanken, at panserfodfolket skulle have væ ret udstyret med pansrede mandskabsvogne, ligesom artilleriet tænktes selvkørende, men begge dele gennemførtes kun i begrænset omfang. I stedet anvendtes motorisering.

Det var ingenlunde en panserdivision efter Guderians hovede, men det var en let og let ført division, der i dygtige og selvstændi ge føreres hånd ofte opnåede meget store resultater, ikke mindst fordi den normalt anvendtes inden for panserkorpsets ramme. Det vil imidlertid næppe være helt forkert at påstå, at denne division set med nutidens øjne snarere var en motoriseret infanteridivision end en panserdivision.

Den amerikanske panserdivision (Armored Division) af 1943 repræsenterer en mere pansertung type, der i sig tillige indeholdt den organisatoriske nyskabelse: førings-stabene, der muliggjorde en meget smidig og varieret indsættelse af divisionens øvrige elemen ter (se skitse 2):

tre panserbatailloner
tre panserskyttebatailloner
et opklaringselement
tre selvkørende artilleriafdelinger en ingeniørbataillon
en telegrafbataillon og
faglige enheder.
Denne amerikanske panserdivision, hvis styrke var på ca. 11.000 mand, havde i forhold til øvrige hæres panserenheder en stor fordel derved, at størsteparten af dens enheder besad terræn gående, tildels også pansrede køretøjer.

Det skal imidlertid fremhæves, at amerikanerne ikke fulgte det tyske princip om at anvende panserdivisionen i særlige panser korps, som atter samledes i panserarméer, men lod dem indgå i de almindelige korps sammen med infanteridivisioner, normalt i for holdet to-tre infanteridivisioner til en panserdivision. Dette gjaldt iøvrigt også Pattons 3rd Army. Der skabtes derfor ikke virkelig tyngdedannelse med disse divisioner, og deres muligheder udnytte des ikke fuldt ud i operativ henseende.

Efter et. par sorgløse år voksede i Vestens lande — styrket af begivenhederne i Østeuropa i 1948 — forståelsen for, at selve eksi stensen var truet, og at de i virkeligheden kunne takke det ameri kanske monopol på det strategiske atomvåben for, at de ikke var blevet overrendt af de ikke-lijemsendte troppemasser i Østeuropa.

Da Sovjet im idlertid brød dette monopol i 1949, kunne det for udses, at der om nogle år, når Sovjet havde oparbejdet et tilstræk keligt lager af atomvåben, ville foreligge en ny strategisk situation, hvor Sovjet foruden at råde over konventionelle styrker, der var Vestens talmæssigt langt overlegne, ville være i stand til at gengæl de de strategiske atomangreb, hvorpå Vestens sikkerhed hvilede, med angreb af samme art. Den konventionelle del af N A T O ’s for svarsberedskab måtte derfor styrkes, såfremt Sovjet fortsat skulle kunne hohles i ave, idet truslen om den totale udslettelse måtte tabe i værdi som middel hertil, når den var gensidig.

Eftersom den stadige udvikling på atomvåbnenes område mu liggjorde konstruktionen af våben med stedse mindre sprængvirk- ning, lå det nær at søge disse low-yield våben anvendt til støtte for troppernes kamp. Tanken vandt afgørende terra'n omkring 1950, og som tilfældet er, når et nyt taktisk våben står foran anvendelse, gav det anledning til indgående studier af dets indflydelse på de gældende taktiske doktriner og derved på hærenes organisation.

Det er naturligt, at man i den første tid stod famlende over for problemerne. Man kendte knapt nok virkningerne af de enkelte våben, ligesom midlerne til levering af disse atomvåben på det af troppeforeren ønskede sted indledningsvis var temmelig ufuldkom ne.

Der var imidlertid almindelig enighed om, at med de taktiske atomvåben forrykkedes den hidtidige omtrentlige balance mellem ildkraft og bevægelse, at deres anvendelse indledningsvis vel måtte anses for at være til fordel for forsvaret, men at det iovrigt måtte være et almindeligt føringsprincip, at fjenden skulle tvinges til kon centration for at frembyde et passende mål for et atomvåben.

Samtidig måtte det være en betingelse, at egne styrker ikke dannede atommål, før de var i direkte kampføling med modstan deren. Det erkendtes ligeledes, at ville anvendelsen af de taktiske atomvåben end ikke medføre en revolution af de så at sige fra oldtiden gældende taktiske principper, da ville der blive tale om en videreudvikling, der ikke alene stiller større krav til førerens ån delige styrke, almindelige handlekraft, dygtighed og erfaring, men også kræver, at han er i besiddelse af en i ægte forstand skabende fantasi. Som den tyske oberst Graf von Kiilmans-Egg udtrykte det: ,,De taktiske atomvåben vil medføre, at den militære føring atter bliver en kunst“.

Intet i de senere års udvikling giver grundlag for at anfægte rigtigheden af disse betragtninger, der måske kan udvides såvidt, at disse våben vil blive indpasset i de enkelte hære på lige fod med de konventionelle våben, og at de måske i en ikke alt for fjern fremtid ligefrem vil blive anset for og anvendt som sådanne. Det vil således næppe være urealistisk at regne med taktiske atomvå ben på 1/10 kt. og med tilsvarende små virkningsradier. Noget an det er, at der — som udviklingen er gået i retning af stadig større mulighed for begrænsede krige frem for en omfattende global krig —ikke haves sikkerhed for, at de taktiske atomvåben kommer i anvendelse i alle tilfælde.

Samtidig med at man i de enkelte hære gik i gang med at ud vikle de taktiske doktriner, så de tilsvarede den nye tid, iværksattes forsøg med en række nye divisionstyper.

De grundlæggende krav til disse divisioner har i alt væsentligt O CD C? været ens, baseret på ønskerne om
— større bevægelighed
— en opbygning, der muliggjorde smidig føring under opstilling

af mindre, afbalancerede enheder inden for divisionen
— forøget konventionel ildkraft pr. mand
— tildeling af taktiske atomvåben eller evne til at udnytte disse, såfremt de leveredes af korps eller armé
— forøget målopklaringsevne
— beskyttelse mod atomangreb gennem spredning, anvendte taktik og ABC-enlieder,
— og at enheder og deres underenbeder skulle kunne kæmpe selvstændigt i flere dage, alt idet man søgte disse divisioner opstillet med en mandskabsstyrke på 12— 15000 mand.

Ved opbygningen af disse divisioner bar synspunkterne delt sig hovedsageligt i to retninger. Den ene er karakteriseret veil en opbygning af divisionen over et antal kampgrupper, der organisa torisk rummer afbalancerede elementer af fodfolk, kampvogne, ar tilleri, ingeniører osv. — regiment inter-armes, — medens den an den er karakteriseret ved en „ren“ organisation, hvor divisionens kamp- og kampstøtteelementer er centraliseret under divisionen, men hvor elementernes opbygning og antal er afstemt efter kravet om at kunne formere afbalancerede kampgrupper. Dette princip benævnes almindeligvis „puljesystemet“. Det vil i sin reneste form erindres fra den amerikanske panserdivision af 1943.

Forinden enkelte af de nye divisioner gennemgås, foretages i det følgende en kort afvejning af de fordele og ulemper, som de to organisationsprincipper indebærer:

Den fast organiserede kampgruppe vil rumme en række forde le. Kampgruppens enheder kan erhverve fuld fortrolighed indbyr des for så vidt angår materiel, personel og taktisk virke, hvilket må medføre største effekt under kamp, hvorimod skiftende sam mensætning af kampgruppen vil kunne give større usikkerhed. Ved den fast organiserede kam pgruppe er kam pgruppechefen ansvarlig for uddannelsen i samvirke af enheden, medens den anden organi sationsform med dens mange kom binationsm uligheder gør det nød vendigt, at divisionen varetager denne opgave.

Den faste kampgruppeopstilling indebærer tillige den fordel for divisionen, at dens grundelementer kan indsættes direkte i kamp uden forudgående tidsrøvende sammensætning ved order of battie, ligesom kampgrupperne er fuldt ombyttelige.

På den anden side må det erkendes, at der kan opstå taktiske situationer, hvor den fast organiserede kampgruppe ikke kan ud nyttes fuldt ud, idet såvel opgave som terræn kan medføre, at visse af dens elementer enten slet ikke kan virke eller kun kan virke med begrænset styrke.

Heroverfor synes divisionen opbygget efter pulje-princippet at indebære en række fordele på grund af de mange variationsmulig heder, omend det formentlig vil fremme effektiviteten, at skiften i kommandoforholdene begrænses mest muligt.

Ved efterfølgende gennemgang af hovedtrækkene i enkelte nye udenlandske divisioner — den amerikanske PENTOMIC-division, den nye britiske division og den den tyske Panzergrenadierdivision — vil man bemærke, at omend de hovedprincipper, der har ligget til grund for udviklingen af disse divisioner, som før nævnt tilnær melsesvis har været de samme, så fremstår billeder af temmelig forskellige divisioner. Dette må ses i lyset af, at nævnte hovedprin cipper har været underkastet vurdering udfra uens strategisk bag grund og af officerer af forskellig taktisk skole i lande med uens artede økonom iske og tekniske resourcer.

Den amerikanske hær var den første, der tog fat på proble merne. Umiddelbart efter Korea-krigens afslutning påbegyndtes de indledende arbejder og opstillingen af forsøgsdivisioner fandt sted. Som almindeligt krav til den ny division — affødt af USAs ver densomspændende forpligtelser — fordredes en smidig og alsidig division, der skulle være i stand til at kæmpe såvel i større sam menhæng som isoleret, under alle klimatiske forhold, både i atom krig og under konventionel krigsførelse, samtidig med at den skul le besidde i hvert fald en vis strategisk foruden almindelig taktisk mobilitet. Et omfattende industrielt program blev iværksat for at tilvejebringe det moderne materiel, som måtte være den første be tingelse for, at kravene kunne tilfredsstilles. løvrigt var det en taktisk ledetråd, at fodfolkets opgave også i fremtiden ville være at op søge fjenden, tilintetgøre ham eller drive ham fra hans stillinger og sikre det vundne terræn.

Divisionen opbyggedes efter pulje-systemet og efter den anta gelse, at en battle-group (bataillonskampgruppe) af størrelsesorden 1500— 1700 mand ville være den mindste enhed, der kunne holde et vitalt område i længere tid, og således kunne skabe de videre betingelser for divisionens fortsatte kamp med de mobile reserver, alt idet man samtidig fandt, at den var den største enhed, hvis pludselige lammelse ikke ville kompromittere divisionens kamp kraft.

Efter forsøg med både færre og flere batt.legroups standsede man ved en division opbygget over fem. Denne division har under gået en fortsat udvikling og har efter de sidste ændringer*) med en styrke på ea. 14000 mand følgende sammensætning i hovedtræk

(se tillige skitse 3) :
— Stab og stabskompagni
— fem battle-groups (å stabskompagni, fem lette kompagnier og et tungt kompagni)
— en panserbataillon (å stabskompagni og fem kampvognseskadroner med ialt ca. 90 kampvogne)
— en General Support Battalion å 1 batteri 203 mm haubitz og et Honest John batteri med 2 launchers
— en ingeniørbataillon (stabskompagni og fem ingeniørkompagnier)
— en telegrafbataillon
— faglige enheder, herunder en transportbataillon med ca. 100 pansrede mandskabsvogne (APC) og 100 hjulkøretøjer, og
— et fly-kompagni med ca. 25 helikoptere og ca. 25 almindeligege fly.
— en opklaringsbataillon (å stabseskadron og tre opklaringseskadroner)
— et artilleriregim ent bestående af

— stabsbatteri
— fem Direct Support Battalions (2 selvkørende) å et bat teri 105 og et batteri 155 mm haubitz
De vigtigste af de sidst foretagne ændringer i PENTOMIC-di- visionens organisation skal kort kommenteres, idet bemærkes, at disse ændringer ikke har medført forøgelse af divisionens samlede personelstyrke:
— Hver battlegroup er forøget med et femte let kompagni, me dens kompagniet til gengæld er skåret ned fra fire til tre de linger.
Denne ændring medfører bl. a., at kampgruppen i mod sætning til tidligere vil kunne afgive eller detachere et kom pagni, uden at det får afgørende indflydelse på dens egen kamp. Sådanne afgivelser og detacheringer må antages at blive stadig mere almindelige, de sidste såfremt de stedse større frontbredder skal kunne overvåges nogenlunde effektivt.

— Det konventionelle artilleri er blevet forøget med tre 155 mm haubitz batterier, samtidig med at den oprindelige Direct Sup port Battalion er blevet opløst og afløst af fem mindre med den viste organisation. General Support Battalion består her efter kun af enheder med atomkapacitet.

Rent bortset fra, at divisionens evne til at fore en konven tionel kamp herved er blevet forbedret, kan der være anled ning til at pege på, at forøgelsen som et tidens tegn er faldet ikke på det lette, men på det middeltunge og længere rækken de artilleri.
PENTOMIC-divisionens organisation tegner følgende billede af

dens muligheder for at opfylde de vigtigste af de stillede krav: Divisionen besidder betydelig strategisk mobilitet, idet den kan lufttransporteres under efterladelse af det tungeste materiel, f. eks. kampvogne, der imidlertid vil kunne erstattes af en lettere type.

Divisionens taktiske mobilitet hviler principielt på „the ability of man to move himself“, hvorfor der lægges den største vægt på træningen heri Der indgår imidlertid organisatorisk i divisionen to APC-kompagnier og et almindelige transportkompagni, der hver vil kunne løfte angrebselementerne af en battlegroup, hvorved der er skabt betingelser for at danne en virkeligt hårdtslående, hurtig, me kaniseret brigadegruppe, bestående f. eks. af en eller to battlegroups på APC, en battlegroup på hjulkøretøjer, to selvkørende artilleriafdelinger, en opklaringsekadron, en panserbataillon og et Honest John batteri, velegnet til at udføre såvel modangreb som dybere indtrængen i det fjendtlige forsvarssystem. Kræves den taktiske mobilitet øget herudover, må korpset træde til.

Divisionen råder med sine tunge morterer, 105 mm og 155 mm haubitz over en anselig konventionel ildkraft ved siden af sin atom kapacitet. Alt i alt indgår således målt i antal rør omtrentlig det samme som i vor infanteridivision, men idet erindres, at PENTO- MlC-divisionen normalt vil blive støttet af et endog særdeles kraf tigt korpsartilleri. Divisionens opklaringsevne er betvdelig, idet der ved siden af de hidtidige midler tages de mest moderne tekniske nyskabelser i brug, som f. eks. infrarødt udstyr og særlige over radar. Også flyko nip agniet indgår i den alm indelige over- vågningstjeneste(surveillance), hvis heldige udførelse fremover vil få væsentlig betydning for kampens udfald i betragtning af de om råder, den vil blive ført over. Nævnes skal tillige, at den særlige målopklaringstjeneste (target acquisition), som er aldeles afgørende for udnyttelsen af egne atomvåben, er baseret på anvendelse af bl. a. feltfjernsyn og fjernstyrede fly (drones).

Divisionens signalforbindelser er overvejende baseret på radio under anvendelse af ny taktik (area communication system) og det mest moderne materiel, f. eks. radio-relæ, idet trådforbindelserne under fremtidens hurtigt vekslende taktiske situationer træder me re i baggrunden.

Sammenfattende er det indtrykket, at der med PENTOM1C- divisionen er skabt en alsidig enhed, der vil kunne tilsvare de op gaver, den skal løse i fremtiden, såvel i den konventionelle krigs form som i atomkrigens. Den er måske nogle år forud for sin tid, men det må ved vurderingen heraf tages i betragtning, dels at be slutningen om dens dannelse blev truffet på et tidspunkt, hvor ud viklingen endnu var uafklaret, og at der herved blev taget „calcu lated risks“ , dels at U S A blandt Vestens lande besidder den abso lutte førerstilling på de taktiske atomvåbens område og iøvrigt rå der over den økonomiske og industrielle kapacitet, der er organi sationens forudsætning.

Medens man således i USA under anvendelse af puljeprincippet bibeholdt divisionen som organisatorisk og taktisk grundenhed, gik man i England andre veje ved den nyligt stedfundne omorganisering af hæren, idet man er skredet til oprettelse af en række selvstæn dige brigadegruper — såvel infanteri- som panserbrigadegrupper. Som almindelig baggrund for dannelsen af disse enheder må ses øn skerne om i den kolde krig og tilfælde af begrænset krig at råde over små, hurtigt flyttelige enheder, der vil være i stand til at ope rere selvstændigt, og som iøvrigt i den globale krig vil evne at ope rere mod en atombevæbnet modstander.

Antagelsen af brigadegruppen som den organisatoriske og tak tiske grundenhed kan tillige være blevet tilskyndet af den opfattel se, at det for en konventionel division i atomkrigen forudsete ope rationsområde vil være så stort, at divisionschefen ikke i længere tid vil kunne bevare det, taktiske overblik med tab af mulighederne for at gøre sin indflydelse gældende til følge. Dette medfører en almindelig forskydning i det hidtidige forhold mellem de taktiske og operative foringselementer, således at den afbalancerede brigadegruppe (sammensat af enheder af alle våbenarter) som førings- element — men kun som sådant — træder i divisionens sted, den ne i korpsets osv.

Denne tendens gør sig også gældende i den nye vesttyske orga nisation.

Den britiske divisionskommando bibeholdes således i reduce ret skikkelse, medens hovedparten af de enheder, der tidligere ind gik i divisionen, er fordelt på brigadegrupperne.

Den britiske infanteribrigadegruppe består af følgende hoved komponenter (se skitse 4) :
— Stab og stabskompagni
— tre infanteribatailloner
— en panserbataillon
— en 105 mm artilleriafdeling
— et ingeniørkompagni
— et telegrafkom pagni
— et flydetachement
— faglige enheder, herunder transportenheder.
Panserbrigadegruppen bar i hovedsagen samme opbygning, idet forholdet mellem antallet af panser- og infanteribatailloner er om vendt. Den lette artilleriafdeling er her erstattet af en middeltung, antagelig selvkørende afdeling. Panserbrigadegruppen indeholder yderligere et APC-kompagni, således at infanteribataillonen ad hoc kan gives fornøden taktisk m obilitet.

Et britisk korps kan herefter bestå af et antal divisionskom mandoer, et antal brigadegrupper af de to typer, en række støtte enheder, herunder enheder med atomkapacitet, samt faglige enhe der, idet den faglige tjeneste går direkte fra korps til brigadegrup per. Korpset kan efter situation og opgave ved order of battie sam mensætte rene infanteridivisioner eller panserdivisioner eller kom binationer heraf, f. eks. to infanteribrigadegrupper og en panser-brigadegruppe plus tildelte støtteenheder, form entlig norm alt atom enheder.

Det britiske moderniseringsprogram lægger megen vægt på ud vikling af materie], der vil give brigadegrupperne strategisk mobi litet, f. eks. 105 mm haubitz, M O B A T panserværnskanon, trådsty rede panserværnsraketter og Thunderbird luftværnsraketten. Det må dog anses for et væsentligt minus, at de middeltunge (50 ts) og tunge (60 ts) kampvogne må efterlades, når en brigadegruppe skal forlægges pr. lufttransport.

Panserbrigadegrupperne besidder fuld taktisk mobilitet, me dens infanteribrigadegruppernes taktiske mobilitet principielt hvi ler på „the ability of man to move himself“. De besidder forment lig organisatoriske midler, der vil tillade taktisk transport af en del af fodfolket, men næppe pansrede mandskabsvogne, der alene vil kunne give fodfolket fornøden taktisk m obilitet på kam pplad sen. Det må dog antages, at korpset til dette formål råder over APC-kompagnier, men formentlig kun i begrænset omfang. De i England foretagne budgetnedskæringer kan være årsagen hertil, så ledes som tilsvarende nedskæringer i mellemkrigsårene bevirkede, at f. eks. det engelske panservåben var ufuldkomment udviklet, da den 2. verdenskrig begyndte.

En britisk division sammensat af tre-fire brigadegrupper råder naturligvis indirekte over betydelig konventionel artilleristisk ild kraft, men må forudsættes støttet af et kraftigt middeltungt og tungt korpsartilleri. Såfremt enheder med atomkapacitet ikke ind går organisatorisk i divisionen, vil de blive leveret af korpset, f. eks. i form af et Honest John batteri el. lign. i D/S af divisionen.

De foreliggende oplysninger om den britiske division og dens brigadegruppers organisation efter reorganiseringen er sparsomme. Sammenholdes disse oplysninger imidlertid med tilgængelig viden om iværksat eller planlagt produktion af nyt materiel, er der in gen tvivl om, at den britiske hær tilstræber at kunne formere di visioner, der kan im ødekom m e kravene om sm idighed i føringen, mobilitet og ildkraft, hvadenten de indsættes i en atomkrig eller skal kæmpe konventionelt, idet overgangen fra decentraliseret til centraliseret føring forudsættes at kunne finde sted i sidstnævnte tilfælde.

Ved opbygningen af den vesttyske hær fulgtes indledningsvis U'SA’s eksempel ved opstilling af en forsøgsdivision efter puljeprin cippet og med 7 kampgrupper som kerne. Selvstændig taktisk tænk ning gjorde sig dog snart gældende, og en reorganisering fandt sted.

Efter denne kan brigadegruppen (Tysk Brigade) opfattes som den organisatoriske og taktiske grundenhed, men divisionen må fortsat betragtes som en organisatorisk og taktisk — måske rettere operativ — enhed, hvis betydning som føringselement er i stigning.

Divisionernes brigadegrupper er indbyrdes ombyttelige, således at der ved korpsets foranstaltning kan skabes mere eller mindre pansertunge divisioner. Brigadegruppeme, hvor der skelnes mellem pansergrenaderbrigadegrupper og panserbrigadegrupper, er fuldt motoriserede og stærkt mekaniserede.

Som det er naturligt i en planlægningsperiode, er det offent liggjorte officielle materiale om den tyske panzergrenadierdivision ikke omfattende. Det vil dog af det foreliggende og ud fra oplys ninger i tidsskrifter være rimeligt at betragte en division med føl gende tænkte sammensætning (se tillige skitse 5), der bl. a. er ba seret på oplysninger om en øvelsesdivision*), der opstilledes under ,.Lehr- und Versuchsübung“ september 1958:
—divisionsstab og stabskompagni
to pansergrenaderbrigadegrupper med
— stabskompagni
—• to pansergrenaderbatailloner udrustet med APC og med bl.a. tre lette og et tungt kompagni
— en grenaderbataillon, motoriseret, og iøvrigt samme opbyg ning
— en panserbataillon (54 kampvogne) med bl. a. tre kampvognseskadroner og et panserværnskompagni (SS-10 (?))
— en 105 mm feltartilleriafdeling (selvkørende)?)) med tre tre kanonbatterier og et let luftværnsbatteri (40 mm twin, selvkørende)
— en opklaringseskadron
— et ingeniørkompagni (APC)
— en faglig bataillon med stabskompagni, sanitetsenhed, transportkompagni (240 ts) og et let værkstedskompagni. en panserbrigadegruppe med i hovedsagen omvendt opbygning, dog to panserbatailloner og een pansergrenaderbataillon (APC) samt 105 mm artilleriafdeling (selvkørende) å to batterier.
et artilleriregiment bl. a. med
—• en middeltung feltartilleriafdeling
— en raketartillerienlied (Honest John?)
— en let luftvæ rnsartilleriafdeling
en opklaringsbataillon

— en ingeniørbataillon (heri antagelig også ABC-kompagni og brokompagni)

— en telegrafbataillon — en sanitetsbataillon —• et flykompagni
— faglige enheder.
En således tænkt gennemsnits-Panzergrenadierdivision vil have en omtrentlig styrke på ca. 15000 mand.

Efter afslutningen af fornævnte „Lehr- und Versuchsiibung“ udtryktes officielt tilfredshed med de opnåede resultater. Det un derstregedes dog, at planlægningsarbejdet ikke var endeligt afslut tet.

Panzergrenadierdivision 59 besidder ikke strategisk mobilitet, hvilket iøvrigt næppe — de umiddelbart foreliggende opgaver ta get i betragtning -— har været tilsigtet. Den har til gengæld fuld taktisk mobilitet og overgår således på dette punkt både PENTO- MlC-divisionen og den nye britiske division. Det må ved denne sam menligning dog haves in mente, at udviklingen i hvert fald inden for den amerikanske hær kan medføre, at korpset — i nær frem tid om ikke i dag — kan stille en heliokopterenhed til rådighed for divisionen til taktisk transport af f. eks. en battlegroup, hvor ved muligheden for vertical envelopment vil være en taktisk reali tet, der vil gøre sit til at præge fremtidens operationer.

Det vil bemærkes, at hovedparten af det vesttyske fodfolk er (planlægges) udrustet med APC, hvorved kravene om mobilitet på selve kamppladsen og forøget beskyttelse mod virkningerne af atomsprængninger tilgodeses. Det er da tydeligvis også vesttysk op fattelse, at infanteristen uden den bevægelighed, som motoriserin gen og især mekaniseringen giver, vil være ude af stand til at til passe sig rytmen i fremtidens operationer.

Divisionen indeholder betydelig konventionel ildkraft og bar organisatorisk tildelt atomkapacitet. Dens opklaringsevne er stor, såvel på jorden som i luften, og strukturen giver mulighed for smi dig førinK. Divisionen selv er — bortset fra divisionsenhedernes be- hov — frigjort fra den faglige tjenestes udførelse, idet brigadegrup perne søger deres støtte direkte ved korpset.

Selv om det foreliggende materiale ikke tillader en indgående vurdering af Panzergrenaderdivision 59 og dens muligheder synes det umiddelbart, at der hermed er skabt en enhed, der vil være vel rustet til at kæmpe under de operative og taktiske vilkår, der vil være gældende i de nærmest kommende år, og som iøvrigt har betingelser for at kunne tilpasse sig ændringer i disse. Eftersom Vesteuropas forsvar i høj grad vil være afhængig af den vestlyske hærs taktiske og operative ydeevne, må det være af den største in teresse at følge den fortsatte udvikling netop for denne divisions vedkommende.

Ved gennemgangen af disse tre divisioner er hovedlinierne for den organisatoriske udvikling i den sidste halve snes år søgt trukket op. De tre divisioners organisation er hver for sig karakteristiske for denne udvikling, omend resultaterne er ret forskellige og iøv rigt næppe kan sammenlignes direkte. Sideløbende er nye divisio ner udviklet i andre lande, f. eks. Frankrig, ligesom tilgængelige oplysninger fra Østeuropa tyder på, at man også der følger tilnær melsesvis de samme principper.

Fremtidens hære vil således bestå af divisioner, der mere el ler mindre har panserdivisions karakter, og deres indsættelse vil finde sted over frontbredder og i en dybde, der for såvel den en kelte division som for korps og armé vil være af en størrelsesorden, som det med tilvante taktiske begreber kan være vanskeligt at fo restille sig. Det vil im idlertid ingenlunde betyde, at, principperne om koncentration og tyngdedannelse kan tilsidesættes, men koncen tration bør gennemføres inden for et kort spand af tid og med en troppestyrke, der i størrelse er afpasset efter de nve vil kår. De taktiske atomvåben vil blive udviklet i en sådan grad, at deres anvendelse i operationerne vil blive en dagligdags begivenhed, og som det konventionelle artilleri vil de blive anvendt, til støtte for de egentlige kampenheder. Den voldsomme forøgelse af ild kraften, de repræsenterer, kan give grobund for den opfattelse, at det omvendte vil blive tilfældet, således at de taktiske atomvåben vil være det primære ved operationernes planlægning og gennem førelse. Det kan være rigtigt set med kompagnichefens og batail- lonschefens øjne — i hvert fald i den nærmeste fremtid — men allerede på brigadegruppeniveau må det videre mål træde i for grunden, såfremt føringen ikke skal stivne.

Det er ligeledes hævdet, at de taktiske atomvåben først og fremmest er til gavn for forsvaret i kraft af det plus, de har givet ildkraften. Rigtigheden heraf skal ikke anfægtes under forudsæt ning af, at de to modstandere besidder samme taktiske mobilitet, men det må ses i øjnene, at den udfordring til manøvren, som en hver styrkelse af ildkraften vil være, vil blive besvaret. Den organi satoriske udvikling, som nu er igang, vil derfor fortsætte, indtil den absolutte taktiske mobilitet er opnået. Det vil fra politisk side bli ve hævdet, at Vest-Europa økonomisk ikke vil kunne magte at ud ruste enheder på denne måde i tilstrækkeligt antal, men det må, når afgørelse skal træffes, erindres, at Sovjet gør det i dag, og at Vest-Europa står med ryggen til havet.

Fremtidens form for krigsførelse vil på alle trin stille føreren overfor krav af hidtil ukendt omfang. De flydende operatio ner vil kunne trække ud i månedsvis, for underenhederne oftest under mere eller mindre selvstændig kamp i perioder, hvor alt vil være tilhyllet af uvishedens slør. Direktivet må derfor tages i anvendelse også på lavere føringstrin som divisi on og brigadegruppe, hvilket atter vil nødvendiggøre udviklingen af taktiske doktriner, hvis indpodning i den almindelige førers be vidsthed må være absolut, men som tillader en åndelig selvstæn dighed i føringen, der i hvert fald i visse vesteuropæiske lande — og Sovjet — tidligere har været undtagelsen.

Hvilken indflydelse vil den igangværende taktiske udvikling få på organisationen af den danske hærs enheder? Et svar på dette spørgsmål vil naturligvis i høj grad være afhængig af udfaldet af den nuværende usikre forsvarspolitiske situation. Opgave, budget ramme og omfang af evt. våbenhjælp vil være afgørende faktorer, når organisationen af f. eks. vor division skal fastlægges. I det føl gende betragtes derfor i stedet den indflydelse, den taktiske udvik ling burde få.

Indledende bør følgende spørgsmål afklares: Evner vi i dag med de økonomiske og materielle midler, som står til vor rådighed, at skabe en moderne division, der giver føreren nogenlunde den samme taktiske handlefrihed som den, der er beskåret chefen for en af de gennemgåede divisioner — en i forhold til opgaverne ri melig størrelse af felthæren forudsat,?

Svaret må blive et klart NEJ med følgende vigtigste begrun delser :

—• Decentraliceringen, som præger de moderne divisioner enten i form af organisatorisk fasttømrede brigadegrupper eller battle- groups, der forstærkes ad hoc, har som første forudsætning, at divisionerne organisatorisk rummer midler til fremføring af taktiske atomvåben eller har sikkerhed for, at sådanne kan fremføres af korpset.

Omend vi råder over midler i begrænset antal til fremfø ring af taktiske atomvåben, har vi ikke en sådan sikkerhed for, at den taktiske fører vil kunne disponere over dem, at en decentralisering indenfor divisionen med antagelse af f. eks. brigadegruppen som organisatorisk og taktisk grundenhed vil være forsvarlig.

— Vi råder ikke over tilstrækkeligt antal kampvogne til organi satorisk at kunne tildele brigadegruppen blot en lille panser- bataillon; den vil bl. a. af denne grund udgøre en uafbalance ret enhed, der ikke vil kunne gennemføre en selvstændig kamp. Uden evne hertil vil den under fremtidens kampvilkår være utilstrækkelig som taktisk dispositionsenhed for den højere fø rer, der i en given situation med enheder af denne art hurtigt vil blive så bundet af deres øjeblikkelige kamp, at han ikke vil kimne bevare den for de videre operationer nødvendige handlefrihed.
— Vor opklaringskapacitet af i dag vil på grund af de stærkt for øgede afstande være utilstrækkelig til i fremtiden at sikre fø reren det efterretningsgrundlag, uden hvilket han vil famle helt i blinde, når operationerne skal tilrettelægges. Forøgelse af an tallet af egentlige opklaringsenheder, anskaffelse af fly og he likoptere, radar og infrarødt udstyr vil være nødvendig.
— Vi har ikke mulighed for ved pansrede mandskabsvogne at sik re blot enkelte af vore enheder den fornødne taktiske mobili tet på kamppladsen — og mulighederne for taktisk transport er begrænsede.

— Vore nuværende signalmidler muliggør ikke etablering af for bindelser over de afstande, der må regnes med indenfor divi sionen.
Vi må derfor se i øjnene, at vor nuværende division og dens materiel er formet efter (len konventionelle krigsforelses krav, og at det ikke vil være muligt ud af den ved organisatorisk trylleri at skabe en ny division, der ville sætte føreren i stand til at løse frem tidens opgaver; lians handlefrihed ville under alle operationsvilkår snart blive bundet, da lian ikke ville have midler til ved effektiv tyngdedannelse at gøre sin indflydelse gældende. De selvstændigt kæmpende, utilstrækkeligt udrustede brigadegrupper ville herefter hurtigt blive tilintetgjort enkeltvis.

Herm ed være im idlertid ikke sagt, at vor nuværende division i dag og i den allernærmeste fremtid ikke vil kunne tage kampen op selv mod en atombevæbnet modstander. Under forudsætning af atombevæbning og forsigtig tilpasning af vore taktiske doktriner giver den — betragtet som opbygget efter puljeprincippet — føre ren visse, oniend begrænsede, muligheder for at møde de ændrede operationsvilkår, bl. a. ved lejlighedsvis formering af brigadegrup per og/eller en vis forstærkning af brigaderne.

I betragtning af den hastigt fremadskridende udvikling kan dette imidlertid kun være en foreløbig løsning, dækkende de næste 2— 3 år. Herefter må den ny organisation stå klar.

Når hærens opgaver inden for det. samlede forsvar er fastlagt efter den nye forsvarslovs vedtagelse, og der samtidig fås overblik over de økonomiske midler, som vil være til rådighed i den føl gende femårsperiode, samt kendskab til eventuelle materieltildelin ger over våbenhjælpsprogrammet, kan arbejdet på den nye organi sation tage sin egentlige begyndelse. 1 tilslutning hertil bor den taktiske doktrin udarbejdes, for på denne måde at skabe nøje over ensstemmelse mellem organisation og doktrin. Dette kunne f. eks. ske ved en fastlæggelse af de taktiske principper i reglementsform, fulgt op af en direktivrække i takt med udviklingen på området. Allerede herved ville de skærpede krav til tankens selvstændigbed lios føreren på alle trin understreges.

Ved de forudgående overvejelser om organisationen er vi i den heldige situation at kunne drage nytte af det i udlandet tilvejebrag te erfaringsmateriale. En organisation, som måske med held er af prøvet i et fremmed land kan imidlertid ikke uden videre godtages. Forudsætningerne — f. eks. de strategiske — kan være væsensfor skellige og grundlaget iøvrigt — f. eks. industriel kapacitet olier anskaffelsesmuligheder — mangle. Man må således frigøre sig for perfektionistisk ønsketænkning og undersøge, hvad der er prakti ske muligheder for. Forskellen mellem, hvad vi bar, og hvad vi absolut bør have, er stor nok endda. Det skal ikke afvises, at ba- taillonskampgruppen som organisatorisk og taktisk grundenhed kan blive fremtidens løsning også for os — simpelthen påtvunget af ud viklingen. Grundlaget for dens antagelse kan blot ikke forudsættes tilvejebragt foreløbig.

Derimod burde der her i landet kunne tilvejebringes rimelig baggrund for en antagelse af den afbalancerede brigadegruppe som den organisatoriske og taktiske grundenhed. Selv om vi imidlertid tvinges til at antage halve løsninger, bør dækningsstyrken sikres de bedst mulige vilkår.

Ved formeringen af divisioner og korps kan det være hensigts mæssigt at vælge løsninger, der afpasses efter de enkelte landsde les særlige behov, frem for at udarbejde en standardløsning, på Sjælland f. eks. ved formering af et korps med støtteenheder og et antal brigadegrupper, der føres direkte af korpset, evt. ved hjælp af en mindre divisionskommando, medens opstillingen af et korps med to egentlige divisionskommandoer med organisatorisk tildelte divisionsenheder og et antal brigadegrupper kan være den bedste løsning i Jylland.

Hvilken organisatorisk løsning, der end vælges, vil hæren stå over for et alvorligt og omfattende moderniseringsproblem. Det må stå klart for ansvarlige bevilgende myndighed, at der er et uom gængeligt behov for dets øjeblikkelige løsning, såfremt hæren om 3— 4 år skal kunne forsvare territoriet mod aggression og fastholde det med egne midler, indtil hjælp fra NATO’s medlemslande kan indtræffe, idet samtidig erindres, at selv den bedst organiserede og udrustede enhed ikke vil slå til, såfremt der er misforhold mellem styrke og opgave.

Vort samfund er i rivende udvikling i teknisk henseende, en udvikling, der i væsentlig grad er initieret af krigsanstrengelserne i de to verdenskrige, og som nu kommer det civile samfund til go de. Der er noget paradoksalt i, at medens dette samfund som følge heraf år for år øger sine værdier, lader det sit forsvar, hvorpå dets eksistens beror, stagnere. T h i hæren er stagneret i sin udvikling i dag. Men det tager år at bringe en liær på fode, og når det ende lig besluttes, kan det meget vel blive i sidste øjeblik — og derfor for sent.

Fremtidens krig vil blive teknikkens og mekaniseringens krig. Vi kan endnu ved en kraftanstrengelse nå at indhente en del af det forspring, andre nationers hære har på disse felter i forhold til den danske, men der må startes nu, såfremt det årlige budget i genopbygningsperioden skal kunne holdes på et overkommeligt ni veau.

I en tale december 1958 om det tilsvarende amerikanske mo derniseringsproblem fremsatte den amerikanske hærs stabschef, ge neral Taylor, bl. a. følgende udtalelse, der må stå som en afslut tende understregning af betydningen af en hurtig løsning for den danske hærs vedkommende: „Hvis fortiden overhovedet kan for tælle os noget, da er det dette, at historien er begravelsesplads for de nationer, hvis hære ikke har held til at tilvejebringe det rette forhold mellem de for sejren vitale elementer: ildkraft, mobilitet og forbindelse enhederne im ellem “ .

E. A. Aaberg-Pedersen