I. Om Krigsrets-Dommernes Habilitet.

Lad os engang betragte nogle af de vigtigste Betingelser, der bør findes hos en Dommer, for at han skal kunne afsige en selvstændig og velbegrundet Dom i en kriminel Sag; og lad os paa Grundlag af disse anstille en kort Sammenligning mellem den civile Underretsdommers og Afdelingskrigsretsdommernes Habilitet til Domsafsigelse.

Som saadanne Betingelser ville vi anføre:

et indgaaende kjendskab til Forbrydelsen i alle dens Enkeltheder og de Forhold, hvorunder den er begaaet, et velbegrundet Skjøn om Forbryderens Karakter, navnlig om hvorvidt denne har været den egentlige Aarsag til Forbrydelsens Begaaelse, et indgaaende kjendskab til de krænkede Love og de tilsvarende Straffebestemmelser, samt Evne til at udfinde det rette Forhold mellem Brøde og Straf.

Til Brug ved Sammenligningen ville vi under Hen­ syn paa disse Betingelser for Habilitet anføre i ganske korte Træk nogle af de væsentlige Ejendommeligheder ved den civile og ved den militære Dommerinstitution, Dommernes Virksomhed, Viden og Erfaring.

Underretten har i Dommer, der i Reglen beklæder Dommerembedet i en stor Række af Aar. Han er som oftest tillige Politimester i sin Jurisdiktion, hvoraf følger, at saavel Forundersøgelsen som Forhørene i Sagen og dennes Paadømmelse paahviler ham.

Dommeren har ved et mangeaarigt Studium er­ hvervet sig et indgaaende Kjendskab til Samfundets Ordens- og Straffelove, ikke alene til deres Ordlyd, men ogsaa til deres Aand og rette Fortolkning, hvilket alt er nødvendige Betingelser for Lovenes retfærdige Haandhævelse og Anvendelse.

Denne Viden i Forbindelse med praktisk Erfaring danner det væsentligste Grundlag for Dommerens Evne til at bedømme Forbrydelsens virkelige Betyd­ ning for Retstilstanden, Forbryderens større eller mindre Farlighed for Retssikkerheden samt til at udfinde Straffens rette Art og Størrelse.

I Forbindelse hermed skal antydes de fortrinlige Hjælpemidler, som den civile Dommer altid har til sin Disposition, som f. Ex. Uddrag af højere Instan­ sers Domme, Lovlexika, virkelig praktiske Vejlednin­ ger m. m. m.

Naar man saa ser den minutieuse Omhu, hvormed Dommeren leder — ofte selv deltager i — Forunder­ søgelsen, den Samvittighedsfuldhed, hvormed Forbry­ derens Karakter vejes, den Nøjagtighed, hvormed Fakta og Indicier gjennemstuderes, den Omhyggelig­ hed, hvormed ethvert pro og contra prøves — støttet ved Aktors og Defensors Indlæg —, da maa man er- kjende, at den civile Dommer i Almindelighed virkelig besidder alle de nævnte Betingelser for at kunne danne sig en selvstændig og velbegrundet Overbevis­ ning, i og med hvilken han kan afsige en retfærdig Dom, og — at han derfor er en virkelig habil Dommer.

Afdelingskrigsretten har 13 Dommere, fordelte i 7 Klasser: 2 Menige, 2 Korporaler, 2 Sergenter, 2 Sekondlieutenanter, 2 Premierlieutenanter, 2 Kapitainer og 1 Oberstlieutenant eller Oberst; hver Klasse har 1 Stemme, Stemmeflerhed afgjør Dommen.

Dommertjenesten betragtes som almindelig Om­ gangstjeneste, det vil sige saadan Tjeneste: »der ikke forudsætter særlige Egenskaber hos de Paagjældende.«

Sagens Forundersøgelse paahviler delvis Under- afdelingschefen, der kun tilfældig bliver Dommer i Sagen. Den videre fornødne Forundersøgelse ledes af Auditeuren, hvem det udelukkende paahviler at af­ holde Forhørene over Tiltalte og Vidnerne. 3 Offi­cerer, der i Reglen blive Dommere i Sagen, ere til­ stede ved Forhørene; men deres Opgave der er kun at være Retsvidner og for Formandens Vedkommende at vaage over Rettens Værdighed.

Noget Kjendskab til Forbrydelsen eller Forbryderen kan ikke forudsættes at være tilstede hos de 10 andre Dommere, førend de møde i Krigsretten. Sagens Akter, der danne det eneste egentlige objektive Grund­ lag for Erhvervelsen af dette Kjendskab, oplæser Auditeuren »langsomt og tydeligt« for Dommerne. Oplæsningen varer ofte 1 Time, ja undertiden mere; Forstaaelsen af Akternes Indhold er meget ofte vanskeliggjort ved Tiltaltes løgnagtige, vaklende, mod­ sigende Forklaringer, ved Vidneforklaringers Uover­ ensstemmelse, ved Rlanding af klare og tvivlsomme Fakta, gyldige og tvivlsomme Beviser, tydelige og tvivlsomme Indicier m. m. m.

Og paa Grundlag af denne Oplæsning skulle nu Dommerne i Løbet af nogle Minnter erhverve sig et indgaaende Kjendskab til Forbrydelsen i alle dens Detailler og de Forhold, hvorunder den er begaaet, til Forbryderens Karakter og dennes Forhold til For­ brydelsen. — Det Mesterstykke vilde sikkert bringe den mest erfarne Kriminalretsdommer, den dueligste Psycholog til Fortvivlelse, hvis de da overhovedet vilde indlade sig paa en saadan Opgave.

Der fordres ingen særlige Egenskaber hos de mili­ tære Dommere, specielt hverken Lovkyndighed eller Erfaring i Dommervirksomheden. Og hvad er der af Lovkyndighed, hvad er der af Erfaring hos de fleste militære Dommerklasser?

Omtrent intet!

I Forbindelse hermed skal jeg antyde den højst følelige og højst mærkværdige Mangel paa militær­ juridiske Hjælpemidler, der existerer her i Landet. Vi have nemlig saagodtsom slet ingen.

Naar man nu overvejer, at Dommerne ved Auditeurens Oplæsning ubetinget kun kunne erhverve sig et meget løst Skjøn om Forbrydelsen og Forbryderens Karakter, og hermed sammenholder Mangelen paa Lovkyndighed og Erfaring hos de fleste Dommere, da maa man erkjende, at de nævnte Betingelser for Habilitet reelt taget ikke ere tilstede, og at det i større og vanskeligere Sager er en absolut Umulighed for Dommerne at erhverve sig en selvstændig og grundig Overbevisning, i og med hvilken de kunne dømme, og — at de reelt taget ikke ere habile Dommere.

Nu skulde man jo heraf tro, at Krigsretsdommen nødvendigvis maatte blive i høj Grad vilkaarlig; men del er saa langt fra at være Tilfældet; Krigsrettens Dom er tvertimod, eller dog kan være, ligesaa vel begrundet som den civile Underretsdommers Dom. Og dette gaar saaledes til. Saasnart Oplæsning og Edsaflæggelse er tilendebragt, nedlægger Auditeuren sin saakaldte »Forestilling« for Krigsretten; denne »Forestilling« bestaar kvantitativt af et kort Résumé af Sagen, en Henvisning til de krænkede Lovsteder med tilsvarende Straffebestemmelser og et Forslag til Dom; men analyserer vi denne »Forestilling« kvalita­ tivt, da kan der ikke komme andet frem end netop Auditeurens egne selvstændige og velbegrundede Over­ bevisning i Sagen, den Overbevisning, i og med hvil­ ken han vilde afsige Dommen, hvis han var Dommer. Det er da ogsaa, og maa være, den Overbevisning, som hver enkelt af Krigsrettens Dommere tilegne sig, og i og med hvilken de afgive deres Votum. Det er altsaa i Realiteten Auditeuren, der dømmer; Dom­ merne udtale kun hans Dom. Det er — for at bruge et tydeligt og kjendt Billede — Auditeuren, der lader Geværet og retter det ind paa Maalet; det er Dom­ merne, der trykke paa Aftrækkeren.

Naar vi nu foretage den omhandlede Sammenligning, da er det saavist- ikke Lighedspunkternes Antal, der er overvældende; thi der findes kun faa, som tilmed ere uden Betydning; men det er Forskjellighedernes, og disse ere næsten alle af Betydning. Vi skulle nu her kort re­sumere de væsentligste Forskelligheder samt anføre nogle ikke hidtil berørte:

Den civile Underret har 1 Dommer, som baade formelt og reelt er habil; Krigsretten har 13 Dom­ mere, som formelt, men ikke reelt ere habile.

Den civile Dommer besidder Lovkyndighed og Er­faring; disse Egenskaber fordres ikke af og ere ej heller tilstede hos de fleste af de militære Dommere.

Den civile Dommer har Tid og Lejlighed til at studere Sagen og derved danne sig en selvstændig og velbegrundet Overbevisning derom; dette er umuligt for de militære Dommere.

Ved Underretten er altid beskikket særlig — af Dommeren uafhængig — Aktor og Defensor; ved Krigsretten er Auditeuren i Reglen saa vel Aktor som Defensor og — reelt taget — Dommer.

Underrettens Dom skal undertiden og kan i de allerfleste Tilfælde appelleres til Overret og Højesteret; Krigsrettens Dom kan i Reglen ikke appelleres.

Som foran anført er Auditeuren — reelt taget — den eneste Dombestemmende i Krigsretten. Tyngdepunk­ tet i Retshaandhævelsen er hos Auditeurstanden. Som Krigsrettens Dommerinstitution for Tiden sammensættes, maa det være saaledes; men den bør sammensættes saa- ledes, at Retshaandhævelsens Tyngdepunkt bliver lagt, hvor det bør være, nemlig hos Officersstanden; thi det er den, der fortrinsvis skal vaage over Disciplinen; det er den, der maa og skal bære Ansvaret for Disciplinens Haandhævelse baade i Almindelighed og under de vanske­ligste Omstændigheder; det bør derfor ogsaa være Offi­cersstanden, der baade formelt og reelt er Herre over alle lovlige Magtmidler til Disciplinens Haandhævelse.

II. Om Forandringer i den militære Retspleje.

I Løbet af det sidste Par Aar er der saavel i Rigs­ dagen som i Dagspressen slaaet til Lyd for Forandringer i den militære Retspleje. Disse Forandringer drejede sig navnlig om Indførelse af Defension og Appel.

Defension og Appel, særlig det sidste, spille jo som bekjendt en meget vigtig Rolle i den civile Retspleje, hvorimod de ere rent underordnede Momenter i den militære; men de ere dog ikke helt ukjendte i denne, idet Defension har været og formentlig vil blive tilladt i alle særlig vigtige Sager, og Appel er tilladt i alle »civile Sager om Penge og Gods«, og der er Præcedens for, at den kan tilstedes i kriminelle Sager.

I flere Landes militære Retspleje er Defension og Appel reglementarisk indførte, dog selvfølgelig med visse Begrændsninger.

Principielt kan der selvfølgelig intet indvendes mod disse to Procesmomenters Indførelse; thi i og for sig have de jo kun den Bestemmelse at tjene som yderligere Sikkerhed for Sagens retfærdige Afgjørelse; men vi kunne i Militæretaten ikke se bort fra, at de begge nødvendig­ vis maa medføre en Forlængelse af Sagens Behandling, og dette er en Ulempe allevegne; men den bliver størst i Militæretaten, hvis Retshaandhævelse, trods nogen anden, maa være resolut og hurtig, hvis den skal svare til sit Formaal.

Dog, synes det mig, maa saavel Defension sojn Appel kunne gives saadan Begrændsning, at den paapegede Ulempe ikke kan være nogen uoverstigelig Hin­ dring for deres Indførelse.

Men jeg Iroer ikke, at Mangelen paa Defension og Appel er den væsentligste Mangel ved vor militære Rets­ pleje ; jeg troer derimod, at Manglen af en virkelig habil Dommerinstitution er den væsentligste, den i sine Konsekventser farligste, den der først og fremmest maa tages Sigte paa ved en Forandring af Retsplejen.

Hvorledes kan der tilvejebringes en virkelig habil Dommerinstitution i de militære Jurisdiktioner?

Som Dommer bør kun den anvendes, der ved fler- aarig praktisk Tjeneste og et grundigt Studium af de militære Ordens- og Straffebestemmelser har erhver­ vet sig et modent Overblik over og Indblik i disse Bestemmelsers Betydning for Disciplinen; derfor maa absolut Menige, Underofficerer og unge Officerer ude­ lukkes fra denne Tjeneste.

Den, der anvendes som Dommer, maa som saadan have Lejlighed til at høste den fornødne Erfaring; dette kan kun opnaas, naar han i et længere Tids­ rum beskjæftiger sig med denne Tjeneste.

Dommeren bør være tilstede ved Forhøret og gives Tid til at gjennemstudere Sagens Akter.

Afdelingskrigsrettens Dommerinstitution ville vi nu tænke os sammensat af f. Ex. 3 Officerer og i visse Sager tillige 1 Auditeur; af Dommerinstitutionen ud­ træder og erstattes 1 Officer hvert Aar som Regel; derved vilde der kunne erhverves en nogenlunde be­ tryggende Erfaring i Dommertjenesten.

Dommerne vælges af Kapitains- og Ritmesterklassen samt om fornødent mellem Premierlieutenanter med ikke under 10 Aars Tjeneste som saadanne; derved kan forudsættes den fornødne Modenhed hos Dommerne.

I simple Sager af udelukkende militær Natur skal Auditeuren ikke indtræde i Retten, hvorimod han i alle andre Sager skal indtræde i den, foretage Af­ høringen og være Meddommer.

Med en saadan Ordning af Krigsretten vil jeg ingen­ lunde paastaa, at Fuldkommenheden er naaet; men der er naaet en betydelig Simpelhed i Formen og Paalidelighed i Realiteten, og det er to Momenter, der ere af Vigtighed for Hæren i alle Forhold.

Ved de nugjældende Regler for Sammensætningen af de vigtigste Domsinstitutioner er der en Ejendomme­ lighed, som er uhyre lidet tiltalende; det er den Ejen­ dommelighed, at en Undermand kan kommanderes til at bedømme en Overmands, ja vel endog en Foresats, Hand­ linger og idømme ham Straf Det er en Ejendommelig­ hed, som bør udryddes med Rode, hvor det overhovedet lader sig gjøre, ikke alene fordi Undermanden ofte ikke kan besidde den fornødne Indsigt i Sagen, men ogsaa — og særligt — fordi et saadant Forhold mellem Over- og Undermand trodser enhver Regel om Disciplin og god militær Aand.

I Henhold hertil ville vi — foruden Afdelingskrigsretten — tænke os dannet:

en Overkrigsret — f. Ex. en i Kjøbenhavn, en i Odense og en i Aarhus, og f. Ex. sammensat af 3 Officerer af Oberstklassen og 1 Overauditeur, samt en Højestekrigsret for hele Hæren f. Ex. sam­ mensat af 2 Officerer af Generalsklassen og 1 Generalauditeur.

Naar nu Afdelingskrigsretten antages at dømme i alle Sager vedrørende Premierlieutenantsklassen og lavere Klasser, Overkrigsretten i alle Sager vedrørende Kapitainsklassen, og Højestekrigsret i alle Sager vedrørende Oberst- og Generalsklassen, da vilde den paapegede Ejen­ dommelighed være bortskaffet, saavidt det overhovedet lader sig gjøre. Antage vi endvidere Appels Indførelse, kunde Overkrigsretten danne 1 — eventuelt eneste — Appelinstans for appellable Afdelingskrigsretsdomme, o Højestekrigsret kunde være Appelinstans for appellable Overkrigsretsdomme og — eventuelt — 2 Appelinstans for Afdelingskrigsretsdomme. Andre dømmende Retter bør der ikke findes i Hæren.

III. Slutningsbemærkninger.

En Lovs høje Alder er selvfølgelig ikke i og for sig nogen forkastelig Egenskab ved den; men vi maa erindre, at en Lov er et Udslag af den Tidsaand, som er her­ skende ved dens Fremkomst, og at den, saalænge den er gjældende, bør korrespondere med hver Tids Aand, idet den skal virke snart som et hæmmende, snart som et tilskyndende, men altid som et regulerende Element i Samfundsudviklingen.

For at kunne virke saaiedes maa Loven i de store Træk følge med Tidsaanden; gjør den ikke dette, vil den enten ganske miste sit Herredømme over eller gribe forstyrrende ind i den almindelige og uafvendelige Sam­ fundsudvikling, og i begge Tilfælde er den forældet og bør forandres.

Grundprinciperne i vor militære Retspleje have nu været gjældende i over 200 Aar. 1 dette Tidsrum har Tidsaanden gjort mægtige Fremskridt i Almindelighed og ikke mindst i Militærverdenen. Her er den saa at sige gaaet frem fra den pompeuse spanske Brigades masserede Former til den enkelte Soldats selvstændige Udnyttelse af Terrainet, den er gaaet frem fra Skallen til Kærnen, fra Formaliteten til Realiteten. Og dog staar vor militære Retspleje i meget væsentligt endnu som for 200 Aar siden baade i Henseende til Principer og Former. Den er forældet og bør forandres; thi den strider mod de væsentligste Principer i Nutidens Hærvæsen: Simpelhed i Formen og Lødighed i Realiteten.

Overalt har jeg vel næppe benyttet de rette juridiske Udtryk; men jeg haaber, at mine Tanker dog ere klart nok fremstillede til at blive forstaaede.

IV. Konstruktionsforslag og færdige Systemer.

Rusland er, som den Stat, der sidder inde med de nyeste praktiske Erfaringer tilmed fra en Krig, hvori Kamp om befæstede Stillinger spillede en saa betydnings­ fuld Rolle, ogsaa den, der med størst Energi bar drevet Studier og Forsøg med Hensyn til Feltmortérspørgs- maalet, og som er naaet længst frem i Retning af en Løsning. Efterat de Kruppske Forsøg i 1879 med en 15c/m Feltmortér (den første af alle den Slags Konstruktioner) havde tiltrukket sig den almindelige Opmærksomhed, bestilte Rusland, endnu under Indtryk af Begivenhederne ved Plewna, hos Krupp 4 saadanne Mortérer af Kaliber 15,24c/m (det samme som for den 6“ Belejringskanon). iVIen da denne Mortér forekom vel tung, besluttede man ogsaa at prøve en mindre, der kunde føre det samme Projektil som den svære Feltkanon, altsaa af 10,67c/m Kaliber. Med disse to Pjecer foretog man i Aarene 1882 og 83 sammenlignende Forsøg paa Skydepladserne ved Moskov, Warschau, Ust-Ishora og i Kaukasus. Samtlige Kommissioner vare enige om, at Virkningen af den lille Mortér var for ringe; derimod vare Meningerne delte med Hensyn til den store, og det blev derfor overdraget Kommissionen i Ust-Ishora at fortsætte Forsøgene med denne.

Hvad angaar selve Virkningen, faldt disse Forsøg ret heldigt ud. Man havde bl. a. kastet mod et lukket Værk med en Besætning paa 420 Mand, fremstillede ved Figur­ skiver, der vare c. 1m høje; 111 af disse Skiver vare an­ bragte paa Infanteribankettet, medens de resterende 309 vare dækkede. Med 300 Granater, udkastede paa en Afstand af 2l00m, traf man 280 af de dækkede Skiver. Alen samtidig havde der vist sig saadanne Ulemper, at Systemet ikke kunde betragtes som anvendeligt til Felt­ brug; den 722 Kg. tunge Brisk arbejdede sig under Skydningen temmelig dybt ned i Jorden, en særlig Vogn maatte medføres til dens Transport, og at læsse den og i det hele taget gjøre Batteriet marchefærdigt efter endt Skydning medtog omtrent 20 Minuter. Generalinspekteuren for Artilleriet erklærede derfor, at Mortéren ikke kunde betragtes som Feltpjece, førend man havde opnaaet at kunne betjene den i en Feltaffutage paa Hjul; desuden maatte der træffes særegne Foranstaltninger til Ammuni­ tionsforsyningen.

Affutagens Konstruktion blev overdraget General Engelhardt, hvem det lykkedes at frembringe en særdeles heldig Løsning af denne Opgave, uagtet de tekniske Vanskeligheder syntes uovervindelige flidtil havde intet af de i Feltkrigen anvendte Projektiler vejet mere end 12 Kg. (den russiske Feltkanon); men til den 15c/m Feltmortér skulde man bruge en Granat, der vejede 29 Kg. For­ holdet mellem hele Systemets (selve Pjecens Lavettens) Vægt og Projektilvægten varierer i de forskjellige Landes Felt­ artilleri mellem 190 (Frankrig) og 93 (Rusland); men delte vilde for Mortérsystemet føre til en Minimumsvægt af 93.29 = c. 2700 Kg., en Vægt, der selvfølgelig forbyder al Anvendelse i Feltkrigen; skulde en saadan være mulig, maatle Vægten ikke overskride den tilsvarende Vægt ved det svære russiske Feltmateriel, nemlig 1200 Kg.

Man støbte nu en ny Mortér eller, rettere sagt, en Uaubits, hvis Vægt var 456 Kg., og som med sin Maximumsladning 1,75 Kg. gav en Regyndelseshastighed paa 235m. Hermed havde man dog ikke formindsket Vanske­ lighederne ved Affutagens Konstruktion; thi Forholdet mellem Pjecens og Projektilets Vægt varierer i Feltartille­ rierne mellem 102 (England) og 50 (Rusland), og for Mortéren blev dette Forhold kun 16; den levende Kraft i Rekulen og Paavirkningen paa Affutagen maatte altsaa blive særdeles stor. Af alle existerende Feltkanoner giver den russiske størst levende Kraft ved Rekulen, nemlig omtrent 1700 Kg.; men det tilsvarende Tal for Feltmortéren bliver 4700 Kg., altsaa næsten 3 Gange saa stort.

Rekulens ødelæggende Virkning paa Affutagen af­ hænger af Differensen mellem selve Pjecens og hele Systemets levende Kraft; denne Differens er ved den russiske Feltkanon 800 Kg. d. e. større end ved noget andet existerende System; men for Feltmortéren er den 2700 Kg., altsaa 3,5 Gange saa stor. Den ødelæggende Virkning forøges fremdeles med Elevationen, og medens den russiske Feltlavets Axel anstrænges betydeligt, naar der skydes under Maximumselevationen 19°, kaster Feltmortéren under en Elevation pad 49°, saa at omtrent 3/4 af Rekulkraften, d. e. 2000 Kg., skal optages af Axel og Hjul. At konstruere disse Dele tilstrækkeligt stærke for en saadan Paavirkning har General Engelhardt anset som umuligt, og hans Affutage beror derfor paa et nyt Princip, hvorved baade Axel og Hjul fritages for disse voldsomme Paavirkninger.

Som Fig. 11 viser, er den Engelhardtske Lavet kon­ strueret som en almindelig stærk Feltlavet, hvis Under­ plade er bøjet op fortil, saa at den danner Lavettens Bryst; under dette er der befæstet 2 Axelbøjler, hvori Axlen kan bevæge sig lidt op og ned. I fast Forbindelse med Bøjlernes nederste Del staa 2 Bolte, hvorpna der er indskudt 4 ved Metalplader adskilte og ved Møttrikker fastholdte Kautschukrondeller, af hvilke den nederste ligger an mod Axlen. Boltene træde med de nederste Ender ned i 2 Gjennemboringer i Axlen.

Til Bøjlerne er der endvidere fæstet 2 om vandrette Bolte drejelige hule koniske Støtter, der indvendigt ere forsynede med Kautschukbuffere, og som forneden ere for­ bundne ved en bred Saal, hvormed de hvile paa Jorden. Støtterne kunne under Marche klappes op underVæggene og bæres af en Krog. Strax efter Afprodsningen hages de ned, saa at de staaende i en skraa Stilling berøre Jorden let. Naar nu Skuddet affyres, sænker den forreste Del af Lavetten sig noget, Boltene træde dybere ned Axlens Gjennemboringer, Rondellerne sammentrykkes, og da Lavetten samtidig gaar noget tilbage, komme Støtterne til at staa lodret, saa at de bære Lavetten og modtage hele den nedadgaaende Del af Stødet. En Kjæde med Kautschukmellemled hindrer Støtternes nederste Ender i at gaa for langt frem.

Den saaledes konstruerede Lavet blev prøvet paa Skydepladsen i Ohkta og udholdt 500 Skud; efter det 10. Skud konstateredes nogle Beskadigelser, der dog vare lette at udbedre, og da dette var sket, fortsattes Skyd­ ningen uden Uheld. Ja, det berettes endogsaa, at en Nød, som man havde lagt under et af Hjulene ved en Forsøgsskydning, forblev hel, medens en stor Flisesten, som Lavetten stod paa, gik itu ved det 6. Skud.

Den vanskeligste Del af Opgaven syntes saaledes at være løst tilfredsstillende. I Obokhov havde man imidler­ tid støbt 2 Mortérer (mortiers allonges kaldes de i Revne d’artillerie 1892), der foruden til Kastning ogsaa lode sig anvende til Skydning, og da Forsøgene med disse faldt heldigt ud, bestilte man 12 saadanne hos Krupp, hvormed man formerede 2 Forsøgsbatterier.

Ogsaa Forstillingen udmærker sig ved en rigelig An­ vendelse af Kautschuk, hvorved det er bleven muligt at formindske Dimensionerne paa forskjellige Dele, saa at dens Totalvægt er bleven 140 Kg. mindre end ved den 9 Pds. Kanon, medens Nyttevægten (Vægten af den med­ førte Ammunition) er 107 Kg. større. Den hele Affutage med ilagt Mortér, 12 Projektiler og 18 Ladninger vejer c. 1900 Kg. og trækkes af 6 Heste. 3 af de til Betjeningen hørende 6 Mand befordres paa Forstillingskassen.

Hvad angaar Ammunitionsvognen, har General Engelhardt brudt med det gamle Princip at konstruere dennes Forstilling ganske som Affutagens; ogsaa herved har han opnaaet at forøge Nyttevægten (836 Kg.) i Forhold til Totalvægten (1443 Kg). Vognen rummer 36 Projektiler, hvoraf 12 i Forstillingen. Bespændingen er 4 Heste.

Ammunitionsvognene ere dog ikke bestemte til at bringe Ammunitionen direkte til Batteriet; de kunne ind­ tage en Stilling c. 400m bag samme, og Transporten fra Vognlinien til Batteriet besørges da ved Hjælp af tohjulede Kærrer, forsynede med Gaffelstang og trukne af een Hest. Kærren er forsynet med en Kasse, som rummer 6 Projek­ tiler, og som under Marche afgiver Sæde for 3 Mand.

Som Skudammunition bruges en Kammerladningsgranatkardæsk, der vejer 30,7 Kg., indeholder 610 Kugler og er forsynet med dobbeltvirkende Brandrør, hvis Brænde­ tid naar til 28 Sec., samt en Minegranat, der vejer 30,3 Kg. og rummer en Sprængladning paa 5,7 Kg. Maximumsladningen er 1,75 Kg., hvortil svarer en Begyndelses- hastighed paa 235ra og en Maximumskastevidde paa 3200m.

Da alt Materiellet var færdigt, sendtes det til Moskov og bespændtes med Heste fra de der værende Afdelinger ; Personel indøvedes, og man begyndte at evolere. Be­ vægeligheden skjønnedes tilfredsstillende, og nu begyndte Skydeforsøgene. Ved disse konstateredes en tilfredsstil­ lende Præcision ; man havde bl. a. skudt 40 Skud (Gra­nater) mod tre 4m brede og 2,7m høje Skiver, der stode paa en Afstand af 1500m. Ved det 15. Skud splintredes den midterste Skive, og efter Skydningens Ophør, viste der sig 5 Gjennernslag i de 2 andre Skiver og 30 Nedslag paa et Rektangel, der var 50m dybt og saa bredt, at det kunde rumme et almindeligt Batteri paa 6 Pjecer.

Ved et andet Forsøg undersøgte man Skudhastigheden og fandt, at et Batteri paa 6 Mortérer i Løbet af 15 Minuter kan kaste 62 Granater eller 46 Granatkardæsker. Disse 108 Projektiler bleve kastede mod et Værk, hvori man havde opstillet 225, mod direkte Skydning vel dækkede Figurskiver. 84 Skiver bleve ramte, 28 andre bleve ødelagte eiler begravede under indfaldende Jord, og 9 Aabninger og Tragte vare dannede i Brystværnet. Afstanden var 2500m.

Til Sammenligning beskød man ogsaa dette Maal med et Batteri paa 8 svære Feltkanoner; Afstanden blev dog formindsket til 1550m, og Skiverne bleve stillede udækkede paa Brystværnet; men ikke desmindre ramte man kun 19 Skiver, uagtet der blev udskudt 113 Granat­ kardæsker. Dette slette Resultat tilskrives en for stor Skudhastighed; Forsøget blev gjentaget, og nu ramte man med 97 Granatkardæsker 56 Skiver. Men ogsaa dette Resultat synes jo yderst tarveligt, hvis Maalet virkelig har været udækket, som det angives i Revue d’artillerie 1892 IXXXX p. 557. Sammesteds oplyses imidlertid, at man ikke havde udbedret Brystværnet efter en foregaaende Kastning fra et af Motérbatterierne, og at dette har lettet Kanonbatteriets Skydning, og der er derfor Grund til at formode, at Skiverne have været opstillede paa et Banket bag Brystværnet. Ved den sidst omtalte Kastning med Mortérbatteriet ramte man 86 udækkede og 60 dækkede Skiver; desuden ødelagdes eller begravedes 34 Skiver ved Jordindslag. Afstanden var 1650m, og Ammunitionsfor­ bruget var 70 Granater og 45 Granatkardæsker.

Det sidste Forsøg gik ud paa at prøve Mortérens Brugbarhed til Skydning i flad Bane. Med 24 Granat­ kardæsker, hvoraf de 12 brugtes utemperede til Indskyd­ ning, ramte man 113 Skiver.

Endnu omtales en Del andre Forsøg, der dog ikke synes mere oplysende end de ovenomtalte, og det skal derfor endnu kun bemærkes, at det efter de anstillede Kjøreprøver i al Slags Terrain, hvori der kan være Tale om at kjøre med Artilleri, maa betragtes som godtgjort, at Mortérbatteriernes Bevægelighed ikke lader noget til­ bage at ønske i Sammenligning med det øvrige Felt­ artilleri; ja, at de i denne Henseende endog synes at staa over de russiske svære Batterier. De kunne derfor fuldt­ ud anvendes som Feltartilleri, og at dette ogsaa er Meningen, fremgaar af Organisationen og Udrustningen, som skal gjengives nedenfor.

Et Mortérregimenls Ammunitionsforsyning er altsaa ordnet paa samme Maade som for en Feltartilleribrigade, og heraf drager Revue militaire de l’étranger 1892 den Slutning, at Enheden «Mortérregiment» æqvivalerer Enheden «Felt­ artilleribrigade" og kan finde Anvendelse som Artilleri for en Reservedivision eller stilles uafhængigt som en Art Armeeartilleri til udelukkende Disposition for den kom­ manderende General. I 1891 var der formeret 3 Mortérregimenter med Garnison i Dunaburg, Bjelaya-Tserkow og Norvo-Georgiewsk.

Den Ide, som ligger til Grund for den Engelhardtske Lavet til Feltmortérer, er bleven fulgt af Fabriken Canet ved en Leverance af Feltmortérmateriel til den brasili­ anske Regjering. Konstruktionen findes beskreven i Revue d’artillerie T. XXXIV p. 400, hvorfra Nedenstaaende er taget.

Selve Pjecen er en 15cm 7 Kal. lang Staalmortér, der vejer 390 Kg. og bar en ejendommelig Skrue­ mekanisme (Système à segments heliçoïdaux), ved hvil­ ken Udtrækning og Løsskruning foregaar ved een fortsat skruende Bevægelse.

Affutagen bestaar af en Lavet og en Forstilling. Lavetten er en stærk Feltlavet af almindelig Form; dens Vægge ere forenede ved en Over- og en Underplade, af hvilke den sidste er bøjet op fortil og bærer 2 Skøjter A (se Fig. 12), der ere forsynede med Ører O. Axseldammen er firkantet og forsynet med 2 Forstærkninger a, 1 under hver Va'g. liver af disse Forstærkninger bærer en Bøjle b, hvis bageste Flade glider paa Skøjtens For­ flade.

Væggene ere ikke fast forbundne med Axlen, men ved et Ophængesystem, der for hver af dem dannes af en Bolt T, hvis nederste Ende staar i Ledforbindelse med Øret, og som med let Friktion gaar gjennem et llul i Axlens Forstærkning og et tilsvarende i den paa samme siddende Bøjle. Paa Boltens øverste Ende sidder en Metalrondelle d fastholdt ved en Møttrik e; mellem Ron­ dellen og Bøjlen b er indskudt en Spiralpladefjeder, der er indesluttet i et Staalhylster B. En Støtteblok D af Egetræ er ligeledes i Ledforbindelse med Øret.

Begge Støtteblokke ere forneden forbundne ved en bred Metalplade med ophøjede Rande. Under Marche klappes de op langs Væggene og bæres af en Kjæde; men, naar der er prodset af, hages de ned, saa at de hænge lodret med Saalen et Par Centimeter fra Jorden.

Ved Skuddets Afgang glide Underpladens Skøjter langs Bøjlerne og trække Boltene T med sig, Spiral­ fjedrene sammenlrykkes, indtil Slotteblokkene naa Jorden og optage det lodrette Stød. Efter endt [lekule lofte Spiralfjedrene atter Lavetten op til den oprindelige Stil­ ling i Forhold til Axlen. Bellevillefjedren / tjener til at formindske Stødet ved Bevægelsen.

Tilbageløbet hæmmes ved Hjælp af Hæmsko og er ved Skydning under 0° Elevation 1,76“. Elevations­ friheden gaar fra 0 til 50°, og Vægten uden Mortér er 865 Kg.

Forstillingen er af almindelig Konstruktion; dens Kasse rummer 12 Projektiler, staaende i 4 Kasser, og 12 Ladninger, liggende i 2 Tornystre. Bagsiden kan slaas ned som et vandret Bord og bæres i denne Stilling af 2 Kjæder. Den pakkede Forstilling vejer 845 Kg., saa at hele Systemets Vægt bliver 2100 Kg. Bespændingen er 6 Heste.

Projektilerne ere en almindelig Granat, en Kammer- ladningsgranatkardæsk og en Minegranat alle af 32 Kg. Vægt. Begge Granater have Perkussionsrør, deres Længde er henholdsvis 2,6 og 3,2 Kal. og deres Sprængladning 1,36 og 3,415 Kg.; Granatkardæsken er 2,2 Kal. lang, den rummer 730 Kugler dens Sprængladning er 0,32 Kg., og den er forsynet med dobbellvirkende Brandrør.

Skudladningen er 0,85 Kg., og Begyndelseshastig­heden er 200m.

Et af de Lande, der tidligst har bragt Spørgsmaalel om Feltkasteskyts til Afslutning, er Schweitz. Her ind­ førtes en 12cm Haubits af Bronce; den er forsynet med Kilemekanisme, er 12,5 Kal. lang og vejer 632 Kg. Bag­ stykket bærer paa venstre Side en Tandbue, hvormed man giver Elevationen, dennes Maximum er 60°. Sigteapparatet (se Fig. 13) er anbragt paa den højre Tap og bestaar af en med Lebelle forsynet Lineal, der er fast­ gjort til en Ring, denne skydes ind paa Tappen og holdes i forskjellige Stillinger ved Hjælp af en Klem­ skrue; den øverste Del af dens Omkreds er forsynet, med en Gradinddeling. Linealens Ender bære 2 Opstan­dere, af hvilke den bageste er forsynet med en Skyder med Kjærv, medens den forreste bærer et fast Sigtepunkt.

Lavetten adskiller sig kun fra andre Feltlavetter ved de særlige Foranstaltninger, der ere trufne til at skaane Axel og Hjul for Paavirkningerne under Skuddets Afgang. Tæt udenfor Væggene bærer Axlen 2 smaa Ruller, som, naar Haubitsen er bragt i Ratleri, hvile paa en Brisk, der som et samlet Hele medføres paa Lavetten og efter Afprodsningen anbringes saaledes imellem Hjulene, at Rullerne staa lige over de for dem bestemte Spor. Derpaa udgraves Jorden under Hjulene saa dybt, at Rullerne træde ned paa Brisken og bære Lavettens forreste Del, saa at Hjulene frit kunne drejes paa Axelarmene.

Ved Skuddets Affyring løbe Rullerne tilbage paa Brisken; men Tilbageløbet hæmmes og begrændses ved, at Lavethjulene støde mod Udgravningernes bageste Skraaninger, ved Hjælp af hvilke man tillige faar et næsten automatisk Fremløb.

Brisken bestaar af 3 vandret liggende Tværplanker, forbundne ved 2 Længderibber, der foroven bære Jern­ skinner som Spor for Rullerne; dens Vægt er c. 140 Kg., medens Lavettens Vægt er 600 Kg.

Forstillingen adskiller sig fra andre Feltforstillinger derved, at den ingen Forstillingskasse har. Projektilerne, 10 Granater og 5 Granatkardæsker, pakkes i 3 Kasser, der sammen med 2 andre Kasser, hver indeholdende 20 Ladninger, stilles ved Siden af hverandre, paatværs af Axlen, paa et over Understillingen anbragt Plankedække; her holdes de dels ved Kanter paa Plankerne og dels ved et foroven anbragt Tværstykke, der forbinder 2 Op­ standere paa Siderne. Den pakkede Forstilling vejer 730 Kg., saa at hele Systemets Vægt bliver 2102 Kg. Bespændingen er 4 Heste.

Projektilerne ere en Brandrørsgranat og en Kammerladningsgranatkardæsk, der begge veje 18 Kg. Granat­ kardæsken er forsynet med dobbeltvirkende Brandrør og indeholder 400 12,5 Gram tunge Kugler af Haardtbly. Der medføres 5 Ladninger, som veje 300, 450, 600, 750 og 900 Gram og give Begyndelseshastigheder paa 110, 145, 175, 205 og 285m, hvortil med Maximumselevationen 41 svarer Maximumkastevidderne 1150, 1700, 2550, 3900 og 4600m. Den dobbelte sandsynlige Længde- og Sideafvigelse er henholdsvis 1/100 og 1/400 af Distancen.

Ammunitionsvognen bestaar af en Forstilling, som Lavettens, og en Bagvogn ligeledes uden Kasse. Paa Forstillingen pakkes lige saa mange Projektiler som paa Lavettens Forstilling. Bagvognen bærer 9 Projektilkasser med 30 Granater og 15 Granatkardæsker samt 1 Kasse med Ladninger. Den pakkede Ammunitionsvogn vejer 2290 Kg.

Af Forsøgsskydninger udførte med Schweitzermateri- ellet omtaler Major Leydhecker, fra hvem denne Beskri­ velse i det væsentlige er tagen, hl. a. en, som blev udført i Thun i Sommeren 1886. Maalet var et Belej­ ringshatteri, der laa paa en Afstand af 2500m, og hvori der var opstillet 26 Mandskabsskiver; af disse stode de 8 saa tæt bag Brystværnet, at de vare dækkede mod Nedslag under Vinkler paa indtil 40°; de andre stode saaledes, at Hovederne vare dækkede mod 8 og Fødderne mod 25° Nedslagsvinkel. Med en Elevation paa 15° og en Ladning paa 900 Gram kastede man 20 Granatkardæsker og ramte 20 Skiver, deriblandt 5 af de bedst dækkede, med ialt 88 Træffere, allsaa 4,4 pr. Skud.

Det fremhæves i Majorens Bog, at det var første Gang, Officerer og Mandskab skød med denne Pjece, og at den i det hele taget skal være let at betjene selv med forholdsvis lidet øvet Personale. I mange Henseender føler Majoren sig tiltalt af det sehvveitziske System, og hans eget Projekt (hvorom senere) frembyder ikke faa Ligheder dermed; dog udtaler ban, at en Lavetkon­ struktion uden lirisk saa vidt muligt bør tilstræbes, og vi kunne saa meget lettere tiliræde denne Udtalelse, som ISrisken efter vor Formening gjør Systemet mindre egnet, om ikke uanvendeligt, i Feltkrigen. Ganske vist oplyses det, at man kun behøver o Minutter til at bringe Hau- bitsen i Batteri, og det maa altsaa formodes, at det virkelig er lykkedes at gjøre det paa den lid; men naar henses til, at man ikke alene skal aflæsse og anbringe Brisken, men ogsaa tage Redskaber og grave Fordybnin­ ger for Hjulene, saa forekommer det os, at der hyppigt maa kunne indtræde Forhold (haard eller frossen Jord­ bund), der gjør det umuligt, navnlig med kun lidet øvet Mandskab, at udfore dette Arbejde i saa kort Tid. Naar hertil kommer, at der ved nogenlunde store Forandringer af Skudretningen utvivlsomt maa opstaa Vanskeligheder eller Tidstab, ja, at det kan blive nødvendigt at indtage en helt ny Opstilling, saa indses det, at det sehvveitziske Materiel ikke saadan som det russiske luder sig anvende som egentligt Feltartilleri. Som bekjendt er det heller ikke organiseret som saadant, men indordne,t i Positions­ artilleriet, en Benævnelse, der dog ikke her, som i andre Lande, maa tages i Betydningen Fæstnings- og Belej­ ringsartilleri.

Det schweitziske Positionsartilleris Bestemmelse er at medvirke ved Kamp om stærkere Feltstillinger og provisoriske Anlæg; ganske vist kan det ogsaa indgaa i det til en permanent Fæstnings Forsvar bestemte Artil­ leri, navnlig til Armering af saadanne Værker, som anlægges i Krigstid til Komplettering af de permanente; men dets vigtigste Anvendelse er dog til Forstærkning af Feltartilleriet, dels fordi dette i og for sig er svagt i Forhold til de andre Vaaben (3 Kanoner pr. 1000 Mand Infanteri og Rytteri, og dels fordi man i Feltkrigen kan møde Maal, mod hvilke den 8,4cm Kanon ikke har tilstrækkelig Virkning. Positionsartilleriets Anvendelse kan saaledes falde indenfor det taktiske Omraade, og det harderfor været nødvendigt at give del en dertil svarende Organisation.

De 10 Linie- og 15 Landeværnskompagnier, hvoraf det bestaar, sammendrages ved Mobilisering i 5 Afde­linger à 2 Linie- og 2 Forstærkningskompagnier samt en Erstatningsreserve paa 5 Landeværnskompagnier. Elver Afdeling tildeles 32 Stk. Skyts, hvoriblandt 10 Stk. 12cm Haubitser med tilhørende 10 Ammunitionsvogne.

Til Forstærkning af Feltartilleri ere disse Afdelinger dog næppe fuldt ud egnede; de ere nemlig i høj Grad ubevægelige ikke alene paa Grund af de temmelig be­ tydelige Vægte for en af I’jecerne, (den sværeste vejer 1425 Kg.), men navnlig paa Grund af de kolossale Parker med Kjøretøjer for Ammunition, Briskemateriel, Værktøj m. m.

I det spanske Belejringsartilleri indgaar blandt andre Pjecer en 15cm (nøjagtig 149,1mm) Staalbroncemortér, som, naar Forholdene maatte opfordre dertil, ogsaa paatænkes anvendt i Felten.

Mortéren bestaar af et kegledannet Forstykke og et cylindrisk Bagstykke eller Kammerstykke. Dette er af Staal og i den forreste større Del cylindrisk udboret til Leje for Kardusen; fortil udvendig er det tildannet som en almindelig Bundskrue med Leje i den bageste Del af Forstykket, og i dets forreste Flade er indlagt en Sku­ ring, der, naar Mekanismen er lukket, ligger an mod en i Forstykket indsat Broadvvellsring af Kobber. Den øvrige Anordning er omtrent som ved en almindelig Skrue­ mekanisme.

Højderetningsapparatet bestaar af en i Kjærneliniens Vertikalplan anbragt Tandbue i Indgribning med et Drev, der drejes ved et Haandhjul, den største Elevation er 60°, Mortérens Totallængde er 9 Kaliber og dens Vægt med Mekanisme 437 Kg.

Affutagen bestaar af en Rappert, en transportabel lirisk, 2 Hjul og en Forstilling. Rapperten (Fig. 14) bestaar af 2 Vægge forenede ved Rigler og foroven for­ synede med Tappelejer; dens Vægt er 320 Kg.

Brisken bestaar af o Længdebjælker L , hvoraf den midterste er forlænget bagud og danner en Frodsbom med Prodsring og Løftebøjler. Længdebjælkerne forbin­ des ved Holte med 5 Tværbjælker Q, og deres øverste Flader ere belagte med 5mm tykt Jernblik. Fortil paa Frisken sidder en stærk Jernring li, der tjener til Støtte for Rufferindretningen P, hvis Rolt kan fastgjøres til Rappertens Forrigel. Paa Axlen A kan indskydes 2 almindelige Lavethjul. Vægten af Rrisk og Hjul er 790 Kg.

Forstillingen er en almindelig Feltforstilling, der rummer 12 Projektiler med tilhørende Ladninger; fuldt pakket vejer den 900 Kg., hele Kjøretøjets Vægt er 2527 Kg., d. e. 216 Kg. mere end den danske Feltkanon med opsiddet Mandskab. Respændingen er 6 Heste.

Under Marchen holdes Rapperten paa sin Plads paa Rrisken ved stærke Læderremme. Skal Mortéren brin­ ges i Batteri, aftages Hjulene paa følgende Maade: Den bevægelige Drager S anbringes under den 2den Tvær­ bjælke, Rrisken prodses af, hvorefter den løsspændte Rappert med Mortér glider tilbage mod Prodsbommen, der synker ned mod Jorden, medens Friskens Forende gaar saa meget tilvejrs, at Hjulene kunne aftages. Der- paa vipper man Forenden ned, lader Rapperten glide noget frem, løfter Prodsbommen og anbringer Drageren S paa den i Figuren viste Plads.

Projektilerne ere en 2,8 Kal. lang, 35 Kg. tung Støbejernsgranat med en Sprængladning paa 2,1 Kg., en Granatkardæsk, en Brandgranat og en Minegranat, hvis Detailindretning vi dog ikke se os istand til at oplyse. Skudladningen sammensættes af Elementer paa 100, 200, 400 og 800 Kg.; den største er 1,7 Kg., og den største i Skydetabellerne anførte Distance er 3800m.

Uagtet Vægtforholdene ved dette System ikke kunne siges, at lægge Hindringer ivejen for nogenlunde hur­ tige Bevægelser paa banede Veje, kan der dog næppe være Tvivl om, at dets Anvendelse i Felten bliver tem­ melig begrændset. I Hauptmann Holzners Artikel «Uber Positionsartillerie« (Mittheilungen 1889), hvorfra denne Beskrivelse er tagen, oplyses intet om, hvor lang Tid der medgaar til at bringe Mortéren i Batteri eller til efter endt Skydning atter at gjøre den marchefærdig; men det vil dog sikkert blive mere end ved den schweitziske Felthanbits; heller ikke om Betjeningsmandskabets Be­ fordring gives der nogen Oplysning. Systemets Hoved­ fortrin, den store Maximumselevation, maa vel nærmest faa Betydning i Fæstningskrigen, og dets i Sammenlig­ ning med de tidligere beskrevne Konstruktioner større « Anvendelighed hertil synes at være kjøbt paa Bekostning af andre Egenskaber, som, sete fra Feltkrigens Stand­ punkt, nødig maa savnes.

Efter den nyeste Organisation af den engelske Be­ lejringsartilleripark bestaar denne af svære, mellemsvære og lette Sektioner. Den lette Sektion sammensættes af 25 Pds. (101,6mm) Kanoner og 6,3 (160mm) Haubitser. Til sidstnævnte Pjece er det, der sigtes, naar det flere Steder, bl. a. i «Revue militaire belge» 111. 1889 P. 106 udtales, at ogsaa England besidder Posilionskasteskyts, som er tilstrækkelig mobilt til at følge en Hærs Bevæ­ gelser i Felten.

Haubitsen er dannet af Smedejern, men med et  indre Rør af Staal; den er indrettet til Forladning, har en Længde af 1422,4mm og vejer 914,6 Kg. Løbet er forsynet med 20 progressive Riffelgange.

Lavetten er en almindelig Væggelavet af Jern med svære Hjul af Træ. Elevationen gives ved Tandbue og Drev og ligger imellem 0 og 40°, Tappehøjden er 1,346m, og Vægten er 1652 Kg. Forstillingen er forsynet med Kasse og vejer uden Ammunition 615 Kg.

Ammunitionen bestaar af Granater med Gaschekføring, Kardæsker og de saakaldte Stjerneprojektiler. Granaten vejer 31,62 Kg., hvoraf 4,2 Kg. optages af Sprænglad­ ningen, den er forsynet med Perkussionsbrandrør og kastes med Ladninger paa 1,814 og 0.907 Kg. grovkornet Krudt. Førstnævnte Ladning giver en Begyndelseshastighed paa 228,9m, hvortil ved 39l/o° Elevation svarer en Kastevidde paa 4100 Yards (3965m). Granaten kan om­ dannes til en Rrandgranat ved at erstatte den sædvanlige Sprængladning med 140 Brandcylindre og 730 Gram Krudt til Skorpens Sønderdeling. Stjerneprojektilet er et Lysprojektil, som forsynes med Tidsbrandrør og udkastes , under en Elevation af 27°; det kan belyse Forterrainet i indtil 1800 Yards Afstand fra Batteriet.

Paa Spørgsmaalet om, hvorvidt denne Haubits egner sig til Anvendelse i Feltkrigen, maa der vel nærmest svares, at Anvendelsen i hvert Tilfælde bliver stærkt begrændset. Det hele System gjør et noget forældet Ind­ tryk, det er tungt og kun lidet bevægeligt; dets Vægt uden Ammunition løber op til 3181,6 Kg., hvoraf 2566,6 falder paa selve Pjecen og Lavetten. Betjeningen kan derfor næppe foregaa uden Brisk, og for saa vidt der — hvad vor Kilde, Holzner: «Über Posilionsartillerie», intet oplyser om — ikke til Systemet hører en saadan, der er færdig tømret og let anbringelig, maa det tage lang Tid at bringe Haubitsen i Batteri. Hertil kommer endnu, at man savner det i Feltkrigen mest anvendte Projektil Granatkardæsken.  

Det svenske Positionsartilleri har blandt andre Op­ gaver ogsaa den om fornødent at ledsage og understøtte Infanteriafdelingerne sammen med Feltartilleriet. I den Hensigt skal der ved Mobilisering oprettes 6 Positions­ artilleridivisioner, hver bestaaende af 2 Batterier å 4 12cm Kanoner, 1 Batteri paa 6 Mitrailleuser og 1 Batteri paa 4 eller 6 12cm Haubitser. Hver Division kommer saa- ledes til at tælle 18 å 20 Stk. Skyts og c. 70 Vogne. I Fredstid existerer Personellet, saa vidt vides, kun paa Papiret, og hvad angaar Materiellet, have Kanoner og Mitrailleuser allerede været tilstede i længere Tid, hvor­ imod Haubitserne først ere anskaffede i Løbet af det sidste Par Aar.

Konstruktionen af denne Pjece skriver sig fra 1886 og 87, den blev tilvirket ved Bofors og bestaar af et Kjærnerør (ved Prøvepjecen af Staai, ved de andre af Støbejern) og en Staalkappe, der omgiver den bageste Del og bærer Tappene. Løbet bar 16 venstresnoede pro­ gressive Riffelgange, Baglademekanismen er en alminde­ lig Skruemekanisme, Længden er 12.8 Kai. og Vægten 645 Kg.

Som Underlag brugte man foreløbig en ældre Lavet af Træ (se Fig. 15), ved hvilken der dog blev foretaget en Del Forandringer. De gamle Tappelejer bleve fjær- nede og erstattede af 2 høje ved en Brystrigel forenede Opstandere a, der foroven bære Tappelejer og Panddækler. Opstanderne ere af Staai og kunne drejes om en paa Væggene hvilende vandret Bolt.

I Nærheden af Tappelejerne ere de ved en anden vandret Bolt forbundne med 2 bagud gaaende ved Kryds­ forbindelser forenede Stræbere c, hvis bageste Ender ere skudte ind paa en Axel b; denne kan glide paa 2 oven- paa Væggene anbragte Skinner fd, ved hvis Endepunkter den standses af Knaster.

Mellem Væggene er anbragt en Bufferindretning, gjennem hvilken der gaar 2 Længdebolte e, som, naar der skal skydes, forbindes med Axlen b. Ved Affyringen gaa Stræberne noget tilbage, deres nedre Ender glide paa Skinnerne, Boltene e følge med, hvorved Bufferne sammenlrykkes og optage en Del af Stødet.

Højderetning gives ved Tandbue og Drev, Eleva- tionsgrændserne ere — 10 og + 41°, og Tappeaxens Højde i Skudstillingen er 1,6m; men under Marche er den noget mindre, idet Boltene b og e ikke ere i For­ bindelse med hinanden. Haubitsen kommer derved til at indtage den ved de punkterede Linier angivne Stilling.

Projektilerne ere en Støbejernsgranat og en Granat­ kardæsk. Granaten vejer 16,8 Kg. og har en Spræng­ladning paa 1 Kg. Granatkardæsken er af Staal og vejer 16,9 Kg., den har Kammerladning (200 Gram) og en Fyldning bestaaende af 144 Tærninger og 180 Kugler alle af Haardtbly og alle af Vægt 12,7 Gram. Brand­ røret er dobbeltvirkende, har 2 Etager og kan bruges paa Afstande indtil 5300m.

Med dette Materiel blev der i Juli og September 1888 afholdt Forsøgsskydninger paa Skydepladsen ved Marma. Man anvendte Ladninger paa 1,25, 0,75 og 0,50 Kg. af 2 forskjellige Krudtsorter; men da der ikke haves Oplysninger om, hvorvidt nogle af disse Ladninger eller Krudtsorter blive endelig indførte, skulle vi ikke gaa nærmere ind paa Resultaterne, men kun bemærke, at Præcisionen syntes tilfredsstillende, at man gjennemgaaende fik god Virkning mod dækkede Maal; men at Granaten kun gav faa Sprængstykker og i det hele kun ringe Virkning mod Jorddækninger.

Hvad angaar Materiellet, fandtes der intet at be­ mærke ved selve Pjecen; Brandrørene derimod viste den Ulempe, at Armeringen kun blev mulig ved Anvendelse af 3 forskjellige Fjedre, en for hver Ladning. Under Forsøgene gik Iløjderetningsapparatet itu, men viste sig dog fuldtud brugbart efter cn lille Konstruktionsændring. Bufferindretningen funktionerede godt og bragte Pjecen i Skudstilling efter hvert Skud, Overgangen fra Marche- til Skudstilling og omvendt lod sig med Lethed udføre af Betjeningsmandskabet. Ved Skydning fra uforberedt Standplads med den største Ladning borede Svandsen sig strax ved det første Skud 0,3mned i Jorden, og naar Lavetten stod paa Brisk, reknlerede den indtil 5m og var meget urolig, Hjulene løftede sig 0,3m fra Jorden, et Eg og et Fælg gik itu, og Axelarmene bleve bøjede; navnlig ved store Elevationer vare Paavirkningerne afgjort større end tilladeligt, hvilket ogsaa ses deraf, at Bufferne ikke bleve sammentrykkede nær saa meget som ved de min­ dre Elevationer.

Det er formodentlig disse Forhold, der have bevir­ ket, at man har kasseret den her omtalte Lavet og kon­ strueret en ny med Vægge af støbt Staal, men forøvrigt efter samme Princip. Denne Lavet er nu definitivt ind­ ført. Nye Forsøg have været afholdte for et Par Aar siden; men Hesultaterne ere ikke offentliggjorte; heller ikke haves der Oplysning om Lavettens Vægt, om For­ stillingen, Ammunitionsvogne eller andre Vogne, kun vides det, at hele Systemet vejer 2300 Kg., og at der paa Forstillingen medføres 18 Skud, og man kan saaledes ikke udtale nogen endelig Dom om dets Anvendelighed til Feltbrug. Kun skal det bemairkes, at den store Tappe­ højde, som ganske vist formindskes under Marchen, og derfor næppe influerer væsentligt paa Bevægeligheden, dog synes at knytte Konstruktionen til Balterianlæg og for saa vidt gjør den mere egnet til Forsvar af end til Angreb paa Stillinger, ligesom den ogsaa bedre end de almindelige Feltlavetter vil kunne anvendes i Fæstnings­ krigen.

Italien har i Modsætning til de fleste andre Stater som Feltkaslepjece indført en Mortér af det sædvanlige Feltkanonkaliber, nemlig 8,7cm. Mortéren er tilvirket af Haardtbronce, har en Længde af 7,31 Kal. og en Vægt af 103 Kg. Løbet har 20 venstresnoede Riffelgange med konstant Stigning, og Mekanismen er en almindelig Kile­ mekanisme.

Projektilerne ere de samme, som anvendes ved den svære Feltkanon, nemlig en Granat og en Granatkardæsk. Granaten vejer 6,76 Kg., har en Sprængladning paa 0,2 Kg. og et saa følsomt Perkussionsrør, at det kan ar­ meres ved Anvendelse af en Ladning paa 100 Gram. Granatkardæsken vejer 6,7 Kg., har en Sprængladning paa 0,017 Kg. og en Fyldning paa 175 k 179 Kugler af Vægt 16,25 Gram; den er forsynet med dobbeltvirkende Brandrør. Foruden disse Projektiler har man forsøgt og maaske nu indført en Staalgranat fra Krupp; den er 3 Kai. lang, har en Sprængladning paa 900 Gram Gevær­ krudt og vejer 6,75 Kg. Ladningerne ere 300, 200 og 100 Gram 7/11mm Krudt, der ved 45° Elevation give Kaste­ vidder paa henholdsvis 2862, 1822 og 919m.

Lavetten er af Staal og har Hjul af Træ, men ingen Bremse, Rekulen hæmmes derimod ved et Tov, som fastgjøres til 2 i Jorden nedrammede Pæle tæt foran Standpladsen. Lavettens Vægt er 107 Kg.

Forstilling i dette Ords almindelige Betydning findes vistnok ikke, i »Bevue miltaire beige» HL 1889 p. 108 oplyses, at Bespændingen er 2 Muldyr, og at den Vægt, de have at trække, beløber sig til 228 Kg.

Efter Beretningerne synes Mortéren ikke at svare fuldtud til de Forventninger, man havde knyttet til den med Hensyn til Anvendelse i Felten, og navnlig beklager man sig over, at Granaten næsten ingen Virkning har, naar Jordsmonnet er saa blødt, at den trænger 0,4m ned i samme; mod udækkede Maal af en vis Modstandsevne, f. Ex. Briske, Broer, chausserede Veje o. 1. er Virknin­ gen derimod tilfredsstillende, og Granatkardæsken lader sig med Fordel anvende til Enfilering af traverserede Linier.

Ogsaa i Bjergkrigen skal Mortéren anvendes, navn­ lig i saadanne Tilfælde, hvor man ikke kan bringe 9cm Kanoner frem og dog ønsker større Virkning, end den 7cm kan præstere.

I Mangel af Skydetabel gjengives efter Archiv 1889 nedenstaaende i tabellarisk Form sammenfattede Resultat af nogle Forsøgsskydninger.

I Østerrig syntes Spørgsmaalet om Feltkasteskyts i Begyndelsen at skulle blive løst paa en simpel Maade uden særegne Konstruktioner og tidspildende Forsøg, idet man i den til Belejringsartilleriet hørende 15cm Staalbroncemortér havde en Pjece, som formentes egnet til denne Anvendelse.

Mortéren er forsynet med Kilemekanisme, har en Længde af 8,5 Kal. og vejer 625 Kg. Dens Affutage kunde dog ikke bruges i Felten, og man har derfor mon­ teret den i en Lavet, som i Forbindelse med en Forstil­ ling uden Kasse danner et firehjuls, sexspændigt Kjøre- tøj, der med Hensyn til Bevægelighed ikke staar meget tilbage for svære Feltkanoner. Saaledes monteret be­ nævnes Mortéren officielt« 15cm Staalbroncebelejringsmortér i Lavet« (Organ o. s. v. XXXVIII 1889 S. 324.)

Lavetten er dog temmelig tung, den vejer 1365 Kg.; men da Forstillingen til Gjengjæld kun vejer 425 Kg., bliver hele Systemets Vægt 2415 Kg. d. er 104 Kg. mere end den danske Feltkanon med opsiddet Mandskab. Elevationen gives ved Hjælp af Tandbue og Drev, og Grændserne ere — 5 og + 45°.

Som Skudammunition bruges en Granat og en Granat­ kardæsk, der vejer henholdsvis 32 og 37 Kg. samt 2 Ladninger paa 0,7 og 1,3 Kg. Granatkardæskens Fyld­ ning bestaar af 380 24,4 Gram tunge Blykugler. Paa Grund af den betydelige Forskjel paa Projektilernes Vægt kunne de ved Kastning med Granater fundne Data ikke overføres paa Granatkardæsken , og det har derfor været nødvendigt at medføre endnu et Projektil, hvis Bestem­ melse angives ved Benævnelsen «Indskydningsgranatkar­ dæsk»; det er forsynet med Perkussionsbrandrør, men iøvrigt indrettet omtrent som en almindelig Granatkardæsk. Endelig er der noget senere bleven indført en 33 Kg. tung Ekrasitgranat. De til de 2 Ladninger svarende Be­ gyndelseshastigheder ere for Granater 204 og 158 og for Granatkardæsker 189 og 147m. Maximumskasteviddeu for Granater er 3500m, og for Granatkardæsker 3000m.

Allerede forinden man tænkte paa at bruge den 15cm Mortér i Felten, har Fæstningsartilleriet selvfølgelig exerceret og skudt med den; den nye Anvendelse for­ drede imidlertid nye Øvelser, og uagtet man ikke fandt det nødvendigt at oprette særlige i Fredstid bestaaende Feltmortérafdelinger, maatte man dog til en vis Grad organisere dem og forberede deres Mobilisering, hvilket strax mødte betydelige Vanskeligheder. Den tunge Ammunition nødvendiggjør et stort Antal Ammunitionsvogne; kun under gunstige Forhold kan Mortéren betjenes uden Brisk ; man var altsaa nødsaget til at medføre saadanne og derved yderligere forøge Kjøretøjernes Antal, og dette skal have været medvirkende til den Beslutning kun at samle 4 Pjecer i et Batteri; thi selv med et saa ringe Antal kommer Batteriet til at tælle 32 Kjøretøjer (Revue militaire de Tétranger 11 1888 pr. 510). To saadanne Bat­ terier i Forbindelse med et Batteri paa fire 12cm Belej­ ringskanoner kom da til at udgjøre en saakaldet mobil Belejringsbalterigruppe, og af saadanne skulde der i Fred organiseres 5, nemlig 2 i Wien, 1 i Buda-Pest, 1 i Krakau og 1 i Przemyst.

Af og til er der holdt Øvelser med Grupperne, og navnlig have vi flere Steder fundet Beretninger om en særdeles feltmæssig anlagt .Marche- og Skydeøvelse, der blev afholdt i September 1888. Gruppen blev formeret i Wien og talte foruden de 12 Pjecer 82 Ammunitionsvogne og nogle andre Kjøretøjer af forskjellig Model; Bespænding og Rideheste, der leveredes fra de i Wien garnisonerende Feltartilleriafdelinger, udgjorde 459 Heste, og Personellet var 7 Officerer af Fæstningsartilleriet og 534 Underofficerer og Menige.

Øvelsen begyndte rned en Marche paa 2 Dage og endte med en Beskydning af nogle paa Steinfelder-Heide opførte Værker, nemlig et Batteri paa 4 Kanoner og en Redoute for Infanteri. Dens Formaal var bl. a. at prøve Materiellets Brugbarhed og Holdbarhed under Marche og Skydning samt at undersøge, hvilken Virkning man kan vente sig af saadanne Batterier under Operationer, hvor de ere nødvendige til Angreb paa Befæstningsanlæg. . En feltmæssig Supposition var lagt til Grund for Skydningen, og den tilstaaede Ammunition var 542 Skud, hvoraf 50 Stk. 15cm Ekrasitgranater.

Skydningen begyndte paa 3000 og endte paa 1500m; dens Ledelse skal have været udmærket, og de Beskadi­ gelser, som man i Løbet af 3 Timer tilføjede Værkerne, til hvis Opførelse, der var anvendt flere Uger, skildres i Armeeblatt som ret anselige; andetsteds berettes dog, at de passive Hindringer vare saa godt som urørte, at Brystværnet vel var stærkt beskadiget, men at nogle skudsikre Rum endnu vare brugbare, uagtet de vare ramte af 6 Ekrasitgranater, der havde dannet Tragte af l m Dybde og 2m Diameter. I Skiverne var der 60 Træf­ fere, deraf 8 i nogle ved Kanonerne bag Shrapnellskjolde opstillede Skiver; Skjoldene vare nemlig gjennembrudte af 2 Skud.

Det vigtigste Udbytte af denne og maaske af flere lignende Øvelser har dog vistnok været Belæringen om, at en saadan Batterigruppe med dens mange for største Delen svære Kjøretøjer er altfor tung og uhaandterlig til Deltagelse i en Felthærs Operationer; i hvert Tilfælde harman senere bestræbt sig for at indføre mindre Kalibre, saa at Briskene kunne undværes og Ammunitionstrans­ porten blive lettere. Der er saaledes afholdt Forsøg med en 10,5c/m Kanon, som i Modsætning til den 12c/m skulde betjenes uden Brisk ; men dette viste sig umuligt. Svandsen gravede sig efter faa Skud en halv Meter ned i Jorden, og Kanonens Anvendelse i de mobile Belejrings­ batterigrupper blev snart opgivet. Man bliver derfor efter al Sandsynlighed nødsaget til at lade sig nøje med den 9c/m Feltkanon, og da der desuden forlyder noget om, at der er indført en 12c/m Felthaubits, ville 12c/m Kanoner og 15c/m Mortérer sikkert blive erstattede af henholdsvis 9c/m Kanoner og 12c/m Haubitser, en Foran­ staltning, der vel nok vil gjøre de omtalte Formationer mere svarende til deres Navn »mobile Belejringsbatteri­ grupper.»

Fra Tydskland haves, saa godt som ingen Efterret­ ninger om det der indførte System. Major Leydheckers 6 Aar gamle Forslag gaar i Retning af en 12c/m Staalhaubits med Skruemekanisme og af c. 600 Kg. Vægt.  265 Maximumsladningen skal være I lig., Projektilvægten 18 Kg. og Maximumskastevidden 4500m.

Lavettens Vægt maa ikke overstige 600 Kg.; den skal i Lighed med den russiske Feltmortérlavet være ind­ rettet til Betjening uden Brisk, 2 Kardæskfoderaler maa være anbragte paa den, og i Forbindelse med Forstillingen maa den afgive Sæde for Betjeningsmandskabet; thi vel vil Nødvendigheden af Bevægelser i Trav her indtræde sjældnere end ved almindelige Feltbalterier; men ude­ lukket er den dog ikke.

Forstillingen bør være forsynet med Kasse og rumme 15 Projektiler med tilhørende Ladninger i liggende Stilling. Den saavel som Ammunitionsvognen skal iøvrigt kon­ strueres i nøje Overensstemmelse med det almindelige Feltmateriel, om der end kan slaas noget af med Hensyn til Bevægeligheden. For Vognenes Vedkommende maa det saaledes betragtes som tilstrækkeligt, naar de kunne bevæge sige længere Strækninger i Trav paa banede Veje , og indskrænkes Fordringen hertil, vil det utvivlsomt lykkes at konstruere en sexspændig Vogn, som kan transportere 60 Skud, hvoraf de 15 i Forstillingen.

Om Antallet af Pjecer i Batteriet bemærkes, at det bør være saa stort, at den første kan være klar til Skud, naar den sidste affyres; er det mindre, bliver Skud­ hastigheden for ringe, og er det større, staar en Del af Batteriet unyttigt udsat for Fjendens lid. Denne Tanke ligger til Grund for de almindelige Feltbatteriers Sammen­ sætning paa 6 Pjecer, og det samme Tal vil formentlig passe for Haubitsbatterierne; thi vel fordrer Betjeningen mere Tid; men paa den anden Side medfører den store Flyvetid en mere langsom Skydning.

Ammunitionsudrustningen sættes til 150 Skud pr. Pjece; heraf medføres de 15 i Lavettens Forstilling, og da hver Ammunitionsvogn kan rumme 60, skal der alt- saa være 2,25 Vogn pr. Pjece, saa at Batteriets Materiel bliver følgende: 6 llaubitser i Affutage

14 Arnmunitiousvogne
2 Forraadsvogne
1 Reservelavet og
1 Feltsmedie.

Med denne Udrustning kunde man til Nød undvære særegne Ammunitionskolonner for Haubitsbatterierne; dog var det beldigst, om de ogsaa i denne Henseende kunde blive stillede noget nær paa samme Fod som almindelige Feltbatterier, og i saa Fald foreslaas det at samle 4 Batterier til 1 Afdeling, hvortil da skulde høre en Am­ munitionskolonne med det fornødne Antal Ammunitions­ vogne, Forraadsvogne, Reservelavetter og Feltsmedier.

Angaaende Antallet af Haubilsafdelinger mener Ma­joren, at det vil være tilstrækkeligt at oprette een for hverArmee paa 4 Korps, og af økonomiske Grunde giver han paa Forhaand Afkald paa en Fredsorganisation med faste Kadrer og Hestebestand. Materiellet maa selvfølgelig være tilstede, og i og for sig vilde det ogsaa være heldigst, om Batterierne vare formerede i Fredstid, saa at Officerer, Mandskab og Heste kunde indøves og sammenarbejdes; Haubitsbatterierne vilde i saa Fald komme til at udgjøre en Del af Feltartilleriet. Men naar Talen er om det absolut nødvendige, maa det erkjendes, at der næppe vil blive stillet store Fordringer til et Hanbitsbatteris Manøvredygtighed, og man maa derfor kunne lade sig nøje med mindre vel øvede Trainkonstabler og saadanne Heste,somtilvejebringesvedMobilisering. Tilvejebringelsen af Personel og Heste maa selvfølgelig være forberedt paa det omhyggeligste; blandt Officererne bør der være nogle, til hvem Tilsynet med Bespændingen kan overdrages, de maa tages fra Feltartilleriet eller Trainet; men det øvrige Personel maa tages fra Fodartilleriet, hvortil ogsaa Ilau- bitsbatterierne ville være at henregne, eftersom Feltartille­ riets Personel ikke er uddannet til at betjene det.

Uagtet Major Leydhecker har udtalt som sin Over­ bevisning, at en 12c/m Haubits bedre end noget andet Skyts vil vise sig egnet til at afhjælpe Trangen til Verti­ kalild i Feltkrigen, regner han dog stadig med den Mulighed for Øje, at man efter nøjere Undersøgelser og Forsøg vil foretrække en 15c/m Mortér. lians Bog blev i sin Tid opfattet som et Udtryk for de i højere artilleristiske Kredse gjældende Anskuelser, og denne Opfattelse kan kun bestyrkes ved den Omstændighed, at Krupp strax efter Bogens Fremkomst konstruerede en 12c/m Haubits og en 15c/m Mortér, bestemte til Feltbrug.

Den Kruppske 12c/m Felthaubits er afStaal og vejer 450 Kg.; den er 10 Kai. lang og er forsynet med en almindelig Kilemekanisme. Opsatsen har Form som en Cirkelbue med Centrum i Falkens Spids, den er forsynet med Libelle og har 8 Distanceinddelinger svarende til 3 forskjellige Ladninger.

Lavetten afviger ikke meget fra de almindelige Felt­ lavetter, Hjul og Axel ere en Del sværere, Højderetningen gives ved Tandbue og Skrue uden Ende, Elevations- grændserne ere 0 og 45°, og Vægten er 665 Kg.

Heller ikke Forstillingen afviger væsentlig fra den almindelige Konstruktion til Feltbrug; dog transporteres Projektilerne liggende. Den vejer 585 Kg., Ammunitionen, 16 Projektiler af 20 Kg. Vægt med tilhørende Ladninger, vejer 345 Kg., den øvrige Pakning beløber sig til 55 Kg. Vægten af den fuldt pakkede Forstilling bliver saaledes 985 og af hele Systemet 2100 Kg.

Ammunitionsvognen har samme Forstilling som La­vetten, Bagvognen rummer 12 Granater og 20 Granat­ kardæsker med tilhørende Ladninger.

Til Systemet hører ogsaa en Forraadsvogn, en Felt­ smedie og en Reserveaffutage, paa hvilken sidste der pakkes 3 Hjul, en Axel, en Vognstang og en Hammel.

Projektilerne ere en 3,1 Kai. lang Støbejernsgranat, en 4 Kai. lang Staalgranat og en 2,5 Kai. lang Staal- granatkardæsk, alle af 20 Kg. Vægt.

Forsøgene bleve dog udførte med ældre Projektiler af 16—26 Kg. Vægt og med Ladninger paa 1,5, 0,9 og 0,6 Kg. 6/10 m/m Krudt.

Haubitsen har ialt udholdt 972 Skud, hvoraf 56 paa en Brisk, der var lagt i Murværk. Derpaa skød man 200 Skud paa en Brisk, der var lagt paa almindelig Jordbund; under denne Skydning revnede de nederste Hjulfælg; men dog gjordes der endnu 100 Skud med de samme Hjul, uden at de bleve reparerede. Tilsidst skød man fra uforberedt Standplads; ved store Elevationer gik navnlig Hjulene dybt (28— 30c/m) ned i Jorden, ved mindre Elevationer gik de kun 9, men Svandsen til Gjengjæld 37c/m, ned. Den største Rekule var 5m og den mindste 1,35m. De sidste 640 Skud — deraf 180 med Elevationer mellem 30 og 40° — afgaves, efter at Lavetten var bleven forsynet med en stærkere Axel og Hjul af en særegen Konstruktion, der viste sig tilstrækkelig holdbar.

Forsøgene førte til Antagelse af de 3 omtalte Lad­ ninger, af hvilke den største giver en Begyndelseshastighed paa 293m, hvortil for Granater svarer en Maximumskastevidde af 5800m, medens Granatkardæsken sprænges i 5400m Afstand, efter at dens Brandrør har brændt i 29 Sekunder.

For en Bedømmelse af Haubitsens Træffesikkerhed ere de af Krupp offentliggjorte Forsøgsresultater ikke meget vejledende; thi Skudrækkerne vare meget smaa, ofte kun paa 5 Skud.

For at undersøge Virkningen mod dækkede Maal blev der kastet mod en Redan, hvis ene Face laa vinkel­ ret paa Skudlinien, medens den anden dannede en Vinkel paa 45°. Bag den førstnævnte Linie stode 2 Kanoner og bag sidstnævnte 4 med tilhørende Betjeningsmandskab, 7 Skiver pr. Kanon, og desuden var der langs den indre Brystværnsskraaning opstillet en 1,8m høj Bræddevæg, der forestillede Infanteri; Brystværnets Højde var 2m.

Ved Kastning med Granatkardæsker paa 1980m og med 1 Kg. Ladning traf man med 4 Skud 27 Betjeningsnumre med ialt 94 Træffere; 6 Skud med 0,6 Kg. Lad­ ning gav 81 Træffere i 46 Betjeningsnumre. Samtlige i Batteriet faldne Kugler og Sprængstykker udgjorde ved den førstnævnte Række 215 og ved den sidstnævnte 237.

Faa den ugunstigste Skydedag gave 10 Granatkar­ dæsker paa 1980m følgende Resultat: 20 Beljeningsnumre vare trufne med 57 Træffere; hertil kom 144 Træffere i Værkets Terreplein og 17 i den indre Brystværnsskraa- ning (heraf 1 paa den Face, der laa vinkelret paa Skud­ linien). Der bliver altsaa ialt 218 Træffere i Batteriet; men det maa erindres, at en og samme Kugle kan være talt 2 Gange, idet den kan have ramt Terrepleinet efter at være gaaet igjennem en Skive.

Virkningen af Granaterne skal have været meget ringe navnlig under store Nedslagsvinkler; de skulle derfor kun i ringe Mængde indgaa i Ammunitionsudrustningen.

Mortéren og dens Affutage ere konstruerede efter de samme Principer som Haubilsmateriellet. Kalibret er 149,1m/m, Længden 8,4 Kai. og Vægten 450 Kg. La­ vetten vejer 643 Kg. og er forsynet med Axel og Hjul af en særlig stærk Konstruktion. Forstillingen vejer fuldt pakket 975 Kg., hvoraf 332 udgjøres af Ammunitionen, 8 Skud. Hele Systemets Vægt bliver saaledes 2068 Kg.

De ved Forsøgsskydningerne anvendte Projektiler vare 2 Støbejernsgranater af Længde 2,8 og 4 Kai. og af Vægt 31,5 og 51 lig. samt en Granatkardæsk, der vejede 34,5 Kg. Maximumsladningen var 1,5 Kg. 6/10 m/m Krudt, den var sammensat af 2 Elementer paa 0,9 og 0,6 Kg. Disse 3 Ladninger æqvivalere henholdsvis 550, 350 og 200 Gram 2m/m røgfrit Krudt.

Ligesom ved Haubitsen kastede man med Mortéren først fra Brisk og senere fra uforberedt Standplads. Med Hensyn til Rekule og Nedgravning af Svands og Hjul i Jorden forholdt Mortéren sig omtrent som Haubitsen.

Forsøgene førte til Antagelse af Ladningen 1,5 Kg., der giver den mindste Granat en Begyndelseshastighed paa 215 og en Maximumskastevidde paa 4000m.

Angaaende Skudsikkerheden kan der af de samme Grunde som omtalt for Haubitsen ikke siges noget be­stemt. Virkningen af det enkelte Granatkardæskskud mod det før omtalte dækkede Maal var vel noget større end for Haubitsens Vedkommende, dog næppe i samme Forhold som Projektilvægten.

Hvorvidt man i Tydskiand har bestemt sig til at ind­ føre en af de her omtalte Pjecer, kunne vi endnu ikke oplyse; alt hvad der angaar denne Sag behandles med stor Hemmelighedsfuldhed; men sikkert er det, at der afholdes Øvelser med Mortérbatterier, og efter de i forskjellige Fagskrifter fremkomne kortfattede Meddelelser at dømme, synes Virkningen mod dækkede Maal og endnu mere mod Jorddækninger langt at overgaa Feltkanonens.

Ligesom i Tydskiand iagttages ogsaa i Frankrig den største Hemmelighed med alt, som vedrører Spørgsmaalet om Feltkasteskyts. Ikke desmindre vides det bestemt, at der existerer Batterier af 12c/m Haubitser, der kaste Granatkardæsker, Brisantgranater og Kardæsker (de samme Projektiler, som anvendes ved den 120m/m lange Kanon); de veje henholdsvis 19, 22 og 18 Kg. Selve Pjecen er af Staal og forsynet med de Bange’s Mekanisme. Den har ingen Tappe, men hviler med sit Bagstykke i en Broncemutfe, hvori den kan glide frem og tilbage, og som bærer Tappene og Højderetningsbuen. Den bageste Ring er forsynet med en nedadgaaendc Arm, som be­ fæstes til den parallelt med Kjærnelinien og under Pjecen anbragte hydrauliske Rekulbremses Stempelstang. Brem­ sen fører Haubitsen frem i Skudstilling efter endt Rekule.

Det umiddelbare Kauonunderlag er en lav Rappert med Vægge, Rigler, Rekulbremse, Højde- 'og Sideret­ ningsapparat; den hviler ikke paa en Brisk, men der­ imod paa en Lavet med 2 Vægge, dannede af Bjælker (rimeligvis Staal), hvis forreste længere Del er omtrent vandret baade under Skydning og Kjørsel (paa denne Del hviler Rapperten og har her nogle Graders Sideret­ ningsfrihed), og hvis bageste kortere Del er bøjet ned, saa at den faar Form som en Svands. Langt forude sidder den i U-Form bøjede Axel, hvis Arme bære Lavet­ hjul af almindelig Størrelse og Konstruktion; bagtil er der anbragt en Prodsbom med Løftebøjler og et bredt tværstillet Plovjern, der i Forbindelse med en solid Kjøre- bremse næsten ophæver Lavettens Rekule.

Der skal af dette Materiel være nok til c. 30 Batte­ rier. Heste og Kadrer haves ikke i Fredstid; man har under de sidste 4 Aars Manøvrer og Skydeøvelser sim­ pelthen udrustet nogle Feltbatterier med Haubitser istedet- for Kanoner; Bespændingen er altsaa 6 Heste, og Syste­ mets Vægt er omtrent den samme som for det alminde­ lige Feltmateriel.

V. Om Feltkasteskytsets taktiske Anvendelse.

Den rette Vurdering af nye Ideer, Opfindelser og i det hele af de Forhold, der nødvendiggjøre store og gjennemgribende Forandringer paa militære Omraader har ofte ført til Opnaaelse af de mest glimrende Krigsresul­ tater. Hvor stor en Del af Preussernes nyere Sejrvin­ dinger maa man saaledes ikke tilskrive den Omstændighed, at de førend alle andre have forstaaet at vurdere Baglade- geværet paa rette Maade? Hvilken Betydning vilde det ikke have havt for os, om vi før 1864 havde indført et af de da fremkomne Bagladegeværer som Bevæbning for vort Fodfolk?

En saadan rettidig Vurdering maa altsaa siges at være af overordentlig stor Betydning; men den er tillige særdeles vanskelig. Paa den ene Side skal man vogte sig for ensidig Vedholden ved det gamle, overleverede og tilvante parret med en maaske altfor forsigtig Tilbage­ holdenhed overfor det nye og tildels uprøvede, og paa den anden Side skal man undgaa en overilet Adoptering af de talrige mere eller mindre opsigtvækkende Projekter, der ofte fremstaa ved theoretiske Studier i lange Freds­ perioder, og hvis Konsekvenser undertiden føre langt bort fra Krigserfaringens simple og praktiske Grundsæt­ninger.

Lange Fredsperioder kunne vel ikke siges at være vor Tids Særkjende, eftersom de store Rystelser i Midten af Aarhundredet ere bievne efterfulgte af 6 Krige i Europa og endnu flere i de andre Verdensdele. Hvad der er ejendommeligt for vor Tid, er derimod de mange og store Fremskridt paa Teknikens Omraade, der gjør, at man paa en vis Maade arbejder famlende og i mange Tilfælde savner Krigserfaringens Vejledning for den Retning, som Udviklingen skal tage. Fæstninger, Krigsskibe m. m. bygges efter Principper, der aldrig have været prøvede i Krig, Vaaben og Ammunition blive forældede, inden de ere bievne praktisk anvendte, nye taktiske Former opstaa med de nye Vaaben, ændres, naar disse ændres o. s. v. Det er derfor forstaaeligt, at der ogsaa angaaende Indførelsen af Kasteskyts til Feltbrug er bleven skrevet og talt meget for og imod.

Med Hensyn til, hvad der kan tale forSagen, kunne vi henvise til det foregaaende og skulle her kun tilføje, at vi ikke have truffet nogen holdbar Gjendrivelse af de Resultater, som ere fremgaaede af theoretiske Under­ søgelser og Forsøg. Anderledes forholder det sig deri­ mod med Krigserfaringsresultaterne, og navnlig for saa vidt den sidste orientalske Krigs Begivenheder ere bievne holdte frem som Beviser for Nødvendigheden af Kaste­ skyts, skylde vi at tilstaa — hvad der vel iøvrigt er til­ strækkelig bekjendt — at mange søge Grundene til det russiske Artilleris ringe Virkning ved Plewna mere i en mangelfuld taktisk Anvendelse end i Materiellets Ufuld­ kommenheder. En udførlig Kritik af Angrebsartilleriets Optræden i disse Kampe ligger dog udenfor denne Af­ handlings Opgave; men selv med en mangelfuld taktisk Anvendelse vilde Resultatet vel næppe være blevet slet saa tarveligt, hvis man havde raadet over Kasteskyts. Desuden vise andre Kampe f. Ex. ved Telisch og Gornji Dubniak, hvor Skytset blev placeret med Omhu, hvor Ilden blev koncentreret, k. s. hvor Anvendelsen i det væsentlige maa kaldes fejlfri, at Resultatet ikke blev væsentlig bedre.

Det er fremdeles fremført, at Stillingerne omkring Plewna maa henregnes til Undtagelser, og at Kampene om dem derfor ikke bevise noget for Feltkrigens Ved­ kommende. Maa nu dette foreløbig staa hen som uaf­ gjort, saa tro vi dog, at Stillinger som Gravelotte — St. Privat ikke danne Undtagelser; men at de tværtimod ville blive til Regel, og denne Tro synes at være almindelig udbredt, idet samtlige europæiske Stormagter foruden en Del mindre Lande, som vist i forrige Kapitel, have ind­ ført eller staa i Begreb med at indføre Kasteskyts til Brug i Feltkrigen; Tanken maa altsaa siges at være trængt igjennem, og Opgaven bliver nu at bestemme Reglerne for Anvendelsen af det nye Skyts.

At Meningerne derom ere delte, derpaa tyder allerede den Omstændighed, at der findes forholdsvis betydelige indbyrdes Afvigelser mellem de forskjellige Landes Sy­ stemer. Selve Pjecerne ere konstruerede som Haubitser eller som Mortérer, Kaliberet varierer fra 87 til 160m/m, Underlagene ere vel for det meste almindelige Feltlavetter med særegne Midler til at optage Rekulstødet; men nogle betjenes paa Brisk og andre paa uforberedt Standplads; desuden findes der høje Lavetter ja endog Rapperter, og endelig ere i nogle Lande Skytset organiseret og ud­ rustet ganske som Feltartilleri, medens det andre Steder danne særegne mobile Afdelinger af Belejrings- eller Positionsartilleriet og altsaa ikke er saa nøje knyttet til Felthæren.

Ser man bort fra det engelske Materiel, der vel næppe kan kaldes tidsvarende, og fra det italienske, som paa Grund af den paatænkte Anvendelse i Bjergkrigen er særlig let konstrueret, saa gjøre de andre Systemer ganske vist et mere ensartet Indtryk; men Forskelligheder, end- og væsentlige, findes der alligevel; thi lige saa vel som de Opgaver, Belejringskrigen stiller den 15c/mHaubits og den 19 eller 21c/m Mortér, ikke ere sammenfaldende, saaledes kan man vanskeligt tænke sig, at dette skulde være Tilfældet med en 12c/m Haubits og en 15c/m Mortér i Feltkrigen.

Af det i de foregaaende Kapitler udviklede fremgaar, at Feltkasteskytsets vigtigste Bestemmelse er Forberedelsen af Fodfolkets Angreb paa befæstede Stillinger, idet en saadan Forberedelse med Kanoner alene efter al Sand­ synlighed vil blive utilstrækkelig. Major Leydhecker skriver herom omtrent som følger:

«I det Øjeblik, Infanteriet gaar frem, finde vi en næsten intakt Forsvarer beredt til at modtage det med lid, saasnart det kommer indenfor Geværets virksomme Skudvidde. Vi finde et Artilleri, som maaske momentant har trukket Skytset tilbage eller ogsaa forbigaaende ladet Mandskabet søge Dækning, men iøvrigt er beredt til at udnytte hvert Øjeblik, hvor Angriberens Artilleriild, f. Ex. paa Grund af Stillingsforandring, forbigaaende bliver svagere.

Indtil Forsvareren besætter Brystværnslinien, er An­ grebsartilleriets Virkning kun tarvelig, og selv da bliver det stadig kun »Kopfziele», der kunne beskydes. Det Tidsrum, som Artilleriet raader over til sidstnævnte Op­ gave, er temmelig kort; thi snart vil dets eget Fodfolk maskere Maalet, og navnlig vil dette Moment indtræde tidligere, naar vi betjene os af det virksomme Granat- kardæskskud. Granatkardæskilden maa senest indstilles, naar vort Infanteri er 300— 400m fra de fjendtlige Linier. Antage vi, at Forsvarerens Infanteri har vist sig, da vort var 700— 800m fra Stillingen, saa er det kun et Rum paa omtrent 400m, hvis Overskridelse vi ved vor Ild kunne lette Infanteriet. Men fra nu af hører al Artilleriild op mod Brystværnslinien, og vi maa indskrænke os til ved vor forlængede Granatkardæskild at kaste muligt frem­ rykkende Reserver tilbage.

Ganske anderledes bliver Billedet, naar vi raade over Kasteskyts. Dette gjør det muligt for os allerede ved vor Fjernskydning at ryste Besætningen og at fortsætte denne Virksomhed med uformindsket Heftighed under Infanteriets hele Fremrykning; hvad enten Forsvareren viser sig, eller han gjemmer sig bag Brystværnet, faar man dog Virkning. Bliver Brystværnslinien besat, kunne ogsaa Kanonerne, der hidtil have rettet deres Ild mod bagved værende Reserver o. 1., deltage i Arbejdet mod første Linie, indtil deres Ild maskeres og paany rettes mod Understøttelsestropperne. Bueskuddet bliver som før rettet mod første Linie; paa Grund af de store Nedslags- vinkler ere Sprængintervallerne og tillige deres sandsyn­ lige Afvigelser mindre, og sluttelig vil en ringe Forøgelse af Tempering og Opsats bevirke, at man ikke faar Ned­ slag foran, men dog tilstrækkelig mange tæt bag ved Brystværnet.»

Majoren er med disse Udtalelser i alt væsentligt i Overensstemmelse med de fleste andre Forfattere; dog har Forfatteren til en af de tidligere omtalte Artikler, «Sonderbatterien der Feld-Armee» i Jahrbücher 1890, fremstillet Kasteskytsets Opgave noget mere klart og kortfattet og tillige begrændset den noget. Han skriver som følger:

«Die Aufgabe besteht ausschliesslich darin unmittel- «bar vor dem entscheidenden Angriffe die Einbruchsstelle «oder auch nur die dort gelegenen Stützpunkte eine in «gewissen Grenzen gehaltene Zeit lang unter ein über­ legtes den Erfolg verbürgendes, aber zulässig gesteigertes «Feuer zu nehmen, während dessen Dauer sich die An- «griffslioien möglichst der feindlichen Stellung nähern «und gegen dessen Ende oder an dessen Schluss in der «Regel — soweit im Kriege überhaupt von einer solchen «gesprochen werden kann — der Anlauf ausgeführt wird.»

Af den saaledes stillede Opgave fremgaar det, at Specialbatterierne med Hensyn til Opstilling, Maal og Ildens Aabning maa have Befaling fra Føreren for det hele, at Ilden først skal aabnes, naar de alt forløbne Timer have tegnet Slagets Billede i skarpere Omrids, og at Specialbatteriernes Hverv er endt, naar Stormen er udført, hvad enten den lykkes eller ikke.

Forsvarerens Kraft paa Indbrudstedet skal fysisk og moralsk rystes, saa at hans Ild taber den afværgende Kraft. Den til denne Virknings Opnaaelse nødvendige Varighed og Heftighed af Ilden maa kunne præsteres med den Skytset umiddelbart følgende Ammunitionsud­ rustning. Haves 6 Pjecer, hver med 50 Skud, kan man med Pauser paa et halvt Minut vedligeholde Ilden i 2,5 Time, hvilket vel maa være tilstrækkeligt, og holder man strengt paa den Grundsætning, at Kasteskytset kun skal anvendes til Løsning af denne specielle Opgave, maa det være nok at forsyne hvert Armeekorps med et Batteri paa 6 Pjecer; i det store Slag mellem hele Armeer vil man da kunne samle et anseligt Antal Kastepjecer over­ for det afgjørende Punkt.

Hvad angaar Ivaliberspørgsmaalet mener Forfatteren, at man bør vælge det størst mulige Kaliber; thi det er det balistisk gunstigste, det frembringer Virkningen i den kortest mulige Tid og bereder Forsvareren de største Vanskeligheder med Hensyn til Dækningskonstruktioner. Hensynet til Bevægeligheden lægger heller ikke Hindringer ivejen for det svære Kaliber; thi med den omtalte An­ vendelse ville Specialbatterierne kunne raade over et Tidsrum paa flere Timer til Fremrykning, Indretning af Stilling og til at gjøre færdig til Skydning. Hvad der begrændser Kaliberet er derimod Hensynet til Ammunitions- transporten. Batteriet skal, som før omtalt, raade over 300 Skud; regnes Vægten for hvert til c. 30 Kg., ville de 300 Skud kunne følge Batteriet i 8 Ammunitionsvogne, og da den antagne Vægt svarer til det 15c/m Kaliber, vil altsaa den 15c/mMortér være at foretrække for den 12c/m Haubilst.

Ved Anvendelse af det svære Kaliber opnaas endvidere den Fordel, at Granatkardæsken og Granaten kunne gjøres lige tunge, idet Kuglerne gjøres større og støbes af et lettere Metal. Herved vil deres Antal ganske vist for­ mindskes; men netop paa Grund af Projektilets Rumme­ lighed vil man desuagtet kunne faa en tilstrækkelig stor Kuglefyldning. Ensartet Vægt og Form for de to Projek­tiler er altid heldig i Feltkrigen; men navnlig i dette Tilfælde vil det være af stor Betydning at kunne overføre de ved Granatindskydningen fundne Data umiddelbart paa Granatkardæskskydningen; thi denne maa være særdeles nøjagtig, for at man saa længe som muligt kan støtte Infanteriets Fremrykning.

Forfatteren indrømmer, at det er en meget begrændset Opgave, han har stillet Kastebatterierne; men samtidig hævder han, at det er den eneste korrekte. Udvides Opgaven paa en eller anden Maade, vil hverken det her fordrede beskedne Skytsantal eller den ringe Ammunitions­ udrustning være tilstrækkelig; da bliver der ikke mere Tale om «Sonderbatterien», men om svært, ganske vist virkningsdygtigt, men tillige ubehjælpsomt Feltartilleri, som delvis er traadt istedetfor det lette, mindre virk­ningsdygtige og bevægelige; men netop dette skulde Specialbatterierne ved deres karakteristiske Anvendelse forhindre.

Til Slutning anstilles en Sammenligning mellem disse Specialbatterier og den napoleonske Taktiks store Batterier. Saa ulige de ere hinanden i alt andet, saa ens ere de i deres Betydning og Formaal; maatte de i en kommende Krig ogsaa give lignende Resultater.

Som før omtalt finde vi i disse Udtalelser Kaste­ batteriernes Opgave under Angrebet klart og tydeligt præci­ seret; dog kunne vi ikke helt samstemme med Forfatteren, naar han betegner Opgaven som endt, naar Stormen er udført, hvad enten denne lykkes eller ikke; os forekommer det, at Major Leydhecker, General Sauer o. fl. have Ret, naar de hævde, at Kastebatterierne ere særlig egnede til at dække Infanteriets Tilbagetog efter en mislykket Storm; idet de tidligere end Kanonbatterierne kunne gjenoptage Beskydningen efter Sammenstødet, ligesom de jo ogsaa,   hvad Forfatteren selv udtaler, længere end disse kunne støtte Fremrykningen med deres lid. Som en fra alle tre Forfattere afvigende Anskuelse finde vi her Anledning til at udtale, at Granatkardæsken næppe er det heldigste Projektil, naar det drejer sig om saa længe som muligt at understøtte Infanteriets Fremrykning og saa tidligt som muligt efter et afslaaet Angreb at gjenoptage Beskyd­ ningen; skulle Kastebatterierne paa disse Stadier af Kampen præstere væsentlig mere end Kanonbatterierne, bør de vistnok opgive den tempcrede Skydning og vende tilbage til Perkussionsskydning, og vi tro saa meget mere paa Rigtigheden af denne Anskuelse, som man nu i Mine­ granaten har et Projektil med de for en saadan Anvendelse nødvendige Egenskaber, nemlig voldsom og dog lokal Virkning. Paa et vist Stadium af Kampen bør man altsaa gaa over fra Kastning med Granatkardæsker til Kastning med Minegranater; Overgangen maa selvfølgelig kunne foregaa uden Tidspilde; men Forfatteren til «Sonder­ batterien» hævder jo ogsaa, at Vægt og Form bør være ens for alle Projektiler, og naar det fra flere Sider frem­ hæves, at Minegranaten giver sort Røg og altsaa ikke kan observeres paa større Afstande, maa der vel i et saa stort Projektil kunne blive Plads til et stærkt røggivende Stof. Den almindelige Brandrørsgranat vil saaledes blive overflødig.

Endnu en Bemærkning have vi at gjøre, forinden vi forlade «Sonderbatterien», nemlig at man maa være forberedt paa, at ogsaa Forsvareren raader over Kaste­ skyts. Dette indrømmer Forfatteren; men han behandler dette Spørgsmaal paa en ejendommelig flot Maade, idet han paastaar, at de Fordele, som Forsvareren kan opnaa hermed, kun ere tilsyneladende og aldrig kunne blive afgjørende. Angrebstropperne have nemlig Mulighed for fri Bevægelse, Forandring af Opstilling og hensigtsmæssig Benyttelse af Terrainet, medens de defensive Special­ batterier forbruge deres Kampkraft d. e. deres Ammunition og maaske allerede have forskudt sig, naar Angriberens, omend sent, indtræffe paa Kamppladsen. Hertil bemærker General Sauer, at Armeekorpset med et rundt Tal har 100 Kanoner, der vel næppe kunne jage rundt paa Val­ pladsen og benytte sig af Terrainet for at unddrage sig Forsvarerens Kasteild, nej denne kunne de umuligt undgaa, hvis de ville gjore deres Pligt, nemlig bekæmpe Forsvarerens Kanonbatterier, og gjøre de ikke det, hvor­ ledes kommer det da til at se ud med Infanteriets fri Bevægelser?

Vi skulle til dette Spørgsmaal føje endnu et, nem­ lig hvorledes stiller Sagen sig, hvis de defensive Kaste­ batterier ikke forbruge deres Kampkraft for tidligt, men gjemme den, indtil Angrebskastebatterierne møde paa Valpladsen, m. a. O. hvis hine lige saa strengt som disse holde sig til Rollen som Specialbatterier og kun sætte sig det specielle Formaal at bekæmpe Angriberens Kaste­ batterier? Mon da ikke Forholdet bliver det samme som ved Kanonbatterierne, nemlig at der udvikler sig en Duel? Gaa de defensive Kastebatterier sejrrig ud af denne, da have de opnaaet en afgjørende Fordel; thi kun hvis det omvendte bliver Tilfældet, kunne Angrebskastebatterierne skride til Løsningen af deres egentlige Opgave, For­ beredelse af Indbruddet. Men med disse Muligheder for Øje kunne vi ikke anse 50 Skud pr. Pjece som en til­ strækkelig Ammunitionsudrustning, ligesom vi heller ikke kunne tiltræde den Anskuelse, Forfatteren synes at gjøre gjældende, at Kastebatterierne med Hensyn til Bevægelig­ hed kunne staa væsentlig tilbage for Kanonbatterierne; thi det er dog tænkeligt, at Artillerikampen og Infanteri­ angrebets Forberedelse ikke lade sig udføre fra en og samme Stilling, m. a. O. Bevægelse og Manøvrering paa selve Kamppladsen er ikke udelukket.

At ogsaa General Sauer har givet Bidrag til Bestem­melse «af Reglerne for Kasteskytsets Anvendelse, er alle­ rede antydet paa flere Meader; Generalen indtager med Hensyn til dette som til flere andre Spørgsmaal et ejen­ dommeligt ved yderliggaaende Anskuelser markeret Standpunkt. I Kasteskytset ser han nemlig ikke blot, som andre Forfattere, et Angrebsmiddel, der for en Del op­ vejer de mange og store Fordele, som de senere Tiders Udvikling har bragt Forsvaret, men endog et Middel til paany at hjælpe Angrebet til sin Ret som den stærkere Kampform. Den Omstændighed, at det nuværende Felt­ artilleri ikke kjender Kasteskyts, har, siger han, ført til, at Fægtningslæren har tabt Blikket for Kasteildens Be­ tydning, og hvis riflede llaubitser vare bievne indførte samtidig med riflede Kanoner, vilde Forestillingen om Kasteskytsets Undværlighed i Feltkrigen næppe have dannet sig, en Forestilling, der utvivlsomt maa have medført allehaande taktiske Vildfarelser, hvis Opklaring nu, da Kasteskytset har opnaaet den fulde tekniske Jævnbyrdighed med Kanonerne, er nær forestaaende.

Om man skal betjene sig af en 15c/m Mortér eller en 12c/m Haubits, beror efter Generalens Mening kun paa et Skjøn, nemlig hvilken Modstandskraft man tillægger # Forsvarerens Dækningskonstruktioner. Generalen synes dog personlig al foretrække Haubitsen, fordi det i Felt­ krigen ikke saa meget kommer an paa at ødelægge For­ svarernes Hulrum, men snarere at tvinge dem til at søge Dækning deri; desuden staar Haubitsen med Hensyn til Betjening og Behandling paa flere Maader Kanonen nærmere, end Mortéren gjør, den kan i samme Pakrum medføre dobbelt saa mange Skud som Mortéren, den kan skyde paa større Afstande og er mere egnet til Skydning i flad Bane og derigjennem til Selvforsvar.

Langt mere end af dette Spørgsmaal berøres Fægt­ ningslæren af den tekniske Forskjel paa Skud og Kast; dette vil nemlig til enhver Tid kunne overbyde hint med to Egenskaber, nemlig de store Nedslagsvinkler for Projek­ tilet og dets Sprængstykker og Muligheden af Skydning fra ikke indsete Stillinger. Vel kan et Kastebatteri kun undtagelsesvis indskyde sig lige saa hurtigt som et Kanonbatteri; men dette udelukker ikke, at det, naar det først er indskudt, kan præstere en virkelig Hurtigskydning. Indskydningen vil desuden lettes betydeligt ved den store Sprængladning og navnlig ved Modstanderens Dækninger, idet netop de feltmæssige som Regel tegne sig skarpt i Terrainet ved deres friske Jordopfyldning. Intet kan lette en Indskydning mere end et saadant tydeligt og let iagt­ tageligt Brystværn, og intet kan ryste det bag samme opstillede Mandskab mere end det knusende Bevis paa Unyttigheden, ja endog Skadeligheden af den maaske møjsommeligt frembragte Dækning. Lad derfor kun For­ svareren befæste af Hjærtenslyst; jo mere han gjør det, desto sikrere ville Angrebskastebatteriernes Jernhagelbyger kunne koncentreres paa hans Støttepunkter, og hvor dette er Tilfældet, gives der ingen anden Udvej end at rømme Stillingen, der ellers uundgaaeligt bliver en Grav for Besætningen.

 Langt gunstigere er Angriberen stillet, naar ban blot forstaar at benytte sine Kastebatterier paa rette Maade; thi skriver Generalen »eine Minderzahl von Wurfbatterien geniigt, um die stattlichste Mehrheit feindlicher Feld- kanonen taktisch niederzuhalten.» Kanonerne staa fuld­ stændigt værgeløse overfor Kastepjecerne; thi medens de maa være saaledes placerede, at de have frit Skudfelt, m. a. O. saa at de kunne ses, formaa de ikke at tilføje deres farligste Fjender, de vel dækkede Kastebatterier noget Tab. Dette vilde selvfølgelig ikke være Tilfældet, hvis Kastebatterierne vare tvungne til at tage Plads i fuldstændigt indsete Stillinger; men hvad skulde vel tvinge dem dertil? Det kan jo være dem ligegyldigt, om de beskyde Maalet frontalt eller skraat, om de staa højere eller lavere end Maalet, og følgelig vælge de deres Stil­ linger bag Landsbyer, Skovparceller, Bakkekamme eller andetsteds, hvor de ere fuldstændigt usete. Indskydningen og Ildens Ledelse overhovedet maa selvfølgelig foregaa fra en Standplads, der tilsteder fuldt Indblik i den beka- stede Stilling; det er derfor muligt, at man kommer til at betjene sig af en lille feltmæssig Telefon, ligesom det ogsaa kan blive nødvendigt at give Pjecen den første Sideretning ved Hjælp af Kompas.

 I saadanne Stillinger kunne Kastebatterierne, saavidt deres Kastevidde tillader det, fra en af Fløjene virke mod Maal i Centrum eller omvendt, de staa ikke hindrende i Vejen for andre Troppers Opstilling eller Bevægelser, de lokke ikke engang den fjendtlige Ild hen paa de Troppeafdelinger, der staa foran dem, simpelthen fordi de paa Grund af den skjulte Opstilling og det røgfri Krudt ikke kunne opdages og altsaa heller ikke beskydes. Samtidig kaste de uden nogensomhelst Ulempe over Hovedet paa egne Tropper, forskaane Kanonbatterierne for den farlige Fremrykning til Infanteriets Understøttelse i Kampens sidste Stadier, ja det er endog tænkeligt, at Kasteilden kan blive nødvendig for at hjælpe selve Felt­ artilleriet eller en Del af samme i Stilling, k. s. Kaste­ skytset formaar ikke alene paa den tilforladeligste Maade at indlede, ledsage og «recht im Sinne einer braven Hülfswaffe» understøtte Angrebet, men tillige at dække Tilbagetoget, hvis Angrebet mislykkes, idet det allerede, naar det vigende Fodfolk er et Par Hundrede Meter fra Stillingen, kan gjenoptage Bekastningen. Det bør derfor være stærkt representeret, og et passende Forhold mellem Kanoner og Kastepjecer vil formentlig faas ved at tildele hver Brigade et Batteri af saadanne.

Sluttelig udtaler Generalen, at hans Angrebsforslag kun afviger fra det nu brugelige, for saa vidt som han erstatter Skydningen med Kastning overalt, hvor denne synes virksommere end hin. Angrebets Forløb kan i Korthed résumeres som følger:

«Vorallem: gründlichste Erkundung und Aufklärung des Gegners; Einleitung des Kampfes «durch richtig geführte Wurfbatterien; Vorwärtsbewegung der gedeckt bereit gehaltenen «Angriffstruppen erst dann, wenn das, hauptsächlich gegen die feindliche Feldartillerie und «auf die befestigten Stützpunkte der Vertheidigung «gerichtete Steilfeuer genügend wirksam geworden «und dadurch jedeÜberlegenheit desgegnerischen «Flachbahnfeuers — besonders an der beab- «sichtigten Einbruchsstelle — mit aller Be- «stimmtheit niedergekämpft ist. Nun so nahe es «der Wurf erlaubt, an den Entscheidungsbe- «reich herangehen; hier die Gervissheit su- «chen, dass der Vertheidiger hinlänglich er- «schüttert ist — dann stürmen.»

Selv om man nu med god Villie til Forstaaelse skrider til Prøvelse af de fremsatte Anskuelser, bliver det vel kun de færreste, der, naar det kommer til Stykket, vove at følge Generalen paa disse nye og ukjendte Veje til deres yderste Konsekvenser; thi dette betegner et Brud med noget af det, som i Aarhundreder har hørt til god Krigsførelse; ja næsten en Revolution.

I al Almindelighed kan man sige, at Kommandanten i Fæstningen Ingolstadt ikke er nogen Ven af Befæst­ ningsanlæg; thi netop de Bebrejdelser, som her i en halvvejs spottende Form rettes mod Feltbefæstningen, har han jo før rettet mod den permanente. Feltbefæst­ ningskunsten er jo, som før bemærket, omtrent lige saa gammel som Krigen overhovedet, og naar den i uminde­ lige Tider har været skattet som et Middel til at sætte den svagere Part istand til at optage Kampen mod den stærkere, kunne vi umuligt tro, at en Forsvarer nu skulde arbejde i Angriberens Interesse ved at befæste af Hjær- tenslyst, som det hedder, selvfølgelig underforstaaet, at Befæstningen udføres paa rette Maade, d. e. under Iagt­ tagelse af de gjældende Regler. Til Reglerne for Felt­ befæstningens Udførelse hører jo bl. a. den, at Anlæggene skulle gjøres saa lidet synderlige som muligt, og naar Generalen saa stærkt betoner Nødvendigheden af grundig Rekognoscering og Opklaring af Forsvarerens Stilling og Forhold, forinden man skrider til Angreb, da vil vel ovennævnte Regels Iagttagelse formindske Udbyttet af Rekognosceringen nok saa meget nu som før; thi ogsaa i Forsvarets Tjeneste kan man bruge røgfrit Krudt og indirekte Skydning, og navnlig i de første Stadier af Kampen behøver Kanonernes Stilling ikke at være mar­ keret ved en tæt foran liggende, frisk opkastet og let iagttagelig Jordvold.

Efter Rekognosceringen kommer Indledningen af Kampen ved rigtigt førte Kastebatterier, og Generalen er af den Mening, at disse ere Kanonbatterierne overlegne i Artilleriduellen; Overlegenheden bestaar bl. a. i deres fuldstændigt skjulte og uudgrundelige Opstilling i For­ bindelse med Kanonernes fuldstændigt synlige Opstilling. Angaaende det sidste have vi jo allerede tidligere be­ mærket, at ogsaa Kanoner kunne skyde uden at være sete, og naar vi indrømme, at Forsvarsartilleriet maa kunne beherske hele Forterrainet og derfor ikke saa godt som Angrebsartilleriet kan benytte naturlige Dækninger, gjælder dette fortrinsvis i Kampens senere Stadier; under selve Artilleriduellen vil derimod Forsvarsartilleriet lige saa vel som Angrebsartilleriet for en stor Del skyde in­ direkte. Hvad angaar det første, skulle vi her minde om den af Generalen citerede Sætning «Erst Wirkung dann Deckung.» Dækningen er god nok; men naar saa- danne Midler som Kompas og Telefon skulle bringes i Anvendelse, saa kunne vi ikke noksom give Generalen Ret i, at Kastebatteriets Indskydning kun undtagelsesvis kan blive lige saa hurtig som Kanonbatteriets; men i Feltkrigen afhænger Virkningen af Indskydningens Hurtig­ hed, for saa vidt som det Batteri, der kommer bagefter, hurtigt bliver bragt til Taushed og altsaa slet ingen Virk­ ning faar, forudsat, at man overhovedet kan indskyde sig paa det. Dette benægtes ganske vist af General Sauer; men vi kunne dog ikke frigjøre os for en vis Tvivl om Muligheden af at benytte saadanne Stillinger, som Generalen foreslaar. At Kastebatteriet i Almindelighed kan staa tættere bag den Dækning eller Maske, der skydes over, end Kanonbatteriet, og at det derfor er bedre dækket mod Modstanderens Ild, skal villigt indrømmes; men ikke desmindre finde vi ingen Væsensforskjel paa de Stillinger saa vel som Hjælpemidler i det hele taget (Kompas, Telefon o. s. v.), der kunne anvendes i Feltkrigen af et Kastebatteri og et indirekte skydende Kanonbatteri. Ob­servation og Sideretning maa kunne udføres ved felt­ mæssige Midler, og som saadanne kunne vi anerkjende Observationsstiger, endog flere i eet Batteri; men en Stilling, hvori disse ikke ere tilstrækkelige, tro vi at burde betegne som lige lidt brugelig for Kaste- og Kanonbatterier.

Have vi Ret heri — og vi staa i hvert Tilfælde ikke alene; thi i Militår Wochenblatt 1890 og i Revue militaire de l’étranger 1891 finde vi lignende Anskuelser fremsatte, — saa indskrænkes Kastebatteriets Fordele overfor Kanon­ batteriet til den ene, at det kan staa tættere bag den Maske, det skyder over. Er nu denne af en speciel Art f. Ex. en Jernbanedæmning af passende Højde, saa kan den blive, ikke blot en Maske, men en virkelig Dækning, idet Kastebatteriets Elevationer kunne være større end Modstanderens (et Kanonbatteris) Nedslagsvinkler; men bortset fra dette yderst sjældent forekommende Tilfælde vil Kastebatteriet ligesom Kanonbatteriet egentlig ikke være dækket, men kun maskeret, og hvor dette er Til­ fældet, bliver der følgende Fordele at notere for sidst­ nævnte: hurtigere og billigere Indskydning, hutigere Skyd­ ning i Almindelighed, større Virkningsdybde for Granat­ kardæsken, d. e. mindre Følsomhed for Unøjagtighed i Indskydningen, større Distance, d. e. Mulighed for Ildens Koncentration fra et stort Antal Pjecer, og endelig større Ammunitionsforsyning.

Vi kunne med disse Forhold for Øje ikke tiltræde den Tanke, at Kastepjecerne skulde være Kanonerne overlegne i Artillerikampen, og vi kunne det saa meget mindre, som det heller ikke synes at være General Sauers alvorlige Mening; thi i saa Fald burde Kasteskytset ud- gjøre mindst Halvdelen af det hele Feltartilleri; men Generalen foreslaar knn 1 Batteri for hver Brigade, d. e. 4 for hvert Armeekorps. Med disse Batterier skal Kampen indledes, Artilleriduellen gjennemføres, Fodfolksangrebet forberedes og understøttes og det eventuelle Tilbagetog dækkes. Uvilkaarlig paatrænger sig det Spørgsmaal: «Hvortil skulle dog alle Kanonbatterierne bruges?« Der er nemlig ikke Tale om disses Afskaffelse «Vier Kompagnien des Fussartillerie-Regiments eines Armeekorps,» skriver Generalen paa S. 184 i Beiheft zur Militär Wochenblatt 1890, «in ebensoviel feldbrauchbare Wurfbatterien umgewandelt, und die vier Brigadebatterien sind fertig; eine einfachere und taktisch werthvollere Verstärkung der Feltartillerie ist kaum denkbar — — — — .»

I hele Foredraget have vi kun fundet en eneste An­ tydning af et Svar paa dette Spørgsmaal, nemlig paa S. 182, hvor Forsvaret behandles, og hvor der læses føl­ gende: «Der Angriff ist es daher, welcher zu seiner Einleitung und ganzen Durchführung des Wurfgeschützes weit weniger entbehren kann als der Flachbahnbatterien (deren er aber — natürlich — wieder zur Abweisung von Gegenstössen bedarf), während dem Vertheidiger zur Abwehr des Sturmes Flachbahngeschütze unerlässlicher sind als der Wurf.» At være vel forberedt til at imødegaa offensive Foretagender fra Forsvarerens Side kan selvfølgelig ofte blive af stor Betydning, og da Gene­ ralen gjentagne Gange fremhæver Kastepjecernes Uan­ vendelighed til Skydning mod bevægeligt Maal, kunne vi forstaa, at han ikke helt vil undvære Kanoner; men af Rollernes Fordeling fremgaar, at de kun skulle bruges som Specialskyts, og ikke desmindre medføres de i et 3—4 Gange saa stort Antal som de Hovedopgaverne til­ delte Kastepjecer; vi finde her en Selvmodsigelse eller i det mindste et uoplyst Punkt, der trænger til nøjere Forklaring.

Forinden vi forlade Angrebet, skulle vi for Fuld- stændigheds Skyld tilføje, at vi have truffet endnu videre gaaende Udtalelser end General Sauers, Udtalelser, der gaa ud paa, at Kasteskytset lader sig anvende med For­ del ikke alene mod Kanoner, men endog mod Infanteri i Bevægelse, og som betegne en 12c/m Haubits som «das Feld­ geschütz des nächsten Bedürfnisses.« Den anonyme For­ fatter (Militär Wochenblatt 110/1891) er fra flere Sider bleven skarpt kritiseret; en udførlig Behandling af det fremkomne vil dog let kunne føre til Gjentagelser og skal derfor undlades. Mere Betydning maa der formentlig tillægges en Redegjørelse for de Anskuelser, der ere komne til Orde med Hensyn til Kasteskytsets Anvendelse i Forsvarets Tjeneste, og en saadan skal derfor forsøges i det følgende.

For den Troppestyrke, som skal angribe en befæstet Stilling, er Kasteskyts ifølge det tidligere udviklede at betragte som uundværligt, hvad enten Forsvareren raader over saadant eller ikke. Anderledes forholder det sig med Forsvaret; her kan Kasteskytset i Almindelighed siges at være værdifuldt; men uundværligt kan det kun blive, naar ogsaa Angriberen betjener sig af saadant. Major Leydhecker og General Sauer udtale begge, at Angriberens Kastebatterier kun kunne bekæmpes af Kaste­ batterier, medens andre, og til dem slutte vi os, godt kunne tænke sig den Mulighed, at Kanoner, endog med Fordel, lade sig bringe i Anvendelse mod Haubitser eller Mortérer. At der kan indtræde Forhold, der umuliggjøre dette, have vi jo tidligere indrømmet, og navnlig bliver da Kasteskytset uundværligt i Forsvarets Tjeneste.

Efter General Sauers Opfattelse vil Kasteskytsets Ind­ førelse dog ingenlunde styrke Forsvaret i samme Grad som Angrebet, og en af Grundene hertil, nemlig Forskjellen paa de to Modstanderes taktiske Opgaver, et Terrainafsnits Hævdelse og dets Erobring, kunne vi fuldtud tiltræde; thi ifølge Sagens Natur maa Forsvareren væsentlig frembyde stillestaaende Maal, medens Angri­ beren frembyder mere bevægelige. Men naar Generalen skriver: «Verbirgt sich die letztere (Forsvaret) noch so sehr, unsichtbar kann sie sich doch kaum machen. Ver­ nachlässigt sie den Grundsatz: «Erst Wirkung dann Deckung,» so fehlt sie am meisten gegen sich selbst und wird unschwer zu überwinden – – – wer aber Wirkung haben will, der wird sich der feindlichen Sicht nie ganz entziehen können — den einzigen Fall der Anwendung des Wurffeuers ausgenommen — — —,» saa forekommer det os, at alt dette og meget mere af, hvad der fremføres, lige saa godt lader sig anvende paa Angrebet; ja vi ere endog af den Mening, at medens Angriberens Kastebatterier kun vanskeligt ville finde Stil­ linger, hvori de ere virkelig dækkede mod Kanonild, kan Forsvareren altid skabe saadanne ved Kunst, naar der blot er Tid dertil. Major Leydhecker siger jo ogsaa, at de fleste Terrainfolder lade sig bestryge med Nedslags­ vinkler paa c. 7°, d. e. adskilligt mindre end Feltkano­ nen kan præstere med sin Granatkardæsk, selv paa mindre Afstande, og kunde man end se bort fra Op­ stilling i saadanne, m. a. O. kunde man virkelig bruge de af General Sauer anbefalede Stillinger bag Skovpar­ celler o. 1., saa maatte dette ogsaa kunne gjøres i For­svarets Tjeneste; vi indse ikke, med hvad Ret dette kaldes «Vogel Strauss-Taktik,» naar det samtidig anbefales som en god Fremgangsmaade for Angriberen.

General Sauer skriver fremdeles, at et Angrebsbat­ teri, hvis Stilling mod Forventning er bleven opdaget, let vil kunne unddrage sig Bekastningen ved at indtage en ny Stilling; Major Leydhecker anbefaler den samme Fremgangsmaade for Forsvareren. Paa Grund af de ufor­ anderlige og forud bestemte Former for Forsvaret vil Angriberen, efter Generalens Mening, af det sete let kunne drage Slutninger med Hensyn til det skjulte; dette er der vel noget i; dog kan man vistnok i mange Til­ fælde roligt overlade ham, hvad han faar at vide paa denne Maade. Mere klar er den Anvisning, der gives Angrebsbatterierne ikke fortrinsvis at bekjæmpe deres «fjendtlige Søstre», men hellere holde sig til de Maal, der ere tilstrækkeligt synlige, nemlig Kanoner og Infan­ teri. Spørgsmaalet er blot, om disse fjendtlige Søstre behøve at være rolige Tilskuere ved denne Lejlighed; thi i modsat Tilfælde kunne Angrebskastebatterierne næppe undgaa at komme i Kamp med dem, og saa ere vi atter inde paa, hvad vi have omtalt under «Sonderbatterien», nemlig en Duel mellem Kastebatterierne, som formodent­ lig vil danne Afslutningen paa Artillerikampen i det hele taget. Nu som før bliver det heldige Udfald for An­ griberen af denne vistnok langvarige Kamp en Betingelse for Angrebets Fortsættelse, d. e. den voldsomme Bekastning af Angrebspunktet, og dette Arbejde vil maaske mere end een Gang blive forstyrret af Forsvarerens Kaste­ batterier, der vistnok kun vanskeligt lade sig bringe fuld­ stændigt til Taushed.

Vi se derfor ikke rettere, end at Kasteskytset ikke kan gjøre Angrebet til den stærkere Kampform, for saa vidt man dermed mener, at den angribende af to lige stærke Hære skulde have fortrinsvis Udsigt til at sejre. Kasteskytset kan hjælpe Angrebet ud over det døde Punkt, den hidtil saa mangelfulde Forberedelse af Infan­ teriangrebet; men iøvrigt vil, saa vidt vi kunne skjønne, dets Indflydelse paa Slagets Gang indskrænke sig til, at Artillerikampen bliver mere langvarig, fordi Kastning altid foregaar langsommere end Skydning. Vel ligger det i Angriberens Interesse at holde Kastebatterierne udenfor den egentlige Artillerikamp for saaledes at spare deres Kampkraft til Fordel for den specielle Opgave, Indbrud­ dets Forberedelse, og dette vil vel ogsaa kunne lykkes, hvis Forsvarsartilleriet udelukkende bestaar af Kanoner, idet Kasteskytset da først bringes til Anvendelse, naar disse ere saa godt som besejrede, saa at enhver For­ ulempelse af Kastebatterierne strax kan imødegaas, ja endog forbydes af Angriberens Kanoner; men raader ogsaa Forsvareren over Kastepjecer, og har han endvidere havt tilstrækkelig Tid til ikke blot at maskere, men virkelig dække dem mod Kanonild, vil han med disse kunne engagere de fjendtlige Kastebatterier, saa snart de træde op, og indvikle dem i en Kamp, som de skulle bestaa sejrrigt, for derefter uforstyrrede at kunne forberede Stormen. Kun hvis Forsvareren er særlig vel forsynet med Kastebatterier og i denne Henseende føler sig An­ griberen overlegen, vil det kunne tilraades at lade dem aabne Ilden paa et tidligere Tidspunkt; de ville da efter al Rimelighed 'lokke Angriberens Kastebatterier frem, og Resultatet bliver som før, at disse kun gjennem Kamp eller rettere gjennem Sejr kunne skaffe sig Mulighed for at løse deres egentlige Opgave.

Det vil af disse Forhold fremgaa, at Kastebatterierne, saavel Forsvarerens som Angriberens, hverken med Hen­ syn til Bevægelighed eller til Ammunitionsforsyning kunne staa væsentligt tilbage for Kanonbatterierne, med hvilke de maa være forberedte paa at komme i Kamp. Det sidste Hensyn taler stærkt for Anvendelse af det 12cm Kaliber.

Da Kasteskytsets Opgaver fortrinsvis ere at søge i Kamp om Stillinger, til hvis Forberedelse der er anvendt flere Timer maaske endog halve eller hele Døgn, vil Feltkrigen vel ogsaa i Fremtiden være rig paa Begiven­ heder, hvor det saa godt som slet ikke kommer til Anvendelse, f. Ex. Renkontrefægtninger mellem isolerede Armeekorps, Divisioner eller mindre Hærlegemer. Der­ imod tro vi, at de store, afgjørende Slag som udkæmpes mellem hele Armeer, meget ofte ville forme sig til Kamp om Stillinger, hvori der forekommer Anlæg af en saa- dan Beskaffenhed, at Kasteskytsets Medvirkning bliver nødvendig. Vi kunne derfor forstaa omend ikke ube­ tinget billige den ofte fremsatte Anskuelse, at Betingelsen for Kasteskytsets Indførelse bør være, at den lader sig iværksætte uden Formindskelse i Kanonernes Antal, efter­ som dette vilde være ensbetydende med en Svækkelse af Armeekorpsets Kampkraft overfor de hyppigst forekom­ mende Tilfælde til Fordel for de mere specielle.

De store afgjørende Slag kunne nemlig efter vor Formening ikke komme ind under Begrebet specielle Til­ fælde; thi ere de end ifølge Sagens Natur sjældnere end de hyppigt forefaldende Renkontrefægtninger mellem min­ dre Hærlegemer, saa ere de til Gjengjæld saa meget desmere betydende, og det forekommer os derfor, at det vilde være fuldtud forsvarligt, navnlig ved en eventuel Nybevæbning, at lægge noget mere Vægt paa den Del af samme, der gjør Artilleriet som Helhed mere egnet for det store Slag, selv om dette til en vis Grad skulde ske paa Bekostning af Kanonerne.

Saa vidt vi kunne skjønne, vil dog dette, idetmindste foreløbig, ikke blive nødvendigt. Den Foranstaltning, hvorom der her er Tale, hører nemlig ikke til dem, der med et Slag vende op og ned paa eller frembringe noget, som kan lignes ved Revolution i Fægtningslæren. I de senere Tiders Krige har man ved flere Lejligheder følt Savnet af Kasteskyts, og af dette saa vel som af flere andre Forhold fremgaar en til Vished grændsende Sand­ synlighed for, at man ogsaa i Fremtiden vil faa Brug derfor; men i hvilken Udstrækning det skal indføres, maa dog altid bero paa et Skjøn; kun naar man tillæg­ ger Kasteskytset en saa alt overvejende Betydning, som General Sauer gjør, kan der blive Tale om, at indføre det i saa stor Udstrækning, at en væsentlig Formind­ skelse af Kanonernes Antal bliver Følgen, hvorimod man med den Anvendelse for Øje, som de fleste andre For­ fattere tiltænke Kasteskytset, vistnok gjør vel i foreløbig at nøjes med ganske faa Batterier, f. Ex. eet pr. Armee- korps, og overlade kommende Tiders Krigserfaring at bestemme, om dette Antal skal forøges eller ikke. Af Anvendelsen fremgaar tillige, at det nye Skyls ikke bør indordnes i Armeekorpsenes Artilleri, men derimod op­ træde som en Slags Armeeartilleri, der under Frem­ rykningen marcherer bagest i Kolonnen og modtager sine Befalinger med Hensyn til Maal og Tidspunkt for Ildens Aabning umiddelbart fra den Øverstbefalende.

Kan det forudses, at et Armeekorps eller et andet Hærlegeme af lignende Størrelse kommer til at optræde under Forhold, hvor der maatte blive særlig rigelig An­ vendelse for Kasteskyts, ville efter Omstændighederne flere eller færre Batterier være at afgive dertil. Dette vil f. Ex. blive Tilfældet, naar Opgaven er at indlede An­grebet paa en permanent Fæstning. Vi ere lier inde paa et Omraade, hvor Savnet af Krigserfaring er særlig føle­ ligt, idet som bekjendt endnu ingen af de efter moderne Principper anlagte Fæstninger har været udsat for Angreb, og netop derfor frembyder denne Gren af Krigen en vid Mark for Gisninger og theoretiske Studier angaaende nye Former og Methoder saavel for Angreb som for Forsvar.

Uden at komme nærmere ind paa disse Forhold skulle vi kun bemærke, at man, selv om man holder sig til det ældre methodiske Angreb, men navnlig hvis man følger den saakaldte nyere Skoles Bepræsentanter. Sauer, Scheibert m. fl., der have forfægtet Nødvendigheden og Muligheden af et kortere Forløb for Angrebet, i begge Tilfælde maa indrømme, at mobilt Kasteskyts i høj Grad vil forøge den paagjældende Hærdels Evne til at løse de her forefaldende Opgaver.

Omfanget af en stor moderne Fæstning og den store Vægt af den til et regelmæssigt Angrebs Gjennemførelse nødvendige Skyts- og Ammunitionsmængde vil jo saa godt som altid medføre, at der hengaar et længere Tids­ rum mellem den fuldbyrdede Indeslutning og Begyndel­ sen af Artilleriangrebet, et Tidsrum, der paa flere Maader kommer Forsvaret tilgode, og i hvilket Angriberen kun har sine Feltkanoner at stille overfor Fæstningens større og langt rækkende Kalibre; her kan ikke blot forefalde Kampe om Stillinger i Forterrainet; men Indeslutnings­ korpset kan, naar det skal forstyrre Armeerings- og For­ svarsarbejder, endog komme i Berøring med Forternes Kanoner og saaledes i høj Grad komme til at føle Savnet af et større Kaliber og navnlig af det i Fæstningskrigen af alle som uundværligt erkjendte Kasteskyts.

Maa det saaledes betragtes som hævet over al Tvivl, at Indledningskampene gjøre Kasteskytsets Medvirkning i høj Grad ønskelig for Angriberen, bliver der, for saa vidt man er Tilhænger af de Sauerske Ideer, endnu at minde om den betydelige Rolle, som disse tildele det mobile Kasteskyts under selve Angrebet, ved hvilket man har ment at kunne erobre en Fæstning i lige saa mange Uger, som den almindelige Belejring kræver Maaneder.

Om den nyere Skoles Theorier ville gaa ganske sporløst hen over Samtiden, eller om kommende Tiders Fæstningskrig i større eller mindre Grad vil blive præget af dem, driste vi os selvfølgelig ikke til at udtale noget om; men naar det bebrejdes den til Dato brugte An- grebsinaade, at den ikke lader Forsvareren i Tvivl om, mod hvilken Front Angrebet vil blive rettet, saa tro vi dog, at dette ikke bør opfattes ganske bogstaveligt; men at det endog i de fleste Tilfælde først vil lykkes For­ svareren at komme til Klarhed herom paa et saa sent Tidspunkt — maaske først naar Ilden aabnes fra 1ste Artilleriopstilling — at han nødvendigvis maa komme bagefter med Etableringen af sin 2den Skytsopstilling. Det turde derfor, hvad enten man venter Angrebet i Form af en regelmæssig Belejring, eller man tænker sig staaende overfor det Sauerske Angreb med den udstrakte Anvendelse af mobilt Kasteskyts, være at anbefale for Forsvareren at træffe Foranstaltninger til saa godt som øjeblikkeligt at kunne møde Angriberen paa det truede Punkt med Ilden fra et tilstrækkelig stort Antal Pjecer, og vi se intet bedre Middel hertil end mobilt Kasteskyts.

Naar vi sige mobilt Kasteskyts, mene vi her lige­ som i Feltkrigen Kasteskyts, hvis Bevægelighed nærmer sig stærkt til Feltskytsets, saa at det med en vis Ammu­ nitionsforsyning i Affutagen og med opsiddet Mandskab fra en central Opstilling kan bevæge sig i hurtig Gang­ art hen til det angrebne Punkt og aabne Ilden uden forudgaaende Forberedelse af Standpladsen. Ere nu For­ holdene her saaledes, at der ved Kunst eller Natur haves god Maskering eller endog virkelig Dækning — i det mindste mod Kanonild -— og betjener man sig af røg­ frit Krudt, saa se vi ikke rettere, end at saadanne Bat­ terier ville komme til at kæmpe under Forhold, der ere lige saa gunstige som Angriberens. Ere de derfor til­ stede i tilstrækkeligt Antal, ville de i Forbindelse med Sikkerhedsarmeringen og eventuelle andre faste Skyts­ opstillinger, idet de — om man her tør anvende strate­ giske Udtryk — operere paa de indre Linier, danne et for Forsvaret særlig værdifuldt Middel til hurtigt at til­ vejebringe Overlegenhed paa et hvilketsomhelst truet Punkt, uanset om Angrebet ledes efter ældre eller nyere Principper. I første Tilfælde bestaar Forandringen kun i, at den mobile Fæstningsartillerireserve er gjort endnu mere mobil; thi Kalibrene ere jo uforandrede, og i sidste Tilfælde — vi tænke her nærmest paa General Sauers Angreb, hvor Værkerne skulle tages ved Storm, efterat Besætningen ved en voldsom Bekastning er tvun­ gen ned i sine Hulrum, forhindret i atter at forlade dem og i det hele rystet i den Grad, at man kan være sikker paa, at Bankettet i det afgjørende Øjeblik ikke vil blive besat og Skytset ikke betjent — gives der vel intet andet Middel til at modvirke den for et saadant Angrebs Gjennemførelse nødvendige artilleristiske Overlegenhed end netop det, som Angriberen selv anvender, nemlig mobilt Kasteskyts.

Uden at pretendere noget virkeligt Kjendskab til de i vore ledende Kredse herskende Anskuelser med Hensyn til disse Spørgsmaal, og hvad dermed staar i Forbin­ delse, skulle vi kun notere, at den Omstændighed, at der her hjemme er indført en 9cm Haubits og afholdes Forsøg med en 12cmHaubits og en 15cm Mortér, alle i Feltlavet­ ter, tyder paa, at den fremsatte Tanke om Anvendelse af mobilt Kasteskyts i Fæstningsforsvarets Tjeneste til en vis Grad vil kunne gjøre Regning paa Tilslutning

For saa vidt det drejer sig om at træffe et Valg mellem de to Prøvepjecer, er der jo her, hvor der ikke alene spørges om Virkning mod levende Maal, men tillige mod ret anselige Dækninger, meget at sige til Gunst for det større Kaliber med det større Projektil og større Ned­ slagsvinkler. Hertil kommer, at der allerede er indført een Haubits; men ikke desmindre er Valget ingenlunde let at træffe. Til Mortéren kan der i Forstillingen næppe medføres mere Ammunition end til den første halve Times Forbrug, hvorimod der til Haubitsen kan med­ føres omtrent dobbelt saa meget; ganske vist kan dette ikke være afgjørende for Valget, eftersom begge Arter af Batterier maa være forsynede med Ammunitionsvogne; men Haubitsen kan bruges paa større Distancer, og alene af den Grund vil den maaske blive uundværlig. Er man stemt for en meget udstrakt Anvendelse, kommer man dog temmelig let ud over Vanskeligheden; idet det da, hvis Forsøgene ikke tale særlig til Gunst for den ene eller den anden, maaske vilde være tilraadeligt at ind­ føre dem begge.

Hvad enten man bestemmer sig for Haubitsen eller Mortéren, vil man næppe kunne undgaa temmelig gjen- nemgribende Forandringer i Uddannelsesprogrammet for Fæstningsartilleriet, idet en Del af Mandskabet maa være særlig uddannet til Betjening af det mobile Kasteskyts; dette Forhold vil dog næppe kunne betragtes som nogen Hindring for Tankens Gjennemførelse, eftersom det ogsaa af andre Grunde turde være betimeligt at specialisere vort Fæstningsartilleris Uddannelse. Større Vanskelig­ hed vil utvivlsomt Bespændingens Tilvejebringelse volde, for saa vidt den nødvendiggjør en Forøgelse af Hærens Hestebestand i Fredstid; men er en saadan Forøgelse uopnaaelig, kan man til Nød hjælpe sig med, hvad man har. Vi gaa nemlig ud fra, at Bespænding saa vel som Trainkonstabler ved Fredsøvelserne skulle afgives af Felt­ artilleriafdelingerne, og forat dette skal blive muligt, for­ dres blot, at disse indkalde samtlige udstationerede Heste i Begyndelsen af August istedetfor, som nu, i Begyn­ delsen af September; i August Maaned vil man da kunne bespænde 3—4 Kastebatterier; ja selv uden denne For­ anstaltning vil Feltartilleriet i Tidsrummet fra Midten af Maj til Slutningen af Juli uden væsentlig Ulempe kunne afgive den fornødne Bespænding, i det mindste for et Par Uger. I Mobiliseringstilfælde maa man her ligesom andre Steder hjælpe sig med udskrevne Heste.

Kjøbenhavn i Februar 1894.